onsdag den 10. november 2021

Er ikke ubetinget fan af ...

... statsministeren. 

For eksempel har jeg hørt, at hun skulle give sine medarbejdere en lettere ublid satans modbydelig medfart, hvis de skulle være så uheldige at komme damen på tværs.

Det lyder kolerisk aggressivt og frastødende, if you ask me.

But then again, jeg tror, man skal være en kynisk motherfucker, hvis man som kvinde skal svinge sig til tops i vores komplet mandsdominerede politiske system.

Og i denne uge må jeg bakke Mette op:

Jeg ELSKER hendes retorik over for de hensynsløse idioter, der uden overbevisende grund forsømmer at lade sig vaccinere mod corona.

Det er ansvarsløshed i meget høj potens sådan at sætte andres liv og tryghed på spil, og de skulle fucking SKAMME SIG!

Der er ganske vist artikler i medierne, som opponerer imod ministerens direkte tone. Som hævder, at sådan en tone hos nogle vil have den stik modsatte effekt. 

Men helt ærligt: De sarte stakler, som føler sig trådt over tæerne af Mette-mor, har fandme fortjent en gedigen skideballe. Og hvis tonen gør dem endnu mere modvillige, ja, så er de i min optik blot endnu større idioter.

Vi har et fælles ansvar, og det er ikke tiden at demonstrere sådan en uskøn egoisme som den, vaccinemodstanderne desværre praktiserer for tiden.

Jeg kender for eksempel en skøn kvinde. Som ikke kan tåle at få corona. Og som multiallergiker HELLER ikke kan tåle vaccinen.

Og hvordan fanden skal hun og andre skrøbelige mennesker leve noget, der bare fucking LIGNER et liv, når de er omgivet af uvaccinerede, navlebeskuende tåber?

Så her er dagens opfordring.

Tag nu ansvar og få den vaccine!

Hrmpf!!!

mandag den 18. oktober 2021

Kvinde på krigsstien ...

 ... er ikke blot en fremragende islandsk film.

Men også sådan, jeg kan føle mig, når jeg blander mig i en online-debat. 

Eller måske lidt ligesom denne fantastiske, nylagte puslespilskvinde:


Jeg bliver så take no shit-agtig. Ruster mig til at få alt muligt lort smidt i hovedet fra de andre debatører. Og til at forsvare mig selv, når jeg bliver angrebet.

For jeg har prøvet det flere gange. At blive latterliggjort eller møde stærk modstand pakket ind i upoleret retorik, så snart jeg stikker hovedet frem og skriver min mening - som regel i et eller andet kommentarspor til en eller anden artikel.

Det er sgu ikke den rene spas, Hans-Otto. Og derfor gør jeg det også meget sjældent.

Men i forgårs vovede jeg springet.

Artiklen var denne fra TV2. Som kort fortalt handler om, at Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget, at råd, nævn og udvalg i kommunen ikke længere skal ledes af en forMAND, men af en forPERSON.

Og jeg skal love for, at det faktum kan bringe folkets pis i kog. I skrivende stund har linket til artiklen på Facebook afstedkommet 4,4 TUSIND kommentarer.

Jeg har skimmet et par hundrede. Og mit bud er, at 99,9 procent af samtlige kommentarer er af negativ karakter.

Faktisk er jeg kun stødt på sølle TO, som bakker fuldt op om Borgerrepræsentationens beslutning:

Anne-Mettes (min smukke bride-to-be) og min egen.


RESTEN (formentlig), kære læser, er en ret primitiv nedsabling af de københavnske politikere.

Kommentarsporet flyder OVER af latterliggørende eksempler på andre ord, der ender eller begynder på "mand": julemand, kagemand, bussemand, mandefald. 

Foruden "mandag", som ifølge en hel del kommentatorer så bør laves om til "persondag" (upåagtet at ordet er en direkte oversættelse fra latin og betyder "månedag", hvilket tydeligvis ikke har det fjerneste med køn at gøre (men det ved disse genier ikke)) 😂😂😂

Prøv engang at tænke over det. Hvor skævt sproget lige er. Hvorfor hedder det "i mands minde" eller "være herre over" eller "mande sig op" eller "tage det som en mand" eller bare "man"?

Sprog skaber fortællinger. Og fortællingen i vores sprog er desværre, at mænd har en langt mere fremtrædende plads i samfundet end kvinder.

Derfor giver det også totalt god mening, at politikerne skrider ind.

For selv om sprog er dynamisk og i stadig udvikling, vil det ikke blive mindre kønsdiskriminerende af sig selv. Det skal hjælpes på vej.

Jeg tænker i hvert fald, at den mandlige halvdel af befolkningen er ret godt tilfredse med tingenes tilstand, fordi sproget tilgodeser netop DERES køn.

Og i kommentarsporet til artiklen kan jeg desværre konstatere, at også mange KVINDER er forargede over politikernes beslutning. Disse kvinder er i min optik ofre for en usund vanetænkning og er således med til at fastholde nogle urimelige kønsnormer.

Jeg lavede et lille tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis Borgerrepræsentationen var gået all in, havde vurderet, at det var kvindernes tur til at køre lidt med klatten og derfor havde besluttet, at forMAND skulle ændres til forKVINDE.

