Så gør jeg det lige igen.
Skriver et ikke-indlæg. Mest for at fortælle, at der stadig er puls.
Jeg er med andre ord igen landet i forstadsvillaen for en meget begrænset stund. Mellem to ferier.
Denne gang har jeg været i Harzen. Med Barn 3 og 4.
Fin ferie. Dog med en enkelt not-so-good, som jeg kommer ind på senere.
Vi boede i Goslar. Nærmere betegnet her:
Lige midt på torvet. Ved siden af det gamle rådhus. Hvor vi til Rotternes begejstring havde fået tildelt ... TÅRNVÆRELSET. Wuhuuu 💃💃💃 (Lidt royale har man da lov at være, og det er Rotterne, der titter ud til folket ad vinduet i tårnet.)
Nå, men Harzen er kort fortalt et besøg værd. Navnlig, hvis du ikke synes, du er omgivet af danskere nok hjemme i Danmark. Man skal i hvert fald passe på med at snakke for højlydt om folk bag deres ryg.
Er man i Goslar, må man ikke gå glip af Rammelsberg-minen. Den ser således ud over jorden:
Og således under:
Yeah, well, næste gang kunne man overveje at bruge blitz dernede i mørket.
Minen er på Unescos verdensarvsliste. Og med god grund. Det var et virkelig spændende og informativt besøg, hvor vi hørte om minedrift i 1000 år.
Vi besøgte også Brocken. Som på dansk hedder Bloksbjerg. Frygtede lidt, at de ville beholde mig deroppe, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.
Vil man besøge Bloksbjerg, kan man ikke køre derop i bil. Men man kan springe på en hestevogn i byen Schierke eller på et damptog samme sted. Vi valgte at parkere bilen i Schierke og vandre resten af vejen til toppen.
Og damn for en smuk tur. Og stejl. Med en gazillion klipper, der skulle forceres. Og så i 34 graders varme. Vand havde vi naturligvis ikke med. Men så er det jo godt, at den slags kan købes på toppen.
Hvad man også kan købe på toppen er adgang til en udstilling om stedets politiske, historiske og geologiske betydning.
Vi valgte at tage toget ned. Trætte efter to timers opstigning i heden.
Bad choice.
For det skulle koste ... FUCKING 73 EURO at køre de sølle ni kilometer (eller deromkring) ned til Schierke. Et rip-off af fuldkommen monstrøse dimensioner!
Wernigerode er en fed by. Med bindingsværksidyl helt ud i det mindste atom. (Og heldigvis med iscaféer og andre gode steder, hvor man kan køle sig ned i den svitsende hede.) Helt klart også et besøg værd.
Og sådan er det i Harzen: smuk natur, fine seværdigheder og bindingsværksidyl.
Så se bare at komme af sted. Ned til alle de andre danskere.
Slog et smut omkring Designer Outlet Neumünster på hjemvejen. Fuck for et koncept. Meget amerikansk. Som i MEGET.
Men jeg havde lovet Barn 4, som, til forskel fra de fleste af sine søskende, er modefreak, at vi ville køre forbi.
Og når alt lort om overfladisk kommercialitet er sagt, så ER det altså billigt dernede. For 1000 kroner fik barnet et par Hilfiger-jeans, en Calvin Klein-bluse og et par Puma-sko.
JEG benyttede til gengæld lejligheden til at få købt et par gaver og lidt tøj at spille tennis i (yep, jeg er begyndt at spille tennis, og det er SPAS 💃).
Nå, men nu til den not-so-good bette ting, jeg har lovet at berette om:
Mens vi har været væk, har Eksmanden (formerly known as Lucifer her på bloggen) fodret vores missekat, Tove. Altså stillet vand og mad til hende i garagen.
Og for at gøre det nemt for ham, lukkede jeg i søndags op for vandforsyningen til haven, så han bare kunne bruge den haveslange, der hænger ved garagedøren.
