tirsdag den 27. februar 2018

Om Budapest og homovenlighed

Det er uhensigtsmæssigt pisseirriterende. Men det er sådan, det er:

Hver gang jeg skal rejse til en udenlandsk destination med en laber dame, som jeg kysser på, ved min side, er jeg nødt til lige at tjekke homovenligheden på den pågældende destination. Just in case.

For eksempel er det praktisk at vide, om vi eventuelt risikerer dødsstraf, pisk eller fængsel. Som hvis vi for eksempel rejser til Yemen, Iran, Irak, Saudi-Arabien, Mauritanien, Nigeria, Qatar, Somalia eller Sudan.

Og hvis vi risikerer dødsstraf i Nigeria, hvordan forholder det sig mon så med Budapest? tænkte jeg logisk nok inden afrejsen derhen i forrige uge.

Udmærket, viste det sig efter en hurtig lille søgning på Google. 

Det forholder sig udmærket for homoseksuelle i Budapest. I hvert fald hvis man skal tro den oversigt over de ti homovenligste steder i verden, som man kan finde på Homeaways hjemmeside.

Faktisk ligger den ungarske hovedstad på  en syvendeplads på listen over homovenlige byer. Lige under Amsterdam, som kvinden i mit liv og jeg fik en række aldeles vidunderlige homooplevelser i, da vi var der i september.

Fedt.

Den gode nyhed lod jeg gå videre til omtalte dame ved min side, mens vi for en stund slentrede langs Donau og nød synet af Kædebroen og Borghøjen på den modsatte bred, og så listede jeg forsigtigt min hånd ind i hendes.

Det var nice. 

Vi plejer ikke sådan at vise hengivenhed for hinanden ude i offentligheden. For vi er nogle små kyllinger, der frygter, at nogen skal ydmyge os ved at råbe efter os eller gøre et eller andet ondt og fordomsfuldt.

Men her kunne vi åbenbart være i fred.

Troede vi.

Lige indtil jeg kom til at nærstudere Politikens Turen Går Til ...

For her står:

"Vær påpasselig med at vise kærtegn offentligt. Bøsseparader i Budapest mødes af moddemonstrationer."

Fra fedt og nice til fuck og pis altså.

Og hvordan fanden kan man kalde en by "homovenlig", når homovenligheden begrænser sig til at lade os skjule os på nogle få barer for bøsser og endnu færre for lesbiske?

Hvad nu, hvis man ikke gider gå på bar?

Suk.

Dermed måtte vi slå os til tåls med at glæde os over ikke at have mødt moddemonstrationer, da vi sådan gik hånd i hånd ved Donau og så i øvrigt kærtegne hinanden i allerstørste diskretion.

Business as usual.

torsdag den 22. februar 2018

Note to self

Næste gang du skal udenlands på ferie, kvajpande, så tjek eventuelt, hvilken valuta de egentlig benytter i det pågældende land, så du ikke tager den forkerte med (det er som regel ikke den bedste forretning at veksle TO gange for at ramme den rigtige møntfod).

Lad også gerne være med at glemme din mobiltelefon hjemme. For tager du den med, kan du nemlig både sende feriehilsener til familien, tage billeder, læse nyheder om døende danske prinser OG se, hvad klokken er, mens du er væk.

Og prøv så at tage din husnøgle med på rejsen. Så du ikke er smækket ude af dit hus, når du kommer hjem.

For helvede altså.

Ville ønske, det var ud over det sædvanlige, men det er det jo fandme ikke.

For ting går altid (som i fucking ALTID) galt, når jeg er ude at rejse. Og jeg får altid pludselig brug for skadestuer og hospitaler, autoværksteder, pisteredningstjenester, pasmyndigheder og deslige.

Hvis bare vi tager de to rejser, jeg var på i efteråret 17, ja, så var jeg i Amsterdam i september med et spærret visa/dankort og rejste hjem fra Malta i oktober med en forbyttet kuffert. Fedt.

Og i sidste uge var jeg så i Budapest.

Og jeg TROEDE sgudda, at de bruger euro derhenne. Så jeg havde selvfølgelig euro med.

Men så viser det sig kraftedeme, at de bruger sådan nogle gakkede funny money, der hedder forint!

(Til gengæld er det ikke, fordi jeg ikke burde have vidst det. For jeg var på sommerferie i Ungarn i 2013. Pretty stupid me.)

Nå, men det var godt, at jeg havde en både smuk, sjov, klog, sexet OG pengestærk dame med mig i den ungarske hovedstad. Så kunne jeg klare mig, indtil jeg fik byttet mine euro til noget mere anvendeligt.

Desuden godt, at omtalte pengestærke dame også var MOBILTELEFONSTÆRK. For jeg havde kløgtigt nok valgt at efterlade min egen mobil på damens natbord, da jeg forlod hendes seng for at køre til lufthavnen.

