mandag den 30. december 2013

Jeg får LANGE PATTER!

Holdnukæft, hvor jeg hader mennesker!

I hvert fald dem, jeg møder rundt omkring i byen mellem 27. og 31. december. For der er ALT for fucking mange af dem. Og de er mig ikke blot fuldstændig ligegyldige, de har tilsyneladende også en fælles mission om at være til størst mulig gene for alle andre.

Så trafikken er langsom og tung, ledige p-pladser er ikke-eksisterende, butikkerne er spartlet ud med kunder, der skal have byttet julegaver, og supermarkederne begynder at være tømt for de mest eftertragtede nytårsvarer og vrimler i øvrigt med horder af egoistiske pensionister, der maser sig frem med sylespidse albuer, og mødre, der skælder ud på vrælende småbørn.

De puffer, de skubber, de støjer. 

Så jeg har i dag brugt 14 gange så lang tid på mine indkøb som nødvendigt. Og det er fandme til at få lange patter af! (Jeg har ikke målt efter, men jeg fornemmer, at de i dagens løb har nærmet sig knæene med flere centimeter.)

Den var også gal i går aftes, hvor Ladyen og jeg havde inviteret hinanden på romantisk bif-date i kunstbiografen Øst for Paradis i Århus. 

Den tanke var vi ikke de eneste, der havde fået. Det er faktisk længe siden, jeg sidst har siddet på anden række i en biograf. Med snudeskaftet næsten mast fladt mod lærredet og begyndende hold i nakken allerede under reklamerne.

Hrmpf!

Jeg begynder så småt at længes efter det fredfyldte, velordnede miljø i den danske folkeskole, som jeg må undvære her i ferien.

Nå, men for nu at slutte af i en positiv tone, vil jeg sige, at jeg sikkert ikke når at skælde meget mere ud i 2013 ;-)

Jeg vil også ønske alle et fabelagtigt, lykkebringende 2014 og sige mange tak, fordi I læste med i det gamle år.

Best wishes herfra :-D

søndag den 22. december 2013

Var på McDonald's ...

... på vejen hjem fra julefrokost med kollegerne i forgårs.

Indrømmet: Jeg var sgunok lidt småsnalret. Det var i hvert fald en lystig fest med masser at slukke tørsten med.

Og jeg ved da heller ikke, hvad de må have tænkt på McD, da jeg trådte derind iført nedringet kjole, sexede nylonstrømper, nytårshat med funklende pailletter og store Salomon-vandrestøvler (skulle gå et stykke vej og havde været fremsynet nok til at udskifte mine sylespidse stilletter med vandrerigtigt fodtøj inden afgang fra festen).

Men så er det altså, at jeg bliver pisseirriteret på McD, når jeg bestiller en McChicken og en LILLE cola og derpå bliver spurgt, om jeg ikke vil opgradere min lille cola til en mellem, for det er fem kroner billigere.

Altså, McD! Hvis jeg havde ønsket en cola i mellemstørrelse, havde jeg nok bestilt sådan en fra begyndelsen. Men jeg opgraderede selvfølgelig alligevel, for der var jo penge at spare.

Det er det samme med deres bløde, blege pomfritter: Jeg kan mindes, at jeg engang forsøgte at bestillet et måltid UDEN pomfritter, men omgående fik at vide, at jeg kunne slippe med et lavere beløb, hvis jeg tog fritterne med. 

Hvad jeg selvfølgelig gjorde, selv om behovet ikke var der. For så kunne jeg jo bare smide dem ud, sagde jeg til mig selv.

Hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi det er madsvineri i høj potens.

Kort sagt er man med McDs bizarre prispolitik godt dum, hvis ikke man bestiller et større kvantum, end man har brug for (og man er faktisk også godt dum, hvis man gør).

Der er ikke noget at sige til, at man bliver smældhamrende fed, hvis man frekventerer det foretagende lidt for ofte.

torsdag den 12. december 2013

Smågræder

Damn, hvor bliver man bare MEgatræt af at græde. 

Og jeg har grædt i dag. Er faktisk først lige holdt op. Og tænker, at jeg måske begynder om lidt igen.

Smågræd også lidt på jobbet. Ikke foran mine klasser selvfølgelig. Det er imponerende, som man kan holde masken i en tysktime i 7B, når man skal.

Men inde i lærerforberedelsen kunne jeg sidde og gemme mig lidt bag min skærm derhenne i hjørnet, hvor jeg holder til. Og smågræde. Sådan lige så stille. 

Mens jeg lod, som om jeg ikke bemærkede, at mine kolleger lod, som om de ikke bemærkede, at jeg græd.

Jeg græd også på vejen hjem i bilen, selv om man måske ikke er den mest trafiksikre trafikant i verdenshistorien, når man suser rundt derude på motorvejen og ikke kan se en skid på grund af ... øh ... det usædvanlig fugtige klima bag brillerne. Pis.

Årsag:

E-mail fra Lucifer. 

Nu er det alvor. Han rykker væk. Langt væk herfra. Permanent. Og om ret kort tid. Og han tager min yngste datter med sig. Han har allerede kigget på privatskole i Hellerup. De har plads i 4. klasse efter sommerferien. Og på hus i Gentofte til 12,5 million.

Hun siger, at hun vil med ham ...

... skriver han. 

Det er mest det sidste, der gør ondt, selv om jeg godt ved, at det er hans forvrængede, psykopatiske virkelighedsopfattelse, der får ham til at skrive sådan. Han er i egne øjne usårlig. Ukrænkelig. Og sådan en slags Guds gave til alle os andre (dermed også til min datter).

Samtidig er han højintelligent, aldeles veltalende og stærkt manipulerende. 

Og jeg tænker, at han i lang tid har udsat min lille datter for massiv bearbejdning i retning af Nordkøbenhavn og alle de fortræffeligheder, hun går glip af, hvis hun vælger at blive hos mig i mit perverse homoseksuelle miljø.

Det ville være en smal sag for ham at forme hendes udtalelser. Hun er naiv, letpåvirkelig og autoritetstro. Mens han er vant til at sno sig i millionforhandlinger med hårdkogte forretningsmænd.

