lørdag den 30. april 2016
Lørdag i forstadsvillaen
Hehe.
And guess what:
INGEN PLANER!
Hehe igen :-D
Eller ... øh ... det vil sige ... Mads & Monopolet er ALTID på programmet lørdag formiddag.
Men derudover: INGEN PLANER.
Misforstå mig dog ikke. Jeg havde en fantastisk weekend i sidste uge. Med to konfirmationer og overnatningsbesøg af Barn 1, 2 + Schwiegerratte.
Men det er sgu også dejligt at kunne være spontan.
Nu har jeg for eksempel tid til at blive klippet.
Det skulle naturligvis have været gjort fucking INDEN de to store fester i sidste weekend. Men tiden smuttede sgu fra mig.
Den gode nyhed er, at jeg alligevel overlevede og slet ikke følte mig udstødt af de andre gæster, selv om garnet var lidt utrimmet.
Måske finder jeg også på lige at nuppe en vandretur på hjertestien ved Fladbro i eftermiddag. DEN er satanedme kuperet og kan få pulsen godt op. Og skulle jeg forbrænde et par kalorier ved samme lejlighed, gør det ikke noget.
For der er eddermame kommet overskud på kaloriekontoen efter sidste weekends madfråds.
Tænker, jeg tager Barn 3 og 4 med.
Barn 3 på 17 er tilbøjelig til at lukke sig hermetisk inde med computeren bag nedrullede gardiner på sit værelse. Mørkemand. Han vil således have godt af at genopdage lyset og den friske luft.
Og begge børn har mere end brug for vandretræning, da Lucifer har fået den blændende idé, at de skal vandre på Caminoen i Spanien til sommer. 20 kilometer dagligt.
Fuck, det bliver hårdt for yngstebarnet på 11. Så jeg må hellere gøre mit til, at de små ben kan klare de lange distancer.
Lucifers sommerferieplaner gør mig i øvrigt ekstra glad for mine egne. Jeg tager nemlig Barn 1, 2, 3 og 4 med til Bretagne.
Og vi skal bare fede den. Hehe :-D
Jeg har altid ønsket at besøge netop Bretagne.
Jeg føler mig fascineret af den europæiske vestkyst, og det ser ud, som om der er virkelig smukke ting at se på den egn.
Engang havde jeg planer om at cykle derned. Århus - Mont Saint Michel. Amitiøst, I know. Og det endte også med, at jeg blev hængende i Normandiet og aldrig nåede længere hjemmefra end til Bayeux.
Men nu skal det sgu være. NICE!
Også top dollar, at jeg vil nyde den luksus at have alle mine fire skønne børn med mig.
Vi skal bo her.
Denne moderniserede rønne får jeg en uge i højsæsonen for 3.700 gode danske kroner. Hvilket lige præcis passer til en startlærerløn, woop, woop.
Og jeg glæder mig! Så jeg vil måske også bruge en del af weekenden på at søge lidt litteratur om Bretagne.
Og så skal vi have frikadeller med stuvet hvidkål i aften. Nammenam!
fredag den 29. april 2016
Om interessante samtaleemner på lærerværelset
De handler ellers tit om elever. Samtalerne. Men jeg har et par kolleger, der somme tider rigtig gerne vil snakke om noget andet end elever i pauserne.
For netop elever fylder ligesom i forvejen en del på min arbejdsplads, you see ;-)
Den første samtale handlede om rædsel.
Jeg har således en ret cool kollega på 29, som oplever ufortyndet rædsel, når hun sidder i en flyvemaskine.
I en grad, så hun for eksempel ALDRIG lukker et øje under en flyvning, men derimod sidder og stirrer apatisk på den lille skærm, der viser, hvor langt på ruten, flyet er nået.
Hun bliver også klam i håndfladerne, når hun hører den gong-lyd, der fortæller, at nogen gerne vil betjenes af en stewardesse.
