torsdag den 24. oktober 2013

Fedtekage

En uforglemmelig dag.

Jeg har to virkelig, virkelig, VIRKELIG irriterende piger til tysk i 9. klasse. For SATAN altså! De har tydeligvis som erklæret målsætning at slippe så let og ubesværet gennem grundskolen som muligt uden at lære en skid.

Det er faktisk sådan, at hvis ikke jeg konfiskerer deres mobiltelefoner fra lektionens begyndelse, tilbringer de hele tysktimen på Facebook, hvilket de tror, de kan camouflere ved at holde mobilen under bordet ... øh ... hvis de altså ikke er travlt optaget af at lave store bannere med påskriften MEDINA.

Og så lyver de, som det passer dem. I går forsøgte de for eksempel at få den enes konfiskerede mobiltelefon retur ved at bilde mig ind, at pigens søster kunne føde når som helst, og at hendes mor derfor havde bedt hende om at have telefonen ved hånden. Som underbygning af denne påstand viste de mig en Facebook-besked fra "moderen," som de helt tydeligt selv havde konstrueret. 

Jeg ved sgu ikke en gang, om søsteren overhovedet er gravid. Det er ikke sikkert.

Matematikafleveringer kopieres naturligvis fra nettet, og man tænker ikke på at slette ophavsmandens navn i sidehovedet, selv om lige netop den lille feature med al ønskelig klarhed fortæller, at de ikke selv har lavet opgaven.

Så, kære læser, som du nok kan se, har vi her at gøre med et par små slyngler. Mildt sagt.

Mit problem:

De er pissesjove, og jeg kan ikke lade være med at more mig over dem.

Shit altså.

For eksempel synes jeg, det er totalt grinagtigt, at de to finker, som selvfølgelig er bedsteveninder, jævnligt kan ses på turne rundt i gaderne i den mellemstore provinsby, hvor jeg arbejder, siddende på den enes bedstefars el-scooter (sådan en slags motoriseret kørestol, der hyppigst ses i konstellation med ældre eller handicappede), som de har hugget, og hvorfra de lufter den andens hund.

Det var også ret sjovt, at de i går spurgte mig, hvad min yndlingskage er, for sådan en ville de da skynde sig hjem og bage til mig om eftermiddagen, hvis jeg bare til gengæld ville love at give dem 12 i tysk, når de skal have karakter i næste måned ... 

... og så i morges dukkede op til tysk med en prydelig paptallerken, hvorpå der lå et smukt stykke brownie dekoreret med glasur i flere farver og med mit eget navn skrevet med en meget sirlig rød. 

Fedtekage. Uden den mindste form for omsvøb.

Og hele tiden smiler de bredt og sødt. Og taler virkelig, virkelig pænt til mig. 

For helvede! De ved da udmærket godt, at jeg ALTID gennemskuer dem.

Jeg har således et ret TOTALT ambivalent forhold til disse to. På den ene side er jeg helt klar over, at løgn, snyd og bedrag er reglen i deres univers, og jeg synes, det er voldsomt irriterende, at de ikke vil tage imod den læring, jeg tilbyder dem. Og på den anden side kommer jeg dælme til at savne dem til næste år.

tirsdag den 22. oktober 2013

I dag er Lucifer blevet far

Yep, Lucifer er blevet far i dag. For femte gang.

