mandag den 30. oktober 2017

Om en hjemrejse

Du kender det sikkert:

Du har været til international konference på Malta og skal hjem med et sent fly lørdag. Du skal mellemlande i Rom og videre derfra til Kastrup.

I Rom forsvinder din kuffert.

Du troede ellers, du havde forebygget den slags issues ved kun at pakke håndbagage, men der er ikke plads til alle kabinekufferter i kabinen på Ryanair-flyet til Rom, så en del af dem bliver smidt i lastrummet, herunder din. Som derfor også bliver læsset af i Rom sammen med den almindelige indtjekkede bagage.

Du har således lidt småtravlt efter landingen i Rom, for der er ikke lang tid til dit næste fly, som du i øvrigt ikke har checket ind til endnu.

Du småløber mod bagage claim. Følger bare skiltene i terminalen. Undervejs undrer du dig lidt over, at der åbenbart er skide langt.

ENDELIG når du frem til bagage claim. Som imidlertid er fuldkommen øde. Ingen mennesker. Ingen kørende bagagebånd med kufferter. Og da slet ikke med DIN kuffert.

?

Det er den forkerte bagage claim!

Så du må tilbage til terminalen og finde den rigtige. Men det kan du bare ikke, for når du først er gået til bagage claim, har du forladt det sikrede område.

Du må således UD af bygningen. Og IND igen. Igennem security. Og du aner stadig ikke, hvor din kuffert befinder sig.

Du pisker rundt og spørger en HEL masse italienere, som leder dig i forskellige retninger, mens du overvejer, hvordan du skal forklare din ledelse, at skolen lige må hoste op med en hotelovernatning i Rom og en ny flybillet til Kastrup dagen efter.

Til sidst lykkes det dog at finde det rigtige bagagebånd. Du flår din kuffert til dig. Og er kun alt for bevidst om, at du jo IGEN har forladt det sikrede område og derfor må igennem en NY security, inden du kan gå til din gate.

Til gengæld har du jo endnu ikke checket ind til dit fly.

Heldigvis er miraklernes tid ikke forbi. Du spotter en ledig dame ved en skranke, smækker dit pas op i ansigtet på staklen og hyler: "CHECK IIIIIN PLEASE!" (Du er selvfølgelig høflig og husker "please".)

Damen oplyser, at monkey class på dit fly er fyldt op ...

...

... så hun er nødt til at opgradere dig til business class.

Phew! Og et lille plaster på såret, hehe.

Du ankommer til Kastrup i god ro og orden, pulsen har fundet sit normale leje, og du har nydt den gratis forplejning, der følger med så fornem en plads på flyet.

I Kastrup tager du afsked med din gode kollega, som du har fulgtes med til konference på Malta.

Hun skal ind til Københavns midtby, hvor hun skal overnatte hos sin datter, og stiger på det første tog ind til byen.

Hvad hun ikke bemærker, er, at hun stiger på sit tog med DIN kuffert, som ligner hendes en del.

DU, derimod, står et kvarter senere på toget mod Jylland med HENDES kuffert.

Not good! For i din kuffert ligger dine bil- og husnøgler. Så klog er du nemlig, at du ikke har sørget for at have dine nøgler på dig.

Du har således til en forandring et problem.

Jeps, det kender du sikkert.

lørdag den 21. oktober 2017

Om handicaptoiletter og homoflag (og meget andet)

Så kan Stockholm sgu vinges af :-)

Har nemlig lige været der for første gang. Fra tirsdag til i går. Sammen med Barn 1 og 4 eller mine to døtre, om du vil.

Det er da en fed by.

Man kan selvfølgelig ikke nå meget andet end at kradse lidt i overfladen, når man kun har tre dage til rådighed, men vi gjorde dælme, hvad vi kunne for at kradse mest muligt.

For eksempel besøgte vi Vasamuseet. Sveriges turistattraktion numero uno. Intet mindre. Og svenskerne er pivstolte, kan jeg så fortælle.

Vasa er kort fortalt et krigsskib af gigantiske dimensioner. Et kæmpemæssigt prestigeprojekt, der på kongens ordre blev bygget i 1620erne. Rigt udsmykket med utallige smukt udskårne træfigurer og med plads til et mandskab på 445 skulle det være et imponerende symbol på Sveriges storhed og magt. 

