Hehe 😄 Så har den dovne lærerinderøv ferie igen. Denne gang Kristi himmelfartsferiens fire dage.
Nice!
For selv om jeg ikke tror på gud, er jeg så tilpas dobbeltmoralsk, at jeg med glæde tager imod de fridage, kristendommen giver.
That's me 😋
Og formentlig også ret mange såkaldt almindelige og dermed proforma-troende danskere, som i virkeligheden helst ikke nærmer sig en kirke, medmindre det er jul.
Forskellen er bare, at jeg erkender, der er ... øh ... knaster i min tro 😉
Nå, men nu spekulerer du, allerkæreste læser, som en gal på, hvad i alverden jeg mon skal bruge al den frihed på.
Og du behøver ikke vente længe i åndeløs spænding. For nu udløser jeg den nemlig 💃💃💃
I dag skal matriklen "justeres". Det er SÅDAN et godt ord at bruge. For det camouflerer jo, præcis HVOR skralt det står til med både ryddelighed og renhed i såvel forstadsvilla som forstadshave.
Men ... øh ... ejendommen skriger faktisk lidt på opmærksomhed.
Og fuck, jeg hader praktisk arbejde. Vil altså hellere fede den.
I morgen skal matriklen til gengæld ... justeres lidt mere.
Pisseinteressante dage, jeg har i vente der. Men jeg tænker ikke, jeg kan blive færdig på én. Tænker egentlig slet ikke, jeg kan blive færdig.
😡
Nå, men dagen i morgen tager så lige et step op. I interessanthed (hvis man kan skrive sådan?).
For jeg skal spille tennis. For første gang i over to måneder.
Damn, det bliver spændende at se, om jeg kan holde til det 😱 Jeg render jo rundt med en hælspore, og den satte mig på krykker og dermed fuldstændig ud af spillet midt i marts. Megairriterende.
Jeg har godt nok stadig lidt ondt, men jeg har købt nogle gel-indlæg, som jeg prøver at bruge, og så må vi se. Er jo ved at blive skør i bolden af ingen motion at få 😵😵😵
Senere på dagen i morgen skal jeg på date.
Nåda!
Hvad siger du så?
Jeg siger woop, woop 💃💃💃
Jeg skriver med en dame. Og telefonerer. Og vi både skriver og taler pissegodt sammen. Og nu har vi altså aftalt at mødes IRL.
No strings though.
Det er ganske uforpligtende. Ingen forventninger om romantik. Jeg er i hvert fald blevet så klog, at jeg ikke kaster tankeløst rundt med mit hjerte. Hvis jeg altså kan undgå det. Det har mit seneste crush lært mig.
Damen i morgen er spændende i den forstand, at jeg ganske simpelt gerne vil se giraffen. Det er vist der, vi er.
Og det ER sgudda spændende at skulle mødes efter at have kommunikeret i månedsvis.
Jeg er selvfølgelig også lidt nervøs. For hvad nu, hvis vi bare sidder der i pinlig tavshed 😱
Awkward 😳
Der er dog intet i vores relation, der ligefrem indikerer, at der skulle være nogen form for pinlig tavshed under indflyvning. I lørdags snakkede vi således i telefon i 4½ time, så jeg kom i seng halv tre om natten. Faktisk har vi på en uge snakket i telefon i over 15 timer. Og jeg plejer ikke at bruge telefonen til andre samtaler end korte beskeder, så det er egentlig ret godt gået.
😂😂😂
Yeah. Det bliver som nævnt spændende at kunne sætte en rigtig person på alle de ord, vi har udvekslet 😄
Lørdag skal jeg til Pride i Aarhus.
Jeg har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden. For dels synes jeg, det er fedt at opleve stemningen og se, hvor mange mennesker der bakker op om mangfoldigheden. Og dels tænker jeg, at de idioter, der HAR fordomme mod homoseksuelle, ved synet af paraden vil finde mange årsager til at lade sig bestyrke i disse fordomme.
For helvede altså for nogle outrerede gestalter, man kan se til det arrangement. Nogle af dem er decideret vulgære og ikke særlig gode repræsentanter for vores minoritet.
Det er mest mændene, der er vulgære i deres lak og læder og falske bryster. Kvinderne er bare maskuline. Mange af dem i hvert fald.
Men jeg synes, det er fedt nok at være af sted, og så har jeg en date. Endnu en. Denne gang med en mand.
En af mine unge mænd fra jobbet. (Hvis du har fulgt med her på bloggen ved du, at jeg arbejder nært sammen med fire mænd, som allesammen lader til at kunne lide mig rigtig meget, selv om jeg kunne være mor til i hvert fald de tre. Og hvis du IKKE har fulgt med på bloggen, ved du det samme nu 😋)
Det er fjerde gang, jeg skal til Pride med denne unge mand. Så det er nærmest tradition, og det er pissehyggeligt. Måske kan vi få et par stykker af de andre til at støde til og drikke et par øl. Nammenam!
And that's it. Ikke flere planer for weekenden. Nice!
For som du måske ved, er jeg OGSÅ en sucker for fred og ro og alenehed. For at kunne gå rundt og klø mig, nøjagtig hvor det klør 😋
Så jeg tænker, der er et par damer, der skal skrives med. Og et par blogindlæg, der skal forfattes. Og nogle sider i en bog, der skal læses. Og nogle afsnit af The Handmaid's Tale, der skal køres ind.
Nu ser vi, hvad jeg får lyst til.
Take care now og hav en forrygende weekend 💜💜💜
torsdag den 30. maj 2019
mandag den 27. maj 2019
Om fremmedsprogstilegnelse
Tjah, det er jo det, jeg lever af. At lære mine elever engelsk. Blandt andet (som for eksempel tysk).
I en stadig mere globaliseret tid er det vigtigt at kende lidt til fremmedsprog.
Somme tider spekulerer jeg på, hvor meget englebasserne mon lærer. Kommunikativ kompetence - evnen til at formidle et budskab - kan være lidt svær at måle.
Ikke som matematik, hvor resultater enten er rigtige eller forkerte (det må være pisselet at være matematiklærer).
Nå, men forleden dag gik det op for mig, at mine elever på 6. årgang i hvert fald har lært NOGET fremmedsprog.
For da jeg trådte ind i klassen blev jeg mødt af denne seddel, som lå på mit bord:
YAY!
Der er således i hvert fald ET engelsk ord, der har sat sig fast. Eller ... øh ... tre faktisk. For det samme gælder nemlig "fucking" og "faggot".
Der er bare lige det ved det, ... at det ikke er mig, de har lært dem af.
Det, de lærer af mig, er, at de for helvede IKKE skal rende rundt og sige hverken fucking gay eller fucking faggot (eller fucking homo eller fucking svans for den sags skyld).
MM er en pige i klassen. Og jeg tænker ikke, at sedlen er ment som en lovprisning af hende.
Jeg ved selvfølgelig godt, at de egentlig ikke mener noget ondt mod homoseksuelle. Det tror jeg virkelig ikke, de gør. Jeg tror ganske enkelt ikke, de tænker over, at det kan være krænkende. For de bliver altid lidt forskrækkede, når jeg siger, at jeg bliver ked af det, hvis jeg hører den slags.
Det er ganske simpelt blevet en helt almindelig og i sproget fuldt integreret måde at udtrykke sig på.
Shit, det kan være op ad bakke at få drejet sådan et småhomofobisk vokabularium.
Give me strength 🙏🙏🙏
I en stadig mere globaliseret tid er det vigtigt at kende lidt til fremmedsprog.
Somme tider spekulerer jeg på, hvor meget englebasserne mon lærer. Kommunikativ kompetence - evnen til at formidle et budskab - kan være lidt svær at måle.
Ikke som matematik, hvor resultater enten er rigtige eller forkerte (det må være pisselet at være matematiklærer).
Nå, men forleden dag gik det op for mig, at mine elever på 6. årgang i hvert fald har lært NOGET fremmedsprog.
For da jeg trådte ind i klassen blev jeg mødt af denne seddel, som lå på mit bord:
YAY!
Der er således i hvert fald ET engelsk ord, der har sat sig fast. Eller ... øh ... tre faktisk. For det samme gælder nemlig "fucking" og "faggot".
Der er bare lige det ved det, ... at det ikke er mig, de har lært dem af.
