Bliver lidt træt

Du kender det sikkert godt.

Du har bedt dit valghold, en skøn blanding af elever fra alle de tre niendeklasser på den skole, hvor du underviser, om at lave en engelsksproget præsentationsvideo af skolen.

Videoen skal lægges op på en internetplatform, hvor elever fra skoler over hele Europa kan arbejde sammen. 

eTwinning-platformen.

Her er du og dit valghold, som du i øvrigt kalder Global Outlook, og som handler om at give eleverne et mere globalt udsyn, få deres øjne op for de problematikker, verdenssamfundet bokser med, og give dem en større interkulturel kompetence, med i et projekt, der skal sætte spot på sprog.

I projektet deltager skoler fra Finland, Polen, Tyrkiet, Bulgarien, Rumænien, Sverige og Ukraine.

Og så altså DINE elever.

Du kender egentlig ikke disse elever, fordi du ikke normalt underviser på årgangen, men du ved alligevel, at det kan være nødvendigt lige at minde dem om at holde en ordentlig tone, når de sådan skal kommunikere med mennesker fra andre kulturer.

Så du skriver følgende i opgaveformuleringen:

"Tag det seriøst! Husk, at I repræsenterer danske skoleelever, og I ønsker ikke at fremstå som nogle useriøse klaphatte."

"Tal pænt! Husk, at andre lande måske har et andet forhold til bandeord som 'fucking', 'shit' og 'bitches'."

Ja.

Så du synes jo ligesom, at du fucking (😂) HAR gjort opmærksom på, at du forventer en vis dannelse i englebassernes måde at præsentere skolen på.

Og.

Så er det altså.

At du bliver en LILLE SMULE TRÆT, når du afspiller en af deres videoer og hører følgende ord.

"So, to all straggots, straight people, straight individuals, non-gay people: This is the cabinet where we place our mobile phones in the morning to have them locked away."

...

Øhm ...? WTF? 

Har de mon drukket af natpotten på niende årgang?

Det er det mest bizarre statement, du har hørt i meget lang tid, ikke? For hvad fanden har seksualitet at gøre med skolens mobilpolitik?

Biseksuelle, homoseksuelle og transpersoner må i hvert fald åbenbart ikke vide, at englebassernes mobiltelefoner bliver låst inde i et skab om morgenen.

Imbeciles!

Samtidig er det tankevækkende, at du skal opleve netop sådan et udsagn på et hold, hvor du har valgt IKKE at springe ud.

ALLE dine øvrige elever ved, at du er en kvinde til kvinder, og de holder sædvanligvis fordomsfulde udsagn pænt tilbage i din tilstedeværelse. Men så snart du står over for en flok, som IKKE har kendskab til din seksualitet, ja, så stikker homofobien sit grimme ansigt frem.

Ja, det kender du sikkert godt.

Eller not. Men nu har du så hørt om det. Og jeg kan fortælle, at det minder lidt om at slå i en pude.

T plus ti

Så havde man lige jubilæum i går. Ti år.

Ti år, siden jeg traf den største og mest skelsættende beslutning i mit liv. En beslutning, som skulle vise sig at blive overordentlig svær at implementere, og som kom til at kræve en lang og fuldkommen overmenneskelig kamp. Før alt blev godt.

19. september 2010 forlod jeg den konventionelle og trygge, men desværre pivfalske, heteroseksuelle læskærm, jeg havde gemt mig bag i tæt på fyrre år, og sprang ud. I den skarpe vind. Uden at vide, præcis hvordan jeg skulle finde ly.

Lille og sårbar og ulykkelig havde jeg taget det første skridt. Ud på en tynd og skrøbelig bro. Som jeg måtte krydse uden at ANE, hvad jeg ville finde på den anden side. 

Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne gøre vold på mig selv ved at blive hængende, hvor jeg var.

Nå ja, og så vidste jeg selvfølgelig også, at jeg ville finde fire fortvivlede børn, hvis lykkelige liv jeg havde styrtet i grus. 

Og jeg vidste, at jeg ville finde arbejdsløshed, for jeg havde lige lukket mit oversættelsesfirma, da jeg ikke kunne tjene nok ved litteraturoversættelse til at være eneforsørger.

Og jeg vidste, at jeg ville få en uendelig hård skilsmissekamp, for min eksmand er ikke en mand, der giver fortabt. Nogensinde. Og han ville ikke finde ro, før jeg var tværet ud. Hans første handling, efter at jeg havde orienteret ham om nationens tilstand, var således at ringe til en advokat. Så var banen ligesom kridtet op. (Det blev til tre retssager. Og to politiransagninger. Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg.)

Og endelig vidste jeg, at jeg helt sikkert ville blive the talk of the town i omgangskredsen. Ligesom jeg formentlig ville blive genstand for fordomme og homofobiske stokkeslag her og der.

Den slags småting vidste jeg.

Men jeg vidste IKKE, hvordan fanden jeg skulle navigere mig selv igennem den største krise fucking EVER for at finde den krukke med guld (eller måske snarere med godt liv), der forhåbentlig ventede på mig. For enden af regnbuen 😉🌈

Og det var der, jeg stod, for nøjagtig ti år siden.

Jeg havde selvfølgelig overvejet mit spring i nogen tid. Og jeg havde også allerede indviet alletiders bedste veninde, Übermensch, i min situation. Men 19. september nåede jeg the point of no return:

Jeg tog "snakken" med mine aldrende forældre. Og der var ikke længere plads til fortrydelse. 

Det var åndeløst og monumentalt. Jeg havde skubbet en tung maskine i gang, som aldrig kunne standses igen.

