Om en sej gut

Lad mig fortælle lidt om sønnike. 

Ikke så meget om Store Søn. Han er fordybet i sine kemiingeniørstudier henne i Lyngby. Og har derudover travlt med kæreste. Og studiejob. Og fredagsbar. Og fodbold. Og alt er godt.

Men derimod om ... Lille Søn.

Lille Søn er også den søn, der for nogle uger siden tog røven på Mutti. Det har jeg skrevet om her.

Og han er ham, jeg kalder Mads. 

Mest fordi han HEDDER Mads altså 😉

Mads er en uheldig lille fyr. 

Eller ... lille og lille. Knægten er 21 og høj og flot, men i min optik er han stadig min lille fyr. Og det vil han altid være. Også når han er 55 og småfed og skaldet.

Faktisk er han så uheldig, at han er født uden tænder.

Eller ... uden anlæg til 17 blivende tænder for at være helt nøjagtig. Mens en stor del af resten er deforme.

Surt for Mads. Også selv om specialtandlægerne begejstret fortæller ham, hvor unik han er, mens de udfører små, kåde dansetrin. Men for en specialtandlæge må han sandelig også være en spændende faglig godbid.

Jeg kaster omgående ansvaret for drengens tandsituation og et par fatwaer over The Person Formerly Known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.). For tandmangel er ofte arveligt, og JEG mangler sgu ingen bisser.

Det gør Ekslucifer til gengæld. To, tror jeg nok. Og det er jo et ret overbevisende argument for egen frifindelse.

Dog må det være en ringe trøst for stakkels Mads, at ansvaret således er placeret, og at han er noget ganske særligt i et specialtandlægeperspektiv.

For det er stadig noget pis.

I mangel af blivende tænder render han rundt med sine mælketænder, som han har skullet passe GODT på. Implantater ville man nemlig først sætte i, når han var blevet voksen.

Det er han nu. Voksen. Og det er ved at være implantattid.

Men inden man vil sætte nye pløkker i ham, måtte man lige foretage en lille justering af hans kæber. Der var nemlig opstået et underbid, som skulle rettes.

Fint nok.

Han blev opereret i sidste uge. På Skejby. 

Nu KUNNE man jo tro, at man ville fikse et underbid ved at justere UNDERKÆBEN. For man kunne nemlig tro, at det var denne kæbe, der ragede lidt for langt frem. 

Og som den odontologiske ignorant, jeg er, faldt det mig ikke et sekund ind, at det kunne være anderledes. Jeg tænkte, at underkæben nok var den eneste kæbe, der fucking KUNNE justeres. For den anden er jo ligesom vokset sammen med resten af kraniet. Ikke sandt?

Men nej, nej. På Skejby kaster man sig gerne ud i komplekse løsninger: Man ville justere OVERKÆBEN.

But how? tænkte ignoranten. Og kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan DET skulle kunne lade sig gøre.

Well, hun er klogere nu, kan hun så berette. OG hun håber, at DU, kære bloglæser, er parat til et klamt afsnit:

Mads skulle opereres tirsdag i sidste uge. 9.30. 

Jeg tog tidligt fri, så jeg kunne besøge ham om eftermiddagen. Sådan ved 15-tiden. 

"Han er vist lige kommet på Opvågningen," lød det fra en af de utrolig venlige sygeplejersker, jeg snakkede med. "Der er egentlig ikke adgang for besøgende, men lad mig lige ringe derned og høre, om du kan få lov at se ham alligevel."

Det kunne jeg. Måske tænkte man, at den unge fyr i sengen ved vinduet kunne have godt af lige at se sin mor.

Så jeg blev låst ind ad et par døre og taget imod af en ny, utrolig venlig sygeplejerske, som fulgte mig hen til Mads' seng efter lavmælt at have givet mig klare instrukser om, at jeg KUN måtte se ham i et KORT øjeblik.

Og der lå mit lille pus. Med forbinding om hele ansigtet. Og tape. Og slanger. Og opsvulmede læber. Og en lille grøn operationshue. Og en hel del isenkram af forskellig art i munden. Skinner og elastikker og tråd og sådan.