Dette skib kan man så besigtige i dag, for det står i en kæmpestor hal midt i Stockholm.


Og det første spørgsmål, der melder sig, når man træder ind i hallen, og det store skib tårner sig op foran en, er:

"Hvordan i alverden kunne denne høje, smalle konstruktion uden køl overhovedet sejle?"

Og svaret er, at det kunne den heller ikke Som der står i Turen går til Stockholm. 

Den svenske flådes stolthed, regalskibet Vasa, sank nemlig på sin jomfrurejse efter kun 20 minutters sejlads.

En pænt stor fadæse altså. 

Og denne fadæse har svenskerne så ophøjet til nationens fremmeste seværdighed, haha (ironi i høj potens ;-)).

Nå, men skibet lå på havets bund i 333 år. Så blev det bjærget. I en overraskende god stand. Så god en stand, at det fartøj, man i dag kan se på museet, er 95 procent originalt.

Og det er klart et besøg værd. Tøserne og jeg er faktisk rørende enige om, at Vasamuseet er den største oplevelse, vi har taget med os hjem fra den svenske hovedstad.

Men Gamla Stan er også skøn. Hvis man altså kan abstrahere fra, at souvenirbutikkerne ligger lige så tæt som teenagepiger i køen til en Justin Bieber-koncert.

I Gamla Stan oplever man brostensbelagte smågyder med gamle huse i varme jordfarver. For slet ikke at nævne det store kongeslot. Very nice.


Derudover er Stockholm jo en sydende metropol med gode shoppingkvarterer, masser af teatre og museer og hippe områder med genbrugsbutikker og etniske smårestauranter på stribe.

Tolerancen er høj. Sådan en gammel lebbe som jeg kan jo ikke rigtig stå for et regnbueflag, og dem ser man altså masser af rundt omkring i byen. Også very nice.


Handicappede må føle sig velkomne. I hvert fald tror jeg, der er flere handicaptoiletter pr. indbygger i Stockholm end i nogen anden hovedstad. Således var det standard på vores hotel, hvor alle værelser var forsynet med sådan et, og på flertallet af de spise- og drikkeetablissementer, vi besøgte. Me like.

Men hvad sker der lige for svenskerne?

Her gik jeg og troede, at de var kedelige, frelste, humorforladte, politisk korrekte og lige så reserverede som danskerne.

Men nu er jeg jo nødt til at revurdere alle mine fordomme.

Tsk, tsk.

For vi mødte ikke andet end venlighed, hjælpsomhed, smil og humor under hele vores ophold. Når man altså lige ser bort fra manden på billetkontoret i metroen, der tilsyneladende troede, vi var morons og tiltalte os i overensstemmelse med den tro.

Men bortset fra ham, så er det sgu two thumbs up til stockholmerne.

Alt i alt en helt forrygende tur.

Så har du ikke været der, er det bare om at komme af sted!

Og HAR du været der, er det bare om at komme af sted igen!

Bum.

søndag den 15. oktober 2017

Er du homo, hva'?

"Er du homo? Er du homo, hva'? Er du homo?"

Sådan sagde V fra 9. årgang til O fra 7. i torsdags, mens de småsloges midt på halgulvet.

Situationen:

Vi havde 24-timersløb på skolen (det har jeg skrevet om i et tidligere indlæg).

Og i den forbindelse havde eleverne mulighed for at smide en luftmadras og en sovepose på et gulv i en sportshal, så de kunne få sig et hvil under strabadserne.

Som lærer havde jeg tilsyn med englebasserne i hallen fra 20 til 21 torsdag aften.

Det var fint nok.

Nogle stykker spillede kort. Nogle spiste chips. Og nogle lå bare og chillede arm i arm med bedsteveninden.

En enkelt elev påkaldte sig min opmærksomhed. Han sad lige så stille på knæ på sin madras og så temmelig trist ud.

"Hej T," sagde jeg, mens jeg satte mig på hug ved siden af ham. "Du ser ud, som om du ikke er så glad. Har jeg ret i det?" 

Og jeps, det havde jeg. Spot on faktisk. For T begyndte at græde og sagde, han havde hjemve. Så ham måtte jeg have ekspederet hjem.

Ellers var der ikke meget at bemærke om situationen i hallen.

Indtil lille O fra 7. altså provokerede den noget større V fra 9. I spændt forventning om et rask lille slagsmål, er jeg sikker på.

