Store krav

Har lige købt et par halvdyre italienske jeans. De er flotte og sidder ret godt. Fordi de ikke er lavtaljede.

Jeg HADER lavtaljede bukser og kan ikke se, hvordan fanden man kan synes det er fedt, at man ikke kan bøje sig frem uden at velsigne omgivelserne med muligheden for et kig langt ned i møntindkastet mellem ballerne.

For slet ikke at tale om forsiden. Hvad nu, hvis der stikker noget loddent ovenud? (Det gør der selvfølgelig ikke, for jeg er som regel ret veltrimmet, if you catch my drift. Men hvad nu hvis?)

;-)

Og har man født et barn, er der nok hos nogle en risiko for, at mavepøllen flyder ud over buksekanten. Som hævet bolledej i en lidt for lille skål.

Så nej. Det spiller fandme ikke.

Men disse jeans er super og sidder rigtig pænt på min kvindemås.

Ville så lige vaske dem. Og tjekkede vaskeanvisningen:

Øh ...?

Tager jeg mon fejl, eller står der virkelig, at jeg skal vaske mine jeans på vbangen og undgå kontakt med lyst tøj, tilbehør og møbler?

Hvad fanden mener de? Jeg er i vildrede. Og så på en mandag :-(

Måske skulle jeg bryde budskabet ned i enkeltdele for at lette min egen forståelse:

Den kode med "vbangen" har jeg allerede knækket.

Og "lyst tøj" giver nogenlunde sig selv.

Men hvad betyder egentlig "tilbehør"?

Altså smykker og hårpynt? Eller bælter, tasker, punge? Eller måske elektroniske accessories som headsets og computerladere?

Who knows? Men for en sikkerheds skyld burde jeg nok undgå det hele, når jeg har bukserne på.

Foruden møbler altså.

"Undgå kontakt med møbler."

Det havde sikkert været en smal sag, hvis jeg havde været buddhistmunk eller fange i et irakisk fængsel.

Men nu er det altså sådan, at det er jeg ikke. Og at jeg til min nyindkøbte forstadsvilla har investeret i en ordentlig motherfucker af en hjørnesofa i luksusflyderklassen.

Og her sidder jeg nu. Trodsigt. Iført mine nye jeans.

Sikke en lille rebel jeg er.




 

Når "gratis" er et spørgsmål om definition

Sidder og lytter til den lystige snurren fra min nye vaskemaskine, hehe.

Hvis du har fulgt med her på bloggen, ved du måske, at jeg har haft det vederstyggelige problem, at min vaskemaskine gik i stykker onsdag i påskeferien. Altså FEM FUCKING DAGE inden jeg kunne få fat i en reparatør.

Og i løbet af de fem fucking dage havde jeg så tid til at tage tanken om en reparatør op til overvejelse igen og igen og igen.

Sådan en skiderik er dyr i timeløn, tænkte jeg. En ny maskine er godt nok også dyr, men den er mere energivenlig end den gamle. Og den gamle maskine er fuld af tøjsnavs fra den gamle mand, der boede i mit nyindkøbte hus, før han solgte det til mig. 

Jørgen altså. Eller Jåren, som han hedder på den charmerende lokale dialekt.

Og det var lige præcis tanken om Jårens gammelmandstøjsnavs, der gjorde udslaget:

Ny maskine til fruen.

Så jeg kiggede mig om på nettet.

Først gik jeg til Elgiganten. Der har jeg handlet før, og de plejer at have nogle okay priser.

Og allerede på Google stødte jeg på de første gyldne løfter.

"Fri fragt uanset beløb," stod der således i deres Google Ad:

Og det lød jo meget godt i betragtning af en lærerstartløn som min, så jeg klikkede på linket. Og omgående tonede denne side frem på min skærm:

Der stod sgu det samme en gang til. Fri fragt. Ikke til at misforstå (så selv om den nørdede grammatiklærer i mig omgående studsede over, at man havde indsat et mellemrum inden udråbstegnet, fandt jeg ikke oplysningen suspekt ;-)).

Super! 