Det er uden sammenligning den mest egoistiske og idiotiske beslutning i den nyere verdenshistorie. Fordi:
  1. Han er 51 og i min optik alt for gammel.
  2. Han har kun kendt damen i 13 måneder.
  3. De har i forvejen seks børn tilsammen.
  4. Hun har fået sine to med to forskellige mænd og synes dermed ikke specielt stabil.
  5. De bor i to forskellige byer med halvanden times kørsel imellem.
  6. Han har, grundet sin karrierefiksering, aldrig haft tid nok til de fire børn, han i forvejen har med mig.
  7. Vores fire børn føler sig totalt kørt ud på et sidespor, som om Lucifers "gamle" familie ikke længere duer, og han så bare laver en ny et andet sted.
Han gør det, fordi:
  1. Han er midt i en big time midtvejskrise (men ER heldigvis holdt op med at købe G-Star-tøj). Dermed tror han, at det vil gøre ham ung at blive ved med at avle børn.
  2. Han elsker at prale med ekstremer - i særdeleshed over for sine forretningsforbindelser (derfor har han også haft hang til at kaste vores børn ned ad de vildste sorte skipister i en alt for tidlig alder, ligesom han har presset dem (og mig) ud på flere hundrede kilometers cykelture i Sydeuropa i næsten alle sommerferier). 
  3. Han håber, at han via et barn kan give mig en symbolsk finger og vise mig, at han er kommet videre, efter at jeg ramte ham med en knytnæve i solar plexus ved at gå fra ham.
  4. Han får jern på ved tanken om, at han ved at bedække barnets mor har skabt en forholdsvis varig forbindelse til en ambassadørdatter, hvilket passer aldeles storartet i hans snobbede indre univers (Lucifers nye svigerfar er finsk ambassadør i en sydamerikansk bananstat).
Konsekvenser:
  1. Lucifer og partner flytter til København med bebs, og Lucifer vil i den forbindelse gøre et ihærdigt forsøg på at tage mine fire børn fra mig og bringe dem med sig derover.
  2. Et af mine børn er sønderknust over sin fars hovedløse beslutning om at formere sig yderligere og får p.t. psykologhjælp af samme årsag.
  3. Lucifer har held med sit erklærede mål om at hævne sig på mig, for han ved, at skal han ramme mig, skal han bare sigte mod mine børn.
  4. Jeg må grundet alle ovenstående punkter nærmest vende vrangen ud på mig selv, fordi intet under nogen omstændigheder må gå ud over det lille nyfødte barn, som slet ikke fortjener eller har nogen skyld i den negativitet, der omgærder ham fra fødslen. Jeg må således gøre, hvad jeg kan, for at præge mine fire rotter til at tage rigtig godt imod ham.
Pis.

søndag den 20. oktober 2013

Lucky Luke i London

Er netop hjemvendt fra London

Og groggy efter førstehåndsoplevelse af Ryanairs morderiske flyafgangstider (med vækkeur, der for eksempel ringede klokken 03.00 sidste nat = pis).

Men smiler ikke desto mindre over, hvor hurtig og Lucky Luke-agtig fruen lige var på aftrækkeren derovre:

Anmassende, tørklædeindviklet muslimsk makeupsælgerdame, der håbede at gafle fruen som kunde, mens fruen passerede forbi damens makeupstand:

"Hello, Madam. Are you from Norgay?"

Fruen:

"Nope. No Norgay. Just gay."

Hehe.

Den havde hun sgunok aldrig fået serveret hjemme i Iran ;-)

PS: Haha, det slår mig sgudda lige, hvor bizart det egentlig er med en tilhyllet makeupsælgerdame. Hun er da ikke den bedste repræsentant for makeupfolket, når hun er fuldkommen dækket til af gevandter. Typisk London altså. Holder MEGET af den by!

onsdag den 16. oktober 2013

Mere Ryan

Så har jeg stoppet sidste beklædningsgenstand i min diminutive kabinekuffert.

Er PISSEtræt af Ryanair og alle deres fucking lortegebyrer.

Sidste gang havde jeg således ved en fejl fået booket en flyvning på en forkert dato og måtte foretage en ændring i systemet. Det er en ændring, man SELV foretager, og det hele foregår elektronisk. Jeg tror sgu ikke en gang, at processen på noget tidspunkt involverer en medarbejder med puls.

750 kroner for ændring af reservation. WTF!!! Det var jo mere end halvdelen af det beløb, jeg havde givet for billetterne in the first place.

Verdammte Schweinhunde!

