søndag den 30. juni 2019

Så sænker roen sig ... snart

Så er fruen ved at være på den anden side af kalasugen.

Det har været superhyggeligt med alle de mange sammenkomster, ugen har budt på. Med sommerglad pludder i tonsvis. Og lækker mad. Og gode grin. Og vikingespil og stigegolf. Og krammere til højre og venstre.

Fredag skilte sig måske en lille smule ud. 

For fredag sagde vi på skolen farvel til eleverne og sendte dem hjem på ferie.

Den dag er fuld af tradition. 

Vi begynder om morgenen med morgenmad i klasserne. Venligst tilvejebragt af de respektive forældreråd.

I forbindelse med morgenmaden er jeg i den underskønne situation, at jeg er kontaktlærer i to klasser. 

("Klasselæreren" er afskaffet. Vist nok fordi klasselæreropgaven er en opgave, der udløser timer, hvilket vil sige, at den post vurderes at være så tidskrævende, at man så til gengæld ikke skal undervise i helt så mange lektioner som andre for at være på fuld tid. Det koster således skolerne et eller andet kronebeløb at have "klasselærere". 

Til gengæld er "kontaktlæreren" opstået. "Kontaktlæreren" har stort set samme funktion som "klasselæreren". Opgaverne er stort set de samme og lige så tidskrævende. Så titlen er bare en anden. MEN da man omdøbte posten, fjernede man samtidig de timer, den hidtil havde udløst. Smart. Men gennemskueligt.)

Min kontaktlæreropgave i de to klasser giver mig mange interessante gøremål. Den giver mig OGSÅ mulighed for at vælge mellem morgenmadsbuffeter på de dage, hvor vi spiser morgenmad med eleverne i klasserne.

For jeg deler nemlig kontaktlæreropgaven med to af mine mænd. Men da de hver især kun er kontaktlærer i en enkelt klasse, spiser mændene jo i sagens natur morgenmad i den klasse, de er kontaktlærer i. 

Mens JEG har mulighed for at vælge.

Hehe.

Som nu i fredags.

8C havde hverken medbragt drikkevarer eller smør til rundstykkerne. Så beslutningen var ret ligetil: morgenmad til fruen i 8A.

Har også somme tider tilvalgt 8B. Der er jeg ganske vist ikke kontaktlærer, men jeg har lige så mange lektioner derinde som i de to andre klasser. Og somme tider har 8B æg og bacon med 😋😋😋 

Nå, men efter morgenmaden er der aktivitetsløb for hele skolen nede på boldbanerne i et par timer, og så går vi på Bøgescenen.

Yes: DEN bøgescene 😉

Her taler Store Leder til masserne. Skolepatruljen og elevrådene takkes for deres indsats i årets løb. Vi synger et par sange. Vi uddeler scones og æblejuice til alle elever. Krammer dem en for en (hvilket kan være en krydret oplevelse, når man underviser udskolingselever, der endnu ikke har inkorporeret deodorant i deres faste morgenrutine). Og sender dem hjem på ferie.

Og SÅ ...

... går lærerne tilbage til skolen og begynder at forberede aftenens sommerfest.

Det vil sige. Nogle lærere går selvfølgelig hjem for at skifte tøj. Men jeg har jo 60 kilometer hjem, så det giver ingen mening for mig. Derfor har jeg altid festtøjet med hjemmefra og skifter på skolen. Gerne med den første iskolde dåseøl i hånden.

Og så er der ellers fest. Og det er bare nogle supergode fester. Hvor man jo kender og har meget til fælles med alle. Og vi snakker og synger og danser. Og er glade og behageligt overrislede.

I år skete der imidlertid noget uventet.

Min telefon ringede. Lidt over middag. Mens jeg stod ude ved Bøgescenen og netop havde ønsket den sidste elev god sommerferie.

Det var Barn 4. Yngstedatteren. På 14.

"Mor. Jeg er hoppet i Randers Havn," lød meldingen.

Jaså. 

Ikke at der egentlig var noget overraskende ved dén melding. Jeg har gennem tiden modtaget mange sjove meldinger 😂

Og eleverne i Yngstedatterens klasse hopper åbenbart i havnen på varme dage.

