Laver ikke en skid

Eller ... det passer selvfølgelig ikke helt.

For jeg har været på tennisbanen i formiddags 🎾😇 Lidt spontant og på min tennismakkers initiativ. Og i støvregn, så den planlagte time blev til tre kvarter. But still ...

Og jeg har taget opvasken fra i går. Hvilket var forholdsvis overkommeligt, da middagen i går aftes bestod af take-away fra et af de lokale sushi-etablissementer. Så "opvasken" gik mest ud på at smide plastikbakker og brugte spisepinde ud = my kind of dishwashing 😂

Og jeg har sgu også lagt tøj i vaskemaskinen. Og, ikke mindst, trykket på startknappen.

OG jeg har overvejet at bage en squashkage, for min squashplante i drivhuset er lige så invasiv og leverer lige så mange produkter som frygtet, hvilket betyder, at jeg har et ret overvældende antal squash til fri disposition (sidste år havde jeg fejlagtigt anbragt planten MIDT i drivhuset, da jeg ikke anede, hvor stor sådan en motherfucker egentlig bliver, og afskar dermed mig selv fra fri adgang til den INDERSTE del af drivhuset resten af sommeren). 

Droppede dog planen igen, da jeg opdagede, at jeg er løbet tør for sukker, og hvem fanden gider tage i Rema i støvregn? (Det var en helt anden sag, hvis jeg manglede vin, men det gør jeg ikke.)

Bortset fra det: ikke en skid.

Faktisk har jeg ikke engang sat hår. Eller lagt makeup.

Er således gået helt i ferie-mode 💃💃💃

Og når man er i ferie-mode, skal man huske at lade sofaen springe på ryggen af en, hver gang det falder den ind. Og det gør det nu, kan jeg mærke 😉

😴

😴

😴

Nå. 

Så gik der sgu lige halvanden time med at knurre på sofaen, og klokken er 15.15. Min hektiske formiddag med både tennis, udsmidning af sushi-bakker og start af vaskemaskine må have taget hårdt på mig.

Eller også er det de seneste 14 dage, der har taget pippet fra mig. 

Og jeg ved godt, det er et sidespring, men gad vide, hvorfor man egentlig siger sådan? Hvad er det lige for et "pip", man tager fra nogen?

Nå, men mit pip er i de seneste 14 dage blevet til et halvkvalt kvæk. Så travlt har jeg haft.

Det begyndte med min mors 80-års fødselsdag. 

Fra fredag til mandag for to weekender siden. På en herregård i Vestjylland:

Med deltagelse af hele familien (min bror og hans familie, min søster og hendes familie, mig og Rotterne og to af deres kærester). Og mad fra slagteren i Vemb.

Vi hyggede med kongespil og brætspil og improviseret dans på køkkengulvet til Kool and the Gang. Og masser af gin-tonics og aperol spritz.

Boldspild havde vi heldigvis ikke meget af, men jeg forestiller mig, at sådan en voldgrav nok kan sluge lige så mange bolde som en sø ved en golfbane.

Tirsdag havde mine elever på 9. årgang sidste skoledag med masser af kalas og fællesspisning med deres lærere = mig og mine fire mænd (nu eksmænd 😭😭😭, som du kan læse en kærlighedserklæring til her).

Onsdag havde de tre klasser på årgangen translokation, som måtte afholdes i tre omgange på grund af fucking corona. Det betød også tre gange levering af velskrevet tale fra min side, tre gange reception og tre gange smalltalk med både afgangselever og deres forældre.

Torsdag havde min egen datter, Barn 4, translokation på sin egen skole. Hun forlader skolen med 26 12-taller på sit afgangsbevis og satte punktum for sin skolegang med dette smukke nummer på klaveret:

Som du måske fornemmer, er hun typen, der kan, præcis hvad hun sætter sig for. (Tag blot ikke fejl: Hun kommer ikke sovende til det, for hun har med kæmpestor selvdisciplin slidt sig til sine flotte karakterer og øvet sig på klaveret i hundredvis af timer gennem de sidste 9 år). 

Men her i huset siger vi heldigvis "fuck" til Janteloven og fejrer vores succeser, og dette her er sgu meget godt gået i en alder af 15. Bum.

Denne dag havde også Barn 1 fødselsdag, men hun holdt fest med veninderne, og det var måske meget godt, for jeg kunne jo ikke deltage.

Fredag fyldte jeg Yarisen op med afkom og vendte kølergrillen mod København. Ældste Søn (Barn 2) skulle nemlig forsvare sit speciale på DTU. Og blev dermed CAND.POLYT eller nærmere betegnet Master of Chemical and Biochemical Engineering, woop, woop 🎆💃🎇

Vi kunne således fejre endnu en succes, og jeg er super stolt af ham!

Knægten er allerede kaldt til sin fjerde jobsamtale på halvanden uge og vil formentlig spadsere direkte ud i et spændende job.

Om aftenen holdt vi kandidatfest hjemme hos The Person Formerly Known as Lucifer (eller min eksmand, om du vil) i Gentofte.

Sweetie var med.

Hun er den nye kvinde i mit liv 💘

Og hun har heldigvis lavet en suppe til mig med helt nye boller. I forhold til den gamle kvinde i mit liv altså.

