Om tre produkter

Der er tre produkter, der har fyldt for mig i løbet af det sidste døgn.

Tre vidt forskellige produkter, som allesammen kan give anledning til hver sin lille historie.

Første produkt

Jeg har skrevet om dem før, og nu har jeg modtaget dem: mine NEOPRENSTØVLER

🏄😎👍

Du kan læse om dem lige her. Og sådan ser de ud:

FUCK, de er grimme! 😱

Big time camel toe 😂😂😂

Eller som en veninde kommenterede på Facebook:

"Du kommer til at udfordre dine omgivelser på balancen, når de knækker sammen af grin over dine fødder."

OMG! Jeg er sgudda bange for, hun får ret.

Jeg ved ikke en gang, hvor-fucking-FOR tæerne sådan skal opdeles i departementer, men jeg håber, der er en idé med det. 

Nå, men jeg må vist glemme alt om coolness 😎 og bare holde fokus på formålet med at anskaffe sådan et par ugly motherfuckers: Nu kan jeg bruge mit paddleboard uden at få våde og kolde futter.

Så mangler jeg bare at komplementere støvlerne ved låne The Person Formerly Known As Lucifers (læs: fruens eksmands, red.) lidt for lille våddragt, så jeg kommer til at ligne en overdimensioneret søpølse.

Det skal nok blive spas at komme på boardet igen 😋

Andet produkt

Med samme eller næsten endnu større grad af succes:

Og sikke et ... øh ... spændende produkt 😱😱😱

Åh, haha, griner sgu stadig lidt af mig selv 😂

Nå, men forhistorien lyder, at jeg i morgen får besøg af en ganske bestemt dame fra København 💘

Hun er min kæreste.

Og vores forhold har mange skønne sider. Blandt andet en fysisk. 

Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke har set omtalte dame i nogen tid. Og altså ej heller været synderlig intim med hende. Så jeg skulle blive meget forbavset, hvis ikke nogle af de nærmeste dage kommer til at rumme et vist ... nærvær 😋

Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre mig lækker. 

For eksempel ved at fjerne en smule kropsbehåring her og der.

Faktisk tænkte jeg, at det nok ville være en supergod idé at give mig selv en ...

BRAZILIAN!

Jeps. Supergod idé 👍👍👍

Så jeg anskaffede ovenfor viste produkt. En æske med 28 vokscoatede strips. Og monterede en strip der, hvor jeg gerne ville være skaldet og babyblød.

Derpå brugte jeg et øjeblik på at samle mod. Og så bed jeg tænderne sammen og fjernede strip'en i forventning om en kort, kraftig smerte efterfulgt af:

AWESOMENESS! 🎇🎆🎇

Right.

Og det VAR uforglemmeligt, kan jeg fortælle. 

For da jeg kiggede ned, så jeg ...

... nøjagtig samme mængde kropsbehåring som FØR operationen. Nu til gengæld tilført en god portion voks, som fik mine ... øh ... krøllede lokker 😂 til at sidde i klumpede kager. 

Jeg har dog fået en vis valuta for pengene. For det viser sig, at omtalte voks er ualmindelig holdbar og ikke uden videre lader sig vaske af.

Derfor går jeg nu og klistrer fast til fucking ALT. 

Toiletpapir for eksempel. Og mine trusser. Og mine jeans IGENNEM mine trusser. Og mine ben klistrer sammen, når jeg ligger på siden.

Så ja. Uforglemmeligt.

Nu har jeg 27 strips til salg, hvis det skulle have interesse 😂

Tredje produkt

Er ikke nær så sexet som de to ovennævnte.

Det er et puslespil:

Puslespil har traditionelt fyldt utrolig lidt i mit liv. 

Jeg tror ikke, jeg har lagt sådan en fanden i mere end 15 år. Og sidste gang var helt sikkert for at beskæftige et af mine talrige børn.

Men så var jeg for et par uger siden på besøg hos Übermensch (slå hende selv op her på bloggen - hun har sit eget "label").