"Og mor?" fortsatte barnet så imidlertid. "Jeg tror, jeg er kommet til skade. Med mit knæ. Det gør ikke så ondt, men det bløder meget."

Fuck, hvor irriterende. Mor var jo lige på vej til fest. Og så skulle barnet absoLUT hoppe i havnen og slå hul på sig selv.

And one more thing: Der er cirka et kvarters gang fra Bøgescenen til skolen. Og dernæst ville det formentlig tage mellem tre kvarter og en time at køre hjem til Randers og få bragt barnet til læge.

I det hele taget en lidt ... øh ... uhensigtsmæssig situation.

Nå, men så er det jo godt, at man har mormor. Som ikke bor så langt fra Randers. Og selv om mormor somme tider har lidt svært ved at holde hovedet koldt, så hjælper hun gerne et nødstedt barnebarn, der heldigvis SELV kan bevare både ro og overblik.

Så eventyret endte, som eventyr skal: Barnet blev lappet sammen med et par sting (i øvrigt uden bedøvelse - fuck, det må gøre ondt), og mor kom til fest.

Temafest.

Grisefest på Mallorca. Med helstegt pattegris. Mænd i hawaiiskjorter. Damer i store solhatte. Og temarelaterede "props". 

Pissesjovt.

Tog toget hjem ved 22-tiden. Og tænker, at jeg KAN have tiltrukket et par blikke fra de andre passagerer, da jeg på bordet og gulvet foran mig i togvognen anbragte mine props:




En knaldrød solskærm, en oppustelig palme og en fake blomsterkrans, der har stået flot til min pæne kjole og mine nylonstrømper. (Kattemaden var til Erling og Anker, der var løbet tør herhjemme, og havde ingen relation til festen. In case you were wondering 😉 Man er jo ikke gak, vel?)

Nå, men nu restituerer jeg. Jeg var til hyggelig 18-års fødselsdag i går aftes. Hos Übermensch og hendes søn. 

Om lidt vil jeg gå op ad bakken til hendes hus og hente min bil, så jeg kan komme til tennis.

Og om to dage har jeg ferie 💃😎🍹

Hav en fortsat dejlig søndag 💜💜💜

onsdag den 26. juni 2019

Partyuge

Meget kan man sige om denne sidste uge inden sommerferien (elevernes sommerferie altså, for vi lærere skal også på job i næste uge), men livsforlængende er den sgu ikke.

I hvert fald ikke MIN version.

For det er PARTYUGEN 🎉💃🍹 Og det i en grad, så der ganske simpelt ikke findes andre uger hele året, der er så tæt pakkede med fester som denne. 

Vi startede i fredags. Med min mors fødselsdag. Hun holdt ikke noget stort på selve dagen. Vi i familien var bare velkomne til at suse ind omkring til en snack og et glas rosé efter arbejdstid. For at ønske tillykke.

OG for at hilse på onkel Helge.

Og grunden til, at onkel sådan kan tilrane sig en central placering ved min mors fødselsdag, er, at han til dagligt bor i Australien. Det har han gjort siden midt i 70erne. Og det er forholdsvis sjældent, at han lige stikker forbi til en pizzasnegl.

Han er som regel på besøg hjemme i Danmark en gang om året eller hvert andet år. Og det sker som regel i forbindelse med, at han skal til en eller anden konference i Europa. 

Han er en vigtig person. Verdenskendt hjertespecialist. Med en del rejseaktivitet. Og når han lander i Europa til en konference eller et vigtigt møde med andre vigtige mennesker, besøger han altid familien i Danmark. 

Det er hyggeligt, for han er en fin fyr, og vi glæder os allesammen, når han skal komme.

Og det skulle han i sidste uge. 

Troede vi.

Der opstod imidlertid lige den lille bagatel, at onkel umiddelbart inden afrejsen fra Sydney i onsdags blev bremset i lufthavnen. Og nægtet indrejse i Danmark 😱😱😱

Fordi han er australsk statsborger, og hans pas udløber ... 18 SEPTEMBER. 

Og i onsdags var det den 19 JUNI.

And the problem is? tænker nu uoplyste bloglæser.

Og indtil for nylig ville jeg have været tilbøjelig til at give den uoplyste bloglæser ret. For ... øh ... er hans pas så ikke gyldigt i næsten tre måneder endnu?

