Viser opslag med etiketten Ligestilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ligestilling. Vis alle opslag

søndag den 10. januar 2021

Om kærlighed og job

Jeg skrev for nylig, at jeg af en trofast læser er blevet opfordret til at kaste detaljer om min skønne nye kærlighed på bordet.

Og det gjorde jeg så her.

Derudover kan jeg oplyse, at samme trofaste læser OGSÅ ønsker at høre lidt om jobbet. Og da jeg gerne vil gøre alle tilpas. I aim to please, you know 😉 Ja, så kommer her en redegørelse:

Jeg var ret nervøs i forhold til jobbet. Man hører jo somme tider om arbejdspladser, der frabeder sig, at medarbejderne begynder at kysse og knalde fast med hinanden.

Og jeg er umanerlig glad for mit job.

Faktisk så glad, at jeg i snart fucking OTTE år har pendlet 120 kilometer om dagen for at komme til og fra arbejde. Og det til trods for, at vi rent faktisk HAR skoler i Randers, hvor jeg bor. Der rent faktisk HAR brug for sproglærere.

But no!

Jeg er faldet SÅ godt til på min skole i den fjerntliggende provinsby, at jeg nok ville føle et anstrøg af mishag absolut ville HADE at skulle undervise et andet sted.

Alligevel er min vidunderlige kæreste så FUCKING ... øh ... vidunderlig (creative, I know 😂), at jeg om nødvendigt ville indvillige i at gøre det. Jeg ville lade mig overflytte til en anden skole, hvis det ikke kunne være anderledes.

Så bum! There you have it: Jeg ELSKER hende, så jeg ville ofre en hel del for at blive sammen med hende.

Anne-Mette var ikke nær så bekymret.

Jeg tror, hun tænkte, at skolen ville være GODT dum ved at skille sig af med nogen af os.

Og hvor HAR hun i grunden ret. Vi er begge to så pisse fucking respekterede, vellidte og dygtige til vores job, at de næsten lige så godt kunne nedlægge skolen, hvis vi forsvandt 😂

Vi besluttede alligevel at rådføre os med vores tillidsrepræsentant. For ligesom at vide, hvordan vi stod.

Og hun bragte vores spørgsmål videre til lærerforeningens lokalkreds, som kunne oplyse, at der ikke var noget som helst til hinder for, at to personer på den samme skole kunne være kærester. Medmindre der var tale om en leder og en medarbejder. Og det er der ikke.

Så turde vi gå til chefen.

Vi bookede et møde i hans kalender og troppede op på hans kontor.

"Ved du, hvorfor jeg smiler lidt bredere, end jeg plejer, chef?" lagde jeg kækt ud med at sige.

Det gjorde chefen ikke.

Til gengæld smilede han selv ret bredt, da han hørte årsagen.

Woop, woop! 💃💃💃

Anne-Mette og jeg havde på forhånd besluttet, at vores kærlighed ikke skulle være hemmelig. Vi har begge to i løbet af mange år fået mere end nok af at skjule vores seksualitet for andre og sejle under falsk, heteroseksuelt bekvemmelighedsflag.

På den anden side set havde vi ikke ligefrem lyst til at stille os op på et personalemøde og udbasunere nyheden for Gud og hver mand kvinde (jeg tror jo ikke på Gud, you know, OG jeg synes, at vores gode danske modersmål er alt for FUCKING kønsdiskriminerende 😉).

Men nej, det skulle ikke ske i en fælles bekendtgørelse, så vi lod det lige så stille sive.

Anne-Mette lod det sive til sit team. 

Og JEG lod det sive til mine fire mænd. Altså de fire skønne, dejlige drenge, som jeg indtil for få måneder siden var i team med, og som jeg holder meget af.

Mine mænd reagerede, som jeg havde håbet. Men kæmpestore grin og anerkendende blikke. Min Anne-Mette er nemlig en smuk og sexet kvinde, som de fleste hankønsvæsener drejer hovedet efter. Og rigtige mænd anerkender en god scoring 😂

En af dem rakte tilmed armene triumferende i vejret. I sådan en slags hyldest 👏👏👏

Og en anden af dem ønskede tillykke, men tilføjede med et skævt smil, at han ellers havde håbet, jeg måske var skabshetero. En gigantkompliment fra omtalte mand. Som dermed fortalte mig, at jeg heller ikke er helt uden appeal 😉

Nå, men siden da har både Anne-Mette og jeg følt, at vi har skabt glæde omkring os. Vi tænker, at vi sprudler, stråler og glimter endnu mere, end vi plejer. Og den slags smitter.

Lige nu er det med jobbet selvfølgelig blevet til en online-forestilling, da vi jo er corona-hjemsendt. Men det går sgu som en leg, for englebassen og jeg sidder bare i hvert sit rum på samme matrikel og kan liste os til mange kys og kram i løbet af en arbejdsdag 💋💋💋

Så har jeg da vist redegjort godt og grundigt for det ene job.

