Om sårbarhed

Jeg skriver med en 😊 Altså på det der dating-site. Boyfriend (som jeg har kastet et par fatwaer over ved en tidligere lejlighed).

Og nej, det er ikke kvinderne på henholdsvis 19, 23 og 24, jeg skriver med. 

For helvede altså. Jeg har jo fucking BØRN, som er ældre end dem. Ved sgu ikke, hvorfor de synes, det kunne være interessant at skrive med en, der er mere end dobbelt så gammel. Måske er det en mor, de søger?

Nå, men det vil jeg ikke rode mig ud i ret mange refleksioner over. Det er sikkert komplekst.

Til de unge damer skriver jeg pænt tilbage og spørger, om de mon HAVDE tjekket min alder, inden de henvendte sig 😂

Den anden dame, jeg skriver med. Altså hende i første linje. Hun spurgte mig forleden dag om mine karaktertræk.

Og jeg skrev, at jeg kan være lidt forsigtig og observerende, første gang jeg møder folk. Men at jeg hurtigt får tillid, når jeg har set dem lidt an.

At jeg er åben og villigt deler dybe ting, men også gerne lytter. Gensidig fortrolighed, you know.

Og så skrev jeg, at jeg i regelen bliver behandlet med stor respekt. Ikke fordi jeg tiltvinger mig den, men fordi andre synes, jeg er megasød, og ikke kan fordrage at se mig såret eller ked af det.

Jeg nævnte også lige, at jeg somme tider ER sårbar. At jeg kan tage ting lidt for nært. Måske fordi jeg er meget reflekterende. Og kan vende og dreje en problemstilling i tankerne 10.000 gange.

Kan for eksempel blive berørt, hvis jeg ser progeriabørn i fjernsynet.

Eller hvis nogle af mine elever bliver uretfærdigt behandlet.

Jeg bliver også pisse ked af det, hvis nogen siger noget grimt til mig. Eller noget usandt.

Og i onsdags kom jeg til at sidde og småtude lidt på lærerværelset, fordi jeg følte, at min tryghed i jobbet var blevet undermineret af de der fyringer dagen forinden. Jeg har aldrig før følt mig fristet til at læse stillingsannoncer, og jeg er rystet over at opleve, at det kan blive nødvendigt nu. Jeg har ikke LYST til at arbejde andre steder. Men det forlyder jo, at vi måske ikke er færdige med fyringerne.

Og hvad sker der, når fruen sidder på lærerværelset og hænger med skuffen? Ja, så kommer alle mine skønne, empatiske kolleger farende og giver krammere og omsorg.

Men jeg ville hellere være fri. Altså ikke fri for skønne kolleger eller omsorg. Men fri for at være så fucking sårbar.

Det er ikke fedt at sidde der ude af stand til at holde på sin muntre facade. Så jeg er nødt til altid at rende rundt med en eyeliner i lommen, i fald det bliver nødvendigt at foretage et par småreparationer i dagens løb.

Heldigvis sker det kun en gang måske hvert andet år. Men det er bare en gang hvert andet år for meget.

Så jeg ville ønske, jeg var beklædt med mere teflon. Så ting prellede af. Og jeg ikke blev så skide følelsesmæssigt berørt.

Hvortil damen svarede, at jeg ikke skulle være ked af min sårbarhed. At sårbarhed er tegn på, at man involverer sig, at noget er vigtigt, at man er i stand til at føle. Og at man ikke bare er kold i røven.

Det er fandme en god dame, jeg skriver med. For sådan har jeg aldrig anskuet min sårbarhed før. Jeg har mest bare være pisseirriteret.

Og hvis du også render rundt derude og føler alt for meget, så kan du måske læne dig lidt op ad DEN melding 😉

Nu skal jeg spise. Falafel og salat. Og dermed fuldkommen politisk korrekt.

Take care 💜💜💜