onsdag den 20. marts 2019

Om at være fighter

Stupid, stupid me.

Har næsten lyst til at dunke mig selv i knolden med disse:



Men de er ellers flotte, ikke? Sorte lakkrykker. Føler mig jo helt sexet 😋 Mangler bare noget i læder.

Dem krabber jeg så rundt med i denne uge. Fordi jeg lige syntes, jeg skulle være kæk på tennisbanen i mandags. 

Pis.

Jeg KUNNE jo allerede mærke, at der var noget galt i venstre fod. Har i nogen tid kæmpet med en inflammation under hælen, som brokker sig ved overbelastning.

Og jeg HAVDE ondt. Ikke MEGET ondt. Dog NOK til, at jeg bare burde have ladet den sidste bold fare.

Men nej, nej. DEN slags magter jeg selvfølgelig ikke. Jeg er for stor en fighter og MÅ naturligvis gå efter boldene. Også selv om de ser helt umulige ud.

Og det er selvfølgelig meget prisværdigt ikke sådan uden videre at give op. Men det er fandme ikke altid særlig kløgtigt.

Så jeg skulle lige flytte fødderne lidt snabt. Og det var så sidste gang, jeg gjorde noget, man kan kalde snabt, i denne uge.

For hold kæft, hvor gjorde det pludselig ondt. Dernede i foden. En stærk, skarp smerte, så jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne og hoppe af banen på et ben.

Så hjem på sofaen med en ispose. Senere i seng. Ligge vågen med smerter hele natten. Dernæst op og konstatere, at fruen på ingen måde kunne støtte på foden. Og så af sted til læge og på skadestuen.

Sådan ret kort fortalt.

Det er ikke noget alvorligt. Ikke noget, der er bristet. Men det ER en overbelastningsskade, som betyder, at jeg skal forholde mig helt i ro resten af ugen. Og så ser vi.

Selv om det er besnærende med god samvittighed at kunne nyde at læse og se Netflix og koste rundt med den stakkels yngstedatter, som mener, hun har det hårdt, er jeg altså ikke typen, der synes, det er fedt at være immobil i længere tid ad gangen. 

Kom således til at røvkede mig allerede efter to en halv time på sofaen i går. Og så er der fandme langt til ugens udgang.

Når det er sagt, så kan jeg allerede nu konstatere, at en stor del af tiden kommer til at gå med logistik. 

For damn, hvor er det besværligt at skulle manøvrere sig selv rundt på matriklen ved hjælp af de der fucking stokke.

Og jeg kommer til at reflektere over ting, som jeg aldrig NOGENSINDE havde forestillet mig, jeg skulle reflektere over.

For eksempel: Hvordan kommer jeg fra køkkenet og ind til sofaen i stuen med en lortekrykke i hver hånd ... OG et krus med kaffe?

Nej, vel?

Ser således pludselig tilværelsen i et helt andet perspektiv.

FUCK.

Men Rotterne (læs: fruens elskelige børn, red.) har heldigvis en fest. 

For da yngstedatteren var færdig med at jamre over at måtte hjælpe ekstra til i denne uge, huggede hun mine krykker. 

De er åbenbart morsomme at tumle rundt i stuen med, når man er 14 år gammel og ikke er fucking NØDT til det.

Og da ældstedatteren sent i aftes kom anstigende for at tage en overnatning hjemme hos Mutti, huggede HUN fandme mine krykker. De er åbenbart OGSÅ morsomme at tumle rundt med, når man er 25.

(Så det er måske først, når man er 51 og NØDT til at bruge dem, at de bliver lidt belastende, to put it mildly.)

Nå, men her til morgen er ældstedatteren gået et level op i disciplinen "udnyt en handicappet", da hun har neglet min bil (efter først at have sikret sig, at den havde fuld tank, naturligvis). Det forlyder, at hun bringer den tilbage på fredag. Eller lørdag.

Right.

Nå, men sådan er livets gang her i forstadsvillaen for tiden. Det kan til gengæld næsten kun gå fremad. Og det er jo dejligt 😊

Take care now og lur mig, om vi ikke høres ved lige om lidt igen. For nu bruger jeg heldigvis ikke foden til at skrive med.

💜💜💜

søndag den 17. marts 2019

Frokost i Niceville

Kunne man måske godt kalde det.