Hvad jeg IKKE lige tænkte på, var, at jeg sådan set også har et drivhus. Som jeg ikke har nået at tage i brug i år og derfor ikke rigtig færdes i.
I drivhuset sidder en vandhane. Og DEN vandhane har været lukket op siden sidste efterår, for at der ikke skulle stå vand i rørene ned gennem haven i perioder med frost.
Så da jeg åbnede for vandforsyningen til haveslangen ved garagen, åbnede jeg også for vandforsyningen til mit fucking DRIVHUS.
Og så tog jeg til Harzen ...
... mens vandet ...
... PISSEDE UD AF VANDHANEN I DRIVHUSET.
I går blev jeg så ringet op af en nabo. Han ville bare sige, at han ikke kunne forstå, at der løb en masse vand ned i hans have. Oppe fra min.
Fuck!
Fuck, fuck, FUCK!
Så jeg har altså hældt vand ud i haven. I SEKS DAGE.
Tjekkede lige min vandmåler. Der er røget svimlende 150 kubikmeter vand ud af min hane, mens jeg har drukket fadbamser og spist currywurst
i Tyskland.
Det koster 5.700 kroner. Heraf tre fjerdedele i VANDAFLEDNINGSAFGIFT. Øh ... uden at jeg har brugt kloaksystemet.
Så det er fandme surt. Med agurkesalat og sauerkraut på.
Nå, men nu vil jeg slutte. Jeg skal pakke. Spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 4 og suser til København i morgen. Der vil vi støde til Barn 1 og sammen med hende besøge Barn 2, som studerer ved DTU. Vi bliver hængende indtil på torsdag. Og det bliver SÅ hyggeligt 😊 (Barn 3 holder vi udenfor, men det er mest, fordi han er taget til Polen, og ikke så meget fordi vi ikke kan lide ham.)
Tænker lige, at jeg tjekker en ekstra gang, at alle haner på matriklen er forsvarligt lukket, inden afgang.
Og nu er det så endt med, at mit ikke-indlæg alligevel er blevet til et indlæg.
Så løgnagtig kan jeg altså være.
Take care now, og så høres vi ved.
Bum.
søndag den 29. juli 2018
søndag den 22. juli 2018
Touching base
Yep.
Just touching base.
Det betyder oversat til dansk:
"Her-kommer-en slags-pseudoindlæg-som-ikke-er-et-rigtigt-indlæg-fordi-jeg-ikke-har-tid-til-at- skrive-langt-og-uddybende-men-som-bare-skal-fortælle-min-trofaste-læserskare-at-jeg-er-okay-og-blot-spartler-sommeren-ud-med-væg-til-væg-ferieaktiviteter"
Nå, men disse ferieaktiviteter kan i stikordsform koges ned til:
BORNHOLM MED CYKELTUR, VANDRETUR, VM-FODBOLD, HAMMERSHUS, OPALSØEN, GUDHJEM, SVANEKE, HELLIGDOMSKLIPPERNE, EKKODALEN, RYTTERKNÆGTEN, ØSTERLARS RUNDKIRKE, STRANDTUR PÅ DUEODDE, CHRISTIANSØ og FISK.
Kom hjem i lørdags efter en motherFUCKING ferietrafik hen over Fyn. Tænker, det er noget pis, at de VIPs, der sidder og skal træffe beslutninger om den danske infrastruktur ... ALLESAMMEN SIDDER I FUCKING KØBENHAVN.
Så jeg var naturligvis ikke overrasket over at se motorveje i en ret bred radius omkring hovedstaden med HELE FIRE spor i hver retning. Mens de stakkels fynboer må nøjes med to. Ikke særlig smart, når man indtænker, at Fyn er en
FUCKING FLASKEHALS!!!
Og når jeg nu ER ved at bitche over infrastrukturen, så er der TO ting vedrørende broer, som pisser mig af:
Just touching base.
