Om kærlighed og job

Jeg skrev for nylig, at jeg af en trofast læser er blevet opfordret til at kaste detaljer om min skønne nye kærlighed på bordet.

Og det gjorde jeg så her.

Derudover kan jeg oplyse, at samme trofaste læser OGSÅ ønsker at høre lidt om jobbet. Og da jeg gerne vil gøre alle tilpas. I aim to please, you know 😉 Ja, så kommer her en redegørelse:

Jeg var ret nervøs i forhold til jobbet. Man hører jo somme tider om arbejdspladser, der frabeder sig, at medarbejderne begynder at kysse og knalde fast med hinanden.

Og jeg er umanerlig glad for mit job.

Faktisk så glad, at jeg i snart fucking OTTE år har pendlet 120 kilometer om dagen for at komme til og fra arbejde. Og det til trods for, at vi rent faktisk HAR skoler i Randers, hvor jeg bor. Der rent faktisk HAR brug for sproglærere.

But no!

Jeg er faldet SÅ godt til på min skole i den fjerntliggende provinsby, at jeg nok ville føle et anstrøg af mishag absolut ville HADE at skulle undervise et andet sted.

Alligevel er min vidunderlige kæreste så FUCKING ... øh ... vidunderlig (creative, I know 😂), at jeg om nødvendigt ville indvillige i at gøre det. Jeg ville lade mig overflytte til en anden skole, hvis det ikke kunne være anderledes.

Så bum! There you have it: Jeg ELSKER hende, så jeg ville ofre en hel del for at blive sammen med hende.

Anne-Mette var ikke nær så bekymret.

Jeg tror, hun tænkte, at skolen ville være GODT dum ved at skille sig af med nogen af os.

Og hvor HAR hun i grunden ret. Vi er begge to så pisse fucking respekterede, vellidte og dygtige til vores job, at de næsten lige så godt kunne nedlægge skolen, hvis vi forsvandt 😂

Vi besluttede alligevel at rådføre os med vores tillidsrepræsentant. For ligesom at vide, hvordan vi stod.

Og hun bragte vores spørgsmål videre til lærerforeningens lokalkreds, som kunne oplyse, at der ikke var noget som helst til hinder for, at to personer på den samme skole kunne være kærester. Medmindre der var tale om en leder og en medarbejder. Og det er der ikke.

Så turde vi gå til chefen.

Vi bookede et møde i hans kalender og troppede op på hans kontor.

"Ved du, hvorfor jeg smiler lidt bredere, end jeg plejer, chef?" lagde jeg kækt ud med at sige.

Det gjorde chefen ikke.

Til gengæld smilede han selv ret bredt, da han hørte årsagen.

Woop, woop! 💃💃💃

Anne-Mette og jeg havde på forhånd besluttet, at vores kærlighed ikke skulle være hemmelig. Vi har begge to i løbet af mange år fået mere end nok af at skjule vores seksualitet for andre og sejle under falsk, heteroseksuelt bekvemmelighedsflag.

På den anden side set havde vi ikke ligefrem lyst til at stille os op på et personalemøde og udbasunere nyheden for Gud og hver mand kvinde (jeg tror jo ikke på Gud, you know, OG jeg synes, at vores gode danske modersmål er alt for FUCKING kønsdiskriminerende 😉).

Men nej, det skulle ikke ske i en fælles bekendtgørelse, så vi lod det lige så stille sive.

Anne-Mette lod det sive til sit team. 

Og JEG lod det sive til mine fire mænd. Altså de fire skønne, dejlige drenge, som jeg indtil for få måneder siden var i team med, og som jeg holder meget af.

Mine mænd reagerede, som jeg havde håbet. Men kæmpestore grin og anerkendende blikke. Min Anne-Mette er nemlig en smuk og sexet kvinde, som de fleste hankønsvæsener drejer hovedet efter. Og rigtige mænd anerkender en god scoring 😂

En af dem rakte tilmed armene triumferende i vejret. I sådan en slags hyldest 👏👏👏

Og en anden af dem ønskede tillykke, men tilføjede med et skævt smil, at han ellers havde håbet, jeg måske var skabshetero. En gigantkompliment fra omtalte mand. Som dermed fortalte mig, at jeg heller ikke er helt uden appeal 😉

Nå, men siden da har både Anne-Mette og jeg følt, at vi har skabt glæde omkring os. Vi tænker, at vi sprudler, stråler og glimter endnu mere, end vi plejer. Og den slags smitter.