At det skulle blive den 19. september var ikke tilfældigt. Det var symbolsk (og måske også lidt melodramatisk og smagløst 😳). 

For se nu her, hvad jeg foretog mig en ANDEN 19. september for mange år siden:

Da blev jeg sørme gift 😂 Og her står jeg uden for kirken i min lejede brudekjole sammen med min far og et par invasive pufærmer.

Jeg sprang således ud over for mine forældre på min 18-års bryllupsdag.

Så ved du det 😊 

Og hvis du havde læst det før, ... så har du altså læst det igen 😉

Nu mangler jeg bare at binde den sløjfe på historien, at jeg i løbet af de ti år, der er gået, siden jeg holdt mig for øjnene og sprang, har fundet mig umanerlig godt til rette herovre på den RIGTIGE side af min bro, hvor verden er i farver 💙💚💛💜💘

Og mine nærmeste har fundet fodfæste og er glade igen 💃

Fortsat god søndag! 🙏😄

Om pandaer og drikkepenge eller to gange "hrmpf!"

Var en tur i zoo i søndags 🐒🐍🐘 I København.

Er ellers ikke den største tilhænger af dyr i fangenskab. Og da slet ikke, hvis ikke de trives super godt. 

Som for eksempel før i tiden, hvor man, i hvert fald i NOGLE zoologiske haver, kunne opleve store, stolte kattedyr både med og uden striber og prikker. Klemt sammen i golde, diminutive betonaflukker. Et mega trist syn 😭😭😭 

Nu er dyrevelfærden højnet en del. Og når man betaler de svimlende 195 kroner, det koster at komme ind i Københavns Zoologiske Have, forsikres man om, at en del af beløbet går til forsøget på at stoppe krybskytteri og bevare truede dyrearter.

Så jeg lod mig lokke med. 

Det var Ældste Søn og hans søde kæreste, der lokkede. De er for nylig flyttet til Frederiksberg og ville gerne udforske området lidt.

Og det var både hyggeligt, informativt og sjovt at iagttage dyrene sammen. Jeg nød i særlig grad, at det var uden børn, for den slags krapyl kan være nogle enerverende showstoppere.

Eller ... helt børnefri var jeg selvfølgelig ikke, men det barn, jeg havde med, er lige fyldt 25 og er begyndt at lære at opføre sig pænt, når han er med Mutti i byen 😂

Det eneste minus ved besøget var faktisk de der to fucking pandaer i deres 160-millionerkroners pandaanlæg. Ikke så meget, fordi de ikke var nuttede:

Men fordi de repræsenterer dansk knæfald for Kina. I et politisk spil, hvor VI til gengæld for at holde kæft om Tibet og tibetanernes rettigheder får lov at LEJE de fucking pandaer for den astronomiske sum af EN MILLION DOLLARS årligt i foreløbig 15 år (= cirka 95 millioner kroner i alt) og samtidig MULIGHED for at lave nogle lukrative handelsaftaler med Kina.

Det handler om penge. Stolthed til gengæld for penge. 

Også dronningens. Stolthed altså. For hvis nogen siger, det er dronningens pandaer, lyver de. 

Hun har bare smurt et par hjul her og der. Ved at invitere Kinas præsident indenfor til en mundfuld mad på Christiansborg OG selv aflægge et pandabesøg i Kina, hvor hun måtte spørge pænt om lov til at leje bamserne.

Øv.

Nå, men jeg var rent faktisk også på restaurant. Det var bare i lørdags.

På Vedbæk Havn. Fin med de fine 😂

Nautilus. Det hed restauranten. Der har en ualmindelig smuk beliggenhed. Lige ned til ... øh ... det der vand, som ligger der og flyder på den fjerne side af København.

Og maden var SUPER LÆKKER 😋

Og pæn:

Og alt var godt 💃

Indtil regningen kom. Og den medfølgende bærbare betalingsterminal i hånden på tjenerinden.

For. Her blev det lidt akavet, methinks.

Den skønne dame, der gavmildt havde inviteret englebassen 💘 og mig på restaurant, måtte nemlig inden sin kortbetaling trykke enten "ja" eller "nej" til at lægge drikkepenge oven i beløbet.

Awkwaaard! Og lad nu vær' med den slags pis 😡

Det er nemlig ikke fedt for nogen. 

Det er givetvis ikke fedt for tjenerinden, som jo nærmest står der med hatten i hånden og via betalingsterminalen stiller gæsten et spørgsmål, der ved et tryk på den forkerte svarknap kan få gæsten til at fremstå som en fedtsyl.

Og det er ABSOLUT ikke fedt for gæsten. At føle sig presset til at trykke "ja", når man altså mener "NEJ".

Og det gør man! Mener nej altså.

Der er nu gået fucking 51 ÅR, siden vi afskaffede drikkepenge på restauranter og barer herhjemme. Til gengæld lagde man 15 procent oven i priserne. Dermed var service inkluderet og drikkepengene ikke længere en betydelig del af lønnen.

Det var en god deal for alle:

Serveringspersonalerne var ikke længere afhængige af gæsternes goodwill, og gæsterne vidste på forhånd, hvad de skulle betale for den vare, de købte. Nemlig det, der stod på prisskiltene.

Præcis som når man handler i supermarkedet. Her står man sgudda heller ikke og bliver bedt om at takke ja eller nej til at lægge procenter oven i prisen på dagligvarerne. Uanset hvor pænt kassemedarbejderen har smilet til en.

Så drop nu det der drikkepengepis. Og lad være med at spille på folks samvittighed.

Bum.