Og Übermensch havde et stort og flot puslespil liggende på spisebordet.

Så nu fik jeg fandme en instant craving. 

Jeg kiggede mig lidt omkring på nettet. Og fandt også et site, der sælger sådan nogle ret flotte nogle. Med motiver fra forskellige byer. Barcelona og Paris og såd'n. Ret flotte.

De koster 249 gode, danske kroner stykket. Og hvis man køber for 499, får man fri fragt. 

Fint, tænkte jeg. Så køber jeg sgu bare to.  

Right.

Nu er jeg jo humanist og ikke naturfagsperson, så det der med at regne er ikke min force. Men efter nogen tid var der alligevel noget, der kradsede lidt i mine matematikfærdigheder. 

2 x 249 ... tænke, tænke, tænke ... 2 x 249 ... tænke, tænke 😶

= ... fucking firehundredeogOTTEoghalvfems.

Og dermed én sølle krone fra fri fragt.

Det gjorde mig sgu pigesur. Svindlere og fusentaster!

Nu har jeg købt et puslespil af samme slags hos Bahne: 225 INKLUSIVE fragt. HA!

Alt er således godt. Bortset fra at jeg jo oplever en instant craving. Og en vare, der først skal plukkes fra et lager, pakkes og fragtes til en pakkeshop tilfredsstiller i sagens natur INGEN instant craving. 

Da jeg tilmed somme tider kan være "Hanne, fire år", når det gælder om at behovsudsætte, måtte jeg altså i formiddags en tur ned i byen og ind til Bog & Idé for at få det godt igen 😉 

Så nu skal jeg hygge mig med en hel masse Disney-skurke splittet op i 1000 brikker, mens jeg venter på GLS.

Jeg må hellere i gang.

Take care 💜

Afgørelsens øjeblik

Det blev nul.

Og i skrivende stund gløder min Messenger for vildt. 

Det er mine teamkolleger fra Team 9. 

Vi er allesammen kede af, at vores søde englebasser ikke får den afslutning på deres grundskoleforløb, som de kunne have ønsket sig.

Ingen fest. Ingen hyldest fra resten af skolen. Intet karamelkast. Ingen erfaring i at gå til prøve. Ingen revy, hvor de gør tykt grin med de voksne. Ingen afsluttende klassemorgenmad. Ikke nogen krammer fra os lærere.

Overhovedet ingen markering af, at de har slidt i skolen i FUCKING TI ÅR og nu er på vej videre til en spændende fremtid.

Det ER sgu lidt fesent for dem 😥

Og vi lærere er allerede gået i gang med at bryde vores hjerner for at finde ud af, hvordan vi kan gøre englebassernes afslutning til noget særligt alligevel.

Om det kommer du sikkert til at læse mere her på Dropsene.

Ikke meget påskeferie her

"Rart at have hjælp til skolearbejdet. Her er det Erling, der elegant har taget plads i det lidt for lille låg til en kasse printerpapir og lige giver en hånd med at rette tyskopgaver 🐈👍😂"

Sådan skrev jeg på Facebook i går.

Og der ligger han sandelig. Den ene af de misser i husstanden, der rent faktisk er en kat. Lige midt på bordet. Omgivet af alle mine skolesager.

"Hold så påskeferie, Hanne 👍🐣🌷😘" lød den første kommentar. Fra en sød, gammel kollega.

Og det havde hun måske ret i. For det VAR jo palmesøndag. Og jeg ER jo meget gudfrygtig 😉 (når man altså lige ser bort fra, at jeg har meldt mig ud af folkekirken og ikke tror en skid på Gud).

Jeg svarede imidlertid, at hun hellere måtte skynde sig at tie stille. Jeg VED jo godt, at jeg ikke må arbejde i påskeferien, og der er selvfølgelig helst ingen, der må vide det. Men jeg KAN være en lille rebel. "Living on the edge, you know 😉😂", som jeg skrev til den søde dame.

