Øh ... det er altså et lidt tænkt emne. For jeg har aldrig tjent mange penge. Og det kommer jeg sikkert heller ikke til.
Lige nu er jeg lærer på laveste løntrin. Min grundløn ligger på mellem 26.000 og 27.000 pr. måned. Brutto.
Af den løn skal jeg betale alle de faste udgifter, der er knyttet til at være voksen i Danmark: afdrag på huslån, forsikringer, vand, varme, el, tv, vedligeholdelse af hus og bil, a-kasse, ejendomsskatter. Og så videre. Og så FUCKING videre.
Derudover forsørger jeg to hjemmeboende børn.
Så selv om vi ingenting mangler, så vil jeg vove at påstå, at vi lever forholdsvis beskedent.
Men så er emnet heller ikke mere tænkt.
For jeg har i mange år været gift med en person, hvis månedlige indkomst ligger på den gode side af 150.000. Med alt, hvad det indebærer af ekstravagance.
Så jeg ved godt, hvad det vil sige at fyre 100.000 af på skiferier årligt. At leve i en kæmpemæssig luksusvilla i Bo Bedre-klassen. At køre rundt i en bil til en lille million. And so on.
Det var en lille forhistorie. Nu til noget helt andet:
"Mor, jeg er blevet optaget på et universitet i New York. Jeg skal derover til august," lød det for nogen tid siden i en glædestrålende sms fra ældstesønnen.
Han læser kemi på DTU og har længe ønsket sig at studere et semester i udlandet.
Og hvad tænker Mutti så om den plan? spørger nu den opmærksomme bloglæser, som måske udmærket kan huske, hvordan Mutti jamrede og troede, hun skulle dø, da sønnike valgte at flytte helt hen til København sidste år.
Well, det skal jeg sige dig: Hun er fuldkommen eksalteret ved tanken 🙆
For Mutti har selv boet to år i USA (dengang man hørte kassettebånd og sendte breve med posten, og WHAM stadigvæk bestod (RIP George Michael)), og netop disse to år har betydet umådelig meget for mig.
Så det er sgudda bare om at springe på et fly. Drengen har en helvedes masse fede oplevelser i vente, og det ville være idiotisk at takke nej.
Øh ... men når det er sagt, så er det faktisk ikke bare om at springe på et fly.
For det første skal sønnike kunne fremvise et eksamenssnit på mindst 7. Jeg tænker, at det amerikanske universitet vil sikre sig at de udenlandske studerende, de tager imod, mener studierne seriøst. Fair nok, og det bliver ikke noget problem for knægten.
Og for det andet skal han den første februar 2017 kunne fremvise en bankkonto med en positiv saldo på mindst 68.000 gode danske kroner. Det skal han, fordi han over for de amerikanske myndigheder skal sandsynliggøre, at han ikke har tænkt sig at arbejde derovre.
Piece of cake, tænkte jeg, da jeg blev forelagt den oplysning. Drengen har selv sparet de første 50.000 op, og det er jo min velhavende eksmand, der er far til ham. Så kan han vel overføre de sidste 18.
HA!
Jeg blev SÅ meget klogere.
For guess what: Eksmanden har foreslået sønnike, at han beder MIG om pengene.
Øh? Who? Me? Really?
Kan det virkelig have forbigået Eksens opmærksomhed, at han tjener 120.000 mere end jeg ... OM MÅNEDEN?
Men jo. Jeg tænker da, at jeg kan finde de 18.000 et eller andet sted i økonomien, hvis det bliver nødvendigt. Jeg vil faktisk gøre næsten hvad som helst for at hjælpe sønnike af sted (måske undtagen at spise blodpølse eller vise mig nøgen i det offentlige rum).
Og ved nærmere eftertanke er det sgu slet ikke sikkert, at Eksen kan finde pengene. For jeg tænker, at han har tilpasset sit forbrug efter sin lønseddel. For eksempel ved absolut at skulle bo i landets dyreste postnummer.
Jo større indkomst, desto større forbrug.
Men tankevækkende er det da, at jeg åbenbart render rundt og har flere penge på lommen i det daglige.
Og feelgood, hehe 😉
fredag den 30. december 2016
onsdag den 21. december 2016
Om julemad og besynderligheder
Jeg fik juleferie i går.
Hehe.
Meget kan man sige om lærergerningen. Om lange arbejdsuger og om håbløse forsøg på at tilslibe andre menneskers uopdragne, utilpassede møgunger, som ikke forstår, at uddannelse er en gave (og hold nu op, hvor kan jeg få mit skønne job til at lyde som lort med tyndskid på, haha).
Men ferierne klager jeg fandme ikke over. Denne jul, som for mange andre lønmodtagere, er en fucking arbejdsjul, holder jeg og mine kolleger for eksempel 13 dage fri.
Wuhuuu!
Det markerede vi i går med en halvimproviseret julefrokost på lærerværelset. Vores officielle julefrokost fandt sted den 9. december, men et par af mine kolleger syntes, det kunne være hyggeligt, hvis vi lige lavede et lille sammenskudsgilde for at skyde ferien i gang på en glad og hyggelig måde den sidste arbejdsdag inden jul.
Fedt initiativ. Jeg ELSKER spontane fester.
Nå, men disse kolleger hængte i sidste uge en seddel op på lærerværelset, hvor vi kunne anføre vores initialer og den ret, vi gerne ville tage med.
Jeg skrev "tunmousse".
Det er egentlig Arlas laksemousse, hvor jeg bare udskifter laksen med tun. Piece of cake og ikke specielt gourmetagtigt, men jeg brugte alligevel et par timer mandag aften på at få købt ind og banket lortet sammen.
Mange af kollegerne havde lagt samme arbejde og økonomi i projektet. Så der var både flæskesteg, nystegte fiskefileter, hjemmebagt brød, kålpølser, grønlangkål og meget andet superlækkert guf.
Og da vi havde været i kirke med eleverne ved middagstid, uddelt 1000 juleknus, håndtryk og varme ønsker og sendt alle børn hjem på ferie, luntede vi lærere tilbage til skolen, knappede en dåseøl op og begyndte at hjælpe hinanden med at dække bord til vores halvimproviserede sammenkomst.
SÅ hyggeligt :-D
Men her var det så, der skete noget, jeg ikke helt forstår.
For da alting var sat frem, og vi ved fælles indsats havde frembragt den skønneste julebuffet, trådte endnu en kollega ind på lærerværelset.
Denne kollega havde ikke været med til at rette maden an, men det var okay, for jeg vidste, at han havde været optaget af at rydde op i et klasseværelse.
Han slikkede sig om munden ved synet af vores veldækkede bord, og gik direkte til fadene sammen med os andre.
Efter et par timer rejste han sig, ønskede os en glædelig jul og gik hjem.
Og her var det så, at det gik op for mig:
Han havde fandme crashet vores fest. Schwumpukkel!
Han havde ikke skrevet sig på listen. Han havde ikke haft noget med. Ikke så meget som en fucking vindrue. Han havde ikke deltaget i borddækningen. Han stak af fra opvasken.
Han HAVDE derimod spist den mad og drukket den øl og snaps, som hans kolleger havde haft med.
Damn. Jeg har SÅ svært ved at håndtere den type, som godt vil nyde fællesskabets goder, men ikke selv bidrager.
Samtidig må jeg selvfølgelig smile lidt skævt af hans frækhed ;-) Nu er jeg jo ikke selv altid den mest regelrette person i verdenshistorien.
Nå, men hvad jeg IKKE smiler skævt af, er alle de fucking skinhellige, fingerpegende artikler, der altid inficerer nyhedsstrømmen i både trykte og elektroniske medier i tiden op til jul og bræger løs om, hvor forfærdeligt det er at nyde den gode julemad (advarsel: Hvis du vil have ødelagt en del af din jul, skal du bare læse videre. Ellers vil jeg anbefale, at du stopper her):
I dag skriver BT således dette om, hvor umenneskelig langt man skal løbe for at forbrænde julens gode mad.
Mens Jyllands-Posten har gode råd om juleslik til folk med mavefedt. (Sunde romkugler, my ass!)
Plus diverse artikler om, hvor let og lækkert det er at udskifte julesulet med fucking vegetarmad.
Den tåler gentagelse: FUCKING VEGETARMAD.
Øh ... let me make one thing clear:
Det er ikke den mad, du spiser i julen, der gør dig fed. SÅ STOP HYSTERIET OG NYD JULEN!
Personligt ELSKER jeg julemad. Jeg udskifter fandme ikke anden med dampet broccoli.
