lørdag den 17. august 2019

Hvor belejligt :-) - Episode Two

Nej. 

Historien er selvfølgelig ikke slut endnu. 

Det havde du vel heller ikke troet?

Jeg kom nemlig til at sladre til en veninde i går aftes. 

Oh dear, haha 😂 Hende fik jeg sgudda lige rusket ud af sofaen der 😡

Hun er gift med en anden kvinde og var bestemt ikke glad for tanken om, at en udvekslingsorganisation som Amercan Field Service diskriminerer mod homoseksuelle og lidet diskret signalerer, at vi skulle være dårligere egnede som værtspar for en udvekslingsstudent end andre.

Så hun flammede op som ... øh ... en flamme, der meget hurtigt vokser 🔥🔥🔥 (fantastisk metafor, jeg lige fandt der 😂), og kastede sig ind i kampen.

Og der gik sgu heller ikke lang tid, før hun fandt følgende tekst på en amerikansk hjemmeside med gode råd til kommende udvekslingsstudenter:



Uha, den er ikke god, vel? 😧

Og på EF Sprogrejsers engelsksprogede hjemmeside fandt jeg dette her:



Det er altså ikke kun AFS.

Faktisk får jeg en kedelig fornemmelse af, at det er fucking ALLE udvekslingsorganisationerne, der finder det nødvendigt at give kommende udvekslingsstudenter mulighed for at vrage et homoseksuelt værtspar og bede om et andet.

Øv.

Ansporet af min veninde får jeg lyst til at gøre mere ved sagen. Men hvad?

Vi har snakket om at sende linket til mine indlæg her på Dropsene til medier, der kunne have interesse i sagen. 

Og lige så hurtigt skrinlagt den idé igen. 

For med for meget publicity om bloggen ryger min anonymitet jo en tur i kloakken, og hvis jeg for eksempel skal dele Dropsene med mine elever, bliver de aldrig mere de samme (hverken eleverne eller Dropsene 😂).

Jeg kunne også dukke op til endnu et informationsmøde med skæg og blå briller og "tilfældigvis" optage oplægsholderen med en mobiltelefon, når han siger de unævnelige ord. Og DERPÅ gå til medierne.

Fantastisk idé. Men til gengæld lige så skrinlagt som den første. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt den slags er lovligt.

Nu er jeg faktisk løbet tør for gode idéer. Og det er endt med et lidt fesent tiltag:




En mail.

Som jeg har sendt til AFS. 

Så må vi se, hvad de svarer.

Spændende 😱

fredag den 16. august 2019

Hvor belejligt :-)

Så heldig kan man altså være 😄

Havde lige fået lyst til at skrive et indlæg i anledning af denne uges Pride i København. Sådan et rigtig syrligt et, hvor jeg harcelerer over et eller andet. Og får lejlighed til at bruge et møgbeskidt og obskønt sprog. Kaste et par fatwaer over nogen. 

Den slags, jeg tænder på, you know 😂😂😂

Men kunne SIMPELT hen ikke komme i tanker om, hvad jeg skulle skrive. 

For jeg HAR jo for pokker allerede i tidligere indlæg fortalt, at jeg har et ambivalent forhold til Priden. 

At jeg på den ene side synes, det er fint at fejre mangfoldigheden. Men at jeg så til gengæld på den ANDEN side tænker, at det er nogle weirdos, man somme tider kan se til den der Pride. Og at de mennesker, der ligger på kanten til at udvikle et par fordomme, med sikkerhed vil få det sidste spark ud over afgrunden, når de ser nogle af de fucking TEGNINGER, man kan opleve i paraden.

Og her på bloggen har jeg også tit øffet over det homofobiske sprog, jeg hører, når jeg er på job. 

Men i forhold til DET, ja, så er der faktisk urimelig lidt at øffe over for tiden. For jeg synes sgu ikke rigtig, jeg hører så meget homofobisk længere. Enten fordi det ikke bliver sagt. Eller fordi jeg er blevet immun (eller eventuelt hard of hearing). 

Så det er jo ganske simpelt dybt utilfredsstillende ikke rigtig at have noget at brokke sig over, når man nu gerne vil kæmpe for homoseksuelles rettigheder. Pisseirriterende faktisk 😡

However! 