Og han havde heldet med sig. V var frisk på at slås.

Det var så her, ovennævnte spørgsmål faldt.

Suk.

Ikke at jeg kan sige, det var uventet at høre en homofobisk bemærkning på jobbet. Ifølge undersøgelser mener 30 procent af unge mellem 13 og 16, at det ikke er okay at være homoseksuel.

Det tal gør folkeskolen og lige netop MIN elevgruppe (6. til 9. klasse) til et af de mest homofobiske miljøer i Danmark. 

Jeg er således homoseksuel omgivet af homofober mandag til fredag 8 til 15.

Det er jo fucking Iran.

Eller Indre Mission.

Og apropos mission, så har jeg sat mig for at prøve at mindske homofobien hos mine elever. Eller i hvert fald få dem til at reflektere lidt, når de slynger om sig med homofobiske bemærkninger.

Andre undersøgelser viser nemlig, at det har stor betydning for folks holdninger til homoseksuelle, om de rent faktisk kender nogen. For homofobi er rodfæstet i frygten for det fremmede, og denne frygt reduceres med det personlige bekendtskab.

Derfor har jeg valgt at være åben om min seksualitet. Ikke at det dybest set kommer andre ved, om jeg knalder mænd eller damer, men i mit tilfælde ser jeg et højere formål med det.

Og jeg kommenterer, når jeg hører noget, jeg føler mig krænket over.

Således også torsdag aften i sportshallen.

"Hey V?" sagde jeg derfor til ... øh ... V (sjovt nok), mens jeg fiskede min mobil ud af bukselommen og tændte mit display for at vise ham mit baggrundsbillede. "Ved du, hvem denne her dame på billedet er?"

"Øøøh nahrj, det ved jeg vist ikke," snøvlede V som den teenager, han er, mens han studerede billedet, "men hun ser da nice ud."

"Det er min kæreste," oplyste jeg og kiggede ham direkte i øjnene. "Og ved du hvad? Når du bruger ordet homo i en nedsættende betydning, så føler jeg mig faktisk krænket."

Hvortil ungersvenden svarede:

"Nammen, det var altså ikke nedsættende ment. Det er bare, fordi ham her O godt kan lide at få en kæp i røven."

Damn.

Nogle kampe ER bare for vanskelige at kæmpe. Så jeg trak på skulderen og gik.

Just another day at the office.


lørdag den 14. oktober 2017

Blandet lørdag

Sådan bliver det. I dag. Blandet.

På den positive side er det lørdag. Det er ugens bedste dag. Og så er det tilmed første lørdag i efterårsferien. For nu er jeg jo et af de der dovne lærersvin, som har ferie hele tiden. Således også i næste uge. Hehe.

Og hvad vil jeg så forkæle mig selv med i dag?

Jo, nu skal du høre (eller læse):

Jeg vil rydde op og gøre rent i mine køleskabe.

Sådan. Nu er det ude.

Hylder ellers mere princippet om bare at putte flere og flere varer IND i køleskabene, indtil man næsten må lægge vægten i for at lukke dem. 

Det er ligesom det nemmeste ikke at rydde op.

Men nu har jeg nået et punkt, hvor jeg faktisk ikke aner, hvad der gemmer sig derinde i dybet. Bortset fra en styg ånde, der slår mig i møde, hver gang jeg linder på døren.

Og jeg fornemmer, at der ligger et eller andet slimet og uidentificerbart. Sådan noget, der trækker våde tråde, når man piller ved det.

Yuck!

Så nej, rengøring af køleskabe gør mig ikke våd i trussen. Men jeg må sgu hellere til det. Og det er ligesom med løbeture: Det er faktisk rart, når det er overstået.

Skal også en tur i haven. 

Den skide have.

Men jeg er NØDT til at beskære et par ting. 

For eksempel har jeg ikke klippet hækken hele vejen rundt om grunden, siden jeg flyttede ind for mere end tre år siden. Bliver sgu ved med at finde på aktiviteter, der er mere interessante. Og DET er faktisk ikke svært.

Derfor er det i virkeligheden kun den synlige del af hækken ud mod vejen, der har fået en tur med hækkeklipperen (keeping up appearances, you know).

Tænker, nogle af naboerne snart begynder at klage over min fuldkommen utrimmede liguster (og det er ikke en metafor for min kønsbehåring, for DEN har jeg styr på, og den kommer i øvrigt ikke naboerne ved).