Det betyder oversat til dansk:
"Her-kommer-en slags-pseudoindlæg-som-ikke-er-et-rigtigt-indlæg-fordi-jeg-ikke-har-tid-til-at- skrive-langt-og-uddybende-men-som-bare-skal-fortælle-min-trofaste-læserskare-at-jeg-er-okay-og-blot-spartler-sommeren-ud-med-væg-til-væg-ferieaktiviteter"
Nå, men disse ferieaktiviteter kan i stikordsform koges ned til:
BORNHOLM MED CYKELTUR, VANDRETUR, VM-FODBOLD, HAMMERSHUS, OPALSØEN, GUDHJEM, SVANEKE, HELLIGDOMSKLIPPERNE, EKKODALEN, RYTTERKNÆGTEN, ØSTERLARS RUNDKIRKE, STRANDTUR PÅ DUEODDE, CHRISTIANSØ og FISK.
Kom hjem i lørdags efter en motherFUCKING ferietrafik hen over Fyn. Tænker, det er noget pis, at de VIPs, der sidder og skal træffe beslutninger om den danske infrastruktur ... ALLESAMMEN SIDDER I FUCKING KØBENHAVN.
Så jeg var naturligvis ikke overrasket over at se motorveje i en ret bred radius omkring hovedstaden med HELE FIRE spor i hver retning. Mens de stakkels fynboer må nøjes med to. Ikke særlig smart, når man indtænker, at Fyn er en
FUCKING FLASKEHALS!!!
Og når jeg nu ER ved at bitche over infrastrukturen, så er der TO ting vedrørende broer, som pisser mig af:
- Hvorfor bliver Storebæltsbroen VED med at koste penge at køre over? Lovede de der idiotiske trafikpolitikere ikke, at broafgiften ville ophøre, så snart opførelsen af motherfuckeren var BETALT? Well, det er den altså, så vidt jeg ved, blevet flere gange nu, men jeg ser sgu ikke ordet "Gratis" nogen steder, når jeg skal passere den. Jeg ser derimod et skilt, hvor der står hit med 240 kroner!
- Hvilket til gengæld er for INTET at regne mod prisen for at krydse fucking ØRESUND! 430 gode danske kroner for at køre over den lille pisbro. Jeg troede sgu, jeg skulle få et apoplektisk anfald. Hvem HAR dog lyst til at betale så mange penge for at komme til Sverige?!
Nå, men har jo så været hjemme i en god uge nu. Som jeg har tilbragt i min elskedes favn. I det omfang, vi har kunnet holde ud at opholde os i hinandens favn altså. Varmegenereringen, you know. Næsten ikke til at udholde, når Gud i forvejen har smidt godt med brændeknuder i sin store kamin. Og det har han sandelig i år.
Stikord fra ugen:
UDELIV, IS, GRILLHYGGE, MØNSTED KALKGRUBER, VANDRETUR I MOLS BJERGE, NETFLIX, BØGER, SOMMERELSKOV, OSETUR I EBELTOFT, STRAND, KATTEDØD (yes, desværre har jeg mistet lille Hilmer, som blev ramt af en bil i tirsdags, og jeg har således været temmelig grådlabil i perioder, men mere om det en anden gang), HJEMMEBAG og MERE IS.
Nu kan jeg til gengæld ikke skrive mere i denne omgang. Skal skynde mig at pakke, for i morgen tidlig fylder jeg Yarisen ud med bagage, topper op med Barn 3 og 4 og ruller en tur til Harzen.
Nyd nu fortsat din sommer, og så høres vi ved, før du aner det 💃💃💃
fredag den 6. juli 2018
Take care now
Nu siger jeg sådan set farvel.
Jeps.
Jeg forlader dig.
Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men jeg var faktisk også væk både i går og i forgårs.
I København. Fordi Store Søn (aka Barn 2) skulle forsvare sin bachelor ude på DTU, hvor han læser til kemiingeniør.