Eller når hun ser et besætningsmedlem med et ansigtsudtryk, der ligesom er FOR afslappet. For så er hun sikker på, at flyet er ved at styrte, mens besætningen spiller skuespil for at undgå panik blandt passagererne.
Shit. Hun er jo fuldkommen paranoid, den kollega. Var det mon bedre, hvis flypersonalet løb rundt og så fortvivlede ud?
Men hun har selvfølgelig ret i, at death by plane crash må være en modbydelig måde at skulle af sted på. Man kan for eksempel nå at tænke mange tanker, mens flyet styrter fra 10 kilometers højde.
Og jeg må også tilstå, at jeg har det lidt på samme måde med færger.
Hvis jeg for eksempel skal sove i en kahyt på Oslo-båden, går der helt sikkert Estonia i mig.
For jeg forestiller mig kun alt for levende, hvordan det må føles at være spærret inde i et lille rum, mens vandet trænger ind under døren og stiger og stiger, og jeg af al magt forsøger at holde mund og næse fri, indtil mund og næse ikke længere KAN holdes fucking fri, fordi rummet nu er helt fyldt.
GYS!
Meget morbid samtale omkring æggemadderne på lærerværelset der.
Så var samtale nummer to mere udramatisk:
Healing og klangmassage.
Jeg har en anden kollega, der åbenbart udbyder disse to serviceydelser til godtroende andre.
Healing.
Jeg må tilstå, at jeg ikke tror en fløjtende fis på den slags.
Kan huske, at en veninde engang fortalte mig om en kvinde, der tilbød fjernhealing.
FJERNhealing.
Haha :-D
Denne kvinde havde altså en gruppe kunder til at sidde rundt omkring i lejlighederne og bag ligusterhækkene i byen og vente på at mærke ... øh ... velsignelsen (?) ... præcis klokken 11 lørdag formiddag.
Det tjente damen penge på.
Hold kæft for et genialt scam.
Jeg vil fandme også være fjernhealer. Så vil jeg heale løs, mens jeg selv sidder på Café Stiften i Århus og drikker latte med min smukke lebbekæreste.
Smooth!
Og klangmassage?
Never heard of it, men jeg googler lige ...
...
...
...
Okay, nu har jeg googlet færdig:
DET ser fandme også gak ud.
Mit bud er, at det blot er endnu en metode til at fravriste naive mennesker deres surt optjente penge. Men døm selv.
Nå, men denne disciplin excellerer min kollega åbenbart også i. Og hun var fuld af løfter.
Så hvis jeg for eksempel trænger til at få fjernet generne fra mine to fucking diskusprolapser, ved jeg, hvor jeg bare skal henvende mig. Så kommer min kollega ridende og ... øh ... ringer dem væk?
Nice to know.
Tredje samtale handlede om ...
... børneorm.
Som en tredje kollega åbenbart har været velsignet med.
Og ikke et ondt ord om børneorm. Det kan enhver jo blive ramt af. Navnlig, når man som os arbejder med andre menneskers smuds- og bakteriecoatede afkom.
Men for helvede altså.
Jeg kan lige se denne midaldrende og lettere korpulente dame ligge hos lægen med nederste halvdel i vejret og få fisket de små sataner ud af numsen med et stykke tape.
Hvorved lægen naturligvis også fisker et par numsehår med.
Sådan som hun så levende beskrev det.
Og snart efter var jeg færdig med at trykke mine æggemadder ind og måtte til time.
Velbekomme.
Nu har jeg så løftet lidt af sløret for, hvad det egentlig er, der foregår derinde på lærerværelset langt uden for elevernes hørevidde.
You can thank me later.
Eller som jeg plejer at sige til elever, der foreslår at bestikke sig til en højere karakter:
"Jeg er modtagelig for store kontantbeløb og wellnessophold for to."
mandag den 25. april 2016
Hold kæft, hvor jeg grinede
Så fik man sgudda lige lidt opmærksomhed i går.
Var til konfirmation.
Nej, ikke Ladyens søns, for det var jo i fredags.
Derimod Ladyens venindes søns. For denne veninde er sød til at invitere mig med til ting.
