... hvor heldig jeg egentlig er :-D
Tænk en gang at have et job, hvor det somme tider regner med komplimenter, som det gør i mit. It's simply priceless!
Som nu i dag:
Ottende årgang har projektuge i næste uge.
Det betyder, at al undervisning er suspenderet til fordel for projektarbejde, hvor englebasserne i smågrupper skal sætte sig ind i et selvvalgt emne under hovedoverskriften "Er nyt godt?"
De skal aflevere en synopsis, lave et produkt (en film, en photostory, et skuespil, en trykt folder el. lign., som underbygger projektets budskab) og lave en fremlæggelse for klassen.
Vi stiller store krav til eleverne. Og derfor får hver gruppe tildelt en af klassens lærere som vejleder, der kan holde dem i hånden undervejs.
Jeg har kun tre timer ugentligt i min ottendeklasse. Og skal således kun være vejleder for en enkelt gruppe.
Det bliver Julie, Emma og Mathilde. De skal skrive om designerbabyer. Spændende!
I dag har klassen fået at vide, hvem der skal være vejledere for de enkelte grupper.
Hvilket afstedkom følgende ordveksling mellem mig og klassens kontaktlærer i spisepausen:
"Din gruppe er ret godt tilfreds med at have fået dig som vejleder," lød det således fra min søde kollega.
"Jamen, det er jeg da glad for at høre," svarede jeg. Naturligvis.
Hehe.
"Men ... øh ... ," fortsatte hun så.
Hmmm. Jeg bliver altid lidt bekymret, når netop de to ord efterfølger et positivt udsagn. Yikes!
"Men ... øh ... hvad?" spurgte jeg derfor lidt nervøst.
"Joøh, der var lidt jalousi i klassen," fortsatte hun så.
"For der var mange grupper, der gerne ville have haft dig."
Den lader jeg bare hænge lidt.
Hehe.
onsdag den 27. januar 2016
mandag den 25. januar 2016
Løfter lidt af sløret
Okay.
Nu fortæller jeg lidt om mig selv, som jeg med garanti ikke har fortalt før. Ingen gentagelser her.
Det gør jeg, fordi jeg er træt af noget.
And here it comes:
Du tror nok, jeg er fra Århus.
Det troede i hvert fald en bloggerveninde, som for nogle måneder siden foreslog, at vi mødtes til en kop kaffe på en café ved åen i Århus. En slags blind date, for vi havde aldrig mødtes før.
Det var megahyggeligt (og tusind tak for det, you know who), men damen blev lidt forbavset, da jeg fortalte, at jeg ikke var fra byen.
Jeg er der ganske vist tit. For Ladyen bor ikke langt derfra. Og vi holder meget af byens tilbud.
Men i virkeligheden kommer jeg fra et langt mere obskurt sted.
Faktisk fra den nok mest udskældte og latterliggjorte by i hele kongeriget.
Og det er jeg PISSE træt af.
Ikke af byen i sig selv. For jeg synes, det er en rar by. Jeg har haft mange fine oplevelser, mens jeg har boet her, og byen har dannet ramme for mine børns gode og trygge opvækst.
Men jeg er PISSE træt af, at jeg hele tiden skal forsvare mig, når jeg bevæger mig udenbys.
For eksempel, når jeg bevæger mig på arbejde mange kilometer herfra. Og får nye elever. Og må levere det ene dementi efter det andet:
Nej, jeg går ikke med caps.
Nej, jeg kører ikke på scooter.
Nej, jeg drikker ikke Mokai.
Nej, jeg ejer ikke et par Nike Shox.
Nej, jeg siger ikke "bener" og "lårer" og "traning" og "vil du se mit vaarels?"
Jeg er i det hele taget ikke jordens største bonderøv.
Men det er der en eller anden idiot (som ikke en gang har fucking VÆRET i min by), der har haft succes med at fortælle i sine idiotiske memes på nettet.
Og nej, jeg stopfodrer ikke stakkels muslimbørn med frikadeller (og det gør byrådet i øvrigt heller ikke, selv om pressen med usympatisk higen efter den gode historie har fremstillet det, så det kunne tolkes sådan).
Og nej, det er ikke mig, der har politianmeldt skoleelever for at kaste med sne.
Bum.
DET ER IKKE MIG.
Min by er en skøn by. Men den er blevet prügelknabe. Og det er fandme træls, at jeg absolut skal stå til ansvar for alt muligt shit.
Bum igen.
Nu fortæller jeg lidt om mig selv, som jeg med garanti ikke har fortalt før. Ingen gentagelser her.
Det gør jeg, fordi jeg er træt af noget.
And here it comes:
Du tror nok, jeg er fra Århus.
Det troede i hvert fald en bloggerveninde, som for nogle måneder siden foreslog, at vi mødtes til en kop kaffe på en café ved åen i Århus. En slags blind date, for vi havde aldrig mødtes før.
Det var megahyggeligt (og tusind tak for det, you know who), men damen blev lidt forbavset, da jeg fortalte, at jeg ikke var fra byen.
Jeg er der ganske vist tit. For Ladyen bor ikke langt derfra. Og vi holder meget af byens tilbud.
Men i virkeligheden kommer jeg fra et langt mere obskurt sted.
Faktisk fra den nok mest udskældte og latterliggjorte by i hele kongeriget.
Og det er jeg PISSE træt af.
Ikke af byen i sig selv. For jeg synes, det er en rar by. Jeg har haft mange fine oplevelser, mens jeg har boet her, og byen har dannet ramme for mine børns gode og trygge opvækst.
Men jeg er PISSE træt af, at jeg hele tiden skal forsvare mig, når jeg bevæger mig udenbys.
For eksempel, når jeg bevæger mig på arbejde mange kilometer herfra. Og får nye elever. Og må levere det ene dementi efter det andet:
Nej, jeg går ikke med caps.
Nej, jeg kører ikke på scooter.
Nej, jeg drikker ikke Mokai.
Nej, jeg ejer ikke et par Nike Shox.
Nej, jeg siger ikke "bener" og "lårer" og "traning" og "vil du se mit vaarels?"
Jeg er i det hele taget ikke jordens største bonderøv.
Men det er der en eller anden idiot (som ikke en gang har fucking VÆRET i min by), der har haft succes med at fortælle i sine idiotiske memes på nettet.
Og nej, jeg stopfodrer ikke stakkels muslimbørn med frikadeller (og det gør byrådet i øvrigt heller ikke, selv om pressen med usympatisk higen efter den gode historie har fremstillet det, så det kunne tolkes sådan).
Og nej, det er ikke mig, der har politianmeldt skoleelever for at kaste med sne.
Bum.
DET ER IKKE MIG.