Og "Priority Boarding" my ass! Hvem er dog idiotisk nok til at betale ekstra for at få lov at gå først om bord? Der er da plads til os alle. Og de passagerer, der står bagerst i priority-køen bliver jo let og ubesværet indhentet af os andre "monkeyclassere" på vejen ud til flyet.

Og en 500-luns for at tjekke en rejsetaske ind!

Derfor altså min diminutive lilla kabinekuffert.

Eneste problem: shopping. 

Det er fandens svært at stoppe ret mange London-indkøb ned i min lille kuffert, som allerede giver sig lidt i syningerne inden afrejse hjemmefra.

Måske vil jeg vælge at følge Store Datters strategi, som hun med succes benyttede under hjemrejse med Ryanair fra Edinburgh forrige år:

Hun iførte sig ganske enkelt alle sine tekstilindkøb inden ombordstigning på flyet i Skotland. Der var ni lag. Og hun mindede svagt om Michelin-manden, da jeg tog imod hende i Billund Lufthavn ved hjemkomsten. Men, hey! Mission accomplished!

mandag den 14. oktober 2013

Et lidt kikset møde

Er lige vendt hjem fra udflugt til en smuk gammel købstad ikke langt herfra. Der havde jeg aftalt et møde med en gammel studiekammerat. Vi kan jo kalde hende M.

Eller ... øh ... gammel og gammel. Nu er vi lige enige om, at vi begge blev færdiguddannet i juni måned i år, ikke. 

Men det FØLES, som om der er gået meget lang tid, siden vi gjorde hinanden selskab på læsesalen og delte spandevis af kantinekaffe, mens vi lod os oplyse om Foucault og Rousseau og Grundtvig og en masse andre døde mænd. 

Mænd (den lader jeg lige hænge et øjeblik).

Hende skulle jeg altså mødes med i dag.

M er ret speciel. Et af kendetegnene ved den uddannelse, jeg har taget, er, at alle de studerende har en ANDEN videregående uddannelse med i bagagen. Og M er altså oprindeligt uddannet navigatør og har arbejdet som 1. styrmand hos Mærsk. 

Det betyder, at hun, sin ringe fysiske volumen (cirka et hoved lavere og 15 kg lettere end fruen selv) til trods, altså utallige gange har manøvreret selv de største containerskibe og bulk carriers verden rundt. Tænker, hun har måttet stå på en skammel for overhovedet at kunne se ud ad forruden på sådan en motherfucker.

Det er fandme sejt!

Nu er hun fysiklærer på Djursland.

Men det betyder ikke, at M har sluppet havnemiljøerne helt. Og det er lige præcis her, hun er henrivende out of the box.

Hun prutter nemlig, når hun skal. Og bøvser. Og spytter. Og kløer sig i skridtet, hvis det er nødvendigt.

Haha, hvor er hun klog og veluddannet og bizar på en og samme tid. 

Har faktisk været tæt ved at tænke på, om hun mon er lebbe med de temmelig maskuline vaner, hun har ...

... men greb heldigvis mig selv i det, inden jeg nåede at tænke tanken helt til ende. Den er nemlig en tand for heteronormativ, og jeg bryder mig ikke om den. For der er mere til lebben end blot maskulinitet i en kvindekrop.

Nå, men jeg sætter altså stor pris på min gamle ;-) studiekammerat og ærgrer mig derfor helt vildt over, at hun havde misforstået vores aftale, så hun dukkede op i det sekund, hvor jeg måtte køre hjem, og det ikke blev til andet end en hurtig krammer på en parkeringsplads.

Håber på bedre held næste gang!

Mere Facebook

Var en tur på Facebook forleden dag. Det blev en lidt blandet oplevelse. Faldt for eksempel over Store Søns statusopdatering:

"Store Søn likes homosexuality" stod der (bortset altså fra, at han i virkeligheden ikke hedder Store Søn).