Det, de lærer af mig, er, at de for helvede IKKE skal rende rundt og sige hverken fucking gay eller fucking faggot (eller fucking homo eller fucking svans for den sags skyld).
MM er en pige i klassen. Og jeg tænker ikke, at sedlen er ment som en lovprisning af hende.
Jeg ved selvfølgelig godt, at de egentlig ikke mener noget ondt mod homoseksuelle. Det tror jeg virkelig ikke, de gør. Jeg tror ganske enkelt ikke, de tænker over, at det kan være krænkende. For de bliver altid lidt forskrækkede, når jeg siger, at jeg bliver ked af det, hvis jeg hører den slags.
Det er ganske simpelt blevet en helt almindelig og i sproget fuldt integreret måde at udtrykke sig på.
Shit, det kan være op ad bakke at få drejet sådan et småhomofobisk vokabularium.
Give me strength 🙏🙏🙏
søndag den 26. maj 2019
Well, who would have guessed?!
Haha 😂
Der kan man sgu bare se!
Skrev jeg ikke i indlægget i går, at jeg ville takke nej til en ponytur, når jeg skulle til hestegejl i yngstedatterens rideklub?
Gjorde jeg måske ikke det?! Hva'?
For jeg er jo pissebange for levende væsener i almindelighed. Kan faktisk nævne en meget lang række. Som for eksempel stankelben og edderkopper i den lille ende. Over sprællende fisk og flaksende fugle. Til ...
... heste.
Fuck, jeg kan ikke lide heste.
For de er store og utilregnelige og farlige. Og skide nemme at skræmme. (Om end jeg føler et vist lidelsesfællesskab med dem, fordi de også kan blive bange for en lille pipfugl og storme sanseløst af sted, hvis de ser en 😂)
Well, guess what:
HA!
Det er mig. På ryggen af sådan en kæmpemæssig motherfucker!
Og se nu bare, hvor sej jeg er 😎 Med den der hjelm og de der hardcore, take-no-shit ansigtsudtryk.
Living on the edge 💪💪💪
Tror tilmed, jeg leverede glimrende underholdning til hestedamerne i rideklubben med min hvinende og unikke stil ved både på- og afstigning. Fedt at have publikum lige der 😐
Nå, men jeg fik udfordret mig selv. And I fucking did it!!!
Nu må jeg imidlertid videre. Skal lige have justeret huset lidt, for det har jeg ikke tid til i hverdagene.
Take care og vi høres ved 💘
Der kan man sgu bare se!
Skrev jeg ikke i indlægget i går, at jeg ville takke nej til en ponytur, når jeg skulle til hestegejl i yngstedatterens rideklub?
Gjorde jeg måske ikke det?! Hva'?
For jeg er jo pissebange for levende væsener i almindelighed. Kan faktisk nævne en meget lang række. Som for eksempel stankelben og edderkopper i den lille ende. Over sprællende fisk og flaksende fugle. Til ...
... heste.
Fuck, jeg kan ikke lide heste.
For de er store og utilregnelige og farlige. Og skide nemme at skræmme. (Om end jeg føler et vist lidelsesfællesskab med dem, fordi de også kan blive bange for en lille pipfugl og storme sanseløst af sted, hvis de ser en 😂)
Well, guess what:
HA!
Det er mig. På ryggen af sådan en kæmpemæssig motherfucker!
Og se nu bare, hvor sej jeg er 😎 Med den der hjelm og de der hardcore, take-no-shit ansigtsudtryk.
Living on the edge 💪💪💪
Tror tilmed, jeg leverede glimrende underholdning til hestedamerne i rideklubben med min hvinende og unikke stil ved både på- og afstigning. Fedt at have publikum lige der 😐
Nå, men jeg fik udfordret mig selv. And I fucking did it!!!
Nu må jeg imidlertid videre. Skal lige have justeret huset lidt, for det har jeg ikke tid til i hverdagene.
Take care og vi høres ved 💘
lørdag den 25. maj 2019
Hovedet oven vande
Gisp!
Må lige hive lidt efter vejret. For eminencen har dælme haft noget at se til for nylig.
På den fede måde heldigvis 😎
Berlin har jeg fortalt om i sidste indlæg. Her er et kort resumé:
Fed by. Skynd dig derned!
Og dagen efter hjemkomst fra Berlin huggede jeg min yngste søn, M, med en tur til København. For at besøge min ældste søn, P.
Eller ... til Lyngby. Men for os jyder er det hele jo København, lige så snart man kører i land fra broen. Det er mere enkelt 😉
Sådan en fin tur, man der havde 💃💃💃
P og kæresten, S, stod klar med lækker middag og vin på kollegiet, hvor de bor, fredag aften. Og vi pludrede. Og pludrede. Og pludrede.
Indtil eminencen ikke pludrede mere, fordi det var på tide at rulle om på skjoldet. På den til formålet medbragte luftmadras. Og med yngstesønnen på gulvet lige ved siden af. Familiehygge i høj potens.
Lørdag: fodboldkamp.
P spiller fodbold. I Gladsaxe. Og selv om man er en stor dreng på 23, vil man altså stadig MEGET gerne have mor med til kamp. Ligesom da man var 6.
💘
Knægten var dog noget utilfreds til at begynde med. Han skulle nemlig starte på bænken. Ikke den fedeste indledning på en kamp, når man har egne supportere med.
Det var også en lille smule kedeligt for supporterne, kan jeg så røbe. Så jeg lod mig i ventetiden diskret optage af en hyggelig chatkorrespondance med en dame 😋
Efter 25 minutter blev ungersvenden imidlertid sendt på banen, og Mutti måtte forlade chatten. Skulle bare liiige skrive de allersidste fem ord ...
... og stod således med ansigtet begravet i mobiltelefonen, da yngstesønnen diskret prikkede mig på skulderen og sagde:
"Øh, mor? Nu scorede P."
Oh my god. Oh my god! Oh my GOD!
Jeg så det ikke! Fuck!!!
Jeg er jo worst mom ever! The mother from hell.
Men. Hvem fanden løber også op og scorer mål, ti sekunder efter man er kommet på banen?! Det er jo absurd.
Nå, men jeg foreslog yngstesønnen, at P egentlig ikke behøvede at vide noget, og han nikkede indforstået.
Heldigvis scorede sønnike en gang mere i kampen og landede således to kasser ud af holdets fem.
Anden gang var Mutti tilmed opmærksom på præstationen 👍
Så blev det eftermiddag, og jeg tog børnene med på bøssebar. Som man jo gør.
Jeg kan godt lide Café Oscar inde på Regnbuepladsen ved siden af Københavns rådhus. Fordi det er en almindelig café. Der bare har et større klientel af homoseksuelle end andre caféer. Den er ikke klam og lurvet som de fleste af de homosteder, jeg ellers har besøgt.
Det blev til et par kolde fadbamser på Oscar. Og jeg var glad for at kunne præsentere børnene for lidt mere af min verden. Tror, jeg fik gjort det fremmede lidt mindre fremmed for dem ved den lejlighed 😊
Om aftenen var vi henrivende politisk ukorrekte (igen). Spiste således en ordentlig motherfucker af en ribeye på en argentinsk bøfrestaurant i Christianshavn.
Tilbehør: fritter og bearnaise. Og ikke antydningen af salat eller andet ulækkert med friske vitaminer.
Hehe 😋
Søndag. Op og hjem. Efter et fint ophold i Lyngby.
Når man altså lige ser bort fra, at jeg måtte gennemleve lørdag morgen uden kaffe. Og det er jeg fandme ikke ret god til.
Ved sgu ikke lige, hvad der er gået galt med ældstesønnen der: Han drikker espresso! Føj for satan.
Jeg drikker ikke espresso. Men allerhelst en dejlig, hjemmerørt pulverkaffe. Med MÆLK. Hvad køleskabet naturligvis ikke rummede.
Overvejede i desperation, om ikke der mon lå en lille butik i nærheden. Måske en 7eleven? Så jeg kunne have hentet mig en liter til trods for en ikke ubetydelig morgengrimhed.
Men nu forholder det sig sådan, at sønnikes kollegium ligger mellem Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Og det SKAL åbenbart være så irriterende naturskønt derude, at der ingen 7eleven er. Hrmpf 😡
Nå, men det endte med, at jeg drak en kop te, selv om jeg ikke var syg.