Han var meget nervøs. Havde brugt rigtig lang tid på at skrive sin opgave. Og havde i den forbindelse lavet et utal af forsøg i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe. Produktudvikling. Et eller andet top secret. Og VIGTIGT, hvis man skal tro på barnet selv.
Og han havde høje forventninger til sin egen præstation.
"Nu skal du ikke gå hen og blive en 12-talspige," formanede jeg ham moderkærligt, aftenen før han skulle op. Jeg støder i mit lærerjob på alt for mange 12-talspiger, og DE er fandme ikke i for god en stand.
Han forsikrede mig, at han ikke var sådan en pige.
Så gik han op, fik ti ... og blev lidt skuffet.
Men Mutti blev stolt! Og det bliver han også, når det hele lige får bundfældet sig lidt, er jeg sikker på.
Så nu kan han kalde sig bachelor. Og efter en velfortjent sommerferie tager han hul på kandidaten.
JEG er til gengæld tilbage i Randers nu.
Rotterne fløj med deres far til Madrid i går aftes, og jeg ser dem ikke igen før om to en halv uge.
Og i dag skal jeg pakke. For jeg skal også på ferie. Bornholm. Med en dejlig kvinde, som jeg elsker 💃💃💃
Vi har haft et lidt knastfyldt forår. Faktisk har vi været gået fra hinanden. Fucking TO gange. Det var mig, der blev forladt begge gange. Og det gjorde nas ad helvede til.
Men vi har fundet hinanden igen. Og er måske nu blevet mere bevidst om ikke at tage hinanden for givet. Meget sundt, tror jeg. Er heller ikke sikker på, at vi kunne klare et tredje brud, så vi må hellere holde fast og give hinanden den plads, vi har brug for.
Så jeg har lidt småtravlt. Med at pakke ferietaskerne. Men det er travlt på den fede måde 👍👍👍
Derfor vil jeg blot sige:
Pas på dig selv. Brug solcreme. Husk cykelhjelmen. Tænd ikke ild i naturen. Spis is. Dyrk masser af sommersex. Og NYD LIVET.
Og så høres vi sgu ved 😊
Jeps.
Jeg forlader dig.
Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men jeg var faktisk også væk både i går og i forgårs.
I København. Fordi Store Søn (aka Barn 2) skulle forsvare sin bachelor ude på DTU, hvor han læser til kemiingeniør.
Han var meget nervøs. Havde brugt rigtig lang tid på at skrive sin opgave. Og havde i den forbindelse lavet et utal af forsøg i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe. Produktudvikling. Et eller andet top secret. Og VIGTIGT, hvis man skal tro på barnet selv.
Og han havde høje forventninger til sin egen præstation.
"Nu skal du ikke gå hen og blive en 12-talspige," formanede jeg ham moderkærligt, aftenen før han skulle op. Jeg støder i mit lærerjob på alt for mange 12-talspiger, og DE er fandme ikke i for god en stand.
Han forsikrede mig, at han ikke var sådan en pige.
Så gik han op, fik ti ... og blev lidt skuffet.
Men Mutti blev stolt! Og det bliver han også, når det hele lige får bundfældet sig lidt, er jeg sikker på.
Så nu kan han kalde sig bachelor. Og efter en velfortjent sommerferie tager han hul på kandidaten.
JEG er til gengæld tilbage i Randers nu.
Rotterne fløj med deres far til Madrid i går aftes, og jeg ser dem ikke igen før om to en halv uge.
Og i dag skal jeg pakke. For jeg skal også på ferie. Bornholm. Med en dejlig kvinde, som jeg elsker 💃💃💃
Vi har haft et lidt knastfyldt forår. Faktisk har vi været gået fra hinanden. Fucking TO gange. Det var mig, der blev forladt begge gange. Og det gjorde nas ad helvede til.
