Om religion

I går morges kunne jeg med dyb forfærdelse læse, at et dansk forældrepar har mistet tre af deres fire børn under søndagens terrorbombninger af kirker og hoteller i Sri Lanka.

Og tre uskyldige børn har mistet livet.

Det er selvfølgelig også frygteligt for alle andre, som har lidt meningsløse tab i forbindelse med anslagene i forgårs.

Men jeg føler, jeg i en eller anden grad lettere kan relatere til den danske familie. 

Dels er jeg jo selv dansker, og dels har jeg også fire børn.

Selv om min evne til at relatere af indlysende årsager ganske vist stopper her, har jeg somme tider tænkt, hvor ødelæggende det måtte være for mig, hvis mine børn kom noget til. For eksempel hvis de var hoppet på et fly med deres far. Og der skete en ulykke, så de med et slag blev fjernet fra mit liv. 

Jeg ville aldrig nogensinde blive det samme menneske igen.

Og det tænker jeg heller ikke, det danske forældrepar fra Sri Lanka-tragedien bliver.

At de har mistet deres børn som følge af en bevidst og formentlig nøje planlagt handling gør ikke situationen bedre.

Tværtimod.

Det er åbenbart islamister, der mistænkes for at stå bag. Og det forbavser mig ikke. Der er ligesom noget ved selvmordsbombere, der peger mod et bestemt religiøst tilhørsforhold.

Og det gør ikke min holdning til konceptet religion mildere.

For jeg synes, at religion er en af de mest idiotiske konstruktioner i universet.

Religion har gang på gang været årsag til had, diskrimination, forfølgelse, krig og terroranslag.

Det er det perfekte middel til at styre og undertrykke hele befolkningsgrupper.

Og jeg tror sgu ikke, der er nogen af verdensreligionerne, der kan sige sig fri for at have gjort sig skyldig i uhyrligheder af en eller anden art.

Jeg behøver blot at nævne jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig, undertrykkelse af kvinder i ortodokse jødiske miljøer, katolske præsters misbrug af små drenge, Islamisk Stat, radikale buddhistmunkes voldsanslag mod muslimer i Myanmar. Kastesystemet i hinduismen. Og jeg tror sgu, jeg kunne blive ved og ved.

Den ene modbydelighed efter den anden. Både religionerne imellem og inden for samme religion.

Til gengæld har det været sådan hele vejen op igennem historien i de sidste par tusind år.

Der er ganske vist dem, der siger, at det ikke er religioner, der foretager nederdrægtige, brutale handlinger, men derimod mennesker. 

Og det kan der selvfølgelig være noget om. 

Men hvis man forulemper andre i sin religions navn eller som følge af at være blevet ansporet til en bestemt adfærd af sin religion, eller fordi man har en negativ holdning til mennesker, der bekender sig til en bestemt religion, kan man vel ikke afvise, at religion på en eller anden måde er fedtet ind i det.

(Som et lille eksempel kan jeg da bare lige nævne, at danske racister helt sikkert er blevet bestyrket i deres snæversynede, antimuslimske holdninger af de tåbelige terroranslag i Sri Lanka. Også selv om fredelige herboende muslimer intet har med sagen at gøre.)

Og da jeg samtidig er ret overbevist om, at enhver gud er en stærkt fiktiv størrelse, er min holdning klar:

Afskaf lortet. Eller lad i det mindste tro være en privatsag.

For det er virkelig ærgerligt, at trosretninger skal spille så stor en rolle for de holdninger og den adfærd, mennesker viser hinanden.