Miraklernes tid er ikke forbi. Og i går kom AFS mig heldigvis til undsætning og gav mig anledning til at sende et par verbale stokkeslag i deres retning, hehe 😈

Hør nu bare her:

AFS står for American Field Service og er en udvekslingsorganisation. Sådan et foretagende, der formidler kontakt mellem unge, som kunne tænke sig et skoleophold i udlandet og værtsfamilier i ... øh ... samme udland.

Og da mit Barn 4, aka Yngstedatteren, brænder efter sådan et år i udlandet, ja, så tog hun i går aftes Mutti, aka mig, under armen og gik til informationsmøde hos AFS.

Det var interessant. 

Der var en fyr, der begejstret fortalte om sit år i Argentina. Og en pige, der lige så begejstret berettede om et tilsvarende år i Costa Rica.

Og så var der en lidt ældre mand, som var en slags lokalrepræsentant for organisationen og orienterede lidt om alt det praktiske med relation til sådan et skoleophold:

Den unge skal for eksempel udfylde en ansøgning. Her skal man skrive om sig selv. Sine interesser, sine værdier, sine fritidsaktiviteter. Og meget andet.

Ønsker man til gengæld at være værtsfamilie for en udvekslingsstudent, skal man udfylde en tilsvarende ansøgning. Hvor man OGSÅ fortæller om sig selv. Interesser, værdier, fritidsaktiviteter. Og meget andet.

Dernæst bliver den unge parret med en værtsfamilie i det land, han eller hun har ønsket. 

AFS tilstræber, at der er flest mulige ligheder mellem den unge og værtsfamilien. Sammenfald mellem ... ja ... interesser, værdier, fritidsaktiviteter. Og meget andet. Sjovt nok.

Når man så har fået tildelt en værtsfamilie, takker man ja til den pågældende familie. 

Man har altså ikke noget valg. Som kommende udvekslingsstudent kan man ikke sådan shoppe familie. Heller ikke selv om man har skrevet "fægtning" under "fritidsinteresser", mens værtsfamilien IKKE har skrevet "fægtning".

Man tager kort fortalt imod den familie, man bliver tilbudt. Punktum.

Og det er helt i orden, tænker jeg, da AFS jo har gjort sig pæne anstrengelser for at finde et godt match.

Til den regel er der to, og KUN to, undtagelser, som betyder, at den unge bliver tilbudt at takke nej til en værtsfamilie og bede om en anden:
  1. hvis der er tale om en enlig person uden børn
  2. gæt selv.
Yes! 

Rigtig gættet:

HVIS VÆRTSPARRET ER SAME-SEX. Homoseksuelle. Med eller uden børn.

Øh?!

Den lader jeg lige hænge lidt.

...

...

...

Så hvis min datter i første omgang bliver matchet med et homoseksuelt par i udlandet, får hun altså som SÆRREGEL lov at takke nej og bede om en anden familie, hvis hun har lyst?

Fordi? 

Homoseksuelle er dårligere værtsfamilier eller hvad?!!!

Undskyld mig et øjeblik.

No comprendo 😵

No FUCKING comprendo!

Homoshaming? I Danmark? 2019?

Really?!

Som teenager med drømme om et udlandsophold må man da uvægerligt spekulere over, hvad der mon er i vejen med homoseksuelle, når man nu som absolut undtagelse får lov at takke nej til en homoseksuel værtsfamilie. 

Sikke en omgang gedigent (puritansk-religiøst?) pis! 😡😡😡

Og her tænker jeg så, det kunne være morsomt med et lille tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis det var handicappede, der sådan blev skammet ud? Eller farvede? Eller personer med en bestemt politisk eller religiøs overbevisning?

Nej, vel?

AFS markedsfører sig på at være en organisation, der arbejder til fremme for interkulturel forståelse.

Well ...

Men i det mindste fik jeg da lidt at brokke mig over 😉 


tirsdag den 6. august 2019

Vinger Irland af

Damn, hvor HAR du måske savnet mig? 

Eller måske ikke 😂

Men faktum er i hvert fald, at jeg ikke har skrevet i nogen tid. Radio silence. 