Og kan han så ikke rejse, hvorhen han vil?

Det korte svar er nej.

Det kan han så ikke.

I Danmark skal et pas skal være gyldigt i MINDST tre måneder, for at man kan få indrejsetilladelse. 

Og onkels pas var gyldigt i tre måneder minus ÉN FUCKING DAG.

Regler er imidlertid regler (i særdeleshed efter Støjberg har været her), og selv om onkel sporenstregs kontaktede den danske ambassade i Australien OG hans flyselskab brugte to timer på at prøve at hjælpe ham, var det hele omsonst. Onkel måtte se sit fly lette uden ham og vende kølergrillen hjem mod villaen i Sydney.

Skal man absolut glæde sig over noget, så må det være påmindelsen om, at en udløbsdato i et pas er fucking FIKTIV. Det tror jeg sgu ikke, vi glemmer igen her i familien.

Nå, men hele familien (mig og mine rotter og min søster med mand og børn og min bror med kone og børn) var igen trommet sammen i søndags. Denne gang for at fejre min mor ordentligt. Med mad fra Smageriet og alting. 

Og naturligvis igen med onkel som planlagt midtpunkt, for søndag ville han nok være kommet over sit jetlag.

Jep.

Mandag var vi for en gangs skyld trommet sammen. Denne gang hos min søster, fordi min nevø havde fødselsdag. De plejer ellers at holde deres fødselsdagsfester i weekenderne. Men de ville gerne have onkel med til festen. Og han skulle rejse hjem midt i denne uge. Derfor blev det mandag.

Jep igen.

Og i går var det min ældste datters tur til at lade sig fødselsdagsfejre. Hun plejer OGSÅ at holde fest i en weekend. Men du kan jo selv gætte, hvorfor hun i år gjorde en undtagelse. Onkel havde jo heller aldrig set hendes nye lejlighed, så den ville hun gerne vise frem.

Jep igen.

Nå, men ikke mere onkel nu. Jeg opsummerer i stedet festprogrammet:

Fødselsdagskalas fredag, søndag, mandag, tirsdag.

Nu: to dages pause.

På fredag: sommerfest på skolen. 

På lørdag om formiddagen: fødselsdagsbrunch for de tre af mine fire børn, der har fødselsdag i denne uge (og yes, der MÅ være en uge om efteråret, hvor der ikke rigtig kommer noget i fjernsynet 😋)

På lørdag om aftenen: 18-års fødselsdag hos Übermenschs søn.

Og SÅ tror jeg, min midaldrende kvindekrop trænger til en festpause. Og min hjerne trænger til alenehed for en stund.

Shit.

Nå, men jeg må en tur til tennis.

Keep cruisin' 💜💜💜

lørdag den 22. juni 2019

Udfordret på færdigheder

Oh dear 😱

Så blev man lige udfordret på færdigheder der.

Plejer ellers at tage imod en udfordring med en pæn gejst. 

Og har således for nylig både sejlet på paddleboard. Og redet på hest, selv om jeg er en kylling over for stort set alt, hvad der har puls. (Og det ved du i øvrigt alt sammen, hvis du er fast læser her 😄)

Men i torsdags ... Oh dear 😱

Det begyndte sådan set i tirsdags. Hvor jeg havde trommet alle mine fire Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.) sammen til middag, fordi Den Fortabte Søn (Barn 2), som er flyttet til hovedstadsområdet, havde valgt at begunstige det jyske med et besøg i et par dage. Og den slags skal selvfølgelig markeres med en familiemiddag hos Mutti, hvor alle søskende er samlet.

Vi spiste og pludrede og hyggede, og alt var godt ...

... lige indtil Barn 1 sådan lidt brat, men alligevel henkastet sagde:

"Mor? Hvad skal du egentlig på torsdag?"

Og når man bliver stillet et spørgsmål med den ordlyd, bør man være på vagt. Kan jeg så fortælle. Det er jeg lige blevet mindet om.

Men jeg plumpede selvfølgelig direkte i fælden:

"Jamen, jeg tror da ikke, jeg skal noget, søde. Hvorfor spørger du?" svarede jeg således imødekommende og moragtigt.