Min by er en skøn by. Men den er blevet prügelknabe. Og det er fandme træls, at jeg absolut skal stå til ansvar for alt muligt shit.
Bum igen.
lørdag den 23. januar 2016
And speaking of food ...
Var sgudda lige ved at trille ud af sengen af grin i går aftes. Da det, jeg havde set, ligesom var trængt ind, og jeg var holdt op med at rulle med øjnene.
Situationen:
Skulle lige tjekke Jyllands-Posten online, inden jeg lagde mig til at sove.
Og dér. Lige præcis på forsiden. Fik jeg øje på en overskrift, som jeg klikkede på:
"God mad på SU"
Spørg mig ikke, hvorfor jeg klikkede netop der. Det er længe siden, jeg har været på SU.
Måske gjorde jeg det, fordi jeg med mine gode jyske gener ikke går af vejen for et sparetip nu og da. Og det kunne jo være, man ville støde på noget brugbart.
Artiklen viste sig at handle om en kogebog, som nogle studerende ved Professionshøjskolen Metropol har udgivet i den hensigt "at hjælpe studerende til et mere aktivt studieliv ved at have opskrifter på sund mad, der samtidig kan laves inden for rammerne af et SU-budget," som de skriver.
Okay, tænkte jeg. Jeg gad sgu også godt lave sund mad inden for rammerne af et SU-budget, så jeg læste videre ...
... og stødte nederst i artiklen på et par opskrifter, der ved gennemlæsning fik mig til at mene, at Metropol eventuelt kunne have kaldt deres kogebog for:
"Metropols guide til større besvær i køkkenet og mere madspild"
Det må med andre ord fandme da være løgn, når de skriver følgende:
Det er selvfølgelig fint, at opskriften er tilpasset en enkelt person. Men helt ærligt, folkens:
11 gram æg?
Nu er det jo sådan, at æg ofte kommer portionsanrettet i mængder af cirka 60 gram pr. stk. Hver især omsluttet af en skal.
Og så skal man altså have fisket 11 gram fra?
Øh, hvordan fanden gør man DET? Og hvordan sikrer man, at man har det rette forhold mellem blomme og hvide? Og hvor gør man af de sidste 49 gram? Skraldespanden?
Eller hvad med denne:
98 gram flåede tomater?
Nu købes flåede tomater jo i dåser a cirka 400 gram. Så ... øh? Der er så 302 gram til skralderen.
Man skal også bruge 28,5 gram løg og 0,12 gram frisk timian.
Shit.
Så skal man jo have købt sig en køkkenvægt, der kan veje i hundreddele af et gram.
Jeg siger ikke, at tanken om en kogebog, der er tilpasset mindrebemidlede singler, ikke er udmærket. Og nu har jeg jo både en søn og en datter, der er på SU.
Men de ville kraftedeme da tro, at deres gamle mor havde fået omkringhvirvlende pip, hvis jeg kom rendende med sådan en kogebog til dem.
Hvad er der galt med at lave en ordentlig portion af et eller andet. Eventuelt med hele æg. Og målt i hele gram. Og så fryse den ned i portionsrette mængder?
Easy peasy.
Bum.
Situationen:
Skulle lige tjekke Jyllands-Posten online, inden jeg lagde mig til at sove.
Og dér. Lige præcis på forsiden. Fik jeg øje på en overskrift, som jeg klikkede på:
"God mad på SU"
Spørg mig ikke, hvorfor jeg klikkede netop der. Det er længe siden, jeg har været på SU.
Måske gjorde jeg det, fordi jeg med mine gode jyske gener ikke går af vejen for et sparetip nu og da. Og det kunne jo være, man ville støde på noget brugbart.
Artiklen viste sig at handle om en kogebog, som nogle studerende ved Professionshøjskolen Metropol har udgivet i den hensigt "at hjælpe studerende til et mere aktivt studieliv ved at have opskrifter på sund mad, der samtidig kan laves inden for rammerne af et SU-budget," som de skriver.
Okay, tænkte jeg. Jeg gad sgu også godt lave sund mad inden for rammerne af et SU-budget, så jeg læste videre ...
... og stødte nederst i artiklen på et par opskrifter, der ved gennemlæsning fik mig til at mene, at Metropol eventuelt kunne have kaldt deres kogebog for:
"Metropols guide til større besvær i køkkenet og mere madspild"
Det må med andre ord fandme da være løgn, når de skriver følgende:
Det er selvfølgelig fint, at opskriften er tilpasset en enkelt person. Men helt ærligt, folkens:
11 gram æg?
Nu er det jo sådan, at æg ofte kommer portionsanrettet i mængder af cirka 60 gram pr. stk. Hver især omsluttet af en skal.
Og så skal man altså have fisket 11 gram fra?
Øh, hvordan fanden gør man DET? Og hvordan sikrer man, at man har det rette forhold mellem blomme og hvide? Og hvor gør man af de sidste 49 gram? Skraldespanden?
Eller hvad med denne:
98 gram flåede tomater?
Nu købes flåede tomater jo i dåser a cirka 400 gram. Så ... øh? Der er så 302 gram til skralderen.
Man skal også bruge 28,5 gram løg og 0,12 gram frisk timian.
Shit.
Så skal man jo have købt sig en køkkenvægt, der kan veje i hundreddele af et gram.
Jeg siger ikke, at tanken om en kogebog, der er tilpasset mindrebemidlede singler, ikke er udmærket. Og nu har jeg jo både en søn og en datter, der er på SU.
Men de ville kraftedeme da tro, at deres gamle mor havde fået omkringhvirvlende pip, hvis jeg kom rendende med sådan en kogebog til dem.
Hvad er der galt med at lave en ordentlig portion af et eller andet. Eventuelt med hele æg. Og målt i hele gram. Og så fryse den ned i portionsrette mængder?
Easy peasy.
Bum.
Etiketter:
Gak,
Kost,
Opskrifter,
Penge,
Unge
fredag den 22. januar 2016
Lidt om mad og miljø
Morer mig en kende over Barn 4.
Mutti kom således hjem fra job i går og var, efter at have overværet et arrangement på skolen om mad og miljø, MEGET tændt på idéen om en kødfri dag om ugen herhjemme.
For tænk en gang: At producere ET kilo oksekød kræver fucking 15.000 liter vand.
Shit!
Det tåler gentagelse:
At producere ET kilo oksekød KRÆVER FUCKING 15.000 LITER VAND.
!
Min idé blev dog sjovt nok mødt med overskuelig begejstring af rotterne herhjemme.
Hvilket da også blev understreget, da Barn 4 efter nogen eftertænksomhed lidt tøvende sagde:
"Okaaaay. Men så skal det være om søndagen. Den dag er i forvejen så træls, fordi weekenden snart er slut. Og så kan vi også lige så godt spise vegetarmad."
