søndag den 23. februar 2014

To gange snydt

Argh!

HADER, når producenter af den mad, jeg køber, svindler mig til at tro, at jeg køber et bedre produkt end det, jeg får med hjem i indkøbsposen.

Det er dælme fup og bedrag og humbug, når Arla for eksempel forleder mig til at tro, at deres Cheasy-yoghurt skulle være sund. Det har jeg lige opdaget under morgenmaden i dag.

Prøv at se:


INTET TILSAT SUKKER står der med tårnhøje, fedladne røde bogstaver.

"Aah, nice," tænker sådan nogle naive motherfuckere som mig så. "Helserigtigt!"

Og den opfattelse bliver jeg nærmest forstærket i, når jeg læser den uddybende tekst nedenunder:

"... men indeholder sødestof og kun det naturlige indhold af sukker fra mælk og frugt."

Det er formuleret således, at det kun er et enkelt ord, der ikke er helt og aldeles i pagt med naturen, og man skal dermed læse godt efter for ikke at mene, at teksten her er vidnesbyrd om det sundhedsrigtige image, Cheasy-produkterne har. Det hele lyder i hvert fald ret uskyldigt, og der var ingen alarmklokker, der bimlede hos mig i morges.

Et blik på varedeklarationen afslørede imidlertid, at Arla lige så godt kunne have skrevet: 

"... men indeholder det kræftfremkaldende aspartam og kun det naturlige indhold af sukker fra mælk og frugt."





















Bon appetit!

Omsætningsfikserede sataner.

Og samme dæmoniske prædikat faldt mig i øvrigt ind under frokosten, da jeg lukkede op for den dejlige rejesalat fra Graasten Salater, som jeg havde indkøbt til lejligheden:

56% pasta.

Rent fyld. 

Pasta er billigt, tyggevenligt, smager ikke af en skid og er derfor velegnet til at forøge rejesalatens volumen ganske betragteligt, uden at forbrugeren bemærker det ret meget. 





















Skam jer, svindleriske hundehoveder!







tirsdag den 18. februar 2014

Venter på, at anfaldet går over

I dag har jeg 

  • spist sundt
  • undgået alkohol 
  • bevæget mig temmelig meget
  • været omsorgsfuld og opmærksom over for mine elever 
  • fået andre til at le
  • overholdt hastighedsgrænserne
  • været en hyggeligt konverserende kollega 
  • lavet lækker mad til Ladyen
  • kort sagt opført mig ret pænt.

I morgen er jeg nok mig selv igen.

Hæææh ;-)

Nu siger de godt nok, at man ikke skal græde over spildt mælk ...

Lad ALDRIG mere en halv liter mælk flyde ud i bunden af din bil, frue.

For helvede altså!

Kørte rundt med en åbnet, halvfyldt mælkekarton stående på gulvet mellem for- og bagsæde forrige sommer og hørte godt, at den væltede under transporten.

Gad derpå ikke Havde derpå ikke tid til at køre ind til siden og forsøge at begrænse skaden, men bildte mig ind, at mælken sgu nok blev liggende inde i den plasticpose, jeg transporterede den i, til trods for den lille bagatel, at posen ikke var lukket foroven.

Well, guess what: Jeg tog fejl.

Pis.

Så inden jeg nåede hjem, havde det fastmonterede tæppe i bunden af bilen opsuget hver en dråbe af mælken, som til gengæld straks begyndte at rådne og dermed lugte af bræk gange ti. To dage før jeg spartlede bilen ud med børn og bagage og kørte til steghede Toscana. Med hovedet ude ad sideruden meget af vejen grundet lummer stank.

Mere pis.

Nu må det være fristende at tro, at det er agurketid her på bloggen, når jeg ikke kan finde på andet at fortælle om end spildt mælk anno 2012.

MEN

episoden dukker med jævne mellemrum op i min bevidsthed. I al sin klamme, appetitberøvende aktualitet.

For eksempel nu, hvor jeg om fem minutter vil forlade lærerforberedelsen på min skole og sætte mig ud i bilen for at køre hjem og hygge lidt med Ladyen.

Det er nemlig aldrig lykkedes at rense tæppet ordentligt, så hver eneste fucking gang, det er lidt fugtigt i vejret, bliver de fandens mælkebakterier vakt til live igen og kommer krybende og invaderer næsepartiet på de stakler, der måtte opholde sig i køretøjet. Som oftest: mig.

Små zombiesataner!

Yuck!

tirsdag den 11. februar 2014

Stil og andet

Jeg skal arbejde i dag. Jeg har godt nok ferie. Men jeg har OGSÅ 44 eksamensopgaver i tysk og engelsk, der skal rettes.

En af dem ser sådan ud:



Den består af en overskrift: "Ich nicht liebe deutschet". Og cirka tre milliarder udråbstegn. 

Gad vide, om det betyder, at eleven ikke kan lide tysk?