Eller også bare hjemme hos mor med mine lykkelige, succesrige og økonomisk velfunderede, borgerlige kernefamiliesøskende.

Det skal jeg i dag.

Men misforstå mig nu ikke. 

Det KUNNE ud fra ovenstående lynsnabbe karakteristik måske lyde, som om jeg ikke bryder mig om mine søskende.

Og det er meget langt fra sandheden.

For jeg elsker mine søskende. De er hjertevarme mennesker, som til hver en tid vil bakke mig op, hvis jeg skulle komme i vanskeligheder. 

Som for eksempel da jeg for ni år siden forlod eksmanden (eller The Person Formerly Known As Lucifer) og var ude i en big time crisis. 

Og da jeg lige før jul forlod min damekæreste. Den første, der ringede, spurgte ind og lyttede til min grædende stemme i telefonen, var min storebror.

Og min lillesøster var her i går. Til vafler og kakao. Hun er hyggelig og empatisk og klog og sjov.

MEN.

Fuck, hvor jeg føler mig anderledes i deres selskab.

Jeg er det klemte barn i midten. Hulk 😢

På nettet kan jeg læse, at min bror som den ældste er den ansvarsfulde, den pålidelige og ham, der træder i karakter, når det er nødvendigt.

Mens min søster er den morsomme charmør, der naturligt føler sig i centrum, fordi hun som den yngste naturligt har FÅET meget opmærksomhed.

JEG er til gengæld uafhængig, oprørsk og hemmelighedsfuld.

Well, you can say THAT again 😂😂😂

For man MÅ sandelig sige, at jeg har fulgt en anden fodsti end mine søskende.

De lever for eksempel begge to i pæne kernefamilier. Har pænt fået to børn hver. Med deres partnere, som de har været sammen med, siden de var henholdsvis 18 og 16.

De har gode, vellønnede stillinger, som de har haft i mange år. De har således begge kun haft ansættelse et enkelt sted. De har succes på jobbet og er avanceret til højere positioner på deres respektive felter. Ledere. 

De har i mange år boet i de samme pæne villaer. Oven i købet kun tre minutters kørsel fra hinanden.

Og de dyrker sejlsport i fritiden. Min bror, som er den rigeste i familien, har en ordentlig motherfucker af en lystyacht med bekvemme sovepladser til 8 personer. Mens min søster indtil videre må nøjes med sølle 6 køjer.

De er borgerlige. Mit bedste bud er, at min bror stemmer Liberal Alliance. Min søster er jeg mere usikker på. Jeg tror, hendes hjerte banker lidt mere for samfundets svageste, så hun er nok ikke helt så outreret i de krydser, hun sætter på stemmesedlerne.

Og så er der mig.

Jeg er fraskilt og single. Mor til fire. Homoseksuel. 

Om jeg har succes på jobbet er et fluffy spørgsmål. For hvad er succes for en lærer, og hvordan måler man det? 

Jeg har i hvert fald ikke mange muligheder for at avancere. Så skal jeg da søge en lederstilling. Og så er jeg jo ikke længere lærer i den forstand, jeg er det nu. Men jeg er super glad for mit job. Det er bare ikke en parameter, der rigtig kan måles på.

Til forskel fra mine søskende har jeg ikke haft samme job i utrolig mange år. Jeg har været lærer i fem. Før lærerjobbet var jeg selvstændig litteraturoversætter. Og før det arbejdede jeg med marketing for Silvan-kæden, for jeg er oprindeligt økonom. Jeg har således to videregående uddannelser og har skiftet erhverv to gange. So far.

Hvad bopæl angår, tjah, så boede jeg i mange år i en gigantisk kæmpevilla sammen med min eksmand. Men da det var slut med ham, var det også slut med villaen, og jeg flyttede en tur i lejlighed i den lokale bordelgade. Der boede jeg i fire år.

Nu har jeg købt et hus i en Randers-forstad. Jeg har købt for præcis det beløb, min økonomi tillader: 1,16 million. Huset er ikke prangende, men det er mit, og jeg er godt tilfreds (selv om haven er FUCKING stor og tidskrævende).

Politisk har jeg altid været blå. Ligesom mine søskende. Sådan er vi vokset op. Vores far var virksomhedsejer. Og både han og vores mor har i mange år stemt meget konservativt. Så den blå indflydelse hjemmefra var temmelig markant.

