lørdag den 30. juni 2018

Nuit macabre

Tove har haft en henrivende nat i nat.

Og nu tror du nok, at Tove er en lækker dame, som jeg har forført og gennemknaldet. 

Men det er det ikke. 

Tove er min mis. Altså den mis, som ikke sidder mellem benene på mig og heller ikke er hankatten Hilmer.

Hvad min mellem-benene-mis foretager sig om natten, vil jeg ikke uddybe her, men det er lidt forskelligt og afhænger af selskabet.

Og hvad Hilmer foretager sig om natten, aner jeg ikke. Han feder den vel i og omkring huset, for det gør han næsten altid. Han er jo mand.

Men til gengæld ved jeg nu, nøjagtig hvad TOVE foretager sig.

Situationen (som du sikkert allerede kender og har prøvet masser af gange):

Det er omkring midnat, og du sover. Alene i dit hus, da Rotterne (læs: bloggerens elskelige børn, red.) er hos deres far.

Dit vindue står åbent, fordi det er varmt. Og døren mellem soveværelset og entréen står også åben, fordi to af dine misser (gæt selv hvilke) bruger netop DIT vindue som entrance- og exit point, og de små pus skal jo have adgang til deres madskål, som står i køkkenet.

Pludselig vågner du. Du kan høre en høj skrigelyd ude fra entréen. Meget high-pitched. Så er der noget, der rumsterer. Formentlig mellem de sko og tasker, der ligger på gulvet derude. Så skriges der. Så rumsteres der. Igen og igen.

Det er en frygtelig lydkulisse, for du ved udmærket, hvad der foregår. Tove må have fanget en mus, som hun har bragt med ind i huset via ... DIT soveværelsesvindue (!), og nu leger hun med den på grusomste kattefacon, inden hun vil slå den ihjel. Mens den stakkels lille mus skriger af rædsel og prøver at gemme sig.

Og du ved, præcis hvad du skal gøre ...

... så du står op og lukker døren ud til entréen, hvor dramaet foregår.

Det nytter nemlig ingenting at indfange musen og sætte den ud, for Tove finder den selvfølgelig igen i løbet af et splitsekund. Og desuden er du jo panisk angst for stort set alt, hvad der har puls, så du ville heller aldrig TURDE nærme dig.

Så lægger du dig og venter på, at Tove forbarmer sig over den stakkels mus og gør det af med den.

Efter ti minutter er der ro i entréen, og et øjeblik senere kradser "nogen" på din dør. 

Nu står du til gengæld i et dilemma:

Tove vil muligvis med stolthed præsentere dig for sit døde trofæ, og det har du SLET ikke lyst til, at hun skal. For den slags er megaklamt.

Men samtidig skal du faktisk tisse, og så er du jo ikke alene nødt til at åbne døren, du er OGSÅ nødt til at vove dig uden for trygheden i soveværelset.

PIS (bogstaveligt talt).

Du overvejer at springe ud ad vinduet og tisse i haven. For SÅ bange er du for at møde aflivede smådyr i entréen.

Men du beslutter, at det er lidt for åndssvagt. Så du tager mod til dig og linder forsigtigt på døren.

Det ER sjovt nok Tove, der har banket på, og nu kommer hun ind i rummet til dig. I munden har hun ...

... ingenting. 

So far, so good.

Du stikker forsigtigt hovedet ud i entréen, mens du frygter at blive mødt af et makabert syn.

Det sker imidlertid ikke.

Der er ingen døde mus i syne. Så du ånder lettet op og lister dig skridt for skridt ud på badeværelset, mens du hele tiden er bange for at træde på noget, du har overset. Yuck!

HER falder dit blik til gengæld på en bunke ...

... FJER? 

På badeværelsesgulvet.

WTF?

Musen er åbenbart ikke det eneste levende væsen, der er blevet fragtet ind ad dit soveværelsesvindue og har mødt en grusom død inde i dit hus i den time, der er gået, siden du lagde dig til at sove.

Oh dear!

Og det helt store og uoverskuelige problem er nu, at RESTEN af fuglen ikke er til at spotte, og du åbenbart har fucking TO døde dyr til at ligge på ukendte lokationer i din umiddelbare nærhed.

FUCK!