Hvorpå datteren lyste op i et stort smil og jublede med hele kroppen, så hun nær var faldet af stolen:

"Fordi ... så skal du med mig til ... (wait for it ... wait for it ... wait for it) ...

... PORCELÆNSMALING!"

Oh no 😱 

Jeg kan dårligt forestille mig, at hun kunne have sagt noget værre.

For jeg er komplet blottet for kreative færdigheder. I hvert fald når det gælder fingerfærdigheder. 

Jeg KAN simpelt hen ikke. Jeg har ALDRIG hverken syet eller strikket eller hæklet eller dyrket glaskunst eller blomsterbinding eller ... malet fucking porcelænsmaling.

Jeg er bare for lesbisk!

Men barnet havde jo for helvede fanget mig på det forkerte ben, og jeg var nødt til at sige:

"Det vil jeg sandelig gerne, skat."

Mens jeg tænkte fuck.

Så blev det pludselig torsdag.

Og jeg indfandt mig som aftalt på Vesterbro Torv i Aarhus i et etablissement, der kalder sig Art By Me.

"Art" ligefrem? Det er nok så meget sagt, hvis det er med deltagelse af mig, sagde jeg til mig selv, da jeg trådte ind ad døren.

Og blev mødt af dette syn:



Oh my god.

På bagvæggen: hylder med et udvalg på flere hundrede porcelænsting, som man kunne vælge at male på. 

På væggen ved siden af hylderne: et display af tallerkener med "special effects" som 3D-maling, blondetryk og andet guf.

I skabet op ad væggen: et udvalg af børster, svampe, stempler og udefinerbare genstande, som jeg end ikke kan fucking FORESTILLE mig anvendelsen af.

På øen i forgrunden: maling i 1000 forskellige farvenuancer. Med eller uden glimmereffekter.

Jeg troede, jeg skulle dø.

Nå, men der var ingen udvej, og jeg måtte vælge mig en ting at bemale. 

Jeg gik bevidst efter en simpel ting. Med LIGE flader. For jeg skulle fandme ikke nyde af at vove mig ud i noget rundt. GYS 😱😱😱 Eller for den sags skyld noget med små detaljer. For dette her handlede KUN om overlevelse.

Havde egentlig rakt ud efter en lille vægklinke på 10X10 centimeter, men forstod på det blik, datteren sendte mig, at jeg hellere måtte vælge noget andet og trak diskret hånden til mig igen. Hun havde vist højere forventninger til sin mor.

Så det blev en flødekande. Formet som en åbnet kvartliterskarton. Med LIGE flader 😉

Og da jeg var færdig med at tage forklæde på, var min nøgne flødekande blevet leveret til det bord, hvor vi skulle sidde. Klar til dekoration.

Fuck igen.

Så sad vi der. 

Datteren havde valgt en slikskål og havde allerede 1000 kreative idéer kørende i hjernevindingerne. Jeg havde nul.

Men jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget. Så jeg malede lortet lilla.



Og tænkte, at med lidt overbærenhed fra datteren kunne jeg godt hævde, at jeg var færdig med mit kunstværk.

Men så let skulle det bare ikke gå. For da jeg havde set afslappet, og formentlig lettet, ud i halvandet sekund, sagde barnet:

"Øh, mor? Skal du ikke ... øh ...? Skal du ikke prøve noget mere ... ligesom?"

For helvede altså! 

Jeg kunne egentlig godt have levet med en lilla flødekande. Men måtte nok også give hende ret i, at det ville være et lidt fesent resultat.

"Jojo, DET skal jeg. Jeg er jo bare midt i den kreative tankeproces" løj jeg derfor. Ingen grund til at fortælle englebassen, at mors hjerne var midt i et meltdown og absolut ikke kunne producere EN ENESTE kreativ tanke.

Tror dog, hun fangede den alligevel. For hun foreslog, at jeg fandt et citat, som jeg kunne skrive på min flødekande.

Godt så. Jeg kunne dermed søge i sikkerhed på Google for en stund. 

Og fandt også en smuk ting at skrive:

Roses are red
Mornings are hard
I suck at poetry
Coffee

DET kunne have været flot på min kvartliterskarton.