Nå, men det positive er, at den er temmelig hurtig at rette og nem at karaktergive: -3.

Er ellers godt irriteret over dette her tvungne feriefis. Jeg kan ikke vælge at sige nej tak til vinterferien. Og den er en dyr fornøjelse for mig, da jeg som nyuddannet ingen ferie har optjent og derfor bliver trukket i løn for den.

Jeg kan heller ikke selv bestemme, hvornår den skal ligge. I modsætning til de fleste andre faggrupper.

Men selv om jeg prøver ihærdigt at vinde bare en lille smule medfølelse fra mine omgivelser, er det altså svært at overbevise dem om, at jeg som lærer har en uheldig ferieordning.

Hrmpf!

Hov! Nu ringer posten på døren. Og vi ved jo godt, hvad det betyder

Så jeg skynder mig at glide.

Hehe.

tirsdag den 4. februar 2014

OMG, er jeg virkelig så let at gennemskue?!

Var til galla i fredags. 

Ikke fordi jeg er regeringschef eller royal, men fordi jeg har en søn i 3.G på det lokale gymnasium. Og de holder altså galla i januar. I den lokale sportsarena. Forældre er inviteret med som storklappende statister, der stormer rundt mellem hinanden og snubler over egne og andres fødder i deres iver efter at fotografere deres funklende, opstadsede afkom under både indmarch og lancier.

Havde ikke opholdt mig længe i hallen, før min gaydar fortalte mig, at jeg ikke var den eneste lebbe til stede. Mit blik faldt således ret hurtigt på en bred, kortklippet kvinde i slidte, flossede jeans, og en ret forvasket og deform striktrøje. 

Hun var ikke ulig en hel del lebber, som jeg har set på G-Bar. Hun havde det der look, som fortæller, at hun har opgivet sit eget ydre. Trist nok.

Nå, men jeg spolede ret hurtigt blikket bort fra lebben. Så interessant var hun heller ikke i forhold til min guddommelige, smokingklædte søn, der, sammen med sin yndige partnerske, nu havde begivet sig ud i en fejende wienervals på halgulvet.

Stor var min forbavselse derfor, da jeg et splitsekund senere så ... LEBBEN komme direkte hen imod mig med et strålende smil og hånden strakt frem. 

Shit, var jeg virkelig så gennemskuelig? Kunne hun rent faktisk se på mig, at jeg er til kvinder? Havde jeg en lille malplaceret lebbeflirt i vente, eller hvad dælen foregik der?

Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, for det kunne da umuligt være mig, der var i centrum for kvindens opmærksomhed. Indtil jeg altså pludselig spottede, at det fannanedme var min gamle unge pige!!! 

Det var jo P, som for mange år siden tog sig af mine to ældste rotter, mens jeg selv passede mit marketingarbejde i en landsdækkende byggemarkedskæde.

Så vi fik selvfølgelig en lille sludder. Catching up, you know. Mens jeg åndede lettet op over alligevel ikke at være mål for antastning fra fremmed lebbe.

Altså indtil hun ville rejse sig for at gå og ligesom tilfældigt kom til at lade sin hånd hvile ALT for længe på mit knæ.

Busted, haha. 

Her går jeg og tror, jeg kan færdes inkognito og dermed som en almindelig hetero, når jeg ønsker det, men i virkeligheden må jeg være utrolig nem at afsløre.

P var tilsyneladende ikke i tvivl.

mandag den 3. februar 2014

De synes vist det er synd

Jeg afspadserer nogle lektioner i morgen. Og møder dermed først klokken 12.

Fordi ... suk

... jeg skal i Statsforvaltningen. 

Der skal jeg møde min eksmand, Lucifer, til første runde i kampen om min niårige datter. Lucifer vil have hende med sig, når han om lidt flytter til København. Det er langt borte herfra. Så kan jeg kun nyde hende fire dage om måneden.

Han vil sige, at jeg ikke kan byde hende et ordentligt liv i mit uanstændige homoseksuelle miljø. Det vil han sige i morgen, og det vil han sige i både byretten og landsretten, når vi mødes der i løbet af de næste måneder. Jeg tør æde mine vandrestøvler på det.

Jeg har til dels haft held til at skubbe det fra mig. Indtil nu. (Tænker, det er en følge af min opvækst med en alkoholiseret far. Man bliver en ørn til at skubbe det onde fra sig, for ellers bliver man jo kronisk grå og melankolsk.)

Men nu begynder det altså at nappe lidt. I morgen klokken 8.30 er jeg nødt til at se det i øjnene. Og jeg er bekymret og ked af det.

Til gengæld er jeg rigtig glad og rørt over den support, jeg modtager fra både sekretærer og lærerkolleger på min skole. Det er en af fordelene ved at begive sig ud i et omsorgsfag som mit. 

Jeg møder empati og masser af mennesker, der holder alle ekstremiteter krydset for, at jeg vinder min datter. 

Dejligt.