Nu til det andet:

"Det andet?" tænker så den faste dropslæser. "Hvad fanden mener kvinden? Og hvorfor har hun ikke nævnt, at hun har mere end ét job?! Ved hun ikke, at hun har FUCKING OPLYSNINGSPLIGT?!!!" 😡

Og jo, det ved jeg selvfølgelig, at jeg har. Men jeg ville ikke jinxe noget, og det hele er først faldet på plads for ganske nylig:

Jeg skal være forfatter 💃💃💃

Og det ved jeg selvfølgelig godt, at jeg for helvede allerede ER. Her på Dropsene.

Men jeg mener RIGTIG forfatter. Sådan en, der har en kontrakt med et forlag. Og bliver trykt i et førsteoplag på flere tusinde eksemplarer. Og rent faktisk tjener PENGE på lortet.

SÅDAN en forfatter skal jeg være.

Jeg går for alvor i gang med arbejdet i næste uge. Og så får jeg travlt 🚀🚀🚀 Men travlt på den FEDE måde.

Og Anne-Mette? Hun er stolt. Og hvor er det vidunderligt at have en kæreste, der er stolt af en. Det er jeg ikke forvænt med. Men jeg kan GODT blive afhængig 😂

Nu vil jeg til gengæld slutte af for i dag. Blockbuster skal jo også passes. Det bliver den nyeste Almodóvar-film, som englebassen og jeg skal flette fingre til, inden vi skal tidligt i seng.

Take care now 💘💘💘

søndag den 14. juni 2020

Nyhedsbrev

Det kan man vel godt kalde det, når man med monsterlange mellemrum udgiver enkeltstående publikationer.

And for that I AM sorry 😞 

For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.

Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går: 

Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.

Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:


Teamgate


HULK!

😭😭😭

Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.

HULK I-fucking-GEN 😭

Det må være kulminationen på et bizart forår.

Forhistorien:

Jeg er lærer. 

"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.

Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)

Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)

På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.

Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.

Vores team fungerer fantastisk. 

Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd. 

Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere. 

Der er heller ikke langt fra tanke til handling.

Vi er effektive og dygtige.

På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.

Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂

Men det er slut nu 😥

Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.

Right.

Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.

Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!

Og den læring, jeg tager med mig?

Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig. 

Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver. 

Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.

Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂 

Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.

Bum!

Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.

Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)

Og vi spillede krocket på plænen. 

Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?

Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:



Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂

Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.


Afgangsprøvegate


Jeg bryder ingen fortrolighed ved at bekendtgøre, at årets afgangsprøver for folkeskolens ældste elever er aflyst i år. Det har en anden dame nemlig bekendtgjort før mig 😉

Men jeg kan til gengæld supplere med at fortælle, at jeg om mandagen i påskeugen (hvor omtalte dame aflyste omtalte prøver) havde lagt en flaske prosecco på køl. I håbefuld forventning om, at omtalte dame NETOP ville gøre, som hun gjorde.

Og sandelig om ikke proppen sprang! 🍸 (Jeg kan ikke finde en champagne-emoji, så det bliver et cocktailglas 😂)

Jeps. Jeg er ked af at sige det, men det blev en festaften for mig 💃💃💃 

For nu risikerede jeg ikke at skulle føre nogen til prøve i mundtlig tysk. Hvilket havde været en klar parallel til Slagtehus 5, da mine elever ikke kan udtrykke en skid på tysk.

Nu slap vi altså for at optræde live i en klam wannabe-splatterfilm.

Til gengæld gik der ikke mange dage, før vi i mit team besluttede at lade vores elever gå til "øveprøve" i de obligatoriske mundtlige fag: dansk, naturfag og engelsk.

For vi kunne godt se det uhensigtsmæssige i, at englebasserne ville forlade folkeskolen uden at have prøvet at gå til prøve. Hvilket også var nok det væsentligste kritikpunkt i medierne, da de formelle prøver blev aflyst.

Og som sagt så gjort. 

Jeg har således i den forløbne uge haft vores tre niendeklasser oppe i mundtlig engelsk. Til en prøve, der har ligget så tæt op ad den rigtige afgangsprøve som muligt. Bare med censorer fra min egen skole.

For mit vedkommende har seancen varet seks skoledage i træk. To til hver klasse. 

Og jeg er fuldkommen udmattet. For som eksaminator er man "på". 

Hele tiden. Uden ophør. Uafbrudt. 

Man har jo ansvaret for at hjælpe eleverne igennem. Manøvrere dem videre, hvis de går i stå, stille meningsfyldte spørgsmål og være fuldkommen alert og samtidig vurdere deres præstation og konstruere og formidle en feedback, som de kan bruge til noget i deres fremtidige arbejde med engelskfaget. 