Hvilken mand ville finde sig i at blive tituleret med kvindekønnet? Nej, vel?

Så thumbs up 👍👍👍 til de københavnske politikere, der har nosser æggestokke nok 😉 til at tage fat om problemet. Håber, I fortsætter i den gode stil.

Jeg bliver også gerne hængende på samme krigssti lidt endnu.

tirsdag den 28. september 2021

Fissepik!

Efter Retfærdighedens Ryttere vil det udtryk aldrig forlade mig igen (og hvis du ikke har set den film, kære læser, så skynd dig ind på Blockbuster 😂). "Fissepik!", viser det sig, er et meget anvendeligt udtryk at have i sit vokabularium. Og passer faktisk spot on til en del af livets tilskikkelser.

Som for eksempel denne:


DET er ren fissepik! 

Er ikke så vild med Fucking HADER det, når Erling slæber døde eller halvdøde smådyr med sig ind i forstadsvillaen. Tit lader han også både musehoved og -røv ligge på tæppet, og så kan man jo altid opleve the thrill and excitement, når man skal på toilettet midt i nattemørket og ikke aner, hvad man træder i.

FISSEPIK, siger jeg 😡

Der opstod også et anstrøg af fissepik mandag i sidste uge. Hvor mit hjertes udkårne og jeg var en tur til foredrag. Med Lone Frank.

Nævnte dame er blandt andet ekspert i menneskehjerner og har forsket lidt i kærlighed. Hvilket tilfældigvis er et brandvarmt emne i mit liv lige nu 😉💘

Det var et udmærket foredrag. 

Ikke, at man ikke har hørt om kærlighed før. For man har jo filosofferne, som taler meget om kærlighed og har en milliard forskellige og subjektive tilgange til den lille motherfucker. Og så har man et væld af materiale om emnet i film, musik, teater og litteratur. 

Men ikke rigtig af videnskabelig karakter.

Vi havde således en god og berigende oplevelse, hvor vi hørte om aspekter af kærlighed, som vi aldrig havde hørt om før. 

For eksempel ved vi nu, at PRÆRIEstudsmusen er monogam og bliver hængende hos sin udkårne hele livet, mens BJERGstudsmusen kun interesserer sig for one night stands og ikke ønsker faste parforhold. 

Frøken Frank berettede naturligvis også om menneskers kærlighed til partnere, til forældre, til venner, til kæledyr. Og om de dertil hørende kemiske processer i hjernen.

Og sådan gik det så godt. Lige indtil spørgerunden efter pausen.

Hvor en mand på forreste række stak labben i vejret og på en lidt drævende og uintelligent klingende dialekt sagde (prepare yourselves now 😱):

"Der er jo, som bekendt, kærligheden mellem mand og kvinde ... og så er der jo ... nogle afarter ..."

Øh ...? Wtf? 

Anne-Mette og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme. Sagde han virkelig DET?

Jeg kunne have kastet en fatwa over ham lige på stedet.

Sikke noget nedladende, heteronormativt pis at lukke ud.

Min kærlighed til min dejlige kæreste er altså kun en fucking AFART af ægte kærlighed?

Jeg er ikke sikker på, at manden rigtig tænkte over, hvad det var, han sagde. Men det bliver det sgu ikke bedre af.

Problemet er, at idéen om "rigtig" og "ikke-rigtig" kærlighed er så dybt lejret i nogle mennesker, at de er blottet for refleksion. Og så bliver den slags ævl naturligt integreret i det, de siger.

Til den tilbøjelighed har jeg kun en enkelt, raffineret kommentar:

Fissepik.

😠


mandag den 27. september 2021

Getaway

Man MÅ jo elske konceptet: FERIE 🎈🎇🎆

Ikke en synderligt LANG ferie, men dog alligevel to ikke uvæsentlige fridage lige op til en weekend. 

NICE!

Ikke mindst fordi jeg hver fjerde torsdag i fucking SEKS LEKTIONER I TRÆK har den usædvanlig begrænsede fornøjelse at undervise en af de klasser, hvor man er nødt til at vente 10 minutter med at påbegynde nogen form for undervisning, fordi ting (papirflyvere, blyanter, vandflasker, fodbolde, elever med løftbar legemsvolumen etc.) lige skal holde op med at lade sig kaste gennem luften først. Eller ud ad vinduerne.

Og når ting så gradvist er landet på et eller andet underlag, må man bruge kostbar tid på at bringe lydkulissen ned på et niveau, hvor fimrehårene i de tilstedeværende øregange ikke længere truer med at udvandre i total afmagt.

I denne klasse er elever med en svær grad af ADO (Almindelig Dårlig Opdragelse) stærkt repræsenteret. 

Og netop derfor var det en SÆRLIG glæde for mig at opdage, at torsdag den 23. september var en af DE torsdage 💃💃💃

Den dag var jeg nemlig inviteret til "forfatterhygge" på det fine forlag henne i København, som jeg skriver for lige nu.

Jeg havde dog egentlig tænkt at takke nej. Arrangementet skulle finde sted fra 17 til 19, og jeg syntes, det måske var i overkanten at bruge SEKS timer på offentlig transport for at tilbringe TO med kindposerne fulde af tapas og vin. Og så på en hverdag. 