Lige nu er det med jobbet selvfølgelig blevet til en online-forestilling, da vi jo er corona-hjemsendt. Men det går sgu som en leg, for englebassen og jeg sidder bare i hvert sit rum på samme matrikel og kan liste os til mange kys og kram i løbet af en arbejdsdag 💋💋💋

Så har jeg da vist redegjort godt og grundigt for det ene job.

Nu til det andet:

"Det andet?" tænker så den faste dropslæser. "Hvad fanden mener kvinden? Og hvorfor har hun ikke nævnt, at hun har mere end ét job?! Ved hun ikke, at hun har FUCKING OPLYSNINGSPLIGT?!!!" 😡

Og jo, det ved jeg selvfølgelig, at jeg har. Men jeg ville ikke jinxe noget, og det hele er først faldet på plads for ganske nylig:

Jeg skal være forfatter 💃💃💃

Og det ved jeg selvfølgelig godt, at jeg for helvede allerede ER. Her på Dropsene.

Men jeg mener RIGTIG forfatter. Sådan en, der har en kontrakt med et forlag. Og bliver trykt i et førsteoplag på flere tusinde eksemplarer. Og rent faktisk tjener PENGE på lortet.

SÅDAN en forfatter skal jeg være.

Jeg går for alvor i gang med arbejdet i næste uge. Og så får jeg travlt 🚀🚀🚀 Men travlt på den FEDE måde.

Og Anne-Mette? Hun er stolt. Og hvor er det vidunderligt at have en kæreste, der er stolt af en. Det er jeg ikke forvænt med. Men jeg kan GODT blive afhængig 😂

Nu vil jeg til gengæld slutte af for i dag. Blockbuster skal jo også passes. Det bliver den nyeste Almodóvar-film, som englebassen og jeg skal flette fingre til, inden vi skal tidligt i seng.

Take care now 💘💘💘

En måned og seks dages-dag

Jeps. Det er det, vi har i dag.

Min skønne, smukke, kloge, sjove, gavmilde, omsorgsfulde, kærlige, sexede lækkermås af en kæreste og jeg.

En måned og seks dages-dag.

En mærkedag af de store.

"Hvor er min gave?" indledte jeg således dagen med at sige.

"Lige her," svarede hun med et skævt grin og trykkede sin dejlige, nøgne kvindekrop mod min under dynen.

Hun er ved at vænne sig til mine bizarheder. (Jaja, jeg ved det godt. Det er der ikke noget, der hedder, men jeg udfordrer gerne Dansk Sprognævn 😉). Og hun håndterer mig med ret stor coolness, når jeg siger noget mærkeligt.

For et par dage siden blev jeg af en trofast læser opfordret til at smide nogle flere detaljer på bordet.

Om min nye kærlighed.

Det vil jeg gerne. For som nævnt i et tidligere indlæg, kan jeg knap tænke to sammenhængende stavelser, uden at hun blander sig i mindst den ene.

So here it comes:

Hun kunne sagtens hedde Ximena og være spansk senorita 💃💃💃 

For hun er lidenskabelig, sensuel, flamboyant og fyrig. Har ild i sjælen og går med store, flotte smykker og farvestrålende tørklæder. Er super ekspressiv og udtrykker gerne følelser, både via samtale, poesi, tegnekunst og dans.

Hun har naturlige krøller i sit lange, mørke hår og et inderligt blik i sine smukke, dybe øjne.

I virkeligheden hedder hun Anne-Mette og underviser i dansk, historie, samfundsfag og kristendom. 

Og geografi, men det var vist mest ved et uheld, fordi skemaet VAR lagt, da hun blev ansat på min skole.

Om søndagen går hun somme tider i joggingtøj og hyggesokker.

Og i går sad vi i sofaen i forstadsvillaen og havde bøvsekonkurrence, fordi vi drak danskvand, og så er man jo nødt til at se, hvem der mon kan levere den klammeste ræbelyd.

Vi bruger uendelig mange timer på at samtale. Om alt lige fra impressionistisk kunst til skedeprutter.

Jeg ved godt, at man er momentant sindssyg, når man er forelsket. Og ser alting gennem et glitrende, lyserødt filter. 

Men FUCK, hvor er hun perfekt! Hun er så perfekt, at hun kun har lige præcis den ene lille fejl, der bekræfter hendes perfekthed.

Det er sådan lidt som med undtagelsen, der bekræfter reglen.

Hun er ... henrivende klodset 😂💘

Hun taber ting. Vælter ting. Hænger fast i ting. Støder ind i ting. Hvis hun da ikke smækker sig ude af sin lejlighed eller dumper sine briller mellem skruetrækkere og svensknøgler i værktøjskassen, så hun ikke kan finde dem. I dagevis.