Søndag aften efter hjemkomst fra det sjællandske: til middag hos the person formerly known as Lucifer. Han stod klar med tre lækre retter og havde da i øvrigt lige fjernet mit haveaffald fra min matrikel, mens jeg havde været i Lyngby.
Det begynder sgu at ligne noget med ham 😊
Og siden da har jeg ligget vandret på jobbet og har sådan set ikke rigtig haft tid til andet.
Nu vil jeg til gengæld runde af. Jeg skal til hestegejl med Barn 4, som er komplet bindegal med ... wait for it ... wait for it ... heste (surprise!).
Det er vist noget med en aktivitetsdag i den stald, hvor hun har part. Med kaffe og kage og trækketure på ponyer. Tror nu, jeg springer ponyturen over. Jeg er pissebange for de der fucking store dyr. Men jeg vil gerne vise Barn 4 min support.
Dernæst: mere kaffe og kage hos Übermensch. Så der er lagt op til en skøn eftermiddag.
Take care now 💜💜💜
Må lige hive lidt efter vejret. For eminencen har dælme haft noget at se til for nylig.
På den fede måde heldigvis 😎
Berlin har jeg fortalt om i sidste indlæg. Her er et kort resumé:
Fed by. Skynd dig derned!
Og dagen efter hjemkomst fra Berlin huggede jeg min yngste søn, M, med en tur til København. For at besøge min ældste søn, P.
Eller ... til Lyngby. Men for os jyder er det hele jo København, lige så snart man kører i land fra broen. Det er mere enkelt 😉
Sådan en fin tur, man der havde 💃💃💃
P og kæresten, S, stod klar med lækker middag og vin på kollegiet, hvor de bor, fredag aften. Og vi pludrede. Og pludrede. Og pludrede.
Indtil eminencen ikke pludrede mere, fordi det var på tide at rulle om på skjoldet. På den til formålet medbragte luftmadras. Og med yngstesønnen på gulvet lige ved siden af. Familiehygge i høj potens.
Lørdag: fodboldkamp.
P spiller fodbold. I Gladsaxe. Og selv om man er en stor dreng på 23, vil man altså stadig MEGET gerne have mor med til kamp. Ligesom da man var 6.
💘
Knægten var dog noget utilfreds til at begynde med. Han skulle nemlig starte på bænken. Ikke den fedeste indledning på en kamp, når man har egne supportere med.
Det var også en lille smule kedeligt for supporterne, kan jeg så røbe. Så jeg lod mig i ventetiden diskret optage af en hyggelig chatkorrespondance med en dame 😋
Efter 25 minutter blev ungersvenden imidlertid sendt på banen, og Mutti måtte forlade chatten. Skulle bare liiige skrive de allersidste fem ord ...
... og stod således med ansigtet begravet i mobiltelefonen, da yngstesønnen diskret prikkede mig på skulderen og sagde:
"Øh, mor? Nu scorede P."
Oh my god. Oh my god! Oh my GOD!
Jeg så det ikke! Fuck!!!
Jeg er jo worst mom ever! The mother from hell.
Men. Hvem fanden løber også op og scorer mål, ti sekunder efter man er kommet på banen?! Det er jo absurd.
Nå, men jeg foreslog yngstesønnen, at P egentlig ikke behøvede at vide noget, og han nikkede indforstået.
Heldigvis scorede sønnike en gang mere i kampen og landede således to kasser ud af holdets fem.
Anden gang var Mutti tilmed opmærksom på præstationen 👍
Så blev det eftermiddag, og jeg tog børnene med på bøssebar. Som man jo gør.
Jeg kan godt lide Café Oscar inde på Regnbuepladsen ved siden af Københavns rådhus. Fordi det er en almindelig café. Der bare har et større klientel af homoseksuelle end andre caféer. Den er ikke klam og lurvet som de fleste af de homosteder, jeg ellers har besøgt.
Det blev til et par kolde fadbamser på Oscar. Og jeg var glad for at kunne præsentere børnene for lidt mere af min verden. Tror, jeg fik gjort det fremmede lidt mindre fremmed for dem ved den lejlighed 😊
Om aftenen var vi henrivende politisk ukorrekte (igen). Spiste således en ordentlig motherfucker af en ribeye på en argentinsk bøfrestaurant i Christianshavn.
Tilbehør: fritter og bearnaise. Og ikke antydningen af salat eller andet ulækkert med friske vitaminer.
Hehe 😋
Søndag. Op og hjem. Efter et fint ophold i Lyngby.
Når man altså lige ser bort fra, at jeg måtte gennemleve lørdag morgen uden kaffe. Og det er jeg fandme ikke ret god til.
Ved sgu ikke lige, hvad der er gået galt med ældstesønnen der: Han drikker espresso! Føj for satan.
Jeg drikker ikke espresso. Men allerhelst en dejlig, hjemmerørt pulverkaffe. Med MÆLK. Hvad køleskabet naturligvis ikke rummede.
Overvejede i desperation, om ikke der mon lå en lille butik i nærheden. Måske en 7eleven? Så jeg kunne have hentet mig en liter til trods for en ikke ubetydelig morgengrimhed.
Men nu forholder det sig sådan, at sønnikes kollegium ligger mellem Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Og det SKAL åbenbart være så irriterende naturskønt derude, at der ingen 7eleven er. Hrmpf 😡
Nå, men det endte med, at jeg drak en kop te, selv om jeg ikke var syg.
Søndag aften efter hjemkomst fra det sjællandske: til middag hos the person formerly known as Lucifer. Han stod klar med tre lækre retter og havde da i øvrigt lige fjernet mit haveaffald fra min matrikel, mens jeg havde været i Lyngby.
Det begynder sgu at ligne noget med ham 😊
Og siden da har jeg ligget vandret på jobbet og har sådan set ikke rigtig haft tid til andet.
Nu vil jeg til gengæld runde af. Jeg skal til hestegejl med Barn 4, som er komplet bindegal med ... wait for it ... wait for it ... heste (surprise!).
Det er vist noget med en aktivitetsdag i den stald, hvor hun har part. Med kaffe og kage og trækketure på ponyer. Tror nu, jeg springer ponyturen over. Jeg er pissebange for de der fucking store dyr. Men jeg vil gerne vise Barn 4 min support.
Dernæst: mere kaffe og kage hos Übermensch. Så der er lagt op til en skøn eftermiddag.
Take care now 💜💜💜
fredag den 17. maj 2019
Et kort besøg hjemme
Jamen. Så er jeg da hjemme igen 😊 Fra Berlin.
Og jeg er træt!
Det bliver man af at passe andre menneskers 73 børn i fire dage i Berlin.
For det er godt nok nogle elever med en høj elskelighedsfaktor, jeg har, men damn, hvor er man PÅ som voksen i sådan et selskab.
Og i særdeleshed som tysklærer. Så forventes det ligesom, at man påtager sig al vanskelig kommunikation. For man taler jo sproget.
Og at man ved fucking ALT om Berlin og berlinerne og hvilken vej, der er den hurtigste til Kudam, og hvilken U-Bahn-billet der er den billigste. Og hvordan siger man: "Jeg har smadret et glas" til dem på vandrerhjemmet? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...?
Shit 😵😵😵
Men det har været SKØNT 💃💃💃
Vi har været i domkirken og på Alexanderplatz og ved East Side Gallery og på Olympia Stadion og ved jødesmindesmærket Jüdisches Denkmal og i stasifængslet Hohenschönhausen (tag ENDELIG derud, hvis du skal besøge Berlin - det er virkelig interessant) og i koncentrationslejren Sachsenhausen. Og vi har gået på Unter den Linden og under Brandenburger Tor. Og vi har været i Sony Center og forbi Siegessäule og Reichstag. Tror oven i købet, vi så en kortege med Mrs. Unfuckable Arse.
Og så har eleverne naturligvis været i Dunkin' Donuts de første 20 gange OG på McDonald's, selv om fru lærer truede med at trække dem en karakter i tysk, hvis de gik på en international kæderestaurant i stedet for at prøve den fantastiske anderledeshed, man kan finde i den tyske hovedstad. Men cravingen efter masseproduceret fedt og salt er åbenbart stor.
En af mine damer. Altså en af de skønne lesbiske kvinder, jeg jævnligt korresponderer med på mail, Messenger og mit dating-site foreslog også, at jeg lige tjekkede homomiljøet i byen ud, når jeg var der. Det skulle efter sigende være ret godt.