Og Barn 3 mener, han får tilstrækkeligt mange grøntsager ved at spise ketchup til stort set alle måltider.
Ynk med ynk på :-(
Nå, men nu vil jeg om et øjeblik hale min spinatlasagne ud af ovnen og dermed overraske rotterne på denne ikke-søndag.
Oh yes, it's good to be the Queen, muahahahaaah :-)
PS: I øvrigt synes jeg, det er lidt upædagogisk af Dansk Vegetarforening at kalde så mange af deres opskrifter noget med -bøf, -frikadeller eller -lasagne. Kan sgu godt forstå, at børn kan føle sig røvrendt, når mors frikadeller ikke rummer antydningen af frikadelle.
Bum!
Mutti kom således hjem fra job i går og var, efter at have overværet et arrangement på skolen om mad og miljø, MEGET tændt på idéen om en kødfri dag om ugen herhjemme.
For tænk en gang: At producere ET kilo oksekød kræver fucking 15.000 liter vand.
Shit!
Det tåler gentagelse:
At producere ET kilo oksekød KRÆVER FUCKING 15.000 LITER VAND.
!
Min idé blev dog sjovt nok mødt med overskuelig begejstring af rotterne herhjemme.
Hvilket da også blev understreget, da Barn 4 efter nogen eftertænksomhed lidt tøvende sagde:
"Okaaaay. Men så skal det være om søndagen. Den dag er i forvejen så træls, fordi weekenden snart er slut. Og så kan vi også lige så godt spise vegetarmad."
Og Barn 3 mener, han får tilstrækkeligt mange grøntsager ved at spise ketchup til stort set alle måltider.
Ynk med ynk på :-(
Nå, men nu vil jeg om et øjeblik hale min spinatlasagne ud af ovnen og dermed overraske rotterne på denne ikke-søndag.
Oh yes, it's good to be the Queen, muahahahaaah :-)
PS: I øvrigt synes jeg, det er lidt upædagogisk af Dansk Vegetarforening at kalde så mange af deres opskrifter noget med -bøf, -frikadeller eller -lasagne. Kan sgu godt forstå, at børn kan føle sig røvrendt, når mors frikadeller ikke rummer antydningen af frikadelle.
Bum!
lørdag den 16. januar 2016
Ingen indlæg ...
... før mandag.
Jeg er hos Ladyen indtil da.
Hun skal have min tid ;-)
Hav en fantastisk weekend derude!
Jeg er hos Ladyen indtil da.
Hun skal have min tid ;-)
Hav en fantastisk weekend derude!
torsdag den 14. januar 2016
Mere om seksualundervisning
Phew.
Jeg overlevede.
Dagens med skælven imødesete seksualundervisning i 9. klasse altså.
Jeg lagde ud med at fortælle englebasserne, at jeg ikke har modtaget selv den fjerneste faglige instruktion i disciplinen. Sådan for ligesom at dække mig ind, i fald jeg måtte fremstå lidt kvækkende og usikker.
Hvortil en af drengene omgående svarede, at jeg da må være mere kvalificeret end nogen anden lærer på skolen, da jeg jo har knaldet med både mænd og kvinder.
De siger sgu tingene ret lige ud, de børn. Men sådan foretrækker jeg det også. Jeg ser det som et tegn på gode relationer.
Kunne dog ikke lade være med at lade tankerne vandre tilbage til min egen skoletid og min måde at tiltale mine egne lærere på.
Men det var bare FOR surrealistisk at forestille sig en situation, hvor jeg vovede at henvende mig til min engelsklærer, hr. Berg, via samme vokabularium.
Uhada :-(
Nå, men jeg havde lavet en quiz i paratviden på nettet, som jeg lod eleverne dyste i. Og de syntes, det var sjovt.
Jeg morede mig også. Navnlig da to af de unge vidundere mente, at "biseksuel" betyder, man tænder på dyr.
Haha :-D
Derpå inddelte jeg dem i grupper og bad dem lave deres egne quizzer, og det gik resten af tiden med.
Så var den ged sgu barberet.
Ingen lange foredrag om bumser og armhulehår ;-)
Og det var skønt til en forandring af få mere intens opmærksomhed fra dem, end når jeg udbreder mig om uregelmæssige verber og kasusbøjninger.
Nu skal jeg lave mad. Jeg skal til kor halv otte.
Bum.
Jeg overlevede.
Dagens med skælven imødesete seksualundervisning i 9. klasse altså.
Jeg lagde ud med at fortælle englebasserne, at jeg ikke har modtaget selv den fjerneste faglige instruktion i disciplinen. Sådan for ligesom at dække mig ind, i fald jeg måtte fremstå lidt kvækkende og usikker.
Hvortil en af drengene omgående svarede, at jeg da må være mere kvalificeret end nogen anden lærer på skolen, da jeg jo har knaldet med både mænd og kvinder.
De siger sgu tingene ret lige ud, de børn. Men sådan foretrækker jeg det også. Jeg ser det som et tegn på gode relationer.
Kunne dog ikke lade være med at lade tankerne vandre tilbage til min egen skoletid og min måde at tiltale mine egne lærere på.
Men det var bare FOR surrealistisk at forestille sig en situation, hvor jeg vovede at henvende mig til min engelsklærer, hr. Berg, via samme vokabularium.
Uhada :-(
Nå, men jeg havde lavet en quiz i paratviden på nettet, som jeg lod eleverne dyste i. Og de syntes, det var sjovt.
Jeg morede mig også. Navnlig da to af de unge vidundere mente, at "biseksuel" betyder, man tænder på dyr.
Haha :-D
Derpå inddelte jeg dem i grupper og bad dem lave deres egne quizzer, og det gik resten af tiden med.
Så var den ged sgu barberet.
Ingen lange foredrag om bumser og armhulehår ;-)
Og det var skønt til en forandring af få mere intens opmærksomhed fra dem, end når jeg udbreder mig om uregelmæssige verber og kasusbøjninger.
Nu skal jeg lave mad. Jeg skal til kor halv otte.
Bum.
Etiketter:
Heteroseksualitet,
Homoseksualitet,
Job,
Musik,
Refleksioner,
Sex,
Unge
onsdag den 13. januar 2016
Våd i trussen
Må tilstå, at jeg er en likehunter. Både på Facebook und anderswo.
Likes gør mig våd i trussen.
Bum.
Og det er jeg blevet et par gange de sidste par dage. Våd altså.
Som nu for eksempel i går.
Jeg havde sat 8. klasse til at arbejde med opgaver til filmen Whale Rider, som vi så i engelsk i sidste uge. (Se den! Den ligger på Filmstriben, og jeg GRÆD, første gang jeg så den. Den er pissegod.)