Jeg giftede mig til en høj husstandsindkomst. Og så var jeg selvstændig i en del år, hvilket også er en forholdsvis blå position i samfundet.

Men nu forholder det sig anderledes. Nu er mit liv jo rødt. Og dermed også mit kryds. Det eneste røde kryds i familien.

I min fritid dyrker jeg ikke sejlsport. Min brors båd har kostet det samme som mit hus. Så vil jeg alligevel hellere have et hus 😉

Jeg læser derimod. Og skriver sjovt nok blogindlæg. Og går til foredrag. Og i biffen. Og jeg spiller tennis. Og vandrer. Ude i naturen, det billige lort.

Og for tiden bruger jeg også lidt krudt på datingsites. 

Oh dear. Det er horisontudvidende.

Jeg tror sgu ikke, der er nogen af mine pæne søskende, der for nylig har modtaget en fristende henvendelse fra en "toiletslave" med tilbud om at bruge ham som toilet og oven i købet blive slikket ren bagefter.

Haha 😂

Jeg køber også sexlegetøj. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, om mine søskende gør, men umiddelbart kan jeg bedst se dem i en traditionel missionær uden hjælpemidler 😂😂😂

Lige nu venter jeg på en ny vibrator, som jeg har bestilt. Den ene af mine gamle legesager er nemlig brændt sammen. Hvilket så har affødt spørgsmålet: Hvad fanden stiller jeg op med den?

Jeg smider den jo ikke bare i skraldespanden. Dertil er den vist ikke miljøvenlig nok. 

Men hvad så? 

På genbrugspladsen som elektronikskrot? Eller småt brændbart, hvis batterierne er taget ud? Jeg kan selvfølgelig prøve at fiske den frem og spørge derude.

Well, well. Indtil videre ligger den i skabet, mens jeg tænker.

Nå, men nu har jeg vist anskueliggjort, hvordan jeg på mange områder ikke er helt in sync med mine søskende. Glæder mig alligevel til at se dem om lidt. For vi hygger os, når vi er sammen 😄

Nu: i bad.

Have a smashing Sunday, folkens. Og vi høres ved 💜💜💜




lørdag den 16. marts 2019

Nå ja, jeg glemte lige ...

Da jeg i går tog dig med på en feministisk rundrejse, glemte jeg lige en enkelt bagatel:

OMSKÆRING:



Fy for helvede!

Det er nogen tid siden, der rigtig har været spot på omskæring af piger og kvinder i medierne. Som om det kommer lidt i bølger.

Men det SKER, folkens. En pige omskæres i snit hvert 11. sekund. HVERT FUCKING 11. SEKUND!

Prøv at forestille dig det:

Du bliver holdt fast. Af mennesker, som burde beskytte dig mod alt ondt. Som du burde have tillid til. 

Du er nøgen fra livet og ned. Blottet og sårbar.

Dine ben tvinges fra hinanden. Og du skriger af rædsel. Bønfalder dine overgrebskvinder om at lade dig slippe. For du ved, hvad du har i vente.

Men ingen lytter.

Så går hun i gang. Damen med barberbladet.

Hun skærer systematisk dine ydre kønsdele væk. 

Måske syr hun også din skedeåbning næsten helt til, så du i al fremtid vil have svært ved både menstruation og samleje.

Og du er prisgivet. Du kan intet stille op. 

Smerten er langt hinsides dine værste mareridt. Du tror, at du skal dø nu.

Og det skal du måske også.

Det er i hvert fald mange gange konsekvensen af de infektioner, der kan opstå. 

FUCK, jeg får det dårligt ved tanken.

Det er klam og hjerteskærende brutalitet i en utrolig høj potens.

Da jeg skulle finde et passende Youtube-klip at poste i indlægget, var jeg forbi nogle stykker. Og nogle af dem kunne jeg ganske enkelt ikke se til ende. 

Som for eksempel dette (jeg lægger bare linket, og så kan du jo se, om du kan holde ud at klikke på det).

Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere for at protestere mod denne uhyrlighed end bare skrive et snoldet blogindlæg.

Det må jeg lige undersøge.

Take care og nyd det, hvis du selv bestemmer over din krop.


fredag den 15. marts 2019

Feministisk rundrejse

Vil egentlig godt brygge lidt videre på sidste uges bølge af feminisme. 

For det er jo meget godt med sådan en enkelt årlig kampdag, hvor kvindekampen får masser af opmærksomhed. Men budskaberne er jo lige så vigtige IMELLEM kampdagene.