Hvilket er et paradoks, fordi hun har været balletdanser og har en imponerende kropsholdning og -kontrol. Og hun er lærer og har et fantastisk overblik.

"Hov!" og "Ups!"  er således en hyppigt anvendt del af englebassens vokabularium, og jeg fucking ELSKER det 💘💘💘

Ligesom jeg elsker hele hendes væsen og sjæl. Og hendes smukke, indbydende kvindekrop. 

Damn, jeg er solgt til den dame!

HUN elsker til gengæld ... MIG 🎆🎇🎆 Det forsømmer hun ikke en lejlighed til at fortælle mig, og det er SÅ feelgood.

Og vi kysser så meget, at jeg i begyndelsen var helt bekymret for, om man mon sådan kan overbelaste den nederste del af ansigtet. Ved at råsnave. Tænk, hvis man fik en eller anden form for paralyse 😱 Hængekæbe 😂 Kan dog berette, at den slags åbenbart kan trænes op 😉

Nå, men nu skal jeg spise. Yngstedatteren og hendes temmelig langlemmede og halvt grønlandske kæreste, som barnet med manglende politisk korrekthed kalder Kæmpeeskimoen, har lavet lækker spinatlasagne.

More details to follow. So stay tuned!

💜💜💜

Fortabt

Shit.

Jeg er fortabt. 

Håbløst. Nådesløst. 

Er i afmagt.

Prisgivet faktisk.

Og nu tænker du nok, kære bloglæser, at det i grunden lyder lidt synd. At min sindstilstand åbenbart matcher det røvsyge vintervejr udenfor.

Og du funderer over, hvad i alverden der mon er i vejen. 

Måske tænker du også på, at det egentlig er lang tid siden, jeg sidst har skrevet et drop herinde. Og at det måske har noget med mit tydeligvis halvdepressive mode at gøre.

Hvis du var min mor, ville du blive downright bekymret over sådan en melding. Og så ville du komme farende med hjemmestrikkede hyggesokker og brunkagedej for at muntre mig op.

MEN.

Jeg har IKKE brug for sokker og juleknas for at finde livsgnisten.

For.

Livsgnist har jeg masser af 💃💃💃

Og når jeg skriver, at jeg er fortabt. Så MENER jeg ... at jeg er fortabt ... 

... i en kvinde.

Yes.

Som i fuldkommen solgt! Head over heels. Infatuated.

Forelsket 💘💘💘 

I en grad så jeg ikke kan fucking tænke to sammenhængende stavelser, der IKKE har med omtalte kvinde at gøre.

Og det er ... FORTRYLLENDE 😄🎆🎇🎉

For når man som jeg har brugt 40 ÅR på at undertrykke sin egen seksualitet, ja, så er man altså ikke forvænt med gengældt forelskelse.

Men det oplever jeg nu. Og jeg er SÅ taknemlig for hvert eneste nanosekund 💘

Så nej. Det røvsyge vintervejr kan slet ikke trænge ind bag det skjold af regnbuer og klokkeblomster og enhjørninger, jeg er omsluttet af.

Skulle egentlig bare på café og drikke en mokka med en ny kollega, som jeg sidder ved siden af i lærerforberedelsen.

Vi har siden august haft mange kollegiale chit-chats om lidt af hvert, og jeg syntes, hun var sød. 

Meget sød 😉

Men efter min bedste overbevisning var hun heteroseksuel, da hun var kæreste med en mand. Mens jeg også selv var i et forhold.

Samtidig var hun umanerlig karismatisk. Tjekket. Smuk. Cool. Populær. Sådan en, som alle ligesom bare ... VIL.

Og således helt uopnåelig.

Så jeg lagde låg på. Gav mine spirende følelser en dosis Roundup med ukrudtssprøjten. For jeg vidste, at det var en lost cause. Og jeg havde det jo også godt i mit daværende forhold.

Men for satan altså.

Så sad hun der over for mig på caféen. Vi havde konverteret kaffe til hvidvin. Og jeg var sådan lidt star struck. Sådan lidt vantro over, at denne overjordiske kvinde virkelig gad bruge søndag eftermiddag på ... MIG?

Men inden jeg fik set mig om, havde hun betroet mig ... øh ... ting.

Og jeg måtte konstatere, at min ukrudtssprøjte alligevel ikke havde indeholdt Roundup, men derimod ECOstyle Ukrudtsfri, som ikke virker nær så godt.