Men hvis jeg absolut skal finde noget positivt at sige om min overskårne forbindelse til verden, må det være, at det er pissesundt at trække stikket en gang imellem. Jeg brugte faktisk ikke så meget som ET sekund på at tjekke noget som helst online. Sjovt nok.

And guess what: Jeg savnede det ikke.

Nå, men hvis du ikke har været i Budapest, er det bare om at komme af sted! Det er en virkelig spændende by med en super voldelig historie.

Ikke at jeg bryder mig om vold. 

Faktisk kunne jeg sagtens have grædt en lille tåre, da jeg stod ved skomonumentet på bredden af Donau foran parlamentsbygningen. 

600.000 jøder blev sendt fra Budapest og direkte i døden under 2. Verdenskrig. Og dette monument består af en lang række bronzesko, der står ved siden af hinanden på stenkajen ud mod floden. Her blev nemlig en del af jøderne stillet op. Og så blev de med koldt blod skudt ned efter at være blevet tvunget til at tage skoene af. Dernæst blev deres livløse kroppe skubbet i floden, så kun skoene stod tilbage.

Mænd, kvinder, unge, gamle, rige, fattige. BØRN for helvede.

Pyha, det var sørgeligt og brutalt.

Og sådan er byens historie. Sørgelig og brutal. Men samtidig vidnesbyrd om kampgejst og overlevelsesvilje. Og stolthed. Og er man den mindste smule historisk interesseret, er man ganske enkelt NØDT til at slå et smut forbi.

Og så er det billigt. Det meste faktisk. Det var jo lige ved, at vi troede, der manglede et nul, når vi så regningerne på restauranterne.

Så vi spiste og drak os gennem byen. Fuldstændig ubeskedent. Nice!

Det eneste sted, vi følte os bare tilnærmelsesvist flået, var i synagogen. 

Vi gik egentlig mest derind, fordi vejret var råddent. Vi frøs og var våde, og det var ikke våd på den fede måde.

Så da vi kom forbi synagogen, gik vi derind.

Det er den største synagoge i Europa. Og den næststørste i verden. Og den er klart et besøg værd. Den er megasmuk indeni, og der er rundvisninger på alverdens sprog, så det er bare at slutte sig til en guide, der taler noget, man kan forstå.

Til gengæld skal man igennem et securitysystem, der minder lidt om det i lufthavnen, for overhovedet at få adgang.

Nå ja, og så skal man også lige slippe 4000 forint. Og DET er eddermame mange penge i Budapest. But then again: Jøderne er jo gode til at tjene penge, ved vi ;-)

Alt i alt en dejlig og oplevelsesmættet tur.

Og så pyt med, at jeg måtte bryde ind i min egen garage, da jeg kom hjem, for at finde ekstranøglen til min hoveddør. Hvem kan også forvente, at jeg husker at tage min nøgle med på ferie, så jeg kan komme ind, når jeg vender hjem?

onsdag den 21. februar 2018

Om studenterbrødstyve og politibuddies

Well, well, well. Så skulle man altså også opleve den lille tragedie.

Får fandme somme tider lyst til at sømme nogle af kollegerne fast til væggen. Så laver de da ikke ulykker.

Navnlig en bestemt kollega. Vi kan jo kalde ham Gregers (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt).

Gregers er en tidslomme. Ret stereotyp halvfjerdserlærer. Fodformede sko, hjemmestrik og saxofon. Vi skal allesammen være solidariske, dele og have lige meget. And so on and so forth.

Du kender sikkert typen. 

Bortset fra at Gregers ikke er gammel nok til at have været lærer i halvfjerdserne. Men derfor kan man vel godt være halvfjerdserlærer alligevel.

Og Gregers går rundt på skolen og taler girafsprog og er solidarisk socialist. I næsten alle henseender. 

Blot ikke når det gælder mad.

For man kan være HELT sikker på, at når noget guf bliver stillet frem i personalerummet til fælles fortæring, så er det Gregers, der løber med den største bid af othelloen.

Han sørger for at komme først til fadet. OG sidst. OG derimellem et par gange til. I al ubeskedenhed og fuldkommen blottet for dannelse kan Gregers trykke tapas og søde lækkerier ind i en uendelighed. Mens vi andre er ved at krumme tæerne ud gennem skosålerne, fordi det er pinligt.

Nå, men fred være med det. Der er som regel ingen på lærerværelset, der ligefrem MANGLER noget, og så kan Gregers jo for den sags skyld rende og være pinligt grådig alt, hvad han lyster.

MEN.

For et par uger siden skete der en ting, der for en stund satte min tålmodighed med den gode Gregers en kende på prøve:

HAN MOTHERFUCKING STJAL MIT STUDENTERBRØD!

Den lille ukollegiale fladlus altså!

En forklaring:

På skolen har vi den uskrevne regel, at hvis der bliver et eller andet lækkert til overs fra et møde med forplejning eller en hyggestund i en klasse, så sætter vi det frit fremme i køkkenet, og så må hvem som helst spise af det.