Nå, men der er ikke andet at gøre end at tøffe i seng igen, for du er for skrækslagen til ligefrem at begynde at OPSØGE dyreligene, og du beslutter, at du i morgen vil ringe efter Barn 3, som er naturmenneske, så HAN eventuelt kan bortskaffe Toves klamme efterladenskaber for dig.

So far, so good igen.

Klokken 01.50 vågner du ved endnu en lyd. Eller TO lyde faktisk. 

Den første kender du. Det er Tove, der springer ind ad vinduet. Den anden lyd kender du ikke, men den er pænt foruroligende.

Det er nemlig et "DUNK". 

Der er altså noget, der rammer gulvet. Som ikke er Tove, fordi hun allerede ER landet.

Du er pludselig igen lysvågen og ruller rundt, så du kan kigge ud over kanten af sengen med et forsigtigt, halvt øje.

Oh NOOO!

Det er en fucking FUGL! 

Du er bange for ting med puls i almindelighed, og det er slemt nok. Men du er intet mindre end PISSEBANGE for fugle. Fugle er det VÆRSTE, du ved. Flaksende sataner. 

Og nu ligger der fandme sådan en djævel på gulvet i dit soveværelse cirka en halv meter fra dit ansigt. Og den er kun HALVDØD.

Rædslerne kender jo FUCKING INGEN GRÆNSER denne nat. Tove har allerede bragt dig to fugle og en mus, og klokken er ikke en gang to.

Nå, men kattedyret slår til fuglen med poterne. Så tager hun den heldigvis i munden og forsvinder ud i entréen med den, mens den opgivende og formålsløst basker lidt med vingerne. Entréen er åbenbart Toves henrettelsesplads.

Denne gang gør hun relativt kort proces. For der går ikke mere end et par minutter, før hun atter viser sig i soveværelset. Denne gang med en DØD fugl i munden.

Den spiser hun. Og løser dermed et mysterium. For hun spiser det hele. Det HELE, folkens! Fødder, næb, fjer, knogler, kranium, indvolde.

Her er, hvad der er tilbage af fuglen:



Ikke meget, hva'?

Og den samme skæbne er selvfølgelig overgået fuglen på badeværelset. Så nu ved du i det mindste, hvor DEN er henne.

Du lægger dig nu til at sove for tredje gang og håber, at fortæringen af fuglen var enden på nattens drama.

Du tager imidlertid fejl. HELT fejl!

For klokken 04.23 er den gal igen. HELT gal!

Der rumsteres i entréen. For en gangs skyld. Og du vågner. For en gangs skyld.

Det er Tove. Sjovt nok. Og nu kommer hun ind i dit soveværelse, der efterhånden minder lidt om Fredericia Banegård i gennemgående trafik.

I munden har hun denne gang ...

... den manglende døde mus. 

Another mystery solved. Nu ved du også, hvor MUSEN er.

Men det er fandme ingen lettelse, for det, som Tove NU gør, fylder dig med ren, hårrejsende panik:

HUN FUCKING KASTER MED MUSEN!

Op i luften. Højt op i luften. 

I dørhåndtagshøjde flyver den døde, maltrakterede gnaver rundt i dit soveværelse og lander fuldkommen tilfældige steder. Igen og igen. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før det klamme ådsel lander hos dig i din seng.

Du ser derfor ingen andre muligheder end at rejse dig op i sengen, holde dynen foran dig som et værn og ...

... HVINE HØJT.

Meget modigt og dødsforagtende.

Nå, men miraklernes tid er heldigvis ikke forbi. Du får hylet så højt og så længe, at Tove tilsyneladende bliver træt af støjniveauet (tør sgu end ikke overveje, hvad naboerne må have tænkt) og ...

... VÆLGER AT FORTRÆKKE, woop, woop 💃💃💃 

Ud ad vinduet med sit legetøj i gabet for at lege videre med den lille motherfucker i haven.

Og aldrig så snart har hun forladt lokalet, før DU eftertrykkeligt smækker dit vindue i. Og for fjerde gang lægger dig til at sove.

Rædslernes nat er forbi. Eller nuit macabre, om du vil.

I dag er du til gengæld lidt slap i betrækket. Og dræbermaskinen Tove? Hun sover selvfølgelig. Sødt og umanerlig nuttet og bedårende. Hun skal vel lade op til den kommende nats blodbad.

torsdag den 28. juni 2018

Noget om eksamener

Jeg har vist antydet, at jeg kan være stolt af min datter for tiden. Barn 1.