Og resten af året spiser jeg fornuftigt, ikke for meget og forholdsvis grønt. Så hvis alle disse selvudnævnte eksperter ville holde deres kæft og bare lade mig nyde alle julelækkerierne uden dårlig samvittighed, ville det være SÅ dejligt.
Bum!
Nå, men jeg må videre i dagens program. Først vil jeg gå de fem kilometer ind til banegården for at hente min bil (tog toget på job i går, så jeg kunne indtage rigelige mængder af julemad og -drikke uden at skulle køre hjem).
Og så skal jeg have handlet. Har lovet yngstebarnet at lave fed og sukkerrig julekonfekt i eftermiddag, nammenam ;-)
Hehe.
Meget kan man sige om lærergerningen. Om lange arbejdsuger og om håbløse forsøg på at tilslibe andre menneskers uopdragne, utilpassede møgunger, som ikke forstår, at uddannelse er en gave (og hold nu op, hvor kan jeg få mit skønne job til at lyde som lort med tyndskid på, haha).
Men ferierne klager jeg fandme ikke over. Denne jul, som for mange andre lønmodtagere, er en fucking arbejdsjul, holder jeg og mine kolleger for eksempel 13 dage fri.
Wuhuuu!
Det markerede vi i går med en halvimproviseret julefrokost på lærerværelset. Vores officielle julefrokost fandt sted den 9. december, men et par af mine kolleger syntes, det kunne være hyggeligt, hvis vi lige lavede et lille sammenskudsgilde for at skyde ferien i gang på en glad og hyggelig måde den sidste arbejdsdag inden jul.
Fedt initiativ. Jeg ELSKER spontane fester.
Nå, men disse kolleger hængte i sidste uge en seddel op på lærerværelset, hvor vi kunne anføre vores initialer og den ret, vi gerne ville tage med.
Jeg skrev "tunmousse".
Det er egentlig Arlas laksemousse, hvor jeg bare udskifter laksen med tun. Piece of cake og ikke specielt gourmetagtigt, men jeg brugte alligevel et par timer mandag aften på at få købt ind og banket lortet sammen.
Mange af kollegerne havde lagt samme arbejde og økonomi i projektet. Så der var både flæskesteg, nystegte fiskefileter, hjemmebagt brød, kålpølser, grønlangkål og meget andet superlækkert guf.
Og da vi havde været i kirke med eleverne ved middagstid, uddelt 1000 juleknus, håndtryk og varme ønsker og sendt alle børn hjem på ferie, luntede vi lærere tilbage til skolen, knappede en dåseøl op og begyndte at hjælpe hinanden med at dække bord til vores halvimproviserede sammenkomst.
SÅ hyggeligt :-D
Men her var det så, der skete noget, jeg ikke helt forstår.
For da alting var sat frem, og vi ved fælles indsats havde frembragt den skønneste julebuffet, trådte endnu en kollega ind på lærerværelset.
Denne kollega havde ikke været med til at rette maden an, men det var okay, for jeg vidste, at han havde været optaget af at rydde op i et klasseværelse.
Han slikkede sig om munden ved synet af vores veldækkede bord, og gik direkte til fadene sammen med os andre.
Efter et par timer rejste han sig, ønskede os en glædelig jul og gik hjem.
Og her var det så, at det gik op for mig:
Han havde fandme crashet vores fest. Schwumpukkel!
Han havde ikke skrevet sig på listen. Han havde ikke haft noget med. Ikke så meget som en fucking vindrue. Han havde ikke deltaget i borddækningen. Han stak af fra opvasken.
Han HAVDE derimod spist den mad og drukket den øl og snaps, som hans kolleger havde haft med.
Damn. Jeg har SÅ svært ved at håndtere den type, som godt vil nyde fællesskabets goder, men ikke selv bidrager.
Samtidig må jeg selvfølgelig smile lidt skævt af hans frækhed ;-) Nu er jeg jo ikke selv altid den mest regelrette person i verdenshistorien.
Nå, men hvad jeg IKKE smiler skævt af, er alle de fucking skinhellige, fingerpegende artikler, der altid inficerer nyhedsstrømmen i både trykte og elektroniske medier i tiden op til jul og bræger løs om, hvor forfærdeligt det er at nyde den gode julemad (advarsel: Hvis du vil have ødelagt en del af din jul, skal du bare læse videre. Ellers vil jeg anbefale, at du stopper her):
I dag skriver BT således dette om, hvor umenneskelig langt man skal løbe for at forbrænde julens gode mad.
Mens Jyllands-Posten har gode råd om juleslik til folk med mavefedt. (Sunde romkugler, my ass!)
Plus diverse artikler om, hvor let og lækkert det er at udskifte julesulet med fucking vegetarmad.
Den tåler gentagelse: FUCKING VEGETARMAD.
Øh ... let me make one thing clear:
Det er ikke den mad, du spiser i julen, der gør dig fed. SÅ STOP HYSTERIET OG NYD JULEN!
Personligt ELSKER jeg julemad. Jeg udskifter fandme ikke anden med dampet broccoli.
Og resten af året spiser jeg fornuftigt, ikke for meget og forholdsvis grønt. Så hvis alle disse selvudnævnte eksperter ville holde deres kæft og bare lade mig nyde alle julelækkerierne uden dårlig samvittighed, ville det være SÅ dejligt.
Bum!
Nå, men jeg må videre i dagens program. Først vil jeg gå de fem kilometer ind til banegården for at hente min bil (tog toget på job i går, så jeg kunne indtage rigelige mængder af julemad og -drikke uden at skulle køre hjem).
Og så skal jeg have handlet. Har lovet yngstebarnet at lave fed og sukkerrig julekonfekt i eftermiddag, nammenam ;-)
mandag den 28. november 2016
Endelig weekend igen
Så blev det sgu mandag. Og dermed weekend.
Hehe.
Øh ...? siger nu den opmærksomme bloglæser. Det er da ikke weekend om mandagen? Ikke en gang i Randers, vel?
Og jo, siger jeg så. Det er det. I hvert fald sådan da. Når man har fri tirsdag og onsdag.
...
Hvilket tåler gentagelse:
NÅR MAN HAR FRI TIRSDAG OG ONSDAG ;-)
Woop, woop!
Og yep. Jeg holder to af mine 6. ferieugedage i morgen og i overmorgen. For jeg skal ud at rejse. Helt til Hamburg. Og hapser i skyndingen lige Barn 3 med.
Vi skal til koncert.
Med dem her:
Nice!!!
Nu kunne det måske umiddelbart lyde, som om jeg forskelsbehandler mine børn på det uhyggeligste, når jeg sådan nøjes med at hapse en enkelt med på tur.
Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. At forskelsbehandle altså.
Jeg sætter bare umanerlig meget pris på at opleve dem hver for sig en gang imellem.
Det skylder jeg dem. For med tre søskende er de små jo vant til at deles pænt om Muttis opmærksomhed. Og somme tider har de altså brug for at shine uforstyrret på min himmel for en stund.
Nu er turen kommet til Barn 3. Han fyldte 18 i juli. Det er min gave til ham.
Og vi glæder os!
Så der går sgu nok et par dage, inden der er nyt fra fruen her på bloggen.
Take care derude <3
Hehe.
Øh ...? siger nu den opmærksomme bloglæser. Det er da ikke weekend om mandagen? Ikke en gang i Randers, vel?
Og jo, siger jeg så. Det er det. I hvert fald sådan da. Når man har fri tirsdag og onsdag.
...
Hvilket tåler gentagelse:
NÅR MAN HAR FRI TIRSDAG OG ONSDAG ;-)
Woop, woop!
Og yep. Jeg holder to af mine 6. ferieugedage i morgen og i overmorgen. For jeg skal ud at rejse. Helt til Hamburg. Og hapser i skyndingen lige Barn 3 med.
Vi skal til koncert.
Med dem her:
Nice!!!
Nu kunne det måske umiddelbart lyde, som om jeg forskelsbehandler mine børn på det uhyggeligste, når jeg sådan nøjes med at hapse en enkelt med på tur.
Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. At forskelsbehandle altså.
Jeg sætter bare umanerlig meget pris på at opleve dem hver for sig en gang imellem.
Det skylder jeg dem. For med tre søskende er de små jo vant til at deles pænt om Muttis opmærksomhed. Og somme tider har de altså brug for at shine uforstyrret på min himmel for en stund.
Nu er turen kommet til Barn 3. Han fyldte 18 i juli. Det er min gave til ham.
Og vi glæder os!
Så der går sgu nok et par dage, inden der er nyt fra fruen her på bloggen.
Take care derude <3
lørdag den 26. november 2016
Om ænder og tommestokke med navn
De er godt nok skøre, dem i Føtex.