Mens englebasserne arbejdede inde i klassen, havde jeg sat mig udenfor på gangen for at give dem individuel feedback på en fremlæggelse, de havde lavet.
Ud til mig kom Alma.
"Er det rigtigt, at du også har tysk?" spurgte hun, inden jeg nåede at komme i gang med min feedback.
"Ja, det er rigtigt nok," svarede jeg.
"Kan vi så ikke også få dig til tysk til næste år?" fortsatte hun temmelig direkte.
"Øh ... Det ved jeg sørme ikke," svarede jeg. "Det er ikke mig, der bestemmer, hvilke klasser jeg skal have. Hvorfor vil du gerne have mig til tysk?" (Jeg havde fået færten af en kompliment og fiskede nu løs, haha.)
"Jo, for vi har jo Preben til tysk i år. Og han er kedelig og sur. Og det er du ikke," lød det lige så direkte som før. "Du er sjov og sød." (Bingo!)
Våd i trussen.
Og i dag skete det sgu så igen.
Jeg sad og småpludrede med Kollega 1 i en pause, da Kollega 2 kom hen og satte sig hos os, klappede mig på knæet og sagde: "Tak!"
"Selv tak," svarede jeg pr. refleks.
Men så trængte uklarheden i hendes ord ind til et sted bag mine pandelapper.
"Øh ... for hvad?" måtte jeg således tilføje.
Og her følte Kollega 1 sig så nødsaget til at blande sig i vores dybe samtale:
"Fordi du er, som du er," smilede hun kækt.
Og jeg blev våd i trussen igen. Hehe.
(Hvad Kollega 2 ville takke mig for var, at mit store grammatikarbejde i tysktimerne på 9. årgang åbenbart også har givet udbytte i dansktimerne.)
Apropos våd i trussen, så skal jeg i morgen have understøttende undervisning i fem kvarter i 9.B. Og da jeg i sidste uge modtog forslag fra klassen til indholdet af disse fem kvarter, var der ret bred enighed om ...
... SEKSUALUNDERVISNING.
YIKES og tak for crap, kiddos!
Jeg er fandme ikke seksualunderviser. Jeg er SPROGLÆRER og havde tænkt, at de nok ville ønske sig noget med bøjning af uregelmæssige verber. Hrmpf.
Jeg spurgte omgående, om de mon virkelig mente, jeg var den rette til den tjans.
Og det gjorde de sgu.
Pis.
Det forholder sig jo ligesom sådan, at heterosex (til forskel fra likes af forskellig art ;-)) aldrig rigtig har gjort mig våd i trussen.
Jeg kan selvfølgelig godt se det dejlige i at være tæt på et menneske, man holder af, hvad enten det er af det modsatte køn eller ej.
Men jeg har oplevet heterosex som ydmygende.
Det har aldrig tændt mig at sprede benene og få pumpet et erigeret organ op i underlivet. Jeg følte mig fastlåst. Og jeg kom altid til at ligge og vente lidt utålmodigt, mens de udspilede næsebor et sted over mit ansigt fik prustet færdig.
Slemt var det også, hvis jeg måtte lade mig tage bagfra.
For slet ikke at snakke om de klistrede klatter, der er løbet ned ad mit inderlår.
Til gengæld er jeg stadig himmelfalden over den bløde, varme ømhed, den sensualitet og den skønhed, jeg oplever, når jeg elsker med min dejlige kvinde.
Så jeg er bange for måske at komme til at lyde lidt subjektiv i morgen.
Gad vide, hvor lang tid man egentlig kan få til at gå med at snakke om bumser og armhulehår?
Sådan omkring fem kvarter måske?
Likes gør mig våd i trussen.
Bum.
Og det er jeg blevet et par gange de sidste par dage. Våd altså.
Som nu for eksempel i går.
Jeg havde sat 8. klasse til at arbejde med opgaver til filmen Whale Rider, som vi så i engelsk i sidste uge. (Se den! Den ligger på Filmstriben, og jeg GRÆD, første gang jeg så den. Den er pissegod.)
Mens englebasserne arbejdede inde i klassen, havde jeg sat mig udenfor på gangen for at give dem individuel feedback på en fremlæggelse, de havde lavet.
Ud til mig kom Alma.
"Er det rigtigt, at du også har tysk?" spurgte hun, inden jeg nåede at komme i gang med min feedback.
"Ja, det er rigtigt nok," svarede jeg.
"Kan vi så ikke også få dig til tysk til næste år?" fortsatte hun temmelig direkte.
"Øh ... Det ved jeg sørme ikke," svarede jeg. "Det er ikke mig, der bestemmer, hvilke klasser jeg skal have. Hvorfor vil du gerne have mig til tysk?" (Jeg havde fået færten af en kompliment og fiskede nu løs, haha.)
"Jo, for vi har jo Preben til tysk i år. Og han er kedelig og sur. Og det er du ikke," lød det lige så direkte som før. "Du er sjov og sød." (Bingo!)
Våd i trussen.
Og i dag skete det sgu så igen.
Jeg sad og småpludrede med Kollega 1 i en pause, da Kollega 2 kom hen og satte sig hos os, klappede mig på knæet og sagde: "Tak!"
"Selv tak," svarede jeg pr. refleks.
Men så trængte uklarheden i hendes ord ind til et sted bag mine pandelapper.
"Øh ... for hvad?" måtte jeg således tilføje.
Og her følte Kollega 1 sig så nødsaget til at blande sig i vores dybe samtale:
"Fordi du er, som du er," smilede hun kækt.
Og jeg blev våd i trussen igen. Hehe.
(Hvad Kollega 2 ville takke mig for var, at mit store grammatikarbejde i tysktimerne på 9. årgang åbenbart også har givet udbytte i dansktimerne.)
Apropos våd i trussen, så skal jeg i morgen have understøttende undervisning i fem kvarter i 9.B. Og da jeg i sidste uge modtog forslag fra klassen til indholdet af disse fem kvarter, var der ret bred enighed om ...
... SEKSUALUNDERVISNING.
YIKES og tak for crap, kiddos!
Jeg er fandme ikke seksualunderviser. Jeg er SPROGLÆRER og havde tænkt, at de nok ville ønske sig noget med bøjning af uregelmæssige verber. Hrmpf.
Jeg spurgte omgående, om de mon virkelig mente, jeg var den rette til den tjans.
Og det gjorde de sgu.
Pis.
Det forholder sig jo ligesom sådan, at heterosex (til forskel fra likes af forskellig art ;-)) aldrig rigtig har gjort mig våd i trussen.