Det antyder jeg for eksempel i dette indlæg. Hvor jeg OGSÅ antyder, at jeg har designet en genial gave til barnet.

Og nu er jeg ikke den, der praler på Facebook. 

Men her? Tjah, det er jo en anden sag. 

For det er faktisk MIN blog, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil, uden at risikere fordømmelse af alle mulige venner.

Så derfor vil jeg voldprale lidt: 

Hold nu kæft, hvor er hun sej, mit barn!

Færdig som lærer. Sådan lidt i Muttis fodspor. To say the least. 

Forskellen er bare ...

... at hun på eksamensresultaterne outshiner sin mor med rigtig mange watt. 10 og 12 i en uendelig strøm.

Hun er superdygtig. I hvert fald på det teoretiske plan. Og det bliver hun også på det praktiske, er jeg sikker på.

Og så er hun allerede i job. 

Headhuntet. 

Til en skole, der havde hørt om hendes evner. Øh ... og så også om den lille ubetydelige detalje, at hun har tysk som linjefag. Og tysklærere hænger ikke på himbeerbuskene.

Hun forsvarede sin bachelor mandag i sidste uge. Som det allersidste skridt på uddannelsen.

Jeg var der naturligvis. Med gaver og blomster. Og vi skålede i bobler og spiste frokost i gårdhaven på Café Englen i Århus midtby. Dejlig dag 💃💃💃

I lørdags holdt hun "færdigfest". Med 31 indbudte gæster. Jeg leverede en bagatel af to kilo oksekødsfrikadeller og 4,7 kilo kartoffelsalat. Som supplement til de 4,5 kilo kød, Eksmanden bidrog med.

Jeg gjorde også noget fuldkommen stereotypt lesbisk. 

Ikke at jeg betragter mig selv som stereotyp lebbe ...

... men ...

... jeg gav hende altså en værktøjskasse. I eksamensgave.

Så gisp! Nu er det ude. And go ahead: Judge me.

Heldigvis var min smukke kæreste nøjagtig lige så stereotyp. Af hende fik barnet OGSÅ en værktøjskasse.

Haha 😄

Flot, at vi ikke magter lige at koordinere. Bare lidt.

Nå, men nu er barnet så udstyret med TO værktøjskasser. Som hun har fået af to af sine tre mødre.

I forgårs var hun til dimission. 

Jeg var med. Havde ganske vist ikke fri, men jeg fik lige ... øh ... "fikset" ... et par småting (godt, at man har krammet på sine mænd, hehe) (læs: mændene i mit team, som nærmest vil vende vrangen ud på sig selv for at gøre den grå eminence (aka me) tilpas, red.), så jeg alligevel kunne være ved barnets side.

For det synes jeg fandme, man bør. Som forælder HAR man bare at dukke op ved den slags anledninger.

Det gjorde mine egne forældre nemlig ikke. I hvert fald ikke, da jeg blev lærer. 

Jeg fik NUL support hjemmefra. Min kæreste stod klar med favnen fuld af røde roser, da jeg trådte ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen. Og hun var også med til min dimission. Ledsaget af mine børn. Mine forældre så jeg ikke skyggen af.

Og det var jeg ked af. Også selv om jeg var en voksen dame på 40+.

Jeg vil for alt i verden ikke begå samme idiotiske fejl over for mine egne børn. Derfor tryllede jeg lidt, så jeg kunne være med i forgårs.

Og derfor drager jeg på en i grunden overkill-agtig tur til København på onsdag.

Årsag:

Sønnike på 22 skal forsvare SIN bachelor på DTU i Lyngby. På torsdag.

Men hvorfor skriver damen mon, at det er overkill at tage til sønnikes bachelorforsvar, når det var okay til datterens? tænker nu den opmærksomme bloglæser. Går hun ikke ind for ligestilling mon?

Og jo, det gør hun.

Men.

Nu er det jo ikke, fordi sønnike bliver færdig med sin uddannelse på torsdag. For han er allerede optaget på kandidaten, som han tager hul på efter sommerferien.

Så hans bachelor er kun et nødvendigt stop på vejen.

Men mor kommer selvfølgelig alligevel. For at kramme lidt på drengen.

Også selv om det betyder Randers-København onsdag aften. Og København-Randers torsdag eftermiddag.

For sådan skal det være.

Bum.

onsdag den 20. juni 2018

Noget om en biftur

Jeg var i biffen i fredags. På date. Med en lækker dame. Som jeg har the hots for.