Han så ud, som om han var ved at græde. Men måske var det bare narkosen, der ikke helt havde sluppet sit greb i ham og gjorde ham groggy.

"Vi har lagt en sonde, så jeg kan tømme ham for blod en gang imellem," hviskede sygeplejersken venligt informativt uden at vide, at den slags oplysninger får mig til at ørle.

FUCK, tænkte jeg rystet. Jeg omgås kun sjældent nyopererede sønner. Og det var, som ovenfor antydet, lidt af en skefuld for mig. Men sygeplejersken tog det roligt. For hende var den slags patienter sådan set hverdag.

Jeg lod naturligvis ikke drengen mærke min moderlige forfærdelse, men klappede ham kærligt på skulderen og lovede ham at komme tilbage næste dag. Han skulle efter planen være indlagt i tre døgn.

Så blev jeg låst ud igen.

Først dagen efter gik det op for mig, præcis hvor kompleks en operation min dreng havde været igennem (og det var måske meget heldigt, at jeg var dårligt informeret, da jeg stod ved hans seng på opvågningen):

Man havde skåret hele hans overkæbe fri af kraniet.

Fucking FRI AF KRANIET!

OMG!

Så havde man rykket den 4,5 millimeter frem og en lille smule ned.

Dernæst havde man skåret en bjælke ud af hans underkæbe. Og skudt ind som kile, for at overkæben ikke skulle glide tilbage, hvor den kom fra.

Pludselig forstod jeg, hvorfor operationen ville kræve tre dages indlæggelse og fem ugers sygemelding.

Stakkels lille fyr 😢

Det har han fandme ikke fortjent. Det er jo ikke en selvforårsaget livsstilssygdom, han har. Han er komplet uskyldig.

Han er også pissesej.

For dagen efter operationen blev han udskrevet og tog bussen hjem.

Ja. Det gjorde han fandme 😂

Og han tog selv på apoteket om eftermiddagen for at hente smertestillende goodies.

Han må selvfølgelig ikke spise andet end suppe og grød og overkogt pasta i den næste halvanden måned, men han er supercool med det. 

Og jeg er stolt af ham! Props til sønnike (slå det selv op 😉).

Om et halvt år begynder så det store implantatshow. Så skulle kæben nemlig være så stabil, at man kan kaste sig ud i det.

Tror sgu nok, at drengen glæder sig til endelig at få et tandsæt, som ikke gør ham forlegen, hver gang han smiler. For nu får han filmstjernetænder 😁😁😁

Eller dollargrin, om du vil.

For det er selvfølgelig ikke billigt med sådan en mundfuld implantater. Men heldigvis betaler det offentlige. Og DET er vi glade for 😄

Desværre kan det for offentlig regning kun blive til den billigste model. Så Mads' dollargrin bliver i første omgang en Hyundai. Af plastic.

Den slags holder vist i cirka ti år. Så skal de udskiftes. Og det bliver til gengæld for egen regning.

Forestil dig det.

Man er ung mand. På tærsklen til uddannelse og etableret voksenliv, men ... øh ... først skal man lige have etableret en tandkonto i banken på 300.000.

Fedt udgangspunkt 😕

But then again: Mads er SÅ sej og tager det hele uden jammer.

MIN søn 💘

Frue med hue og god weekend!

Jeg har fandme ikke tid til at skrive.

Men som den lille rebel, jeg er, gør jeg det alligevel 😂

For jeg har fået ny hue. Som jeg naturligvis brænder for at vise frem:

Oh my god!

52 år gammel og render rundt med en lort på hovedet 😂😂😂

But then again: Den, der stikker hovedet i en lun lort, fryser ikke om ørerne 😉 Og desuden er det jo en emoji, jeg bruger ret ofte. 

For eksempel når jeg sidder i kø på fucking E45 og vil dele mine lidelser på Facebook. 

Så lorten føles tryg og velkendt.