Så hvor jeg tidligere var så sikker på, at han ikke ville få et ben til jorden i det forestående retsopgør om min datter, fordi han ganske simpelt er en elendig far, er jeg nu stiv af rædsel for, at det virkelig skal lykkes ham at få hende til at tage parti for ham og København.

For så taber jeg i retten.

Derfor græder jeg i dag.

fredag den 6. december 2013

Not dead ... yet

Nope, jeg er ikke kradset af. Endnu altså. 

Men jeg HAR haft en dødbringende uge med alt for travlt, hvilket i nogen grad skyldes abefest, som jeg holder her i residensen for en eksklusiv kreds i morgen aften.

Har egentlig heller ikke tid til at skrive nu, for jeg står med det ene ben ... 

... ikke i graven ;-),

men derimod til bestyrelsesmøde på rotternes skole og efterfølgende julefrokost.

Vil dog lige dele denne med jer:

Sidder til min yndlingssøsters fødselsdagsfest i sidste weekend i charmerende selskab med næsten hele min familie, da min smukke, karismatiske, kloge, reflekterende datter pludselig siger:

"Altså åben homoseksualitet er da den smukkeste kærlighedserklæring, der findes. Tænk at vælge at fortælle verden, at man elsker den, man elsker, når man ved, hvor mange fordomme og hvor meget modgang man vil møde."

Well done, my sweet child :-D Me like!

Og nu af sted til bestyrelsesmøde/julefrokost. 

Hav en fantastisk fredag aften!

tirsdag den 26. november 2013

Fodboldtossen Bendtner og mit indlæg nr. 100

Så kan man igen læse, at Arsenal-bænkevarmeren Nicklas Bendtner har opført sig åndssvagt. Hærværk endnu en gang. 

Og hvis han ikke bedriver hærværk, kører han spritkørsel eller render rundt og banker folk.

Det er virkelig heldigt for ham, at han har gode fodboldben, for tankevirksomhed har han vist ikke meget af.

Hans opførsel er egoistisk, hensynsløs, usympatisk, arrogant. Ja øh ... træls faktisk.

Den mand skal så forestille at være en helt. Tilbedt af mange små naive danske drenge.

Flot forbillede. SÅ flot altså.

Og det undrer mig pissemeget, at hr. Olsen ikke for længst har kylet dette tilsyneladende undermedicinerede kriminelle individ langt ud af landsholdets rækker. Permanent.

Det er i min optik en slags prostitution af egne moralske værdier at blive ved med at holde fast i tåben, blot fordi han kan sparke til en bold.

Hrmpf!

Og dette her er i øvrigt mit indlæg nr. 100. 

Så ... øh ... tillykke til mig selv ;-)

fredag den 22. november 2013

Réflexion Royale

Har en god kollega, der hedder noget med J. 

J udmærker sig på flere måder. Dels har hun fået så meget succes med et blog-/bogprojekt, at det steg hende over hovedet, og hun valgte at bakke ud af det (respææækt!), og dels holder hun somme tider nytår "i kongehuset," som hun siger.

Til at begynde med tænkte jeg, at det måtte være en art billedsprog, for den slags er dansklærere som J SÅ glade for altså. Men hun blev ved. Og tilmed uden at sende signal om, hvad det I VIRKELIGHEDEN var, hun mente, når hun sagde sådan.

Indtil det gik op for mig, at det i virkeligheden VAR, præcis hvad hun mente. Hun HOLDER sgu somme tider nytår i kongehuset. 

Og hun var også med til lille Athenas (det er vist nok Prins Joachims datter) barnedåb sidste år.

Well, I'll be damned!

Det viser sig så, at hun har været barnepige for lille Nicolai og lille Felix på Schackenborg i Møgeltønder. Og at hun stadig bliver tilkaldt for at give en hånd nu og da.

Og med de oplysninger sendte hun mig direkte i reflekterende kredsløb om kongefamilien.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg har været ret kongetro. Jeg har haft en romantisk forestilling om, at det er en lille smule specielt og hyggeligt og eventyragtigt at bo i et gammelt kongerige som vores, og jeg har altid haft ret stor respekt for vores dronning, som i min optik er en anstændig repræsentant for landet.

Men i de senere år er jeg altså blevet lidt mere skeptisk. Jeg giver gerne en skærv til kongehuset, men jeg vil også gerne være sikker på, at jeg får lidt for pengene, så jeg har lige været en tur omkring kongehusets hjemmeside, hvor man blandt andet kan nærstudere kongefamiliens officielle kalender for den næste halvanden måneds tid.

Heraf fremgår følgende:

  • Der er i alt 26 konkrete punkter på programmet for hele kongefamilien, fordelt på 5 personer og 45 dage.
  • Dronningen deltager i de 13.
  • Prins Henrik deltager i 7, hvoraf de 6 handler om nytårskuren (karetture og den slags), og det sidste er en årsfest på Musikkonservatoriet = party, party, party
  • Prinsesse Marie deltager i 4.
  • Prinsesse Benedikte deltager i 4.
  • Kronprinsesse Mary deltager i 2.
  • Kronprinsen deltager i et enkelt arrangement.
  • Prins Joachim har ingen officielle pligter i perioden.

Hele banden er på overførselsindkomst, guys! Og den eneste, der bare tilnærmelsesvist har et program, er dronningen selv.

Dertil kommer, at grevinde Alexandra modtager cirka 2 mio. skatteyderbetalte kroner årligt for absolut ingenting at lave.

Argh! Jeg kunne fandme for eksempel godt ønske mig, at sådan en som kronprinsen lavede andet end at flimre rundt til kapsejladser og marathonløb og på skiferier for det rundhåndede beløb, han modtager.

Og hvad med Henrik? For et par måneder siden så jeg ham køre rundt i en monsterstor åben amerikanerbil i Aarhus midtby. Tænker, at han havde glemt en dåse foie gras på kongeskibet, som han havde været nede for at hente. Det var naturligvis en privatchauffør, der kørte bilen, mens prinsen selv sad på passagersædet ved siden af, og hans livvagt sad på bagsædet.

Og jeg hørte omgående MINE skattekroner fosse ud af statskassen. Der er tale om en mand, som tilsyneladende ikke har andre forpligtelser end at gå til fest.