Se nu bare her for et skilt, jeg løb på i dag:
Øh ... fritgående ... hvaffornoget?
HAHAHAAARH :-D
Gad dælme godt se en mark fuld af omkringvandrende brystpartier ;-) Selv om det selvfølgelig ikke er så mærkeligt, at disse bryster kan gå, når de ligefrem har ben at gøre det på. Eller i hvert fald lår.
Men helt ærligt, så tror jeg, det er en and ;-)
Følte mig selvfølgelig fristet af dette lidt bizarre tilbud, men nøjedes alligevel med at købe fire lune fiskefileter og en bakke bredbladet persille. For det var det, jeg var kommet for.
Bagefter var jeg i Silvan.
Der blev jeg mødt af denne vareopstilling:
Hold op, hvor smart!
Og øverst på stativet stod, at man bare skulle finde sit navn og vupti, så havde man sin egen personlige tommestok for 59,95.
Jeg var nu ikke specielt interesseret. Jeg har allerede en tommestok. Og jeg behøver ikke en med navn på. For jeg er den eneste på min matrikel, der ejer sådan en motherfucker.
Eller ... øh ... til at BEGYNDE MED behøvede jeg ikke en med navn på.
Men så nærlæste jeg tommestokkene, og der gik ikke mange minutter, før jeg havde været hele vejen rundt om stativet og konstateret ... at ... ALLE NAVNENE VAR FUCKING DRENGENAVNE.
Hvad helvede var nu DET for noget pis? Altså skulle det forstås sådan, at Silvan ikke tror på, kvinder kan finde ud af at gøre det selv?
At man er håndværkerdilettant, hvis man ikke har en tissemand slaskende mellem benene?
Sikke noget sexistisk, klichéagtigt crap!
Og fra at have syntes, den personlige tommestok var et ret stupidt og overflødigt produkt, oplevede jeg nu pludselig en instant craving.
Som offer for den psykologiske kendsgerning, at vi ofte vil have, præcis hvad vi ikke kan få, OG i irritation over Silvans manglende tiltro til kvinder og værktøj MÅTTE jeg ganske simpelt eje sådan en. Med mit smukke pigenavn trykt med knaldrøde bogstaver.
Så nu står den på min ønskeseddel.
Stupidt, men sandt.
Se nu bare her for et skilt, jeg løb på i dag:
HAHAHAAARH :-D
Gad dælme godt se en mark fuld af omkringvandrende brystpartier ;-) Selv om det selvfølgelig ikke er så mærkeligt, at disse bryster kan gå, når de ligefrem har ben at gøre det på. Eller i hvert fald lår.
Men helt ærligt, så tror jeg, det er en and ;-)
Følte mig selvfølgelig fristet af dette lidt bizarre tilbud, men nøjedes alligevel med at købe fire lune fiskefileter og en bakke bredbladet persille. For det var det, jeg var kommet for.
Bagefter var jeg i Silvan.
Der blev jeg mødt af denne vareopstilling:
Og øverst på stativet stod, at man bare skulle finde sit navn og vupti, så havde man sin egen personlige tommestok for 59,95.
Jeg var nu ikke specielt interesseret. Jeg har allerede en tommestok. Og jeg behøver ikke en med navn på. For jeg er den eneste på min matrikel, der ejer sådan en motherfucker.
Eller ... øh ... til at BEGYNDE MED behøvede jeg ikke en med navn på.
Men så nærlæste jeg tommestokkene, og der gik ikke mange minutter, før jeg havde været hele vejen rundt om stativet og konstateret ... at ... ALLE NAVNENE VAR FUCKING DRENGENAVNE.
Hvad helvede var nu DET for noget pis? Altså skulle det forstås sådan, at Silvan ikke tror på, kvinder kan finde ud af at gøre det selv?
At man er håndværkerdilettant, hvis man ikke har en tissemand slaskende mellem benene?
Sikke noget sexistisk, klichéagtigt crap!
Og fra at have syntes, den personlige tommestok var et ret stupidt og overflødigt produkt, oplevede jeg nu pludselig en instant craving.
Som offer for den psykologiske kendsgerning, at vi ofte vil have, præcis hvad vi ikke kan få, OG i irritation over Silvans manglende tiltro til kvinder og værktøj MÅTTE jeg ganske simpelt eje sådan en. Med mit smukke pigenavn trykt med knaldrøde bogstaver.
Så nu står den på min ønskeseddel.
Stupidt, men sandt.
onsdag den 23. november 2016
Shit
Bogstavelig talt noget værre lort.
Og ikke blot det. Men også virkelig pinligt.
Faktisk så pinligt, at jeg ikke har den ringeste lyst til at skrive om det. Det forbyder min forfængelighed ganske enkelt.
Såøh ... derfor gør jeg det selvfølgelig alligevel. For hvornår har min forfængelighed måske sidst afholdt mig fra at skrive noget her på bloggen?
So here it is:
Et af toiletterne på jobbet er stoppet.
Det opdagede jeg i dag.
Bedst som jeg lige havde lagt en ordentlig dej i kummen, løftet måsen fra sædet, tørret mig ... og trykket på skyl.
STORT skyl, vel at mærke.
Meget tilfredsstillende at se vandet fosse løs dernede og skylle alt det klamme væk.
Øh ... indtil det ikke var tilfredsstillende mere ...
... fordi alt det klamme faktisk blev hængende i synsfeltet, mens vandet i kummen bare steg og steg. Indtil fruen næsten fik hårrejsninger af rædsel, da det en overgang så ud, som om der ville gå tsunami i lortet, og det hele ville flyde over og ud på gulvet.
Fuck!
Fuck, fuck, FUCK!
Cigaren havde åbenbart besluttet sig for at blive hængende i askebægeret. Hvad fanden skulle jeg gøre?
Nå, men vandet standsede nådigt en tre-fire centimeter fra katastrofen. Og jeg tørrede angstens sved af panden, slap den indånding, jeg havde holdt tilbage, og overvejede mine options:
Som sagt, så gjort. Toiletbørsten sank gnidningsløst ned i dejblandingen, som til gengæld gled tættere på vandlåsen. Meget tilfredsstillende.
(Øh ... bortset fra, at toiletbørsten var virkelig klam, da jeg hev den ud af sumpen igen. But that's a minor detail.)
Jeg var således fuld af optimisme, da jeg endnu en gang trykkede på det store skyl.
Men blev desværre atter skuffet.
Dejen havde ikke flyttet sig en skid. Og jeg havde spildt ti minutter og spoleret en udmærket toiletbørste i samme hug.
Hændervridende forstod jeg, at jeg kun havde to options tilbage.
Eller rettere sagt: Én option.
For jeg betragter i almindelighed mig selv som et anstændigt menneske, og det udelukker beklageligvis option nummer to: at stikke halen mellem benene.
Oh dear :-(
Jeg måtte altså sluge min forfængelighed og have fat i pedellen. YIKES!
Duknakket og med tunge skridt gik jeg ned i kælderen, hvor pedellen hænger ud, for at lede efter ham.
Undervejs overvejede jeg, hvordan jeg mon kunne formulere mig, så det for alt i verden lød, som om det ikke var MIN lort, der svømmede i toilettet. Jeg havde nærmest været villig til at give ham et blowjob, hvis blot det kunne garantere, at han fik det indtryk.
Men uanset hvordan jeg vendte og drejede ordene, blev det ved med at lyde fucking falsk. Så jeg havde mere eller mindre indstillet mig på ydmygelsen.
Nå, men jeg nåede ned i kælderen og begyndte at lede efter manden ...
... da ... (HALLELUJA!) ... det gradvist gik op for mig, at han slet ikke VAR i kælderen. Pedellen var faktisk som evaporeret. Pist væk.
Hvor heldig har man lige lov at være, guys?!
Jeg skyndte mig at holde op med at lede (ingen grund til at være for omhyggelig der), bildte med forholdsvis god samvittighed mig selv ind, at jeg ville opsøge manden på et andet tidspunkt, og hastede derpå videre til det møde i vores internationale udvalg, som jeg var ved at komme for sent til.
Da jeg senere kom forbi toiletterne havde nogen sat en seddel på døren.
Out of order.
Surprise!
Og så blev det alligevel option nummer to.
Shame on me.
Og ikke blot det. Men også virkelig pinligt.
Faktisk så pinligt, at jeg ikke har den ringeste lyst til at skrive om det. Det forbyder min forfængelighed ganske enkelt.
Såøh ... derfor gør jeg det selvfølgelig alligevel. For hvornår har min forfængelighed måske sidst afholdt mig fra at skrive noget her på bloggen?