Nå. Men jeg HAR fandme altså ikke tid til at skrive. Jeg skal til København. Med Kombardo. Lige om lidt. Der sidder en dame derovre og venter 💘 Med rejemadder 😋 Nice 👍💃

Så hav nu en henrivende weekend og vi høres ved.

💜

Vinterferie

Nu skriver jeg så for tredje dag i træk! Håber, du ikke falder ned af stolen af forbavselse 😂

Det er selvfølgelig, fordi jeg har vinterferie - et guddommeligt koncept.

Rotterne (aka Fruens elskelige børn) er taget med The Person Formerly Known as Lucifer (aka Fruens eksmand) på skiferie i Italien/Schweiz. Og selv sidder jeg i forstadsvillaen og nyder min alenehed.

For ganske vist elsker jeg andre menneskers selskab. Men der er faktisk dødt løb mellem DET ... og mit eget 💃

Damn, hvor kan jeg hygge, når jeg er sammen med mig. Så bruger jeg tiden på at læse. Og blogge. Og nyde min råderet over tv-fjernbetjeningen, hehe. Og spise al den mad, som mit sidste hjemmeboende barn, Barn 4, ikke kan lide (hvilket nærmest er alt andet end kylling).

Og i denne ferie er jeg begyndt at spille klaver. 

Eller ... øh ... begyndt og begyndt. Jeg har sådan set altid boet i et hjem med klaver. Og jeg har modtaget i årevis af undervisning. Men spilleriet har ligget ret stille, siden jeg efterlod mit smukke flygel i min eksmands hus.

For tre år siden købte jeg så et klaver, som Barn 4 spiller på. Og nu har jeg altså selv sat mig til tangenterne 🎹 

Det er fedt! Jeg kommer i flow. Som i følge Aarhus Universitet er 

"en mental tilstand i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det, vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet."

I går kom jeg så meget i flow, at jeg helt glemte aftensmaden. Og SÅ står det dælme skralt til 😂

Blot ved jeg ikke, om man kan betegne mine bestræbelser so far som en "succes", haha. Jeg læser noder, men jeg er lidt rusten, og det går langsommeligt som etableringen af Aarhus Letbane. Largo med largo på. Og så er Beethovens 7. altså lang!

I dag skulle min skønne kæreste være kommet på besøg. Hun er københavner. Og tilmed den eneste københavner, jeg har mødt, som er VILD med Randers 😂 Hun må absolut være forelsket 💘💘💘 

I morges skrev hun imidlertid, at hun er syg. Så hun udskyder turen et døgn 😭😭😭 

Stakkels sweetie. 

Og stakkels Beethoven. For nu har jeg jo hele dagen i dag til at mishandle ham yderligere.

Til gengæld glæder jeg mig til i morgen. 

Min kæreste er fantastisk. Hun er menneskeklog og empatisk. Og sjov og lattermild. Og fuld af komplimenter og kærlighedserklæringer. Ikke noget jeg blev super forvænt med at være i modtagerenden af i mine tidligere parforhold. Så jeg nyder det big time.

Og så kan hun gøre noget ved en kvindekrop 💥🎉💥 Damn 😂 

Hun kan TING. Som jeg ikke vil gå i detaljer med. Blot vil jeg nøjes med at sige, at jeg ikke anede, det kunne være sådan, og at jeg har en del at lære 😉 (og så håber jeg i øvrigt, at mine børn ikke læser med på mors blogindlæg og således bliver hængende lidt i illusionen om, at godt og vel midaldrende mødre nok ikke har et sexliv 😂😂😂).

Nå, men vi skal hygge os her i forstadsvillaen i et par dage, og på fredag suser vi så begge to til hovedstaden. Lørdag holder englebassen fødselsdagsfest med sushiekstravaganza, nammenam. Og så lakker den vinterferie mod enden.

En fin en af slagsen 💜

Om tapashygge og døde mobiler

Jeg har været til et fint arrangement. I lørdags. Hos Übermensch.

Nu sidder nye bloglæsere og tænker: "Hvem fuck er Übermensch?" Hvilket er forståeligt nok.