Det var satanedme nogle kostbare gaver, drengen fik. (Jeg er ikke vild med den smagløse materialisme, som sådan en event indebærer. But so be it. Jeg kan ikke gøre meget for at ændre den sag.)
Han indkasserede således en rejse til Madrid (eller «Madrij», som konfirmanden selv siger, fordi han taler århusiansk) fra sin morbror, som har mange penge og kører Tesla.
Og 3000 kroner fra sin mormor og morfar, som har mange penge og nok kører noget andet.
Så det var nogle ret svimlende beløb, der dukkede frem fra den ene kuvert efter den anden på gavebordet.
Øh ...
... altså indtil konfirmanden nåede frem til vores.
For netop som ungersvenden rakte hånden ud for at tage den kuvert, vi havde med, lød der et forskrækket gisp fra Ladyen, som stod ved min side i den kødrand af gæster, der overværede gaveudpakningen.
«Shit!» hviskede hun i mit øre et splitsekund senere.
«Jeg har glemt at lægge penge i!»
Åh haha, hold kæft mand, min Lady er skøn!
Hun havde været så optaget af at skrive et smukt og meningsfuldt kort, at hun havde glemt gaven.
Og nu lå kuverten så der blandt alle guld- og glittergeschenkerne. Fuldstændig blottet for kontanter. Men til gengæld helt umulig at fiske bort fra bordet i al ubemærkethed.
Kære konfirmand. Hjerteligt tillykke på din store dag. Af lebberne får du NUL kroner.
OMG!
Som den hensynsfulde og empatiske kæreste, jeg er, kæmpede jeg naturligvis ihærdigt for at lade være, men måtte snart give fortabt ...
og ... God forgive me ...
... sprutte af grin, så jeg troede, jeg skulle ørle på gulvet, haha.
Hvilket naturligvis tiltrak det samlede selskabs fulde opmærksomhed.
Smooth, frue, really smooth :-/
Ladyen er heldigvis ikke sen til at skadesbegrænse, så mens jeg diskret fik hulket færdig i menneskemængden derinde ved gavebordet susede hun af sted efter sin taske, hvorfra hun lidt efter lykkeligvis kunne fremdrage en passende pengeseddel.
Problem solved.
onsdag den 20. april 2016
Fucking farlige Facebook
Øjnene var fandme ved at trille ud af hovedet på mig forleden dag.
Var lige en tur på Facebook (det er jeg somme tider).
Og måtte et splitsekund senere forfærdes, jeg sagde FORFÆRDES, over det, jeg så:
En af mine, lidt perifere, FB-venner havde tilsyneladende lagt AL SIN FUCKING E-MAIL-KORRESPONDANCE UD PÅ SIN VÆG.
Oh my God!
I en lang, ubrudt rulle af opslag fra omtalte FB-ven lå således, hvad der lod til at være den ene private e-mail efter den anden.
For eksempel en jobansøgning dateret den foregående dag. Hvor han blandt andet skriver:
"Da jeg sidder i uopsagt stilling, vil jeg bede om 100 % diskretion."
Right!
Og i en anden e-mail skriver han til sin datter:
"Jeg er blevet hjemme fra arbejde i dag, fordi jeg har haft tyndskid hele natten."
Tydeligvis beskeder, som ikke mange kan ønske at udbrede til hele deres Facebook-netværk, tænker jeg.
Så jeg gik en lille smule i panik på min vens vegne. For SATAN, hvor uheldigt altså! Og hvor bizart.
Var han blevet hacket, eller hvordan i hede hule helvede kan ens private mails lande til offentlig beskuelse på fucking Facebook?
Den blotte tanke kan jo give meterhøje hårrejsninger.
Jeg måtte gøre noget.
Nu er manden ikke så nær en ven, at jeg ligger inde med hans mobilnummer, og jeg blev mere og mere rundt på gulvet, fordi jeg MÅTTE hjælpe ham med at begrænse skaden.