Vi skulle se lebbefilmen Ulydighed i vores stambif, Øst for Paradis, i Aarhus. Og hvis du ikke kender Øst for Paradis og kan lide at se andet end hjernedøde amerikanske mainstreamfilm, så PRØV den! For det er et pissefedt sted.

Jeg elsker lebbefilm, for jeg er stadig nysgerrig på den minoritet, jeg tilhører. Og når jeg ser lebbefilm, får jeg den følelse, at vi er en del flere end bare mig. 

Lesbiske i verden altså. 

Den tanke boksede jeg ellers med i de år, jeg var gift med en mand. At det kun kunne være nogle ganske få freaks, der var ligesom mig.

Så lebbefilmene giver mig en vis følelse af normalitet.

Og filmen var god. Ikke Guds muntreste film, men en okay fortælling. Om en kvinde, der på grund af sin fars død vender hjem fra New York til sit jødiske minisamfund i London, hvorfra hun ellers var blevet forvist som følge af sin homoseksualitet.

Skræmmende lille møgsamfund. Hvor tolerancen kunne ligge på rygskjoldet af en fladlus.

Social kontrol er noget pis.

Og det er problemet med ortodokse trossamfund. Og så er det for den sags skyld lige meget, om det er kristne, muslimske eller jødiske samfund. For de gør det i krogene af alle tre religioner. Og de skulle hellere lade være.

Nå, men kvinden i filmen genfinder heldigvis sin gamle kærlighed, som desværre i mellemtiden er blevet presset til at gifte sig med en fælles mandlig ven. Og så har vi balladen. Som jeg imidlertid ikke vil skrive mere om, i fald nogen har lyst til at se filmen. Der i øvrigt også er dejlig fræk, hehe 😏

Min date og jeg var selvfølgelig ikke de eneste to lebber i biffen. På række fire sad et par. Og på række fem. Og ved siden af os på række seks sad endnu et par.

Fedt, tænkte jeg. For som antydet ovenfor vil jeg gerne andre lebber. Det kunne jo være skønt at finde nogen at spejle sig lidt i. Også selv om det ville blive en flygtig oplevelse der i biografen. Men her var måske en mulighed.

Right. Og better luck next time.

For hvor blev jeg fucking skuffet.

I særdeleshed over parret ved siden af os på sjette række.

Burde måske nok have spottet det, da jeg så, at de sad med hver sin styrthjelm. Biker dykes.

Og derfra gik det KUN ned ad bakke med mit indtryk af damerne.

For min date og jeg er ikke bikere. Langt fra. Vi har svært ved at se det seje i at dreje på et gashåndtag og spille hård nitte. Det er i hvert fald en sørgelig slags sej så.

Min date og jeg sidder heller ikke og manspreader (slå det eventuelt op 😏). Manspreading er lidt ... øh ... usexet. Både hos mænd og kvinder. Synes jeg.

Men disse dykes havde altså travlt med at flashe deres styrthjelme og manspreade. 

De havde også travlt med at tjekke deres fucking mobiler flere gange under filmen. 

Og med at gå på toilettet. Eller i hvert fald forlade salen. Den ene to gange. Og den anden kun en enkelt. Til gengæld mente HUN, at det var smart at forlade salen ved at mase sig TVÆRS IGENNEM det gelænder, der adskilte hendes plads fra trappen ned til udgangen.

Suk.

For slet ikke at nævne deres fucking tomme ølflasker. Som de naturligvis efterlod i deres kopholdere, da filmen var slut. Så det blev ikke dem, der bar deres efterladenskaber tilbage til baren. Det blev mig.

Jeg oplever heldigvis sjældent en arrogance som deres. Men jeg MÅ altså reflektere lidt over, hvorfor fanden to yngre lebber har SÅ travlt med at spille rå. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig ALMINDELIGT?

Har de fået deres usympatiske, hårdkogte rend mig i røven-attitude, fordi de føler, at livet giver dem tæsk? Er det en forsvarsmekanisme?

Jeg ved det ikke. Men de var sgu lige lidt svære at bonde med altså.

tirsdag den 19. juni 2018

Om homorygter

Jeg har været ude som censor. I fredags og i går. På en anden skole i den by, hvor jeg arbejder. 

