tirsdag den 30. august 2016

SÅ flot, frue!

Du kender det sikkert:

Du træder ind på skolens kontor for at vende et spørgsmål med de venlige sekretærer.

Og på kontoret står en spritny vikar. En lang og ranglet, men ellers pæn og høflig ung mand, som har allerførste arbejdsdag hos jer og netop har udfyldt de nødvendige papirer.

Du vil gerne gøre et godt førsteindtryk på den unge mand og giver ham hånden for at præsentere dig og ønske velkommen.

Og ...

... i det samme ... 

... taber du ...

... en klat lun leverpostej fra den mad, du tilfældigvis holder i venstre hånd.

Ned mellem brysterne.

Jep. Det kender du nok godt ;-)

onsdag den 10. august 2016

Lortekultur

Jeg har hørt om en dreng.

Han er en sød dreng på cirka 11. Og han kommer fra Congo.

Han bor hos sin moster her i Danmark.

"Måske er hans forældre døde," tænkte jeg, da jeg hørte det med mosteren. For efter danske standarder er det lidt usædvanligt, at børn bor hos deres mostre.

Men det er de ikke. Døde altså. I hvert fald ikke hans mor. 

Hun bor nemlig i Norge.

"Nå," tænkte jeg så, da jeg hørte det med moren. "Så flytter drengen nok snart op til mor."

Men det gør drengen ikke.

For mor har fundet sig en ny mand i Norge. Og fået sig et par nye børn. 

Og her kommer så den oplysning, der får min kæde til at hoppe FULDSTÆNDIG AF:

Det er åbenbart congolesisk skik, at man ikke bringer "gamle" børn med sig ind i et nyt forhold.

Så den søde og stadig ret lille dreng er ikke velkommen hos sin mor og hendes nye familie i Norge. 

Han dur ikke, med andre ord. Han er forvist. Kasseret. Til fordel for sine halvsøskende.

Derfor er han blevet parkeret hos moster.

Og moster har fået sig et barn at forsørge, som hun ikke lige havde kalkuleret med.

Øh ... og hvis jeg lige må have lov:

Hvad FANDEN I HELVEDE er det for en ondskabsinficeret LORTEkultur, der udsætter uskyldige mindreårige børn for den slags?!

Det er kraftedeme en ommer, Congo!

Bum!

lørdag den 6. august 2016

PS

I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg var færdig med at skrive om sommerens tur til Bretagne.

Well, guess what: Jeg løj.

Jeg glemte jo maden, for helvede.

Kan De lide østers?

Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?

Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.

Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.

Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:


Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D

Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.

Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.

Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)

En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.

Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.

På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".

Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.

På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".

Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.

Jeg tog imidlertid fejl:


For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.

Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.

Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:

Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.

Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.

Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.

Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!

"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.

Hehe.

Og NU ikke mere om Bretagne ;-)