Efter nogen tids hændervridende tankevirksomhed fandt jeg dog på den geniale løsning:
En besked på Messenger.
På Facebook.
;-)
En formildende omstændighed, at Facebook selv var med til at skadesbegrænse.
But still!
Hvordan sådan en lortefejl kunne opstå er stadig en gåde. Men lad dette smukke lille indlæg være en advarsel:
Det kan på mystisk vis gå rigtig galt derude!
Gys!
tirsdag den 19. april 2016
Jeg har ikke glemt dig, kære bloglæser ...
Dels er vi i fuld gang med planlægningen af næste år på skolen, og dels står 9. årgangs afgangsprøver og ånder os lige ind i synet.
Jeg skal således have to klasser op i mundtlig engelsk, og det indebærer en hel del opgaver for mig.
Prøverne er nervepirrende, men det bliver også spændende at se, om mit arbejde med klasserne har båret frugt.
Kryds venligst fingre for et snit, der rigtig sparker røv!
Og privat veksler jeg som altid mellem hverdage med Rotterne i forstadsvillaen og forlængede weekender hos Ladyen.
I weekenderne hos Ladyen får jeg aldrig rigtig skrevet blogindlæg. Dertil er min tid med hende for knap.
Og i hverdagene er jeg somme tider så sent hjemme fra job, at min samvittighed forbyder mig at sætte mig ved computeren, når jeg stadig har to børn til låns.
For til låns er de. Inden jeg får set mig om, flyver de ud af min hverdag med overlydsfart. For good.
tirsdag den 12. april 2016
Mere skal der ikke til
Det regner ganske vist her, hvor jeg er.
Og dagen er også lidt lang. Slutter med teammøde, når eleverne er sendt hjem klokken 15.
Så har jeg været gårdvagt, og det er ikke min hofdessert at gå rundt derude i møgvejret og løse konflikter, når jeg kunne have siddet over min madpakke på lærerværelset.
Begynder desuden at blive lidt nervøs for, at min ene klasse skal trække mundtlig tysk til afgangsprøven, når der er udtræk næste mandag, for jeg kan næsten ikke vride et ord ud af dem i tysktimerne, og jeg er bange for, at det ville blive en jammerlig ynk til en eventuel prøve.
Faktisk vil jeg næsten hellere have ild i håret end føre de ordknappe englebasser op til prøve i mundtlig tysk.
Men det er fandme en skøn dag alligevel.
Årsag:
Følgende dialog, der udspillede sig i skolegården, hvor jeg, mens jeg var gårdvagt, mødte en pige fra den 8. klasse, jeg har til engelsk:
"Hej Mrs. English Teacher," sagde pigen (bortset fra at hun altså brugte mit rigtige, borgerlige navn). "Er det ikke dig, vi skal have i næste time?"
"Jo," svarede jeg, "det er det lige præcis."
Hvortil pigen lyste op i et stort smil og gav mig det svar, jeg allerhelst ville høre:
"YES!"
For mere skal der ikke til for at løfte min dag fra 4 til 10.
Så ukompliceret er jeg.
Bum.
lørdag den 9. april 2016
Biblioteksafgiftsdag
Normalt er jeg ikke fan af afgifter.
Biblioteksafgiften er dog en undtagelse. Netop denne afgift udmærker sig nemlig ved at flyde den rigtige vej: fra staten til ...
... MIG.
Woop, woop!
Jeg har oversat cirka 70 stykker litteratur fra engelsk til dansk for alle de største forlag i landet. Og det udløser altså en pæn bibliotekssum hvert år.
Den kom til udbetaling i går :-D
Og da penge aldrig får lov at ligge og mørne her hos mig, er jeg allerede i færd med at bestille en feriebolig i Bretagne i sommerferien.
Bum.
Der har jeg ikke været, siden Lucifer og jeg næsten cyklede derned med telt og luftmadras i sommeren 92.
Næsten.
For planen var at cykle til Bretagne. Men så blev vi sgu hængende på invasionskysten i Normandiet i stedet. 1800 kilometer i regn og modvind var ligesom nok.
