søndag den 22. april 2018

Update

Er ikke så nærdødsagtig som i sidste uge.

Har tilbragt weekenden i henholdsvis Mols Bjerge og Ikea.

I godt selskab ;-)

Gotta split though. Very busy.

Stay tuned.

onsdag den 18. april 2018

Stadig puls ... sådan da

Har været på job i dag. For første gang i denne uge.

Det var ikke nemt.

But then again. Der er INTET, der er nemt lige nu.

Jeg har betroet mig til to kolleger. Det var dem, der hjalp mig med at dække mine lektioner på 9. årgang i går og i forgårs.

De to ved, at jeg er ... single. 

(Fuck, det klinger forkert. Jeg er ikke singletypen. Jeg er typen, der er sammen med den kvinde, jeg var sammen med før i søndags. DEN type er jeg.)

Nå, men den ene kollega var til messe i Århus i dag. Så slap jeg da heldigvis for hendes empati.

Den anden var der. 

Hun gav mig en lang krammer. Det vidste jeg godt, at hun ville. Og jeg havde frygtet det lidt. For jeg var pissebange for at knække. HAVDE bare ikke lyst til, at mine følelser skulle lægges til skue for hele lærerværelset.

Sjovt.

Jeg lægger mine følelser til skue for hele internettet, men helst ikke for kollegerne.

Jeg holdt imidlertid masken. Ikke et eneste snotklat lod jeg lande på hendes skulder. So far, so good.

And guess what: Alle de andre tror, jeg var sygemeldt på grund af mine to fucking diskusprolapser!

Miraklernes tid er således ikke forbi 💃

Så jeg spillede bare med og kastede et par hvide løgne i omløb:

Jo, det VAR ryggen, den var gal med. Og ja, jeg HAVDE fået det bedre.

Case closed. Og stadig ingen tårer.

Ude i klasserne gik det fint. Jeg elsker at undervise, og det var dejligt at slippe for mine egne tungsindige tankecirkler for en stund. 

7C komplimenterede min nye hairdo. Sagde, at jeg så 30 år yngre ud. Men ... øh ... det var tre sekunder før, de bad om en ikke-skemalagt pause, så jeg ved sgu ikke, hvor troværdige de lige var der. Med smiger kommer man jo somme tider et stykke.

Det værste ved dagen i dag har faktisk været bordplanen.

Yngstedatteren skal konfirmeres på næste fredag. Og hun ville gerne lægge bordplan i dag.

Pis.

Mit livs lys skulle jo have siddet ved min side den dag. Ligesom jeg sad ved hendes for to år siden, da hendes søn blev konfirmeret.

Det var der, hun hørte til.

Nu får jeg min bror til bords. Han er også en fin fyr. 

Men han er ikke hende.


tirsdag den 17. april 2018

Mørke dage

Jeps.

Hun er gået fra mig.

Kvinden i mit liv. Min soulmate. Min smukke kærlighed. Min bedste ven.

Klokken syv søndag morgen var det forbi. Eventyret. Efter næsten otte år. De otte dejligste år i mit liv. 

Og jeg ligger afmægtigt og krabber rundt på bunden af et dybt hul og kan ikke komme op. Og det er mørkt og koldt og tomt omkring mig.

Til gengæld er det min egen skyld. 

Jeg elsker hende så intenst og var så vanvittigt bange for at miste hende ... at det lige præcis var det, der kom til at ske.

Jeg gav hende ikke frihed nok. 

Frygtede, at nogen skulle komme ridende og snuppe mit livs lys ud af min favn. Glemte at tro på, at hun også elskede MIG for vildt, og at hun ikke ville lade sig snuppe af nogen anden. 

Blev for mistænksom. Uden grund.

Og dermed skubbede jeg mig ud over kanten og ned i mit hul. Ingen at bebrejde ... andre end mig selv, er jeg bange for.