Desuden ved jeg, at der findes mennesker rundt omkring, som har misforstået. 

En ret så harmdirrende veninde fortalte således i sidste uge, at hun havde hørt en bekendt mene, at kvindekampen i Danmark ikke er så relevant som i andre lande. 

Fordi vi herhjemme jo har FÅET så meget ligestilling.

Og det lyder jo umiddelbart som en smuk, altruistisk gestus. Problemet er bare ...

... AT DET ER DET IKKE.

Det er fandme ikke nogen gestus. 

Vi har ikke FÅET noget som helst.

Den grad af ligestilling, vi har her i Danmark, har kostet en utrættelig, ihærdig indsats fra dygtige, modige, visionære, engagerede, vedholdende kvinder. Især. Og nogle få mænd. Men mest kvinder.

Til gengæld. Med DEN lille detalje på plads. Så ja. Så findes der steder i verden, der er længere fra målet end os.

Jeg vil dedikere en del af Dropsene til at sætte spot på kvindekamp. Både herhjemme og i udlandet.

Og jeg har besluttet at foretage en lille, eksemplarisk rundrejse.


Lad os begynde i Saudi-Arabien

Med Google og Apple som formidlere har saudiarabiske mænd nemlig mulighed for at installere en app på deres mobiler, som kan hjælpe dem til at spore og overvåge kvinder.

App'en Absher giver mænd mulighed for at begrænse deres koners og døtres bevægelsesfrihed. 

Brugerne af app'en kan således se, hvor de kvinder, de ønsker at overvåge, befinder sig, ligesom de får adgang til informationer om flytrafik og andre former for offentlig transport. 

Modstandere af app'en fremfører, at den er forbundet med systemisk diskrimination forankret i en tradition for vold mod kvinder.

Både Google og Apple har imidlertid valgt at ignorere alle indvendinger om brud på menneskerettighederne.


Hvorefter vi suser videre til Argentina

Hvor en lille pige på kun 11 år for nylig blev tvunget til at føde et barn, 23 uger efter hun blev voldtaget af sin bedstemors 65-årige kæreste.

Pigen og hendes mor havde anmodet om en abort, men behandlingen af deres anmodning blev forhalet i ugevis.

Under graviditeten forsøgte pigen to gange at begå selvmord.

I Argentina er abort som udgangspunkt forbudt ved lov.

Og stikker et smut forbi Iran

Her er menneskerettighedsadvokat og kvinderetsforkæmper Nasrin Sotoudeh blevet idømt 33 års fængsel og 148 piskeslag for protest mod tørklædepåbudet i landet.

Ved retssagen var hverken Nasrin Sotoudeh eller hendes advokat angiveligt til stede.

Ifølge Amnesty International er det den hårdeste dom mod en menneskerettighedsforkæmper, som organisationen har dokumenteret i de seneste år. Dommen indikerer, at myndighederne til stadighed øger undertrykkelsen af iranske kvinder.

Og Venezuela

Hvor der er pres på grænserne som følge af, at et anslået antal på tre millioner mennesker forsøger at flygte fra den økonomiske krise i landet.

Ved grænsekonflikter og flygtningekriser som den i Venezuela er kvinder særligt udsatte for seksuelle overgreb, kidnapning og andre former for vold. 

Ofte har de ikke andre muligheder end at prostituere sig for at skaffe mad til familien. Og denne prostitution foregår særligt i militærlejrene, hvor mændene er mere aggressive end andre steder, forlyder det.

For at runde af i Brasilien

Her mister gennemsnitligt fire kvinder livet hver dag som følge af vold i hjemmet.

Faktisk udgør brasilianske kvinder hele 40% af alle kvindelige drabsofre i Sydamerika.

Mange af disse drab bunder i skarpt afgrænsede kønsroller, og problematikken med vold i hjemmet forværres af, at landet ikke kan tilbyde meget hjælp til voldsramte kvinder.

Og således opmuntret

Vil jeg gå på weekend. 

Denne weekend kommer til at byde på hyggelige sociale sammenkomster. Nærmest i kilometermål.

I morgen eftermiddag kommer min søster og min niece for eksempel en tur forbi til vafler og varm kakao. 

Og når de er daffet hjem igen, vil min smukke, genvundne og meget nære veninde bimle an med en flaske rødvin under armen til en lille pludder. Hende har jeg savnet big time, men det ved du, hvis du læser med her på bloggen.