For hun elsker at være sammen med min familie, og hun synes, The Person ... (fortsæt selv) er okay selskab.

Mens den gamle kvinde afskyede min eksmand og kategorisk nægtede at deltage i selskaber, hvor mine forældre ville være til stede.

Hvilket tit blev akavet. 

For hun INSISTEREDE på at blive inviteret med til diverse sammenkomster i min familie. Blot så hun kunne takke nej til invitationen (og dermed opnå en eller anden tilfredsstillelse, tænker jeg). Mens JEG derefter stod der til arrangementerne og måtte smålyve i et håbløst forsøg på at forklare, hvorfor damen ikke kunne være med.

Og hun blev RASENDE, hvis jeg plejede omgang med mine børns far. 

For eksempel da jeg i en efterårsferie havde inviteret Barn 3 og 4 med til Kreta med afgang fra Kastrup, og The Person blablabla ... tilbød os, at vi kunne tage til Gentofte aftenen før og overnatte i hans hus, hvorpå han ville stå op klokken 03.30 om morgenen og køre os i lufthavnen.

Det var et venligt tilbud, som jeg tog imod. Men det skulle jeg aldrig have gjort.

Fuck for en skideballe, jeg fik af ekskæresten 😱😱😱

Så de par gange, jeg efterfølgende overnattede i eksmandens hus, var det en lidt ... øh ... revideret version af sandheden, jeg fortalte derhjemme. Det var bedre, hun ikke vidste noget.

Jeg tror ikke, min ekskæreste var klar over, hvor ked af det jeg følte mig, når hun afviste min familie eller blev så vred over, at jeg somme tider var i samme hus som min eksmand. Eller det HÅBER jeg i hvert fald ikke. For så er hun mere kynisk, end jeg troede.

Og jeg forstod ikke hendes vrede. 

Jeg gjorde ikke noget forkert. 

Havde hun forestillet sig, at jeg efter MANGE års mentale trængsler ENDELIG havde fundet modet til at springe ud og for første gang havde oplevet rigtig kærlighed for blot at kaste mig TILBAGE i eksmandens favn og dermed den tilværelse, jeg var så glad for at have forladt?

I THINK not.

Sweetie derimod 💘💘💘 Min nye, skønne kæreste.

Hun er vild med min familie 😄 Faktisk ringer hun somme tider til både Rotterne og min mor. Bare for at høre, hvordan det går. Og det er en kæmpe lettelse for mig.

Så hun takkede omgående ja til at deltage i sønnikes kandidatfest i min eksmands hus sidste fredag.

OG til at tage med på familieudflugt til Furesøen om lørdagen. Picnic i det grønne. Med både paddleboards og kajakker og mad og øl i køletasker.

Søndag svingede jeg atter Yarisen vestover og kørte hjem til afrusning. To weekender i træk med næsten uophørlig kalas, og min kvindekrop trængte til en mad-og-drikke-i-overvældende-mængder-pause.

Mandag var jeg på job. 

Jeg ved godt, at visse mennesker mener, vi lærere er nogle dovne svin, der holder 11 ugers sommerferie (det har jeg set folk hævde i et kommentarspor til en artikel). Jeg kan kun tælle til fire. Ligesom velsagtens de fleste andre lønmodtagere.

Så jeg har været af sted hver dag i den forløbne uge. Elever havde vi selvfølgelig ingen af. Men der er meget, der skal udrettes i elevernes fravær. For eksempel planlægning af et helt skoleår.

Tirsdag havde Barn 4 fødselsdag, og jeg kørte direkte fra job til Aarhus, hvor vi spiste middag på en restaurant om aftenen. Hyggeligt og lækkert 😋

Onsdag var jeg til kombineret fødselsdagsfest og studentergilde hos Übermenschs (prøv lige at udtale DET ord 😂😂😂), aka min skønne venindes, søde søn. 

Det er livsbekræftende at se alle de glade, stolte studenter med deres flotte huer, og det var så fin en aften. Ikke mindst fordi den vakte gode minder om min egen studentertid.

I forgårs havde min yngste søn, Barn 3, fødselsdag. Men han var heldigvis ikke hjemme. Han har nemlig fået aftenarbejde og kunne ikke tage imod gæster på selve dagen.

Det gav mig et tiltrængt pusterum.

Det er jo ikke tilfældigt, at jeg har skrevet visse ord med fed i dette indlæg. De ord markerer tidspunkter, hvor jeg har haft travlt i de seneste to uger. Enten med arbejde eller fester eller andre sociale sammenkomster.

Og jeg kan blive helt stakåndet, når jeg scroller ned over mit indlæg. For SAtan, Hans-Otto. Det har været vildt.

Noget af det har været selvforskyldt.

Tre af mine børn (Barn 1, 3 og 4) har jo nemlig fødselsdag inden for otte dage (hvilket fortæller mig, at der må være en uge i efteråret, hvor der ikke rigtig kommer noget i fjernsynet, høhø 😂).

Og så har jeg ikke nævnt, at begge min søsters to børn faktisk har fødselsdag inden for de SAMME FUCKING OTTE DAGE. Og at jeg i år har måttet melde afbud til begge to på grund af andre arrangementer.