Jeg har aldrig været så ked af det før. I hvert fald ikke på denne måde.

Jeg har meldt mig syg på jobbet. Sover dårligt om natten. Spiser ikke meget. Græder til gengæld hele tiden. Når jeg ikke stirrer formålsløst ud i luften. 

Eller skriver. 

At skrive er terapi for mig. Det er derfor, jeg spammer nettet med blogindlæg. Det er helende. Hjælper mig til at bearbejde ting. Men der er lang vej og mange indlæg igen, før jeg bare tilnærmelsesvist kommer på benene, så jeg kan kravle op af mit hul. Tilbage til lyset.

Skal jeg absolut finde noget at glæde mig over, er det, at jeg skulle blive 50, før mit hjerte skulle briste. Sådan rigtigt. 

Nå ja, og så selvfølgelig, at der i processen ryger et par kilo af her og der, og det kan nok være tiltrængt.

Men ellers er jeg ikke ligefrem Guds muntreste skjoldmø.

Heldigvis er jeg omgivet af gode mennesker.

Min ældste datter, som tilfældigvis var hjemme i weekenden, græd med mig søndag morgen. Yngste datter og yngste søn bunkekrammede mig. Ældste søn ringede bekymret fra København.

Kollegerne sender medfølende sms-beskeder og læser mine lektioner for mig i mit fravær. I hvert fald dem på 9. årgang, for afgangseleverne skal jo til prøve lige om lidt, og tiden er kostbar.

Det er både godt og ondt at være omgivet af søde, empatiske kolleger. For jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel masse, når jeg kommer tilbage på arbejde, og de spørger ind. 

De spørger selvfølgelig ind af et godt hjerte, og fordi det ligger i deres DNA. Men jeg ville ønske, at de ville forbigå det i tavshed. For jeg vil helst ikke knække. I hvert fald ikke foran klasserne. Og det gør jeg, når jeg bliver mindet om det. Må hellere sørge for at have en eyeliner med i lommen.

Og så er der eksmanden. The person formerly known as Lucifer her på bloggen. 

Han skrev i går. At det gjorde ham ondt. Og at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde lyst til at komme forbi til en snak i weekenden.

Det er pænt af ham. Men det ville nu være lidt pudsigt at søge trøst hos eksen. Altså hos den person, som jeg sårede lige så dybt eller måske endnu dybere for otte år siden, da jeg valgte at fortsætte mit liv med den kvinde, jeg nu har mistet.

Min mor ved ikke noget endnu. Tror jeg ikke. Jeg gætter på, at hun ikke vil kunne begribe, hvor svært det er for mig. For hun har aldrig rigtig forstået mit homoseksuelle parforhold. Hun har tænkt det som et pseudoforhold. Et anfald, der bare lige skulle gå over, så jeg kunne blive normal igen.

Nu skal jeg have samlet mig selv op.

Det gør jeg i første omgang ved at sørge. 

Jeg skal give mig selv lov til at sørge. Sådan sagde min kæreste, da min far døde sidste år, og hun var min stabile redningskrans i al fortvivlelsen. For sorgprocessen heler.

Det tror jeg, hun har ret i.

Jeg tror også, jeg snart er igennem den første fase: chokfasen. 

Der er i hvert fald tegn på, at jeg er på vej til så småt at begynde at forstå, at det nok er slut. 

Men det har taget mig et par dage. Hvor jeg blev ved med at tjekke min mobiltelefon for sms-beskeder fra hende. Ventede, at der hvert øjeblik kunne tikke en besked ind, som gjorde det hele ugjort. Fattede ikke rigtig, at vi ikke skal sende kærlige ord og godnathilsener til hinanden mere. 

Og jeg tjekkede Skype. Der har hun blokeret mig. Ikke at det var nødvendigt, for hun behøver ikke frygte spam herfra. Men det har hun altså gjort. Og igen tog det noget tid, før jeg erkendte, at det lille blå Skype-ikon måske ikke mere kommer til at lyse orange, fordi hun har skrevet til mig.