One problem though:

Min håndskrift er pissegrim. 

Jeg skulle have været læge med den håndskrift. I hvert fald ikke lærer. Men sådan er der jo så meget shit i verden.

Nå, men jeg øvede mig lidt på at skrive pænt. Og konstaterede, at det er fuldkommen ligegyldigt, om jeg skriver med højre eller venstre. Det bliver ganske enkelt lige grimt.

Så kom datteren imidlertid to the rescue. Hun havde spottet Muttis trængsler:

"Mor, de har jo sådan nogle stempler, du kan bruge."

YES!

Tak, min skat! Det er LIGE løsningen til mor: STEMPLER for helvede! Sådan nogle med bogstaver på. Som man bare dypper i maling og trykker på sin fucking flødekande. Brilliant 💃💃💃

Så jeg begyndte at rode i kassen med stempler ... 

For blot at konstatere, at i hvert fald halvdelen af bogstaverne til mit smukke citat ikke var at finde.

Derfor nedjusterede jeg ambitionerne en smule og besluttede at skrive MÆLK.

Meget kreativt på en flødekande 😋

Og så kunne jeg nemlig også nøjes med at skrive et enkelt bogstav på hver af kandens fire lodrette sider: M - Æ - L - K. 

Easy! HA!

One problem though:

Jeg kunne ikke finde et Æ.

Damn!

Jeg KUNNE imidlertid finde ... et A omlyd! Altså et A med to prikker over. Som bliver til et Æ ... på tysk.



Smooth!

One more problem though:

Jeg kunne heller ikke finde et K 😂 I hvert fald ikke i den rigtige størrelse. 

Så det blev et meget lille et.



Nu er min kande til brænding. Jeg forventer, den er klar til afhentning om et par dage. 

Det bliver et stort øjeblik.

lørdag den 15. juni 2019

Om en dame og nogle piger og en dame til

Om en dame


Okay. Nu må jeg kaste en fatwa. Det er ikke tit, det sker, men hør lige her:

Jeg var en tur i Rema 1000. Ikke at det i sig selv er noget særligt. For det er jeg næsten hver dag.

Men i går havde jeg faktisk taget 8C med 😄

8C er en skøn og dejlig flok børn. Som ligger på en blød plet i mit hjerte. Og i går havde jeg lovet dem is.

Det var midt i engelsktimen, så selvfølgelig bad jeg dem om at tale engelsk. Fra vi forlod skolen, og til vi var tilbage igen. For vi taler konsekvent engelsk i timerne (øh ... bortset fra i TYSKtimerne altså 😉).

I går skulle ikke være nogen undtagelse. Og 8C gør, hvad fruen siger.

Tænker, det har været en "anderledes" oplevelse for de fodgængere på byens fortove, der måtte have bemærket 21 storpludrende, engelsktalende, danske børn i højt humør 😂

Nå, men sådan fortsatte vi. Hele vejen ind i butikken og hen til frysedisken.

Det var på en eller anden måde super sødt. Og uskyldigt. Og fint: glade skoleelever i butikken med deres lærer, som ville forære dem en is på en lun sommerdag.

Well. Det var så lige, indtil nogle af eleverne kom til at stå foran en ældre dame i kassekøen. Ikke alle, men de få, der ikke var nået ud af butikken endnu.

En sur og intolerant og fuldkommen stereotyp gammel møgkælling. Som naturligvis syntes, det var for galt med alle de ulidelige, larmende børn i butikken, og derfor begyndte at skælde dem ud. Og komplet ubehøvlet foreslog, at de skred, hvis de alligevel ikke skulle købe noget.

WTF?!

MINE børn?! Mine søde, glade elever? Som opførte sig rigtig pænt og nok ikke kan have generet nogen med andet end deres blotte tilstedeværelse?

Damen kunne jo også have valgt at blive glad i låget over sådan en livsbekræftende flok børn.

Så jeg er altså nødsaget til at kaste en fatwa over dig, din idiotiske gamle tranlampe:

Jeg håber, at dit gebis ryger med i toiletkummen, næste gang du ørler!

Og at din ringmuskel bliver så slap, at du prutter i forsamlinger!

Dertil ønsker jeg dig luft i maven!

