Jeg får LANGE PATTER!

Holdnukæft, hvor jeg hader mennesker!

I hvert fald dem, jeg møder rundt omkring i byen mellem 27. og 31. december. For der er ALT for fucking mange af dem. Og de er mig ikke blot fuldstændig ligegyldige, de har tilsyneladende også en fælles mission om at være til størst mulig gene for alle andre.

Så trafikken er langsom og tung, ledige p-pladser er ikke-eksisterende, butikkerne er spartlet ud med kunder, der skal have byttet julegaver, og supermarkederne begynder at være tømt for de mest eftertragtede nytårsvarer og vrimler i øvrigt med horder af egoistiske pensionister, der maser sig frem med sylespidse albuer, og mødre, der skælder ud på vrælende småbørn.

De puffer, de skubber, de støjer. 

Så jeg har i dag brugt 14 gange så lang tid på mine indkøb som nødvendigt. Og det er fandme til at få lange patter af! (Jeg har ikke målt efter, men jeg fornemmer, at de i dagens løb har nærmet sig knæene med flere centimeter.)

Den var også gal i går aftes, hvor Ladyen og jeg havde inviteret hinanden på romantisk bif-date i kunstbiografen Øst for Paradis i Århus. 

Den tanke var vi ikke de eneste, der havde fået. Det er faktisk længe siden, jeg sidst har siddet på anden række i en biograf. Med snudeskaftet næsten mast fladt mod lærredet og begyndende hold i nakken allerede under reklamerne.

Hrmpf!

Jeg begynder så småt at længes efter det fredfyldte, velordnede miljø i den danske folkeskole, som jeg må undvære her i ferien.

Nå, men for nu at slutte af i en positiv tone, vil jeg sige, at jeg sikkert ikke når at skælde meget mere ud i 2013 ;-)

Jeg vil også ønske alle et fabelagtigt, lykkebringende 2014 og sige mange tak, fordi I læste med i det gamle år.

Best wishes herfra :-D

Var på McDonald's ...

... på vejen hjem fra julefrokost med kollegerne i forgårs.

Indrømmet: Jeg var sgunok lidt småsnalret. Det var i hvert fald en lystig fest med masser at slukke tørsten med.

Og jeg ved da heller ikke, hvad de må have tænkt på McD, da jeg trådte derind iført nedringet kjole, sexede nylonstrømper, nytårshat med funklende pailletter og store Salomon-vandrestøvler (skulle gå et stykke vej og havde været fremsynet nok til at udskifte mine sylespidse stilletter med vandrerigtigt fodtøj inden afgang fra festen).

Men så er det altså, at jeg bliver pisseirriteret på McD, når jeg bestiller en McChicken og en LILLE cola og derpå bliver spurgt, om jeg ikke vil opgradere min lille cola til en mellem, for det er fem kroner billigere.

Altså, McD! Hvis jeg havde ønsket en cola i mellemstørrelse, havde jeg nok bestilt sådan en fra begyndelsen. Men jeg opgraderede selvfølgelig alligevel, for der var jo penge at spare.

Det er det samme med deres bløde, blege pomfritter: Jeg kan mindes, at jeg engang forsøgte at bestillet et måltid UDEN pomfritter, men omgående fik at vide, at jeg kunne slippe med et lavere beløb, hvis jeg tog fritterne med. 

Hvad jeg selvfølgelig gjorde, selv om behovet ikke var der. For så kunne jeg jo bare smide dem ud, sagde jeg til mig selv.

Hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi det er madsvineri i høj potens.

Kort sagt er man med McDs bizarre prispolitik godt dum, hvis ikke man bestiller et større kvantum, end man har brug for (og man er faktisk også godt dum, hvis man gør).

Der er ikke noget at sige til, at man bliver smældhamrende fed, hvis man frekventerer det foretagende lidt for ofte.

Smågræder

Damn, hvor bliver man bare MEgatræt af at græde. 

Og jeg har grædt i dag. Er faktisk først lige holdt op. Og tænker, at jeg måske begynder om lidt igen.

Smågræd også lidt på jobbet. Ikke foran mine klasser selvfølgelig. Det er imponerende, som man kan holde masken i en tysktime i 7B, når man skal.

Men inde i lærerforberedelsen kunne jeg sidde og gemme mig lidt bag min skærm derhenne i hjørnet, hvor jeg holder til. Og smågræde. Sådan lige så stille. 

Mens jeg lod, som om jeg ikke bemærkede, at mine kolleger lod, som om de ikke bemærkede, at jeg græd.

Jeg græd også på vejen hjem i bilen, selv om man måske ikke er den mest trafiksikre trafikant i verdenshistorien, når man suser rundt derude på motorvejen og ikke kan se en skid på grund af ... øh ... det usædvanlig fugtige klima bag brillerne. Pis.

Årsag:

E-mail fra Lucifer. 

Nu er det alvor. Han rykker væk. Langt væk herfra. Permanent. Og om ret kort tid. Og han tager min yngste datter med sig. Han har allerede kigget på privatskole i Hellerup. De har plads i 4. klasse efter sommerferien. Og på hus i Gentofte til 12,5 million.

Hun siger, at hun vil med ham ...

... skriver han. 

Det er mest det sidste, der gør ondt, selv om jeg godt ved, at det er hans forvrængede, psykopatiske virkelighedsopfattelse, der får ham til at skrive sådan. Han er i egne øjne usårlig. Ukrænkelig. Og sådan en slags Guds gave til alle os andre (dermed også til min datter).

Samtidig er han højintelligent, aldeles veltalende og stærkt manipulerende. 

Og jeg tænker, at han i lang tid har udsat min lille datter for massiv bearbejdning i retning af Nordkøbenhavn og alle de fortræffeligheder, hun går glip af, hvis hun vælger at blive hos mig i mit perverse homoseksuelle miljø.

Det ville være en smal sag for ham at forme hendes udtalelser. Hun er naiv, letpåvirkelig og autoritetstro. Mens han er vant til at sno sig i millionforhandlinger med hårdkogte forretningsmænd.

Så hvor jeg tidligere var så sikker på, at han ikke ville få et ben til jorden i det forestående retsopgør om min datter, fordi han ganske simpelt er en elendig far, er jeg nu stiv af rædsel for, at det virkelig skal lykkes ham at få hende til at tage parti for ham og København.

For så taber jeg i retten.

Derfor græder jeg i dag.

Not dead ... yet

Nope, jeg er ikke kradset af. Endnu altså. 

Men jeg HAR haft en dødbringende uge med alt for travlt, hvilket i nogen grad skyldes abefest, som jeg holder her i residensen for en eksklusiv kreds i morgen aften.

Har egentlig heller ikke tid til at skrive nu, for jeg står med det ene ben ... 

... ikke i graven ;-),

men derimod til bestyrelsesmøde på rotternes skole og efterfølgende julefrokost.

Vil dog lige dele denne med jer:

Sidder til min yndlingssøsters fødselsdagsfest i sidste weekend i charmerende selskab med næsten hele min familie, da min smukke, karismatiske, kloge, reflekterende datter pludselig siger:

"Altså åben homoseksualitet er da den smukkeste kærlighedserklæring, der findes. Tænk at vælge at fortælle verden, at man elsker den, man elsker, når man ved, hvor mange fordomme og hvor meget modgang man vil møde."

Well done, my sweet child :-D Me like!

Og nu af sted til bestyrelsesmøde/julefrokost. 

Hav en fantastisk fredag aften!