Jeg kan selvfølgelig godt se det dejlige i at være tæt på et menneske, man holder af, hvad enten det er af det modsatte køn eller ej.
Men jeg har oplevet heterosex som ydmygende.
Det har aldrig tændt mig at sprede benene og få pumpet et erigeret organ op i underlivet. Jeg følte mig fastlåst. Og jeg kom altid til at ligge og vente lidt utålmodigt, mens de udspilede næsebor et sted over mit ansigt fik prustet færdig.
Slemt var det også, hvis jeg måtte lade mig tage bagfra.
For slet ikke at snakke om de klistrede klatter, der er løbet ned ad mit inderlår.
Til gengæld er jeg stadig himmelfalden over den bløde, varme ømhed, den sensualitet og den skønhed, jeg oplever, når jeg elsker med min dejlige kvinde.
Så jeg er bange for måske at komme til at lyde lidt subjektiv i morgen.
Gad vide, hvor lang tid man egentlig kan få til at gå med at snakke om bumser og armhulehår?
Sådan omkring fem kvarter måske?
fredag den 8. januar 2016
Ups, var sgu lige ved ...
at komme helt galt af sted i sidste uge. Og det tilmed fuldkommen uforsætligt.
Situationen:
Jeg sov hos Ladyen.
Og der sover jeg dælme godt, hehe. Hendes seng er blød som flødeskum, og ... nå ja ... så har jeg jo Ladyen selv lige ved siden af, nammenam.
Eneste problem er faktisk bredden på madrassen. 140 centimeter. 70 til hver.
Damn, det er ikke meget, når man skal være to voksne kvinder, hvoraf den ene (læs: fruen her, red.) holder MEGET af at ligge i natostilling - altså på maven og med det ene knæ trukket op.
Kort sagt: Jeg er PLADSKRÆVENDE.
Og det betyder så, at jeg somme tider kommer til at spille lidt for meget af min kvindekrop over på Ladyens banehalvdel, mens hun prøver på at sove.
Sådan føler jeg det i hvert fald.
Og jeg vil nødig nøjes med at være på tålt ophold i Ladyens seng altså.
Men så var det, at jeg fik en fuldkommen genial idé:
"Skatter," sagde jeg til englebassen. "Når vi to engang skal flytte sammen, skal vi så ikke købe en større seng?"
Jeg tænkte, at 20 centimeter mere pr. kvinde ikke ville gøre noget. Så kunne vi mødes på midten, når vi skulle ligge i ske, og når vi skulle elske, og når vi bare skulle putte sammen under dynen og småpludre, inden øjnene klappede i.
Og resten af tiden kunne vi så lade vores ekstremiteter fylde så meget som nødvendigt uden at være til gene for den anden.
Brilliant idea, right?
...
Wrong.
Det indfald kom jeg ret hurtigt til at gentænke. For Ladyen så sgu alt andet end begejstret ud. Tror slet ikke, hun kunne se genialiteten i det.
Hun så nærmest skuffet ud.
Og på et splitsekund forstod jeg hvorfor:
Jeg havde ganske enkelt ikke fået sat de rette ord sammen til en sætning, der udtrykte, hvad jeg egentlig tænkte.
Hun kunne jo tro, jeg ikke ØNSKEDE at være tæt på hende.
Fuck.
Jeg begyndte ret fragmenteret og kikset at forklare idéen. Uden den store effekt. Og lidt efter lod jeg den dø. Den er ikke blevet nævnt siden.
I dag er jeg glad for, at hun så så skuffet ud.
For det er fandme da, fordi hun elsker mig! Og gerne vil have mig, så hun kan mærke mig hele tiden. Hehe.
Jeg elsker godt nok også hende. Big time.
I morgen tager lebberne i væksthusene i Botanisk Have.
Det glæder jeg mig til :-)
Situationen:
Jeg sov hos Ladyen.
Og der sover jeg dælme godt, hehe. Hendes seng er blød som flødeskum, og ... nå ja ... så har jeg jo Ladyen selv lige ved siden af, nammenam.
Eneste problem er faktisk bredden på madrassen. 140 centimeter. 70 til hver.
Damn, det er ikke meget, når man skal være to voksne kvinder, hvoraf den ene (læs: fruen her, red.) holder MEGET af at ligge i natostilling - altså på maven og med det ene knæ trukket op.
Kort sagt: Jeg er PLADSKRÆVENDE.
Og det betyder så, at jeg somme tider kommer til at spille lidt for meget af min kvindekrop over på Ladyens banehalvdel, mens hun prøver på at sove.
Sådan føler jeg det i hvert fald.
Og jeg vil nødig nøjes med at være på tålt ophold i Ladyens seng altså.
Men så var det, at jeg fik en fuldkommen genial idé:
"Skatter," sagde jeg til englebassen. "Når vi to engang skal flytte sammen, skal vi så ikke købe en større seng?"
Jeg tænkte, at 20 centimeter mere pr. kvinde ikke ville gøre noget. Så kunne vi mødes på midten, når vi skulle ligge i ske, og når vi skulle elske, og når vi bare skulle putte sammen under dynen og småpludre, inden øjnene klappede i.
Og resten af tiden kunne vi så lade vores ekstremiteter fylde så meget som nødvendigt uden at være til gene for den anden.
Brilliant idea, right?
...
Wrong.
Det indfald kom jeg ret hurtigt til at gentænke. For Ladyen så sgu alt andet end begejstret ud. Tror slet ikke, hun kunne se genialiteten i det.
Hun så nærmest skuffet ud.
Og på et splitsekund forstod jeg hvorfor:
Jeg havde ganske enkelt ikke fået sat de rette ord sammen til en sætning, der udtrykte, hvad jeg egentlig tænkte.
Hun kunne jo tro, jeg ikke ØNSKEDE at være tæt på hende.
Fuck.
Jeg begyndte ret fragmenteret og kikset at forklare idéen. Uden den store effekt. Og lidt efter lod jeg den dø. Den er ikke blevet nævnt siden.
I dag er jeg glad for, at hun så så skuffet ud.
For det er fandme da, fordi hun elsker mig! Og gerne vil have mig, så hun kan mærke mig hele tiden. Hehe.
Jeg elsker godt nok også hende. Big time.
I morgen tager lebberne i væksthusene i Botanisk Have.
Det glæder jeg mig til :-)
onsdag den 6. januar 2016
Speaking of books ...
Nå ja. Apropos bøger. Så tror jeg da lige, jeg vil fortælle, hvordan jeg kom til at arbejde med litteratur.
(Nu sidder du godt nok og tror, at jeg er sproglærer i folkeskolen, og det har du faktisk ret i. Men inden jeg blev det, var jeg freelance-oversætter i 14 år.)
