Nysgerrig?
Selvfølgelig er du det. Og du skal ikke snydes 😉
Det begyndte allerede sidste fredag. På jobbet.
Vi har altid fredagsbriefing på lærerværelset. Så samles alle ansatte i formiddagspausen til ti minutters ros og ris og praktisk info fra skolelederen.
Det er fint nok.
Men ikke i fredags.
For den chokerende og altoverskyggende melding var, at skolen havde brugt for mange penge, og tirsdag ville man derfor prikke tre lærere og indstille dem til afskedigelse.
Og så måtte vi i øvrigt allesammen have en god weekend 😊💃😊
Right.
Jeg kan så fortælle, at jeg sjovt nok havde en møgweekend. Ligesom alle mine kolleger.
Rent rationelt vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg nok ikke sad alleryderst på vippen. Det hjælper jo lidt på jobtrygheden, at jeg underviser i et fag med mangel på uddannede lærere.
Og jeg VED, at jeg gør mit arbejde godt. Jeg er dygtig. Jeg er vellidt. Jeg er pålidelig. Jeg er autentisk. Jeg skaber gode prøveresultater (ikke mindst).
Så i og for sig følte jeg ikke, at jeg havde noget at frygte.
Rent rationelt altså.
MEN ... rent IRRATIONELT kunne jeg ganske simpelt ikke lade være med at tænke worst case scenario hele tiden.
Ufortyndet angst. Koldsveden drev af mig.
Det ville jo være fuldkommen katastrofalt at miste mit job. Jeg er eneforsørger og KAN ikke undvære min løn. Mit job er både mit eksistensgrundlag og en del af min identitet.
Og jeg visualiserede kun alt for tydeligt, hvordan det ville føles at blive trukket ind på chefens kontor til en lille samtale tirsdag morgen.
Afmagten. Fortvivlelsen. Den beklagende tone i chefens stemme. De medfølende blikke fra kollegerne. Og deres diskrete glæde over, at det ikke blev dem.
Fuck.
Og så blev jeg vred.
For hvordan FANDEN kan man finde på at sende 70 mennesker hjem med den melding. Og så vente FUCKING FIRE DAGE med at effektuere lorten?
Jeg har siden talt med flere ledere i min omgangskreds, der allesammen ruller med øjnene over den fremgangsmåde. Det KAN man ganske simpelt ikke være bekendt.
Men det er åbenbart sådan man gør, hvis man bedriver skole i en kommune, hvor man fra centralt hold har fået dikteret en procesplan, som skal følges i sådan en situation. Der SKAL gå flere dage med uvished. Fordi medarbejdere på forhånd skal orienteres om, hvad der er på vej. Det har man bestemt i kommunen.
Kommunale idioter. De skulle prøve det selv.
Tirsdag morgen var et helvede for mig. Jeg havde ikke sovet om natten, og jeg sitrede og skælvede, mens jeg sad på lærerværelset og ventede på måske at blive prikket.
Det blev jeg så ikke.
Men min glæde over at beholde mit job var til at overskue, for jeg havde jo været vidne til, at tre gode kolleger blev sendt ud i kulden.
Og jeg synes, at min jobtryghed har fået skrammer. For måske skal vi ud i en ny fyringsrunde til næste år.
Og så er det forfra med den der fucking følelsesmølle.
Også selv om jeg har fået en stor krammer af min chef og en indelig forsikring fra hende om, at hun sandelig ikke kunne finde på at skille sig af med en tysklærer.
Nå, men tirsdag var ikke forbi.
For tirsdag mistede jeg også en veninde.
En ret ny veninde. Som jeg var lidt smålun på. Og som jeg skulle have besøgt her i weekenden. Jeg har skrevet et par indlæg, hvor jeg nævner hende.
Jeg var fascineret af hende. Syntes, hun repræsenterede en fed anderledeshed. Og kunne virkelig godt lide hendes personlighed.
Hun havde en høj moral. Og et smittende drive. Hun var sjov. Og vidste en masse om alt muligt, som jeg aldrig før har spekuleret over, men som er pissespændende. Hun kunne forundre mig, og det var skønt.
Jeg tror, hun også var lidt lun på mig.
Hun tog tit initiativ til samtaler og chatkorrespondancer. Og når vi ringede sammen, kunne vi tale i tre-fire timer. Det var vildt 😃 Har sgu aldrig før talt i telefon med nogen i fire timer ad gangen.
Vi havde også den aftale, at vi ikke skulle være kærester.
Men vi kunne jo godt besøge hinanden og nyde selskabet. Helt platonisk og pænt. Og vi havde som nævnt aftalt at tilbringe denne weekend sammen.
Tirsdag skrev hun i en besked på Messenger, at jeg skulle blive væk.
Efterfulgt af en lang og formentlig ærlig redegørelse. Som jeg ikke vil gengive her, men som ikke efterlod mig i den mindste tvivl om, at hun ikke ønskede at fortsætte bekendtskabet med mig.
Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde før har modtaget en besked, der har såret mig mere. Jeg blev skuffet og ked af det. Og lige nu har jeg ikke lyst til at se hende igen.
Så hvis hun har ønsket at skubbe mig bort, må man sige, hun har haft heldet med sig.
Så ja. Det har været en lorteuge.
Eneste formildende omstændighed er faktisk mit nye garn:
Min ekskæreste, som jeg gik fra før jul, brød sig ikke om kort hår, så det har jeg for det meste undgået de sidste otte år. Nu er jeg imidlertid blevet klippet.
Det er da okay frisk, synes jeg 😄
Faktisk så frisk, at jeg har fået flere datingbeskeder fra damer på henholdsvis 19 og 24, haha. (Og så har Sir Eyeball været på spil igen 😡)
Dem må jeg hellere se at få besvaret. Så jeg smutter.
Take care og hav en fortsat forrygende lørdag 💜💜💜
Ingen kommentarer:
Send en kommentar