Men vi har fundet hinanden igen. Og er måske nu blevet mere bevidst om ikke at tage hinanden for givet. Meget sundt, tror jeg. Er heller ikke sikker på, at vi kunne klare et tredje brud, så vi må hellere holde fast og give hinanden den plads, vi har brug for.
Så jeg har lidt småtravlt. Med at pakke ferietaskerne. Men det er travlt på den fede måde 👍👍👍
Derfor vil jeg blot sige:
Pas på dig selv. Brug solcreme. Husk cykelhjelmen. Tænd ikke ild i naturen. Spis is. Dyrk masser af sommersex. Og NYD LIVET.
Og så høres vi sgu ved 😊
Etiketter:
Kærlighed,
Rejser,
Rotterne,
Uddannelse,
Yeehaw!
onsdag den 4. juli 2018
Om pølser
Så gik det dovne lærersvin på ferie. Hehe 💃💃💃
(Der er faktisk nogle, som i mediernes onlinedebatter finder på at hævde, at lærere har 7-8 ugers sommerferie. Lad dem bare blive i troen. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde. Til mennesker med et mere rationelt mindset: Lærere har cirka fire ugers sommerferie. Vi bliver hængende på skolen, EFTER at eleverne er stoppet, og vi møder ind igen, FØR eleverne kommer tilbage.)
Jeg vil runde dette arbejdsår af med at skrive et sidste blogindlæg om jobbet: noget om pølser (går ellers rundt og påstår, at jeg er FÆRDIG med pølser, efter at jeg har fået en damekæreste (blink, blink), men det er jeg så ikke helt alligevel).
Nå, men historien handler i al sin enkelhed om, at mit team og jeg i sidste uge inviterede hele 7. årgang ned i fritidsklubben til en sommerferiehyggedag med vandkamp og hotdogs.
To af mine mænd (jeg er i team med fire mænd og nyder den opmærksomhed og respekt, det giver at være eneste kvinde) havde om morgenen været en tur i Føtex, hvor de havde købt pølsebrød, pølser og toppings i temmelig store mængder.
Så store mængder, at deres arme næsten så længere ud end normalt, da de kom traskende tilbage til skolen med i hvert fald ti indkøbsposer.
Og så er det sgudda heller ikke fedt at blive mødt med et lunkent blik fra fruen. Men det fik de altså, fordi de kun havde købt pølser med svinekød.
Jeg er normalt rigtig glad for svin. Det er de fleste etniske danskere.
Men det er ikke alle muslimer, der mønstrer helt den samme begejstring for netop den type kød. Og da vi HAR muslimske elever på årgangen, syntes jeg, det var lidt fesent kun at kunne tilbyde dem en kradser på vores sommerferiehyggedag.
Nu var det kun en enkelt muslimsk elev (vi kan jo kalde hende Özlem, selv om hun hedder noget andet), der var i skole den dag, men jeg syntes stadigvæk ikke, vi kunne være bekendt ikke lige at hapse en pakke kyllingepølser med på udflugten.
Det forslag blev ikke ligefrem mødt med jubelscener hos de to mænd, der havde stået for dagens indkøb. Ikke, fordi de er uempatiske, men fordi de var lidt trætte efter at have slæbt de mange poser hjem fra byen til fods og ikke havde trang til en ny tur. Forståeligt nok.
Så aftalen blev, at jeg ville suse forbi Rema 1000 for at indkøbe kyllingepølser på vejen ned i klubben.
Og som sagt, så gjort.
Jeg hentede vores købekort hos sekretærerne, gik i Rema, købte kyllingepølser og fortsatte hen i klubben, mens jeg ikke kan sige mig fri for at føle mig en smule frelst, når jeg sådan gjorde noget ekstra for en enkelt elev, som grundet omstændigheder, hun ikke selv var skyld i, ikke kunne spise som de andre.
Så blev det frokosttid, og de første svinekødspølser ramte stegepanderne. Og aldrig så snart var duften af stegt svin begyndt at brede sig på klubbens arealer, før Özlem indfandt sig i køkkenet.