Inden jeg fik tænkt mig om, blev jeg både glad og stolt. For min første tanke var, at sønnike tydeligvis bakkede åbent op om sin mors seksuelle orientering. Og jeg syntes, det var flot og kærligt af ham, for han ved, at jeg tænker ret meget på mine børns accept.

Hvor naivt af mig.

For sønnike har kun fortalt sine allernærmeste venner, at jeg er sammen med en kvinde. Han har bestemt ikke lyst til at skilte med det. Og det er forståeligt nok. Han tilhører præcis den aldersgruppe, hvor ordet homo næsten udelukkende bruges i en negativ kontekst.

Næh, Store Søn var selvfølgelig blevet faceraped. Han havde forladt sin computer uden at logge af Facebook, hvorved klassekammeraterne havde fået adgang til hans profil.

Og hvor er det bare pisseærgerligt og ydmygende, at den minoritet, jeg ufrivilligt tilhører, så ofte bruges til latterliggørelse af andre.

Nu har jeg deaktiveret min Facebook-profil. Har ikke brug for mere af den slags.

fredag den 11. oktober 2013

Lidt om unge, ambitioner og offentlige kasser

Nå ja, for dælen, der er noget, jeg har glemt at fortælle. Eller rettere sagt bitche lidt om (sådan er der i hvert fald nok nogen, der vil se det).

Her kommer det:

Ældstebarnet på 20 var i sidste weekend til fødselsdag hos en gammel klassekammerat. 

De er vidt forskellige, de to. Min datter er en strålende ung kvinde. Hun er klog og smuk og sjov og empatisk og reflekterende. Hun læser noder flydende og spiller tværfløjte og klaver. Hun tjener sine lommepenge ved at synge i en kirke og interesserer sig for litteratur. (Og jeg er naturligvis fuldstændig objektiv i min beskrivelse af dette vidunderbarn :-))

Veninden derimod har samme intelligens som en teske og samme drive som Dovne Robert. Det er lykkedes hende at blive fyret som burgervender hos McDonald's, og hun aner ikke, hvordan farverne i Dannebrog er fordelt, så hun tegner altid firkanterne hvide.

Hvorfor de stadig kender hinanden er en gåde. Mit gæt er, at deres fælles rødder som klasseveninder knytter dem sammen.

Nå, men tilbage til fødselsdagsfesten. 

Min datter beretter om to bordender. Ved den ene sad min datter selv sammen med en håndfuld ligesindede unge kvinder og konverserede om videregående uddannelser og kulturmøder på verdensomrejser. 

Ved den anden sad fødselaren med en håndfuld ligesindede kvinder og konverserede om negle, og hvordan de kunne fastholde sig selv på overførselsindkomst i flest mulige år. For eksempel ved at få et barn.

Shit, hvor jeg græmmes! 

Der er virkelig noget råddent i Danmark, når unge, raske mennesker i ramme alvor sidder og funderer over, hvordan de kan malke staten for penge og selv daske uvirksomme rundt i årevis ved at føde stakkels uskyldige børn ind i en komplet indholds- og ambitionsløs tilværelse.

Fuckfuckfuckfuck!


søndag den 6. oktober 2013

Skilt

Ovre på Duckysrapping, hvor jeg jævnligt hænger ud og lurer lidt, har jeg for nylig læst et indlæg om et lidt bizart skilt.

Dem er jeg også selv rendt ind i et par stykker af.

Et par eksempler:

På Karins Bed & Breakfast i Farup kan man købe tandbørster, i fald man skulle have glemt sin egen derhjemme.


Øh ... hvad koster tre mon så?

Og i Dollerup Bakker er der et eller andet, man ikke må:


Lægger man vejen forbi Moesgaard Strand ved Aarhus må man til gengæld gerne parkere sin kiosk. Der er tilmed afsat et særligt areal til formålet:


I Ribe behøver man derimod ikke en gang sætte sin bil fra sig. Den er nemlig mere end velkommen. Selv i gågaderne: