tirsdag den 24. november 2015

Sne

Så kom den. Den første sne. På Facebook kunne jeg se, at dele af landet var godt svøbt ind i det hvide dække.

Jeg elsker sne. Det er SÅ fint og hyggeligt og tyst. Sneen pynter og gør glad.

:-D

Her kom der ikke meget. En centimeter måske. Det var vist ret lokalt, det der med de store mængder. 

Men det var pissekoldt. Jeg kom til at tænke på vandforsyningen til mit drivhus. Havde glemt at afbryde den. Shit! 

Uden at vide meget om det, tænker jeg, at det nok ikke er fedt, hvis vandet fryser til is i de rør, der løber fra forstadsvilla til drivhus. Så jeg måtte i al hast have lukket for hanen i bryggerset. Og derpå ned i drivhuset og lukke op, så røret blev tømt.

No problemo. Det gik ret fint alt sammen.

Men hold nu kæft, hvor blev jeg forbavset, da jeg trådte ind i drivhuset!

Nu har jeg gået og bitchet hele sommeren over, at mine møgtomater åbenbart ikke ville tage det afgørende skridt fra grøn til rød. Sikke noget opreklameret pis med sådan et drivhus, og havde jeg ikke læst et sted, at man kan stege grønne tomater, hvis alt andet fejler? Eller er det bare en film, der hedder noget i den retning?

Men i søndags trådte jeg så ind i drivhuset til 200 modne cherrytomater, guys. 

What the fuck?!

Så dem høstede jeg selvfølgelig. Midt i snestormen. 

Det var næsten helt psykedelisk.

Nå, men tilbage til sneen.

Som lærer HADER jeg sne (kald mig bare ambivalent). Der er IKKE noget hyggeligt over en sneboldkamp i skolegården, skulle jeg med andre ord hilse at sige. 

Det er ALTID de små, det går ud over, og det ender ALTID med konflikter og vrælende elever.

Niendeklasserne har i ni år været underlagt ældre og stærkere børn, og i år nyder de deres momentane overherredømme. Situationen skal udnyttes til at tvære de små ud.

Vi har et område i skolegården, hvor det er tilladt at kaste med sne. Og så har vi naturligvis andre områder, hvor det er forbudt. Og for at håndhæve disse regler er alt disponibelt lærermandskab som regel tvangsindlagt til gårdvagter uafbrudt.

Pis.

Jeg plejer at råde de små til at holde sig væk fra kamppladsen, hvis de ikke kan tåle en snebold i fjæset. De kan bare vælge at gå indenfor. Eller opholde sig på de arealer, hvor sneboldkast er forbudt.

Men selv om det lyder, som om jeg helt er på deres side i krigssituationen, får de altså ikke meget sympati fra mig, når de står lige uden for kamppladsen og kaster snebolde IND på banen, hvor kampen er i gang. 

Små provokerende sataner sådan at gå i helle og affyre deres skyts derfra.

Så kan jeg altså godt finde på at lukke øjnene, hvis de skulle blive indfanget og trukket ind på slagmarken, så de kan deltage på lige fod med resten.

Men det er en fin balance, for de skal jo ikke dø. Og man bliver let makuleret, når man udfordrer de store.

Alt i alt en anstrengende disciplin at holde skolegården konfliktfri.

Yep.

Så det passer mig i grunden fint, at sneen er væk for denne gang. Den må gerne vente med at komme igen indtil juleferien, så møgungerne er forældrenes eget ansvar.

mandag den 23. november 2015

Dannelse

Ordveksling i en engelsktime i 8. i fredags:

Elev 1 til elev 2: 

"Shut the fuck up."

Mrs. English Teacher til elev 1: 

"PLEASE!"

Elev 1 kigger spørgende på Mrs. English Teacher, som venligt uddyber: 

"It's: 'Shut the fuck up, PLEASE!'

We need to be polite."

Forsøger således at tilføre englebasserne en smule dannelse ;-)

Og de læsere, der ved lidt om psykologi, vil nok give mig ret i, at jeg her praktiserer Vygotskys zone for nærmeste indlæring, haha.

søndag den 22. november 2015

Som sendt fra Gud

Sikke dog nogle grimme gloser, jeg kastede omkring mig henne på tanken i fredags. Mens barn 4 sad i bilen og sagtens kunne høre sin i situationen ikke helt forbilledlige mor.

Årsag:

Min fucking lorteyaris er kraftedme umulig at skifte forlygtepærer på!

Pisse diminutive japanerlort!

Motorrummet er SÅ kompakt, at man jo for helvede ikke kan se, hvad man laver, når man skal have afmonteret sådan en motherfucker. 

Man står der med sine alt for store østjyske danskerhænder og famler i blinde på trange steder, der kun egner sig til små, fimsede japaneserpølser.

Og har man så endelig fundet det rigtige hul at stikke fingrene i (og det plejer ellers ikke at være et problem, høhø), ja så skal man hive, lirke, vende, dreje, trække, klikke for at liste fætteren ud. Og naturligvis stadig uden at kunne se en kæft.

Fuck altså!

Nå, men miraklernes tid er ikke forbi, og efter et kvarters intenst arbejde med en lydkulisse, jeg ikke er for stolt af, stod jeg pludselig med den lille satan i hånden.

Wuhuuu!

... MEN

... glæden var kort.

For havde jeg troet, at jeg var ovre det værste, tog jeg helt fejl.

Prøv nemlig lige at montere den nyindkøbte satan, du lige har været i butikken og købe formedelst fucking 90 gode danske kroner! 

Same procedure as before, men denne gang med behov for en hel del mere præcision.

Oh dear!

Og for at gøre ondt værre blev jeg så pludselig midt i alt mit hårde arbejde og min upolerede sprogbrug forstyrret af en mandsperson. 

En ret ung og sådan lidt skidtknægtagtig fyr (i beskidte jeans og en temmelig lurvet pilotjakke) kom pludselig daskende hen til mig midt i mit uhensigtsmæssige sceneri. 

Jeg kiggede op på ham og undertrykte en ildevarslende knurren. 

Indtil han talte:

"Har du brug for hjælp? Jeg er mekaniker."

"Well, what does it look like, scumbag?!" havde jeg i første omgang lyst til at bjæffe. 

Men så gik det rigtigt op for mig, hvad det egentlig var, han havde sagt.

"Jeg er mekaniker."

Og jeg skal dælme da lige love for, at jeg fik fundet det store, indsmigrende smil frem i løbet af nul komma dut. Det var sgu også lige ved, at jeg begyndte at tro på Gud (såfremt han er en kvinde altså).

Hold nu kæft, hvor heldig har man lov at være?!

Åbenbart så heldig, som jeg var i fredags.

Den der skidtknægtfyr var jo i virkeligheden en vildt sød og hjælpsom ung mand, som brugte et helt kvarter af sit liv på at makke videre med min forlygtepære, indtil den sad, præcis som den skulle.

"Næste gang er du velkommen til at komme ud forbi mit værksted på Århusvej," sagde han, mens han lagde sin fikse lille mekanikerlommelygte tilbage i lommen efter endt operation. 

"Vi skifter pærer for pærens pris."

Jeg tror nok lige, den mand har skaffet en ny kunde til værkstedet på Århusvej.

Og JEG vil øve mig på ikke at dømme folk på udseendet.

Bum.

mandag den 16. november 2015

Det gør mig frygtelig ondt

At alle de uskyldige mennesker måtte af med livet i Paris i fredags. Bedst mens de var i færd med at nyde det. Fredeligt og i formentlig hyggeligt selskab med mennesker, de holdt af.

Og at der nu sidder en hel masse pårørende i den dybeste fortvivlelse og måske slet ikke magter at begribe, hvad det var, der lige skete der. Hvorfor deres elskede venner eller familiemedlemmer så brutalt og brat skulle rives fra dem.

I larmende meningsløshed.

Og islamistisk idioti.

Og ja, jeg ved godt, at ikke alle muslimer er terrorister (jeg underviser for eksempel et par stykker af slagsen, som er gode og hjertevarme mennesker). Jeg ved også, at Koranen ikke specifikt foreskriver terror. 

Men lur mig, om ikke de fleste terrorister er muslimer.

Forfærdelsen er verdensomspændende. I hvert fald i den vestlige verden. Nu har jeg godt nok hørt om steder, hvor man er syg nok til at juble over de frygtelige hændelser i Paris. Men det sker ikke i min del af verden.

Min del af verden er fuld af protester mod den slags vold og brutalitet. Og af tilkendegivelser af sympati for ofrene og deres pårørende.

Der er mindehøjtideligheder, vi flager på halvt på offentlige flagstænger, og pressen flyder over af kondolencer og støtteerklæringer fra mange af verdens ledere. 

Og på Facebook lægger vi et Tricolore-filter over vores profilbilleder.

Eller ... øh ... nu skrev jeg godt nok, at "vi" lægger et filter over "vores" profilbilleder. Derfor denne rettelse: 

JEG gør ikke.

Jeg mener, at vi løber de brutale islamistiske møgdyrs ærinde, når vi giver deres modbydelige terrorhandlinger i Paris så massiv en opmærksomhed.

For er det ikke, præcis hvad de ønsker?

Hvem ville måske gide lave et terroranslag, hvis det blev forbigået i larmende tavshed i medierne verden over? Det ville velsagtens være lidt fesent, skulle jeg mene.

Så jo større opmærksomhed, desto mere succes for møgdyrene. I min optik.

Derfor tillader jeg mig at nøjes med at føle forfærdelsen og sympatien med ofrene indeni. Eller tale om det med dem, jeg omgås. 

(Nå ja, og så skriver jeg lige et lille blogindlæg om det, og det er velsagtens et paradoks. Men sådan må det være.)

torsdag den 12. november 2015

Lidt mere om ...

Oh shit! 

Blev helt klam, da jeg i går morges tussede af sted på E45 på vej på job. Næsten så klam, at jeg overvejede et U-turn over fire vejbaner og et autoværn midt i morgentrafikken for at ændre tingenes tilstand (ombestemte mig imidlertid hurtigt).

For jeg var kommet i tanker om, at der var noget, jeg havde glemt. På gulvet ved siden af min seng.

En lille æske. Guldfarvet. Med påskriften Your Perfect Moment

Og med ... 

... MIN DILDO INDENI.

NononononoNOOOOO!

Jeg har IKKE lyst til, at nogen af rotterne skal finde mors sexlegetøj, mens mor er i skole altså!

Fuck.

Så det var med hjertet i halsen, at jeg tilbagelagde resten af strækningen til jobbet, sad og rettede tyske stile i otte fucking timer og susede hjem igen. I myldretiden. Og derfor med hæsblæsende 70 kilometer i timen på motorvejen.

Og nu ligger så den lille vibrerende, sorte lækkerbisken igen på sin plads i skabet bag nogle af alle de bøger, jeg har oversat.

Og jeg bilder mig, på en meget insisterende måde, ind, at INGEN i dagens løb fandt den ved siden af mors seng. 

Heller ikke selv om de måske havde været inde for at hente den mobillader, der OGSÅ lå ved siden af mors seng (pis).

For det ville være SÅ akavet, hvis rotterne opdagede, at mor faktisk har et sexliv. 

At hun er en helt almindelig, naturlig kvinde med et seksuelt behov.

Og at hun somme tider tilfredsstiller sig selv.

Oh God!

Det må de for alt i verden ikke vide. 

Lad dem, blot denne ene dag, have været ramt af momentan blindhed, please ... 

torsdag den 5. november 2015

Rygrad som et stykke udkogt spaghetti og andet

Jeg har været slem.

Damn, frue!

Altså ikke SLEM slem. Men dog slem.

For jeg skulle jo have løbetrænet i dag, da jeg kom hjem fra job. 

Den opmærksomme læser ved, at jeg har fået en marathonudfordring. Copenhagen Marathon til maj. 

Og det går faktisk okay med træningen. Jeg har således indtil nu bragt mig selv fra at kunne løbe en distance målt i hektometer til en distance på otte kilometer.

Nice :-D

Jeg træner tre gange om ugen. Og skulle altså have været af sted efter arbejde i dag.

Men ... øh ... så fik jeg sgu øje på min seng. Den står lige ved siden af skabet med mit løbetøj.

Oh God, en ulige kamp!

Det kostede så halvanden time af mit liv. Vågnede op klokken 17.40. Med savl på hovedpuden og til kulsort mørke udenfor. Og Barn 4s "Hvornår skal vi egentlig spise, mor?"

Fuck.

Ikke meget tid til andet end madlavning i dag.

Og så selvfølgelig lige til at aflevere et fantastisk citat her på bloggen:

Dreng i 7. klasse i mandags: "Hvorfor har du kun givet mig 4 i min engelske stil, Mrs. English Teacher?"

Mrs. English Teacher til dreng: "Jo, det er der flere grunde til. Den ene er, at du ikke har sat et eneste punktum i hele opgaven. Og det gør den ret svær at læse."

Dreng: "What?!!! Du havde sgudda ikke sagt, at jeg skulle sætte punktummer!"

Øh ... nej.

Og jeg havde sådan set heller ikke sagt, at han skulle skrive på engelsk. Det havde han dog heldigvis gjort alligevel. 

Somme tider har jeg åbenbart for høje forventninger til englebasserne. Men så er det jo godt, at de kan tvære ansvaret af på mig.

onsdag den 4. november 2015

Dagens betragtninger

Har undret mig et par gange i dag.

Før det første:

Hvad satan i helvede er det for en afsporet gruppementalitet, der kan få en flok mennesker til i fællesskab at destruere en genstand, som de i virkeligheden er ret begejstrede for?

Det er sgudda helt creepy altså!