MEN. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere fik jeg den idé, at man jo kunne UDVIDE konceptet lidt. Man kunne jo for eksempel spørge sin forlovede (!!! 😄), om ikke hun ville med. Om ikke vi skulle tage et par feriedage, booke et hotel og indtage hovedstaden.

Så det gjorde vi. Og det blev en SPITZENKLASSETUR 🏆

Efter endt undervisning onsdag sprang vi på toget med ankomst til København H ved 17-tiden. 

Undervejs fik jeg naturligvis gjort mig lidet heldigt bemærket i en komplet fyldt togvogn. 

Jeg prøvede virkelig. Det gjorde jeg. 

Men jeg KUNNE simpelthen ikke lade være med at skraldgrine da en stakkels ung kvinde i et sæde lige på den anden side af midtergangen, forskrækket spærrede øjnene op og gispede, da toget forlod Fyn og rullede ud på lavbroen ved Storebælt.

"Øh, stopper vi ikke i Nyborg?" lød det lidt forvirret fra kvinden, der åbenbart måtte have overset, at hun i Odense var stået på et lyntog uden stop før København.

Højst underholdende 😂😂😂 

Nå, men efter det første øjebliks rundt på gulvet-hed genvandt kvinden heldigvis fatningen. Situationen var ikke værre, end at hun kunne lave en eftermiddagskaffeaftale hos sin mor i Nyborg om til en lidt småsen middagsaftale. Efter en kort lille fire timers detour omkring hovedstaden.

Onsdag aften havde englebassen og jeg sat mit Barn 2 og hans skønne kæreste, Sofie, stævne på Café Oscar på Regnbuepladsen. 

Tror, de unge synes, det er okay at tage på homobar med Mutti/Schwiegermutter/Stiefmutter/Stiefschwiegermutter. 

Og Anne-Mette og jeg er suckers for det sted. For det er bare en cool café, hvis lige vi end ikke kommer i fucking NÆRHEDEN af i Aarhus. 

Forplejningen er god, og betjeningen består af temmelig søde bøsser. Hvoraf den ene ret overbevisende vandt Anne-Mettes hjerte, da han ved et "uheld" kom til at "spilde" mere hvidvin i hendes glas, end hun havde betalt for.

Café Oscar er et fast indslag for os, og vi kommer der gerne flere gange i løbet af et besøg i hovedstaden.

Torsdag formiddag havde vi booket billetter til kunstudstillingen i Cisternerne under Søndermarken. 

Vi begav os derhen til fods. Gennem smukke Frederiksberg Have


der var usædvanligt mennesketom. Måske fordi det igen er blevet hverdag for de fleste.

Det var min idé. Med Cisternerne.

Og Anne-Mette var forbeholden. 

Hun er lettere klaustrofobisk og frygtede vist nok, at Cisternerne skulle implodere lige præcis i løbet af de 40 minutter, vi ville befinde os dernede. Hvilket jo også var meget sandsynligt, for når noget har stået siden 1859, MÅ det vel give efter i en formentlig nær fremtid.

Det var en vild oplevelse! Ulig noget andet, jeg før har begivet mig ud i. Og hvis du, kære læser, aldrig har været i Cisternerne, skal du skynde dig derned (inden de imploderer 😂).

Man padler selv rundt i små både. Det er næsten mørkt. Og næsten tyst. 

Her og der lyser et kunstværk op. Kunstneren bruger aktivt både lys og skygge og vandets refleksioner til at nuancere værkerne. 

Temaet er dystopisk. Det handler om sorte huller. Klimaforandringer. Og menneskeheden, som gradvist underminerer egne levevilkår. Det passer pissegodt til mørket og fugten og stilheden i Cisternerne.

Se nu bare her:


Vildt, ikke? 😵

Anne-Mette glemte hurtigt sin klaustrofobi, og vi var begejstrede begge to.

17 til 19 var vi sjovt nok til forfatterhygge på det fine forlag. Anne-Mette var inviteret med som +1. Og tilmed som den eneste +1 i selskabet. Hvilket hun vist syntes var lidt akavet, da vi alle blev bedt om at præsentere os selv 😂

Nå, men hun klarede præsentationen fint (hun kunne for eksempel frejdigt fremføre, at hun tidligere har arbejdet for et konkurrerende forlag og dermed har et ret indgående branchekendskab 😏). Det blev hun dog hurtigt tilgivet, og hun faldt supergodt i snak med en del af de tilstedeværende forfattere og redaktører.

På vejen hjem til hotellet stak vi et smut omkring Netto på Rådhuspladsen og købte en billig hvidvin. 

Fuck for et klamt sted 😲 Med klamme kunder. Og en voluminøs sikkerhedsvagt med mave ned til knæene. 

De hylder, der ikke var halvtomme, var FYLDT med alkohol. Tror sgu ikke, jeg nogensinde har set så meget alkohol i en dagligvarebutik. Tænker, sortimentet sådan et sted er tilpasset klientellet.

Nå, men vi var jo kommet for at købe ... alkohol 😂 hvilket vi sjovt nok hurtigt spottede, og snart kunne vi forlade den klamme butik med vores hvidvin under armen.

Den tog vi med hjem i seng 😉

Fredag skulle vi tilbage til det mørke Jylland.