Nu er den underskønne kvinde min kæreste 💃💃💃

Til gengæld er jeg SÅ taknemlig for, at jeg får lov at prøve DET igen. Da jeg jo, som ovenfor antydet, i det meste af mit liv har sejlet under falsk, heteroseksuelt flag, er det ikke sket mange gange før. Og jeg forstår at værdsætte det. Big time.

Jeg oplever HELE pakken: 

Jeg har kun jordforbindelse med det yderste af tåspidserne. Løftet op af berusende champagnebobler og sommerfuglevinger, der får det til at krible i hele min forelskede kvindekrop 🐛🍹 

(Okay, mit idiotiske blogprogram indeholder nogle fucking UANVENDELIGE emojis 😡. Der er således ingen sommerfugle eller champagneglas, når man skal bruge dem. Og derfor må DU, kære bloglæser, nøjes med en klam larve og en tropisk cocktail. Hrmpf!)

Jeg er kort fortalt så optaget af min nyfundne kærlighed, at jeg ikke kan rumme meget andet end hende. Jeg nyder at tilbringe hvert ledigt øjeblik i hendes livgivende selskab og sætter mit øvrige liv på standby

Så der har du forklaringen på min tavshed herinde. 

Men mon ikke jeg finder på at skrive mere om lidt. Jeg har nemlig meget på hjerte.

So stay tuned! Og så høres vi ved igen.

💜

T plus ti

Så havde man lige jubilæum i går. Ti år.

Ti år, siden jeg traf den største og mest skelsættende beslutning i mit liv. En beslutning, som skulle vise sig at blive overordentlig svær at implementere, og som kom til at kræve en lang og fuldkommen overmenneskelig kamp. Før alt blev godt.

19. september 2010 forlod jeg den konventionelle og trygge, men desværre pivfalske, heteroseksuelle læskærm, jeg havde gemt mig bag i tæt på fyrre år, og sprang ud. I den skarpe vind. Uden at vide, præcis hvordan jeg skulle finde ly.

Lille og sårbar og ulykkelig havde jeg taget det første skridt. Ud på en tynd og skrøbelig bro. Som jeg måtte krydse uden at ANE, hvad jeg ville finde på den anden side. 

Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne gøre vold på mig selv ved at blive hængende, hvor jeg var.

Nå ja, og så vidste jeg selvfølgelig også, at jeg ville finde fire fortvivlede børn, hvis lykkelige liv jeg havde styrtet i grus. 

Og jeg vidste, at jeg ville finde arbejdsløshed, for jeg havde lige lukket mit oversættelsesfirma, da jeg ikke kunne tjene nok ved litteraturoversættelse til at være eneforsørger.

Og jeg vidste, at jeg ville få en uendelig hård skilsmissekamp, for min eksmand er ikke en mand, der giver fortabt. Nogensinde. Og han ville ikke finde ro, før jeg var tværet ud. Hans første handling, efter at jeg havde orienteret ham om nationens tilstand, var således at ringe til en advokat. Så var banen ligesom kridtet op. (Det blev til tre retssager. Og to politiransagninger. Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg.)

Og endelig vidste jeg, at jeg helt sikkert ville blive the talk of the town i omgangskredsen. Ligesom jeg formentlig ville blive genstand for fordomme og homofobiske stokkeslag her og der.

Den slags småting vidste jeg.

Men jeg vidste IKKE, hvordan fanden jeg skulle navigere mig selv igennem den største krise fucking EVER for at finde den krukke med guld (eller måske snarere med godt liv), der forhåbentlig ventede på mig. For enden af regnbuen 😉🌈

Og det var der, jeg stod, for nøjagtig ti år siden.

Jeg havde selvfølgelig overvejet mit spring i nogen tid. Og jeg havde også allerede indviet alletiders bedste veninde, Übermensch, i min situation. Men 19. september nåede jeg the point of no return:

Jeg tog "snakken" med mine aldrende forældre. Og der var ikke længere plads til fortrydelse. 

Det var åndeløst og monumentalt. Jeg havde skubbet en tung maskine i gang, som aldrig kunne standses igen.

At det skulle blive den 19. september var ikke tilfældigt. Det var symbolsk (og måske også lidt melodramatisk og smagløst 😳). 

For se nu her, hvad jeg foretog mig en ANDEN 19. september for mange år siden:

Da blev jeg sørme gift 😂 Og her står jeg uden for kirken i min lejede brudekjole sammen med min far og et par invasive pufærmer.