Så jeg klikkede videre, fandt den maskine, jeg ville købe, lagde den i min virtuelle indkøbsvogn, navigerede behændigt uden om butikkens forsøg på at opnå ekstrasalg i form af vaskepulver og andet tilbehør og gik til prisoversigten.

Og her er, hvad der kom frem på skærmen:

Der står: "Leveringsomkostninger 499."

Øh ...?!

499 kroner er måske Elgigantens definition af "gratis"? Eller er der mon forskel på "fragt" og "levering"?

Nå, men for at gøre en lang historie kort, så gad jeg ikke spilde tid på at opklare mysteriet og købte i stedet min nye maskine hos WhiteAway.com. 

Her lovede de nemlig også fri fragt. De definerede tilmed "gratis" som "nul kroner." Og det løfte ændrede sig ikke i løbet af købsprocessen.

Bum.

Lidt om diskrimination

Læste mit horoskop på MetroXpress i morges. Jeg er løve. Der stod:

"Du er positiv og i godt humør, og det smitter af på dem, du omgiver dig med. Der bliver mulighed for et godt grin eller flere, og du holder af at være social."

Jamen, så siger jeg tak for crap, lille MetroXpress! Det er sgudda store krav at stille mandag morgen. Hrmpf!

Nå, men jeg lagde ud med to timers tysk på 9. årgang. Og jeg mener HELE fucking 9. årgang, da den anden tysklærer på årgangen var på kursus, og det derfor tilfaldt heldige mig at passe alle englebasserne på en gang.

Jeg viste en film. Schwarzfahrer. 

Den handler om en sort mand, der stiger på en sporvogn i Berlin og sætter sig ved siden af en nydelig, men skide racistisk ældre dame, som bruger hele køreturen på at svine den sorte mand til. Sådan lidt i retning af Pia Kjærsgaard med Pia Kjærsgaard på (haha, det lyder sgu helt lesbisk, når jeg skriver sådan ;-)). 

Der var selvfølgelig opgaver til filmen. Englebasserne skulle blandt andet fortælle, om de nogensinde selv havde oplevet racisme eller diskrimination eller havde været vidne til det.

Svaret faldt i de fleste tilfælde uden tøven:

Nej, det havde de da ALDRIG nogensinde oplevet.

Jaså.

"Har I aldrig set Dansk Folkeparti føre valgkamp?" spurgte jeg så, idet jeg regnede med, at den slags er en del af pensum i samfundsfag.

"Øøøøhh, næh, jeg følger ikke med i politik," lød flere af de opvakte svar.

"Jamen, har I så heller ikke hørt om indvandrere, der nægter at give hånd til danskere?" spurgte jeg videre i min søgen efter et eller andet eksempel, de kunne relatere til.

"Njoh, måske, men ... øh ... naah, ikke rigtig alligevel ... vist nok," svarede nogle af dem kort og præcist.

"Men hvad så, når sådan en som mig hver eneste dag rundt omkring på skolen må høre elever sige ting som 'fucking homo,' 'fucking faggot' og 'fucking bøsse' til hinanden? Når elever bruger den slags nedsættende ord om en minoritet, som jeg tilhører?"

Nu havde jeg deres opmærksomhed, og flere af dem rullede med øjnene, opgivende over min uvidenhed.

"Altså, det er da ikke diskrimination. Det er da bare sådan, vi snakker." 

Right!

Og der var langt til at opfylde morgenens positive profeti i MetroXpress.

Epilog

Det hjalp, da jeg senere på dagen skulle undervise 8. årgang og refererede mit satans mandagshoroskop:

"Jamen, det er jo rigtigt, Frau Lehrerin," lød det således fra en hel del. "Når vi kommer i skole om morgenen og er sådan lidt trætte af, at vi skal starte med to timers tysk, så kommer du dansende ind i klassen og synger en eller anden sang, som du har hørt på Radio Nova i bilen, og så er det ikke så slemt at have tysk."

Tusind tak, 8. årgang!

Tror jeg nok.

Det kommer der af at have gået på University of Weird

For helvede altså, hvor kan jeg være sær.

Se nu bare, hvad jeg læser for tiden:

En udmærket bog på tysk, som jeg har købt i Faaborg, og som hedder Der Hundertjährige, der aus dem Fenster stieg und verschwand.