So what a fun-filled Saturday this will be.

Heldigvis vil jeg senere på dagen belønne mig selv med at læse et par sider i en bog. På dansk! Når alt det grimme praktiske arbejde er overstået.

Eventuelt ledsaget af en dejlig kop Yogi-te.

Og DET er sand forkælelse. For jeg læser i regelen bøger på tysk. Og det kan være en lille smule anstrengende og langsommeligt.

Nu vil jeg imidlertid give mig selv lov til at læse Folkets skønhed af Merete Pryds Helle. Og jeg har høje forventninger, for den har fået gode anmeldelser.

Ikke at jeg altid tror på anmeldelser. For jeg synes, at anmeldere somme tider kan være nogle opblæste idioter. Sådan nogle, der ikke selv kan klare cuttet som forfatter eller filminstruktør eller performer og i stedet får jern på ved at ophøje sig til smagsdommere.

Og ofte er jeg lodret uenig i deres anmeldelser. 

Glemmer sgu aldrig, at jeg engang spildte tre kostbare timer af mit liv ved at gå i biffen og se Den store skønhed af Sorrentino. Hold kæft, hvor jeg troede jeg skulle dø en langsom død af kedsomhed.

Anmelderne var selvfølgelig begejstrede. Ved ikke, hvilken planet de levede på. Ikke min i hvert fald.

Men nu læser jeg altså denne bog af hende Helle-damen, og så må vi se, om jeg for en gangs skyld vil give anmelderne ret.

Sådan bliver min lørdag.

Håber, du får en dejlig en af slagsen.

torsdag den 12. oktober 2017

Om at løbe meget længe

Jeg skal til 24-timersløb i dag.

Ikke at jeg selv skal løbe i 24 timer. Det er der andre, der skal.

Jeg skal derimod sørge for ro i den hal, hvor deltagerne har mulighed for at tage sig et hvil. 

Og jeg skal sidde i et telt og registrere hver løbet omgang på den trekilometersrute, der er udmålt.

Og jeg skal give moralsk opbakning til deltagerne, når de bliver trætte eller får ondt i futterne.

Og jeg skal måske også gå lidt til hånde ved produktionen af de frikadelle- og kyllingeburgere, der står på menuen, når deltagerne bliver sultne.

Og når det bliver mørkt, skal jeg sørge for, at der er tændte lanterner hele vejen rundt på ruten.

Og måske være med til at tænde bål, så der kan ristes en skumfidus eller en pølse.

Det bliver en arbejdsdag ud over det sædvanlige :-D

Og jeg vil give min skole et kæmpe skulderklap for at være frisk på at udvide skolernes motionsdag, som løber af stabelen over hele landet i morgen, til et løb over 24 timer. Fra i dag klokken 11 til i morgen klokken ... øh ... 11 ... sjovt nok.

Og mine kolleger får lige så stort et skulderklap for at få tingene til at glide. Jeg skal selv på job fra 15 til 23. Mens andre møder ind ved 23-tiden og bliver der hele natten.

Det er SÅ fedt et arrangement. Og jeg kan godt fortælle dig, kære læser, at nogle af mine elever vil komme til at tilbagelægge over 100 kilometer til fods i løbet af de 24 timer.

FUCKING 100 KILOMETER!

DET er dælme sejt.

Vi gjorde det også sidste år, og jeg så, at nogle af de elever, der somme tider må kæmpe lidt med det faglige i timerne, på netop denne dag får lov at shine og høste anerkendelse og beundrende blikke fra store og små.

Eleverne oplever et kæmpestort fællesskab. Man er sammen på en helt anden måde, end man plejer.

Nogle bliver klappet hele vejen igennem, når det bliver rigtig svært. Andre danner små, uventede alliancer og følges ad på ruten. Næsten alle kæmper det bedste, de har lært. Og mange prøver deres grænser af med succes og mærker en følelse af at have præsteret noget.

Og nu bliver det måske lidt lærerfagligt, men gode fællesskaber giver trivsel, og trivsel er en forudsætning for læring.

Så jeg jubler over initiativet. Alle vinder. Eller næsten alle.

For desværre er jeg også nødt til at kaste en enkelt fatwa. 

Det forholder sig nemlig sådan, at nogle af mine elever dyrker sport på et ret højt niveau i nogle af byens foreninger.