So here it is:
Et af toiletterne på jobbet er stoppet.
Det opdagede jeg i dag.
Bedst som jeg lige havde lagt en ordentlig dej i kummen, løftet måsen fra sædet, tørret mig ... og trykket på skyl.
STORT skyl, vel at mærke.
Meget tilfredsstillende at se vandet fosse løs dernede og skylle alt det klamme væk.
Øh ... indtil det ikke var tilfredsstillende mere ...
... fordi alt det klamme faktisk blev hængende i synsfeltet, mens vandet i kummen bare steg og steg. Indtil fruen næsten fik hårrejsninger af rædsel, da det en overgang så ud, som om der ville gå tsunami i lortet, og det hele ville flyde over og ud på gulvet.
Fuck!
Fuck, fuck, FUCK!
Cigaren havde åbenbart besluttet sig for at blive hængende i askebægeret. Hvad fanden skulle jeg gøre?
Nå, men vandet standsede nådigt en tre-fire centimeter fra katastrofen. Og jeg tørrede angstens sved af panden, slap den indånding, jeg havde holdt tilbage, og overvejede mine options:
- hente pedellen, pege på min svømmende lort i toilettet og bede ham om at fikse den (GYS)
- vente på, at INGEN var i nærheden, og liste mig uset væk
- håbe, at den flydende, ulækre substans i kummen langsomt ville synke så meget, at jeg fik en chance til og måske selv kunne løse problemet med et ekstra skyl.
Damn.
Jeg valgte nummer tre og stillede mig tålmodigt til at vente.
Og hey! Miraklernes tid er ikke forbi. For efter cirka ti minutter, stod vandspejlet så lavt, at jeg godt turde forsøge mig med endnu et skyl.
Og for at øge chancen for succes fik jeg den brillante idé at prøve ligesom at presse lorten længere ned i systemet med toiletbørsten.
Som sagt, så gjort. Toiletbørsten sank gnidningsløst ned i dejblandingen, som til gengæld gled tættere på vandlåsen. Meget tilfredsstillende.
(Øh ... bortset fra, at toiletbørsten var virkelig klam, da jeg hev den ud af sumpen igen. But that's a minor detail.)
Jeg var således fuld af optimisme, da jeg endnu en gang trykkede på det store skyl.
Men blev desværre atter skuffet.
Dejen havde ikke flyttet sig en skid. Og jeg havde spildt ti minutter og spoleret en udmærket toiletbørste i samme hug.
Hændervridende forstod jeg, at jeg kun havde to options tilbage.
Eller rettere sagt: Én option.
For jeg betragter i almindelighed mig selv som et anstændigt menneske, og det udelukker beklageligvis option nummer to: at stikke halen mellem benene.
Oh dear :-(
Jeg måtte altså sluge min forfængelighed og have fat i pedellen. YIKES!
Duknakket og med tunge skridt gik jeg ned i kælderen, hvor pedellen hænger ud, for at lede efter ham.
Undervejs overvejede jeg, hvordan jeg mon kunne formulere mig, så det for alt i verden lød, som om det ikke var MIN lort, der svømmede i toilettet. Jeg havde nærmest været villig til at give ham et blowjob, hvis blot det kunne garantere, at han fik det indtryk.
Men uanset hvordan jeg vendte og drejede ordene, blev det ved med at lyde fucking falsk. Så jeg havde mere eller mindre indstillet mig på ydmygelsen.
Nå, men jeg nåede ned i kælderen og begyndte at lede efter manden ...
... da ... (HALLELUJA!) ... det gradvist gik op for mig, at han slet ikke VAR i kælderen. Pedellen var faktisk som evaporeret. Pist væk.
Hvor heldig har man lige lov at være, guys?!
Jeg skyndte mig at holde op med at lede (ingen grund til at være for omhyggelig der), bildte med forholdsvis god samvittighed mig selv ind, at jeg ville opsøge manden på et andet tidspunkt, og hastede derpå videre til det møde i vores internationale udvalg, som jeg var ved at komme for sent til.
Da jeg senere kom forbi toiletterne havde nogen sat en seddel på døren.
Out of order.
Surprise!
Og så blev det alligevel option nummer to.
Shame on me.
mandag den 21. november 2016
Træt
Pyha.
Jeg har sandelig arbejdet meget på det seneste.
Med skole hjem-samtaler for eksempel. I to klasser. Det giver fire aftener fordelt på to uger. Så har der været personalemøde en aften. Jeg har haft tyske stile med hjemme (selv om jeg ikke må tage arbejde med hjem). Og engelske. For fristen for afgivelse af standpunktskarakterer udløb i fredags, og jeg var sgu lidt presset på rettearbejdet, som nødvendigvis skulle ordnes, inden jeg kunne give skriftlige karakterer.
Og forrige lørdag var jeg på arbejde hele dagen, fordi en eller anden australsk fætter ved navn John Hattie og hans britiske slyngkammerat James Nottingham lagde vejen forbi den kommune, hvor jeg er ansat. Og absolut skulle optræde en fucking lørdag. En HEL fucking lørdag. Med obligatorisk deltagelse af alle medarbejdere i dagtilbudet.
Hvis du er læreruddannet, ved du sikkert, hvem Hattie og Nottingham er, og så siger du WOW!
For det er jo guderne selv. De klareste supernovaer på skolehimlen. Tilbedt af mange skolenørder.
Hattie har faktisk haft en finger med på banen i forhold til begrebet målstyret undervisning, som spiller en stor rolle i skolereformen.
Mange tror, det er ham, der har opfundet det der med, at det kan være godt at vide, hvilke mål man har, hvor langt man er kommet i opfyldelsen af dem, og hvad ens næste skridt er i processen. Men det vil jeg nu forholde mig lidt skeptisk til.
For et eller andet sted er det jo bare common sense, som man ikke behøver være atomfysiker for at regne ud. Og jeg vil vove at påstå, at konceptet HAR eksisteret i rigtig mange år allerede. Der findes for eksempel en gammel norsk model for målstyret undervisning, der hedder SMTTE og fungerer på en måde, der ligner en del.
For tiden er det bare Hattie, der tager æren og skummer fløden i form af gigantiske pengesummer, der uophørligt tilflyder hans konto. (Ingen tvivl om, at det, han har gang i, er big business.)
Og om et stykke tid, er mantraet sikkert et helt andet og ophavsmændene nogle andre.
Så det var sgu ikke mig, der stod deroppe foran og tog selfies med guddommen selv.
Nå, men med alt det arbejde, jeg har måttet levere i den sidste tid, er jeg sgu næsten blevet Des med mine hjemmeboende børn.
Jeg har til gengæld optjent en hel del afspadsering ... øh ... som jeg så ikke rigtig kan finde tid til at afholde.
Pis!
Det er dog en formildende omstændighed, at jeg i næste uge holder to feriedage. Som jeg vil tilbringe i Hamburg. Med Barn 3.
Hehe.
Det er hans 18-års fødselsdagsgave fra Mutti. To dage i Hamburg med overnatning i dobbeltseng (ved, at ungersvenden sætter STOR pris på at sove i seng med storsnorkende mor, haha) og indlagt heavyrockkoncert tirsdag aften. Scorpions. Det bliver SÅ fedt. Måske bliver vi dus igen ;-)
Det er også en formildende omstændighed, at mine elever somme tider siger noget fuldkomment gakket, som jeg ikke kan lade være med at grine af.
Som nu for eksempel i fredags, hvor en af mine elever i 6. klasse kom hen til mig:
"Frau Deutschlehrerin, vil du høre en fed scorebemærkning?" spurgte han fuld af forventning.
"JADA, det vil jeg altid gerne," svarede jeg og blinkede til ham.
"Okay. Du skal bare gå hen til en dame, og så skal du sige: 'Du ser godt nok træt ud. Skal jeg ikke holde dine bryster for dig?'"
Oh my god! Haha!
Jeg skal sandelig love for, at tonen mellem elev og lærer har ændret sig, siden jeg selv gik i skole.
Fedt! :-D
Jeg har sandelig arbejdet meget på det seneste.
Med skole hjem-samtaler for eksempel. I to klasser. Det giver fire aftener fordelt på to uger. Så har der været personalemøde en aften. Jeg har haft tyske stile med hjemme (selv om jeg ikke må tage arbejde med hjem). Og engelske. For fristen for afgivelse af standpunktskarakterer udløb i fredags, og jeg var sgu lidt presset på rettearbejdet, som nødvendigvis skulle ordnes, inden jeg kunne give skriftlige karakterer.