Men det gjorde jeg nu ikke. Sammen med mændene i mit team drejede jeg selvfølgelig hovedet efter et par labre berlinerinder. Men ligefrem at sætte en rundtur i homomiljøet på programmet havde måske afstedkommet et par forældrereaktioner 😂😂😂
Det må jeg have til gode til en anden gang.
Nå, men Berlin har SÅ vild en historie og kan byde på SÅ stor en mangfoldighed af mennesker og indtryk, at man tror, det er løgn. Så hvis du ikke har været der, må du hellere se at komme af sted!
Nu er jeg hjemme. Men kun for en ultrakort bemærkning. For om nøjagtig en time suser jeg til København.
Jeg tager min yngste søn, Barn 3, under armen og besøger min ældste søn, Barn 2, i weekenden.
Det bliver SÅ fint 💃
Barn 3 er sådan en beskeden fyr, som man lige skal huske på. Han er simpelt hen super sød og skarp og sjov og behagelig (og jeg udtrykker mig selvfølgelig helt objektivt her ... som mødre jo gør 😜). MEN han er ikke den, der kommer brasende ind og tager opmærksomheden. Det lader han sine søskende om. Og derfor kan han være let at overse.
Nu har jeg spurgt ham, om han vil med til København og have lidt mortid. Og det vil han gerne 😃
Vi skal jo som sagt besøge Barn 2. Han føler sig til gengæld lidt isoleret fra resten af familien, for han er jo den eneste af de fire søskende, der er rykket langt væk. Han synes, at der sker meget herhenne i Jylland, som han ikke er den del af. Øh ... hvad der jo faktisk også GØR.
Så det bliver Mutti og drengene. Og det bliver SKØNT.
Men jeg er jo træt, husker du. Og derfor har jeg travlt med at speedhvile. Mens vaskemaskinen kører så intenst, at man tror, den sprænger alle slanger.
Yes.
Så jeg har ganske simpelt ikke tid til at skrive mere nu. Ville ellers gerne have fortalt, at jeg i forgårs løb ind i en berlinsk lygtepæl, så den svajede. For øjnene af mine elever (fedt). For DET var en oplevelse, jeg ikke før havde haft i Berlin. Men den historie må du have til gode.
Jeg skal nemlig pakke.
Take care og hav en vidunderlig weekend 💜💜💜
Og jeg er træt!
Det bliver man af at passe andre menneskers 73 børn i fire dage i Berlin.
For det er godt nok nogle elever med en høj elskelighedsfaktor, jeg har, men damn, hvor er man PÅ som voksen i sådan et selskab.
Og i særdeleshed som tysklærer. Så forventes det ligesom, at man påtager sig al vanskelig kommunikation. For man taler jo sproget.
Og at man ved fucking ALT om Berlin og berlinerne og hvilken vej, der er den hurtigste til Kudam, og hvilken U-Bahn-billet der er den billigste. Og hvordan siger man: "Jeg har smadret et glas" til dem på vandrerhjemmet? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...?
Shit 😵😵😵
Men det har været SKØNT 💃💃💃
Vi har været i domkirken og på Alexanderplatz og ved East Side Gallery og på Olympia Stadion og ved jødesmindesmærket Jüdisches Denkmal og i stasifængslet Hohenschönhausen (tag ENDELIG derud, hvis du skal besøge Berlin - det er virkelig interessant) og i koncentrationslejren Sachsenhausen. Og vi har gået på Unter den Linden og under Brandenburger Tor. Og vi har været i Sony Center og forbi Siegessäule og Reichstag. Tror oven i købet, vi så en kortege med Mrs. Unfuckable Arse.
Og så har eleverne naturligvis været i Dunkin' Donuts de første 20 gange OG på McDonald's, selv om fru lærer truede med at trække dem en karakter i tysk, hvis de gik på en international kæderestaurant i stedet for at prøve den fantastiske anderledeshed, man kan finde i den tyske hovedstad. Men cravingen efter masseproduceret fedt og salt er åbenbart stor.
En af mine damer. Altså en af de skønne lesbiske kvinder, jeg jævnligt korresponderer med på mail, Messenger og mit dating-site foreslog også, at jeg lige tjekkede homomiljøet i byen ud, når jeg var der. Det skulle efter sigende være ret godt.
Men det gjorde jeg nu ikke. Sammen med mændene i mit team drejede jeg selvfølgelig hovedet efter et par labre berlinerinder. Men ligefrem at sætte en rundtur i homomiljøet på programmet havde måske afstedkommet et par forældrereaktioner 😂😂😂
Det må jeg have til gode til en anden gang.
Nå, men Berlin har SÅ vild en historie og kan byde på SÅ stor en mangfoldighed af mennesker og indtryk, at man tror, det er løgn. Så hvis du ikke har været der, må du hellere se at komme af sted!
Nu er jeg hjemme. Men kun for en ultrakort bemærkning. For om nøjagtig en time suser jeg til København.
Jeg tager min yngste søn, Barn 3, under armen og besøger min ældste søn, Barn 2, i weekenden.
Det bliver SÅ fint 💃
Barn 3 er sådan en beskeden fyr, som man lige skal huske på. Han er simpelt hen super sød og skarp og sjov og behagelig (og jeg udtrykker mig selvfølgelig helt objektivt her ... som mødre jo gør 😜). MEN han er ikke den, der kommer brasende ind og tager opmærksomheden. Det lader han sine søskende om. Og derfor kan han være let at overse.
Nu har jeg spurgt ham, om han vil med til København og have lidt mortid. Og det vil han gerne 😃
Vi skal jo som sagt besøge Barn 2. Han føler sig til gengæld lidt isoleret fra resten af familien, for han er jo den eneste af de fire søskende, der er rykket langt væk. Han synes, at der sker meget herhenne i Jylland, som han ikke er den del af. Øh ... hvad der jo faktisk også GØR.
Så det bliver Mutti og drengene. Og det bliver SKØNT.
Men jeg er jo træt, husker du. Og derfor har jeg travlt med at speedhvile. Mens vaskemaskinen kører så intenst, at man tror, den sprænger alle slanger.
Yes.
Så jeg har ganske simpelt ikke tid til at skrive mere nu. Ville ellers gerne have fortalt, at jeg i forgårs løb ind i en berlinsk lygtepæl, så den svajede. For øjnene af mine elever (fedt). For DET var en oplevelse, jeg ikke før havde haft i Berlin. Men den historie må du have til gode.
Jeg skal nemlig pakke.
Take care og hav en vidunderlig weekend 💜💜💜
søndag den 12. maj 2019
Berlin, here I come!
Wuhuuu 💃💃💃 (tre dansende damer).
Har sendt en sms til min chef.
Ikke at det i sig selv er noget at juble voldsomt over. For det har jeg faktisk prøvet før. Uden de store jubelscener.
Men.
Jeg skrev for at melde mig klar til Berlin! 😄
Det er ellers længe siden, jeg har været så syg som i denne omgang. Og i så lang tid. For helvede altså.
Og jeg er endnu ikke på toppen.
But close enough.
Desuden har jeg stadig over et halvt døgn, før jeg stiger på bussen. Og jeg har et udvalg af stoffer til min rådighed, som jeg kan dope mig nogenlunde frisk med undervejs sydøstover, hehe.
Da jeg havde kontaktet chefen, gav jeg også lige besked til mit team (altså mine fire mænd + en kvindelig kollega, der har været så heldig at være en del af os i år). De har løbende spurgt bekymret ind til eminencens helbredstilstand.
And guess what:
Jeg har fået fem søde, glade sms'er retur. Fyldt med flag og klappende hænder og storsmilende emojis.
Ahhh, det luner 💘🙏😍
Oplevede også noget totally feelgood i går. Som jeg vil dele, inden jeg skal i gang med at pakke.
Måske kan du huske Übermensch? Min kære og nære veninde, som jeg ikke måtte se for min kæreste (EKSkæreste altså). Hende har jeg tidligere fortalt om i et indlæg. Der sjovt nok hedder ... Übermensch 😉
Well, i går eftermiddags bankede det så pludselig på min dør. Men da jeg gik ud i gangen for at åbne, kunne jeg ikke se nogen stå udenfor. Det plejer man ellers at kunne, fordi den øverste tredjedel af min hoveddør består af en glasrude.