Det har jeg skrevet lidt om i et tidligere indlæg. Hvor jeg blandt andet lige nævner, at en del af eleverne havde valgt at fremlægge om homoseksuelles vilkår.

Og sådan blev det. Jeg hørte en del om, hvordan det må føles at være mig.

Og jeg lyttede interesseret til elevernes refleksioner.

En af pigerne sagde alt det rigtige om diskrimination og ligestilling og tolerance. Dog spærrede jeg øjnene en kende op, da hun til sidst i sin fremlæggelse ville gøre rede for sin egen holdning til homoseksuelle. 

"I think it's a little weird," sagde ungmøen nemlig. Og var dermed umiddelbart ikke helt in sync med den fremlæggelse, hun lige havde leveret.

Men så sagde hun noget, der reddede det hele hjem for hende.

"But I think that's because I have never seen two men or two women kissing. If I had seen that from time to time, I probably wouldn't find it weird."

Smooth. 

Og totalt forståeligt, at unge kan have en holdning som denne pige, når de ikke møder bøsser og lesbiske i deres hverdag.

Hun fik således fortalt mig, at tanken om homoseksuelle i hendes optik er lidt bizar, men samtidig givet en fuldkommen fornuftig grund til, at det forholder sig sådan.

Så jeg sad der og følte mig ikke den mindste smule forulempet.

Det skulle hun have credit for, så da hun efter eksaminationen var inde for at få sin karakter og sin feedback, roste jeg hende, fordi hun havde sagt sin mening, uden at jeg følte mig trådt på.

"... og jeg lægger mærke til den slags," tilføjede jeg, "for jeg er sammen med en kvinde."

Hvorpå pigen sagde noget, der fik min underkæbe til at ramme mit brystparti med et klask. Sådan lidt i overført betydning altså 😉

"Ja, det ved jeg godt."

WTF?

Vi er lige enige om, at jeg ALDRIG i mit liv havde set omtalte pige før, ikke? Og der sad hun og fortalte, at hun ved, jeg knalder med en anden dame.

Fuck.

Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, hvordan hun er blevet gjort bekendt med oplysningen. For hun kender nok nogle af eleverne på MIN skole. Og så har hun spurgt lidt ind til, hvordan censor er. Det er ret normalt, tror jeg.

Og jeg tænker, mine elever har svaret, at jeg er sød og venlig. Sjov måske. Ikke særlig skrap. 

Og ... homoseksuel.

Hvorfor det sidste er væsentligt, ved jeg ikke. De havde nok ikke omtalt min seksualitet, hvis jeg havde været sammen med en mand.

"... og så er hun hetero!" 

Nej, vel?

Nå, men jeg er snart vant til at være the talk of the town. Og jeg håber, at jeg netop ved at være åben over for denne pige kan få hende til at synes, det er mindre bizart at elske en person af sit eget køn.

søndag den 17. juni 2018

Om at give vittige gaver

Eller faktisk om at give vittig gave. I ental altså. 

Fordi ...

... det kun er én gave, der er vittig. Den anden er bare et unikt arvestykke.

Historien:

Min dejlige, dygtige, søde, smukke, kloge, empatiske, sjove, sociale datter bliver færdig som lærer i morgen. Med engelsk, tysk og håndværk/design på linje.

Og Mutti er SÅ stolt. At hun bobler helt ned i tæerne.

Mutti er også stolt af at have designet en ganske særlig eksamensgave til barnet.

For se nu her:


Det er en T-shirt.

Jeg tænker, hun bliver glad for at gå med den.

Og jeg har ikke bare designet T-shirten. Jeg har også selv skrevet teksten.

Jeg SIGER jo, jeg er plat, haha 💃💃💃

Nå, men barnet får også en smuk, guldindfattet opal i en halskæde, som jeg har arvet fra min mormor.

Men det er naturligvis uinteressant i forhold til Muttis T-shirt 😉


søndag den 10. juni 2018

Se min kjole

Havde en skøn dag i går 💃💃💃

Tøsedag. Med Barn 1 på 24 og Barn 4 på 13.

Ikke for at holde nogen udenfor, men Barn 2 på 22 sidder jo på sit kollegium i Lyngby og læser kemi, mens Barn 3 på 19 havde tømmermænd.

Så det blev pigerne og Mutti på tur. Til Aarhus.

Vi lagde hårdt ud med at trykke eksotiske småretter ind på Street Food. Elsker det sted 💖 Spændende, lækker mad til rimelige priser, masser af liv og en dejlig uformel atmosfære. Nammenam!