Til gengæld har jeg af en eller anden grund mere end vanskeligt ved at fjerne hendes baggrundsbillede fra mobilen og computeren. Måske fordi det kræver en aktiv handling. Og jeg ønsker overhovedet ikke at foretage mig noget aktivt for at fjerne hende fra mit liv. Det er rigeligt, at hun har fjernet mig.

Jeg vil sådan set bare gerne have hende tilbage.

Og det er galt afmarcheret, når folk, formentlig i den bedste hensigt, skriver til mig, at der jo er andre sild i Nordsøen, og at jeg nok skal finde kærligheden igen.

Jamen, nej! 

Der er kun én sild i Nordsøen, som jeg gider have. Og det er hende. Jeg magter på ingen måde at spekulere i dating eller andet opsøgende arbejde. Jeg vil mærke hendes arme omkring mig igen. Hendes læber mod mine. Hvor de hører til.

Bum!

Så ja. På vej gennem chokfasen, men jeg er vist ikke helt i mål, når jeg sådan kan tænke, at det kan gøres godt igen.

Gad vide, om faserne i sorgprocessen egentlig kan overlappe hinanden? For selv om jeg tydeligvis ikke er helt ude af chokfasen, vil jeg vove at påstå, at jeg også oplever elementer af fase to.

Reaktionsfasen.

Her vil man angiveligt føle sig "ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse," som de skriver på Netdoktor.

Jeps. Det er lige mig. Spot on.

Nu vil jeg gå mig en lang tur. Jeg har stort set ikke forladt mit hus siden søndag morgen. Så det er nok en god og terapeutisk idé.

Derfor

Jeg elsker hende.

Som jeg ikke havde troet, jeg skulle komme til at elske.

For længslen efter at opleve gengældt kærlighed til en anden kvinde var en længsel, jeg havde vanrøgtet i et halvt liv. Undertrykt og mishandlet. Gemt væk. Skjult under dække af at være hetero. Selv om det gjorde ondt. Pivondt.

Og jeg havde næsten givet op.

Men pludselig var det der. 

Det mod, der skulle til for at forlade mit mørke skab og springe ud i lyset. Modet til at erkende, hvem jeg var, lægge mit heteroseksuelle ægteskab bag mig og vende op og ned på hele min verden. Til at udfordre mine børns tillid til mig ved pludselig at være en anden kvinde, end de troede, jeg var. Ved at være den RIGTIGE version af mig.

Og pludselig var HUN der. 

Den kvinde, der skulle blive det hele værd.

For jeg elsker hende. Så højt, at også DET gør ondt.

Jeg elsker hendes empatiske væsen: 

Hendes indføling.

Det rører ved en hengivenhed dybt i mig, når hun uden videre fornemmer min sindstilstand og mine behov. Hvis jeg hænger med skuffen, føler mig krænket eller afmægtig, og hun omgående træder til med lange, varme knus og søde, opmuntrende ord. Eller hvis jeg er glad, og hun glæder sig med mig. Eller hvis jeg er fjollet, og hun griner.

Jeg elsker hendes humor:

Vi har somme tider været ved at ørle kollektivt af morskab over et eller andet komisk, en af os har sagt. Det er befriende og sundt at grine sammen. Og det er de færreste mennesker, der kan fremkalde ægte, boblende, tåredrivende, ustoppelig latter hos mig. Det kan hun.

Jeg elsker hendes loyalitet:

Hun har aldrig svigtet mig. Jeg har altid været velkommen hos hende. Næsten uanset hvornår jeg har fået det indfald at stikke forbi. Hun har næsten altid takket ja, når jeg har foreslået en eller anden udflugt, en aktivitet, et møde ude i byen. Og hun har været mig tro. Jeg tror ikke oprigtigt, hun har så meget som kigget en anden vej. 