Hvorpå den NÆSTE kollega greb bolden og skrev:

"Jeg håber ikke, din tillidsrepræsentant finder ud af det ..."

Hvilket var ret sjovt. Fordi det jo VAR min tillidsrepræsentant, der skrev sådan 😂

Og hvortil jeg svarede:

"Rest assured, søde. Jeg ville da aldrig røbe noget for min tillidsrepræsentant. Hende har jeg dælme respekt for 😱".

Hvorpå den NÆSTE kollega greb bolden og skrev:

"Pæn skål."

Og det er den da. Min skål. Pæn. (Og nu scroller du garanteret op for at tage den i nærmere øjesyn 😂)

Jeg kan jo ikke stå for noget med farver og mønstre, så da jeg faldt over den på et marked i London i julen, greb jeg omgående til lommen.

Den egner sig fantastisk til gode nødder, som jeg jo er meget glad for, høhø 😋. Men lige nu indeholdt den affaldet fra mine seneste blyantspidsninger. 

Og det skyldes, at jeg retter mine elevers skriftlige opgaver med blyant. 

Yes, det er håbløst analogt og old-school, I know. Men det er også det eneste, der spiller. Det tager nemlig ALT for lang tid at rette opgaverne digitalt med en dialogboks for hver fejl. Med blyant frem for kuglepen kan man ligeledes fortryde og viske ud, hvis man skulle have skrevet noget ævl.

Og, SURPRISE, somme tider skriver jeg noget ævl.

Blyant har også den klare fordel, at mine elever ikke dør af chok, når de ser mine rettelser. For de springer ikke så nådesløst i øjnene som den RØDE PEN 😱😱😱 Deres opgaver beholder kort fortalt nogenlunde den samme farvenuance, som da de afleverede dem.

Nå, men det var en lang indledning til det, jeg egentlig ville sige:

Jeg arbejder altså i påsken. There you have it.

Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg synes, det er specielt morsomt at sidde otte timer palmesøndag og rette tyskopgaver. 

Det er, fordi jeg har brug for at komme på forkant.

Jeg er så ked af, at regeringen ikke har løftet bare en lille del af sløret for, hvordan de vil åbne samfundet igen efter coronakarantænen. 

Jeg underviser nemlig 9. årgang. Tre klasser. I tysk og engelsk.

Og her er min situation:

Jeg har hele tiden vidst, at jeg skal føre mine elever til prøve i mundtlig engelsk. For mundtlig engelsk er et obligatorisk prøvefag. 

Derfor har vi også arbejdet målrettet hele skoleåret igennem på at opfylde kravene i ministeriets prøvebekendtgørelse. Og da skolerne lukkede ned, var jeg tæt på at have gennemgået alle de tekster og andet materiale, som jeg havde planlagt, at vi skulle arbejde med i år. Jeg er også så småt ved at køre eleverne i stilling til at lave den disposition, som de må have med til prøven, og som skal være dem en støtte, når de skal fremlægge et selvvalgt emne ved det grønne bord.

So far, so good.

Men jeg har stadig meget arbejde at udrette, inden vi er klar til prøven. 

Jeg skal for eksempel lave tekstopgivelser, som jeg skal sende til censor. Jeg skal lave prøveplan for, hvornår eleverne skal op. Jeg skal også lave prøvespørgsmål til hvert enkelt af de fire temaer, vi har gennemgået i år. Det er 25-30 prøvespørgsmål. Og hvert prøvespørgsmål skal forsynes med 15-20 underspørgsmål, som jeg kan stille englebasserne, hvis de skulle gå i stå under den spontane samtale, jeg skal hjælpe dem igennem.

Og det er et problem, hvis ikke vi får lov at komme i skole i næste uge, så jeg kan hjælpe dem face to face med deres dispositioner.

Faktisk var hele tirsdag den 14. april ryddet for almindelige lektioner og sat af til arbejdet med at forberede prøven i mundtlig engelsk. Og hvis vi ikke kommer i skole den 14. april, er vi fucked.