I morgen aften: velsignet alenehed. For min søster vil bortføre mit sidste hjemmeboende barn til en overnatning. Og DET bliver skønt. Ikke, at jeg ikke bryder mig om at være sammen med mit barn. For hun er sød og dejlig, og jeg elsker hende højt. Men jeg sætter OGSÅ pris på mit eget uforstyrrede selskab 😉

Og jeg SKAL vitterlig nyde min alenehed, for allerede søndag går det atter løs med socialisering. Denne gang hjemme hos min mor, som byder på frokost til mig, min bror og svigerinde og min søster og svoger med børn.

Vil til sidst benytte lejligheden til at ønske dig, kære bloglæser, en henførende weekend. Og opfordre dig til at reflektere over kontrasterne mellem din egen virkelighed og dem, jeg har skitseret ovenfor på min rundrejse.

Det er nemlig sundt!

Take care 💜




fredag den 8. marts 2019

Om feminisme i islam

Dropsene markerer i år Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts ved for første gang nogensinde at give ordet videre til en gæsteblogger.

Indlæggets forfatter har stor viden om kvinder i islam og flygtningespørgsmål i almindelighed. Hun er feminist og en engageret forkæmper for de svageste mennesker i vores samfund.

God læselyst!

Kærlig hilsen
Dropsene 💜

Kvindernes kampdag er en international kampdag. Og ikke kun for os vestlige kvinder, der har stemmeret og medbestemmelse.

Ikke at vores kamp på nogen måde er slut, da ligestillingen i Danmark langt fra er i mål.

I prologen til bogen Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing bliver vi således mindet om, at kvinder kun i sørgeligt ringe omfang er repræsenteret på topposter inden for politik, videnskab, erhverv, kultur, medier, sport og organisationsliv i Danmark.

Lige så aktuelt er det, at man forleden på Amnesty Internationals website kunne læse om en spritny rapport, der fortæller, at "straffrihed, en forældet lovgivning og kønsstereotyper og myter i retssystemet står i vejen for retfærdighed for voldtægtsofre i Danmark."

Og man behøver bare nævne ordet "ligeløn" for endnu en gang at sætte spot på vores manglende ligestilling.

Så vores kamp er ikke forbi.

Men vi har en hel verden af kvinder, der stadig må kæmpe for selv små rettigheder i hverdagen. Og internationalt set er vi stadig lysår fra at kunne tale om et minimum af retfærdighed, hvad angår kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv.
En del af vores frihedskamp er at skabe forståelse for forskellige religioner. Og kæmpe side om side med kvinder, der ønsker at bevare deres tro og samtidig være frie kvinder. Altså at have ret til at bestemme over egen tro og påklædning.
Debatten i Danmark er ensporet og jagten på kvinder med anden religiøs overbevisning er begyndt.

Islam anses af de fleste som en kvindeundertrykkende religion. Og det er den også mange steder, men der er et utal af muslimske kvinder, der ser deres religion som frihed og mener, de selv træffer deres valg, hvad angår religiøs praksis.

Disse kvinder skal både kæmpe mod religiøse lærde, der har en yderst konservativ udlægning af Islam, og det danske samfund, som anser dem for undertrykte og nu kriminelle, hvis de tildækker deres ansigt.

Det må vi da kunne gøre bedre.
I 2009 bad en arbejdsgruppe i folketinget, som så på burkabrug og tilsvarende beklædning, Københavns Universitet – Tværkulturelle og Regionale Studier om at udarbejde en rapport for dem.
Alle kvinder, der blev interviewet, bar niqab, og alle kvinder fastholdt, at det var eget valg. Alligevel har regeringen indført forbud mod denne beklædning. Det er både undertrykkende og diskriminerende.
Din og min holdning til dette må ikke være afgørende for en lovændring, og vores politikere har her kun skabt mere ulighed og frataget disse kvinder retten til at bestemme over egen krop.
Ligesom der findes muslimske kvinder, som kalder sig selv feminister og ikke ønsker at bære niqab, og som finder belæg for deres overbevisning og tro i Koranen, er andre kvinder inspireret af salifisterne og mener, at de ved at bære niqab lever de ud fra deres tro.