Jeg elsker hendes dygtighed og hendes fokus:

Jeg er SÅ stolt, når jeg tænker på, at hun har opbygget sit lille firma ("Verdensfirmaet", som hun kalder det). Fra det rene ingenting til en fin lille forretning, hvor hun modtager alle de ordrer, hun kan ønske sig. Det har hun gjort, fordi hun er knalddygtig til det, hun gør, og fordi hun arbejder målrettet og fokuseret.

Jeg elsker hendes samtaleevner:

Hun er supergod til at samtale. Med hende er en samtale give and take, som sådan en bør være. Hun er nærværende. Hun spørger gerne ind og lytter nøje efter. Og hun giver lige så gerne input og fortæller. Man føler sig set og hørt i hendes selskab.

Jeg elsker, at vi har så mange af de samme interesser:

I går skrev jeg, at vi på mange måder er in sync

Jeg glemte bare at fortælle om vores Netflix-stunder under plaiden i sofaen, vores simremad om vinteren. Og vores grillmiddage om sommeren, hvor vi begge ofte foretrækker tilbehøret mere end kødet og derfor coater spisebordet med småskåle og fade fulde af salater og saucer og grillet grønt. 

Jeg fortalte heller ikke om vores rejser. Til et mobilehome ved Gardasøen, til en lækker ferielejlighed i franske Ardeche, til bed and breakfast på Samsø, sommerhus på Ærø, skihotel i Cervinia. Til Sverige og Gran Canaria og Budapest og Schleswig-Holstein. Og til København. Skønne København. Hvor vi somme tider har tilladt os den luksus at tjekke ind på Copenhagen Admiral over for Operaen. Dyrt, men en gang imellem er det helt okay.

Jeg elsker, at hun tænder mig:

Jeg synes, hun er den lækreste kvinde i verden, og HUN må til hver en tid drikke mig fuld og udnytte mig seksuelt.

Men, spørger nu den opmærksomme bloglæser, det lyder da alt sammen skønt. Hvorfor er det så, du skriver, at det gør ondt?

Tjah, det gør det, fordi hun lige har gjort det forbi.

mandag den 16. april 2018

In sync

Er ved at læse en bog. 

Ikke, at det ligefrem er breaking news.

For jeg læser sådan set altid bøger. Af svingende kvalitet ganske vist. Men jeg føler et tomrum, hvis jeg ikke har et eller andet liggende på natbordet.

Denne bog har jeg imidlertid høje forventninger til. For kvinden i mit liv siger, den er god. Og hun bør vide det, for hun er nemlig færdig med at læse den.

Den hedder Den, der lever stille. Og er skrevet af Leonora Christina Skov. Hun er en af mine yndlingslebber, og hun har skrevet en selvbiografisk roman.



Jeg håber, jeg kan spejle mig i noget af den. Fru Skov har i hvert fald bokset med sine forældre i forhold til sin homoseksualitet. Det samme har jeg. Og måske kunne min kæreste også finde noget at reflektere over i relation til sig selv.

Det var derfor, jeg foreslog hende, at vi skulle læse den.

Det er en af de mange ting, jeg rigtig godt kan lide ved den kvinde, jeg elsker:

Vi læser. 

Vi kan sagtens sidde længe i hver sin sofakrog med hver sin bog. Mens vi drikker Yogi-te og nulrer hinandens tæer. Og somme tider udveksler hyggelige småbemærkninger om det, vi læser.

In sync.

Og prøv lige at slippe os løs i en boghandel. Oh dear.

Vi fandt en i Lübeck. Sådan en rigtig lækker luksusbutik. Af gigantiske dimensioner. Tre etager. Med både elevator og rulletrapper og hele svineriet. Og et kæmpemæssigt udvalg af fede kvalitetsbøger. 

Vi kunne næsten have tilbragt hele weekenden der, tror jeg.