Hvad jeg derimod KUNNE se gennem glasruden, var en lille sølvpapirspakke med en påhæftet note. Og en damehånd med lakerede negle, som lod den lille pakke vandre frem og tilbage og hoppe op og ned som en dukke i et dukketeater.
Jeg regnede hurtigt ud, at damehåndens ejerinde nok nærmest måtte ligge på knæ ude på min trappesten for sådan at kunne holde sig ude af syne, mens hendes pakke opførte sit lille dansestykke. Måske et lidt komisk arrangement at kigge på for eventuelle forbipasserende ude på fortovet.
Og jeg vidste da også med det samme, hvem det var, der lå derude:
Übermensch.
Åhh, haha 😂😂😂
Nå, men hun ville hverken kramme eller indenfor. Sjovt nok (jeg lignede lort og smittede helt sikkert). Faktisk ville hun bare ønske god bedring og aflevere den kage, hun havde bagt til mig.
Det kære lille væsen altså 😍
Og jeg fik det selvfølgelig omgående bedre. For jeg har jo kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene, når man viser mig sådan en hengivenhed.
Lucky me 💘
Nu skal jeg pakke, og vi høres først ved om nogle dage.
Take care 💜💜💜
Har sendt en sms til min chef.
Ikke at det i sig selv er noget at juble voldsomt over. For det har jeg faktisk prøvet før. Uden de store jubelscener.
Men.
Jeg skrev for at melde mig klar til Berlin! 😄
Det er ellers længe siden, jeg har været så syg som i denne omgang. Og i så lang tid. For helvede altså.
Og jeg er endnu ikke på toppen.
But close enough.
Desuden har jeg stadig over et halvt døgn, før jeg stiger på bussen. Og jeg har et udvalg af stoffer til min rådighed, som jeg kan dope mig nogenlunde frisk med undervejs sydøstover, hehe.
Da jeg havde kontaktet chefen, gav jeg også lige besked til mit team (altså mine fire mænd + en kvindelig kollega, der har været så heldig at være en del af os i år). De har løbende spurgt bekymret ind til eminencens helbredstilstand.
And guess what:
Jeg har fået fem søde, glade sms'er retur. Fyldt med flag og klappende hænder og storsmilende emojis.
Ahhh, det luner 💘🙏😍
Oplevede også noget totally feelgood i går. Som jeg vil dele, inden jeg skal i gang med at pakke.
Måske kan du huske Übermensch? Min kære og nære veninde, som jeg ikke måtte se for min kæreste (EKSkæreste altså). Hende har jeg tidligere fortalt om i et indlæg. Der sjovt nok hedder ... Übermensch 😉
Well, i går eftermiddags bankede det så pludselig på min dør. Men da jeg gik ud i gangen for at åbne, kunne jeg ikke se nogen stå udenfor. Det plejer man ellers at kunne, fordi den øverste tredjedel af min hoveddør består af en glasrude.
Hvad jeg derimod KUNNE se gennem glasruden, var en lille sølvpapirspakke med en påhæftet note. Og en damehånd med lakerede negle, som lod den lille pakke vandre frem og tilbage og hoppe op og ned som en dukke i et dukketeater.
Jeg regnede hurtigt ud, at damehåndens ejerinde nok nærmest måtte ligge på knæ ude på min trappesten for sådan at kunne holde sig ude af syne, mens hendes pakke opførte sit lille dansestykke. Måske et lidt komisk arrangement at kigge på for eventuelle forbipasserende ude på fortovet.
Og jeg vidste da også med det samme, hvem det var, der lå derude:
Übermensch.
Åhh, haha 😂😂😂
Nå, men hun ville hverken kramme eller indenfor. Sjovt nok (jeg lignede lort og smittede helt sikkert). Faktisk ville hun bare ønske god bedring og aflevere den kage, hun havde bagt til mig.
Det kære lille væsen altså 😍
Og jeg fik det selvfølgelig omgående bedre. For jeg har jo kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene, når man viser mig sådan en hengivenhed.
Lucky me 💘
Nu skal jeg pakke, og vi høres først ved om nogle dage.
Take care 💜💜💜
lørdag den 11. maj 2019
Fra min lit de parade
Sådan ser det ud, når jeg kigger op fra min lit de parade:
Det er loftet i mit soveværelse.
Men selv om det er et okay pænt loft. Så giver det mig ikke de store, skelsættende oplevelser at kigge op på det. Det skulle da lige være, hvis der lå en lækker kvinde oven på mig. Og så er det jo nok ligesom ikke loftet, der giver mig oplevelsen. Og formentlig heller ikke det, jeg kigger mest på.
Nå, men nu har jeg kort fortalt nærstuderet det idiotiske loft i dagevis. Uden at føle mig særlig godt underholdt.
Og bedre bliver det fandme da ikke af at kigge til siden:
Der ligger mit "kit" på min nathylde. Det er jo fucking deprimerende altså.
Øh ... har jeg for resten fortalt, at jeg ikke bryder mig specielt meget om at ligge syg?
Eneste formildende omstændighed er, at fire dages feber nu er blevet afløst af snot. Ganske vist i mængder, der gør Niagara Falls til skamme. Men trods alt bedre end feber 👍
Og godt, at der findes kemikalier, man kan sprøjte ind i kraniet, som kan bremse de klamme tsunamier lidt.
Og eneste anden formildende omstændighed (det giver ingen mening at skrive "eneste omstændighed" to gange, I know, men jeg har heldigvis kreativ frihed 😉) er den varme, der strømmer imod mig mange steder fra 💘
Jeg får sms'er, mail, chatbeskeder, opringninger og kommentarer på Facebook. Allesammen fra mennesker, som vil mig det godt, og MANGE af dem fra kolleger og elever, som HÅBER, jeg bliver frisk til at tage med til Berlin.
Noget må jeg have gjort rigtigt med SÅ meget hengivenhed 😄
Nå, men jeg har jo haft masser af tid til at reflektere. Eller ... jeg har faktisk brugt rigtig meget tid på at skrive med forskellige damer, hehe. Men LIDT tid har jeg også brugt på refleksion.
Jeg har reflekteret over, hvor jeg mon skal sætte mit kryds til folketingsvalget.
Og det bliver et banebrydende valg for mig.
Se, jeg har jo altid stemt blåt. Fordi det ligesom passede til min livssituation.
Min far var således virksomhedsejer og direktør, så det gav jo næsten sig selv, at mit barndomshjem var blåt. "Hellere død end rød", stod der på en af min brors plakater.
Så flyttede jeg hjemmefra og giftede jeg mig med the person formerly known as Lucifer. Som tjener røvmange penge. Flyttede ind i en svinsk stor velhavervilla. Og etablerede mit eget lille firma. Stadig blå vilkår altså.
MEN.
Så "blev" jeg sørme lesbisk. Gik fra the person formerly blablabla ... Flyttede i lejlighed i ludergaden. Og uddannede mig til lærer.
Og hov!
Nu var min situation en anden.
Så til kommunalvalget sidste gang vovede jeg det helt store og førhen utænkelige spring:
Jeg stemte på en SOCIALDEMOKRAT 😱😱😱
Og opdagede, at jeg hverken fik byldepest af det. Eller blev slået til jorden af en tordenkile.
Nu skal jeg snart stemme igen. Til et folketingsvalg. Og jeg har været helt i vildrede. For jeg kan godt mærke, at min blå fortid stadig har et par tentakler viklet ind i mit hår. Men det PASSER bare ligesom ikke til mit liv.
Socialdemokratiet så? Blødt rødt?
Njah. Jeg synes jo, at Socialdemokratiet førte en totalt blå politik, sidste gang de stod ved roret. Og så kan det jo være lige meget. Så kan jeg lige så godt stemme på Løkke.
Paludan kommer nok ikke lige på tale.
Om end man skal tage ham alvorligt.
Eller rettere sagt: Man skal tage det alvorligt, at sådan en spandfuld undermedicineret kneppeaffald (for nu at bruge et udtryk, han sikkert selv ville have brugt) virkelig kan samle stemmer nok til at komme i Folketinget. For så er der eddermame noget galt.
Så er der nogle politikere, der har sovet i timen og ikke har fået taget hånd om indvandrerproblematikkerne. Det MÅ for fanden da være muligt at leve fredeligt sammen, tænker jeg.