Übermensch er en lang historie. Som i en lidt kortere version end den lange lyder således:

Jeg mødte for cirka 15 år siden en kvinde. Ikke en kærestekvinde, for dengang lod jeg stadig, som om jeg var heteroseksuel. Men en venindekvinde.

Og sikke en skøn veninde. Hun var klog og sjov og empatisk og loyal. Og hun kunne se en masse positivt i mig, som jeg ikke troede, andre rigtig kunne se. 

Vi sås hver eneste dag og blev hurtigt BFF. Best Friends Forever.

Troede vi.

Men så skete der noget. En masse faktisk. 

Jeg sprang for eksempel ud. Forlod min mand. Lukkede mit oversættelsesfirma. Flyttede i lejlighed i den lokale ludergade. Tog ny uddannelse. Den slags bagateller.

Og alt dette "noget" skete, fordi jeg havde forelsket mig. I en kvinde sjovt nok. Som også var forelsket i mig. Og alle mine årelange drømme og længsler efter at prøve ægte kærlighed var gået i opfyldelse.

Men ingen roser uden torne, og dem havde MIN rose desværre nogle stykker af.

For eksempel kunne min nyfundne og længe savnede kærlighed ikke tolerere mit bekendtskab med min kære veninde. Man kan jo kalde det jalousi. I ufortyndet form.

Og jeg begik en af de største nederdrægtigheder i mit liv. Som jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv:

Jeg slog hånden af min skønne veninde, som absolut ikke havde gjort noget forkert og nu stod alene tilbage og helt sikkert må have grædt mange tårer og undret sig over, hvad der lige ramte hende der.

Så gik der næsten ni år. Og jeg forlod min kæreste. Hun havde fået andre og vigtigere (følte jeg) interesser end mig og vores parforhold, og jeg kunne ikke længere holde ud at dalre rundt ude på det sidespor, hun havde anbragt mig på.

En af mine første handlinger efter bruddet med min kæreste var at kontakte min gamle veninde. Jeg havde savnet hende, så det gjorde ondt, og jeg havde behov for at give hende en inderlig undskyldning. 

Jeg håbede selvfølgelig også, at vi på en eller anden måde kunne genfinde vores venskab, men jeg var kun alt for bevidst om, at chancen måtte være uendelig spinkel. Jeg havde nemlig ikke fortjent hendes venskab. Jeg havde fortjent et los i røven. Ud af hendes liv og til Timbuktu.

Hun tog mig tilbage med åbne arme. Naturligvis gjorde hun det. For sådan er hun. Übermensch 💜

Det var den korte version af historien. Så vær du bare glad for, at jeg ikke fortalte den lange 😂

I lørdags var jeg inviteret til tapashygge hos Übermensch. Et lidt spøjst koncept, hvor hun og en veninde hver især havde inviteret en lille flok kvinder, uden at nogen egentlig kendte hinanden. Og så måtte det jo enten blive en succes eller en fiasko.

Alle skulle medbringe en lille tapasret til buffeten.

Jeg lavede en rejesalat, som blev pisselækker. Sagt i al beskedenhed selvfølgelig 😉

Opskriften finder du her.

Alle havde gjort sig umage, og det blev en smuk og farverig buffet.

Og en tæskehyggelig aften 👍😄 Så de to værtinder kan roligt ånde lettet op.

Der blev snakket igennem. Helt ned under bæltestedet.

Det begyndte allerede INDEN den første tur rundt om buffetbordet med, at den fremmede dame på min venstre flanke åbenbart havde set et interessant fjernsynsprogram om klunker. Og så tog det fart 😂 Kvinder altså!

Jeg kom i aftenens løb til at fylde uforholdsmæssigt meget. Det var ellers ikke tilsigtet, for jeg kan godt være lidt tilbageholdende og observerende, når jeg befinder mig i selskab med mennesker, jeg ikke kender.

Men på en eller anden måde kom det frem, at jeg måske havde en lidt anderledes historie end de andre i selskabet, og så blev jeg tæppebombet med spørgsmål om både skilsmisse og retssager mod eksen og politiransagninger og forældres og svigerforældres intolerance. Og alle de andre fængslende episoder i min udspringsføljeton.