Og forrige lørdag var jeg på arbejde hele dagen, fordi en eller anden australsk fætter ved navn John Hattie og hans britiske slyngkammerat James Nottingham lagde vejen forbi den kommune, hvor jeg er ansat. Og absolut skulle optræde en fucking lørdag. En HEL fucking lørdag. Med obligatorisk deltagelse af alle medarbejdere i dagtilbudet.
Hvis du er læreruddannet, ved du sikkert, hvem Hattie og Nottingham er, og så siger du WOW!
For det er jo guderne selv. De klareste supernovaer på skolehimlen. Tilbedt af mange skolenørder.
Hattie har faktisk haft en finger med på banen i forhold til begrebet målstyret undervisning, som spiller en stor rolle i skolereformen.
Mange tror, det er ham, der har opfundet det der med, at det kan være godt at vide, hvilke mål man har, hvor langt man er kommet i opfyldelsen af dem, og hvad ens næste skridt er i processen. Men det vil jeg nu forholde mig lidt skeptisk til.
For et eller andet sted er det jo bare common sense, som man ikke behøver være atomfysiker for at regne ud. Og jeg vil vove at påstå, at konceptet HAR eksisteret i rigtig mange år allerede. Der findes for eksempel en gammel norsk model for målstyret undervisning, der hedder SMTTE og fungerer på en måde, der ligner en del.
For tiden er det bare Hattie, der tager æren og skummer fløden i form af gigantiske pengesummer, der uophørligt tilflyder hans konto. (Ingen tvivl om, at det, han har gang i, er big business.)
Og om et stykke tid, er mantraet sikkert et helt andet og ophavsmændene nogle andre.
Så det var sgu ikke mig, der stod deroppe foran og tog selfies med guddommen selv.
Nå, men med alt det arbejde, jeg har måttet levere i den sidste tid, er jeg sgu næsten blevet Des med mine hjemmeboende børn.
Jeg har til gengæld optjent en hel del afspadsering ... øh ... som jeg så ikke rigtig kan finde tid til at afholde.
Pis!
Det er dog en formildende omstændighed, at jeg i næste uge holder to feriedage. Som jeg vil tilbringe i Hamburg. Med Barn 3.
Hehe.
Det er hans 18-års fødselsdagsgave fra Mutti. To dage i Hamburg med overnatning i dobbeltseng (ved, at ungersvenden sætter STOR pris på at sove i seng med storsnorkende mor, haha) og indlagt heavyrockkoncert tirsdag aften. Scorpions. Det bliver SÅ fedt. Måske bliver vi dus igen ;-)
Det er også en formildende omstændighed, at mine elever somme tider siger noget fuldkomment gakket, som jeg ikke kan lade være med at grine af.
Som nu for eksempel i fredags, hvor en af mine elever i 6. klasse kom hen til mig:
"Frau Deutschlehrerin, vil du høre en fed scorebemærkning?" spurgte han fuld af forventning.
"JADA, det vil jeg altid gerne," svarede jeg og blinkede til ham.
"Okay. Du skal bare gå hen til en dame, og så skal du sige: 'Du ser godt nok træt ud. Skal jeg ikke holde dine bryster for dig?'"
Oh my god! Haha!
Jeg skal sandelig love for, at tonen mellem elev og lærer har ændret sig, siden jeg selv gik i skole.
Fedt! :-D
fredag den 11. november 2016
Mayo med erotiske undertoner
Åh, haha, somme tider går jeg fandme til stregen, gør jeg.
Som nu i dag.
Du kender sikkert situationen:
Det er spisepause, og foran dig har du en tallerken med en halv avocado, fire cherrytomater og en æggemad smukt ornamenteret med et par gode klatter Hellmann's mayonnaise (det SKAL være Hellmann's, ellers ørler du).
Du er hundesulten. For du har ikke spist, siden du fik din åndssvage lille portion havregryn med skummetmælk klokken 06.06. Så du går måske lige lovlig heftigt til den ...
... og taber naturligvis et stort stykke æg fra din gaffel under dennes rejse fra tallerken til mund.
Ægstykket er håbløst fortabt og lander med et klask på gulvet. Men med mayonnaisen er det en anden historie. For den griber du behændigt med dine jeans på indersiden af det ene lår.
Selv om du synes, der er en tiltalende anderledeshed over at sidde der med mayonnaise på inderlåret, beslutter du alligevel at gå ud i lærerkøkkenet for at tørre skidtet af.
I lærerkøkkenet møder du en kollega. En utrolig sød kvinde med en høj og smittende latter.
"Hvad har du der?" spørger kollegaen og nikker mod mayonnaisen.
Og uden overhovedet at spekulere på, om du måske overskrider en usagt grænse, flyver det ud ad munden på dig:
"Det er IKKE, hvad du tror. Det er kun mayonnaise. Det andet er et overstået kapitel."
OH MY GOD. Hvor fanden kom DET fra?
Har du lige associeret din mayonnaise til en klat lunken sæd på indersiden af et nøgent dameben?
Fuck.
SÅ godt kender du altså heller ikke denne kollega. Som da også ser en kende overrumplet ud...
... inden hun griner bredt, og du ånder lettet op.
Phew.
Bare jeg bliver voksen engang.
Nå, men nu vil jeg stege en ordentlig motherfucker af en bøf. Er alene hjemme med Barn 3, og vi skal hygge os :-D
Take care, y'all <3
Som nu i dag.
Du kender sikkert situationen:
Det er spisepause, og foran dig har du en tallerken med en halv avocado, fire cherrytomater og en æggemad smukt ornamenteret med et par gode klatter Hellmann's mayonnaise (det SKAL være Hellmann's, ellers ørler du).
Du er hundesulten. For du har ikke spist, siden du fik din åndssvage lille portion havregryn med skummetmælk klokken 06.06. Så du går måske lige lovlig heftigt til den ...
... og taber naturligvis et stort stykke æg fra din gaffel under dennes rejse fra tallerken til mund.
Ægstykket er håbløst fortabt og lander med et klask på gulvet. Men med mayonnaisen er det en anden historie. For den griber du behændigt med dine jeans på indersiden af det ene lår.
Selv om du synes, der er en tiltalende anderledeshed over at sidde der med mayonnaise på inderlåret, beslutter du alligevel at gå ud i lærerkøkkenet for at tørre skidtet af.
I lærerkøkkenet møder du en kollega. En utrolig sød kvinde med en høj og smittende latter.
"Hvad har du der?" spørger kollegaen og nikker mod mayonnaisen.
Og uden overhovedet at spekulere på, om du måske overskrider en usagt grænse, flyver det ud ad munden på dig:
"Det er IKKE, hvad du tror. Det er kun mayonnaise. Det andet er et overstået kapitel."
OH MY GOD. Hvor fanden kom DET fra?
Har du lige associeret din mayonnaise til en klat lunken sæd på indersiden af et nøgent dameben?
Fuck.
SÅ godt kender du altså heller ikke denne kollega. Som da også ser en kende overrumplet ud...
... inden hun griner bredt, og du ånder lettet op.
Phew.
Bare jeg bliver voksen engang.
Nå, men nu vil jeg stege en ordentlig motherfucker af en bøf. Er alene hjemme med Barn 3, og vi skal hygge os :-D
Take care, y'all <3
torsdag den 10. november 2016
Et studie i smagløshed
Så har fruen da lige fået sig et smart, årstidsaktuelt stykke tekstil:
Og jeg har omgående digtet en hyldestsang.
Du er velkommen til at synge med. Melodien kender du sikkert.
Here we go:
"Se min sweater, den er multi-kulti.
Alt, hvad jeg ejer, er på ingen måde som den.
Den er af plastic, strikket af nogl' colapropper.
Og så tror jeg, Trump vill' syn's den var fed."
Nå ja, altså versefødder og rim arbejder jeg stadig på. But I'm getting there.
Haha :-D
Ej, for at være helt ærlig, så er vi en 10-15 stykker på lærerværelset, som alle har købt en syntetisk sweater i stil med min.
Du tror det nok ikke. Men det passer altså.
Very classy!
Og hold kæft, hvor bliver det bare jul, når hele korpset til december møder på job i vores nye "uniform".
Vi vil således kollektivt opløfte smagløshed til en hidtil ukendt potens ;-)
Og jeg har omgående digtet en hyldestsang.
Du er velkommen til at synge med. Melodien kender du sikkert.
Here we go:
"Se min sweater, den er multi-kulti.
Alt, hvad jeg ejer, er på ingen måde som den.
Den er af plastic, strikket af nogl' colapropper.
Og så tror jeg, Trump vill' syn's den var fed."