Jeg købte to romaner af tyske forfattere. 



Jeg er ikke så lidt stolt over, at jeg kan læse tyske romaner. For ét er at kunne udslynge ord som "Krankenhaus" og "Hubschrauber", som jeg gør i min undervisning. Noget ganske andet er imidlertid at kunne læse en hel fucking voksenroman med fremmedord og alting. Det er som at lande på to vidt forskellige sprogplaneter.

Til at begynde med var min tyske læsestrategi den, at jeg valgte internationale bestsellere, som var oversat til tysk. For jeg kendte ingen tyske forfattere, og hvis jeg møjsommeligt skal tygge mig gennem en 400-siders motherfucker på prøjsisk, så skal historien fandme fænge. Ellers knækker jeg halsen.

Men gradvist har jeg bevæget mig over på de tyske forfatteres egen banehalvdel. Ikke mindst via nudging fra min kvinde.

Det er nemlig også en ting, vi har til fælles: tysk.

Hun er cand.ling.merc i tysk og dermed flere tusind lysår foran mig ud i beherskelsen af vores sydlige nabolandssprog. Det er i øvrigt en af de ting, jeg beundrer ved hende: Hun er pissedygtig til det. Jeg beundrer dygtighed. Som hendes.

Jeg underviser kun i skidtet på folkeskoleniveau.

Nå, men hun har nudget mig over i tyske forfattere og anbefalet Elisabeth Herrmann. Den glæder jeg mig til at læse. Hun købte en anden roman af samme forfatter. Så kunne vi jo bytte.

Hun købte også en ordentlig mursten. Eller nærmest en fortovsflise. Af en bog om vandreture rundt omkring i verden. Som inspiration til drømme og planer om at opleve klodens naturseværdigheder.

For vi elsker at vandre. Her er vi in sync.

Vi har brugt talrige weekender på at vandre. 

I Mols Bjerge. I Dollerup Bakker. Ved Silkeborgsøerne. I Rebild Bakker. På Hærvejen. 

Overalt, hvor det lugter af god og naturskøn vandring, er vi at finde. Når det altså ikke pisser ned. Walk and talk i Moder Natur. Det er næsten as good as it gets. I særdeleshed når jeg stjæler mig til en tæt omfavnelse og et inderligt kys i skovens dybe, stille ro. Hvor ingen kigger.

NÅR det pisser ned, og det gør det jo i cirka elleve måneder om året. Er vi til gengæld at finde i kunstbiografen Øst for Paradis. Nogen skal jo holde den biks kørende.

Smalle europæiske film ledsaget af et dejligt glas rødvin eller en latte eller en af de der pissegode italienske sodavand, som de langer over disken dernede. Nammenam. Eller "molto delizioso", om du vil.

Så sidder vi tæt i mørket og fletter fingre. Måske har vi oven i købet fået et love seat. Slikket har vi smuglet med. Det er billigere og bedre. Og så føler jeg mig dejlig rebelsk. Et liv på kanten, you know ;-)

Efter filmen piller vi den selvfølgelig fra hinanden. Mens vi arm i arm slentrer tilbage til bilen ad de smalle brostensgader i Latinerkvarteret. Og under hele køreturen hjem. Fordøjer oplevelsen i småbidder. Analyserer på kryds og tværs. Hjælper hinanden til at se den i forskellige perspektiver.

Sidst så vi bøssefilmen Call Me by Your Name. Skøn film, som sætter spot på nogle af problematikkerne ved at være homoseksuel.

Når det gælder filmsmag og påskønnelsen af gode filmoplevelser er vi sjovt nok ... in sync. Feelgood indeed 💃💃💃

Og så går vi til foredrag. Mindst en to-tre stykker om året.

Helst forfatterforedrag. 

Sidste gang hørte vi Hanne-Vibeke Holst. Hende kan vi lide. Hun er pissesej (selv om hun også er lidt ananas i egen juice-agtig, men det er en del forfattere vist af natur). 