Men ikke før vi havde overrasket en kær gammel kollega, som for nylig har fået job på Københavns Hovedbibliotek. Vi havde ikke meldt vores ankomst til biblioteket på forhånd, og det var superfeelgood at se hendes glade forbavselse, da hun fik øje på os. Jeg fucking ELSKER at komme bag på folk, hehe 💃💃💃

Og heller ikke før vi havde været en tur på Paludan Bogcafé i Fiolstræde. Skynd dig derind, kære læser. Det er pissehyggeligt, og de laver god kaffe! 😋 Anne-Mette og jeg er HELT enige om, at der er noget totalt magisk ved at være omgivet af bøger. Smukt sted. Fed atmosfære.

Og HELLER ikke før vi også havde besøgt Statens Museum for Kunst. Hvortil vi købte årskort. 

For tiden kan man se en særudstilling med værker af kvindelige kunstnere i alle mulige former for protest. Det er nemlig 50-året for rødstrømpebevægelsen, hvilket man har valgt at markere. 

Budskabet er dobbelt so to speak. For ikke blot er udstillingen fyldt med protester fra kvinder. Kvinder er, som i så mange andre sammenhænge, også underrepræsenteret i kunstverdenen. Så man kan sige, at selve udstillingen ER en protest mod manglende ligestilling.

Nice move, SMK!

Så tog vi hjem.

Slut.

PS: Nå ja. Anne-Mette tog et godt billede af Yours Truly midt i Kongens Have. Værsgo:



tirsdag den 7. september 2021

Vi sagde JA!

Var faktisk godt i gang med at skrive en epilog over den sommer, der nu stædigt og forunderligt strækker sig et efterhånden godt stykke ind i september med dagstemperaturer på den behagelige side af 20 grader, nammenam. 

For i de seneste måneder har jeg da oplevet et par småting, som nok kunne være et par stavelser værd her på bloggen.

Og jeg lover, at de nok skal komme. Stavelserne altså. Med billeddokumentation tilmed.

Men nu er det, som om mit fokus er trukket i en helt anden retning.

For ...

JEG SKAL GIFTES 👰👰🎆🎇🎆

There you have it.

Og det oven i købet med den DEJLIGSTE kvinde i verdenshistorien 💘🌷🌹🌺

Så jeg er fucking FULD af champagnebobler indeni 🍹 (nej, det er ikke en champagneflaske, der popper, men den emoji mangler i mit fucking blogprogram, så I må nøjes med en "Tropical cocktail" 😂).

"Hvem friede?" vil mine elever vide. Hvoraf rundt regnet halvdelen åbenbart regner med at få lov at deltage i brylluppet som brudepiger. Det giver cirka 45.

Et klart 50 procentsspørgsmål ... som ... øh ... jeg ikke kan svare på.

For vi ved det ikke.

Det er sådan noget, der er gledet naturligt ind i vores samtaler mange gange hen over de sidste par måneder, og ingen af os kan huske, hvem der først bragte det på bane.

Men det er vel i virkeligheden også meget smukt. At ingen af os kan tage mere ejerskab over idéen end den anden.

18. december. Julebryllup. I Aarhus.

Jeg GLÆDER mig! 💃💃💃

Nå, men jeg vil rulle videre.

Take care and stay tuned. Sommerepilog coming up.

💜

lørdag den 22. maj 2021

Om forfatterskab, genbrugslamper og coronapas

Jeg springer hermed ud.

Nej. 

Ikke på DEN måde, Dummkopf 😂 

For det gjorde jeg jo for mere end ti år siden. Hvor jeg åbent erklærede, at jeg finder kvinder LANGT mere pirrende end mænd, nammenam 😉 

Det, jeg i stedet mener, er, at jeg hermed springer ud her i cyberspace. Som ... forfatter!

Jeps. 

Jeg har sgu skrevet kontrakt med et forlag, folkens! 👍💃

Well, well. Nu har jeg selvfølgelig i mange år (inden jeg blev lærer) arbejdet med litteratur. Som oversætter. Og derfor står mit navn også i pænt mange bøger.

Men "I" er ikke det samme som "PÅ".

"I" betyder, at man skal kigge efter i kolofonen eller eventuelt på en af de første sider for at finde mig. Og "I" betyder, at jeg blot har skullet kopiere det, der stod i originalteksten, til et andet sprog. For eksempel dansk 😉 

Dermed var jeg forholdsvis bundet. På min kreativitet.

Jeg kunne således ikke lige peppe et fredspromoverende værk af Dalai Lama op med et hurtigt lille sexmord, selv om jeg skulle have lyst 👿

"PÅ" betyder derimod større beføjelser. Det betyder også, at man til næste år vil kunne finde mig på ... FUCKING FORSIDEN!

Arbejdet er for længst gået i gang, og ved siden af mit almindelige fuldtidsjob som lærer har jeg altså landet mig endnu en aktivitet, som beslaglægger en del af min tid. Og som går ud på at skrive manus og holde møder med forlagsredaktøren og min medforfatter. 

Men spændende er det, og jeg kommer i FLOW! Og heldigvis for det. For det er uden honorar.

Yes. Du læste rigtigt. Min aflønning består af royalties only. Så indtil videre har arbejdet så at sige båret lønnen i sig selv 😂

Til gengæld er jeg ret beæret over, at jeg har fået opgaven. 