"Det der spiser jeg ikke," konstaterede hun nøgternt og bestemt.
Det problem mente jeg imidlertid at have både forudset OG løst, så jeg svarede hende i glad forventning om et vist mål af påskønnelse fra hendes side.
"Jamen, vi har også kyllingepølser, Özlem. Jeg har købt kyllingepølser til dig!"
"Men jeg spiser det ikke," lød hendes overraskende svar lige så roligt og nøgternt som før.
Jeg kastede dog ikke uden videre håndklædet i ringen.
"Altså, der er jo ikke svinekød i. Det er KYLLING," blev jeg således ved.
Og nu kom så det udsagn, der var lige ved at få min kæde til at hoppe af. Eller i hvert fald få min cykel til at takke over.
"Jamen, det er ikke halal."
Det er ikke halal?!!!
Fuck altså!
Jeg plejer at sætte en ære i at møde minoriteter med åbenhed og imødekommenhed. Jeg træffer en del minoriteter via mit job, og jeg er meget opmærksom på ikke at forskelsbehandle nogen. Jeg tilhører også selv en minoritet og forventer at blive behandlet med samme respekt som andre.
MEN!
Her var min grænse tæt på at være nået. Dyr SKAL altså bløde ihjel, mens en eller anden fremsiger en bøn på arabisk? Come on!
Og desuden har barnet vist ikke rigtig styr på fakta. For 99% af alle danske kyllinger bliver faktisk halalslagtet, og jeg kender flere muslimer, som godt kan spise en kyllingepølse.
Jeg prøvede at undertrykke min irritation og tror også, at jeg havde held til det. For i virkeligheden er det jo Özlems FORÆLDRE, der er skyld i problemet.
De er meget ortodokse.
Så meget, at pigen faktisk ikke må omgås danske venner. Hun deltager aldrig i sociale aktiviteter i klassen. Vil ikke være med til at lege, når vi leger. Vil ikke være med til at spille. Hverken rundbold eller kortspil. Og hun må sikkert heller ikke tage med på skolerejse til Berlin, når vi skal derned til næste forår.
Fagligt er hun superdygtig, og hun har høje ambitioner i forhold til uddannelse og karriere. Men hvis det går hende, som det er gået hendes ældre søstre (dem har hun naturligvis mange af), så bliver hun tidligt gift og får børn, og så er det slut med de ambitioner.
Forældrene selv har boet her i mange år. I hvert fald over 20, tror jeg. Men de taler desværre ikke dansk. Så de skal ledsages af deres dansktalende børn, når de skal handle eller til lægen eller ordne andre ærinder ude i samfundet. Det samfund, som vi andre lever i, og som er parallelt til deres.
Når de skal til møder på skolen, betaler kommunen for en tolk.
De arbejder ikke.
Og desværre er det i nogle kredse DEM, der tegner billedet af den stereotype muslim. Det er DEM, der puster til danskernes fremmedfrygt og giver DF vind i sejlene.
Selv JEG kan faktisk blive lidt utilpas, når jeg møder social kontrol som den, Özlem er udsat for.
Det er ærgerligt for alle de muslimer, der ønsker at lade sig integrere.
Nå, men for at runde pølsesnakken af, så måtte Özlem spise pølsebrød i sidste uge, mens vores kyllingepølser ved frokosttid i går blev stegt, puttet i pølsebrød og garneret med sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg, kapers og agurkesalat i lærerkøkkenet og sat til livs med største velbehag af mig og mine teamkolleger.
Nammenam!
Nu skal jeg pakke.
I eftermiddag spartler jeg Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 3 og 4, og så suser vil til Kbh, hvor Barn 2 i morgen skal forsvare sin bacheloropgave på kemistudiet på DTU.