Til gengæld var jeg hjemme hos min mor i går. Her mødtes jeg med ugens tre fødselarer af egen avl (Barn 1, 3 og 4 altså), som syntes, det var synd, at mormor ikke havde været med til at fejre nogen af deres fødselsdage. 

Min mor kan med sine 80 år godt have lidt svært ved at overskue tingene, og jeg havde sagt, at jeg nok skulle sørge for alt. Hun behøvede bare lukke døren op, når vi bankede på, og eventuelt lave en kande kaffe.

Så da jeg langt om længe fik fri fra jobbet, susede jeg i Føtex og indkøbte jordbærtærte (som er min yndlingskage), chokoladekage, cookies, p-tærter, saftevand, lagkagelys og kageflag. Og hastede videre til fest.

Shit.

Derfor, kære læser, har jeg faktisk ikke lavet en skid i dag. 

Jeg regenererer mentalt. Og prøver at vænne min krop til, at den ikke nødvendigvis behøver indtage dobbelt-op på kalorier på daglig basis.

For med den mænge forplejning, jeg har modtaget i den senere tid, er jeg vokset i volumen og håber blot, at jeg dermed ikke trykker kloden ud af dens kredsløb.

Ikke mere nu.

Jeg skal spise 😋😋😋

Om tapashygge og døde mobiler

Jeg har været til et fint arrangement. I lørdags. Hos Übermensch.

Nu sidder nye bloglæsere og tænker: "Hvem fuck er Übermensch?" Hvilket er forståeligt nok.

Übermensch er en lang historie. Som i en lidt kortere version end den lange lyder således:

Jeg mødte for cirka 15 år siden en kvinde. Ikke en kærestekvinde, for dengang lod jeg stadig, som om jeg var heteroseksuel. Men en venindekvinde.

Og sikke en skøn veninde. Hun var klog og sjov og empatisk og loyal. Og hun kunne se en masse positivt i mig, som jeg ikke troede, andre rigtig kunne se. 

Vi sås hver eneste dag og blev hurtigt BFF. Best Friends Forever.

Troede vi.

Men så skete der noget. En masse faktisk. 

Jeg sprang for eksempel ud. Forlod min mand. Lukkede mit oversættelsesfirma. Flyttede i lejlighed i den lokale ludergade. Tog ny uddannelse. Den slags bagateller.

Og alt dette "noget" skete, fordi jeg havde forelsket mig. I en kvinde sjovt nok. Som også var forelsket i mig. Og alle mine årelange drømme og længsler efter at prøve ægte kærlighed var gået i opfyldelse.

Men ingen roser uden torne, og dem havde MIN rose desværre nogle stykker af.

For eksempel kunne min nyfundne og længe savnede kærlighed ikke tolerere mit bekendtskab med min kære veninde. Man kan jo kalde det jalousi. I ufortyndet form.

Og jeg begik en af de største nederdrægtigheder i mit liv. Som jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv:

Jeg slog hånden af min skønne veninde, som absolut ikke havde gjort noget forkert og nu stod alene tilbage og helt sikkert må have grædt mange tårer og undret sig over, hvad der lige ramte hende der.

Så gik der næsten ni år. Og jeg forlod min kæreste. Hun havde fået andre og vigtigere (følte jeg) interesser end mig og vores parforhold, og jeg kunne ikke længere holde ud at dalre rundt ude på det sidespor, hun havde anbragt mig på.

En af mine første handlinger efter bruddet med min kæreste var at kontakte min gamle veninde. Jeg havde savnet hende, så det gjorde ondt, og jeg havde behov for at give hende en inderlig undskyldning. 

Jeg håbede selvfølgelig også, at vi på en eller anden måde kunne genfinde vores venskab, men jeg var kun alt for bevidst om, at chancen måtte være uendelig spinkel. Jeg havde nemlig ikke fortjent hendes venskab. Jeg havde fortjent et los i røven. Ud af hendes liv og til Timbuktu.

Hun tog mig tilbage med åbne arme. Naturligvis gjorde hun det. For sådan er hun. Übermensch 💜

Det var den korte version af historien. Så vær du bare glad for, at jeg ikke fortalte den lange 😂

I lørdags var jeg inviteret til tapashygge hos Übermensch. Et lidt spøjst koncept, hvor hun og en veninde hver især havde inviteret en lille flok kvinder, uden at nogen egentlig kendte hinanden. Og så måtte det jo enten blive en succes eller en fiasko.

Alle skulle medbringe en lille tapasret til buffeten.

Jeg lavede en rejesalat, som blev pisselækker. Sagt i al beskedenhed selvfølgelig 😉

Opskriften finder du her.

Alle havde gjort sig umage, og det blev en smuk og farverig buffet.

Og en tæskehyggelig aften 👍😄 Så de to værtinder kan roligt ånde lettet op.

Der blev snakket igennem. Helt ned under bæltestedet.

Det begyndte allerede INDEN den første tur rundt om buffetbordet med, at den fremmede dame på min venstre flanke åbenbart havde set et interessant fjernsynsprogram om klunker. Og så tog det fart 😂 Kvinder altså!

Jeg kom i aftenens løb til at fylde uforholdsmæssigt meget. Det var ellers ikke tilsigtet, for jeg kan godt være lidt tilbageholdende og observerende, når jeg befinder mig i selskab med mennesker, jeg ikke kender.