Det bliver jeg nemlig tit spurgt om. Og de fleste synes, det er en okay fed historie.
So here it comes:
Jeg er ret ung. Midt tyverne. Jeg er uddannet økonom. Og jeg har kradset en ret spændende og afvekslende stilling i marketingafdelingen hos en landsdækkende byggemarkedskæde til mig.
Samtidig er jeg gift med den mand, der senere blev til Lucifer. Og vi har to børn på 0 og 2.
Lucifer-To-Be er en travl forretningsmand med lange arbejdsdage og mange rejser, og mine egne arbejdstider ligger sådan, at jeg ikke kan nå at køre de 40 kilometer hjem og hente børn inden institutionernes lukketid.
Pis!
Så vi får en ung pige i huset. Ellers fungerer det ikke.
Men ak.
Den unge pige er forskrækkeligt dum. Hun finder for eksempel på at lægge sig til at sove i min og Lucifer-To-Bes dobbeltseng, mens hun har ansvaret for vores to små børn.
Not good! For hvad fanden laver hun i VORES seng?!
Noget må gøres, og det "noget" er ikke Lucifer-To-Bes ansvar, for han forsømmer ikke en lejlighed til at fortælle mig, at hans job er vigtigere (læs: giver flere kroner) end mit. Så jeg må selv løse problemet.
Jeg siger min gode stilling op.
Hulk :-(
Men jeg KAN bare ikke være andet bekendt over for mine to små guldklumper, der ikke ser meget til deres mor. Og den dårlige samvittighed over for babyrotterne har i snart mange uger hærget mig, som havde jeg ild i håret.
Så går jeg hjemme. I otte måneder. Passer hus. Skifter ble på ble. Vasker tøj rent for gylp og babymos. Og ER TIL STEDE hos mine børn.
Det er skønt.
Men det er ikke nok.
For jeg har ligesom sat mig selv uden for samfundet. Jeg udfylder ikke andre roller end moder- og hustrurollen, og jeg kommer til at føle, at alt, hvad jeg gør, er noget, jeg gør af hensyn til andre.
Jeg har kort sagt brug for en niche, jeg kan krybe ind i, som ikke udelukkende handler om familie. For jeg føler, at jeg er ved at miste mig selv.
Det kunne for eksempel være et job. Måske på deltid.
Fremragende idé ...
... øh ... men ha!
Naive mig.
For hvem fanden ansætter en økonom på deltid? Økonomistillinger er i regelen på mere end fuld tid. Og det vidste jeg, at jeg ikke kunne indlade mig på. Ikke på vilkår.
What to do, what to do, WHAT TO DO?!!!
Heldigvis er miraklernes tid ikke forbi.
Ved et rent tilfælde kommer jeg således en dag til at læse en bog. Der er SMÆKFYLDT MED FEJL. Som for eksempel:
"Bilen holdt parkeret uden for restauranten, som havde fået en bule i den ene forskærm."
Det er fandme ikke kønt. Nej det er ej. Og jeg tænker ved mig selv, at det kunne jeg sgu have gjort bedre ...
... øh ...
... det kunne ... JEG sgu have gjort bedre!
HA!
En idé er begyndt at spire frem i mit samvittighedsplagede sind.
Hvad nu, hvis man kunne komme til at oversætte bøger? Det er da også et job, som nogle mennesker tjener penge på. Og så kunne jeg sidde hjemme og arbejde. OG STADIG VÆRE DER FOR BØRNENE.
HA igen!
Så jeg laver kopier af alle de opslag i bogen, hvor der er fejl. Og retter fejlene. Oven i købet med de rigtige korrekturtegn, som jeg har lært i min tid hos byggemarkedskæden.
Derpå sender jeg stakken af kopier til det store forlag henne i København vedlagt et brev, hvor jeg skriver, at jeg kan gøre det bedre.
Og så venter jeg.
Og venter.
Og venter.
Ogøh ... til sidst indser jeg, at min idé var en nitte, og stiller mig tilfreds med, at jeg i det mindste har gjort et ærligt forsøg.
Men pludselig en dag finder jeg en tyk kuvert i min postkasse.
Den kommer fra forlaget. Indeni ligger et kapitel fra en bog. På engelsk. Og et brev. Hvor der står, at så skal det da komme an på en prøve. Om jeg ikke lige kan oversætte vedlagte kapitel til dansk?
En måned senere ligger der endnu en tyk kuvert i min postkasse.
Denne gang er det en HEL bog. Og en kontrakt.
Og så oversætter jeg bøger for alle de store forlag i landet i de næste 14 år.
Jeg bliver somme tider spurgt, om det ikke var lidt kedeligt.
Og jeg må tilstå, at der HAR været tidspunkter, hvor jeg har følt mig fristet til lige at digte et bestialsk mord og flette det ind i ... øh ... måske en bog af Dalai Lama. For ligesom at peppe den lidt op og give mig selv lidt kreativ frihed.
Men hver gang droppede jeg tanken. For der var jo andre end mig, der læste mine manuskripter igennem inden udgivelse. Og jeg var sgu nok blevet snuppet. Så jeg holdt mig pænt på måtten.
Nu er min litteraturkarriere slut. Ikke mere oversættelse.
Til gengæld har jeg fået al den kreative frihed, jeg kan ønske mig, her på Dropsene.
(Nu sidder du godt nok og tror, at jeg er sproglærer i folkeskolen, og det har du faktisk ret i. Men inden jeg blev det, var jeg freelance-oversætter i 14 år.)
Det bliver jeg nemlig tit spurgt om. Og de fleste synes, det er en okay fed historie.
So here it comes:
Jeg er ret ung. Midt tyverne. Jeg er uddannet økonom. Og jeg har kradset en ret spændende og afvekslende stilling i marketingafdelingen hos en landsdækkende byggemarkedskæde til mig.
Samtidig er jeg gift med den mand, der senere blev til Lucifer. Og vi har to børn på 0 og 2.
Lucifer-To-Be er en travl forretningsmand med lange arbejdsdage og mange rejser, og mine egne arbejdstider ligger sådan, at jeg ikke kan nå at køre de 40 kilometer hjem og hente børn inden institutionernes lukketid.
Pis!
Så vi får en ung pige i huset. Ellers fungerer det ikke.
Men ak.
Den unge pige er forskrækkeligt dum. Hun finder for eksempel på at lægge sig til at sove i min og Lucifer-To-Bes dobbeltseng, mens hun har ansvaret for vores to små børn.
Not good! For hvad fanden laver hun i VORES seng?!
Noget må gøres, og det "noget" er ikke Lucifer-To-Bes ansvar, for han forsømmer ikke en lejlighed til at fortælle mig, at hans job er vigtigere (læs: giver flere kroner) end mit. Så jeg må selv løse problemet.