Det er ikke vores anliggende at dømme i den sag. Vores anliggende er at sikre, at alle kvinder har ret til at bestemme over deres eget liv.
Selv i vores lovgivning på flygtningeområdet er der en skævvridning imellem kvinder og mænd.

Ved opnåelse af asyl får en del kvinder således tilkendt en paragraf 7.2, hvor den mand, de er gift med, får tilkendt en paragraf 7.1. Det gælder, hvis manden er den primære forfulgte i hjemlandet. Og det betyder, at manden har opnået varigt ophold, mens kvinden kan risikere, at hun lettere kan udvises af Danmark, hvis hun bliver skilt fra manden, da 7.2 ikke giver varigt ophold.
Vi kvinder har en moralsk forpligtelse til at kæmpe alle kvinders kamp. Ikke kun vores egen. Vi har trods den manglende ligestilling i Danmark stor mulighed for at hjælpe kvinder i andre lande og de udlændinge og flygtninge, der er her i landet. De er vores søstre og behøver os.

mandag den 4. marts 2019

Folkekirken og humor

Kom sgu lige forbi en kirke i går.

Og måtte omgående slå bremsen i for at tage et billede:



Breaking news!

Folkekirken - nu med humor 😂😂😂

Måske skulle man overveje at melde sig ind i klubben igen. Som en beskeden tak for et godt grin.

Eller ... maybe not. For nu tror jeg jo faktisk ikke på Gud. Minor detail 😋 

Glæder mig, til de sætter det næste banner op, og reflekterer lidt over mulig ordlyd ...

Det bliver nok noget med vin og oblater on the house. 

(One problem though: Sådan nogle oblater er lidt tørre. Måske kirken kunne overveje også at byde på et stykke brie til nadveren. Bare et forslag 😂)

Supplerende info:

Kirken på billedet er selvsamme kirke, hvor jeg i 1992 fejlagtigt blev viet til eksmanden. Det var også i den kirke, at vi lod vores førstefødte døbe. Og så er det stedet, hvorfra min far blev bisat for godt og vel halvandet år siden.

Desuden var en af mine børns oldefædre præst her. 

Om ham fortælles det i øvrigt, at han som leder af den lokale modstandsgruppe under krigen opbevarede våben i kirkens højhellige alter. Formentlig et okay skjulested (just a fun fact 😂).

Slut på indlæg. Det blev fandme ikke særlig dybt i dag. Men jeg har også lidt småtravlt.

Take care 😍😎💋

søndag den 3. marts 2019

... og om at GÅ for sent

I går kastede jeg her på bloggen en verbal fatwa over folk, som konsekvent kommer for sent.

I dag skal det handle om at GÅ for sent.

En lidt omvendt problematik, men stadig noget, som jeg tror, mange gør sig skyldige i.

Et eksempel:

For nogle måneder siden havde ekskæresten og jeg besøg af en af hendes veninder. Hjemme hos eksen.

Egentlig skulle vi have været ude, men eksen var ikke på toppen den dag, så for ikke at aflyse helt og dermed skuffe veninden blev aftalen den, at hun skulle komme hjem til os til en kop kaffe midt på eftermiddagen.

Jeg brugte formiddagen på at bage kage og klø min småsyge eks bag ørerne, og midt på eftermiddagen dukkede så omtalte veninde op som aftalt. Meget punktligt 😉 Det var fint 👍

Vi hyggede og snakkede. Havde en bestemt række temaer, som vi altid lige skulle vende: børn og job og fælles venner og såd'n.

Og da så klokken var hen ad fem, havde damen været der i to en halv time. Kaffen var drukket, kagen var spist, samtaleemnerne var vendt, og det havde været passende at skilles. Navnlig da veninden vidste, at eksen ikke var på toppen.

Men!

Hun blev fandme hængende! 

Måske i forventning om også at blive inviteret til middag.

Og jo mere hun blev hængende, desto mere ændrede atmosfæren sig. 

Det var svært at finde noget nyt at snakke om, vi var løbet tør for forplejning, eksen trængte klart til at ligge ned, og vi blev begge mere og mere irriterede over, at den fucking veninde ikke daffede hjem.

Men vi kunne ikke lide at sige noget. Så vi indledte bare en belejringskrig. En dyst på udholdenhed.

Vi vandt. Kvart over syv gik hun. 

Men for helvede altså. På det tidspunkt havde vi siddet ved kaffebordet i næsten fem timer. Efterhånden på følelsesløse røvballer. Og jeg havde ikke fået købt ind til aftensmaden endnu. 