Men på en eller anden måde kom det frem, at jeg måske havde en lidt anderledes historie end de andre i selskabet, og så blev jeg tæppebombet med spørgsmål om både skilsmisse og retssager mod eksen og politiransagninger og forældres og svigerforældres intolerance. Og alle de andre fængslende episoder i min udspringsføljeton.

Og om jeg tænder på store bryster.

Right.

Aftenens mest hjertevarmende indslag opstod, da vi skulle have kaffe, og Übermensch fremdrog to ganske særlige kopper, som hun havde købt i en genbrugsbutik. Sådan nogle med svungne former og sirlige blomstermønstre og guldbelægninger. 

Og så var de ganske små. 

Og det var de, fordi ... jeg hader lunken kaffe.

Hver gang jeg drikker kaffe, må jeg aflægge mikrobølgeovnen en tre-fire besøg, inden jeg når bunden. For min kaffe skal være svitsende varm. Ellers er den klam.

Det vidste Übermensch. Derfor havde hun købt en særlig kop til mig. Så var der nemlig en chance for, at jeg kunne drikke helt til bunds uden at måtte varme kaffen op igen og igen.

Den anden kop havde hun købt til sig selv. Så jeg ikke skulle sidde alene i selskabet med et smagløst stykke kitsch i hænderne.

Sådan er min veninde 💜

Nå, men jeg gik hjem klokken lidt over et. Bilen lod jeg sjovt nok stå. Den kunne jeg altid hente, for Übermensch bor cirka et kvarters gang fra min forstadsvilla.

Det gjorde jeg så i går. 

Stupid me.

Som om jeg ikke kunne se ud ad vinduerne, at vejret var helt igennem noget lort. Med storm og pisregn.

Übermensch havde oven i købet tilbudt at komme og hente mig i sin bil. Men nej, nej. Jeg mente, at luften nok ville have godt af mig.

Så jeg iførte mig mine Fjällräven-vandrebukser, en tyk sweater og min regnjakke. Og så begav jeg mig af sted. Der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

Min mobiltelefon havde jeg stukket i en af de 10.000 lommer i mine vandrebukser. Der lå den sikkert godt, tænkte jeg. For mon ikke sådan nogle vandrebukser måtte være vandafvisende?

Nu ligger min mobiltelefon i en pose med ris. Og nej, mine Fjällräven-vandrebukser er ikke specielt vandafvisende, kan jeg så fortælle.

Til gengæld trækker det vist op til et besøg i El-Giganten og en ny Huawei.

Vil således slutte nu. Take care now. Og vi høres ved 💜

Om sårbarhed

Jeg skriver med en 😊 Altså på det der dating-site. Boyfriend (som jeg har kastet et par fatwaer over ved en tidligere lejlighed).

Og nej, det er ikke kvinderne på henholdsvis 19, 23 og 24, jeg skriver med. 

For helvede altså. Jeg har jo fucking BØRN, som er ældre end dem. Ved sgu ikke, hvorfor de synes, det kunne være interessant at skrive med en, der er mere end dobbelt så gammel. Måske er det en mor, de søger?

Nå, men det vil jeg ikke rode mig ud i ret mange refleksioner over. Det er sikkert komplekst.

Til de unge damer skriver jeg pænt tilbage og spørger, om de mon HAVDE tjekket min alder, inden de henvendte sig 😂

Den anden dame, jeg skriver med. Altså hende i første linje. Hun spurgte mig forleden dag om mine karaktertræk.

Og jeg skrev, at jeg kan være lidt forsigtig og observerende, første gang jeg møder folk. Men at jeg hurtigt får tillid, når jeg har set dem lidt an.

At jeg er åben og villigt deler dybe ting, men også gerne lytter. Gensidig fortrolighed, you know.

Og så skrev jeg, at jeg i regelen bliver behandlet med stor respekt. Ikke fordi jeg tiltvinger mig den, men fordi andre synes, jeg er megasød, og ikke kan fordrage at se mig såret eller ked af det.

Jeg nævnte også lige, at jeg somme tider ER sårbar. At jeg kan tage ting lidt for nært. Måske fordi jeg er meget reflekterende. Og kan vende og dreje en problemstilling i tankerne 10.000 gange.

Kan for eksempel blive berørt, hvis jeg ser progeriabørn i fjernsynet.

Eller hvis nogle af mine elever bliver uretfærdigt behandlet.

Jeg bliver også pisse ked af det, hvis nogen siger noget grimt til mig. Eller noget usandt.

Og i onsdags kom jeg til at sidde og småtude lidt på lærerværelset, fordi jeg følte, at min tryghed i jobbet var blevet undermineret af de der fyringer dagen forinden. Jeg har aldrig før følt mig fristet til at læse stillingsannoncer, og jeg er rystet over at opleve, at det kan blive nødvendigt nu. Jeg har ikke LYST til at arbejde andre steder. Men det forlyder jo, at vi måske ikke er færdige med fyringerne.

Og hvad sker der, når fruen sidder på lærerværelset og hænger med skuffen? Ja, så kommer alle mine skønne, empatiske kolleger farende og giver krammere og omsorg.

Men jeg ville hellere være fri. Altså ikke fri for skønne kolleger eller omsorg. Men fri for at være så fucking sårbar.