Det var engelsk.

Men så har jeg jo sådan set også tysk. 

Tysk er et udtræksfag. Både mundtlig og skriftlig tysk (og skriftlig engelsk for den sags skyld). Det betyder, at vi ikke ved, om eleverne skal til prøve i det. Det får vi først at vide den 27. april.

Og her er vi ikke helt så godt med i pensum. Det skyldes jo i væsentlig grad, at faget er svært, og jeg har ikke set mine elever i ugevis. Derfor er det også i den seneste måned gået lidt langsomt med at få gennemgået de sidste tekster. Det ER jo nemlig ikke pissenemt over et videomøde. Og faktisk er vi ikke helt i mål.

Nu er problemet så, at jeg ikke ANER, hvilket prøvescenarie jeg har i udsigt.

Anders Bondo har i går foreslået, at vi helt dropper afgangsprøverne i år og bare overfører årskaraktererne til elevernes afgangsbeviser. Og hans holdning deles åbenbart af gymnasierne.

I givet fald skal jeg have nul hold til prøve.

Selv synes jeg, at man bør bevare de obligatoriske prøver og droppe udtræksfagene. For så får eleverne prøvet at gå til prøve, men de bliver ikke kastet ud i noget, som de er dårligt forberedt på.

I givet fald skal jeg have tre hold til prøve (tre klasser til den obligatoriske prøve i mundtlig engelsk)

Så kom skoleelevernes forperson imidlertid på banen og mente, at alle prøverne skal gennemføres som planlagt.

MEN nu er Frøken Forperson jo formentlig SELV en ressourcestærk elev uden de store faglige udfordringer. Hun glemmer sådan set at tænke på alle de sårbare og fagligt udfordrede elever, som sidder rundt omkring og altså IKKE har deltaget i den fjernundervisning, de er blevet tilbudt. 

Jeg har i hvert fald nogle stykker. Som IKKE er tjekket ind til vores videomøder. Som IKKE har afleveret deres opgaver. Og som til gengæld IKKE tager deres telefon, når man ringer. Og hvis forældre måske IKKE taler dansk, så man heller ikke kan kontakte dem. De elever, som ikke har overskud og ressourcer til at deltage i fjernundervisningen, og som ikke kan få hjælp til skolearbejdet derhjemme.

DEM tror jeg, Frøken Forperson glemmer. Og DE er kort fortalt på røven i hendes scenarie.

Nå, men hvis Frøken Forperson får det, som hun ønsker det, skal jeg have enten tre hold til prøve (tre klasser til den obligatoriske prøve i mundtlig engelsk). Eller fire hold. Eller fem hold. Eller seks hold. Afhængigt af, hvad der er trukket ud til de enkelte klasser.

Afhængigt af scenariet skal jeg altså have mellem nul og seks hold op, men har til gengæld ikke set englebasserne i rigtig lang tid. 

Og mens en en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter har udtrykt en mening om, hvad der bør ske med prøverne til sommer, mangler jeg input fra den vigtigste:

Undervisningsministeren. 

HUN udtrykker til gengæld lige så meget som en IKEA-klapstol.

Det er faktisk ved at tage pippet fra mig, at hun ikke har givet en eller anden form for pejling. Hun HAR jo sikret sig mandat til at beslutte at droppe prøverne.

Og jaja. Jeg er HELT med på, at vi står i en situation, hvor ingen ved ret meget om fremtiden. Heller ikke ministeren. Men jeg har altså behov for at lufte min frustration.

Jeg kommer til at bruge det meste af påsken på at forberede mig så godt, jeg kan, på enhver eventualitet. 

Jeg er NØDT til at bringe mig på forkant og forberede prøver i BÅDE engelsk og tysk. Selv om jeg ikke ved, om eleverne overhovedet skal op, og arbejdet måske derfor er spildt. 

