mandag den 25. august 2014

En historie om Barn 1

Nå ja, for resten. Barn 1.

Hun byder på mange fortælleværdige historier. Og en af dem gennemløber et vigtigt kapitel i dag.

Denne historie begyndte egentlig sidste år. Og handler også om Lucifer. 

Lucifer er nemlig ret snobbet og har mange store ambitioner på sine børns vegne. Således også når det gælder uddannelse. Og som sidegevinst er han ret manipulerende over for sin familie.

Så da Barn 1 i foråret 2013 skulle søge ind på en videregående uddannelse og egentlig gerne ville have været socialrådgiver, fik farmand talt hende bort fra denne hverken prestigefyldte eller højtlønnede humanistiske karrierevej og nudget til at søge ind på henholdsvis international virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi - to kolde universitetsstudier, der ligger langt fra Barn 1s varme hjerte og omsorgsgen.

Men social status betyder i Lucifers verden langt mere end selvtilfredsstillelse, og det kan sagtens forsvares at knægte sine inderste ønsker, hvis belønningen kan udmåles i en overflod af klingende mønt.

Det stakkels barn blev selvfølgelig optaget på international virksomhedskommunikation ... 

... og blev totalt ulykkelig ved studiestart. 

Jeg har aldrig set nogen af mine børn så fortvivlet. Hun havde i ugevis fornemmet, at hun var på vej ind på den helt forkerte hylde, og nu var hendes frygt blevet bekræftet. Der var slet ingen harmoni mellem studiet og hendes jobønsker.

Øv, øv og et helt år spildt.

Nu har hun søgt ind på et nyt studium. Og denne gang har far ikke blandet sig.

Derfor er Barn 1 i dag begyndt på ...

... læreruddannelsen.

Samme skole, som hendes mor tog sin eksamen fra sidste sommer.

Barnets linjefag:

Musik, TYSK og ENGELSK.

Samme linjefag som hendes mor (med undtagelse af musik).

Hun kommer til at få de samme lærere.

Ved sgu ikke rigtigt, om det er sjovt eller creepy, men jeg holder i hvert fald alle ekstremiteter krydset for, at hun finder sig rigtig godt til rette på seminariet, får en super studietid og et givende job bagefter.

Bonusinfo: Min egen mor er for resten pensioneret folkeskolelærer. Sproglærer. 

Even more creepy ;-)

fredag den 8. august 2014

Jeg skulle nødig forveksles

"Hvorfor står der LSBN på din T-shirt?" kom det fra Ladyens søn forleden morgen.

"Det betyder lebbe," sagde jeg og ... øh ... svarede dermed slet ikke på hans spørgsmål.

"Jamen, hvorfor står der så lebbe på din T-shirt?" forsøgte han videre.

"For ellers kan folk jo ikke SE, at jeg er lebbe. Jeg skulle jo nødig forveksles med en heteroseksuel."

Høhø.

Ej, spøg til side. Jeg har ingen problemer med heteroseksuelle. Jeg kender flere, der er det. Heteroseksuelle altså. Og det siger jeg ikke bare for at fremstå tolerant. 

Jeg synes faktisk, det er flot, at de tør stå ved, hvem de er ;-)

Som nu for eksempel skolesekretæren på den skole, hvor jeg arbejder. HUN er hetero. Og hun havde helt klart ikke spottet, at jeg er homo. 

Hvordan rygtet kan være sivet uden om kontoret, ved jeg ikke. Måske er det det med mine fire børn, der har vildledt hende.

I hvert fald var det morsomt, da jeg, samme dag som ovenfor, løb på hende i lærerkøkkenet, og hun lænede sig lidt frem imod mig og nøje studerede de fire bogstaver mellem mine bryster.

"Hvad betyder det?" spurgte hun interesseret.

"Det betyder lesbian."

Hun hørte mig tilsyneladende ikke rigtigt i første omgang. Enten det, eller også var oplysningen bare FOR usandsynlig til rigtigt at synke ind.

"Øh, hvad?" sagde hun dybdeborende.

"Lesbian."

Og så var det, som om tiøren faldt.

"Æh ... (fjamske, fjamske) Nåååh ... (mere fjamske) Men ... øh ... jeg må vist tilbage til kontoret."

Og så vimrede damen ud af køkkenet og forsvandt.

Haha, jeg får da fuld valuta for min T-shirt :-D