Nå, men jeg anede faktisk ikke mine levende råd, for jeg har jo stadig den overbevisning, at det er min fucking PLIGT at stemme. Så krydset SKAL sættes. Men hvor?
Det ved jeg nu 😄
For mens jeg lå der og iagttog loftet over min seng, gik det op for mig, at der er ET problem, som overskygger alle andre. Som faktisk ligegyldiggør (er der noget, der hedder sådan?) alt andet. ALT. Andet.
Og det er den klima- og ressourcekatastrofe, vi alle sammen i årevis har været på vej imod.
Fordi vi opfører os ufornuftigt. Vi producerer ufornuftigt, vi forbruger for meget, vi forbruger uhensigtsmæssigt. Vi har kort sagt en masse vaner, som er stærkt skadelige for jordkloden. Som den kloge professor Steen Hildebrandt siger.
Jeg tror, han har ret. Og jeg mener virkelig, at alt andet kan være ligegyldigt, hvis vi ikke har en klode, der er beboelig.
Hildebrandt har et citat i en af sine bøger: "Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen."
Den lader jeg lige hænge lidt.
...
...
Nå, men jeg satte mig for at finde ud af, hvilke partier der mon har den grønneste politik.
Det var nemt nok. For i følge DTU står de fleste partier næsten lige på CO2-udledning. Men to skiller sig åbenbart ud: Enhedslisten og Alternativet.
Og med mulighederne således indsnævret blev det en nem beslutning for mig. Alternativet fremstår nemlig som nogle amatørklaphatte.
Så jeg stemmer på:
Enhedslisten.
Ja, ja, jeg ved godt, at nogle af deres politikker er komplet gak, men nu er det ikke "nogle af deres politikker", det kommer an på for mig. For dem får de jo alligevel aldrig gennemført. Men hvis de kan sætte mere klima på dagsordenen, så er det super.
Og jeg må hermed konstatere, at de blå tentakler langsomt slipper grebet.
Nu vil jeg takke af for i dag. Jeg skal skrive til en dame 😉
Take care og vi høres ved 💘💘💘
Det er loftet i mit soveværelse.
Men selv om det er et okay pænt loft. Så giver det mig ikke de store, skelsættende oplevelser at kigge op på det. Det skulle da lige være, hvis der lå en lækker kvinde oven på mig. Og så er det jo nok ligesom ikke loftet, der giver mig oplevelsen. Og formentlig heller ikke det, jeg kigger mest på.
Nå, men nu har jeg kort fortalt nærstuderet det idiotiske loft i dagevis. Uden at føle mig særlig godt underholdt.
Og bedre bliver det fandme da ikke af at kigge til siden:
Der ligger mit "kit" på min nathylde. Det er jo fucking deprimerende altså.
Øh ... har jeg for resten fortalt, at jeg ikke bryder mig specielt meget om at ligge syg?
Eneste formildende omstændighed er, at fire dages feber nu er blevet afløst af snot. Ganske vist i mængder, der gør Niagara Falls til skamme. Men trods alt bedre end feber 👍
Og godt, at der findes kemikalier, man kan sprøjte ind i kraniet, som kan bremse de klamme tsunamier lidt.
Og eneste anden formildende omstændighed (det giver ingen mening at skrive "eneste omstændighed" to gange, I know, men jeg har heldigvis kreativ frihed 😉) er den varme, der strømmer imod mig mange steder fra 💘
Jeg får sms'er, mail, chatbeskeder, opringninger og kommentarer på Facebook. Allesammen fra mennesker, som vil mig det godt, og MANGE af dem fra kolleger og elever, som HÅBER, jeg bliver frisk til at tage med til Berlin.
Noget må jeg have gjort rigtigt med SÅ meget hengivenhed 😄
Nå, men jeg har jo haft masser af tid til at reflektere. Eller ... jeg har faktisk brugt rigtig meget tid på at skrive med forskellige damer, hehe. Men LIDT tid har jeg også brugt på refleksion.
Jeg har reflekteret over, hvor jeg mon skal sætte mit kryds til folketingsvalget.
Og det bliver et banebrydende valg for mig.
Se, jeg har jo altid stemt blåt. Fordi det ligesom passede til min livssituation.
Min far var således virksomhedsejer og direktør, så det gav jo næsten sig selv, at mit barndomshjem var blåt. "Hellere død end rød", stod der på en af min brors plakater.
Så flyttede jeg hjemmefra og giftede jeg mig med the person formerly known as Lucifer. Som tjener røvmange penge. Flyttede ind i en svinsk stor velhavervilla. Og etablerede mit eget lille firma. Stadig blå vilkår altså.
MEN.
Så "blev" jeg sørme lesbisk. Gik fra the person formerly blablabla ... Flyttede i lejlighed i ludergaden. Og uddannede mig til lærer.
Og hov!
Nu var min situation en anden.
Så til kommunalvalget sidste gang vovede jeg det helt store og førhen utænkelige spring:
Jeg stemte på en SOCIALDEMOKRAT 😱😱😱
Og opdagede, at jeg hverken fik byldepest af det. Eller blev slået til jorden af en tordenkile.
Nu skal jeg snart stemme igen. Til et folketingsvalg. Og jeg har været helt i vildrede. For jeg kan godt mærke, at min blå fortid stadig har et par tentakler viklet ind i mit hår. Men det PASSER bare ligesom ikke til mit liv.
Socialdemokratiet så? Blødt rødt?
Njah. Jeg synes jo, at Socialdemokratiet førte en totalt blå politik, sidste gang de stod ved roret. Og så kan det jo være lige meget. Så kan jeg lige så godt stemme på Løkke.
Paludan kommer nok ikke lige på tale.
Om end man skal tage ham alvorligt.
Eller rettere sagt: Man skal tage det alvorligt, at sådan en spandfuld undermedicineret kneppeaffald (for nu at bruge et udtryk, han sikkert selv ville have brugt) virkelig kan samle stemmer nok til at komme i Folketinget. For så er der eddermame noget galt.
Så er der nogle politikere, der har sovet i timen og ikke har fået taget hånd om indvandrerproblematikkerne. Det MÅ for fanden da være muligt at leve fredeligt sammen, tænker jeg.
Nå, men jeg anede faktisk ikke mine levende råd, for jeg har jo stadig den overbevisning, at det er min fucking PLIGT at stemme. Så krydset SKAL sættes. Men hvor?
Det ved jeg nu 😄
For mens jeg lå der og iagttog loftet over min seng, gik det op for mig, at der er ET problem, som overskygger alle andre. Som faktisk ligegyldiggør (er der noget, der hedder sådan?) alt andet. ALT. Andet.
Og det er den klima- og ressourcekatastrofe, vi alle sammen i årevis har været på vej imod.
Fordi vi opfører os ufornuftigt. Vi producerer ufornuftigt, vi forbruger for meget, vi forbruger uhensigtsmæssigt. Vi har kort sagt en masse vaner, som er stærkt skadelige for jordkloden. Som den kloge professor Steen Hildebrandt siger.
Jeg tror, han har ret. Og jeg mener virkelig, at alt andet kan være ligegyldigt, hvis vi ikke har en klode, der er beboelig.
Hildebrandt har et citat i en af sine bøger: "Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen."
Den lader jeg lige hænge lidt.
...
...
Nå, men jeg satte mig for at finde ud af, hvilke partier der mon har den grønneste politik.
Det var nemt nok. For i følge DTU står de fleste partier næsten lige på CO2-udledning. Men to skiller sig åbenbart ud: Enhedslisten og Alternativet.
Og med mulighederne således indsnævret blev det en nem beslutning for mig. Alternativet fremstår nemlig som nogle amatørklaphatte.
Så jeg stemmer på:
Enhedslisten.
Ja, ja, jeg ved godt, at nogle af deres politikker er komplet gak, men nu er det ikke "nogle af deres politikker", det kommer an på for mig. For dem får de jo alligevel aldrig gennemført. Men hvis de kan sætte mere klima på dagsordenen, så er det super.
Og jeg må hermed konstatere, at de blå tentakler langsomt slipper grebet.
Nu vil jeg takke af for i dag. Jeg skal skrive til en dame 😉
Take care og vi høres ved 💘💘💘
Etiketter:
Lucifer,
Penge,
Politik,
Refleksioner,
Sundhed
fredag den 10. maj 2019
Hate it when that happens!
Jeg må være ærlig:
Jeg bliver sgu lidt stram.