Man sidder vagtsomt helt ude på kanten af stolen i konstant alarmberedskab med alle sanser skærpet.

Det er SÅ hårdt. I TELL you 😰 

Inden prøverne var jeg lidt bange for, at mine elever ikke ville tage forløbet alvorligt. Det var jo kun "legeprøver". Deres prøvekarakter kommer ikke fremgå på deres afgangsbevis, og censor var ikke en fremmed lærer fra en anden skole.

So why give a rat's ass?

Men damn, hvor tog jeg fejl. Helt vildt fejl faktisk.

Jeg måtte således sende 11 piger grædende hjem.

Øh ... den lader jeg lige hænge lidt ...

...

...

ELLEVE piger! 

Det er en fucking TREDJEDEL af årgangens piger!

Grædende, folkens! 😭😭😭 Over en fucking LEGEprøve!

Jeg er kort sagt rystet.

Hvad fanden er det for et lortepræstationssamfund, der får den ene søde, skønne pige efter den anden til at knække sammen på den måde? 

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 00 og 02. 

Det er måske forståeligt nok. Et slag i ansigtet, at man efter ni års engelskundervisning ikke har lært nok til at bestå eller kun lige får slæbt røven med sig over målstregen.

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 4 og 7. 

Knap så forståeligt. Men jeg tror, at disse piger har haft en urealistisk selvforståelse. 

Måske har de altid været sat i kærligt centrum af mor og far. Måske har de i hjemmelivet længe været sovset ind i pædagogisk korrekt anerkendelse og i årevis hørt, at de er Guds gave til menneskeheden. 

Og de bombarderes helt sikkert på de sociale medier med kravet om perfektion. 

På Instagram møder man i hvert fald en uophørlig strøm af input om andres fucking perfekte liv: 

Perfekte udseende og stil, perfekte aktiviteter og interesser, perfekte sociale relationer, trendy forbrugsmønstre. Med succes og popularitet. Og likes i hobetal.

Og hvis man ikke er i stand til at gennemskue, at den virkelighed, man møder på sociale medier som Instagram, er stærkt redigeret, kan det velsagtens kradse lidt at høre, at man kun har præsteret til en middelmådig karakter i mundtlig engelsk. Også selv om samme karakter er den, man har fået i standpunkt hele året.

Well, nu skal jeg lige en tur til tennis 🎾🎾🎾 Min makker, Ulla, var i byen i går, så jeg håber, at kunne give hende klø i dag 😈 Skriver mere senere 😉

...

...

Og så er jeg hjemme igen. Og jeg synes NOK lige, at jeg faktisk kørte stakkels Ulla rundt på gruset 👍😎

Nå. Men slut med dette intermezzo og tilbage til dagens tekst:

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 10 og 12. Suk.

10-pigerne græder af samme årsager som 4- og 7-pigerne, men måske også lidt af ærgrelse: SÅ tæt på den fuldkomne triumf ... og så alligevel ikke 😭 

Derudover kradser det selvfølgelig komplet ulideligt, hvis VENINDERNE er rendt med et 12-tal, mens man selv må nøjes med second best.

Og 12-pigerne sørger for at græde PÅ FORHÅND. Af rædsel for ikke at kunne levere den sædvanlige perfektion.

OMG! Hvad SKER der?! 

Aldrig har en afsluttende prøve betydet så lidt, og aldrig har jeg oplevet sådan en fortvivlelse i prøvesammenhæng.

Det er sgudda pissesynd for disse piger. De lider. Uanset om de græder over 00 eller 12.

Drengene bliver selvfølgelig også kede af en røvdårlig karakter, men de går nok bare hjem og sparker til en dør. De sidder i hvert fald ikke og græder ved det grønne bord.

Nå, men efter to dage med storgrædende piger fik jeg den idé at gå i Rema for at købe dette produkt:

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Det er rart nok at have et lommetørklæde at stikke ud, så englebasserne ikke skal tørre snot af i ærmet.

Og jeg overvejede en kort stund, om jeg bare skulle aflevere sådan et til alle elever ved prøvens begyndelse. Så kunne vi jo altid se, hvordan det gik 😋😂

Nå, men situationen er en anden herhjemme i forstadsvillaen. 

Jeg har jo OGSÅ en lille teenager (Barn 4), som går i niende klasse, og som er blevet trukket igennem den ene øveprøve efter den anden på SIN skole.

Det er gået godt. Jeg tror faktisk ikke, barnet har grædt over noget.

Heller ikke på forhånd selv om hun er kommet slæbende hjem med det ene 12-tal efter det andet.

Hun er flittig. Og cool. Og målrettet.