Det er ikke fedt at sidde der ude af stand til at holde på sin muntre facade. Så jeg er nødt til altid at rende rundt med en eyeliner i lommen, i fald det bliver nødvendigt at foretage et par småreparationer i dagens løb.

Heldigvis sker det kun en gang måske hvert andet år. Men det er bare en gang hvert andet år for meget.

Så jeg ville ønske, jeg var beklædt med mere teflon. Så ting prellede af. Og jeg ikke blev så skide følelsesmæssigt berørt.

Hvortil damen svarede, at jeg ikke skulle være ked af min sårbarhed. At sårbarhed er tegn på, at man involverer sig, at noget er vigtigt, at man er i stand til at føle. Og at man ikke bare er kold i røven.

Det er fandme en god dame, jeg skriver med. For sådan har jeg aldrig anskuet min sårbarhed før. Jeg har mest bare være pisseirriteret.

Og hvis du også render rundt derude og føler alt for meget, så kan du måske læne dig lidt op ad DEN melding 😉

Nu skal jeg spise. Falafel og salat. Og dermed fuldkommen politisk korrekt.

Take care 💜💜💜

Snart træt af Sir Eyeball

Og hvad fanden er også det for et navn?! Sir Eyeball? Klamt.

Nå, men det handler alt sammen om min datingprofil på www.boyfriend.dk.

Og jeg har et par fatwaer at kaste.

Første fatwa: 

Hvorfor fanden er man som lesbisk henvist til at oprette en profil på noget, der hedder BOYfriend.dk?

Sidste gang jeg var på datejagt, var sitet opdelt i en lyseblå BOYfriend-del. Og en lyserød GIRLfriend-del. 

Men nu er girlfriend fandme forsvundet. Og billedet ovenfor er fra et tidligere indlæg, jeg har skrevet.

Selve funktionen kvinde søger kvinde findes stadigvæk på sitet, men som lesbisk synes jeg, det er ydmygende at have en datingprofil et sted, der, i hvert fald i navnet, er rettet mod mænd.

Bum.

Anden fatwa:

Min profiltekst slutter med ordene: 

"Du må gerne skrive til mig, HVIS du er kvinde, og du kan se dig selv i noget af ovenstående.

Hvis du er mand? Don't bother."

Altså. Er DEN virkelig til at misforstå?

Nej, vel?

Men hvorfor HELVEDE bliver jeg så ved med at få beskeder fra mænd?!

Er de tungnemme? Kan de ikke læse? Er engelsk for fremmed for dem? Eller er de bare SÅ opfyldt af testosteronbetinget selvtillid, at de virkelig tror, jeg vil gøre en undtagelse i netop DERES tilfælde?

Hvabeha'r?

Sir Eyeball er særligt ihærdig.

Han har skrevet til mig et utal af gange. HAN må virkelig tro på sit held 😂

Han har anlagt en høflighedsstrategi med masser af smiger. Og det skulle da også bare lige mangle, når jeg tydeligt har frabedt mig hans henvendelser. Skulle jeg mene.

Vores kommunikation ser nogenlunde således ud:

Sir Eyeball: Har du altid kun været til piger? Vil vildt gerne prøve en moden kvinde.

Fruen: Det kan jeg godt forstå. Men det bliver altså ikke mig.

Sir Eyeball: Det er jeg meget ked af. Havde håbet du måske var hende. Kan du slet ik overtales :) Du har vel haft sex med en fyr før?

Fruen: Masser af gange. Det er også derfor, jeg ved, at jeg ikke skal prøve det igen.

Sir Eyeball: Okay. Det er jeg virkelig ked af :) Undskyld, jeg skrev. Havde da bare håbet, vi måske kunne ses.

Fruen: Det er okay. Jeg håber, du finder, hvad du søger :-) Hav en god dag.

Sir Eyeball: Du er ellers en køn moden dame.

Fruen: Tak. Det er sødt af dig :-) Men jeg er køn, moden og meget, meget lesbisk.

Sir Eyeball: Fuck hvor æv. Kan du ikke gøre en undtagelse?

Fruen: Sorry. Du er nødt til at glemme mig. Håber, du finder en anden kvinde, som vil tage pænere imod dig.

Og så har jeg tilmed sorteret nogle af hans beskeder fra i gengivelsen ovenfor.

Nu venter jeg på svar fra Sir Eyeball. Og det skal nok komme.

Men helt ærligt! 

Er jeg ikke tydelig i min kommunikation? Hvilke dele af mine svar giver ham mon anledning til at tro, at det er okay, han bliver ved med at skrive?

Jeg kan da ikke læse andet end afvisninger.

Eller er jeg bare en naiv og høflig amatør, når jeg sådan synes, jeg skal blive ved med at svare ham pænt?

Skal jeg ignorere ham fremover? 

Eller skal jeg være mere krasbørstig?

Der er mange ubesvarede spørgsmål. Men én ting kan jeg sige med sikkerhed:

Det er sgu ikke kedeligt 😂😂😂

Må rulle nu. 

Take care 💜💜💜

Læs den!

Så. 

Nu har jeg lige vendt sidste side i en virkelig læseværdig bog. 

Som har gjort mig meget mere bevidst om en lang og sej kamp mod nogle sørgelige, kvindeundertrykkende mønstre og strategier på utrolig mange områder i det danske samfund.