Selv i bedste fald er der ikke mange regulære skoledage tilbage. Og jeg fornemmer, at tiden allerede ER løbet fra mig. Og englebasserne.

Nå, men dette blev ikke det muntreste indlæg, jeg nogensinde har tastet. Og det beklager jeg. Men du kan altid vende tilbage til toppen og nyde synet af Erling 💘

Håber, du også får nydt det gode vejr i dag. Take care 💜

Jeg har fået mit krus

Lå lå lålålå LÅÅÅ LÅÅÅ 🎇🎇🎇

Jeg er så glad, så glad, tralalaaa 💃💃💃

Jeg ved, der er nogle af jer derude, der følger mig på Facebook. Og TUSIND tak for det 🙏😃

Hvis I gør det, så ved I også, at jeg for nogen tid siden bestilte noget på nettet.

Og nej, det er ikke mine neoprenstøvler, som jeg skrev om i forgårs, jeg tænker på.

Og det er heller ikke min lortehue:

Det er derimod mit slikkefissekrus.

Og det er FANTASTISK 😂

Her er det:

Oh my god altså! 🙈

Somme tider spekulerer jeg på, om min dåbsattest mon skulle være fejldateret. Det kan i hvert fald til tider være vanskeligt at overbevise mig selv om, at jeg virkelig ER 52.

For helvede altså. Sidder jo her ved skærmen og skraldgriner, mens jeg skriver 😂😂😂

Mine børn synes til gengæld ikke, det er nær så morsomt. Jeg tænker, de har lidt vanskeligt ved at håndtere ordene "mor" og "pussy-licking" i samme sætning. Sjovt nok.

Så jeg holder det omhyggeligt gemt væk, når Rotterne er til stede.

Men jeg GLÆDER mig, til jeg kan få lov at møde på job igen. Så vil jeg sætte kruset med den søde dinosaurus i skabet i lærerkøkkenet og NYDE at se, hvilke kolleger der tager det uden lige at læse teksten.

Det kunne være SÅ fedt, hvis det kom en tur med ud i klasserne, og eleverne spurgte ind 💃💃💃

Nå, men jeg har slet ikke tid til at sidde her og dumfjolle. Jeg har stadig 27 tyskopgaver at rette og et videomøde med min chef lige om lidt.

God fredag til alle 💜

Lægger mig gradvist ud

Hvor bliver jeg i grunden fyldig. 

Jeg kan mærke det på mit tøj 😱😱😱

Var også en tur på badevægten i morges. Og til det har jeg kun én ting at sige:

Dumme badevægt.

Men det ER sgudda heller ikke så mærkeligt. Med den livsstil, jeg fører for tiden.

I går skrev jeg for eksempel, at jeg bruger en pæn del af min tid på at lade streaming-serier på 60-tommeren tilflyde mig, mens jeg sidder på divaneseren og trykker middagsretter ind.

Eller. Altså. Jeg bruger selvfølgelig ikke AL min tid foran 60-tommeren. 

Nanaj. 

Jeg har sandelig også en fiks lille 14-tommer, som jeg sidder foran i resten af mine vågne timer. 

Den kalder jeg også "arbejdscomputer". Og den kan vise alle mulige fortryllende tyskopgaver, der skal rettes. Og alle mulige kolleger og elever, der skal holdes online-møder med. Og Aula. Elskede Aula.

Eller ... den viser sådan set ikke så mange elever. For der er sgu ingen af englebasserne, der tør bruge kamerafunktionen til møderne. Det er åbenbart forbeholdt de voksne. Jeg tænker, at appearance og coolness er SÅ stærk en kraft hos en teenager, at man psykisk ganske simpelt ikke er i stand til at transmittere andet end lyd. I bedste fald.

Nå, men al den der skærmtid kombineret med, at tennisklubben jo har lukket, og at jeg har en spændende inflammationstilstand under begge fødder, som faktisk forhindrer mig i at vandre, betyder, at jeg dyrker fysisk inaktivitet i et hidtil næsten uset omfang.