Håber fandme ikke, der er litteraturnørder, der læser med her på bloggen, da det, jeg har gang i, jo nærmest er helligbrøde.

For nu er sagen altså den, at denne bog faktisk er svensk. 

Og der findes en dansk oversættelse, som man kan købe på snart sagt hvert et gadehjørne, såfremt der ligger en boghandel. 

Og alle ved, at en bog mister noget, når den bliver oversat. 

Jeg ved det i hvert fald. For jeg har oversat henved 70 bøger fra engelsk til dansk, og det er knaldhamrende svært at få alle smånuancer med, når man bevæger sig fra et sprog til et andet. 

Så hvorfor pokker vælger jeg at købe en bog, der ikke alene er oversat fra originalsproget, men også er oversat til et sprog, som ikke er mit modersmål, så den i princippet skal oversættes en gang til inde i mine hjernevindinger?

Det er jo University of Weird.

Men jeg er en spade til tysk.

Og jeg underviser i lortet, så det er en uønskelig tilstand.

Så jeg har brug for sprogtræning.

Og hvis jeg skal have den sprogtræning, der ligger i at læse en bog på tysk, så skal det dælanedme være en god og underholdende bog.

Og jeg har ikke den store tiltro til tyske forfattere (måske fordi jeg ingen kender).

Derfor en svensk bestseller på prøjsisk.

Den næste tyske bog, jeg skal læse, hedder Das Turmzimmer og er skrevet på dansk af Leonora Christina Skov, den lille lesbiske lækkermås.

Og, apropos godter, så må jeg hellere fiske flæskestegen ud af ovnen.

Jeg har fået menstruation (og er således ikke gravid, selv om jeg har dyrket ubeskyttet sex,  høhø). Har derfor trang til at trykke en masse fedt og salt ind. 

Og så var stegen på tilbud i Rema 1000.

Efter et langt tilløb ...

... har jeg endelig taget skridtet!

Jeg har oprettet en side på Facebook. Til Dropsene.

Det har taget mig en bagatel af to år at nå den milepæl.

Og jeg er scared shitless. Bange for at klikke på noget, som afslører mig, når jeg roder rundt derinde. 

Som pludselig blæser et eller andet med De Syrlige Drops op på den forkerte væg. På den væg, hvor jeg kommunikerer med mennesker, der absolut ikke behøver at vide, at jeg også laver drops.

Mine kolleger for eksempel.

De behøver fannerme ikke vide, hvad der gør Frau Deutschlehrerin våd i trussen.

Det behøver mine forældre heller ikke. Eller rotterne (læs: mine børn, red.). GYS!

Samtidig vil jeg som blogger naturligvis gerne gøre mig så lettilgængelig for mine læsere som muligt. 

Derfor Facebook.

Ses vi der? 

Lidt om en bog

Jeg er forelsket.

Mest i Ladyen altså.

Men også lidt i en bog, jeg har købt.

Den hedder Fuck, en lækker røv! Og den er ret hypet (så du har måske allerede læst så meget om den, at du snart ørler ud over dit tastatur). 

Den ser i øvrigt sådan ud:

Og er skrevet af Susanne Staun ...

... som jeg aldrig havde hørt om, før jeg for nogle lørdage siden satte mig til rette i ventesofaen hos min frisør og dermed fandt mig selv med en dejlig kop nyrørt pulverkaffe med tørfløde (nammenam) i den ene hånd og et trykt eksemplar af Jyllands-Posten i den anden.

Her snublede jeg over et interview med omtalte fru Staun, som jeg skødesløst skimmede. Indtil noget altså pludselig gav mig en HA-oplevelse:

For:

Nu har Ladyen og jeg i årevis siddet og bitchet, når det lokale ligahold i basketball søger "feje drenge" til at tørre sved op fra banen under ligakampene (gad vide, om nogen mon har meldt sig frivilligt til det, for så er det sgudda offentlig selverkendelse, høhø).

Og ejendomsmæglere markedsfører huse med "ugenert beliggenhed." 

Og over apostrof s i Lasse's Pølsevogn.