Det har Gregers fået mange godbidder ud af. Han kan sagtens trykke indtil flere nøddehorn ind allerede inden klokken 7.30. Også selv om de har ligget der siden aftenen før og er blevet gamle og stive hele vejen igennem.

Hellere det, åbenbart, end at lade dem ligge og risikere den tort at se dem ryge i dunken på en anden lidt senere på dagen.

Den pågældende dag havde jeg så fået et studenterbrød foræret af en af mine mænd. 

Jeg har fire mænd på lærerværelset, som er mine (det har jeg skrevet om i et andet indlæg, som jeg ikke lige gider linke til nu, men som jeg er sikker på, at du finder, hvis du er tålmodig nok), og som af og til forkæler mig lidt.

Mine mænd behandler mig med stor respekt og vælger mig ofte til.

Den dag for et par uger siden kom en af dem altså rendende med et studenterbrød.

Jeg kan godt lide kage. Men jeg er ikke typen, der har det store behov for søde sager inden middag. Til gengæld tænkte jeg, at jeg nok kunne få brug for en energitilførsel i eftermiddagspausen inden de sidste undervisningslektioner. Gerne i form af et klamt og snasket studenterbrød, nammenam.

Så jeg besluttede mig til at gemme bæstet.

Og da jeg er HELT bevidst om, at man ikke kan lade noget stå fremme på bordet i lærerkøkkenet uden at signalere, at det tilhører nogen, og så regne med, at det stadig står der, når man skal bruge det. Ja, så traf jeg følgende forholdsregler:

  1. Jeg tog tre bidder af det (ret forebyggende i min optik).
  2. Jeg lagde det på en kagetallerken.
  3. Jeg anbragte min TYDELIGT BRUGTE kagegaffel på tallerkenen ved siden af kagen.
  4. Jeg viklede hele lortet ind i husholdningsfilm.
Altså. Med de fire forholdsregler synes jeg ikke ligefrem, jeg INVITEREDE andre til at holde fest med mit studenterbrød.

Så nåede vi til eftermiddagspausen, mit blodsukker var nede at skrabe gulvklinkerne, og jeg glædede mig til et par store mundfulde af min kage ledsaget af dagens sidste kop kaffe.

But guess what:

Køkkenbordet i lærerkøkkenet var lige så fucking gabende tomt som min bankkonto i januar.

Nul studenterbrød.

Damn!

Jeg reagerede naturligvis rationelt. Så jeg knaldede hånden i bordpladen, mens jeg råbte: "Hvem FANDEN er den idiot, der har neglet min kage?!"

Uha, der blev stille i køkkenet. 

Jeg bliver sjældent rigtig vred (hvis ikke man spørger min kæreste altså). Men et tyvstjålet, delvist spist studenterbrød, THAT did the trick.

"Æh," pippede den nærmeste kollega, "jeg tror, jeg så Gregers med en kage i hånden lige før."

Ja, selvfølgelig. Gregers! Who else.

Så jeg fløj ind i personalerummet. Og der sad Gregers ganske rigtigt og slikkede de sidste krummer af MIN fucking kage bort fra mundvigene.

Oh dear. 

Det er sørme en effektiv reptilhjerne, jeg har. 

For hold nu kæft, hvor jeg skældte ud. Og stakkels Gregers sad der fuldkommen brødebetynget og tavs. Det vil sige, i begyndelsen forsøgte han sig spagt med et argument om, at jeg jo ikke havde sat en nix pille-seddel på, men hans halvhjertede forsvar druknede helt i min hidsige ordstrøm ...

... øh ... indtil jeg kom til at grine. 

Fordi reptilhjernen til sidst havde sluppet sit tag, og jeg indså, hvor gak det var sådan at spilde min gode aggressivitet på en storspisende kollega og et stykke studenterbrød.

Nå, men til trods for at mine verbale stokkeslag således gled over i latter, HAVDE Gregers fanget budskabet. I en grad så han ved første lejlighed susede ned til Lagkagehuset og købte en ny kage til mig.

Så kunne han lære det, kunne han.

Det var i øvrigt samme dag, vi havde besøg af politiet.

Drama i høj potens, I must say.

Det var så to flygtningedrenge, der var kommet op at toppes. 

Den ene havde vist sagt noget mindre elskværdigt om den andens far.

Hvorpå den anden havde dasket til den ene.

Hvorpå den ene havde bidt den anden i hånden.

Og nu forholder det sig jo sådan, at vi underviser vores flygtningebørn i dansk kultur. Herunder, at politiet i Danmark altså er vores VENNER. Formentlig i modsætning til nogle af de lande, disse englebasser kommer fra.

Så efter at den ene altså havde plantet sit tandsæt i den andens hånd, havde den anden da bare taget lærernes ord for gode varer ... 

... og ringet til en ven. 

Som tilfældigvis har telefonnummer 112.

Det er godt, at eleverne hører efter.

Det var den dag.