Hrmpf! 😡😡😡

Om nogle piger


Nu til noget helt andet. 

Eller ... jeg kan udmærket tabe sutten over noget af det, men jeg vil nok ikke fyre hele TRE sure emojier af sted.

Jeg har jo været ude som censor i denne uge. Mundtlig engelsk.

Det kan jeg godt lide. At komme ud og se lidt andet end min egen skoles fire vægge. Møde andre mennesker. Og såd'n.

Men for helvede altså. Ungdommen nutildags. Eller nærmere betegnet: 12-talspigerne.

FUCK for en forstyrret kreds.

Havde en af dem inde. Og hun var nervøs. Det er de fleste elever, når de skal til prøve. Jeg trykker i hvert fald mange svedige hænder som censor.

Nå, men denne pige havde ingen grund til bekymring. For hun kørte bare med klatten. Hun kunne sit stof, tog masser af initiativ og gjorde kloge betragtninger. På et smukt og stort set fejlfrit engelsk. Hun lå rigtig, rigtig lunt i svinget.

Og sådan gik det som smurt i sildesalat. Lige indtil hun i tabte tråden. Der var et enkelt ord, hun ikke lige kunne komme i tanker om, så hun måtte standse sin talestrøm.

Ikke noget alvorligt. 

Vi var midt i en spontan samtale, og det er helt normalt, at man fra tid til anden lige må tænke, inden man pludrer videre. Det gør vi alle. Også på dansk. Hendes lille slip-up (som jeg nærmest ikke en gang vil kalde det) kunne med andre ord aldrig have kostet hende 12-tallet. 

MEN ... pigen blev, lige der for øjnene af mig, ramt af et psykisk meltdown. Hun lignede et spejl, der gik i stykker. Hænderne rystede. Øjnene flakkede. Stemmen sitrede. Tårerne VÆLTEDE ud. Jeg troede et øjeblik, at hun var ved at falde af stolen.

Og jeg troede, det var løgn.

I første omgang blev jeg irriteret på den unge dame. Tænk sådan at begynde at flæbe, fordi man frygter, at ens 12-tal skal blive til et katastrofalt 10-tal. Fuck mand, hvor arrogant.

Jeg havde lige udstukket to gange 00 til et par af hendes klassekammerater. Som begge to havde taget det med et smil, fordi de godt vidste, at mundtlig engelsk er svært for dem. De tog det så pænt og sødt, at mor blev helt rørt.

Og så sidder hun der og hyler, fordi hun er bange for tallet 10.

Det virkede forkælet og usympatisk.

Men ved nærmere refleksion ved jeg selvfølgelig godt, at noget i hendes miljø har præget hende til at blive sådan. At hun ikke selv VÆLGER at reagere på den måde over sådan en bagatel. For det er jo ikke særlig tjekket at falde sammen som et korthus.

Så jeg er nok egentlig mest rystet 😱

For der findes jo mange af hende. Så mange, at de har fået en samlebetegnelse: 12-talspiger. Som underlægger sig et enormt pres for hele tiden at levere perfektion. Mindre kan ikke gøre det. 

Små, ulykkelige stakler.

Nå, men den unge præstationspressede dame blev heldigvis efterfulgt af en anden ung dame.

Som på spørgsmålet:

"What animals can you meet in the Scottish nature?"

svarede:

"Squirrels and unicorns".

Åh, haha 😂 

Censor ville i grunden gerne have stillet et opfølgende spørgsmål, men måtte i stedet klukke lidt af grin indeni.

Og således landede vi atter på jorden og fik den gode stemning genoprettet.

Og om en dame til


God stemning bliver der også i forstadsvillaen i aften: 

Übermensch kommer og spiser. (Hvis du følger med på bloggen, ved du, hvem Übermensch er. Ellers må du lige søge lidt.)

DET glæder jeg mig til. 

For Übermensch er skøn og sjov og crazy og skarp og favnende, og jeg nyder virkelig hendes selskab. Hun kender mig bedre end nogen anden, og det er SÅ befriende. Der er ingen facader. Hun siger det, der falder hende ind. Og dermed er der stort set intet presserende emne, der ligger uberørt hen.