Hun knokler kort fortalt for at slå sin storebror (Barn 3), der præsterede et afgangsbevis fra grundskolen med 18 12-taller.

Og jeg tror sgu, hun når i mål.

Samtidig har hun fået en smart idé. Hun har udregnet et belønningssystem. Som går ud på, at JEG skal give hende noget, hver gang hun får 12.

Hun oplyser også selv, hvad jeg skal give hende.

Så indtil nu har hun fået adskillige købefrokoster efter eget valg, et nyt mobilcover, et kostume til sidste skoledag og lovning på en biograftur.

Ak ja. Den kloge narrer den mindre kloge. Og det er fandme dyrt! 😂😂😂

Nå, men nu har jeg skrevet i meget lang tid. Måske en overspringshandling, for jeg havde tænkt, at jeg skulle rydde op i udestuen og fjerne ukrudt mellem fliserne på terrassen i dag.

Så fandt jeg imidlertid på noget bedre, hehe 💃

Jeg må hellere sige med det samme, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme til tasterne igen. For den kommende uge vil byde på: 
  1. undervisning og møder på skolen (fysisk) alle dage 
  2. tennistræning mandag aften
  3. generalforsamling på Yngstedatterens skole tirsdag aften
  4. besøg af Barn 2 + kæreste (som begge bor på kollegium i Lyngby) onsdag og torsdag
  5. afgang til familieweekend på herregård i Vestjylland fredag (min mor fylder 80 næste søndag og har inviteret hele familien til kalas på en ... ja ... vestjysk herregård fra fredag til mandag)
Men vi får se, hvad der sker. Det kan jo være, jeg lige skriver for at sige hej 😀

Take care og tusind tak for din opmærksomhed 💘


fredag den 22. marts 2019

Læs den!

Så. 

Nu har jeg lige vendt sidste side i en virkelig læseværdig bog. 

Som har gjort mig meget mere bevidst om en lang og sej kamp mod nogle sørgelige, kvindeundertrykkende mønstre og strategier på utrolig mange områder i det danske samfund.

Den ser sådan ud:


Og er skrevet af Birgitte Possing, som er professor emerita i historie og antropologi og har vundet en række priser for værker om sammenhængen mellem biografi, køn og historie.

Jeg kan ikke referere noget fra bogen lige så godt, som Birgitte Possing selv har skrevet det, men jeg kan citere lidt fra epilogen. Som en slags teaser:

"Vores samfund er båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det er et mønster, der har gentaget sig fra demokratiets spæde barndom til i dag: Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet. Argumenter imod kvinder viser, at magtbærende personer gennem 170 år har forsøgt at gøre repræsentanter for et helt køn tavse ved at kalde alle dets repræsentanter for magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige. Selv om de enkelte kvinder, der stak hovedet frem, i virkeligheden var det modsatte."

Birgitte Possing skriver videre, at:

"Magten er ulige fordelt mellem de to køn, så det kan ses: 80 % af alle ledere på alle samfundets domæner er mænd, og kvinder er kun repræsenteret på 20 % eller færre af samfundets topposter."

Til gengæld støder vi på det samme mønster, "uanset om vi bevæger os i det politiske liv, i erhvervslivet, i organisationslivet, i den videnskabelige verden, på den kulturelle, kirkelige eller kunstneriske scene, i sportsverdenen eller i mediernes magtbærende cirkler."

Værsgo og spis!

Har du, kære bloglæser, den mindste interesse i kvindekamp og ligestilling, skal du således skynde dig at købe bogen. Den er virkelig "tragispændende".

Birgitte Possing giver også foredrag. 

Jeg glæder mig for eksempel til den 6. maj, hvor jeg skal høre damen fortælle live hos Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus. 

Så vidt jeg ved, er der stadig billetter. Måske ses vi 😉

Nu vil jeg til gengæld lade sofaen springe på ryggen af mig og min kvæstede fod og et afsnit af Sopranos springe i øjnene 😄

Take care and keep cruisin' 💜💜💜

tirsdag den 23. januar 2018

Nu har jeg igen været ved at læse

Denne gang en artikel på dr.dk om debattøren Mads Ananda Lodahl, som har skrevet en ny bog, der vender sig imod den "heteroseksuelle verdensorden," som forfatteren kalder det.

Hr. Lodahl er læreruddannet og kalder folkeskolen "et sted med mangel på bred repræsentation af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter".

Og han fortæller, at han har studeret "hele det univers, som folkeskolen er, fra lærerseminarierne til selve undervisningen, skolegården, undervisningsmateriale, lærerværelse".

Her har han så konstateret, at "LGBT-personer (homoseksuelle, bipersoner og transpersoner, red.) er fuldstændigt fraværende. De bliver overhovedet ikke repræsenteret nogen steder."