Håndbold og fodbold.

Og et par af disse elever havde høje ambitioner for deres præstation til 24-timersløbet. Faktisk tror jeg på, at den ene af dem KUNNE have tilbagelagt den længste distance af alle. Selv om han kun går i syvende klasse.

Han er sej og kunne godt have brugt den succesoplevelse.

MEN.

Han skal spille håndboldkamp i efterårsferien. Og nu må han ikke være med i vores løb for sin åndssvage håndboldtræner. Han skulle jo nødig blive træt eller skadet inden håndboldkampen. Så hvis han deltager i løbet, bliver han sat af holdet. Kort og kontant.

Og det samme gælder et par af fodboldspillerne.

Altså helt ærligt!

Hvorfor fanden tror foreningerne, at de har nogen som helst ret til at blande sig i vores elevers skolegang?!

Det er da en komplet vildfarelse.

Så til alle magtliderlige sportstrænere, der mener, at de kan spille små enevældige konger og diktere vores elevers grad af deltagelse i skolens arrangementer: 

Get your fucking priorities straight!

I repræsenterer en fritidsbeskæftigelse. KUN en fritidsbeskæftigelse.

I min optik må man være undermedicineret, hvis man ikke sætter skolen øverst.

Bum!

tirsdag den 10. oktober 2017

En modbydelig stank

"Tror du, den kan lugte din pussy?" lød det spøgefuldt fra en veninde i weekenden, da en nabokat havde forvildet sig ind i hendes hus og op på skødet af mig.

Very funny.

Men nej. Jeg var iført spritnye jeans og en sweater, jeg havde lånt af selvsamme veninde, så jeg tror sgu ikke, katten kunne lugte min mis. Hverken den ene eller den anden.

De hedder Tove og Hilmer. Mine misser.

Her er Tove:


Hun er pissesød.

Og det er Hilmer også.

Men det er sgu ikke Tove og Hilmers skyld, at venindens nabokat ikke kunne lugte mis. For du milde himmel HELVEDE, hvor de stinker, mand. Og hele huset med. Føj for satan.

Her gik jeg og troede, at katten var et renligt dyr. Men det vil jeg ikke kalde Tove og Hilmer. Medmindre altså at de snart begynder at skide i deres bakke. 

Og KUN der!

Damn, hvor er jeg træt af at rende og fjerne kattelort fra måtter og puder og dyner og gulvtæpper. 

Jeg får jo næsten lyst til at proppe dem til. De vilkårligt skidende kattenumser altså.

Bare for at få dem til at bruge bakken. For hvordan pokker lærer man dem det?

Har i fortvivlelse foreslået yngstesønnen på 19, at han måske kunne gøre sig lidt nyttig og bedrive en smule teaching by example i dagtimerne, hvor han alligevel går herhjemme og skriver jobansøgninger til sit sabbatår.

Han kunne da godt lige demonstrere, hvordan man gør.

Det synes han ikke.

Oh dear. Kan somme tider være så plat.

Håber, knægten alligevel tænker, at jeg gør mere gavn end skade.

mandag den 9. oktober 2017

Hold kæft, hvor er jeg heldig

Og det udsagn kan man jo så godt reflektere lidt over.

Der er selvfølgelig alt det indlysende:

Jeg har fire søde, kloge, sjove, hengivne, elskelige børn. 

Og en smuk, sexet, empatisk, omsorgsfuld, intellektuel (I'm a sucker for that) lebbekæreste med mange af de samme interesser, som jeg selv har.

Og et ikke prangende, men helt fint hus, som jeg SELV betaler.

Med penge, som jeg tjener på mit job som sproglærer. Et job, der giver mig meget af den bekræftelse, jeg som menneske kan ønske mig, da mine elever og mine kolleger næsten dagligt fortæller mig, at de kan lide mig, og at jeg er pissegod til mit arbejde (skrevet i al beskedenhed naturligvis).

Hehe.

Lige for tiden føler jeg mig dog særligt heldig.

For jeg har fundet en niche på jobbet. En niche, som bringer mig i flow:

"Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke."
Kilde: Wikipedia

Så jeps. Flow.

Og det sker, fordi jeg har gang i et spændende internationalt projekt. Et projekt, der betyder, at jeg for tiden arbejder sammen med lærere i Finland, England, Italien, Frankrig, Bosnien-Hercegovina, Polen, Grækenland og flere andre lande.