Gudskelov for færdigretter.

Nå, men det var bare en lille forhistorie. Jeg er slet ikke rigtig kommet i gang med mit indlæg endnu, haha 😂

For det, jeg i VIRKELIGHEDEN vil fortælle, er:

at jeg jo havde besøg af et guddommeligt væsen i sidste weekend. Det ved du, hvis du følger med her på bloggen. Og hvis ikke, kan du lige bladre et par indlæg tilbage for at få historien.

Hun er et af de mest reflekterende mennesker, jeg i lang tid har mødt, og ud af de 28 timer, vi var sammen, snakkede vi i hvert fald i de 21. Uafbrudt.

Blandt andet om at blive hængende for længe.

I et forhold.

Noget, jeg i hvert fald har gjort mig skyldig i. 

Mit ægteskab for eksempel. Som i virkeligheden aldrig skulle have været indgået. For jeg er homoseksuel kvinde, og jeg giftede mig med en mand. Fordi INGEN måtte vide, at jeg var til kvinder. At jeg var defekt. (Jepper. Sådan tænkte jeg dengang, selv om det jo er fuldkommen gak.)

Den mand var jeg sammen med i 21 år. Og han havde den fulde kontrol. Han traf stort set alle beslutninger om stort og småt, og mit selvværd var ... 

... øh. 

Nu skriver jeg godt nok "selvværd". Men ... sådan et kan jeg nærmest ikke mindes, at jeg havde. For jeg undertrykte mig selv, lige så meget som han undertrykte mig.

Det var SÅ falsk et liv for mig, at jeg fra tid til anden stadigvæk giver mig selv en ordentlig motherfucker af en mental kindhest, fordi jeg gik så sent.

Jeg blev hængende på grund af børnene og trygheden. Og så affandt jeg mig år efter år efter fucking ÅR med, at mit parforhold var noget lort. OG den lille detalje, at jeg altså var partner med en person af det forkerte køn.

Jeg skulle også været gået fra min damekæreste (altså hende, jeg gik fra før jul, som i øvrigt er den eneste damekæreste, jeg har haft) for flere år siden.

For selv om alt var godt og lykkeligt og lidenskabeligt i begyndelsen, så fik begyndelsen en ende. Som begyndelser somme tider gør. 

I de sidste år følte jeg mig ofte nedprioriteret og ked af det. Kørt ud på et sidespor. Englebassen havde fået andre interesser, som pressede mig mere og mere. Fik mig til at føle mig devalueret.

Men jeg blev hængende alligevel.

Stupid me.

Da jeg vendte emnet med den kvinde, jeg vendte mange ting med i sidste weekend, nåede vi frem til den konklusion, at man i et parforhold kan være alt for tilbøjelig til at fastholde en tro på, at det nok bliver bedre lige om lidt. 

Hvis bare lige vi klarer os igennem denne uge, SÅ bliver det godt.

Eller til at skue tilbage på et eller andet rart i nærmeste fortid og klynge os til det. Som i: Det kan godt være, at tirsdag, onsdag og torsdag har været vederstyggelige. Men MANDAG, for helvede! Mandag var super 👍 

Problemet er bare, at nuet forsvinder. Hvad enten man skuer frem eller tilbage, glemmer man jo nuet. Og, mine damer (og herrer, men jeg tror, jeg har flest damelæsere 😉), nuet er det eneste tidspunkt, der rigtig sparker røv. 

Fortiden er historie. Fremtiden er fiktiv.

Jeg har fået den ambition, at jeg skal være bedre til at gå i tide. Når nuet lidt for ofte bliver for træls.

Jeg skal give mine forhold en fair chance. Men jeg skal IKKE spilde fucking ÅR på at give kunstigt åndedræt til noget, der alligevel ikke er levedygtigt.

Bum.

Nu må jeg hellere liste min kvindekrop ind under bruseren, så jeg kan få rigtigt gang i dagen.

Yngstebarnet og jeg tager et par fastelavnsboller under armen og svinger en tur forbi min mor i eftermiddag. Hun er lidt ensom efter min fars død, den gode Mutti. Det er synd.

Klokken 17 skal jeg forhåbentlig give Ulla en omgang tæv på tennisbanen. Og så lakker den weekend mod enden.

Så ved du det 😄

Take care now 💟😍😘