Ikke i kussen. (Er jeg den eneste, der bliver bombarderet med opslag fra nogle, der kalder sig Partiet Stram Kus, på Facebook?)
Men i betrækket. Hver gang jeg står på tærsklen til at skulle til Berlin og så lægger mig med influenza få dage før.
Det sker heldigvis ikke så tit. Øh ... faktisk er det ikke sket før. Men det er det altså nu.
Fuck.
Begyndte at føle mig utilpas mandag aften. Tog selvfølgelig alligevel på job tirsdag. OG onsdag. Stupid me! Jeg har SÅ svært ved at respektere, når min idiotiske krop fortæller mig, at jeg skal blive i sengen.
Men onsdag måtte jeg altså kapitulere. Tog hjem fra arbejde, lige så snart jeg var færdig med at undervise. Og har ligget på lit de parade siden.
Med feber. Og muskelømhed. Og hovedpine. Og hoste. Og materialetræthed. Og ledsmerter.
Har ikke været ved lægen. Men det lugter altså lidt af influenza, tænker jeg.
Jeg fristes til at sige øv.
For på mandag klokken syv afgår nemlig min bus. Mod Berlin. Jeg skal af sted med mit team og mine elever. Vi glæder os allesammen helt vildt, og vi har brugt megalang tid på at forberede turen.
Og så er det sgudda en dårlig strategi at gå ned med influenza.
Havde faktisk tænkt mig at møde på job i dag. For i går aftes gik det okay. Ikke godt. Men okay. (Havde selvfølgelig også dopet mig med Panodil, som virker febernedsættende, så det er måske logisk nok.)
Det var nemlig vigtigt for mig at bevise over for alle, inklusive mig selv, at jeg er frisk nok til rejsen. Jeg tænkte, at min chef jo nødig skal begynde at få smarte idéer om at sende en anden med i mit sted.
Men ... så vågnede jeg i morges (og heldigvis for det 😉). Og det var totally no go bare så meget som at overveje at tage på arbejde.
Pis.
Har tilmed måttet lægge mig fladt ned (som om jeg ikke ligger ret fladt ned i forvejen) og ringe til chefen for at bede ham om at udtænke en plan B, hvis jeg ikke bliver klar.
Nu har vi givet mig en frist til søndag formiddag. På det tidspunkt skal jeg give chefen en melding, og hvis jeg ikke er på benene, så ... Gys 😱
So keep 'em crossed, folkens! Jeg vil virkelig gerne med til Berlin.
Jeg bliver sgu lidt stram.
Ikke i kussen. (Er jeg den eneste, der bliver bombarderet med opslag fra nogle, der kalder sig Partiet Stram Kus, på Facebook?)
Men i betrækket. Hver gang jeg står på tærsklen til at skulle til Berlin og så lægger mig med influenza få dage før.
Det sker heldigvis ikke så tit. Øh ... faktisk er det ikke sket før. Men det er det altså nu.
Fuck.
Begyndte at føle mig utilpas mandag aften. Tog selvfølgelig alligevel på job tirsdag. OG onsdag. Stupid me! Jeg har SÅ svært ved at respektere, når min idiotiske krop fortæller mig, at jeg skal blive i sengen.
Men onsdag måtte jeg altså kapitulere. Tog hjem fra arbejde, lige så snart jeg var færdig med at undervise. Og har ligget på lit de parade siden.
Med feber. Og muskelømhed. Og hovedpine. Og hoste. Og materialetræthed. Og ledsmerter.
Har ikke været ved lægen. Men det lugter altså lidt af influenza, tænker jeg.
Jeg fristes til at sige øv.
For på mandag klokken syv afgår nemlig min bus. Mod Berlin. Jeg skal af sted med mit team og mine elever. Vi glæder os allesammen helt vildt, og vi har brugt megalang tid på at forberede turen.
Og så er det sgudda en dårlig strategi at gå ned med influenza.
Havde faktisk tænkt mig at møde på job i dag. For i går aftes gik det okay. Ikke godt. Men okay. (Havde selvfølgelig også dopet mig med Panodil, som virker febernedsættende, så det er måske logisk nok.)
Det var nemlig vigtigt for mig at bevise over for alle, inklusive mig selv, at jeg er frisk nok til rejsen. Jeg tænkte, at min chef jo nødig skal begynde at få smarte idéer om at sende en anden med i mit sted.
Men ... så vågnede jeg i morges (og heldigvis for det 😉). Og det var totally no go bare så meget som at overveje at tage på arbejde.
Pis.
Har tilmed måttet lægge mig fladt ned (som om jeg ikke ligger ret fladt ned i forvejen) og ringe til chefen for at bede ham om at udtænke en plan B, hvis jeg ikke bliver klar.
Nu har vi givet mig en frist til søndag formiddag. På det tidspunkt skal jeg give chefen en melding, og hvis jeg ikke er på benene, så ... Gys 😱
So keep 'em crossed, folkens! Jeg vil virkelig gerne med til Berlin.
torsdag den 9. maj 2019
Om at gøre vigtige indtryk
Det skal man jo en gang imellem.
På dates. Til jobsamtaler. Som lærer til forældremøder. Når man møder svigerfamilien for første gang.
Eller.
Som i lørdags:
Yngstedatteren har længe ønsket sig at blive udvekslingsstudent. Måske påvirket en kende af Mutti.
Jeg var selv udvekslingsstudent i USA, hvor jeg gik på high school i et år. Fantastisk år 😄 Faktisk nok det mest betydningsfulde af mine teenageår, tænker jeg.
Og nu vil Barn 4 altså gerne af sted.
Hun får selvfølgelig fuld opbakning herfra.
Eller FIK.
Indtil Mutti så prisen.
Pis mig i øret, mand!
Det koster jo fucking 100.000 gode, danske kroner eller mere at sende et barn et år til USA! 😱😱😱
Og det er stort set ligegyldigt, om man bruger Youth for Understanding, EF Sprogrejser eller American Field Service.
På en lærerløn?!
Damn.
Jojo, the person formerly known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) ville selvfølgelig give et tilskud. Men alligevel.
Jeg kunne se skuffelsen i barnets blik, da jeg sagde, at det nok blev lidt for dyrt. Og mærke et stik i hjertet.
Og endnu et stik, da englebassen senere selv gik på nettet for at undersøge alternative muligheder og vendte tilbage med en forsigtig forespørgsel: om det mon så var muligt at komme til Østrig? For det kostede kun 50.
Hvor er hun sød. Og nøjsom 💘
For, undskyld Østrig, men jeg ved sgudda udmærket, at Østrig i yngstedatterens optik bare ikke har samme X-factor som USA. Eller andre fjerne lande.
Og så har hun jo allerede været der de første 10.000 gange. På ski- og cykelferier.
So what to do? What to fucking DO?!
Jo.
Man søger selvfølgelig videre på nettet efter flere alternativer og finder ... Rotary.
44.000.
Uanset om man vil til Brasilien eller Japan eller Sydafrika eller USA eller et af de mange andre spændende, fjerntliggende lande. Og dermed altså NOGET mere håndterbart end "tilbuddene" fra de øvrige organisationer.
One problem though: Den unge er ikke sikker på at komme til det land, der står øverst på ønskesedlen. Og heller ikke på overhovedet at komme af sted. For det kræver en kilometerlang ansøgning og en personlig godkendelsessamtale med hele fire repræsentanter fra Rotary.
Og ... øh ... one more problem: Man (altså Mutti) skal SELV have udvekslingsstudenter boende. I et år. Tre stk. En ad gangen ganske vist, men alligevel.
Fuck. Ikke lige min våde drøm. Et helt år! Med skiftende fremmede under mit tag.
Og jeg, som ELSKER at kunne være mig selv i de få timer i døgnet, hvor jeg har mulighed for det.
Oh dear 😲
Nå. Men. For yngstebarnets skyld vil jeg gøre det. Og så håber jeg fandme, hun ved, at jeg elsker hende.
Som værtsfamilie for udvekslingsstudenter skal man godkendes. Rotary står jo ligesom inde for, at man leverer et ordentligt "produkt" til de unge mennesker, der kommer på besøg.
Og det er så her, det bliver interessant.
For i lørdags klokken 09.00 skulle jeg mødes med en repræsentant for Rotary. For at høre lidt om deres udvekslingsprogram. Og jeg tænker også, at Rotary-manden lige ville danne sig et indtryk af familien.