Og et projekt, der betyder, at jeg lige om lidt tager til konference på Malta.

Er du direktør i en international virksomhed eller eksportsælger eller sådan noget, er du sikkert ikke imponeret over en tur til Malta, for så rejser du nok hele tiden og synes, det er noget lort at være så meget hjemmefra.

Men for en folkeskolelærer er det okay ekstravagant at være blevet tilbudt en plads på sådan en konference. 

Så vidt jeg kan forstå, er der kun syv deltagere fra Danmark.

Og jeg er en af dem! Woop, woop!!!

Ellers kommer der 600 gode folk fra 40 forskellige lande. Det er så stort, at jeg snart ikke fatter det.

Og med indlogering på femstjernet hotel naturligvis. 

Det har jeg ikke prøvet siden 1992. Hvilket til dels har at gøre med, at den slags hoteller tit er fuldkommen blottet for lokal charme.

Og ... øh ... så kan det være en udfordring at få råd på en lærerløn.

Men skal jeg være helt ærlig, så glæder jeg mig til at lade mig forkæle. Og suge inspiration til mig fra alle hjørner og kanter i det internationale lærersamfund.

Så ja, jeg er pisseheldig.

Håber, du også synes, du er heldig :-)

mandag den 2. oktober 2017

Sjov og sej ... men ikke SÅ sej

Blev sgudda lige boostet lidt i sidste uge.

Nu tror du måske, at jeg står på kanten til lilla hår, støttestrømper og storblomstrede rayonkjoler.

Jeg ER jo blevet 50, forstås. En halvgammel lebbe. Og tilmed tysklærer. 

I coolness altså tæt på bibliotekarniveau.

Men i virkeligheden er jeg teenager. 

Landets ældste faktisk. Det kan mine talrige par af Converse-sko bevidne. Og min samling af fidget spinners. Og min hang til popmusik. Og til at dabbe med eleverne:



Min teenagestatus blev med al tydelighed understreget i sidste uge.

Jeg deltager i nogle internationale projekter med mine elever i engelsktimerne. Inde på en europæisk skolesamarbejdsplatform, der hedder eTwinning.

På eTwinning-portalen bliver man tildelt sin egen profilside, hvor man kan skrive en kort tekst om sig selv og eventuelt uploade et billede.

Det sad jeg og nulrede med i en engelsktime i torsdags. Jeg skrev lidt om min faglige baggage og mine fritidsinteresser, og så syntes jeg, det kunne være okay at runde af med at fortælle, hvordan mine elever opfatter mig.

Så jeg spurgte dem. 

Lidt risky, I know, men jeg er helt utrolig modig (blot ikke, hvis det handler om edderkopper eller stankelben), så jeg gjorde det sgu.

Og svaret var lidt uventet. 

Sådan da. 

Forøh ... "sjov" havde jeg faktisk gættet. 

Det har vist sig ved mange lejligheder, at jeg ikke KAN lade være med at forsøge at få englebasserne til at trække på smilebåndet over forskellige åndede indfald i timerne. Som når jeg beder dem om at synge et svar efter selv at have sunget et spørgsmål.

Men "sej"?

Den havde jeg ikke lige set komme fra en flok 13-årige.

Sej? 

Who? Me?

Altså: Me?!!!

Men ja. Det var sgu det, de sagde.

Og nu står der i min profil, at eleverne siger, jeg er "funny and cool". I al beskedenhed. Er sikker på, den slags vækker respekt hos mine katolske samarbejdspartnere på projektet (må vist hellere også arbejde lidt på "frygtindgydende").

Så ja, jeg ER fandme teenager. Teenager med teenagerne.

Til gengæld følte jeg mig ikke så sej, da jeg efter timen i torsdags trådte ind i lærerkøkkenet for at anrette min frokost på en tallerken.

For ved siden af mig stod en venlig ældre indvandrer. Han kommer på skolen og hjælper vores flygtningebørn med at finde sig til rette.

Og han ER altså super venlig. Smiler altid pænt og hilser godmorgen, når han møder ind. Og deler gerne ud til os lærere af sin eksotiske madpakke.

I torsdags delte han gerne ud til mig.

Og det, han delte, var et stykke åbenbart hjemmelavet ost. Lidt fast i det og med nogle ubestemmelige sorte prikker. 