Og derfor kan folkeskolen "føles klaustrofobisk for mennesker, der afviger fra den heteroseksuelle norm, fordi de støder på denne norm, uanset hvor de vender sig hen."

Well.

Hvor har han ret.

Man støder på heteroseksuelle normer overalt i samfundet, i film, bøger, musikvideoer, reklamer, nyhedsmedier. 

Også i folkeskolen, hvor mange elever er optaget af for alt i verden ikke at skille sig ud fra mængden og derfor vælger at følge de heteroseksuelle konventioner.

For der er kontant afregning ved kasse 1 i både retorik og adfærd, hvis man afviger fra disse konventioner. 

Jeg har også i et tidligere indlæg skrevet, at jeg som homoseksuel kan føle mig lidt ensom på min arbejdsplads, fordi jeg er den eneste. Den ENESTE. Hulk!

Bortset fra, at ... gu' er jeg da ej.

Et regnestykke:

Vi har et sted mellem 800 og 900 elever på min skole, hvoraf en 200-300 er udskolingselever. Og hvis man dertil lægger et personale på en 80-90 stykker, så nærmer vi os 1.000 mennesker, hvoraf mindst 300 er kønsmodne.

So what are the odds? spørger jeg bare. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg er den ENESTE LGBT-person på jobbet?

Nej, vel?

Rent statistisk bør jeg, bare i personalegruppen, færdes blandt mindst 4-5 kolleger, som også afviger fra den heteroseksuelle norm. 

Jeg ER imidlertid den eneste, der er sprunget ud.

Det er jeg til gengæld ganske eftertrykkeligt. 

Jeg lægger ikke på nogen måde skjul på min seksualitet. Fra min første time i en ny klasse gør jeg mine elever klart, at jeg har en damekæreste.

Så ved de det.

Det er ikke, fordi jeg er ekshibitionist (ekshibitionisme gemmer jeg til bloggen 😉). 

Det ER derimod for at vise de elever, der sidder fanget i en seksualitet, som de skammer sig over, at det er okay. At DE er okay. Og da jeg ved, at jeg er okay afholdt i elevgruppen, håber jeg, det virker.

JEG føler mig i hvert fald okay. Langt om længe.

Men deres skam forstår jeg. For retorikken eleverne imellem er dælme hård og fordomsfuld. Og jeg var selv fucking VOKSEN, før jeg fandt modet til at stå ved min seksualitet.

Så jeg vil faktisk også give debattøren, som er nævnt ovenfor, ret i, at folkeskolen kan føles klaustrofobisk, hvis man har en anden seksualitet end flertallet. For der er tæt på INTET at spejle sig i.

Til gengæld mener jeg egentlig ikke, at man kan kaste fatwaer over de heteroseksuelle for at skabe en heteroseksuel verdensorden. For gad vide, hvordan verden så ud, hvis flere end 90 procent af os foretrak vores EGET køn. Så ville verdensordenen sgu nok være overvejende homoseksuel. 

That's how the world turns.

Hvis man vil have større seksuel tolerance i folkeskolen, kan de heteroseksuelle selvfølgelig gøre meget. For eksempel søge at sikre en anstændig sprogbrug og vælge undervisningsforløb og -materialer, der understøtter mangfoldighed.

Men jeg synes altså også, at en del af ansvaret må påhvile de voksne, der render rundt i klasselokalerne og på lærerværelserne og skjuler, hvem de er. Det er vel også OS, der skal vise, at vi ikke er nogle freaks.

Jeg har naturligvis al respekt for de homoseksuelle, der vælger at holde deres seksualitet for sig selv. De kan jo frygte omverdenens reaktion eller mene, at deres seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Men det er jo angsten for det fremmede, der i mange tilfælde driver fordommene. Så JEG har for mit vedkommende sat alle sejl til for at forsøge at gøre det fremmede mindre fremmed. Ved at være åben.

Og jeg vil ikke give hr. Lodahl helt ret, når han siger, at LGBT-personer er fuldstændig fraværende og overhovedet ikke repræsenteres nogen steder i folkeskolen. 

Han har ikke været med i MINE timer.

tirsdag den 25. april 2017

Om navne

Oh dear, jeg står i et dilemma.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg for snart syv år siden lod mig skille. Fra min eksmand (surprise!). Hvis efternavn jeg tog, da vi i en endnu tidligere tidsalder giftede os.

Under mit ret lange ægteskab med manden vænnede jeg mig til at bære hans navn, og det var også dette navn, vi gav vores fire børn.

So far, so good.

Øh ... bortset fra at jeg nu altså ikke længere er gift med manden.

Jeg har fået et fuldkommen nyt liv. Ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, ny seksualitet. Næsten alting nyt.

Til gengæld render jeg stadig rundt og hedder det samme: HANS navn.

Og nu begynder jeg så at synes, at det er lidt træls. 