Den ser sådan ud:

Og er skrevet af Birgitte Possing, som er professor emerita i historie og antropologi og har vundet en række priser for værker om sammenhængen mellem biografi, køn og historie.

Jeg kan ikke referere noget fra bogen lige så godt, som Birgitte Possing selv har skrevet det, men jeg kan citere lidt fra epilogen. Som en slags teaser:

"Vores samfund er båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det er et mønster, der har gentaget sig fra demokratiets spæde barndom til i dag: Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet. Argumenter imod kvinder viser, at magtbærende personer gennem 170 år har forsøgt at gøre repræsentanter for et helt køn tavse ved at kalde alle dets repræsentanter for magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige. Selv om de enkelte kvinder, der stak hovedet frem, i virkeligheden var det modsatte."

Birgitte Possing skriver videre, at:

"Magten er ulige fordelt mellem de to køn, så det kan ses: 80 % af alle ledere på alle samfundets domæner er mænd, og kvinder er kun repræsenteret på 20 % eller færre af samfundets topposter."

Til gengæld støder vi på det samme mønster, "uanset om vi bevæger os i det politiske liv, i erhvervslivet, i organisationslivet, i den videnskabelige verden, på den kulturelle, kirkelige eller kunstneriske scene, i sportsverdenen eller i mediernes magtbærende cirkler."

Værsgo og spis!

Har du, kære bloglæser, den mindste interesse i kvindekamp og ligestilling, skal du således skynde dig at købe bogen. Den er virkelig "tragispændende".

Birgitte Possing giver også foredrag. 

Jeg glæder mig for eksempel til den 6. maj, hvor jeg skal høre damen fortælle live hos Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus. 

Så vidt jeg ved, er der stadig billetter. Måske ses vi 😉

Nu vil jeg til gengæld lade sofaen springe på ryggen af mig og min kvæstede fod og et afsnit af Sopranos springe i øjnene 😄

Take care and keep cruisin' 💜💜💜

Ny bucket list

I marts 2018 skrev jeg et indlæg med titlen Bucket list. Har lige genlæst det. Ellers et udmærket indlæg. If I may say so. I al beskedenhed 😋

Du kan læse det her.

Og hvis ikke du gider læse det, vil jeg yde den service at fortælle, at det handler om at gøre sig klart, hvad man gerne vil have ud af livet. For det er megasundt lige at mærke efter en gang imellem, methinks.

Sådan en bucket list kan jo ændre sig nogle gange over et livsforløb. Således også min. I hvert fald delvist.

Jeg lavede min første bucket list, da jeg gik på high school i USA. Det er ... pyha ... øh ... mange år siden.

Jeg ved, at jeg skrev fem punkter ned. Men jeg kan kun huske de to af dem: Jeg ville stå på toppen af Keops-pyramiden i Egypten. Og jeg ville udgive en bog, jeg selv havde skrevet.

Well, du kan næsten selv gætte, hvordan det gik med det første punkt. Det er nemlig FORBUDT at klatre op på pyramiderne. So clever me.

Det andet punkt har jeg ikke opgivet endnu. Det står stadigvæk på listen. Jeg skal bare liiige finde den rette idé. 

Og indtil da må jeg begrænse mine skriblerier til Dropsene. Men det gør sådan set heller ikke noget. For her skriver jeg jo også til et publikum. Og tak for det, kære bloglæser 💜 

Jeg tjener bare ikke penge på at skrive blogindlæg (eller ... jo, det gør jeg faktisk, for jeg tjener mellem 1 øre og 1 krone om dagen på at have reklamer på, men det er i hvert fald ikke det, jeg får smør på brødet af).

For ti år siden stod der på min bucket list, at jeg MÅTTE prøve at være i et kærlighedsforhold til en anden kvinde. Det stod allerøverst, for det var mit altoverskyggende mål. Jeg kunne ikke forestille mig større ulykke, end hvis jeg aldrig fik prøvet en kvinde.

Den kan jeg så vinge af. 

Sådan da. For nu har jeg prøvet en kvinde. Og det har givet mig en craving efter ... EN KVINDE TIL. Jeg MÅ have en kvinde til. SÅ let er jeg altså at tilfredsstille, haha 😂

Det var to punkter. Jeg plejer at synes, at fem er fint.

Det tredje punkt kalder jeg Kärntner Tomaten-Mozzarella Nudeln. Og det kalder jeg det, for det HEDDER de.

Jeg smagte dem i Østrig for måske 15 år siden, da jeg en sommer havde cyklet fra Italien gennem Østrig til Slovenien og som belønning efter strabadserne hapsede et par dages afslapning ved en badesø og en by, der hedder Klagenfurt. 

Fuck, de smager godt! Det er sådan nogle abnormt store pastalommer med fyld af tomat og mozzarella (deraf navnet, sjovt nok). Nu ligger en ny tur til Kärnten, som regionen hedder, ikke lige på tegnebrættet, men så må jeg fandme lære at lave nudlerne selv! Hrmpf!

Fjerde punkt hedder Caminoen i Spanien. Eller eventuelt Fishermen's Trail i Portugal. Vil VIRKELIG gerne prøve at vandre i Sydeuropa. Egentlig vil jeg helst Caminoen, men det er bare ærgerligt, at den er så overrendt. 