Øv!

torsdag den 21. november 2013

Fra grå til lilla

Yep, jeg har skiftet farve. På bloggen. Fra grå til lilla. Nice! For nu ER lilla jo min yndlingsfarve. 

Den er sammensat, lilla. Og rummer både rødt og blåt, varmt og koldt. Kontraster altså. 

Og jeg tænker, at kontraster ofte gør livet interessant. Hvem gider for eksempel spise Beluga-kaviar hver eneste dag? Nej, vel? For så bliver Beluga-kaviar uinteressant.

Men må man pludselig i en periode nøjes med havregrød (evt. efter finax' opskrift, hehe), ja så finder man sgu nok til sidst fornyet interesse for Beluga ;-)

Den slags ved jeg alt om. Pure specialist knowledge!

For jeg har nemlig haft æggesalat med i skole på min rugbrød i madpakken hver dag i sådan cirka to måneder, fordi det var nammenam. Og nu gider jeg faktisk ikke længere spise æggesalat. Så jeg mangler bare at definere en kontrast til æggesalat, som jeg kan tage med i madpakken. Og derpå vente, til min craving efter æggene dukker op igen.

So there you have it! For Beluga-kaviar og æggesalat ER jo stort set det samme. Forskellen ligger blot i den ubetydelige detalje, at de æg, man trykker ind, ikke kommer fra helt samme dyr.

Det med at skifte fra grå til lilla er i øvrigt også det perfekte symbol på mit dristige udspring fra hetero til homo.

Pludselig så jeg verden i FARVER, guys! Dejlige, livsglade farver. I en kæmpemæssig kontrast til dagligdagen med Lucifer. 

BAZINGAAA!

onsdag den 20. november 2013

Mit bud er, at den bliver lidt tynd ...

... men man får ikke ondt i tyggemusklerne på den måde, og så ER det selvfølgelig trendy at undgå kulhydrater.



Dermed rider FINAX Økologiske Havregryn fint med på tidens helsebølge. 

Øh ... eller også mangler de en korrekturlæser.

tirsdag den 19. november 2013

"Jeg, en gemen tyv" eller "Den store badeværelsesmåttekrig"

Damn, hvor blev jeg irriteret for et par måneder siden, da NOGEN - formentlig litauerne nede i kælderetagen, da de jo ER litauere og dermed østeuropæere og sikkert tyvagtige - havde neglet min hvide Ikea-badeværelsesmåtte fra mit tørrestativ i vores fælles vaskekælder.



DER sætter jeg eddermame grænsen, guys. Mine Ikea-ting holder man bare sine lange, klamme pølser fra.

Bum.

Og tilsvarende stor var min undren så, da jeg for et øjeblik siden indfandt mig i omtalte vaskekælder for at sætte en vask over ... 

... og så ...

... MIN BADEVÆRELSESMÅTTE snurre lystigt rundt derinde i maskinen.

Kan ikke beslutte, om det er frækheden eller dumheden, der er mest overvældende.

Man lægger sgudda ikke sine tyvekoster i maskinen i den vaskekælder, man har hugget dem fra!

Så nu har jeg stjålet min måtte tilbage. HA!

So far, so good.

Bortset fra to ting:

  1. Øh ... jeg ved strengt taget ikke, om det er min måtte. Tænker, at Ikea har produceret og solgt den slags måtter i gazillionvis, og der er sgu nok en eller anden statistisk sandsynlighed for, at nogle af mine medlejere på de øvrige etager KAN have anskaffet sig et eksemplar som min.
  2. Hvad gør jeg lige, når måtten bliver beskidt og skal vaskes? Lægger den i maskinen og hænger den til tørre der, hvor den blev neglet in the first place? Til endnu en omgang fri ran?
Det er monsterstore problemer, man sådan tumler med ellers.

Valgdag

Fuck, hvor har jeg aldrig været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes!

Som udgangspunkt har jeg jo en demokratisk pligt til at stemme. For det der med valg er en betingelse for demokrati. Og demokratiet er i grunden bevaringsværdigt, synes jeg.

Yep.

So far, so good altså: Vi har hermed konstateret, at jeg må en tur i stemmeboksen.

Og her lander vi så i solar plexus på det spørgsmål, der er ved at få mig til at stikke ild til håret af ren ubeslutsomhed.

Where to put the damn X!

Jeg er unægtelig en sammensat person. 

Førhen var det så enkelt: 

Jeg var virksomhedsindehaver, bosat i velhaverkvarter og gift med Lucifer, der havde en skræmmende psykologisk indflydelse på mig og ikke kunne drømme om at stemme andet end blåt. Ligesom mine to kloge tudser (også somme tider kaldet mor og far), der gennem hele min barndom med usvigelig sikkerhed har stemt til højre for midten og aldrig lagt skjul på det.

Arv og miljø = blå blok.

Men nu:

Nyuddannet folkeskolelærer med uprætentiøs folkeskolelærerøkonomi, adresse i ludergaden, lesbisk.

Aktuel situation = rød blok.

Det burde altså være simpelt nok:

Jeg skal stemme rødt. 

Men så kommer jeg til at tænke på, hvordan mit jobcenter fuckede med mig, da jeg som ledig og uden jobchancer for to år siden søgte om at tage min uddannelse på dagpenge. Smækkede kassen i med et øredøvende brag, så jeg længe måtte forsørge mine fire børn med en månedlig indkomst på 0,00 kroner, mens jeg kunne se, at alle mine medstuderende på studiet uden videre fik enten dagpenge eller revalidering under uddannelsen. Fordi de bor i en anden kommune. Urimeligt. Og resultatet af en socialdemokratisk lokalledelse her hos mig.

Men hov?! Det er da ikke rød politik sådan at udtvære folk, der allerede ligger ned?

Jo, det er det jo så altså blevet. Det er der talrige eksempler på, i hvert fald på landsplan:

  • regeringens arrogante behandling af ledige - "sådan er det jo-syndromet" kan vi jo kalde det
  • regeringens arrogante behandling af SU-modtagere til fordel for skattelettelser til erhvervslivet
  • regeringens arrogante behandling af lærerne
Rød blok fører blå politik.