Faktisk synes jeg, det er ydmygende, at jeg sådan valgte at skrotte mit eget navn til fordel for hans.

Hvad fanden var nu det for en underkastelse?! Han kunne da lige så godt have taget mit. Men det kom ligesom aldrig på tale.

Man kunne også forestille sig, at en kæreste kunne synes, det er lidt bizart, at jeg ikke har skilt mig af med eksens navn. 

For ønsker jeg da ikke at tage afstand til ham? At lægge ham bag mig?

Jo, det gør jeg bestemt. 

Og for kun 480 kroner kan jeg foretage det nødvendige indgreb. Over nettet. Hjemme fra sofahjørnet. Til et let traktement af te og citronmåne. Nemt og bekvemt.

Men jeg har et dilemma:

Hvad med børnene?

Vil de ikke føle, at jeg distancerer mig, hvis jeg ikke længere hedder det samme som dem? Det er sgudda mærkeligt, at de så skal gå og hedde deres fars navn, men ikke deres mors.

De siger godt nok, at det ikke gør dem noget. Men kan jeg virkelig tro på det? Kan jeg være sikker på, at de ikke føler bare et lille strejf af ... øh ... bedrøvelse? Skuffelse? Afvisning?

Shit.

Det er paradoksalt, at en beslutning, der synes så let, kan være så svær.

Jeg må tænke.

Og mens vi venter på det, kan jeg jo lige berige dit liv med at referere en artikel, jeg har læst på BT, som netop handler om navne.

Vidste du for eksempel, at folk derude er SÅ gak i roen, at de finder på at give deres nuttede nyfødte vederstyggelige navne som:

ALTAN
GUL
MUSLING
NITTE
SOK
DRENG (dog ikke til piger)
KAMEL
AWESOME
BLÆR
TUNG
OFFER
BADR
og OG?

Ja, "Og" er et godkendt drengenavn, folkens!

Og selv om det er fuldkommen DERANGED at give sine børn SÅ åndssvage navne, kan tanken godt gøre mig glad alligevel.

For i sammenligning med at være døbt "Nitte" eller "Badr" er mine navneproblemer jo ret ubetydelige.

Det var dagens melding. Nu vil jeg sætte mig foran et afsnit af min yndlingslebbeserie (Orange Is the New Black selvfølgelig) og nyde, at sønnike laver mad.

Take care.

tirsdag den 18. april 2017

Noget om mængder (og også lidt om mænd og kitchen duty, når jeg nu er i gang)

Der er en ting, der undrer mig. I forhold til mængder.

Som nu for eksempel forleden dag, hvor jeg skulle lave en lækker lille peanutsauce til de fyldte kondomer (aka friske forårsruller, men mine sippede børn HADER, når mor kalder dem det andet, så det gør jeg selvfølgelig, muahahaaah), som jeg havde på tegnebrættet til aftensmaden.

På ingredienslisten stod: "5-10 dråber fiskesauce."

Jeg bruger egentlig aldrig fiskesauce til noget.

Men da jeg er helt utroligt autoritetstro og altid følger mine opskrifter i en fuldstændig hysterisk grad, kørte jeg selvfølgelig i Rema for at hente fiskesauce.

Og hjem kom jeg med denne flaske:


150 milliliter, værsgo.

Gad vide, hvor mange dråber, der går på 150 milliliter? 1000 måske? 

Hvis det er tilfældet, rækker denne flaske altså til ovennævnte peanutsauce ... øh ... fucking 200 gange!

Til gengæld er den efter åbning holdbar i 60 dage.

Så hvis ikke vi skal begå madspild og hælde lortet i vasken, skal vi altså have peanutsauce mere end tre gange om dagen i de næste to måneder.

And now I'll let you in on a secret: AIN'T GONNA HAPPEN!

Og prøv så bare lige at skulle bruge en skefuld tahin til en auberginesalat:


Fucking 300 gram i et glas! Til ÉN skefuld.

Damn.

Til gengæld har importøren IKKE været så venlig at oplyse, hvor længe produktet er holdbart EFTER åbning. 

Så tak for crap!

Hvorfor er det lige, at ingredienser, som man kun skal bruge en ganske lille snas af, udelukkende kan købes i gigantpakninger, hvoraf man ender med at smide 95 procent ud?

Det pisser min politisk korrekte, madspildsallergiske sjæl af!

Bum.

Og noget andet, der pisser min sjæl af, er mænd.

Ikke alle mænd selvfølgelig.

Jeg kender faktisk mange mænd, som jeg sætter stor pris på (så længe de ikke mener, de skal give mig romantik og sex).

Men for satan altså.

På den skole, hvor jeg underviser, skiftes vores samarbejdsteams til at tage opvasken i lærerkøkkenet en uge ad gangen.