Nu vil jeg gøre arbejdet færdigt. Tror dog, jeg tager Yarisen derned i denne omgang. Så er det også nemmere at få alle fire Rotter med.
torsdag den 7. april 2016
Så fik man sgu lige prøvet det med
Det er dagens sidste time. Du står ved tavlen i 9. klasse og er ved at undervise englebasserne i tysk. I er alle lidt trætte og glæder jer kollektivt, til de sidste 20 minutter af timen er gået.
Ud ad højre øjenkrog får du øje på en elev. Som sidder og sigter på dig med en spændt elastik.
Det er selvfølgelig lidt irriterende, for så ved du, at han ikke har fokus på det, du er ved at undervise ham i. Men du tænker ikke nøjere over det. For du ved også, at han aldrig kunne finde på at fyre elastikken af.
Han fyrer elastikken af.
Og den rammer dig lige i synet.
Shit.
Nu har han forrykket den kosmiske balance i klasserummet.
Ser du, der er og SKAL være et ulige magtforhold mellem lærer og elev. Det ligger i sagens natur.
Og når en elev foretager så stupid en handling som at angribe dig fysisk (også selv om det bare er med en lille elastik), ja, så må du som lærer reagere.
For du har lige tabt ansigt. Det ligger og kvabber rundt et sted på gulvet, og du er nødt til at have det samlet op så graciøst som muligt.
Du føler dig ydmyget og vred, men hvis du viser det for tydeligt, vil episoden blive til samtaleemne på årgangen, og det ønsker du ikke.
Du klarer heldigvis situationen professionelt.
Med alvorlig og behersket stemme sender du ungersvenden ud på gangen til 20 minutters refleksion. Uden iPad, mobiltelefon eller andre distraktioner.
Så kan han lære det.
Og det gør han også. I en grad så du får en uforbeholden undskyldning, da du taler med ham efter timen.
Sådan en får du også af drengens mor, da du har skrevet til hende i kontaktbogen på intra og orienteret hende om episoden. So far, so good.
Men hvorfor helvede skete det overhovedet?!
Jeg ønsker mig respekten for lærerne tilbage.
Bum.
onsdag den 6. april 2016
Om selvmedlidenhed
Hulk.
Du kender sikkert situationen:
Du har været i dit morgenbrusebad. Og kommer så til at lave en fejl.
En GIGAfejl:
Du tørrer dig i dit håndklæde.
En dum handling. Med et skæbnesvangert resultat.
Til at begynde med bemærker du kun et enkelt lille stik af smerte. Og du har ganske vist bange anelser, for du har førhen oplevet lignende småsmerter. Og nogle gange er det blevet ved skrækken. Mens det andre gange er gået galt.
Du håber inderligt på den version med skrækken.
Men dine bange anelser forstærkes, da du minutter senere skal tage strømper på, og du mærker smerten igen. Endnu ikke nogen stærk smerte. Men ildevarslende, fordi du har erfaring.
Du skal også have sko på den dag.
Og ...
Oh no.
:-(
Could it be ... ?
Og ja.
Det kunne det så.
PIS:
Et back attack. Endnu et.
Oh my god.
Jeg skylder nye læsere at fortælle, at jeg er velsignet med nogle enestående rygstykker. Som rigtig har forkælet mig.
Med TO FUCKING DISKUSPROLAPSER.
For det meste ligger disse prolapser nærmest i dvale.
Så er jeg frisk. Og løber halvmarathon. Og danser til alle de fantastiske popsange, der fosser ud af radioen i mit køkken. Og tonser rundt i haven.
MEN.
Somme tider.
Suk.
Somme tider gør jeg noget vildt og dumt. Som for eksempel at tørre mig med mit håndklæde efter mit morgenbrusebad.
Eller ... øh ...
Nej ... vel?
Det er sgu hverken vildt eller dumt. Det er en helt almindelig, harmløs dagligdags handling.