Skal jeg så helt ud at stemme Enhedslisten, hvis jeg vil have et rødt parti? 

Ikke på vilkår, pomfrit. Jeg går for eksempel ikke ind for vold, anarki og det retsløse samfund. 

Shit.

mandag den 18. november 2013

HADER, når grædende 15-årige drenge opsøger mig på lærerværelset ...

... navnlig når det er fruen selv, der er årsag til, at de græder.

Pis og hæmorider!

Men P HAR altså fortjent det 2-tal, jeg har givet ham i mundtlig engelsk. Rent fagligt. For han tager ikke sit arbejde seriøst. Løser ikke sine opgaver. Og det skal man, når man går i 9. klasse.

Bum.

Problemet er bare, at P har det svært derhjemme. Sådan som alt for mange af mine elever har. Jeg står dagligt over for børn af svært alkoholiserede forældre og den slags, som livet alt for ofte serverer lort med lort på. Oven på lort. Og derpå toppet op med ... øh ... lort. (Så HVORFOR løser P mon ikke sine opgaver?) 

And to make matters even worse:

P har samtidig et virkelig stort hjerte og viser en rørende omsorg for sine klassekammerater, når DE har det svært. Er den første til at trøste, you know. Og tale deres sag. Typisk, at den i en klasse, der viser den største sociale omsorg, også er en af dem, der har mest brug for den. 

Så jeg sender stående ovationer til Ps medmenneskelige overskud. På det empatiske plan har han fortjent et klokkerent 12-tal. Og jeg ville frygtelig meget ønske, at jeg kunne have givet ham en højere faglig bedømmelse, for hans ulykkelige tårer ramte mig lige midt i solar plexus.

Mundtlig engelsk var hans eneste chance for at score en anstændig karakter, sagde han.

Øv :-(

lørdag den 9. november 2013

Verdensrundtur i Homofobia

Da jeg for nylig blev interviewet til avisen, lavede jeg for mine elevers skyld lidt research om diskrimination af homoseksuelle på verdensplan. Det kunne jo være, de kunne bruge noget af det til deres artikel.

Det blev til en rundtur i Homofobia:


USA:


Sex med en person af samme køn har ikke været lovligt i USA før 2003.

I 34 amerikanske stater er det lovligt at fyre en medarbejder, hvis arbejdsgiveren opdager og misbilliger, at pågældende medarbejder er homoseksuel.

I de fleste amerikanske stater, kan boligejere nægte at leje ud til homoseksuelle.


Australien: 


Det giver en mildere straf at slå et menneske ihjel, hvis offeret er af samme køn som gerningsmanden, og gerningsmanden hævder, at han følte, den anden "lagde an".

Ligeledes i Australien må trosbaserede organisationer som kirker og visse skoler og hospitaler nægte at ansætte homoseksuelle.


Afghanistan, Algeriet, Angola, Antigua, Barbuda, Bangladesh, Barbados, Belize, Bhutan, Botswana, Brunei, Burundi, Cameroon, Comorerne, Cook-øerne, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik, Egypten, Eritrea, Etiopien, Gambia, Gaza, Grenada, Guinea, Guyana, Jamaica, Kenya, Kiribati, Kuwait, Libanon, Lesotho, Liberien, Libyen, Malawi, Malaysia, Maldiverne, Mauritius, Marokko, Mozambique, Myanmar, Namibia, Namibia, Nauru, Nordcypern, Oman, Pakistan, Palau, Papua Ny Guinea, Qatar, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, Samoa, São Tomé og Principe, Salomonøerne, Senegal, Seychellerne, Sierra Leone, Singapore, Sri Lanka, Swaziland, Syrien, Tanzania, Togo, Tonga, Trinidad og Tobago, Tunesien, Turkmenistan, Tuvaly, Uganda, Uzbekistan, Zambia og Zimbabwe: 


Homoseksualitet er forbudt ved lov og kan straffes med bøder, pisk, anden fysisk afstraffelse eller fængsel.

Saudi-Arabien, Iran, Mauretanien, Sudan, Yemen og dele af Nigeria og Somalia: 


Homoseksualitet straffes med fængsel eller henrettelse.


Rusland: 


Det er strafbart at uddele informationsmateriale om homoseksualitet eller på anden måde propagandere for en anden livsstil end den traditionelle. Desuden risikerer homoseksuelle at blive frataget deres børn, som til gengæld risikerer anbringelse på et russisk børnehjem.


Estland, Letland og Litauen:


Disse lande er berygtede for deres hate crimes mod homoseksuelle. Myndighederne søger systematisk at lægge hindringer i vejen for Priden.


Google: 


Prøv at indtaste "homoseksuelle skal" i søgefeltet på Google og se så, hvad Google selv foreslår som det tredje ord.



Det er mig, Google her skriver om :-(

Så ved du det.

Sekt på den ufede måde

Jeg hader religiøse sekter. De er gennemgribende usympatiske. De udnytter svage, ensomme, manipulerbare sjæle. Lokker dem ind i deres fanatiske net med deres overfladiske omsorg og medmenneskelighed. Hjernevasker dem. Bruger dem.

Jeg havde engang en religionslærer i gymnasiet. Hun hed Ellen. Hun blev under et ritual (vist nok) banket ihjel af Uffe, som var leder af den religiøse sex-sekt, der havde indfanget stakkels Ellen.

Shit.

Og min søns bedste ven, T, tilhører sekten Jehovas Vidner. Hans søster blev smidt ud hjemmefra, da hun forelskede sig i en "vantro" dreng. Arrivederci, pomfrit!

Mere shit. Også fordi T har forelsket sig i en "vantro" pige. De har været sammen i et par år. Og hans forældre ved ingenting, for T kender jo konsekvensen af en tilståelse.

Nu har min datter så truffet en fyr. De er ikke kærester, men de snakker godt sammen. Han tilhører Pinsekirken. Og han er homofjendsk.

Forleden dag udbredte han sig om alt det uhyrlige ved homoseksualitet. Rablede løs i længere tid. Min datter, som kan være ret spidsfindig, lod ham løbe linen helt ud og snakke sig tom for ord om emnet.

"Min mor er homoseksuel," sagde hun så.