Hun er virkelig dygtig til at skrue en historie sammen, hun bruger gigantiske mængder af tid på research, og så skriver hun med mange velvalgte metaforer. Jeg er en sucker for metaforer. Og det er kvinden i mit liv også.

For vi er tekstnørder. Optaget af kærlighed til det danske sprog.

JEG har arbejdet med oversættelse i mange år. HUN har arbejdet med oversættelse i mange år. I sidste uge blev vi enige om, at vi tilhører en gruppe litteraturelskere, der automatisk tilføjer en ekstra dimension, når vi læser: sproglig korrekthed. 

Vi spotter næsten ALT. For eksempel når fru Holst i sin seneste bog, Som pesten, skriver "umbrakonøgle".

Hvad er der nu galt med det? tænker nogle bloglæsere nok. For der er mange, der tror, at dette lille stykke værktøj fucking HEDDER sådan.

Men ... øh ... sagen er bare den, at ... det hedder det ikke. 

Det hedder en UNbrakonøgle. 

En fuldkommen uvæsentlig detalje, som vi begge to fangede, da vi læste bogen.

In sync igen. 

Og det gør mig fuldstændig varm indeni, når jeg tænker på, at jeg har mødt et menneske, som jeg har så meget til fælles med. Det troede jeg ikke var muligt. 

Og at jeg har fået lov at elske hende. Og at VÆRE elsket af hende.

Nå, men nu må jeg hellere videre med min lebberoman. Jeg skulle gerne være færdig med den inden 2. maj, for fru Skov holder foredrag i Skanderborg den dag, og jeg har pudsigt nok billetter til begivenheden.

Desværre må jeg alene af sted denne gang.

søndag den 15. april 2018

Lyse dage

Sådan et par havde jeg i sidste weekend. Lyse dage. Badet i regnbuefarvet romantik. 

For jeg havde bortført min kvinde. Eller ... øh ... bortført er måske et stærkt ord. Eftersom vi begge havde booket fredag som en feriedag i kalenderen for flere måneder siden, da vi jo vidste, at vi skulle af sted. 

Så lad mig i stedet sige, at jeg havde foræret hende en lille rejse. Bare en lillebitte en. Til et sted tre en halv times køretur herfra.

Lübeck.

Smukke, gamle Lübeck.

Som i øvrigt ser således ud:






En gennemført skøn middelalderby med en fin og hyggelig bykerne. Perfekt til en forlænget kæresteweekend.

Og jeg svævede. Arm i arm med min kærlighed. Nød, at vi ikke skulle andet end slentre omkring og elske livet og hinanden. 

Og at det lunefulde forårsvejr for allerførste gang i år var i et aldeles indbydende hjørne. Sol og blå himmel. Og en temperatur, der gjorde min tykke vinterfrakke komplet grinagtig (men så kunne jeg da glæde mig over at få motioneret svedkirtlerne lidt).

Måltiderne blev naturligvis indtaget udenfor på et par af fortovsrestauranterne. Og vi sad ude til langt efter solnedgang. Side om side. Ved vandet. Lige over for byens tudsegamle saltlagre: 



Og snakkede. Hold nu kæft, hvor vi snakkede. For det er vi verdensmestre i. Og løber vi for en stund tør for emner at snakke om, så vender vi bare tilbage til et gammelt et og snakker videre om det. Og videre. Og videre.

Jeg elsker samtalerne med min kvinde. For hun er min soulmate. Vi er in sync. Det føles fantastisk dejligt frit og trygt. Sådan at kunne betro hende det meste.

Og jeg ved, at hun elsker at snakke med mig. Faktisk er hun ikke en person, som ligefrem kommer stormende og kvæler folk med snak. Men når hun er sammen med mig, så ... 

Jeps.

Og det gør mig varm om hjertet, at hun føler den fortrolighed over for mig. Og stolt.