Venter bare lige på, at mine fucking menstruationer skal holde op. For jeg gider simpelt hen ikke vandre rundt på måske primitive steder og bløde uden hyppig adgang til sanitære faciliteter. Det ville faktisk være et mareridt. Så hellere vente. Det varer nok heller ikke længe, før jeg er fri for det lort for good. Som 51-årig må man vel nærme sig.

Femte punkt er ti kilo til. Det er i hvert fald overkommeligt. For siden sidste sommer har jeg tabt de første ti. Jeg har knækket koden, hehe 😋 Det handler bare om at spise mindre. Og det kan jeg sagtens fortsætte med. 

Det er dælme også tiltrængt. For efter at jeg mødte min kvinde (nu EXkvinde), tog jeg mindst 25 kilo på. Vi hyggede ganske enkelt for meget. For mange cafébesøg. For meget chokolade foran Netflix. For mange rødvinsmiddage.

Men det er slut nu. Og det går så godt, at jeg i dag måtte købe et bælte, så jeg kan holde mine fede Fjällräven-vandrebukser oppe. Positivt problem.

Det var fem. Som her kommer i prioriteret rækkefølge:

1. Ny kvinde
2. Ti kilo
3. Vandretur
4. Bogudgivelse
5. Nudler

Nå, men jeg vil lade sofaen springe på mig og se et par afsnit af Krøniken.

Ud over at være en rigtig fin tv-serie udmærker Krøniken sig ved at have stået på min forrige bucket list. Af en eller anden grund kom jeg nemlig aldrig med på vognen, da den blev vist første gang, og det har jeg siden fortrudt. Nu griber jeg altså chancen for at se den, og har dermed fjernet den fra listen 😄

Så jeg vil lade dig være i fred lidt. Beklager, hvis jeg har plaget dig med rigeligt læsestof i dag. Det er jo andet indlæg 😋

Bare et hurtigt hej :-)

Jeg har ikke glemt dig 💜

Ved godt, at jeg plejer at skrive i weekenden. Men lige netop denne weekend har jeg fyldt ud med andre gode ting:

Yngste Søn kom hjem til Mutti fredag aften og har været her siden. 

Jeg spillede tennis i går formiddags og spiste frokost hos min mor. Sammen med hele tre af mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn).

Brugte efter hjemkomst ret lang tid på Messenger og dejlig hyggechat med ... en dame. Som jeg chatter med.

Og om en times tid vil jeg køre til Silkeborg, hvor jeg vil vandre med kvinderne i Gaia. Sidder faktisk her i mit vandregear. Og må konstatere, at mine skønne Fjällräven-bukser er blevet for store. Eller rettere sagt: Det er sgu nok mig, der er blevet for lille. For jeg har tabt 10 kilo siden sidste sommer. Woop, woop 💃💃💃

Nå, men jeg må se, om jeg kan finde et bælte.

Klokken 17 tennis igen.

Og SÅ er jeg træt.

Vil derfor fede den i aften. Med Netflix. Og den hvidvin, der er til overs fra i fredags.

Så nej, jeg får sgu nok ikke tid til at skrive et indlæg i denne weekend 😉

Men om fem arbejdsdage får jeg ... VINTERFERIE. YAY! Og da jeg ingen planer har før fredag den 15., ja, såøh ... lur mig, om ikke der skulle blive tid til en linje eller to her på Dropsene.

Der er sådan set nok at fortælle.

Take care, og vi høres ved 💘💘💘

Om partnere

Fik lige en bette snak med en kollega forleden dag. 

Ikke, fordi jeg ikke snakker med kolleger hver dag altså. Det ville jo være lidt bizart at gå igennem en hel arbejdsdag uden at veksle et ord med nogen af de 99 andre ansatte, tænker jeg.

Men den kollega, jeg har i tankerne netop nu, har det til fælles med mig, at hun er ret nysingle. Og derfor kommer vores snakke somme tider til at handle om det. Og om mænd. Og for mit vedkommende mænd OG kvinder.

Nu sidder den opmærksomme bloglæser og tænker, at det er mystisk, at jeg sådan sidder og snakker om mænd, for er jeg måske ikke homo?

Og jo, det er jeg. Helt og holdent homo.

Men jeg har jo i årenes løb brugt utrolig meget krudt på at få det til at SE UD, som om jeg var til mænd. Og det har betydet, at jeg har en fin lille portefølje af mandlige partnere med i bagagen. Hvad enten jeg bryder mig om tanken eller ej.

Der var for eksempel Peter. 

Han var min første kæreste. Jeg var 16. Og han var 20. Jeg var aldrig forelsket i Peter. Og da jeg trådte ud af forholdet med ham, var jeg lige så meget jomfru, som da jeg trådte ind i det tre måneder tidligere. Jeg var kærester med Peter, fordi piger på 16 altså havde en fyr i den lille provinsby, jeg voksede op i. Og det var bekvemt, at han godt ville nøjes med at kysse og holde i hånd.

Da jeg var knap 17, rejste jeg til USA som udvekslingsstudent. Og der mødte jeg Lamoyne. Ham var jeg heller ikke forelsket i. Men han var en flot fyr. Afroamerikaner, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk. Høj og muskuløs. 