Han tilbød mig et sirligt skåret stykke.

Som han rakte mig ...

...

MELLEM TO SORTE FINGERNEGLE,

mens han venligt nikkede, at jeg bare skulle tage imod det.

Åh pis.

Fuck faktisk.

Nå, men jeg tog selvfølgelig smilende imod hans foræring, anbragte den elegant på min tallerken ved siden af min halve avocado og tog den med ind på lærerværelset.

Hvor jeg havde held til at skubbe den ind under en serviet i al ubemærkethed, så jeg senere kunne lænse den i skralderen.

Ikke mit stolteste øjeblik.

Men lige der går grænsen for min sejhed altså.

Bum.

søndag den 1. oktober 2017

Oh no!

Jeg har gjort noget forfærdeligt.

Forfærdeligt, siger jeg!

Faktisk kunne jeg dunke hovedet ind i murværket, til det smuldrer. Murværket altså. Mens jeg krummer tæerne ud gennem sålerne på mine hjemmefutter.

Forklaring:

Vågnede her til morgen og tjekkede lige Facebook på mobilos, mens jeg lå og tog mig sammen til at stå op.

Nothing unusual there. Det gør jeg som regel i weekenden.

Jeg kunne se i mine notifikationer, at tre af mine facebookvenner har fødselsdag i dag.

Den ene er en person, som jeg temmelig ofte omgås i sociale sammenhænge. Hende skrev jeg en fødselsdagshilsen til med det samme.

Den anden er en person, som jeg ikke rigtig omgås længere, men som jeg tidligere har snakket en del med, fordi vi havde børn i samme klasse. Hende skrev jeg også til med det samme.

Den tredje derimod. 

Er en person, som jeg aldrig har hverken set eller snakket med. Hun er en tidligere familierelation langt, langt ude i periferien, som jeg i virkeligheden aldrig skulle have været facebookven med. Jeg aner faktisk ikke, hvem hun er som person, hvor hun bor, eller hvad hun laver.

Så jeg tøvede lidt, da jeg nåede til hendes navn i fødselsdagsoversigten.

Jeg havde aldrig skrevet en hilsen til hende før. Men nu var jeg jo så godt i gang med at skrive, og en fødselsdagshilsen er da en sød ting, hvad enten man kender fødselaren eller ej.

Så jeg gjorde det. Tillykke med fødselsdagen efterfulgt af en smiley.

Det var okay feelgood. Birthday mission accomplished, og jeg loggede af facebook og stod op.

Bryggede kaffe og lavede broiled cheese sandwich (en svaghed, jeg har, som går ud på at smide et stykke ost på et stykke rugbrød og sende skidtet en tur under grillen i ovnen, til osten er smeltet og lysebrun, nammenam).

Og mens jeg lidt efter sad og guffede min mad i mig, svingede jeg lige endnu en tur omkring Facebook.

Jeg havde fået to reaktioner på mine hilsener.

Den ene var en kommentar fra den første ven, jeg havde skrevet til. Hun takkede glad for min søde besked.

Og nu kommer vi så til det ...

... shit ...

... shit, shit, shit:

DEN ANDEN

var en smiley. 

Fra en fremmed. Åbenbart en kvinde, der er facebookven med den sidste fødselar, jeg skrev til. Hende, som jeg ikke kender, you know. Og som jeg havde overvejet slet ikke at skrive til.

Nu har jeg ikke noget imod smileyer. Jeg bruger dem selv i mange situationer.

Men denne smiley var lidt speciel. Måske i særdeleshed da den var en reaktion på en fødselsdagshilsen.

Det var en grædesmiley.

Og det tog mig kun et splitsekund at forstå, hvilken gigantisk fejl jeg lige havde begået.

Big mistake!

Jeg havde skrevet en fødselsdagshilsen til en død kvinde. 

Og jeg kunne have klippet fingrene af mig selv, kan jeg så fortælle dig.

Suk.

Det er et problem, at Facebook er en evigt voksende kirkegård. 

Jeg får flere og flere fødselsdagsnotifikationer fra døde mennesker. Personer, som ikke lige fik oplyst nogen om deres facebookpassword, inden de døde, og hvis profiler derfor ikke kan slettes.

Og så risikerer man altså at begå så tåkrummende en fejl som den, jeg begik i dag.

Facebook burde finde en løsning.

Bum.