Glæder mig til at fejre ham og kramme lidt på ham 💃💃💃
(Der er faktisk nogle, som i mediernes onlinedebatter finder på at hævde, at lærere har 7-8 ugers sommerferie. Lad dem bare blive i troen. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde. Til mennesker med et mere rationelt mindset: Lærere har cirka fire ugers sommerferie. Vi bliver hængende på skolen, EFTER at eleverne er stoppet, og vi møder ind igen, FØR eleverne kommer tilbage.)
Jeg vil runde dette arbejdsår af med at skrive et sidste blogindlæg om jobbet: noget om pølser (går ellers rundt og påstår, at jeg er FÆRDIG med pølser, efter at jeg har fået en damekæreste (blink, blink), men det er jeg så ikke helt alligevel).
Nå, men historien handler i al sin enkelhed om, at mit team og jeg i sidste uge inviterede hele 7. årgang ned i fritidsklubben til en sommerferiehyggedag med vandkamp og hotdogs.
To af mine mænd (jeg er i team med fire mænd og nyder den opmærksomhed og respekt, det giver at være eneste kvinde) havde om morgenen været en tur i Føtex, hvor de havde købt pølsebrød, pølser og toppings i temmelig store mængder.
Så store mængder, at deres arme næsten så længere ud end normalt, da de kom traskende tilbage til skolen med i hvert fald ti indkøbsposer.
Og så er det sgudda heller ikke fedt at blive mødt med et lunkent blik fra fruen. Men det fik de altså, fordi de kun havde købt pølser med svinekød.
Jeg er normalt rigtig glad for svin. Det er de fleste etniske danskere.
Men det er ikke alle muslimer, der mønstrer helt den samme begejstring for netop den type kød. Og da vi HAR muslimske elever på årgangen, syntes jeg, det var lidt fesent kun at kunne tilbyde dem en kradser på vores sommerferiehyggedag.
Nu var det kun en enkelt muslimsk elev (vi kan jo kalde hende Özlem, selv om hun hedder noget andet), der var i skole den dag, men jeg syntes stadigvæk ikke, vi kunne være bekendt ikke lige at hapse en pakke kyllingepølser med på udflugten.
Det forslag blev ikke ligefrem mødt med jubelscener hos de to mænd, der havde stået for dagens indkøb. Ikke, fordi de er uempatiske, men fordi de var lidt trætte efter at have slæbt de mange poser hjem fra byen til fods og ikke havde trang til en ny tur. Forståeligt nok.
Så aftalen blev, at jeg ville suse forbi Rema 1000 for at indkøbe kyllingepølser på vejen ned i klubben.
Og som sagt, så gjort.
Jeg hentede vores købekort hos sekretærerne, gik i Rema, købte kyllingepølser og fortsatte hen i klubben, mens jeg ikke kan sige mig fri for at føle mig en smule frelst, når jeg sådan gjorde noget ekstra for en enkelt elev, som grundet omstændigheder, hun ikke selv var skyld i, ikke kunne spise som de andre.
Så blev det frokosttid, og de første svinekødspølser ramte stegepanderne. Og aldrig så snart var duften af stegt svin begyndt at brede sig på klubbens arealer, før Özlem indfandt sig i køkkenet.
"Det der spiser jeg ikke," konstaterede hun nøgternt og bestemt.
Det problem mente jeg imidlertid at have både forudset OG løst, så jeg svarede hende i glad forventning om et vist mål af påskønnelse fra hendes side.
"Jamen, vi har også kyllingepølser, Özlem. Jeg har købt kyllingepølser til dig!"
"Men jeg spiser det ikke," lød hendes overraskende svar lige så roligt og nøgternt som før.
Jeg kastede dog ikke uden videre håndklædet i ringen.
"Altså, der er jo ikke svinekød i. Det er KYLLING," blev jeg således ved.
Og nu kom så det udsagn, der var lige ved at få min kæde til at hoppe af. Eller i hvert fald få min cykel til at takke over.
"Jamen, det er ikke halal."
Det er ikke halal?!!!
Fuck altså!