Og om jeg tænder på store bryster.

Right.

Aftenens mest hjertevarmende indslag opstod, da vi skulle have kaffe, og Übermensch fremdrog to ganske særlige kopper, som hun havde købt i en genbrugsbutik. Sådan nogle med svungne former og sirlige blomstermønstre og guldbelægninger. 

Og så var de ganske små. 

Og det var de, fordi ... jeg hader lunken kaffe.

Hver gang jeg drikker kaffe, må jeg aflægge mikrobølgeovnen en tre-fire besøg, inden jeg når bunden. For min kaffe skal være svitsende varm. Ellers er den klam.

Det vidste Übermensch. Derfor havde hun købt en særlig kop til mig. Så var der nemlig en chance for, at jeg kunne drikke helt til bunds uden at måtte varme kaffen op igen og igen.

Den anden kop havde hun købt til sig selv. Så jeg ikke skulle sidde alene i selskabet med et smagløst stykke kitsch i hænderne.

Sådan er min veninde 💜

Nå, men jeg gik hjem klokken lidt over et. Bilen lod jeg sjovt nok stå. Den kunne jeg altid hente, for Übermensch bor cirka et kvarters gang fra min forstadsvilla.

Det gjorde jeg så i går. 

Stupid me.

Som om jeg ikke kunne se ud ad vinduerne, at vejret var helt igennem noget lort. Med storm og pisregn.

Übermensch havde oven i købet tilbudt at komme og hente mig i sin bil. Men nej, nej. Jeg mente, at luften nok ville have godt af mig.

Så jeg iførte mig mine Fjällräven-vandrebukser, en tyk sweater og min regnjakke. Og så begav jeg mig af sted. Der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

Min mobiltelefon havde jeg stukket i en af de 10.000 lommer i mine vandrebukser. Der lå den sikkert godt, tænkte jeg. For mon ikke sådan nogle vandrebukser måtte være vandafvisende?

Nu ligger min mobiltelefon i en pose med ris. Og nej, mine Fjällräven-vandrebukser er ikke specielt vandafvisende, kan jeg så fortælle.

Til gengæld trækker det vist op til et besøg i El-Giganten og en ny Huawei.

Vil således slutte nu. Take care now. Og vi høres ved 💜

Så tog man lige røven på mor :-D

Jeg har en søn.

Well, faktisk har jeg to. Og to døtre. Men det er nu mest den ene søn, jeg vil sætte spot på her. 

Vi kan jo kalde ham Mads. Mest fordi han HEDDER sådan 😉

Mads er 21 og virkelig skarp (og her er jeg selvfølgelig fuldkommen objektiv i min betragtning, selv om jeg er hans mor, haha).

Han er en super sød ungersvend (objektiv igen). Men han kan DÆLME også være en slambert.

En lille forhistorie:

Efter at Mads blev student for et par år siden, var han i en periode vikar på den skole, hvor jeg har min daglige gang som engelsk- og tysklærer.

Han var der sådan ret fast i en fire-fem måneder. Her mødte han mange elever på forskellige årgange og var også somme tider "på" i nogle af de klasser, Mutti underviser til daglig.

Så begyndte Mads at studere på Aarhus Universitet. Nano Science. Lyder pissekedeligt, og det var det vist også. 

For efter et år på studiet besluttede han at trække stikket. Og forlod uni.

Og kom på det, som de kalder "uddannelseshjælp", hvilket ikke har en skid med uddannelse at gøre, men i virkeligheden vist nok er en forskønnende omskrivning af "kontanthjælp". Som ikke må hedde "kontanthjælp", når man er under 30, fordi man så føler sig stigmatiseret og måske kommer til at give op og hænge fast i sølet forever.

Lidt søgt, men hvis det virker, så pyt med, at det er gak.

Nå, men for at få "uddannelseshjælp" skal man altså yde noget. Fair nok. 

Og Mads kom til at yde i Netto.