Nå ja, altså versefødder og rim arbejder jeg stadig på. But I'm getting there.
Haha :-D
Ej, for at være helt ærlig, så er vi en 10-15 stykker på lærerværelset, som alle har købt en syntetisk sweater i stil med min.
Du tror det nok ikke. Men det passer altså.
Very classy!
Og hold kæft, hvor bliver det bare jul, når hele korpset til december møder på job i vores nye "uniform".
Vi vil således kollektivt opløfte smagløshed til en hidtil ukendt potens ;-)
lørdag den 29. oktober 2016
Tømmermænd? Jep!
Vidste det krafthelvede!
Jeg har tømmermænd.
Var på Hotel Nyborg Strand til årsmøde i Danmarks Privatskoleforening fra i går klokken 10 til i dag klokken 12. Med de to ledere fra Rotternes (læs: mine elskelige børns, red.) skole og formanden i bestyrelsen. Jeg er selv næstformand.
Shit. Vi forstår sandelig at feste igennem. Skulle måske ikke have nuppet den sidste mojito i nat ;-)
Det var et udmærket årsmøde. Det var jo den sædvanlige fremlæggelse af foreningens regnskab og budget, GAB. Men derudover plejer der at være nogle interessante oplægsholdere.
I år således en fremtidsforsker. Han kunne fortælle, at fremtiden bliver mere digital. Surprise!
Og så en tidligere ministersekretær og nuværende kommunikationsekspert, som oplyste, at man skal vide, hvilke produkter man egentlig udbyder. Altså at hvis man sælger en boremaskine, er det i virkeligheden hullerne i væggen, man sælger.
Fint nok.
Om aftenen er der altid fest.
Sidste gang jeg var med (som også var første gang, jeg var med), var der ingen af mine kære bestyrelseskammerater, der havde tænkt på at orientere mig om festen og en fucking, uskrevet forventning om, at man altså har overordentlig pænt tøj på til lejligheden.
PIS!
Så jeg dukkede da op til middagen i det tøj, jeg havde haft på hele dagen. Og var selvfølgelig helt utrolig underdressed. Til gengæld var jeg ret iøjnefaldende i mængden.
Fedt.
Den faldgrube undgik jeg behændigt i år ;-)
Min kjole var ganske vist en anelse kuffertkrøllet, og hælsålen var faldet af min ene sko, så der lige var en lille højdeforskel der, men min fremtræden var alligevel hele banelængder mere elegant end sidste gang.
Nå, men nu er jeg hjemme igen.
Rotterne er hos Eksmanden, og jeg glæder mig sindssygt til et helt døgn, hvor jeg bare skal være ... MIG.
Oh heavenly joy!
Så jeg har indkøbt en ordentlig motherfucker af en bøf. Som jeg i aften vil indtage. Smukt ledsaget af hasselbackkartofler, pulverbearnaise fra Knorr (nammenam), ristede champignoner og en færdigkøbt salat.
Om jeg har lyst til rødvin, vil tiden vise. Men for alle eventualiteters skyld har jeg smidt en Coca Cola Zero i køleskabet.
Jeg har også opbygget et passende lager af popcorn, snolder, chips og dip.
Så mangler jeg bare at afgøre, om underholdningen skal bestå i Game of Thrones, Orange Is the New Black eller Broadchurch. First world problem.
Allerførst, however, vil jeg lade sofaen springe på ryggen af mig for en stund.
Take care, indtil vi høres ved igen.
Jeg har tømmermænd.
Var på Hotel Nyborg Strand til årsmøde i Danmarks Privatskoleforening fra i går klokken 10 til i dag klokken 12. Med de to ledere fra Rotternes (læs: mine elskelige børns, red.) skole og formanden i bestyrelsen. Jeg er selv næstformand.
Shit. Vi forstår sandelig at feste igennem. Skulle måske ikke have nuppet den sidste mojito i nat ;-)
Det var et udmærket årsmøde. Det var jo den sædvanlige fremlæggelse af foreningens regnskab og budget, GAB. Men derudover plejer der at være nogle interessante oplægsholdere.
I år således en fremtidsforsker. Han kunne fortælle, at fremtiden bliver mere digital. Surprise!
Og så en tidligere ministersekretær og nuværende kommunikationsekspert, som oplyste, at man skal vide, hvilke produkter man egentlig udbyder. Altså at hvis man sælger en boremaskine, er det i virkeligheden hullerne i væggen, man sælger.
Fint nok.
Om aftenen er der altid fest.
Sidste gang jeg var med (som også var første gang, jeg var med), var der ingen af mine kære bestyrelseskammerater, der havde tænkt på at orientere mig om festen og en fucking, uskrevet forventning om, at man altså har overordentlig pænt tøj på til lejligheden.
PIS!
Så jeg dukkede da op til middagen i det tøj, jeg havde haft på hele dagen. Og var selvfølgelig helt utrolig underdressed. Til gengæld var jeg ret iøjnefaldende i mængden.
Fedt.
Den faldgrube undgik jeg behændigt i år ;-)
Min kjole var ganske vist en anelse kuffertkrøllet, og hælsålen var faldet af min ene sko, så der lige var en lille højdeforskel der, men min fremtræden var alligevel hele banelængder mere elegant end sidste gang.
Nå, men nu er jeg hjemme igen.
Rotterne er hos Eksmanden, og jeg glæder mig sindssygt til et helt døgn, hvor jeg bare skal være ... MIG.
Oh heavenly joy!
Så jeg har indkøbt en ordentlig motherfucker af en bøf. Som jeg i aften vil indtage. Smukt ledsaget af hasselbackkartofler, pulverbearnaise fra Knorr (nammenam), ristede champignoner og en færdigkøbt salat.
Om jeg har lyst til rødvin, vil tiden vise. Men for alle eventualiteters skyld har jeg smidt en Coca Cola Zero i køleskabet.
Jeg har også opbygget et passende lager af popcorn, snolder, chips og dip.
Så mangler jeg bare at afgøre, om underholdningen skal bestå i Game of Thrones, Orange Is the New Black eller Broadchurch. First world problem.
Allerførst, however, vil jeg lade sofaen springe på ryggen af mig for en stund.
Take care, indtil vi høres ved igen.
torsdag den 27. oktober 2016
Og der stod ambassadøren så
Har været til middag hos Lucifer.
I "vandkantsdanmark", som de gode borgere i Charlottenlund og omegn åbenbart kalder deres region. (Og jeg tænker, at det prædikat af ophavsmændene i al beskedenhed er tiltænkt Nordkøbenhavn og ikke Harboøre Tange, der vel i virkeligheden er lige så meget vandkant.)
"Nå?!" tænker nu den opmærksomme bloglæser. "Hvordan fanden kan DET lade sig gøre, når nu Fruen har skrevet blogindlæg efter blogindlæg om, hvor frygtelig den mand er?"
Og jo, det kan lade sig gøre, hvis Fruen skal flyve til Grækenland på efterårsferie fra fucking København, og Lucifer så har tilbudt, at Yarisen kan holde parkeret hos ham i Snobberup, mens Fruen er sydpå (må vist snart finde på et andet navn til manden, for det er ret længe siden, han sidst har været en satan).
Tænker, at de pæne nordkøbenhavnere har fået angina pectoris ved synet af så ordinært og billigt et køretøj blandt Jaguarerne og Teslaerne i deres velfriserede nabolag, haha.
Nå, men efter hjemkomst fra Grækenland til Kastrup Lufthavn i lørdags, måtte jeg selvfølgelig omkring Lucifers matrikel for at hente min dejlige, prisbillige, brændstoføkonomiske bil, så jeg kunne tilbagelægge turen til Jylland i den.
Og så havde Lucifer altså spurgt, om jeg og de to af vores børn (Barn 3 og 4), der havde været med mig i Grækenland, ikke ville have en bid tapas med inden den lange køretur.
Det var et hus i sorg, vi trådte ind i.
En lille forhistorie:
Jeg har tidligere fortalt, at Lucifer har fået ny kæreste, som vist giver ham jern på i mere end én forstand, da damen er datter af en finsk diplomat, som senest har været ambassadør i Chile. Og Lucifer tænder for vildt på den slags titler.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den finske ambassadør ulykkeligvis døde for 14 dage siden.
Han blev begravet i fredags. Med reception på den finske ambassade i København. Et utal af internationale gæster. Og tale af den finske udenrigsminister. Hele svineriet. Og Lucifers øjne skinnede af lykke, da han fortalte mig om alle de prominente arrangementsdeltagere, han havde trykket i hånden.
Så vidt jeg kan forstå, en udmærket dag, selv om anledningen var trist.