Der er HELLER ingen tavshed 😂

Det bliver der til gengæld på bloggen nu. Jeg skal lige finde ud af, hvad jeg skal servere i aften. Og så skal huset justeres lidt.

Take care and keep cruisin' 💘💘💘

lørdag den 8. juni 2019

Pinse

Endnu en forlænget, religiøs weekend. Nammenam 😋

Den begyndte sgu egentlig fint nok. Med halvanden times tennis 🎾 Nice 😄

Bortset fra ... at de der fucking, små, gule bolde ... dem skal man faktisk lade være med at bakke tilbage og træde på, mens man med elegance og overskud er ved at lægge an til et slag. 

For skal jeg fortælle, hvad der sker, hvis man gør det?

Så vælter man.

Og det ser SÅ dilettantisk ud. 

Men så kan man selvfølgelig glæde sig over, at terrassen ved klubhuset kun var TREKVART fuld af forældre, der stod og nød udsigten over banerne, mens deres afkom var til træning. Så antallet af tilskuere til mit stunt var ikke oppe på maks. Ikke helt 😂😂😂

Efter anstrengelserne og den stordramatiske performance på tennisbanen var det skønt at komme hjem i solen på terrassen, smide tøjet og rette op på væskebalancen med en halv liter iskold øl. Som selvfølgelig var økologisk. Fordi det er vigtigt at være helsebevidst og drikke sundt 😇



Jep.

Så kom en fin aften. Hvor Mutti var alene hjemme. Og kunne nyde en helt igennem politisk ukorrekt oksebøf. Slet ikke i tråd med mit kryds ved Enhedslisten i onsdags. 

(Det eneste enhedslisteagtige ved min bøf var faktisk farven indeni. Nammenam 😋)

Efterfulgt af et par spritnye afsnit af The Handmaid's Tale. 

Den serie kan jeg altså godt lide. Den er jo fuldkommen fucked up, og jeg vil faktisk give den mine varmeste anbefalinger. Så skynd dig at abonnere på HBO, så du kan få den set!

Dagen i dag har til gengæld ikke været ringere. For one thing så vil jeg glæde mig over, at det regner hvertandet øjeblik 🌂💃 

Så slipper jeg nemlig for at ligge på knæ i indkørselen og fjerne ukrudt mellem fliserne. For det kan man jo ikke i regnvejr. 

Rent teknisk KAN man selvfølgelig udmærket rende rundt herinde i huset og gøre rent og vaske tøj. But then again: Motivationen er ret lille og omstillingen naturligvis alt for stor på en dag, hvor man jo havde planlagt, at man skulle i haven.

Så ræsonnementet er, at det nok er bedre at sidde lige så stille i køkkenet og skrive et blogindlæg 😂

I formiddags drak jeg kaffe med mine ekssvigerforældre. Altså forældrene til The Person Formerly Known as Lucifer (læs: min eksmand, som jeg ikke havde så godt et forhold til, lige da jeg var gået fra ham, og derfor måtte kalde noget slemt her på bloggen, men som nu har rettet sig, red.). Dem havde jeg ikke besøgt i ni år. 

Det var hyggeligt 😄 

Jeg ved godt, at de ikke syntes, det var pissefantastisk, at jeg forlod deres præmiesøn til fordel for en kvinde dengang. Men jeg føler også, at vi er kommet videre. Og vi har jo en fælles fortid, der strækker sig over temmelig mange år. Så vi kender hinanden godt, og der er egentlig meget at tale om.

Her nyder jeg virkelig, at jeg ikke længere er sammen med ekskæresten (altså damen, som jeg forlod før jul). For hun ville aldrig have billiget, at jeg sådan plejede omgang med The Person ... blablablas familie.

Men i dag landede jeg altså i deres sofa, fordi jeg skulle hente Barn 4, der havde tilbragt natten hos farmor og farfar.

Så den stod på gamle minder for en stund.

Til gengæld ved jeg ikke noget om weekenden fremadrettet. For ud over tennis på mandag har jeg ingen planer.

Eller ...

Jo.

Jeg ved, at jeg skal have ratatouille til aften. For jeg har været i drivhuset for at høste. Og se, hvad jeg fandt:



Det er en squash.

Og sikke da en motherFUCKER af en squash. Den er jeg selvfølgelig nødt til at skære i stykker og putte i en gryderet.