Og i denne uge er det mit team, der står for køkkentjansen.

Jeg er eneste kvinde i et team på fem.

Og gæt, hvem der kom til at tage opvasken i dag?

How right you are!

Mine fire gode mænd forsvandt ganske enkelt rundt om i huset, da det var ved at være tid til at iføre sig gummihandskerne. Og jeg tror slet ikke, det faldt dem ind, at de kunne forventes at tage et initiativ.

For de har jo mig.

Pis.

Nu må vi kvinder altså virkelig tage os sammen og forlange lidt af vores sønner derhjemme. For det kan ikke passe, at vi lader dem udvikle sig til forkælede husholdningsidioter (fedt ord, som jeg lige har læst i Politiken ;-)), som uden skrupler vælger at køre på frihjul, hver gang det trækker op til husligt arbejde.

Bum igen.

Nå, men enden på historien blev, at jeg vred armen rundt på et par stykker af mine kære teammedlemmer, så vi trods alt kom til at deles lidt om vores kitchen duty.

Og nu vil jeg om lidt sætte mig til bordet. 

Sønnike er ved at stege koteletter til mig ;-)

torsdag den 30. marts 2017

Om drengemad og pigemad

I går skrev jeg, at jeg er stor tilhænger af børnearbejde.

På skolen lader jeg således med dybtfølt fornøjelse mine elever bære min taske, mine mapper og mine nøgler og hente min kaffe. Jeg har jo karakterklemmen på dem.

Og hjemme i forstadsvillaen har jeg en udpræget tilbøjelighed til at lade Rotterne støvsuge, slå græs og klippe hæk. De tager sig også af opvasken hver dag.

Wicked me, muahahaaah 👾

I dag nyder jeg, at sønnike laver mad. For begge de tilbageværende hjemmeboende Rotter (Barn 4 på 12 og Barn 3 på 18) har hver sin maddag.

Barn 4, som er en pige, lagde fromt ud på sin debutmaddag med at foreslå at lave kartoffel porre-suppe. En efter min vurdering okay ernæringsrigtig vegetarret. Hun vil tydeligvis gerne please sin mor, som er politisk korrekt i henved alle henseender og dermed glad for kødfri dage.

Barn 3 derimod er dreng. Han lagde ud med at lave nachos med kylling. Og ugen efter lavede han pizza.

I dag skal vi så have en eller anden ubestemmelig farsret, som vist ikke en gang rigtig har et navn. Og jeg blev sendt i byen for at indkøbe:

3/4 kilo hakket oksekød, ketchup, bacon, æg, engelsk sauce og ristede løg.

"Hold nu kæft, knægt," sagde jeg til ham, da jeg i morges blev orienteret om indkøbsønskerne. "3/4 kilo oksekød? Det er dælme ikke så lidt til tre personer."

"Jamen, mor," lød svaret helt oprigtigt. "Det er altså ikke for meget, for der er ingen tilbehør til."

Oh dear.

Og nej, det kan jeg sgudda egentlig godt se, når jeg nærlæser indkøbslisten. Der er fandme ikke mange vitaminer, der har sneget sig ind der.

Hvor ER det bare typisk Barn 3 ikke lige at indregne en lille salat eller eventuelt bare en fucking kartoffel.

Nå, men jeg har vredet armen rundt på barnet og insisteret på at anskaffe begge dele. Så håber jeg bare, at han ikke får ungdomstraumer af, at Mutti sådan intervenerer.

tirsdag den 10. januar 2017

Om at være glad for sit land

Har brugt lidt tid på nettet.

(Breaking news, I know 😏 Men hvis du lige vil læse videre, så skal jeg nok forklare.)

Se, det kommer alt sammen af Donald "Grab-them-by-the-pussy" Trump og den kendsgerning, at denne usympatiske, nedladende, uforudsigelige politiske klaphat af en narcissist om lidt sætter sig i chefstolen som verdensleder.

For han optræder oftere og oftere i medierne. Og han excellerer gang på gang i at gøre den samme iøjnefaldende, frastødende figur.

Han er med andre ord ret svær at overse for tiden.

Det fik mig til at reflektere lidt.

Gad vide, hvordan det ville føles at bo i USA og samtidig tilhøre en af de grupper, som Trump har gjort nogle af sine modbydelige udfald imod i den senere tid?

Altså handicappede, farvede, kvinder, latinoer, pressen, Meryl Streep ...

... homoseksuelle.

Jeg besluttede, at jeg ville vælge en af disse grupper (undtagen Meryl Streep, som teknisk set ikke er en gruppe) og undersøge, hvilke bekymringer man mon bokser med i den pågældende gruppe ved udsigten til hr. Trump som præsident.

Jeg valgte sjovt nok de homoseksuelle. Og så begyndte jeg at google.