Hvad Lucifer og ambassadørfamilien imidlertid ikke på forhånd havde regnet med, var nok, at de efter højtideligheden i kirken ville få udleveret urnen.
Som så skulle tilbringe FUCKING HELE WEEKENDEN hjemme hos Lucifer og kæresten. Inden den skulle nedsættes mandag.
Shit.
Jeg gjorde i hvert fald store ører, da jeg hørte det. For hvad fanden stiller man lige op med sådan en urne weekenden over?
Det er jo en fuldkommen psykedelisk tanke.
Jeg personligt ville sgu ikke ane mine levende råd i hvert fald. Man stiller jo ikke sådan en motherfucker i garagen eller i haveskuret, vel?
Toilettet så? NEJ.
Et af børneværelserne? Nej, for helvede.
Soveværelset? Suk.
Men da jeg trådte ind i huset lørdag aften for altså at spise en mundfuld tapas inden hjemfarten til Jylland, og jeg så, hvor de havde stillet ambassadøren, gik det pludselig op for mig, hvor ligetil svaret i virkeligheden var:
KAMINHYLDEN SELVFØLGELIG.
Det er jo fuldkommen logisk, at en urne med de jordiske rester af et elsket familiemedlem skal stå på kaminhylden.
Om end tanken ikke er helt original:
Nå, men jeg håber, at ambassadøren nu er kommet godt i jorden, så hans familie kan komme videre i sorgprocessen og i livet.
Nu skal jeg pakke. Tager i morgen tidlig en tur til årsmøde i Privatskoleforeningen på Hotel Nyborg Strand. Og kommer hjem lørdag. Formentlig med en ordentlig røvfuld tømmermænd.
Forplejningen plejer i hvert fald at være super ;-)
I "vandkantsdanmark", som de gode borgere i Charlottenlund og omegn åbenbart kalder deres region. (Og jeg tænker, at det prædikat af ophavsmændene i al beskedenhed er tiltænkt Nordkøbenhavn og ikke Harboøre Tange, der vel i virkeligheden er lige så meget vandkant.)
"Nå?!" tænker nu den opmærksomme bloglæser. "Hvordan fanden kan DET lade sig gøre, når nu Fruen har skrevet blogindlæg efter blogindlæg om, hvor frygtelig den mand er?"
Og jo, det kan lade sig gøre, hvis Fruen skal flyve til Grækenland på efterårsferie fra fucking København, og Lucifer så har tilbudt, at Yarisen kan holde parkeret hos ham i Snobberup, mens Fruen er sydpå (må vist snart finde på et andet navn til manden, for det er ret længe siden, han sidst har været en satan).
Tænker, at de pæne nordkøbenhavnere har fået angina pectoris ved synet af så ordinært og billigt et køretøj blandt Jaguarerne og Teslaerne i deres velfriserede nabolag, haha.
Nå, men efter hjemkomst fra Grækenland til Kastrup Lufthavn i lørdags, måtte jeg selvfølgelig omkring Lucifers matrikel for at hente min dejlige, prisbillige, brændstoføkonomiske bil, så jeg kunne tilbagelægge turen til Jylland i den.
Og så havde Lucifer altså spurgt, om jeg og de to af vores børn (Barn 3 og 4), der havde været med mig i Grækenland, ikke ville have en bid tapas med inden den lange køretur.
Det var et hus i sorg, vi trådte ind i.
En lille forhistorie:
Jeg har tidligere fortalt, at Lucifer har fået ny kæreste, som vist giver ham jern på i mere end én forstand, da damen er datter af en finsk diplomat, som senest har været ambassadør i Chile. Og Lucifer tænder for vildt på den slags titler.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den finske ambassadør ulykkeligvis døde for 14 dage siden.
Han blev begravet i fredags. Med reception på den finske ambassade i København. Et utal af internationale gæster. Og tale af den finske udenrigsminister. Hele svineriet. Og Lucifers øjne skinnede af lykke, da han fortalte mig om alle de prominente arrangementsdeltagere, han havde trykket i hånden.
Så vidt jeg kan forstå, en udmærket dag, selv om anledningen var trist.
Hvad Lucifer og ambassadørfamilien imidlertid ikke på forhånd havde regnet med, var nok, at de efter højtideligheden i kirken ville få udleveret urnen.
Som så skulle tilbringe FUCKING HELE WEEKENDEN hjemme hos Lucifer og kæresten. Inden den skulle nedsættes mandag.
Shit.
Jeg gjorde i hvert fald store ører, da jeg hørte det. For hvad fanden stiller man lige op med sådan en urne weekenden over?
Det er jo en fuldkommen psykedelisk tanke.
Jeg personligt ville sgu ikke ane mine levende råd i hvert fald. Man stiller jo ikke sådan en motherfucker i garagen eller i haveskuret, vel?
Toilettet så? NEJ.
Et af børneværelserne? Nej, for helvede.
Soveværelset? Suk.
Men da jeg trådte ind i huset lørdag aften for altså at spise en mundfuld tapas inden hjemfarten til Jylland, og jeg så, hvor de havde stillet ambassadøren, gik det pludselig op for mig, hvor ligetil svaret i virkeligheden var:
KAMINHYLDEN SELVFØLGELIG.
Det er jo fuldkommen logisk, at en urne med de jordiske rester af et elsket familiemedlem skal stå på kaminhylden.
Om end tanken ikke er helt original:
Nå, men jeg håber, at ambassadøren nu er kommet godt i jorden, så hans familie kan komme videre i sorgprocessen og i livet.
Nu skal jeg pakke. Tager i morgen tidlig en tur til årsmøde i Privatskoleforeningen på Hotel Nyborg Strand. Og kommer hjem lørdag. Formentlig med en ordentlig røvfuld tømmermænd.
Forplejningen plejer i hvert fald at være super ;-)
mandag den 24. oktober 2016
Nyt snudeskaft
Eller ... øh ... "nyt" er nok så meget sagt. For dermed insinuerer jeg måske noget med plastiske operationer, og sådan nogle motherfuckere er jeg slet ikke til.
Men jeg har i hvert fald fået brunet det, snudeskaftet. I sidste uge. På Kreta.
Oh heavenly joy!
Hold nu kæft, hvor var det godt. At få ferie. At komme hjemmefra. At lande i sol og varme. At opleve kultur, natur, historie. At trykke både moussaka og souvlaki og bifteki og kalamari og gyros og grillet lam ind i brutale mængder, godt ledsaget af iskold fadøl og lokalbrygget rødvin.
Så yep, ferie er noget, jeg aldrig bliver træt af. Og med aldrig mener jeg ALDRIG. NEVER. NIE.
Og det gør ikke sagen ringere, at vejret vist var noget gedigent pis herhjemme i sidste uge. (Jeg holder mig således ikke for dannet til at være skadefro, haha.)
Om grækerne kan jeg sige, at de er nogle banditter.
Lejede således en bil dernede og kørte lidt rundt på øen. Og jeg havde ikke kørt mange kilometer, før jeg forstod, at de to fuldt optrukne striber midt på vejene kun er vejledende. I lighed med åbenbart mange andre færdselsregler som for eksempel vigepligt og hastighedsbegrænsninger.
Det er survival of the fittest, når man begiver sig ud i trafikken.
Vejskilte bruger de heller ikke mange af. Men det kan måske i nogen grad skyldes, at dem, der bliver sat op ... hurtigt bliver skudt ned. Se nu bare her:
Det er jo fucking gangsterland!
Det lader således til, at mange familier har en illegal gøb eller to liggende i hjemmet. Og ved festlige lejligheder skyder man altså et vejskilt.
Greek freaks!
Nå, men ellers vil jeg ikke skrive så meget. Andre menneskers ferieberetninger bliver hurtigt til nærdødsoplevelser for et sagesløst publikum. Så det vil jeg skåne dig for, kære bloglæser.
Jeg vil derimod glæde mig over at være tilbage på bloggen og give mig i kast med dagens menu: marineret kylling med salat og ovnkartofler. Nammenam!
Men jeg har i hvert fald fået brunet det, snudeskaftet. I sidste uge. På Kreta.
Oh heavenly joy!
Hold nu kæft, hvor var det godt. At få ferie. At komme hjemmefra. At lande i sol og varme. At opleve kultur, natur, historie. At trykke både moussaka og souvlaki og bifteki og kalamari og gyros og grillet lam ind i brutale mængder, godt ledsaget af iskold fadøl og lokalbrygget rødvin.
Så yep, ferie er noget, jeg aldrig bliver træt af. Og med aldrig mener jeg ALDRIG. NEVER. NIE.