Og når folk siger HÅNGklæde og HIMbær.

Samtidig har vi fornemmet, at vi tilhører en ret lille fraktion af danskere, som rent faktisk gør os megastor omhu med at bruge sproget rigtigt. Og at mange synes, det er lidt nørdet på den nederen måde, når man går op i at sætte sine kommaer korrekt. 

Lovlig finkulturelt, if you catch my drift.

For det er sgudda ligegyldigt med den der grammatiske korrekthed, når bare andre forstår, hvad man siger og skriver, ikke?

Well, not if you ask me, guys!

Jeg er faktisk irriteret over RØVTRÆT af at modtage grammatikhæmmede elever til fremmedsprogsundervisning oppe i min del af folkeskolen (7. klasse og opefter). Elever, som ikke en gang kan sætte et skide punktum (eller "pumptum," som nogle af dem siger).

Så står jeg der og skal fucking lære dem, hvad et substantiv er. Og et adjektiv. Og et verbum. Og et direkte objekt. Og et indirekte objekt. 

Alt sammen noget, som de burde have haft styr på, inden de nåede til tysk. 

Så jeg ikke skal spilde kostbar tid på at undervise dem i basisdansk. Hrmpf.

Men disse elever er tydeligvis ikke blevet undervist effektivt i grammatik på de yngre årgange. Måske fordi deres lærere selv har gået i skole for sent. Altså i eller efter 70erne, hvor grammatiske konventioner jo næsten blev forbudt ved lov i skoleundervisningen.

Der er også dem, der siger, at grammatik er alt for svært at lære for de små englebasser, so why bother? (Dette udsagn kommer sjovt nok ofte fra englebasserne selv.)

Sikke noget pølsesnak! 

Sprog er systemer. Ligesom computerspil er systemer. Og for mine englebasser på 7. til 9. årgang er det NO PROBLEMO at sætte sig ind i selv de mest komplekse computerspilsystemer. Den disciplin excellerer nogle af dem tilmed i midt i lektionerne.

Så kan de fandme også lære at sætte komma!

Hrmpf igen.

Men hey! Her kom så den gode, kloge fru Staun flintrende ind i mit liv og gjorde mig helt våd i trussen dernede hos frisøren for nogle lørdage siden :-D

For hun sagde i sit interview, præcis hvad Ladyen og jeg har tænkt de første 10.000 gange.

Mindst.

Det er fandme IKKE ligegyldigt med grammatikken. Den hjælper os til at udtrykke os præcist og undgå at fremstå som imbeciles i kommunikationen med andre.

HA!

En forbundsfælle! YAY :-D

Og ikke nok med det. For som jeg måske har antydet ovenfor, har fru Staun sgu også udgivet en grammatikbog.

"Oh happy day!" tænkte jeg i min momentane begejstring over at være stødt på en dame, hvis holdning til grammatik tilsyneladende gik helt pænt i indhak med min egen. 

Lige indtil jeg tænkte lidt mere.

For øh ... der fandtes altså allerede ret mange bøger om dansk grammatik.

Røvkedelige og stive. Old school. Bibliotekaragtige.

Så var det virkelig nødvendigt med endnu en?

Men min nysgerrighed var pirret, så efter frisørbesøget gik jeg ind til Arnold Busck og bladrede lidt i et eksemplar.

And guess what:

Jeg tror faktisk, at fru Stauns bog kan flytte et par ting hos en ret bred målgruppe.

I Fuck, en lækker røv! leverer damen nemlig grammatiske tips og opsange i et sprog med puls og på en måde, der er henførende out of the box. Tilmed pakket ind i en top dollar humor!

Den er ukonventionel og sjov, pimpet op med illustrationer og dagsaktuelle skræmmeeksempler, muahahaaaah.

Og i min optik leverer den varen til alle, der har brug for et grundkursus i dansk eller en hurtig brush-up uden at kede sig ihjel. 

Eller bare et godt grin til grammanørden.

Genialt.

Me like :-)

Så køb den!

Det har jeg gjort.

Bum.

(Bonusinfo: Susanne Staun leverer også blandet sprogguf på bloggen Mich&Susse, som klart er et besøg værd.)