For jeg er nemlig blevet FUCKING HEADHUNTET! Woop, woop 💃💃💃 

Af et stort lærebogsforlag. Til at lave et nyt bogsystem. Til engelskundervisningen i grundskolen. 

Jeg må jo være nogenlunde god til det, jeg gør 😊

Nå, men jeg har også fået nye lamper. 

Eller VI har fået nye lamper. Min skønne, uforlignelige Anne-Mette og jeg. 

Vi er jo ved at lave MIT hus om til VORES hjem, efter at englebassen er flyttet ind. Kvinden i mit liv skulle jo helst kunne få øje på sig selv her i forstadsvillaen, der ligger i udskældte Randers og ikke i sofistikerede Aarhus, som hun kommer fra.

Og det er PISSEhyggeligt sådan at finde ting sammen. 

I går var vi således en tur i Blå Kors-butikken ved Hobro. Og fandt de FEDESTE lamper. Som kommer til at hænge over spisebordet. Når vi altså lige har været en tur på Youtube og undersøgt, hvordan fanden man egentlig hænger den slags motherfuckere op.

De kan også anvendes til andre formål end blot at hænge over et bord 😉😂 De kan for eksempel tages på hovedet, inden man laver videoopkald til venner og familiemedlemmer fredag aften i småberuset tilstand 😏


Nu spekulerer du nok som en GAL over, hvorfor fanden vi mon var i Hobro i går. Ja, det gør du selvfølgelig.

Og jeg kan helt kort sige, at det var for at blive vaccineret. Jeg var nemlig blevet indkaldt til første stik, woop, woop 💃💃💃 Og første ledige tid var altså i en sportshal i Hobro.

Det betyder også, at jeg har fået CORONAPAS 🎆🎇🎆 Nå ja, skidtet gælder først om 13 dage, men bare tanken om, at jeg snart kan slippe for at få jakket en pind i snudeskaftet to gange om ugen, får mig til at danse lambada.

Og nærlæser man sådan et coronapas, må man konstatere, at myndighederne virkelig excellerer i tydelighed, når de skal forklare ting. Som for eksempel betydningen af ordet "VACCINERET".

For det betyder åbenbart ...

... "vaccineret": 

Breaking news, haha 😂

Og godt, de ikke underviser i folkeskolen.

Ikke mere nu. Jeg skal lave moules frites til min lækkermås af en kæreste. Det er det mest sensuelle måltid, jeg er i stand til at kreere (muslinger ligner jo små minifjammier, høhø), og det ender nok med sex senere i aften. Nice! 😉

💜💜💜



torsdag den 13. maj 2021

Om det vilde arbejdsliv

Nå.

Men.

For et par indlæg siden lovede jeg, at jeg inden længe ville skrive om mit arbejdsliv.

Sindsoprivende, I know 😂

Ikke desto mindre så er der da sket et par småting siden sidst. 

For eksempel er alle elever i grundskolen som bekendt vendt tilbage til skolen. Altså den RIGTIGE skole. Den med murstenene. Ikke bare den der bizarre attrapskole, som vi kalder online-undervisning.

Og sammen med eleverne har vi lærere i-fucking-GEN måttet omstille os efter ændrede arbejdsvilkår. Vi er fandme lige så fleksible som et stykke overkogt spaghetti. Os lærere. Verdensmestre i agility. Mindre kan vist ikke gøre det.

Prøv nu bare at se her:

  1. Først var det "alle hjem", som fru Statsminister proklamerede i december. 
  2. Så var det nødundervisning af de mest sårbare elever hver dag fra 8.00 til 11.20 på skolen, mens alle andre var hjemme. 
  3. Så var det 0. til 4. årgang af sted i skole igen. 
  4. Så var det 9. årgang tilbage hver anden uge, mens 5. til 8. årgang fortsat modtog online-undervisning, MEN fik lov at mødes en dag om ugen ude i skoven. 
  5. Så var det alle tilbage hver anden uge: 7. og 9. årgang i de ulige uger og 6. og 8. i de lige. Med krav om, at hver klasse kun måtte undervises af højst to lærere pr. dag.
  6. Så var det 9. årgang tilbage HVER uge, men KUN i 80 % af tiden, mens alle andre fortsat mødte ind hver anden.
  7. Og nu er alle altså tilbage. Men fortsat kun med højst to forskellige lærere pr. dag. 
Elever fra forskellige klasser må ikke blandes, hvilket skyder idrætsundervisning og valgfag ned og gør det til et helvede at have gård- eller gangvagt, fordi det er pissesvært at forklare og håndhæve over for englebasserne, at man altså ikke må være sammen med sin BFF i frikvartererne, hvis denne BFF går i en anden klasse, men at man gerne må ses, så snart sidste klokke ringer ud.

Omstilling med omstilling på. Og så lige toppet op med ... omstilling. Med mere omstilling på.

Mens man samtidig skal forsøge at bibringe ungdommen faglige færdigheder i et eller andet omfang. Hvilket har været stort set umuligt. Da det er FUCKING svært at planlægge noget som helst, når man ikke på forhånd kender sine vilkår.