Det er en sjælden luksus at se Barn 1 for tiden. Hun har længe læst til eksamen, og lige nu forbereder hun forsvaret af sin bacheloropgave, som hun skal op i på næste mandag. Hun tager studiet seriøst og stikker af sted med det ene 12-tal efter det andet. Og når hun har forsvaret sin opgave, er hun færdig. Som lærer. Blandt andet med engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Haha 💃

Så hun har masser at se til, og derfor bliver jeg glad, når hun kan afsætte en hel lørdag eftermiddag til hygge med Mutti, woop, woop.

Vi var egentlig taget ind til midtbyen, fordi jeg for nogle uger siden købte et par lortebukser i en butik på Strøget. Sådan nogle lyserøde nogle i trekvart længde. Med nitter ned langs siden. Og nu er jeg jo selv lidt af en hård nitte, så de passede egentlig udmærket til min rå karakter 😉

MEN.

De der fucking nitter altså. De sad jo ikke ordentlig fast. Så jeg måtte kyle bukserne lige i fjæset på butikken igen.

Og det var ikke noget problem, sagde den søde dame. Heller ikke selv om jeg ikke kunne finde min bon. Elsker god service! Og søde damer 😏

På vej ud ad butikken faldt mit blik så på denne:



Det er en kjole. Med farver og mønster. Lige mig. Jeg køber ret tit fucking ALTID tøj med farver og mønstre.

Nu hænger den i mit skab. Og venter på sommerfesten på skolen 💃

Jeg KAN nemlig ikke tage til fest uden at have kjole på. Og det er sgu lidt bizart. For jeg går aldrig med kjole til hverdag.

Og faktisk handler et af mine mest traumatiserende barndomsminder om en kjole. Som min mor stoppede mig ned i, da jeg var fire år gammel, og vi skulle til middagsselskab hos naboen. 

Allerede dengang vidste jeg, at jeg var en freak. Eller rettere sagt: Jeg var ikke klar over, at jeg IKKE var en freak. Men jeg vidste, at jeg burde have været en dreng. Og drenge gik ikke med kjoler. Det er nok de færreste, der kan forestille sig, hvor ydmygende det så var at blive stoppet ned i sådan en.

Og selv om jeg kun var en lille mus på fire år, husker jeg situationen tydeligt.

"Nej, hvor er du fin," sagde nabokonen, da hun åbnede døren, og jeg stod derude på trappen flankeret af mine forældre.

Men jeg var overhovedet ikke fin. Jeg var PIVFORLEGEN. Hvilket min mor heldigvis må have fornemmet, for hun udsatte mig aldrig mere for fimset pigetøj.

Og så blev jeg stor og kom igennem puberteten. Og på gymnasiet.

Og et eller andet sted i processen var jeg holdt op med at ønske, at jeg var dreng, men var blevet godt tilfreds med at være pige. Eller kvinde. Kom således til at hvile bedre i mig selv. Og begyndte også at gå med kjole, når jeg skulle i byen. Fandt i øvrigt i samme periode ud af, at jeg har sexede kjoleben. And what's not to like about that!

Så det har været regelen lige siden. Jeg SKAL have kjole på, når jeg skal ud. Og jeg glæder mig til at hoppe i den nye.

Nå, men for at vende tilbage til gårsdagens hyggestund med døtrene, så gik vi en tur ud i dyrehaven efter endt shopping på Strøget. En fin tur på en syv-otte kilometer, og lige hvad vi trængte til efter frokosten i byen. Under armen havde vi en stor pose gulerødder til de søde dyr. Som er megatamme og trippede hinanden over tæerne for at få en godbid.

Hvorpå vi rundede eftermiddagen smukt af med is på Marselisborg Lystbådehavn, der summede af sommerglade mennesker.

Sikke en dejlig dag 😊

lørdag den 9. juni 2018

Varmt

Det er det i mere end én forstand for tiden. 

Varmt altså.

Det har været den varmeste maj måned ever, og de høje temperaturer er trukket med over i juni so far.

Nice 💃💃💃

Og somme tider IKKE så nice.

For jeg går rundt med mit eget oliefyr indeni. En indre ild.

Eller også kan man bare kalde det overgangsalderen. Med de der fucking hedeture. Dag og nat. Mest nat. 