Og alligevel vælger mine idiotiske rygstykker, at netop denne handling GODT NOK er en tand for meget. DET kan jeg simpelt hen ikke byde dem. Det er for GALT!
Så de står af.
Bum.
Sidste gang stod de af fra december 2014 til juni 2015. Et helt fucking halvår. Med fuldstændig ulidelige smerter. Så jeg ikke sov om natten, men til gengæld græd mig i tøjet hver morgen.
Jeg græd mig også ind og ud af bilen, når jeg skulle til og fra arbejde. I en grad så forbipasserende kolleger blev melhvide i ansigterne af bekymring.
Jeg kan ganske enkelt ikke beskrive i malende vendinger nok, præcis hvor ondt det gør.
Men jeg prøver selvfølgelig alligevel:
Forestil dig, at du aldrig kan finde en position, der er smertefri. Hverken lodret eller vandret. Aldrig.
Forestil dig, at du ikke kan vende dig i sengen uden næsten at skrige af smerte, fordi nogen står og jakker den ene issyl efter den anden i ryggen på dig. Og at du derfor ikke på noget tidspunkt når helt ned i den gode, dybe søvn.
Forestil dig, at du IKKE EN GANG KAN TAGE EN FUCKING INDÅNDING uden smerte. (Hvor mange gange trækker man mon vejret om dagen? MANGE, if you ask me!)
Forestil dig at være rystende angst for at skulle nyse eller hoste.
Og forestil dig så lige, at det sortner for øjnene af dig på grund af ... jep, rigtigt gættet: smerte. Når du sidder på tønden og forsøger at tørre dig. Og at du er særligt bange for at besvime lige der, fordi du har låst døren.
Det er SÅ modbydeligt. Og sidste gang måtte jeg udholde det i seks måneder.
Nu er den så gal igen. Der er heldigvis gået næsten et år. Men for satan altså.
Jeg er grædefærdig.
Det påvirker mit humør at skulle leve i smerte 24/7.
Og det værste er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal undgå disse attacks. Det er jo helt almindelige handlinger, der udløser dem.
Og det værste er også (hvis der altså kan være TO ting, der begge er værst ;-)) at jeg ikke ved, hvor lang tid der vil gå, før jeg er frisk igen. Erfaringen siger mellem tre og seks måneder.
Og inden en velmenende fysioterapeut skriver gode råd til mig:
Jeg har været ved læger. Ved fysioterapeuter. Jeg er blevet scannet. Blevet røntgenfotograferet. Har fået massage. Varmebehandlinger. Kuldebehandlinger. Akupunktur. Strømbehandlinger. Masser af smertestillende præparater. Jeg laver syv forskellige ryg- og maveøvelser (når jeg husker det). Og sørger for at holde mig i gang - for eksempel ved at tage på arbejde hver dag og gå lange ture med Ladyen.
JEG GØR ALT DET RIGTIGE.
Og lige meget nytter det.
Hulk.
søndag den 3. april 2016
Søndag
Er stadig syg, og det er noget pis.
Dels fordi det næsten altid er i ferier eller weekender, jeg lægger mig. Og dels fordi jeg er NØDT til at møde på job i morgen tidlig, også selv om jeg formentlig endnu ikke er rask.
Det lyder idiotisk, I know. At jeg ikke har tænkt mig at lytte til krop og helbred. I min optik er det er ikke heroisk at møde op og smitte andre. Og jeg får sgu heller ikke noget skulderklap for det.
But WHY then?
Jo, jeg gør det af ren pligtfølelse. Mandag betyder fire tysktimer på 9. årgang. Vi er endnu ikke nået igennem pensum. Og der er tre ugers reel undervisning tilbage. Såøh ...
Søndag er heller ikke fed, fordi Barn 4 på 11 savner nogen at lege med. Og der er sgu aldrig rigtig nogen, der ringer og spørger, om hun har lyst.
Det er lidt synd. Og det er lidt mærkeligt. For det er ikke, fordi hun ikke har gode veninder. Hun har tit nogen med hjem fra skole.