HA! Well done, skat!

Men det affødte selvfølgelig bare en forklaring om, at man for eksempel også udmærket kan elske det at stjæle, fordi det er spændende. Men at man jo inderst inde godt ved, at det er forkert. 

Lighedstegn mellem tyveri (lovbrud) og homoseksualitet altså.

Hjernevask, siger jeg jo.

Jeg synes, min datter skal invitere fyren med herhjem. Jeg vil gerne hilse på ham.

tirsdag den 5. november 2013

Stjerne for en dag

Shit, hvor har jeg ikke haft ret god tid til at pleje mit lille barn (bloggen altså) på det seneste :-(

Jeg skal nemlig give standpunktskarakterer i tysk og engelsk til 90 af mine 130 andre børn lige om lidt, og jeg kan jo knap nok navnene på dem alle efter kun tre måneders ansættelse på min skole.

Jeg skal også lave elevplaner for alle 90. Dvs. en plan for hver enkelt skide elev, hvor jeg skal skrive, præcis hvordan han eller hun klarer sig inden for lyttefærdighed, talefærdighed, læsefærdighed og skrivefærdighed i mine fag, hvordan arbejdsindsatsen er i timerne, og på hvilke områder det kunne være en idé at give den en ekstra tand i den næste tid.

Fuuuuuck altså! 

Og det var ellers mig, der under Bjarne Corydons og KLs usympatiske, konspiratoriske nedsabling af lærerne overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og KL i foråret mest af alt havde lyst til at bilde folk ind, at jeg var rengøringsassistent eller langturschauffør i stedet for lærerstuderende, fordi alle de onde udsagn om lærernes karakter og arbejdsmoral, der kom frem i diverse online debatfora, fik mig til at føle, at jeg havde ordene "DOVENT SVIN" tatoveret i panden.

Nu føler jeg mig sjovt nok ikke længere doven.

For jeg har så travlt, at jeg er en vandret streg i luften. Så travlt, at jeg nok snart bliver Des med rotterne, forstås.

Men i dag skete der nu alligevel noget, som jeg er NØDT til at lægge elevplanerne fra mig for at fortælle. 

Jeg er blevet interviewet, hehe. Til avisen. Og tilmed ikke til en hvilken som helst avis. Men til den avis, jeg nok allerhelst vil omtales i: 8. årgangs bidrag til Jyllandspostens aviskonkurrence for skoleelever.

Mine elevers egen avis, you know.

Og temaet? Min oplevelse af at være homoseksuel: 

Hvordan oplever jeg andre menneskers fordomme? Tror jeg, hate crimes er kommet for at blive? Hvordan opdagede jeg, at jeg var homoseksuel? Hvordan reagerede mine omgivelser? Hvad frygter jeg i forbindelse med min homoseksualitet? Tror jeg, at min homoseksualitet har påvirket mine jobchancer? Og meget mere.

Så jeg har løbet rundt med armene over hovedet af ren fryd hele dagen. Hvor er det SKØNT, at mine elever ikke opfatter min homoseksualitet som tabu. At de har mod til at tage fat i emnet, konfrontere giraffen direkte og spørge så åbent. 

For det er præcis, hvad jeg har arbejdet på siden skolestarten. At gøre det fremmede (læs: den klamme homoseksualitet) mindre fremmed for dem.

Og det lader til at lykkes. Stille og roligt.

DET er fandme da feelgood!

torsdag den 24. oktober 2013

Fedtekage

En uforglemmelig dag.

Jeg har to virkelig, virkelig, VIRKELIG irriterende piger til tysk i 9. klasse. For SATAN altså! De har tydeligvis som erklæret målsætning at slippe så let og ubesværet gennem grundskolen som muligt uden at lære en skid.

Det er faktisk sådan, at hvis ikke jeg konfiskerer deres mobiltelefoner fra lektionens begyndelse, tilbringer de hele tysktimen på Facebook, hvilket de tror, de kan camouflere ved at holde mobilen under bordet ... øh ... hvis de altså ikke er travlt optaget af at lave store bannere med påskriften MEDINA.

Og så lyver de, som det passer dem. I går forsøgte de for eksempel at få den enes konfiskerede mobiltelefon retur ved at bilde mig ind, at pigens søster kunne føde når som helst, og at hendes mor derfor havde bedt hende om at have telefonen ved hånden. Som underbygning af denne påstand viste de mig en Facebook-besked fra "moderen," som de helt tydeligt selv havde konstrueret. 

Jeg ved sgu ikke en gang, om søsteren overhovedet er gravid. Det er ikke sikkert.

Matematikafleveringer kopieres naturligvis fra nettet, og man tænker ikke på at slette ophavsmandens navn i sidehovedet, selv om lige netop den lille feature med al ønskelig klarhed fortæller, at de ikke selv har lavet opgaven.

Så, kære læser, som du nok kan se, har vi her at gøre med et par små slyngler. Mildt sagt.

Mit problem:

De er pissesjove, og jeg kan ikke lade være med at more mig over dem.

Shit altså.

For eksempel synes jeg, det er totalt grinagtigt, at de to finker, som selvfølgelig er bedsteveninder, jævnligt kan ses på turne rundt i gaderne i den mellemstore provinsby, hvor jeg arbejder, siddende på den enes bedstefars el-scooter (sådan en slags motoriseret kørestol, der hyppigst ses i konstellation med ældre eller handicappede), som de har hugget, og hvorfra de lufter den andens hund.

Det var også ret sjovt, at de i går spurgte mig, hvad min yndlingskage er, for sådan en ville de da skynde sig hjem og bage til mig om eftermiddagen, hvis jeg bare til gengæld ville love at give dem 12 i tysk, når de skal have karakter i næste måned ... 

... og så i morges dukkede op til tysk med en prydelig paptallerken, hvorpå der lå et smukt stykke brownie dekoreret med glasur i flere farver og med mit eget navn skrevet med en meget sirlig rød. 

Fedtekage. Uden den mindste form for omsvøb.

Og hele tiden smiler de bredt og sødt. Og taler virkelig, virkelig pænt til mig. 

For helvede! De ved da udmærket godt, at jeg ALTID gennemskuer dem.