Det var nede i Atlanta i staten Georgia. Og Georgia er et af de gamle slaveområder. Lamoyne kom fra det fattige, afroamerikanske kvarter, mens jeg selv boede hos en værtsfamilie i en velhavende, hvid bydel. Om der lå en provokation i det fra min side, ved jeg ikke, men det er da tankevækkende, at jeg slæbte en temmelig mørkhudet fyr med hjem til min rige, hvide værtsfamilie og plumsede ham i deres pool til forskrækkede blikke fra omgivelserne.

Lamoyne fik min mødom. På forsædet i den gamle, gule pick-up truck (eller "pik op", om du vil), jeg havde lånt af familien. 

For sådan var det åbenbart med velstående, hvide familier i den der gamle sydstat: Piger måtte ikke have drenge på værelset. Endsige overnattende drenge. Så hvis man ønskede en smule intimitet, ja, så var man altså henvist til at køre ud i en bil, finde et mennesketomt kvarter og hygge sig der. Mens man håbede på ikke at blive snuppet for public display of affection (slå det selv op), hvilket ville have udløst en bødestraf.

Så rejste jeg hjem, og mit forhold til Lamoyne blev til et håbløst, long-distance relationship, indtil det gik i sig selv. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men det passede mig udmærket. For Lamoyne havde udspillet sin rolle, da jeg via ham jo igen havde demonstreret, hvor hetero jeg lige var.

Da jeg var 18, løb jeg sørme ind i Jarle. En norsk marinesoldat på øvelse i Danmark. 

Jeg mødte ham på diskotek Mona Lisa i Aarhus. Sådan et etablissement med rundsiddesofaer i mørkerød velour, der visse steder havde stive pletter af spildt øl og sikkert også noget andet, som jeg ikke bryder mig om at tænke på. 

Da diskoteket lukkede, kørte jeg Jarle hjem til hans skib i havnen. Der kyssede vi, mens soldaterkammeraterne ved landgangen piftede, og så var vi kærester. Næste dag sejlede hans skib hjem til Bergen.

Og tre uger senere kom han flyvende ned for at besøge mig hos mine forældre, hvor jeg boede.

Mine forældre elskede ham, og han VAR også sød. Så sød, at han var helt utrolig kedelig. Sådan på den frelste, norske måde.

Forholdet varede i to år, hvor vi besøgte hinanden i ferierne, og så gled også det stille og roligt ud i ingenting. Hvilket ligeledes passede mig fint. For ligesom Lamoyne havde Jarle udspillet sin rolle. Jeg gav stadig indtryk af at være helt vildt hetero. Og som sidegevinst havde jeg fået en pæn seksuel erfaring. For Jarle havde en ret stor appetit. Så nu kunne jeg for alvor være med, når veninderne snakkede sex.

Jeg var sjovt nok aldrig forelsket i Jarle. Og hvad intimt samvær angik, så var det okay, om end det var TEMMELIG opreklameret.

Da jeg var 22, kom Lucifer ind i mit liv. Ham var jeg kærester med i 3 år og gift med i 18. Og med ham har jeg fire børn. 

Var jeg nogensinde forelsket i ham? Gæt selv.

Jeg forlod Lucifer, da jeg var 43. For det var langt om længe gået op for mig, at jeg levede det falske liv. I 43 år havde andre menneskers standarder betydet, at jeg havde knægtet mig selv og i processen ført en stribe mænd bag lyset. Og nu kunne jeg ikke mere. 

Jeg indså langt om længe, at jeg var håbløst homo, og at det ikke nyttede at kæmpe imod.

Så jeg stak andre menneskers standarder en fuckfinger og fandt en dejlig kvinde, som jeg forelskede mig i. Og som til gengæld også forelskede sig i MIG. Det var min debut med gengældt kærlighed. Og jeg opdagede, at det der sex i grunden var ret vidunderligt. Hehe.

Så. Nu har du fået et hurtigt oprids af de mest betydningsfulde partnere, jeg har haft. Og  jeg vil vende tilbage til min samtale med min kollega. 

For mens vi snakkede, gik det op for mig, at det sgudda ikke er tilfældigt. 

Det er ABSOLUT ikke tilfældigt, at jeg havde en hang til mænd i udlandet, da jeg var ung. På det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, at jeg var homoseksuel, men noget må have fortalt mig, at det var PISSEpraktisk at have en officiel mandekæreste stuvet af vejen i et andet land.

Og da jeg mødte Lucifer, må det samme noget have sagt mig, at jeg skulle se at få en masse børn, så jeg kunne henlede næsten al min opmærksomhed på dem. Og dermed ikke behøvede at se den grimme sandhed i øjnene: at jeg havde giftet mig med en mand, jeg ikke elskede.

Jeg har ikke tænkt over det før, men når jeg nu reflekterer, har jeg faktisk aldrig følt mig super godt tilpas ved at være alene med en partner. I hvert fald ikke før jeg fandt min skønne kvinde. Og derfor valgte jeg altså mænd, der boede langt borte, eller også fik jeg barn efter barn efter barn efter barn.

Om jeg er blevet klogere på mig selv? You bet.

Og av!

Gudskelov for mine fire underskønne styk afkom. Uden dem havde det sgu været lidt tragisk.

Jep.