Og det gør ikke sagen ringere, at vejret vist var noget gedigent pis herhjemme i sidste uge. (Jeg holder mig således ikke for dannet til at være skadefro, haha.)
Om grækerne kan jeg sige, at de er nogle banditter.
Lejede således en bil dernede og kørte lidt rundt på øen. Og jeg havde ikke kørt mange kilometer, før jeg forstod, at de to fuldt optrukne striber midt på vejene kun er vejledende. I lighed med åbenbart mange andre færdselsregler som for eksempel vigepligt og hastighedsbegrænsninger.
Det er survival of the fittest, når man begiver sig ud i trafikken.
Vejskilte bruger de heller ikke mange af. Men det kan måske i nogen grad skyldes, at dem, der bliver sat op ... hurtigt bliver skudt ned. Se nu bare her:
Det er jo fucking gangsterland!
Det lader således til, at mange familier har en illegal gøb eller to liggende i hjemmet. Og ved festlige lejligheder skyder man altså et vejskilt.
Greek freaks!
Nå, men ellers vil jeg ikke skrive så meget. Andre menneskers ferieberetninger bliver hurtigt til nærdødsoplevelser for et sagesløst publikum. Så det vil jeg skåne dig for, kære bloglæser.
Jeg vil derimod glæde mig over at være tilbage på bloggen og give mig i kast med dagens menu: marineret kylling med salat og ovnkartofler. Nammenam!
mandag den 10. oktober 2016
Nu har jeg svaret manden
Har grublet længe i dag.
Fordi der i nat blev postet en kommentar her på bloggen, hvor homoseksuelle sættes i bås med pædofile og folk, der tænder på små børn, egne søskende og sex med dyr.
Jeg gætter på, at den mand, der har skrevet kommentaren, er meget kristen. I hvert fald citerer han Biblen i noget af det, han skriver.
Jeg blev selvfølgelig ked af at læse hans ord. (Det bliver jeg altid, når jeg bliver beskyldt for at tænde på små børn, egne søskende og sex med dyr.) Sikke et had, han føler, den mand.
Eller en frygt måske. Det er jo tit frygten for det fremmede, der giver folk den slags følelser. En bange, hadefuld mand.
Og umiddelbart havde jeg lyst til at slå igen. Gå i infight. Og skrive noget lidet næstekærligt til ham også.
Men i dagens løb kom jeg på andre tanker. Hvorfor ikke gå efter at være den mest dannede af os? Bare fordi HAN er Trump, behøver jeg jo ikke også være Trump.
Nu har jeg svaret manden.
Og jeg synes, jeg har haft held til at formulere mig pænt. Ikke noget med "fuck" og "pis" og den slags (kun en ganske lille smule sarkasme).
Men døm selv:
"Tak for endnu en sober og næstekærlig kommentar fra din kant.
Okay, så lad os sige, at du ikke er hjernevasket. Du mener bare, hvad andre (din gud, din prædikant, dine forældre?) fortæller dig, du skal mene, ikke?
Fred være med det.
Dog tror jeg, du sammenblander to koncepter, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre: forplantning og kærlighed.
Jeg har for eksempel sat fire børn i verden med en mand. Ganske som din gud foreslår. Men jeg elskede ham ikke.
Det duer altså ikke automatisk at sætte lighedstegn mellem biologisk forplantning og kærlighed.
I øvrigt vil jeg foreslå dig at finde et andet citat fra biblen, når du ønsker at svine homoseksuelle til. Det, Matthæus taler om i den passage, du bruger her, er taget ud af kontekst og handler egentlig mere om, at man ikke kan lade sig skille (og se nu bare, hvor meget succes Matthæus har haft med DET postulat ;-)), end det handler om homoseksuelle.
Endelig skal jeg takke dig, fordi du læser med på min homoblog.
De bedste hilsener
Dropsene"
Jep, sådan skrev jeg.
Bum.
Nu skal jeg lave karbonader. Som det helt almindelige og lidet sataniske menneske jeg er ;-)
Fordi der i nat blev postet en kommentar her på bloggen, hvor homoseksuelle sættes i bås med pædofile og folk, der tænder på små børn, egne søskende og sex med dyr.
Jeg gætter på, at den mand, der har skrevet kommentaren, er meget kristen. I hvert fald citerer han Biblen i noget af det, han skriver.
Jeg blev selvfølgelig ked af at læse hans ord. (Det bliver jeg altid, når jeg bliver beskyldt for at tænde på små børn, egne søskende og sex med dyr.) Sikke et had, han føler, den mand.
Eller en frygt måske. Det er jo tit frygten for det fremmede, der giver folk den slags følelser. En bange, hadefuld mand.
Og umiddelbart havde jeg lyst til at slå igen. Gå i infight. Og skrive noget lidet næstekærligt til ham også.
Men i dagens løb kom jeg på andre tanker. Hvorfor ikke gå efter at være den mest dannede af os? Bare fordi HAN er Trump, behøver jeg jo ikke også være Trump.
Nu har jeg svaret manden.
Og jeg synes, jeg har haft held til at formulere mig pænt. Ikke noget med "fuck" og "pis" og den slags (kun en ganske lille smule sarkasme).
Men døm selv:
"Tak for endnu en sober og næstekærlig kommentar fra din kant.
Okay, så lad os sige, at du ikke er hjernevasket. Du mener bare, hvad andre (din gud, din prædikant, dine forældre?) fortæller dig, du skal mene, ikke?
Fred være med det.
Dog tror jeg, du sammenblander to koncepter, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre: forplantning og kærlighed.
Jeg har for eksempel sat fire børn i verden med en mand. Ganske som din gud foreslår. Men jeg elskede ham ikke.
Det duer altså ikke automatisk at sætte lighedstegn mellem biologisk forplantning og kærlighed.
I øvrigt vil jeg foreslå dig at finde et andet citat fra biblen, når du ønsker at svine homoseksuelle til. Det, Matthæus taler om i den passage, du bruger her, er taget ud af kontekst og handler egentlig mere om, at man ikke kan lade sig skille (og se nu bare, hvor meget succes Matthæus har haft med DET postulat ;-)), end det handler om homoseksuelle.
Endelig skal jeg takke dig, fordi du læser med på min homoblog.
De bedste hilsener
Dropsene"
Jep, sådan skrev jeg.
Bum.
Nu skal jeg lave karbonader. Som det helt almindelige og lidet sataniske menneske jeg er ;-)
Lidt mere om fordomme
Har lige fået denne kommentar til et indlæg om religiøse sekters hjernevask af deres medlemmer:
"Hvor i ligger hjernevasken? At du betragter homeseuualitet som noramlt og jeg ikke gør? Er pædofoli nu også hjenrevask hvis jeg siger at jeg er imod det? Dyresex? Der er kun en naturlig konstellation og det er mand - kvinde. Homoægteskabet er hjernevask fra samfundets side. Ægteskabet er helligt og en mand skal forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Det feminine føder og der skal en mand til. Så fat det dog. Det næste bliver gift dig med din kat. Det er jo kærlighed. Gift dig med din lillesøster. Det er kærlighed og hun ser jo godt ud osv. I lever i fornægtelse og løgn fordi samfundet siger "god" for det."
Siger mange tak til Thomas V, som har skrevet kommentaren.
Nu behøver jeg da ikke skrive flere indlæg om fordomme mod homoseksuelle.
Skulle trangen alligevel komme over mig, kan jeg bare genudgive kommentaren fra Thomas, som altså IKKE er hjernevasket, men bare mener, hvad andre har fortalt ham, at han skal mene.
"Hvor i ligger hjernevasken? At du betragter homeseuualitet som noramlt og jeg ikke gør? Er pædofoli nu også hjenrevask hvis jeg siger at jeg er imod det? Dyresex? Der er kun en naturlig konstellation og det er mand - kvinde. Homoægteskabet er hjernevask fra samfundets side. Ægteskabet er helligt og en mand skal forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Det feminine føder og der skal en mand til. Så fat det dog. Det næste bliver gift dig med din kat. Det er jo kærlighed. Gift dig med din lillesøster. Det er kærlighed og hun ser jo godt ud osv. I lever i fornægtelse og løgn fordi samfundet siger "god" for det."
Siger mange tak til Thomas V, som har skrevet kommentaren.
Nu behøver jeg da ikke skrive flere indlæg om fordomme mod homoseksuelle.
Skulle trangen alligevel komme over mig, kan jeg bare genudgive kommentaren fra Thomas, som altså IKKE er hjernevasket, men bare mener, hvad andre har fortalt ham, at han skal mene.
Abonner på:
Opslag (Atom)