Men så er tingene selvfølgelig også flot og harmonisk fordelt. Med Guds varmekanon om dagen og min egen om natten.

Bortset fra at det egentlig også kunne være rart med en pause nu og da.

Af nysgerrighed har jeg slået fænomenet op på Netdoktor. Og det lader til, at jeg koger, fordi jeg ikke længere producerer så meget østrogen som før. Derfor bliver min krop åbenbart mere følsom over for temperaturstigninger. Og hvis kropstemperaturen så stiger blot en smule, vil kroppen forsøge at komme af med overskudsvarmen ved at udvide alle de små blodkar tæt på huden, så de får en større overflade og dermed kan slippe af med mere varme.

Så ved man det. 

Og dermed giver det også mening, at jeg oplever en del hedninger om natten under dynen.

Nå, men egentlig er det ikke særlig originalt at begynde at skrive om overgangsalderen. For det er der andre, der har gjort før mig. 

Nogle føler sig sårbare, melankolske. Reflekterer over den tid, der er gået, og den, der er tilbage. Og har det stramt med tanken om ikke længere at kunne føde børn.

Det er ikke der, jeg er. På ingen måde.

Jeg tror, jeg var igennem sårbarheden, melankolien og refleksionerne i en helt anden sammenhæng: 

Da jeg for otte år siden forstod, at jeg havde brugt halvdelen af min forventede tid på Guds grønne jord på at leve det FUCKING FORKERTE LIV. Og derfor gik i nærpanik. MÅTTE skifte hest og springe ud som homoseksuel. Ud i en helt ny og utryg virkelighed.

Det var MY major life change/crisis. Og set i sammenligning med DET er overgangsalderen lige så skræmmende som en bananflue. Jeg skælver ikke det mindste. (Bliver højst lidt irriteret, hvis den lander i min rødvin.)

Ikke engang udsigten til aldrig at kunne føde endnu et barn kan ryste mig. Jeg er cool. For det valg traf jeg aktivt, allerede da jeg besluttede at fortsætte med en kvinde.

Desuden HAR jeg jo børn. Og det tilmed i hobetal.

Menstruationerne kommer jeg ikke til at savne. Blodige sataner. Og en af naturens big mistakes. Pisseupraktisk at skulle kampbløde hver eneste fucking måned. Under ledsagelse af smerter, irritabilitet og almindelig materialetræthed. Vågne op med ulækre røde pletter på lagenet. Frygte at bløde igennem i upassende situationer. Måtte takke nej til sex, fordi det er klamt, selv om lysten i netop DEN periode uforståeligt nok peaker.

They won't be missed.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig noget lort at blive ældre, og jeg kan godt forstå, at nogle kvinder bliver lidt frygtsomme ved den tanke. Men det er i hvert fald en del bedre end alternativet 👍

Og "ældre" er jeg ikke endnu 💃💃💃

fredag den 8. juni 2018

Payback time

Se:



Ved du, hvad det er?

Det er et grønt bord.

Min plads er i nederste højre hjørne. Censors er ved siden af.

Og overfor har i de sidste to dage siddet en lang række af svedige håndflader og bævrende stemmer. Til prøve i mundtlig engelsk.

Det har altså været judgment day. Eller payback time, om du vil.

Muahahahaaaah 💀

Censor har været streng, men retfærdig. Me like! 

Jeg er i DEN grad modstander af al den inflation, der har været i karaktergivningen hele vejen op igennem uddannelsessystemet. For hvad fanden skal vi bruge et karaktersystem til, hvis præstation og karakter ikke passer til hinanden?

Bullshit, siger jeg.

Derfor er jeg godt tilfreds med, at der ingen karaktergennemsnitsrekorder bliver til mig i år.

Og jeg er godt tilfreds med, at alle bestod. 

Undtagen en.

Det er jeg også godt tilfreds med.

For hvis man gennemfører størstedelen af sin engelskprøve på dansk, så dumper man altså. Ingen pædagogisk blødsødenhed her.

Det eneste, der måske er lidt uheldigt, er, at den elev, der dumpede, samtidig er den elev, der for nogle måneder siden ragede en lillebitte ubetydelig smule uklar med ... sin engelsklærerinde. 

Ved at kalde mig "fucking homo" midt i en time. Fordi jeg bad hende logge af Facebook. Det har jeg fortalt om her.