Jeg har således et ret TOTALT ambivalent forhold til disse to. På den ene side er jeg helt klar over, at løgn, snyd og bedrag er reglen i deres univers, og jeg synes, det er voldsomt irriterende, at de ikke vil tage imod den læring, jeg tilbyder dem. Og på den anden side kommer jeg dælme til at savne dem til næste år.

tirsdag den 22. oktober 2013

I dag er Lucifer blevet far

Yep, Lucifer er blevet far i dag. For femte gang.

Det er uden sammenligning den mest egoistiske og idiotiske beslutning i den nyere verdenshistorie. Fordi:
  1. Han er 51 og i min optik alt for gammel.
  2. Han har kun kendt damen i 13 måneder.
  3. De har i forvejen seks børn tilsammen.
  4. Hun har fået sine to med to forskellige mænd og synes dermed ikke specielt stabil.
  5. De bor i to forskellige byer med halvanden times kørsel imellem.
  6. Han har, grundet sin karrierefiksering, aldrig haft tid nok til de fire børn, han i forvejen har med mig.
  7. Vores fire børn føler sig totalt kørt ud på et sidespor, som om Lucifers "gamle" familie ikke længere duer, og han så bare laver en ny et andet sted.
Han gør det, fordi:
  1. Han er midt i en big time midtvejskrise (men ER heldigvis holdt op med at købe G-Star-tøj). Dermed tror han, at det vil gøre ham ung at blive ved med at avle børn.
  2. Han elsker at prale med ekstremer - i særdeleshed over for sine forretningsforbindelser (derfor har han også haft hang til at kaste vores børn ned ad de vildste sorte skipister i en alt for tidlig alder, ligesom han har presset dem (og mig) ud på flere hundrede kilometers cykelture i Sydeuropa i næsten alle sommerferier). 
  3. Han håber, at han via et barn kan give mig en symbolsk finger og vise mig, at han er kommet videre, efter at jeg ramte ham med en knytnæve i solar plexus ved at gå fra ham.
  4. Han får jern på ved tanken om, at han ved at bedække barnets mor har skabt en forholdsvis varig forbindelse til en ambassadørdatter, hvilket passer aldeles storartet i hans snobbede indre univers (Lucifers nye svigerfar er finsk ambassadør i en sydamerikansk bananstat).
Konsekvenser:
  1. Lucifer og partner flytter til København med bebs, og Lucifer vil i den forbindelse gøre et ihærdigt forsøg på at tage mine fire børn fra mig og bringe dem med sig derover.
  2. Et af mine børn er sønderknust over sin fars hovedløse beslutning om at formere sig yderligere og får p.t. psykologhjælp af samme årsag.
  3. Lucifer har held med sit erklærede mål om at hævne sig på mig, for han ved, at skal han ramme mig, skal han bare sigte mod mine børn.
  4. Jeg må grundet alle ovenstående punkter nærmest vende vrangen ud på mig selv, fordi intet under nogen omstændigheder må gå ud over det lille nyfødte barn, som slet ikke fortjener eller har nogen skyld i den negativitet, der omgærder ham fra fødslen. Jeg må således gøre, hvad jeg kan, for at præge mine fire rotter til at tage rigtig godt imod ham.
Pis.

søndag den 20. oktober 2013

Lucky Luke i London

Er netop hjemvendt fra London

Og groggy efter førstehåndsoplevelse af Ryanairs morderiske flyafgangstider (med vækkeur, der for eksempel ringede klokken 03.00 sidste nat = pis).

Men smiler ikke desto mindre over, hvor hurtig og Lucky Luke-agtig fruen lige var på aftrækkeren derovre:

Anmassende, tørklædeindviklet muslimsk makeupsælgerdame, der håbede at gafle fruen som kunde, mens fruen passerede forbi damens makeupstand:

"Hello, Madam. Are you from Norgay?"

Fruen:

"Nope. No Norgay. Just gay."

Hehe.

Den havde hun sgunok aldrig fået serveret hjemme i Iran ;-)

PS: Haha, det slår mig sgudda lige, hvor bizart det egentlig er med en tilhyllet makeupsælgerdame. Hun er da ikke den bedste repræsentant for makeupfolket, når hun er fuldkommen dækket til af gevandter. Typisk London altså. Holder MEGET af den by!

onsdag den 16. oktober 2013

Mere Ryan

Så har jeg stoppet sidste beklædningsgenstand i min diminutive kabinekuffert.

Er PISSEtræt af Ryanair og alle deres fucking lortegebyrer.

Sidste gang havde jeg således ved en fejl fået booket en flyvning på en forkert dato og måtte foretage en ændring i systemet. Det er en ændring, man SELV foretager, og det hele foregår elektronisk. Jeg tror sgu ikke en gang, at processen på noget tidspunkt involverer en medarbejder med puls.

750 kroner for ændring af reservation. WTF!!! Det var jo mere end halvdelen af det beløb, jeg havde givet for billetterne in the first place.

Verdammte Schweinhunde!

Og "Priority Boarding" my ass! Hvem er dog idiotisk nok til at betale ekstra for at få lov at gå først om bord? Der er da plads til os alle. Og de passagerer, der står bagerst i priority-køen bliver jo let og ubesværet indhentet af os andre "monkeyclassere" på vejen ud til flyet.

Og en 500-luns for at tjekke en rejsetaske ind!

Derfor altså min diminutive lilla kabinekuffert.

Eneste problem: shopping. 

Det er fandens svært at stoppe ret mange London-indkøb ned i min lille kuffert, som allerede giver sig lidt i syningerne inden afrejse hjemmefra.

Måske vil jeg vælge at følge Store Datters strategi, som hun med succes benyttede under hjemrejse med Ryanair fra Edinburgh forrige år:

Hun iførte sig ganske enkelt alle sine tekstilindkøb inden ombordstigning på flyet i Skotland. Der var ni lag. Og hun mindede svagt om Michelin-manden, da jeg tog imod hende i Billund Lufthavn ved hjemkomsten. Men, hey! Mission accomplished!

mandag den 14. oktober 2013

Et lidt kikset møde

Er lige vendt hjem fra udflugt til en smuk gammel købstad ikke langt herfra. Der havde jeg aftalt et møde med en gammel studiekammerat. Vi kan jo kalde hende M.