Situationen:

8C har et bordtennisbord.

Eller havde.

Dette bordtennisbord gav både god motion og jubelagtige scener, når hele klassen spillede en slags bordtennis omkring det i frikvartererne.

Det så ud, som om eleverne havde det både hyggeligt og sjovt, bemærkede jeg, når jeg engang imellem kom forbi klasselokalet på mine tilsynsrunder som gangvagt.

Men nu er det slut med den fornøjelse.

For da jeg kom op til klassen og skulle forsøge at lære dem lidt engelsk i formiddags, havde 13 drenge fra årgangen makuleret bordet.

Øh?!

Det lå ganske simpelt i småstykker fordelt over et temmelig stort gulvareal.

Er det mon bare mig, eller er det en lille smule weird?

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at deres hjerner endnu ikke er fuldt udviklet, og at det selvfølgelig er en formildende omstændighed.

Men come on!

De var jo fucking GLADE for det bordtennisbord!

Det svarer jo til, at jeg tog et baseballbat og smadrede mit elskede flygel.

Jeg KAN ganske simpelt ikke komme i tanker om en eneste fornuftig grund til, at jeg skulle kunne finde på det.

Og hvorfor er det lige drengene, der sådan går amok i flok? Er det en form for kollektiv, testosteronstyret sindsforvirring?

Suk.

Og hrmpf! Hvad skete der lige med enhver dannelse der?

Og dannelse havde Ingolf i 9B fannerme heller ikke meget af i dag.

Situationen:

Jeg træder ind i klassen for at undervise englebasserne i tysk. Under armen har jeg et ringbind. Dette ringbind indeholder resultaterne af en række tests, som jeg har givet klassen i løbet af den sidste uges tid. Og elevernes karakterer.

Jeg lægger ringbindet fra mig på katederet og forlader så kortvarigt lokalet for at sætte et par elever, som havde været fraværende i sidste tysktime, i gang med deres sidste test.

Da jeg vender tilbage til klassen ...

... sidder omtalte Ingolf på MIN stol ved MIT bord og bladrer rundt i MIT ringbind for at finde sine tests og dermed også sine karakterer.


FUCK!!!

Hold kæft, hvor kan jeg i grunden blive vred.

Den lille lus har dælme bare at holde sig langt væk fra MINE ting. Jeg følte mig vildt krænket.

Det er jo sådan, at der er et asymmetrisk magtforhold mellem lærer og elev. Det er naturens orden, når vi bedriver skole. Uden dette asymmetriske magtforhold ville skoledagen blive kaotisk. Det var det, der gik galt i halvfjerdserne.

Men sådan er det ikke i dag.

I'm the fucking Queen! If you catch my drift ;-)

Så når lille Ingolf sætter sig til katederet i mit fravær og begynder at rode i mine ting, så udfordrer han naturens orden. Og det er IKKE okay.

Men ... øh ... det tror jeg nu også, at jeg fik gjort ham klart.

Hrmpf endnu en gang.

Og hvis jeg må komme med et beskedent ønske ...

... så ville det faktisk være dejligt, hvis folk ville forsøge at opdrage deres børn hjemmefra.

Så vi andre kunne koncentrere os om at undervise i vores respektive fag. Der går sgu alt for meget lærertid med at bibringe folks yngel en smule dannelse.
 


Oven på de to oplevelser kunne man næsten tro, at det havde været en dårlig dag. Med et temmelig ringe håb for menneskeheden.

Men så kan man roligt tro om igen.

Jeg har nemlig fået en kommentar på et indlæg fra "Anonym" (det er der vist en hel del af mine læsere, der hedder), som har vendt helt op og ned på min ellers middelmådige dag.

Anonym har på det seneste dagligt brugt ret lang tid på at læse ... øh ... det meste af min blog, tror jeg nok.

Og jeg vil være så ubeskeden at sige, at jeg fannerme er en SUCKER for kommentarer som den, jeg fik i dag.

WUHUUU!

For jeg ELSKER at blive læst. Og da navnlig, når et menneske falder så meget for mine indlæg, at hun bare læser og læser.

Se nu her, hvad hun skrev:

"De sidste par dage har derfor set sådan her ud: job, mad, bloglæsning, bloglæsning, bloglæsning, bloglæsning, bloglæsning og så i seng."

WUHUUU igen!

Så bliver det sgudda fuldkommen henførende at være blogger (øh ... altså nu forudsætter jeg så, at det er Dropsene, denne læser har brugt tid på, og ikke en anden blog, haha).

Så tak, hvem du end er! Tusind tak! Du er skøn :-)

Og nu skal rotterne og jeg have hotdogs, så jeg smutter.

Bum.