Til gengæld får jeg, grundet det faktum, at jeg ikke skal møde op på min arbejdsplads hver dag, men bedrive alting hjemmefra, sådan en bizar feriefornemmelse. 

Jeg er ganske vist sikker på, at jeg leverer alle de arbejdstimer, jeg skal, for jeg har RIGELIGT at lave. 

Men jeg oplever bare en anden frihed. Kan sove lidt længere om morgenen, møder ikke konstant spørgsmål og forespørgsler og problematikker, som jeg på et splitsekund skal forholde mig til, og kan selv administrere meget af min arbejds- og pausetid. Hjemme i min hyggelige forstadsvilla.

Og med ferie følger som bekendt flere snacks i tide og utide. Og mere øl. Og vin. Og desserter.

Og en kvindekrop, der, som ovenfor antydet, bliver mere og mere fyldig.

Pis.

I går aftes blev jeg desperat. Så desperat over mit snærende tøj og manglen på fysisk udfoldelse, at jeg i ramme alvor klikkede mig ind på indtil flere cykelhjemmesider. Sådan en har jeg nemlig ikke. Altså en cykel.

Jeg har nemlig udviklet mig fra at have tilbagelagt distancen til både Prag og Bayeux ved pedalkraft og tyndcyklet store dele af Sydtyskland, Østrig og Italien i fortiden. Til ikke at eje så meget som et eneste lillebitte cykelmolekyle i nutiden.

Jeps. I grunden en rivende udvikling.

MEN nu tænker jeg, at cykling er en sport, jeg GODT kan bedrive, selv om mine dumme, inflammerede fødder modarbejder mig. Det kan give frisk luft og røde kinder. Og endelig kan jeg cykle, når det passer MIG.

So what's not to like?!

Det skulle da lige være prisen.

Fuck altså. Jeg kommer jo lynhurtigt af med en syv-otte tusind for sådan et apparat. Foruden det, som det koster at gøre cyklen brugbar. 

Og her kommer så lige en verbal fatwa til cykelhandlerne:

Jeg fatter ikke. Som i FATTER ikke. At man vil være bekendt at sælge en cykel som et komplet produkt, når den IKKE er forsynet med skærme, støttefod, bagagebærer, lås og flaskeholder. Man skulle jo tro, at den slags var inkluderet som minimum.

Man køber jo for fanden heller ikke en bil for derefter at måtte tilkøbe et bagagerum. Og et låsesystem. Og stænklapper. For slet ikke at snakke om lygter. Eller kopholdere.

Men køber man en cykel, ja, så mangler halvdelen af produktet jo som udgangspunkt. Og oven i grundprisen skal altså lægges det, som det i realiteten koster at sætte den i stand til anvendelse. 

Det beløber sig i hvert fald til en ekstra tudse.

Shame on you, dumme cykelhandlere. Det er jo tæt på falsk markedsføring.

Så jeg droppede tanken igen. 

Jeg har ganske vist lige fået bibliotekspenge for alle de bøger, jeg har oversat (HALLELUJA 💃💃💃), men køber jeg en cykel, er størstedelen af beløbet væk.

Derfor købte jeg i stedet et par neoprenstøvler. Til 250 kroner.

Hehe 😋

Det er nemlig mest fodtøjet, der står i vejen for, at jeg kan bruge mit forholdsvis nyindkøbte SUP (paddleboard).

Jeg købte det sidste år. Inden jeg nogensinde havde prøvet at stå oprejst på sådan en motherfucker. Så brugte jeg det hen over sommeren og opdagede, at det er ret god motion. 

Til gengæld har jeg ikke brugt det hen over vinteren. For jeg er bange for at få kolde, våde futter.

Og det er jeg så ikke længere 😄

Så for 250 kroner fik jeg fred i sjælen. Og kan øjne en smule fysisk aktivitet i nærmeste fremtid 🏄

Ikke mere nu. Jeg skal have bestilt noget takeaway. Det ER jo ferie 😂