Mødet skulle foregå hjemme hos the person formerly known as Lucifer. For yngstedatteren var hos ham i den weekend.
Right.
Nu var det så, at jeg i fredags tilfældigvis var til kalas med nogle kolleger i Aarhus. Det har jeg skrevet om her.
Pyha.
Jeg havde jo fucking PLANLAGT at tage med toget hjem fredag aften. Netop fordi jeg gerne ville være fit for fight til mødet lørdag morgen.
So what on earth possessed me?!!! 😵😵😵 Stupid me.
For så skal jeg sgudda ikke drikke snaps! Og overnatte på sofaen hos min kollega. Og stå op med sindsyge tømmermænd. Og tage et tog, der går så sent, at jeg ikke kan nå hjem til mig selv inden mødet.
Teenager igen.
KUNNE det måske have været rart lige at få børstet tænder? Og få justeret morgenhåret lidt? Og iføre mig nogle tekstiler, som jeg ikke havde sovet i om natten OG haft på hele den foregående dag? Eventuelt tage et bad?
Tjoh. Det kan man selvfølgelig anføre.
Men øh ... sådan blev det så ikke.
Pis.
Men godt, at the person ... også var til stede. HAN fremstod i det mindste nogenlunde klar i hjernen. Og tilmed soigneret.
Nå, men vi fik afsluttet mødet, og selv om jeg på ingen måde kan tage nogen som helst ære for det, gik det vist okay.
Tror dog ikke, at det forbigik Rotary-mandens opmærksomhed, at jeg havde været til fest.
For jeg kender ham perifert. Er Facebook-ven med ham, fordi vi har haft sønner i samme klasse, så vi har, for snart en del år siden, mødtes til forældremøder og klassearrangementer.
Og da jeg senere samme dag lagde et opslag på Facebook, hvor jeg skrev, at jeg havde været til en gabende kedelig kollegaaften, lød hans bemærkning i kommentarfeltet:
"Ja, det var tydeligt i morges, at det havde været megakedeligt i går 😉"
Hmm. Selv om jeg havde gjort et ihærdigt forsøg, havde jeg tydeligvis ikke haft held til at skjule nationens sande tilstand.
Jeg måtte således lægge mig fladt ned og svare:
"Oh dear. Jeg ville have givet meget for, at det ikke lige var i morges, vi skulle mødes, haha 😂😂😂 Godt, at du kendte mig i forvejen og ved, at jeg er helt normal 😝"
Så fik jeg lige reddet DEN 😉
På dates. Til jobsamtaler. Som lærer til forældremøder. Når man møder svigerfamilien for første gang.
Eller.
Som i lørdags:
Yngstedatteren har længe ønsket sig at blive udvekslingsstudent. Måske påvirket en kende af Mutti.
Jeg var selv udvekslingsstudent i USA, hvor jeg gik på high school i et år. Fantastisk år 😄 Faktisk nok det mest betydningsfulde af mine teenageår, tænker jeg.
Og nu vil Barn 4 altså gerne af sted.
Hun får selvfølgelig fuld opbakning herfra.
Eller FIK.
Indtil Mutti så prisen.
Pis mig i øret, mand!
Det koster jo fucking 100.000 gode, danske kroner eller mere at sende et barn et år til USA! 😱😱😱
Og det er stort set ligegyldigt, om man bruger Youth for Understanding, EF Sprogrejser eller American Field Service.
På en lærerløn?!
Damn.
Jojo, the person formerly known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) ville selvfølgelig give et tilskud. Men alligevel.
Jeg kunne se skuffelsen i barnets blik, da jeg sagde, at det nok blev lidt for dyrt. Og mærke et stik i hjertet.
Og endnu et stik, da englebassen senere selv gik på nettet for at undersøge alternative muligheder og vendte tilbage med en forsigtig forespørgsel: om det mon så var muligt at komme til Østrig? For det kostede kun 50.
Hvor er hun sød. Og nøjsom 💘
For, undskyld Østrig, men jeg ved sgudda udmærket, at Østrig i yngstedatterens optik bare ikke har samme X-factor som USA. Eller andre fjerne lande.
Og så har hun jo allerede været der de første 10.000 gange. På ski- og cykelferier.
So what to do? What to fucking DO?!
Jo.
Man søger selvfølgelig videre på nettet efter flere alternativer og finder ... Rotary.
44.000.
Uanset om man vil til Brasilien eller Japan eller Sydafrika eller USA eller et af de mange andre spændende, fjerntliggende lande. Og dermed altså NOGET mere håndterbart end "tilbuddene" fra de øvrige organisationer.
One problem though: Den unge er ikke sikker på at komme til det land, der står øverst på ønskesedlen. Og heller ikke på overhovedet at komme af sted. For det kræver en kilometerlang ansøgning og en personlig godkendelsessamtale med hele fire repræsentanter fra Rotary.
Og ... øh ... one more problem: Man (altså Mutti) skal SELV have udvekslingsstudenter boende. I et år. Tre stk. En ad gangen ganske vist, men alligevel.
Fuck. Ikke lige min våde drøm. Et helt år! Med skiftende fremmede under mit tag.
Og jeg, som ELSKER at kunne være mig selv i de få timer i døgnet, hvor jeg har mulighed for det.
Oh dear 😲
Nå. Men. For yngstebarnets skyld vil jeg gøre det. Og så håber jeg fandme, hun ved, at jeg elsker hende.
Som værtsfamilie for udvekslingsstudenter skal man godkendes. Rotary står jo ligesom inde for, at man leverer et ordentligt "produkt" til de unge mennesker, der kommer på besøg.
Og det er så her, det bliver interessant.
For i lørdags klokken 09.00 skulle jeg mødes med en repræsentant for Rotary. For at høre lidt om deres udvekslingsprogram. Og jeg tænker også, at Rotary-manden lige ville danne sig et indtryk af familien.
Mødet skulle foregå hjemme hos the person formerly known as Lucifer. For yngstedatteren var hos ham i den weekend.
Right.
Nu var det så, at jeg i fredags tilfældigvis var til kalas med nogle kolleger i Aarhus. Det har jeg skrevet om her.
Pyha.
Jeg havde jo fucking PLANLAGT at tage med toget hjem fredag aften. Netop fordi jeg gerne ville være fit for fight til mødet lørdag morgen.
So what on earth possessed me?!!! 😵😵😵 Stupid me.
For så skal jeg sgudda ikke drikke snaps! Og overnatte på sofaen hos min kollega. Og stå op med sindsyge tømmermænd. Og tage et tog, der går så sent, at jeg ikke kan nå hjem til mig selv inden mødet.
Teenager igen.
KUNNE det måske have været rart lige at få børstet tænder? Og få justeret morgenhåret lidt? Og iføre mig nogle tekstiler, som jeg ikke havde sovet i om natten OG haft på hele den foregående dag? Eventuelt tage et bad?
Tjoh. Det kan man selvfølgelig anføre.
Men øh ... sådan blev det så ikke.
Pis.
Men godt, at the person ... også var til stede. HAN fremstod i det mindste nogenlunde klar i hjernen. Og tilmed soigneret.
Nå, men vi fik afsluttet mødet, og selv om jeg på ingen måde kan tage nogen som helst ære for det, gik det vist okay.
Tror dog ikke, at det forbigik Rotary-mandens opmærksomhed, at jeg havde været til fest.
For jeg kender ham perifert. Er Facebook-ven med ham, fordi vi har haft sønner i samme klasse, så vi har, for snart en del år siden, mødtes til forældremøder og klassearrangementer.
Og da jeg senere samme dag lagde et opslag på Facebook, hvor jeg skrev, at jeg havde været til en gabende kedelig kollegaaften, lød hans bemærkning i kommentarfeltet:
"Ja, det var tydeligt i morges, at det havde været megakedeligt i går 😉"
Hmm. Selv om jeg havde gjort et ihærdigt forsøg, havde jeg tydeligvis ikke haft held til at skjule nationens sande tilstand.
Jeg måtte således lægge mig fladt ned og svare:
"Oh dear. Jeg ville have givet meget for, at det ikke lige var i morges, vi skulle mødes, haha 😂😂😂 Godt, at du kendte mig i forvejen og ved, at jeg er helt normal 😝"
Så fik jeg lige reddet DEN 😉
Abonner på:
Opslag (Atom)