Fuck! Jeg får fandme lange patter og hårrejsninger i metervis.

Nå, men jeg tror, min pointe er, at hvis man bare har været almindeligt hjemsendt fra sit job, har man været forholdsvis heldig.

Til gengæld har jeg sørme fået et ekstra hold at tage mig af. Min plade var ellers mere end fuld. For jeg har haft for mange lektioner hen over året. Fordi jeg er for PISSEgod af mig og gerne påtager mig en tjans ekstra, hvis det er det, der skal til. 

Så da en skøn kollega i april sagde op, fordi hun skulle flytte til København. 

Og chefen derpå spurgte, om jeg kunne hjælpe med denne kollegas 9. klasse, som tilFÆLdigvis lige skal til afgangsprøve i mundtlig engelsk til juni.

Skreg hver en celle i min smækre kvindekrop: "No, no, no, no, NOOOOO!!!", og fortsatte: "Du har haft ALT for mange timer i år, og du KENDER jo for helvede ikke eleverne i denne klasse, og du behøver ikke føle, at det er fucking DIT problem, at de nu står uden engelsklærer!"

Mens mine lange, uregerlige klaverfingre fik deres eget liv og naturligvis skrev: "Jada, det skal jeg nok" i min svarmail til chefen.

Fuck!

Nu har jeg så fået tre lektioner ekstra om ugen og skal altså føre englebasserne til prøve lige om lidt. 

Men ellers går det fint.

Min nyfundne kærlighed, som gør mig SÅ glad og lykkelig og fylder min krop med sommerfuglevinger og champagnebobler, arbejder jo på samme skole som jeg. Og det er vidUNDERligt!

Det er dejligt at stå op sammen om morgenen. Forcere fucking E45 i fællesskab. Og bare være samme sted hele dagen. Somme tider kan vi liste os til et kys i lærergarderoben. Og forleden dag landede vi "tilfældigvis" bag den samme låste toiletdør, hvor læber mødtes, og hænder gik på opdagelse 😉😋

Kollegerne siger, vi er søde. De smiler, når de ser os sammen. Og for et par dage siden fik jeg oven i købet at vide, at jeg virker meget gladere end før.

Ja, det tror sgu fanden! Mit livs kærlighed er jo kommet ridende. Ind på min skole og lige ind i mit hjerte 🐎💘

Nå, men selv om alt er godt, får man selvfølgelig somme tider en lille kniv i ryggen alligevel. 

For eksempel i tirsdags, da jeg sad og spiste frokost i personalerummet, og en af mine kolleger, som er AGF-fan, syntes, at han ville tale meget højt.

"Hey, er der ikke nogen, som vil være med til at tage ind til Aarhus Stadion på torsdag og spytte på Randers FCs spillerbus? 'Randers i Røven' skal spille pokalfinale."

Det var i grunden ikke så pænt sagt, når jeg sad lige ved siden af. For jeg kommer jo fra Randers altså. Og holder sådan lidt med Randers FC i solidaritet med min ældste søn, der har spillet i klubben.

Men jeg var ikke overrasket. For fodboldfans kan somme tider levere en usædvanlig primitiv og nedladende retorik. Det kradser bare lidt i mig, at jeg ikke ved, om han sagde det, fordi han var bevidst om mit nærvær og gerne ville provokere.

Til gengæld har jeg nærmest kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene i skrivende stund. For kampen er i gang. Randers spiller mod SønderjyskE på Aarhus Stadion ... og fører FUCKING 3-0, woop, woop!

Karmaloven lever altså op til alle forhåbninger i dag 💃💃💃 Og jeg må slutte med at skrive nu, for jeg skal have planlagt, hvordan jeg skal hovere over for min kollega på mandag.

Muahahahaaaaah! 👿👿👿



søndag den 18. april 2021

Om den vilde kærlighed

Ja, her er jeg så. Som lovet, sidst jeg skrev noget herinde. Altså skrev min appetizer. You know 😉

Og nu vil jeg så sjovt nok benytte lejligheden til at skrive om mit vilde kærlighedsliv 💘💘💘

Af den simple årsag, at det var item one i min velordnede punktopstilling i ovenfor nævnte indlæg.

I dette indlæg vil jeg formidle hele fucking TO vilde ting.

For det FØRSTE vil jeg vise et fotografi af mig og min smukke, dejlige, sexede, kloge, karismatiske, kærlige, omsorgsfulde og HELT uforlignelige kæreste.

Her er hun så. Sammen med mig. Det er Anne-Mette til venstre.


Hvis du er fast læser her på Dropsene, ved du, at lækkermåsen og jeg er kolleger. Og hvis du er ny læser, ved du ... øh ... også, at vi er kolleger. I hvert fald hvis du har læst dette afsnit kronologisk.

Men ja. 

Anne-Mette blev ansat på min skole sidste sommer og havde første arbejdsdag primo august 2020.

Rent fagligt havde vi ikke mange grænseflader, da AM underviser på en anden årgang end jeg og i nogle helt andre fag.

MEN.

Ved tilfældighedernes spil kom vi til at sidde ved siden af hinanden i lærerforberedelsen. Og her faldt vi tit i snak.

Det kunne for eksempel lyde således:

AM: "Hvad har du lavet i weekenden?"