Han kom til at sidde ved kassen fra morgen til aften. Uden løn. 

En god deal for Netto, som fik en gratis medarbejder. Og en fin strategi for samfundsøkonomien, for det skal ikke være bekvemt at være på offentlig forsørgelse, da man jo ellers ikke motiveres til at forsørge sig selv.

Men ikke så god en deal for Mads, der kom til at kede sig gevaldigt. Undtagen hvis han kunne være heldig at støde på en idiotisk, kværulerende kunde, som kunne give lidt adspredelse. Så var det ikke kedeligt. Kun træls.

På et tidspunkt i efteråret foreslog jeg ham så at ringe til min skole og endnu en gang tilbyde sig som vikar. For det stod lidt skralt til med vikarerne hos os. En del af dem havde nemlig en uheldig tilbøjelighed til at sidde med mobiltelefonen på Facebook i timerne, mens eleverne stort set passede sig selv.

Jeg vidste, at Mads havde gjort det godt sidste gang. Skolesekretærerne havde forsikret, at de MEGET gerne ville have ham tilbage i folden. Og vikararbejde aflønnes med omkring 200 gode danske kroner i timen og er således ret lukrativt for en ung mand som ham.

So what's not to like? tænkte jeg. Godt tilfreds med mit eget indfald.

"Naaah, det gør jeg nok ikke lige," lød det lidt overraskende og tydeligt afvisende svar fra ungersvenden. "Jeg tror ikke, jeg kan nå frem i tide om morgenen." (Knægten bor i udkanten af Aarhus og skal med cykel, tog og vandreben for at nå frem til den skole, hvor jeg arbejder.)

Nå?! 

Øh ... No comprendo. Jeg troede ikke, jeg havde hørt helt rigtigt. Jeg har selv ret langt på job, men det fungerer jo. Og jeg syntes da lige, jeg havde fået en brillant idé. En rigtig mor-idé 😂 Totally win-win.

Men måske var det hans måde at sige "butt out" på.

Al respekt for det og drengen fortsatte således sin monotone hverdag i Netto.

Det var forhistorien. Nu spoler vi et par måneder frem. Til midt januar 2020:

Fruen er lige trådt ind til 7D mandag morgen. Klassen skal have tysk.

Men inden vi kommer helt i gang, rækker Maja hånden op:

"Hanne, skal din søn egentlig være vikar her hos os igen?" spørger hun.

"Nej, det skal han ikke," svarer jeg uden tøven, og inden jeg når at spekulere over, hvordan DET spørgsmål lige er opstået i pigens hjernevindinger.

"Nå. Men jeg har altså lige set ham ude på gangen," fortsætter hun henkastet.

Åhh, haha, den lille slambert altså 😂😂😂

Så har han, BAG MORS RYG (hrmpf), ringet til skolen og lavet en aftale, hvorefter han bare er dukket op.

Det er sgudda grineren 😂 Og det må det også have været for 7D at se mit utjekkede ansigtsudtryk ved DEN erkendelse.

Nå, men da jeg var færdig med at give drengen verbale stokkeslag for brud på hans sønlige oplysningpligt, kunne jeg da kun glæde mig over hans disposition.

Det er HYGGELIGT at have ham lige der på mit job hver dag💘💘💘 Når han møder ind om morgenen, sker det altid med et muntert "Godmorgen kollega". 

Og ude i klasserne er han efterhånden kendt for at håndtere larm og uro med et "Jeg siger det til min mor". 

Oh my god, haha. Helt humorforladt er han heldigvis ikke.

Og jeg tænker, at han elsker sådan at have taget røven på Mutti 😂

Nå, men nu må jeg vist i tøjet. Jeg sidder i forstadsvillaens køkken og har netop slugt den sidste mundfuld af min dejlige, hjemmerørte pulverkaffe. Og af mit perfekt blødkogte æg.

Lidt småsen morgenmad, indrømmet, men det er ferie, og jeg var til tapashygge hos Übermensch i går aftes, så jeg er behageligt slap i betrækket i dag.

Take care now og vi høres ved 💜