Jeg siger min gode stilling op.
Hulk :-(
Men jeg KAN bare ikke være andet bekendt over for mine to små guldklumper, der ikke ser meget til deres mor. Og den dårlige samvittighed over for babyrotterne har i snart mange uger hærget mig, som havde jeg ild i håret.
Så går jeg hjemme. I otte måneder. Passer hus. Skifter ble på ble. Vasker tøj rent for gylp og babymos. Og ER TIL STEDE hos mine børn.
Det er skønt.
Men det er ikke nok.
For jeg har ligesom sat mig selv uden for samfundet. Jeg udfylder ikke andre roller end moder- og hustrurollen, og jeg kommer til at føle, at alt, hvad jeg gør, er noget, jeg gør af hensyn til andre.
Jeg har kort sagt brug for en niche, jeg kan krybe ind i, som ikke udelukkende handler om familie. For jeg føler, at jeg er ved at miste mig selv.
Det kunne for eksempel være et job. Måske på deltid.
Fremragende idé ...
... øh ... men ha!
Naive mig.
For hvem fanden ansætter en økonom på deltid? Økonomistillinger er i regelen på mere end fuld tid. Og det vidste jeg, at jeg ikke kunne indlade mig på. Ikke på vilkår.
What to do, what to do, WHAT TO DO?!!!
Heldigvis er miraklernes tid ikke forbi.
Ved et rent tilfælde kommer jeg således en dag til at læse en bog. Der er SMÆKFYLDT MED FEJL. Som for eksempel:
"Bilen holdt parkeret uden for restauranten, som havde fået en bule i den ene forskærm."
Det er fandme ikke kønt. Nej det er ej. Og jeg tænker ved mig selv, at det kunne jeg sgu have gjort bedre ...
... øh ...
... det kunne ... JEG sgu have gjort bedre!
HA!
En idé er begyndt at spire frem i mit samvittighedsplagede sind.
Hvad nu, hvis man kunne komme til at oversætte bøger? Det er da også et job, som nogle mennesker tjener penge på. Og så kunne jeg sidde hjemme og arbejde. OG STADIG VÆRE DER FOR BØRNENE.
HA igen!
Så jeg laver kopier af alle de opslag i bogen, hvor der er fejl. Og retter fejlene. Oven i købet med de rigtige korrekturtegn, som jeg har lært i min tid hos byggemarkedskæden.
Derpå sender jeg stakken af kopier til det store forlag henne i København vedlagt et brev, hvor jeg skriver, at jeg kan gøre det bedre.
Og så venter jeg.
Og venter.
Og venter.
Ogøh ... til sidst indser jeg, at min idé var en nitte, og stiller mig tilfreds med, at jeg i det mindste har gjort et ærligt forsøg.
Men pludselig en dag finder jeg en tyk kuvert i min postkasse.
Den kommer fra forlaget. Indeni ligger et kapitel fra en bog. På engelsk. Og et brev. Hvor der står, at så skal det da komme an på en prøve. Om jeg ikke lige kan oversætte vedlagte kapitel til dansk?
En måned senere ligger der endnu en tyk kuvert i min postkasse.
Denne gang er det en HEL bog. Og en kontrakt.
Og så oversætter jeg bøger for alle de store forlag i landet i de næste 14 år.
Jeg bliver somme tider spurgt, om det ikke var lidt kedeligt.
Og jeg må tilstå, at der HAR været tidspunkter, hvor jeg har følt mig fristet til lige at digte et bestialsk mord og flette det ind i ... øh ... måske en bog af Dalai Lama. For ligesom at peppe den lidt op og give mig selv lidt kreativ frihed.
Men hver gang droppede jeg tanken. For der var jo andre end mig, der læste mine manuskripter igennem inden udgivelse. Og jeg var sgu nok blevet snuppet. Så jeg holdt mig pænt på måtten.
Nu er min litteraturkarriere slut. Ikke mere oversættelse.
Til gengæld har jeg fået al den kreative frihed, jeg kan ønske mig, her på Dropsene.
tirsdag den 5. januar 2016
Om konsumerisme og andre værdier
Pave Frans holdt tale under sin julemesse i forrige uge.
Ikke, at der er noget nyt i det, for det gør han vist nok hvert år under julemessen.
Det nye ligger i, at han har haft held til at fange min opmærksomhed.
For jeg er helt utrolig ligeglad med den katolske tro. Og med den protestantiske tro. Og med islam. Og hinduisme. Og buddhisme. Og enhver anden religion.
Jeg tror ikke på Gud. Og i min optik må vores fire evangelister have været svært angrebet af Münchhausens syndrom.
Jeg ser kort fortalt religion som en kunstig og håbløst menneskeundertrykkende konstruktion, der verden over gang på gang har skabt mindst lige så meget ondt som godt.
Bum.
Men i forrige uge sagde paven noget, som jeg vil give ham fuldkommen ret i.
Han sagde, at verden er besat af penge. Af materialisme, konsumerisme, extravagance, rigdom.
"Ligegyldighedens kultur," kaldte han det.
Og han sagde, at det måske kunne være en god idé at prøve nogle andre værdier af. Som for eksempel empati, lidenskab, godhed.
For nu at eksperimentere lidt.
Jeg er helt enig med Fransemand.
Penge kan virkelig bringe nogle ækle og overfladiske sider frem i folk.
Jeg må for eksempel ryste på hovedet, når folk tramper hinanden ihjel på Black Friday. For at nå først frem til den billigste stavblender i butikken.
Eller når jeg ser alt det svinedyre elektroniske isenkram, som mange af mine elever kommer slæbende med i skole, så mor og far kan vise omgivelserne, hvor meget succes de har.
Klamt.
Og hvorfor er det lige, at vi så ofte måler succes i penge?
Fordi penge er så målbar en størrelse, tror jeg. Det er umanerlig nemt at sammenligne egen succes med andres, når bare man regner i kroner og øre.
Det ligger således lidt i luften, at har man postnummer nord for København, har man mere succes end dem i Thyborøn.
Ligesom det ligger i luften, at direktøren i den Audi, der blæser forbi på motorvejen med overlydsfart, har mere succes end skolelærerinden i den grå Toyota Yaris, der ved samme lejlighed næsten bliver blæst omkuld.
Men er penge også lig med lykke?
Well, that's debatable, dear.
Undersøgelser har vist nok vist, at penge gør lykkelig i det omfang, de holder bekymringer for livets ophold på afstand. Altså indtil det punkt, hvor de har givet os tag over hovedet og mad på bordet.
Men derudover har de angiveligt ingen ægte, varig lykkevirkning. Siger de.