Så alt var lyst. Og godt. Så lyst og godt, at jeg helt tydeligt mærkede den der fornemmelse i maven. Som champagnebobler. Den der kildrende lykke. 

Og lige der, midt i Lübeck, fik jeg bekræftet, at her havde jeg den kvinde, som jeg ønskede at dele fremtiden med. En fortryllende, sødmefyldt fremtid.

Til gengæld kan jeg næsten ikke sige sødmefyldt uden også at sige marcipan ... hvilket Lübeck tilfældigvis er berømt for. Nammenam. 

Faktisk ligger marcipanbutikkerne i Lübeck tæt som nyforelskede par. Med vareudstillinger, der lokker og forfører og kæler for øjet. Ikke så underligt, at folk føler sig draget af godterne. 

Og selv om de der lübeckere udmærket ved, hvad de skal have for deres fucking marcipanspecialiteter, kunne vi naturligvis ikke forlade byen uden at købe lidt med hjem til rotterne.



Så ja, det var en skøn, skøn weekend. I dejligt selskab. Og dejligt solskin. Så har man lyst til at kysse livet.

Kunne jeg bare skrue tiden tilbage.

søndag den 1. april 2018

Om et par dage med diversitet

Jeg er en sucker for diversitet. Tænder på kontraster. Mangfoldighed. 

Tænk bare på, hvor kedeligt livet ville være, hvis alting altid var det samme. Altid arbejde og aldrig ferie (slemt). Altid ferie og aldrig arbejde (lige så slemt ... næsten ;-)).

Eller altid speltbrød og blendede grøntsagssupper og aldrig ribeye med fritter og fed bearnaise.

Eller hvis alle mennesker havde samme værdier og præferencer og levede efter samme skabelon. Sikke et farveløst samfund. 

Så thumbs up til diversiteten, ikke?

Øh ... bortset fra, at det er let at henfalde til at tænke i stereotyper. Altså forudindtagede holdninger til, hvordan andre mennesker er. 

Sådan er svenskerne. Sådan er DF'erne. Sådan er ingeniørerne. Sådan er de rige. Sådan er de homoseksuelle. Sådan er muslimerne. Sådan er teenagerne.

Og måske er man tilmed tilbøjelig til at se ned på de stereotyper, man opererer med. Som når vegetarer ser ned på kødspisere. Og kunstelskere ser ned på fodboldfans.

Men hov! Taler jeg ikke med disse påstande netop ned om både vegetarer og kunstelskere? Jo, jeg gør sgudda. For jeg kan OGSÅ være tilbøjelig til at plante folk i bekvemme, stereotype kasser.

Vi bryder os nemlig ikke om usikkerhed, og stereotyper gør tilværelsen mindre kompleks og lettere at overskue. Hvis vi kan sætte andre i en lille bås, ved vi jo, hvor vi har dem, og det er trygt og godt.

Og pissekedeligt.

Når man tænker i stereotyper, lukker man øjnene for mangfoldigheden. Man får ikke nuancerne med.

Nej, man gør ej.

Og selv om jeg somme tider laver nogle stereotypiske slip-ups, ER jeg bevidst om disse konsekvenser. 

Jeg VIL have mangfoldighed i mit liv.

Kan jeg ikke sige helt farvel til stereotyperne, kan jeg således i det mindste forsøge at holde fast i min egen diversitet. 

Som i min musiksmag. Jeg kan sagtens høre et lækkert stykke klassisk på Spotify eller Youtube. Jeg er ret vild med jazz. Og der er ikke mange af tidens pophits, jeg ikke kan synge med på.

Eller i min madsmag. Med undtagelse af foie gras, stegt svinelever og chokolade med mokkasmag (og muligvis enkelte etniske specialiteter som kogte fåreøjne) kaster jeg mig med fornøjelse over det, der lander på min tallerken. 