Men jeg tror bare, at hun selv er så god til at opsøge legeaftalerne, at andre måske ikke tænker på at spørge den anden vej. Eller også er det hendes status som delebarn, der får andre børns forældre til at mene, at det er besværligt at kontakte os, når de ikke ved, om hun tilbringer weekenden hos mig eller Lucifer.
I hvert fald er det øv, at det altid er hende, der skal tage initiativet. Nu er hun cyklet hen til en veninde for at banke på.
De skal sgu nok falde i god jord. Og så tænker jeg, at de blomkålsfrikadeller, jeg har på tegnebrættet, også nok skal glide ned ;-)
Nå, men jeg vil sætte i gang. Tror, jeg vil begynde med to Pamol. Og så står den ellers på oprydning, opvask, tøjvask, støvsugning, indkøb og gødning af 800 kvadratmeter mosinficeret græsplæne.
Hvor er det fedt med sådan en sygedag, hvor man rigtig kan tage den med ro.
lørdag den 2. april 2016
Lørdag
Indledte fridagene i går aftes ved at invitere smukke Barn1 og Tyskeren (læs: fruens prøjsiske svigersøn, red.) hjem til middag.
Moussaka, nammenam!
Følte mig eventyrlysten og tænkte, jeg ville prøve en ny og spændende opskrift med både rødvin, sukker og kanel på ingredienslisten.
Fuck.
Det blev så til en bizar moussaka/gløgg-fusion, der var lidt svær at elske.
Nå, men det er nogle pæne og høflige børn, jeg har avlet, så der blev spist op. Og skyllet efter med en dejlig italiensk rødvin.
Havde så planlagt, at vi kunne kigge lidt på sommerferieboliger på nettet.
Jeg vil invitere alle Rotterne + Schwiegerratte et eller andet sted hen i sommerferien. Vi skulle bare beslutte hvilket land, vi kunne tænke os at rejse til, og så hyggesurfe lidt på ferieboligsiderne. En dejlig ting at bruge tiden på sådan en fredag aften :-)
So far, so good, og stemningen var skøn og sommeragtig.
Altså lige indtil det gik op for mig, at Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) og jeg har talt forbi hinanden om fordeling af uger i børnenes ferie.
Fuck igen.
Eller ... øh ... "talt forbi" er måske en lettere omgåelse af sandheden.
Faktisk forholder det sig sådan, at Lucifer og ambassadørdatteren (læs: eksmandens nye frille, red.) begge har meldt ferie på deres respektive arbejdspladser uden at konferere med mig.
Og jeg kan ikke selv ønske ferieuger. Jeg har ferie i uge 27-30, og det er ikke til diskussion.
Lucifer ville gavmildt lade mig have børnene i uge 30 og 31.
Øh ...?
Så pludselig pegede nålen i retning af, at jeg ville få fucking EN sølle uges ferie med børnene. Og i den anden af de to uger, hvor de skulle være hos mig, ville jeg skulle på arbejde.
Hrmpf!
Nå, men det tog selvfølgelig spidsen af lyksaligheden i går aftes.
Nu er det heldigvis lørdag.
Og jeg har lige haft Lucifer i røret.
Efter jeg er gået fra ham, har jeg fået mod til at sige fra og forlange nogle ting. Venligt, men bestemt. (Som for eksempel bede om ret og rimelighed i sommerferien.)
Det har jeg aldrig turdet før. Han er en skræmmende modstander. Manipulerende og pissegod med ord, og det var mig, der blev den lille i ethvert opgør.
But guess what: Miraklernes tid er ikke forbi, hehe.
Så jeg FÅR sgu mine to uger med Rotterne. Og nu skal vi bare vælge mellem Frankrig og Italien.
Skønne lørdag :-D
Øh ... bortset fra at Ladyen må have smittet mig, da jeg var hos hende i sidste uge, og hun var syg.
Ondt i halsen. Ondt i hovedet.
Halleluja.
Og fuck igen.