Jeg sprang således ud over for mine forældre på min 18-års bryllupsdag.

Så ved du det 😊 

Og hvis du havde læst det før, ... så har du altså læst det igen 😉

Nu mangler jeg bare at binde den sløjfe på historien, at jeg i løbet af de ti år, der er gået, siden jeg holdt mig for øjnene og sprang, har fundet mig umanerlig godt til rette herovre på den RIGTIGE side af min bro, hvor verden er i farver 💙💚💛💜💘

Og mine nærmeste har fundet fodfæste og er glade igen 💃

Fortsat god søndag! 🙏😄

Tillykke med mig ;-)

Hehe 😂

Aldrig så snart havde jeg slået øjnene op i morges, før jeg mumlede: 

"Tillykke ... med MIG, skat."

Englebassen ved min side var lige så nyvågnet som jeg og fangede ikke lige med det samme, hvad det var, jeg havde sagt.

Så jeg gentog. For den slags gentager jeg gerne 😉

"Tillykke med mig. Hvor er du heldig!"

Denne gang trængte mine ord gennem tågerne, og hun grinede søvndrukkent.

Det er vores et-års-dag i dag 💘 Derfor mine varmeste lykønskninger til damen. Som selvfølgelig tog imod med tak 🙏😂

Og det har virkelig været en dejlig dag.

Med gaver på sengen.

Se, hvad jeg fik:

Det er en nøglering. In case you were wondering 😉

Og en fuldkommen genial gave, if I may say so.

Nu undrer stamgæsten her på Dropsene sig formentlig. For mon ikke, du har fanget, at jeg selv bor i Randers, mens englebassen huserer i københavnsområdet?

Så hvorfor Odense?

Jo, ser du.

Vi havde jo VORES FØRSTE DATE i Odense. Fordi det ligger cirka midt imellem.

See??? 😉

Og vi krammede for første gang lige uden for Danmarks Jernbanemuseum i selvsamme by, som også er der, nøgleringen er købt.

Jeg SAGDE jo, det var genialt.

Min egen gave til englebassen var til gengæld totalt ordinær:

Det er et armbånd. 

Jeg synes selv, det er et flot armbånd. Og det passer godt til englebassen, som er en sammensat person. Blød og rå på samme tid. Se nu for eksempel bare flæsen på hendes skjorte sammen med mit bad-ass-armbånd.

Nice 👍😉

Men uopfindsomt.

Tror dog, hun blev glad 💃

Gaveudveksling blev efterfulgt af English breakfast i udestuen. Ledsaget af hjemmehøstede tomater, agurker og snackpeber fra mit drivhus. Og spandevis af kaffe. Mens vi nød solens formiddagsskær og konstaterede, at der i grunden ikke var meget vind.

En konstatering, som fik afgørende betydning for resten af dagen.

For jeg havde egentlig foreslået, at vi kunne spise frokost i Randers midtby et sted. Og jeg havde tjekket alle gourmetrestauranterne (oh yes, den slags HAR vi, selv om vi altså i følge the public opinion befinder os i Bonderøv City) for blot at konstatere, at fucking INGEN af dem har åbent om søndagen. Hrmpf! 😡 (Lidt bonderøv er man måske alligevel her i den kronjyske hovedstad.)

Nå, men ridende ind fra højre kom så den manglende vind. Og afgjorde, at vi i stedet for at indtage et almindeligt restaurantmåltid ville suse ud i naturen, det billige lort. Medbringende en velfyldt picnickurv og begge mine SUP-boards. Der er simpelt hen ikke noget så skønt som paddleboarding i vindstille vejr.

Good choice 👍👍👍

Vi vendte kølergrillen på Yarisen nordpå og kørte til Bramslev Bakker mellem Hobro og Mariager. Og har du ikke været der, kære læser, så skynd dig af sted. For naturen i Bramslev Bakker er helt unik, og Mariager Fjord er måske Danmarks smukkeste.

Det blev en FED tur på fjorden🏄🏄🏄 Hvis spejlblanke overflade var ... øh ... blank som et spejl (ordekvilibristen slår til igen) 😂 Faktisk har jeg nærmest ikke oplevet mere ideelle forhold til paddleboarding.

Det var sjovt og romantisk, og jeg kunne ikke ønske mig en dejligere årsdag 💘

Nu er englebassen stået på Kombardo-bussen. Det er jo arbejdsdag i morgen.

Og jeg vil sætte en portion spaghetti med kødsovs fra i forgårs i mikrobølgeovnen → back to reality 😂