Mine penischilier 



ser imidlertid ikke rigtig ud til at blive til noget. Men jeg tænker også, at det måske giver sig selv, at de ikke trives her på min matrikel 😂

Ikke mere nu. Jeg skal et smut omkring mit homodating-site og se, om jeg har haft besøg på min profil. Sidste gang havde både "Ungpassivglatrøv" og "Translurer" været forbi. Begge mænd. Forudsigeligt nok. (Der er forsvindende få kvinder på sitet, der kalder sig noget i samme lumre kategori.)

Måske har jeg mere held denne gang 😉

Fortsat god lørdag, take care og vi høres ved 💜💜💜

onsdag den 5. juni 2019

Om sym- og antipatier

Så er krydset sat ❌

Det BLEV Enhedslisten. Ganske som lovet 😋

For jeg fastholder stadig, at i sammenligning med klimakatastrofen er andre problemer kun falske problemer.

Derfor grønt til mig, tak 🙏

Og Enhedslisten er, sammen med klaphattene fra Alternativet, vores grønneste parti.

Tog jo ellers en kandidattest, der viste SF. 

MEN.

Nu er problemet med SF, at de var med til at stemme vores dilettantiske folkeskolereform igennem i 2013 og dermed køre lærerne over. Så vi er sure 😡

Og det skal jeg også love for, at min mor blev, da jeg i går fortalte hende, hvem der ville få min stemme i dag.

Hun begyndte faktisk at føre en intens og lidt skinger valgkamp over mobilen for at tale mig hen i en mere blå setting. Og i hendes stemme kunne jeg næsten høre panikken over, at hendes eget BARN, for helvede, kunne være SÅ forræderisk.

Den fik på tangenter som arveafgift og regler for generationsskifte i virksomheder OG Pernille Skipper, som er "frelst til det utålelige".

Åh, haha 😂😂😂

Det kan godt være, det er mig, der ikke tager det alvorligt nok, men jeg synes altså, det er lidt komisk, når man går så meget op i politik, at man ligefrem bliver vredladen over for folk med andre holdninger.

Jeg er meget stor fortaler for, at man godt kan være venner til trods for politiske holdningsforskelle. Det har således altid undret mig, når mine forældre har udtalt, at der var personer, de ikke kunne lide, FORDI de stemte rødt.

Come on!

Til gengæld er der også røde, som ikke er meget bedre. På lærerværelset hører jeg for eksempel utrolig nedsættende personlige bemærkninger om dem, der stemmer på DF.

De bliver lige puttet i en kasse og stemplet.

Altså. Med andre ord:

De fleste mennesker vil velsagtens beskrive sig selv som forholdsvis tolerante. For tolerance er en lovprist social egenskab.

MEN.

Jeg oplever somme tider, at folk er SELEKTIVT tolerante. 

Som for eksempel min mor. Der er mest tolerant over for personer med nøjagtig samme holdninger som hun selv.

Oh my god 😂 

Nå, men det var en fornøjelse at sætte mit kryds. Jeg er blevet SÅ meget rebel, efter at jeg er blevet 50 😋

Ellers vil jeg godt lige følge op på mit seneste indlæg.

Det, der handler om denne uges censorat og mit møde med en lesbisk dame med et paddleboard.

I går var jo sidste dag af min censoropgave hos omtalte dame. Og jeg mødte op på hendes skole om morgenen. Fast besluttet på, at jeg altså IKKE skulle ud på noget bræt på nogen sø og padle rundt om eftermiddagen.

Det var jo en totalt fremmed aktivitet. Langt uden for min comfort zone. 

Jeg kendte jo heller ikke damen særlig godt, og her i DK kan vi bedst lide at holde en vis distance til folk, vi ikke kender, you know 😉

Og hvis jeg plumpede i vandet? 

Og jeg havde ikke det rigtige tøj med.

Og jeg havde ligesom ikke BRUG for flere fritidsinteresser, så hvad nu, hvis det var sjovt?

So thanks, but NO thanks!

Og da jeg fem timer senere stod af hendes paddleboard efter en tur på Skanderborg Sø, havde jeg næsten besluttet at købe et selv.

😂😂😂