Selv kan jeg kun berette, at jeg engang levede i en ægteskabelig konstellation med penge i rigelige mængder.
Men glad var jeg ikke.
Før jeg altså fravalgte mand med penge og fandt lækker kvinde uden.
Og nu er jeg så nået til det egentlige mål med dette efterhånden lange blogindlæg:
Jeg vil anbefale en bog. Som jeg har læst færdig i juleferien.
Den er skrevet af Grégoire Delacourt og hedder La liste de mes envies på originalsproget.
Den udgave, jeg har læst, hedder Alle meine Wünsche.
Men er du mere til dansksprogede bøger, skal du lede efter Ønskelisten.
Det er en fin og velskrevet lille bog om at vinde den store gevinst i lotto:
Ønskelisten handler kort fortalt om en helt almindelig kvinde, der hedder Jocelyne.
Jocelyne lever et beskedent liv. I et helt almindeligt ægteskab med en helt almindelig mand. Hun har en helt almindelig kvindekrop (med de flaws, der følger med sådan en) og en lille sybutik, og i sin fritid skriver hun på en blog om håndarbejde.
Hun har for længst erkendt, at ungdommens vidtløftige drømme nok ikke rigtig bliver til virkelighed, men hun er i det store og hele ganske godt tilfreds med sin stilfærdige tilværelse.
Så en dag vinder hun i lotto. Et svimlende beløb.
Men i stedet for at danse lambada af begejstring bliver hun bekymret. Bange for, at så stort et pengebeløb vil smadre hendes familie og hendes relativt lykkelige liv. Vil gøre hendes nærmeste til små grådige bæster.
Så hun fortæller ikke nogen om gevinsten. Men gemmer derimod checken i en sko, mens hun overvejer, om hun skal indløse den eller ej.
Den beslutning slipper hun imidlertid for at træffe, for ...
Og så fortæller jeg ikke mere, muahahahaaah. Vil du kende slutningen, må du sgu læse bogen.
Vær blot forberedt på, at den kalder på refleksion. Tankevirksomhed.
Så ved du, hvad du går ind til ;-)
Ikke, at der er noget nyt i det, for det gør han vist nok hvert år under julemessen.
Det nye ligger i, at han har haft held til at fange min opmærksomhed.
For jeg er helt utrolig ligeglad med den katolske tro. Og med den protestantiske tro. Og med islam. Og hinduisme. Og buddhisme. Og enhver anden religion.
Jeg tror ikke på Gud. Og i min optik må vores fire evangelister have været svært angrebet af Münchhausens syndrom.
Jeg ser kort fortalt religion som en kunstig og håbløst menneskeundertrykkende konstruktion, der verden over gang på gang har skabt mindst lige så meget ondt som godt.
Bum.
Men i forrige uge sagde paven noget, som jeg vil give ham fuldkommen ret i.
Han sagde, at verden er besat af penge. Af materialisme, konsumerisme, extravagance, rigdom.
"Ligegyldighedens kultur," kaldte han det.
Og han sagde, at det måske kunne være en god idé at prøve nogle andre værdier af. Som for eksempel empati, lidenskab, godhed.
For nu at eksperimentere lidt.
Jeg er helt enig med Fransemand.
Penge kan virkelig bringe nogle ækle og overfladiske sider frem i folk.
Jeg må for eksempel ryste på hovedet, når folk tramper hinanden ihjel på Black Friday. For at nå først frem til den billigste stavblender i butikken.
Eller når jeg ser alt det svinedyre elektroniske isenkram, som mange af mine elever kommer slæbende med i skole, så mor og far kan vise omgivelserne, hvor meget succes de har.
Klamt.
Og hvorfor er det lige, at vi så ofte måler succes i penge?
Fordi penge er så målbar en størrelse, tror jeg. Det er umanerlig nemt at sammenligne egen succes med andres, når bare man regner i kroner og øre.
Det ligger således lidt i luften, at har man postnummer nord for København, har man mere succes end dem i Thyborøn.
Ligesom det ligger i luften, at direktøren i den Audi, der blæser forbi på motorvejen med overlydsfart, har mere succes end skolelærerinden i den grå Toyota Yaris, der ved samme lejlighed næsten bliver blæst omkuld.
Men er penge også lig med lykke?
Well, that's debatable, dear.
Undersøgelser har vist nok vist, at penge gør lykkelig i det omfang, de holder bekymringer for livets ophold på afstand. Altså indtil det punkt, hvor de har givet os tag over hovedet og mad på bordet.
Men derudover har de angiveligt ingen ægte, varig lykkevirkning. Siger de.
Selv kan jeg kun berette, at jeg engang levede i en ægteskabelig konstellation med penge i rigelige mængder.
Men glad var jeg ikke.
Før jeg altså fravalgte mand med penge og fandt lækker kvinde uden.
Og nu er jeg så nået til det egentlige mål med dette efterhånden lange blogindlæg:
Jeg vil anbefale en bog. Som jeg har læst færdig i juleferien.
Den er skrevet af Grégoire Delacourt og hedder La liste de mes envies på originalsproget.
Den udgave, jeg har læst, hedder Alle meine Wünsche.
Men er du mere til dansksprogede bøger, skal du lede efter Ønskelisten.
Det er en fin og velskrevet lille bog om at vinde den store gevinst i lotto:
Ønskelisten handler kort fortalt om en helt almindelig kvinde, der hedder Jocelyne.
Jocelyne lever et beskedent liv. I et helt almindeligt ægteskab med en helt almindelig mand. Hun har en helt almindelig kvindekrop (med de flaws, der følger med sådan en) og en lille sybutik, og i sin fritid skriver hun på en blog om håndarbejde.
Hun har for længst erkendt, at ungdommens vidtløftige drømme nok ikke rigtig bliver til virkelighed, men hun er i det store og hele ganske godt tilfreds med sin stilfærdige tilværelse.
Så en dag vinder hun i lotto. Et svimlende beløb.
Men i stedet for at danse lambada af begejstring bliver hun bekymret. Bange for, at så stort et pengebeløb vil smadre hendes familie og hendes relativt lykkelige liv. Vil gøre hendes nærmeste til små grådige bæster.
Så hun fortæller ikke nogen om gevinsten. Men gemmer derimod checken i en sko, mens hun overvejer, om hun skal indløse den eller ej.
Den beslutning slipper hun imidlertid for at træffe, for ...
Og så fortæller jeg ikke mere, muahahahaaah. Vil du kende slutningen, må du sgu læse bogen.
Vær blot forberedt på, at den kalder på refleksion. Tankevirksomhed.
Så ved du, hvad du går ind til ;-)
Etiketter:
Blogging,
Kultur,
Moral,
Penge,
Refleksioner
Abonner på:
Opslag (Atom)