Eller ... øh ... gammel og gammel. Nu er vi lige enige om, at vi begge blev færdiguddannet i juni måned i år, ikke. 

Men det FØLES, som om der er gået meget lang tid, siden vi gjorde hinanden selskab på læsesalen og delte spandevis af kantinekaffe, mens vi lod os oplyse om Foucault og Rousseau og Grundtvig og en masse andre døde mænd. 

Mænd (den lader jeg lige hænge et øjeblik).

Hende skulle jeg altså mødes med i dag.

M er ret speciel. Et af kendetegnene ved den uddannelse, jeg har taget, er, at alle de studerende har en ANDEN videregående uddannelse med i bagagen. Og M er altså oprindeligt uddannet navigatør og har arbejdet som 1. styrmand hos Mærsk. 

Det betyder, at hun, sin ringe fysiske volumen (cirka et hoved lavere og 15 kg lettere end fruen selv) til trods, altså utallige gange har manøvreret selv de største containerskibe og bulk carriers verden rundt. Tænker, hun har måttet stå på en skammel for overhovedet at kunne se ud ad forruden på sådan en motherfucker.

Det er fandme sejt!

Nu er hun fysiklærer på Djursland.

Men det betyder ikke, at M har sluppet havnemiljøerne helt. Og det er lige præcis her, hun er henrivende out of the box.

Hun prutter nemlig, når hun skal. Og bøvser. Og spytter. Og kløer sig i skridtet, hvis det er nødvendigt.

Haha, hvor er hun klog og veluddannet og bizar på en og samme tid. 

Har faktisk været tæt ved at tænke på, om hun mon er lebbe med de temmelig maskuline vaner, hun har ...

... men greb heldigvis mig selv i det, inden jeg nåede at tænke tanken helt til ende. Den er nemlig en tand for heteronormativ, og jeg bryder mig ikke om den. For der er mere til lebben end blot maskulinitet i en kvindekrop.

Nå, men jeg sætter altså stor pris på min gamle ;-) studiekammerat og ærgrer mig derfor helt vildt over, at hun havde misforstået vores aftale, så hun dukkede op i det sekund, hvor jeg måtte køre hjem, og det ikke blev til andet end en hurtig krammer på en parkeringsplads.

Håber på bedre held næste gang!

Mere Facebook

Var en tur på Facebook forleden dag. Det blev en lidt blandet oplevelse. Faldt for eksempel over Store Søns statusopdatering:

"Store Søn likes homosexuality" stod der (bortset altså fra, at han i virkeligheden ikke hedder Store Søn).

Inden jeg fik tænkt mig om, blev jeg både glad og stolt. For min første tanke var, at sønnike tydeligvis bakkede åbent op om sin mors seksuelle orientering. Og jeg syntes, det var flot og kærligt af ham, for han ved, at jeg tænker ret meget på mine børns accept.

Hvor naivt af mig.

For sønnike har kun fortalt sine allernærmeste venner, at jeg er sammen med en kvinde. Han har bestemt ikke lyst til at skilte med det. Og det er forståeligt nok. Han tilhører præcis den aldersgruppe, hvor ordet homo næsten udelukkende bruges i en negativ kontekst.

Næh, Store Søn var selvfølgelig blevet faceraped. Han havde forladt sin computer uden at logge af Facebook, hvorved klassekammeraterne havde fået adgang til hans profil.

Og hvor er det bare pisseærgerligt og ydmygende, at den minoritet, jeg ufrivilligt tilhører, så ofte bruges til latterliggørelse af andre.

Nu har jeg deaktiveret min Facebook-profil. Har ikke brug for mere af den slags.

fredag den 11. oktober 2013

Lidt om unge, ambitioner og offentlige kasser

Nå ja, for dælen, der er noget, jeg har glemt at fortælle. Eller rettere sagt bitche lidt om (sådan er der i hvert fald nok nogen, der vil se det).

Her kommer det:

Ældstebarnet på 20 var i sidste weekend til fødselsdag hos en gammel klassekammerat. 

De er vidt forskellige, de to. Min datter er en strålende ung kvinde. Hun er klog og smuk og sjov og empatisk og reflekterende. Hun læser noder flydende og spiller tværfløjte og klaver. Hun tjener sine lommepenge ved at synge i en kirke og interesserer sig for litteratur. (Og jeg er naturligvis fuldstændig objektiv i min beskrivelse af dette vidunderbarn :-))

Veninden derimod har samme intelligens som en teske og samme drive som Dovne Robert. Det er lykkedes hende at blive fyret som burgervender hos McDonald's, og hun aner ikke, hvordan farverne i Dannebrog er fordelt, så hun tegner altid firkanterne hvide.

Hvorfor de stadig kender hinanden er en gåde. Mit gæt er, at deres fælles rødder som klasseveninder knytter dem sammen.

Nå, men tilbage til fødselsdagsfesten. 

Min datter beretter om to bordender. Ved den ene sad min datter selv sammen med en håndfuld ligesindede unge kvinder og konverserede om videregående uddannelser og kulturmøder på verdensomrejser. 

Ved den anden sad fødselaren med en håndfuld ligesindede kvinder og konverserede om negle, og hvordan de kunne fastholde sig selv på overførselsindkomst i flest mulige år. For eksempel ved at få et barn.

Shit, hvor jeg græmmes! 

Der er virkelig noget råddent i Danmark, når unge, raske mennesker i ramme alvor sidder og funderer over, hvordan de kan malke staten for penge og selv daske uvirksomme rundt i årevis ved at føde stakkels uskyldige børn ind i en komplet indholds- og ambitionsløs tilværelse.

Fuckfuckfuckfuck!


søndag den 6. oktober 2013

Skilt

Ovre på Duckysrapping, hvor jeg jævnligt hænger ud og lurer lidt, har jeg for nylig læst et indlæg om et lidt bizart skilt.

Dem er jeg også selv rendt ind i et par stykker af.

Et par eksempler:

På Karins Bed & Breakfast i Farup kan man købe tandbørster, i fald man skulle have glemt sin egen derhjemme.