Jeg ser tit smalle, franske film i kunstbiografen Øst For Paradis i Århus. Men jeg kan også sagtens nyde de mest lavkomiske serier på Netflix.

Jeg elsker spændende forfatterforedrag ... og superligakampe med fadøl og pølser.

Jeg er ret vild med mit middelklasseliv. Jeg har det godt og bekvemt i mit parcelhus i min Randers-forstad og mangler ingenting. Men blev alligevel tændt ved tanken om at rykke på kollegium i Lyngby her i påsken. Sove på luftmadras på sønnikes 12 kvadratmeter. Lave mad og se dvd-film i fælleskøkkenet.

Snuse til en tilværelse så vældig anderledes end min egen.

Her er et par interiørbilleder:







Det ses, at sønnike læser Anders And. Han er rød student. Han kan lide kaffe. Hans ur er gået i stå. Han er fodboldfan. Han har fået et påskeæg (af mormor). Han er glad for kemi og drikker flaskevand fra DTU. Han har en alsidig alkoholsmag. Og han vil gerne vise, at han ejer en hel del musikinstrumenter (hvoraf han kun kan spille på vuvuzelaen ... hvis man altså kan kalde den monotone, enerverende larm, som DEN motherfucker frembringer, for musik), inklusive en ukulele, som ikke er med på billederne, og som han heller ikke kan betjene.

Nederst ses det yderste af fruen selv med brusebadsvådt morgenhår og en lang kollegiegang.

Om sønnike kan man også sige, at han kender sin mors hang til mangesidethed. Han havde således inden Muttis ankomst lagt hovedet i blød for at strikke et godt oplevelseskatalog sammen til os.

Så det blev til lækker italiensk middag med tre retter på ankomstdagen. Carpaccio, pasta med strimler af oksefilet i tomatflødesauce med rosmarin og til sidst panna cotta-is. Naturligvis fremstillet og indtaget i fælleskøkkenet.

Dernæst dvd-filmen Den eneste ene. Dansk klassiker fra 1999. Hylende spas. Og indtaget i samme fælleskøkken, men henne i den ende med fjernsynet, hvor de slidte sofaer med de umage puder står i en hestesko om et ramponeret sofabord.

Næste formiddag udstilling med Picasso-keramik på Louisiana. Fed udstilling ellers. Her er billeder:






Jeps. Så hvis du ikke har set Picasso-udstillingen på Louisiana, må du hellere se at komme af sted!

Om aftenen stand-up comedy i Comedy Zoo i Knabrostræde. Med rigelige mængder af fadøl. Pisseskægt og anderledes indslag, han der havde udtænkt, sønnike. Som da Anders Fjeldsted stod på scenen i det lidt huleagtige lokale og udbredte sig om sine døtre på seks og ti og glædede sig til næste år, for så er de 7-Eleven. Haha 💃

Næste dag english breakfast i fælleskøkkenet. Efterfulgt af vandretur om Lyngby Sø. Noget måtte vi jo gøre for at bøde på det massive kalorieindtag, vi havde præsteret. 

Det var selvfølgelig pissekoldt. Selv søens gæs havde så kolde tæer, at de måtte nøjes med at stikke en enkelt fod ud i kulden ad gangen.



Så en tur i Lyngby Storcenter. Hvor Mutti hurtigt fik lange patter af folkemængden. Men det er jo klart, at folk går i shoppepanik sådan en påskelørdag med to dages butikslukning på begge sider. YIKES!

Vi søgte således skyndsomt tilflugt på en nærliggende café, hvor vi lige kunne nå at trykke en dejlig frokost ind (bøf bearnaise til sønnike og salat med tigerrejer til Mutti), inden vi måtte tage afsked for denne gang.

Og bag os har vi en række hyggelige, sjove, interessante, velsmagende oplevelser af vidt forskellig karakter.

Et par skønne dage med masser af diversitet.

Me like!