Hvordan fanden håndterer man lige den, uden at pigen render rundt i byen og siger, at hendes rædderlige karakter var en hævnakt?

Jeg valgte at få censor til at overbringe karakteren OG give eleven feedback, selv om det er en kende usædvanligt, at det ikke er læreren selv, der tager sig af den opgave.

At det er censors ord, der er afgørende i bedømmelsen, ved pigen heldigvis (hvis hun har hørt efter i timerne).

Og en hævnakt var det i hvert fald ikke. Dertil vil jeg mene, at jeg er for professionel.

Jeg vil snarere kalde det skæbnens ironi. 

Og i stilfærdighed give en high five til skæbnen 👏

torsdag den 7. juni 2018

Om tilværelsens lethed

Det er mandag. Jeg har lige holdt teammøde med mine fire teamkolleger, og vi er ved at pakke sammen for at tage hjem.

Da den mest eftertragtede ungkarl på lærerværelset, som også tilfældigvis er en af mine mænd i mit team, pludselig standser op midt i en bevægelse og kigger på mig med hovedet lidt på skrå.

"Hvad skal du lave i aften?" spørger han så.

Det er fandme sjældent, at nogen, som ikke ligger lunt i min absolutte privatindercirkel, spørger mig om det. Det var mest den slags, jeg blev spurgt om, da jeg var ung og single og uden familie.

Nu er jeg knap så ung og har masser af børn, der ligesom regner med, at jeg er hjemme hos dem om aftenen.

Bortset fra i mandags. Som Rotterne tilbragte hos deres far.

"Øøøhhmm," kvækker jeg tjekket, "jeg ... øh ... skal vist bare være alene hjemme. Tror jeg."

"Nå, men kommer du så ikke ud til LØS?" fortsætter ungersvenden. "Vi holder afskedsfest for Steffen, og det kunne da være super hyggeligt, hvis du kom. Vi smider bare et eller andet på grillen, og jeg kan sagtens købe noget kød med til dig, når jeg alligevel skal handle."

Så det gjorde jeg.

På en næsten ren impuls tog jeg ud til LØS (det hedder han ikke i virkeligheden, men det har vist nok noget at gøre med hans initialer, ... som er L, Ø, S, sjovt nok). For at holde afskedsfest for Hipster-Steffen, der lige om lidt tager til Norge et år bare for at prøve det.

LØS bor i et rodet hus med en vild gårdhave. 

Og der sad vi. Midt i haven. I solen. Ni kolleger. På en klynge umage, afskallede havestole. Med hver sin Aperol Spritz, som en eller anden stak i hånden på mig, så snart jeg betrådte matriklen.

Og chillede. 

Og jeg følte en lethed indeni, som jeg ikke har følt længe.

Disse mennesker kender mig. De ser mig hver eneste dag. Jeg var inviteret, fordi de vil mig. Og i deres selskab kan jeg være den, jeg er.

Da vi havde siddet i nogen tid og småpludret - mest om skole, om hvilken chef der klæder sig vulgært, og lidt om Norge - gik et par af mændene til grillen. 

Det er det gode ved grillfester. Mændene deltager i madlavningen. Et eller andet me-make-fire-urinstinkt, som går i indhak med den primitive side af deres maskulinitet, tænker jeg.

Og nogen havde lavet salat. Nogen havde lavet kartofler. Selv havde jeg bidraget med to flasker Piccini, som er min yndlingsrødvin. I hvert fald i den prisklasse.

Det var hyggeligt, spontant, uformelt. Og sjovt.

Som for eksempel da en eller anden beklagede sig over, at LØS' magnoliebusk skyggede lidt for den nedgående sol. Hvorpå Hipster-Steffen sprang ind i haveskuret, hentede et ørnenæb og klippede de skyldige grene af. 

Hvilket var fint. Indtil andre grene pludselig skyggede, og de også måtte fjernes. 

Nu er LØS' magnoliebusk reduceret til 11 korte stubbe. 

Håber, hans kone er okay med det. Hun var ikke hjemme.

Jeg kørte klokken 22. Hjem i seng. Det var jo en hverdagsaften. De andre holdt den gående til hen ad halv to, tror jeg nok. Og de var fandme ikke noget kønt syn, da de mødte på job tirsdag morgen.

Men fred være med deres ... øh ... matte udstråling. De havde givet mig en boblende lykkefølelse, en følelse af virkelig at høre til, som man burde opleve noget oftere.