Ret hurtigt fandt jeg nogle homoseksuelle organisationer, som på deres hjemmesider skrev lidt om spørgsmålet.

Som for eksempel bekymringen for, om Trump vil forringe homoseksuelles muligheder for at blive gift og adoptere. Nogle er endda bekymrede for, om idioten finder på at erklære allerede indgåede homoseksuelle ægteskaber for ugyldige.

Og så er der jobsikkerheden.

Obama har fået vedtaget en lov, som forbyder virksomheder, der leverer til det offentlige, at fyre en person uden anden begrundelse, end at personen er homoseksuel. 

Den lov ventes Trump at ophæve.

Det vil altså sige, at det overalt i USA måske bliver lovligt at fyre medarbejdere udelukkende på grund af seksuel orientering.

Damn.

Nå, men lad os nu se, hvad der sker, når klaphatten sætter sig ved roret. Han er heldigvis ikke ude af stand til at foretage en kovending. Keeping my fingers crossed!

Nu vil jeg springe videre til noget andet interessant, jeg stødte på i min søgen efter vilkår og bekymringer hos homoseksuelle i USA:

FUNDAMENTALISTISKE KRISTNE

Føj for dælen, for nogle intolerante, aggressive, hjernevaskede personager, man kan støde på i den gruppe.

Her er et par citater:

Americans for Truth  (AFTAH) skriver om sig selv:

Americans For Truth About Homosexuality (AFTAH) is one of the few organizations in the world that directly fights and exposes the homosexual-bisexual-lesbian-transgender-sadomasochism-pansexual-[insert latest perversion here] agenda.

Og det skal jeg sgu love for, at de gør.

Disse "Amerikanere For Sandhed" skriver således i en lang uendelighed om, hvordan store dele af det amerikanske samfund er korrupt og styret af de fiktive organisationer "Gay-KK" og "Gay-Stapo".

Butikskæden Walmart er åbenbart også en del af den homoseksuelle sammensværgelse, da man her kan købe en børnebog med titlen "Heather Has Two Mommies", og påkalder sig dermed de sandshedsglade amerikaneres vrede.

Jeg er sikker på, at Walmart skælver, når de læser om sig selv på AFTAHs hjemmeside:


Og ellers rabler man selvfølgelig løs om, at homoseksualitet opstår som følge af traumer eller seksuelt misbrug i barndommen (det er IKKE medfødt), at børn bliver smittet med homoseksualitet i børnehave og skole via homoseksuel propaganda (det, som vi andre kalder "informationsmateriale"), at man lige så godt kan begynde også at tillade ægteskaber med robotter og dyr, og at der i den korrupte presse er alt for lidt fokus på alle de lykkelige historier om homoseksuelle, der har ladet sig omvende.

Sammenfattende kan jeg sige, at tonen hos disse kristne er lidet næstekærlig. Så har jeg ikke sagt for meget.

Americans for Truth ligger i den aggressive ende af det kristne amerikanske antihomospektrum. En anelse mere moderate udsagn kan man finde i den frelste ende.

For eksempel hos Charismanews i artiklen The Raw, Naked Truth About Homosexuality.

Her kan man læse følgende:

I know a wonderful godly Christian couple who have had to die a thousand deaths when their son recently arrived home from college and admitted to them that he was practicing a homosexual lifestyle.

Stakkels gudfrygtige ægtepar. Det kan ikke være rart at skulle lide døden tusind gange, fordi ens søn har fundet sig en mand.

I samme artikel omtales i øvrigt vores gode, gamle moderland:

The government of Denmark has made it mandatory for all churches to conduct gay marriages, regardless of religious beliefs, conscience or convictions. No church or minister in Denmark is exempt from complying with this new law.

Could America be next? Could a law be passed that would order American churches to perform gay ceremonies if they want to maintain their tax-exempt status?

The writing is on the wall.

What will you do on that fateful day? Obey man or obey God?

Og det er selvfølgelig flatterende sådan at blive nævnt i det store udland. Øh ... bortset fra, at jeg tror, det skal forstås som et rædselsvækkende, hårrejsende skræmmeeksempel, haha.

Nå, men disse frelste kristne hjemmesider har for det meste som erklæret målsætning at "redde" os homoseksuelle og omvende os til den "rette" livsførelse.

De er fulde af forståelse og løfter om helbredelse. Og alle påberåber de sig monopol på "sandheden".

My ass.

Well, well, nu har jeg vist kaglet længe nok om de vederstyggeligheder man åbenbart må finde sig i som homoseksuel i God's Own Country.
Det får mig alt sammen til at være umanerligt glad for at være dansk. Til sammenligning er vores intolerance jo en ubetydelig størrelse og kan snildt ligge på rygskjoldet af en fladlus.
Så tak for det, Danmark. Love ya, old girl 💘