Fruen: "Jeg har hygget med kæresten. Og jeg har også haft lidt tid for mig selv. Og begge dele har været kringeling. For jeg elsker at være sammen med andre. Næsten lige så meget, som jeg elsker alenehed."

AM: "Det gør jeg også. ELSKER alenehed altså. Faktisk har jeg besluttet, at jeg ALDRIG skal bo sammen med nogen igen."

Fruen: "Hmmm, det tror jeg heller ikke, jeg skal. For jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at jeg trives bedst med at bo alene. Og jeg flytter under alle omstændigheder IKKE sammen med nogen, før yngstebarnet, Barn 4, er flyttet hjemmefra. Det er sådan et princip, jeg har."

Right.

Sådan lød det i november 2020.

Vi spoler frem til april 2021 ... 

... hvor lækkermåsen og jeg efterhånden har boet sammen i min forstadsvilla i tre måneder. Og der formentlig stadig er 3-4 år, til Barn 4 flytter ud 😂😂😂 

Så principfast kan man altså være 😋

Til gengæld er vi til grin i lærerforberedelsen. I særdeleshed hos de kolleger, som overhørte samtalen ovenfor.

Nå, men fuck det. 

Det er bare superfedt at have englebassen i min nærhed i så stor en del af tiden. Jeg er ovenud in luuuuuv. Får stadig champagnebobler i maven, hver gang mit blik falder på mit hjertes udkårne, og har aldrig følt mig så meget in sync med en kæreste før.

Og jajaja. Jeg VED fucking godt, at man er momentant sindssyg, når man er forelsket. Ser alting gennem et floromvundet, kniplingsbesat, lyserødt filter og ikke tænker lige.

Men, folkens. Her har vi altså en kvinde, som jeg vitterlig har lyst til at dele resten af livet med 💘💘💘

Bum! 💥

So there you have it, min allerkæreste bloglæser: Du har nu set et billede af min skønne lækkermås og ved, at vi er flyttet sammen.

Hermed har jeg således serveret de to godbidder, jeg lovede dig øverst i indlægget. Og der er for nuværende ikke andet tilbage for mig end at ønske dig en henrivende tid, indtil næste gang vi høres ved.

Take care and keep cruisin'!

💜💜💜














mandag den 5. april 2021

En appetizer

SurPRIIISE!!! 😱

DET havde du sgu nok ikke regnet med. Hva', pomfrit?

At du skulle klikke herind på Dropsene og så rent faktisk finde et dugfrisk, nyslået indlæg, altså.

Det er jo fucking MÅNEDER siden, mine små, fede pølser sidst har danset lambada på tastaturet.

Og måske har du været forbi helt idiotisk mange gange for at søge efter selv det mindste tegn på liv. Bare en enkelt lillebitte stavelse.

Og måske er du tilmed kommet alvorligt i tvivl. Måske var du begyndt at tro, at jeg slet ikke HAVDE flere stavelser at dele med dig. Eller at jeg ikke var i stand til det.

It's a jungle out there, you know, og man kan jo aldrig vide, om jeg eventuelt skulle have fået amputeret begge arme. Eller noget andet sandsynligt.

But here I am 💃💃💃 

I hvert fald for en kort bemærkning.

Og jeg HAR alle ekstremiteter i behold.

Men jeg har haft så FUCKING travlt, at jeg kun lige hænger fast på vognen med det yderste af fingerneglene.

Derfor får du heller ikke andet end en lille appetizer nu. I forventning om en forhåbentlig snarlig bedring af tidsproblematikken.

Jeg LOVER således, at du snart kommer til at høre om:

  1. Mit kærlighedsliv. Hvor der er sket noget vildt og i grunden lidt uventet 💘😉
  2. Mit arbejdsliv. Hvor jeg har påtaget mig en fuldkommen gakket arbejdsbyrde.
  3. Mit forfatterskab. Hvor jeg er godt i gang med en bog.
  4. Mit navn. Som jeg har ændret.
  5. Og hvad der ellers falder mig ind.
Jeps. Det lover jeg.

Så jeg håber, at du hænger på lidt endnu 🙏😊

Take care, stay gorgeous, og vi høres ved 💜


søndag den 10. januar 2021

Om kærlighed og job

Jeg skrev for nylig, at jeg af en trofast læser er blevet opfordret til at kaste detaljer om min skønne nye kærlighed på bordet.

Og det gjorde jeg så her.

Derudover kan jeg oplyse, at samme trofaste læser OGSÅ ønsker at høre lidt om jobbet. Og da jeg gerne vil gøre alle tilpas. I aim to please, you know 😉 Ja, så kommer her en redegørelse:

Jeg var ret nervøs i forhold til jobbet. Man hører jo somme tider om arbejdspladser, der frabeder sig, at medarbejderne begynder at kysse og knalde fast med hinanden.

Og jeg er umanerlig glad for mit job.

Faktisk så glad, at jeg i snart fucking OTTE år har pendlet 120 kilometer om dagen for at komme til og fra arbejde. Og det til trods for, at vi rent faktisk HAR skoler i Randers, hvor jeg bor. Der rent faktisk HAR brug for sproglærere.

But no!

Jeg er faldet SÅ godt til på min skole i den fjerntliggende provinsby, at jeg nok ville føle et anstrøg af mishag absolut ville HADE at skulle undervise et andet sted.