Jeg plejer at sætte en ære i at møde minoriteter med åbenhed og imødekommenhed. Jeg træffer en del minoriteter via mit job, og jeg er meget opmærksom på ikke at forskelsbehandle nogen. Jeg tilhører også selv en minoritet og forventer at blive behandlet med samme respekt som andre.
MEN!
Her var min grænse tæt på at være nået. Dyr SKAL altså bløde ihjel, mens en eller anden fremsiger en bøn på arabisk? Come on!
Og desuden har barnet vist ikke rigtig styr på fakta. For 99% af alle danske kyllinger bliver faktisk halalslagtet, og jeg kender flere muslimer, som godt kan spise en kyllingepølse.
Jeg prøvede at undertrykke min irritation og tror også, at jeg havde held til det. For i virkeligheden er det jo Özlems FORÆLDRE, der er skyld i problemet.
De er meget ortodokse.
Så meget, at pigen faktisk ikke må omgås danske venner. Hun deltager aldrig i sociale aktiviteter i klassen. Vil ikke være med til at lege, når vi leger. Vil ikke være med til at spille. Hverken rundbold eller kortspil. Og hun må sikkert heller ikke tage med på skolerejse til Berlin, når vi skal derned til næste forår.
Fagligt er hun superdygtig, og hun har høje ambitioner i forhold til uddannelse og karriere. Men hvis det går hende, som det er gået hendes ældre søstre (dem har hun naturligvis mange af), så bliver hun tidligt gift og får børn, og så er det slut med de ambitioner.
Forældrene selv har boet her i mange år. I hvert fald over 20, tror jeg. Men de taler desværre ikke dansk. Så de skal ledsages af deres dansktalende børn, når de skal handle eller til lægen eller ordne andre ærinder ude i samfundet. Det samfund, som vi andre lever i, og som er parallelt til deres.
Når de skal til møder på skolen, betaler kommunen for en tolk.
De arbejder ikke.
Og desværre er det i nogle kredse DEM, der tegner billedet af den stereotype muslim. Det er DEM, der puster til danskernes fremmedfrygt og giver DF vind i sejlene.
Selv JEG kan faktisk blive lidt utilpas, når jeg møder social kontrol som den, Özlem er udsat for.
Det er ærgerligt for alle de muslimer, der ønsker at lade sig integrere.
Nå, men for at runde pølsesnakken af, så måtte Özlem spise pølsebrød i sidste uge, mens vores kyllingepølser ved frokosttid i går blev stegt, puttet i pølsebrød og garneret med sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg, kapers og agurkesalat i lærerkøkkenet og sat til livs med største velbehag af mig og mine teamkolleger.
Nammenam!
Nu skal jeg pakke.
I eftermiddag spartler jeg Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 3 og 4, og så suser vil til Kbh, hvor Barn 2 i morgen skal forsvare sin bacheloropgave på kemistudiet på DTU.
Glæder mig til at fejre ham og kramme lidt på ham 💃💃💃
søndag den 1. juli 2018
Folks børn altså
"Vi vil have is! Du skal give os is!"
Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.
Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.
7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.
Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.
Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.
"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.
"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.
"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."
Det var imidlertid ikke helt sandt.
Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.
Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.
Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.
"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.
Og tak for det, dreng.
Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.
Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse.
Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!
"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.
"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."
Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈
Men jeg fortsatte skånselsløst:
"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.
Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.
Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?
I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."
Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.
Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.
Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.
Naive mig.
Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.
Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.
7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.
Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.
Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.
"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.
"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.
"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."
Det var imidlertid ikke helt sandt.
Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.
Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.
Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.
"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.
Og tak for det, dreng.
Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.
Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse.
Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!
"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.
"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."
Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈
Men jeg fortsatte skånselsløst:
"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.
Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.
Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?
I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."
Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.
Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.
Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.
Naive mig.
Etiketter:
Børn,
Hrmpf!,
Job,
Moral,
Uanstændighed
Abonner på:
Opslag (Atom)