Øh ... hvad koster tre mon så?

Og i Dollerup Bakker er der et eller andet, man ikke må:


Lægger man vejen forbi Moesgaard Strand ved Aarhus må man til gengæld gerne parkere sin kiosk. Der er tilmed afsat et særligt areal til formålet:


I Ribe behøver man derimod ikke en gang sætte sin bil fra sig. Den er nemlig mere end velkommen. Selv i gågaderne:


onsdag den 25. september 2013

Et par useriøse platheder

Har læst i avisen, at der er temmelig meget klamydia i Trekantsområdet.

Breaking news, haha.

Og snart skriver de sgu nok, at der er forekomster af diarré i Tarm, mens mange mænd går og klør sig ved Lem.

(Desuden kan jeg oplyse, at dette klart er en overspringshandling. Jeg gentager: Dette er en overspringshandling. Hvad jeg burde foretage mig var at forberede morgendagens tysktimer i 9.C. Shit.)

søndag den 22. september 2013

Ved godt, der er penge i det, men ...

Har lige været en tur ovre omkring bloglovin.com. 

Ikke for at stive egoet af: Jeg har kun fire followers derovre. Hvoraf den ene tilfældigvis er mig selv (fylder dermed for en gangs skyld en hel del i en statistik, haha).

Men derimod for bare at snuse lidt. For at se, om jeg mon går glip af noget vigtigt, som andre bloggere har på hjerte. 

Klikkede på "Personal" under "Popular Posts," da jeg formodede, at jeg her ville møde den slags blogs, jeg foretrækker. Altså den slags, hvor man fornemmer, at der sidder et rigtigt menneske bag skærmen. Et menneske med følelser, glæder og bekymringer, med både succeser og småkiks i hverdagen. Med lidenskab. Som forstår at udtrykke sig personligt og vedkommende og formår at forføre mig ind i sit univers ved at lade mig fornemme, hvem hun er.

Et menneske, som har noget ægte på hjerte, elsker at skrive og får mig til at mærke en glød.

Og kan hun samtidig gøre det med humor og et anstrøg af selvironi, er jeg solgt.

Yep.

Så jeg scrollede håbefuldt ned gennem listen ... og fandt ... den ene ligegyldige, indholdsløse, upersonlige reklamesøjle efter den anden :-(

Læbestift, neglelak, tasker, tøj, shopping. Typiske kvindeprodukter og -temaer, som bloggeren tydeligvis tjener penge på at skrive om. Fuck, hvor uinteressant og skuffende! Vil jeg have reklamer, tænder jeg sgudda for TV2 eller køber Alt For Damerne. Eller også sætter jeg mig ned på rutebilstationen og studerer bybusser.

Det er grunden til, kære læser, at du ALDRIG vil finde reklamer på min blog. Mine indlæg er oprigtige. De er ikke styret af økonomi. De er styret af en hengivenhed til det at skrive og et ønske om at formidle nogle budskaber, som jeg finder vigtige. Eller somme tider bare et ønske om at være fjollet. Eller provokerende. Eller lesbisk. Tit lesbisk faktisk.

Men de er i hvert fald ikke styret af et ønske om at få dig til at fiske dankortet op af lommen og brænde det varmt.

For jeg er ikke til salg.

Bum.

lørdag den 21. september 2013

Ligestilling

Har lige læst lidt med i et par debatter ovre på politiken.dk. Om ligestilling ... eller, rettere sagt, manglen på samme.

Det er Milla Mølgaard og Leonora Skov, der skriver en del af indlæggene. Og holdnukæft, hvor får de to damer mange hak i tuden af kommentatorerne (sjovt nok næsten udelukkende mænd), når de vover at forholde sig kritisk til mandsdominansen i samfundet. 

De modtager jo den ene byge efter den anden af verbale stokkeslag. Og stinkbomber. Tænk engang, Leonora Skov har ligefrem modtaget dødstrusler på grund af sine holdninger.

Shit.

Det står lidt skralt til med ligestillingsdebatterne, må jeg sige. Og i den forbindelse har jeg rettet blikket over mod den anden side af sundet. 

Og konstateret, at svenskerne går anderledes radikalt til værks, når det gælder ligestilling. Har for eksempel læst, at man i visse svenske børnehaver har indført det kønsneutrale "hen" i stedet for at sige "han" eller "hun," ligesom man læser kønsneutrale bøger for de stakkels svenske børn.

Svenskerne har altså taget ligestilling et skridt videre til noget, der i min optik ligner kønsudviskning. 

Den tanke kan sgudda ikke bare få lov at ligge hen.

Jeg griber den således i luften og foreslår, at flere kvinder begynder at:

  1. klø sig i skridtet i al offentlighed
  2. spytte grønne snotklatter på fortove og gangstier
  3. slå toiletbrættet op og tisse ved siden af kummen
  4. lade lange hår hænge ud af næsen
  5. få flere fartbøder og føle sig seje, hvis de trykker hårdt på speederen og kører rigtig råddent
  6. sparke dæk
  7. urinere op ad vejtræer eller husmure
  8. bøvse og prutte højlydt blandt andre mennesker
  9. lade deres beskidte sokker og undertøj flyde over hele boligen
  10. tænke mere på forplantningsakten end på noget andet.
Mens mændene passende kan arbejde på at:


  1. holde bikinilinjen fri for hårvækst, evt. ved hjælp af Brazilian waxes
  2. stoppe toiletter til med tamponer og hygiejnebind
  3. mase tæerne sammen i sylespidse stiletsko og lære at balancere på dem
  4. udvikle afhængighed af shopping
  5. beherske intrigernes, bagtalelsens og pigefornærmelsens kunst i stedet for at sige tingene, som de er
  6. gå i panik, når badevægten viser, at de har taget 100 gram på
  7. spille badminton med en ven i en time uden at tælle point
  8. tage hinanden med på toilettet
  9. skifte tøj 20 gange, før de går i byen
  10. plukke øjenbryn for derefter omgående at tegne dem op igen.
Nej, vel?!!! Vi ER altså ikke allesammen ens.
Jeg hylder mangfoldigheden og synes, at svenskerne er skøre, når de kønsneutraliserer deres børnehaver.

Bum.