Alligevel er min vidunderlige kæreste så FUCKING ... øh ... vidunderlig (creative, I know 😂), at jeg om nødvendigt ville indvillige i at gøre det. Jeg ville lade mig overflytte til en anden skole, hvis det ikke kunne være anderledes.

Så bum! There you have it: Jeg ELSKER hende, så jeg ville ofre en hel del for at blive sammen med hende.

Anne-Mette var ikke nær så bekymret.

Jeg tror, hun tænkte, at skolen ville være GODT dum ved at skille sig af med nogen af os.

Og hvor HAR hun i grunden ret. Vi er begge to så pisse fucking respekterede, vellidte og dygtige til vores job, at de næsten lige så godt kunne nedlægge skolen, hvis vi forsvandt 😂

Vi besluttede alligevel at rådføre os med vores tillidsrepræsentant. For ligesom at vide, hvordan vi stod.

Og hun bragte vores spørgsmål videre til lærerforeningens lokalkreds, som kunne oplyse, at der ikke var noget som helst til hinder for, at to personer på den samme skole kunne være kærester. Medmindre der var tale om en leder og en medarbejder. Og det er der ikke.

Så turde vi gå til chefen.

Vi bookede et møde i hans kalender og troppede op på hans kontor.

"Ved du, hvorfor jeg smiler lidt bredere, end jeg plejer, chef?" lagde jeg kækt ud med at sige.

Det gjorde chefen ikke.

Til gengæld smilede han selv ret bredt, da han hørte årsagen.

Woop, woop! 💃💃💃

Anne-Mette og jeg havde på forhånd besluttet, at vores kærlighed ikke skulle være hemmelig. Vi har begge to i løbet af mange år fået mere end nok af at skjule vores seksualitet for andre og sejle under falsk, heteroseksuelt bekvemmelighedsflag.

På den anden side set havde vi ikke ligefrem lyst til at stille os op på et personalemøde og udbasunere nyheden for Gud og hver mand kvinde (jeg tror jo ikke på Gud, you know, OG jeg synes, at vores gode danske modersmål er alt for FUCKING kønsdiskriminerende 😉).

Men nej, det skulle ikke ske i en fælles bekendtgørelse, så vi lod det lige så stille sive.

Anne-Mette lod det sive til sit team. 

Og JEG lod det sive til mine fire mænd. Altså de fire skønne, dejlige drenge, som jeg indtil for få måneder siden var i team med, og som jeg holder meget af.

Mine mænd reagerede, som jeg havde håbet. Men kæmpestore grin og anerkendende blikke. Min Anne-Mette er nemlig en smuk og sexet kvinde, som de fleste hankønsvæsener drejer hovedet efter. Og rigtige mænd anerkender en god scoring 😂

En af dem rakte tilmed armene triumferende i vejret. I sådan en slags hyldest 👏👏👏

Og en anden af dem ønskede tillykke, men tilføjede med et skævt smil, at han ellers havde håbet, jeg måske var skabshetero. En gigantkompliment fra omtalte mand. Som dermed fortalte mig, at jeg heller ikke er helt uden appeal 😉

Nå, men siden da har både Anne-Mette og jeg følt, at vi har skabt glæde omkring os. Vi tænker, at vi sprudler, stråler og glimter endnu mere, end vi plejer. Og den slags smitter.

Lige nu er det med jobbet selvfølgelig blevet til en online-forestilling, da vi jo er corona-hjemsendt. Men det går sgu som en leg, for englebassen og jeg sidder bare i hvert sit rum på samme matrikel og kan liste os til mange kys og kram i løbet af en arbejdsdag 💋💋💋

Så har jeg da vist redegjort godt og grundigt for det ene job.

Nu til det andet:

"Det andet?" tænker så den faste dropslæser. "Hvad fanden mener kvinden? Og hvorfor har hun ikke nævnt, at hun har mere end ét job?! Ved hun ikke, at hun har FUCKING OPLYSNINGSPLIGT?!!!" 😡

Og jo, det ved jeg selvfølgelig, at jeg har. Men jeg ville ikke jinxe noget, og det hele er først faldet på plads for ganske nylig:

Jeg skal være forfatter 💃💃💃

Og det ved jeg selvfølgelig godt, at jeg for helvede allerede ER. Her på Dropsene.

Men jeg mener RIGTIG forfatter. Sådan en, der har en kontrakt med et forlag. Og bliver trykt i et førsteoplag på flere tusinde eksemplarer. Og rent faktisk tjener PENGE på lortet.

SÅDAN en forfatter skal jeg være.

Jeg går for alvor i gang med arbejdet i næste uge. Og så får jeg travlt 🚀🚀🚀 Men travlt på den FEDE måde.

Og Anne-Mette? Hun er stolt. Og hvor er det vidunderligt at have en kæreste, der er stolt af en. Det er jeg ikke forvænt med. Men jeg kan GODT blive afhængig 😂

Nu vil jeg til gengæld slutte af for i dag. Blockbuster skal jo også passes. Det bliver den nyeste Almodóvar-film, som englebassen og jeg skal flette fingre til, inden vi skal tidligt i seng.

Take care now 💘💘💘