Og det er der en simpel årsag til: Jeg har været anderswo engagiert. Nærmere betegnet: i Irland.

Og til det har jeg kun én ting at sige: Skynd dig derover.

OM det har jeg imidlertid meget at fortælle.

For eksempel kan jeg jo berette om, HVOR-fucking-FOR mit valg faldt på regnfulde Irland i en sommerferie. Og er det ikke simply stupid?

Nej. Det er det så ikke. 

For det første er jeg ikke så meget til stinkende varme sommerdage. Og for det andet får jeg lange patter af kedsomhed, når jeg ligger på en strand. Og for det tredje ELSKER jeg kulturrejser. Og for det fjerde var det slet ikke mig, der foreslog destinationen, men derimod min 14-årige datter.

Underlig 14-årig, I know! Men sådan var det nu engang. Og jeg er faktisk okay stolt over, at barnet åbenbart rummer en vis dybde.

Så vi drog af sted til den irske hovedstad tirsdag i forrige uge.

Og det har vi, som måske ovenfor antydet 😉, dælme ikke fortrudt. For Dublin er jo et motherfucking ... skønt sted.

Her er et par billeder:




Okay, nu kommer jeg så med et statement: Temble Bar er ikke en bar. 

Så. Nu er det ude. Og den opmærksomme bloglæser sidder sikkert og undrer sig over, at bloggeren på billedet ovenfor jo tydeligvis kan ses uden for en pub, der fuckcing HEDDER The Temple Bar.

Well. Det er muligt. Men det ER altså hele kvarteret, der hedder sådan. "Bar" stavedes oprindeligt "barr" og betyder sandbanke. Altså et sted, hvor man kunne færdes tørskoet i et ellers fugtigt flodområde. Og denne "barr" var ejet af en fyr ved navn Temple.

Nu er kvarteret et gak og løjer-kvarter fyldt med pubber og restauranter og spændende småbutikker. Og MENNESKER. Helt ufattelig mange mennesker. 

Og musik. Live.

Helt ufattelig meget musik. 

Og her må jeg sige, at de irske pubber slår de engelske med hele hestelængder. Det giver bare en skøn atmosfære, når der i et hjørne sidder et par spillemænd og -damer med guitar og banjo og spiller irsk folkemusik.

Præcis det rette miljø til indtagelse af en velskænket Guinness, nammenam. Og fruen var ikke sen til at præsentere pubkulturen for yngstebarnet. Hehe.


Vi springer omgående til en anden form for kultur: det gamle bibliotek på Trinity College. Eller The Long Room, som det også kaldes (måske fordi det er ... langt 😉). 

Det er da et af de fedeste lokaler, jeg har besøgt i moderne tidsregning. Når man lige har vænnet sig til lugten af tudsegammel bog, MÅ man ganske simpelt lade sig fascinere.

Det føles nærmest, som om man træder direkte ind i Harry Potter.

Biblioteket rummer 200.000 værker, som er opstillet efter en blanding af alfabet og størrelse, således at de tungeste bøger står nederst, og reolerne dermed ikke vælter. Disse værker kan i øvrigt stadig lånes af de studerende på universitetet. Men hvis man læser computer science kan det være, at man bør finde et andet sted at låne sine materialer 😉


Nå, men tilbage til pubkulturen. Eller i hvert fald ølkulturen. 

Guinness Storehouse er en af de største turistattraktioner i Dublin. Og KLART et besøg værd. Også selv om man måske synes, det er lidt fesent bare at gøre som alle de andre turister.


Guinness Storehouse er den eneste del af Guinness-bryggerierne, man som almindelig dødelig har adgang til, og man bliver faktisk en hel del klogere på øl. 

Og så omfatter billetprisen en pint af den mørke, fyldige bryg øverst oppe i Gravity Bar med en fantastisk udsigt over byen. 

På billedet ovenfor står bloggeren selv. Ikke med en pint (så er det i hvert fald verdenshistoriens mindste pint), men med sådan et lille smagsprøveglas. Fordi vi fik lov at ... prøvesmage.

Den nyeste produktion af øllet bliver i øvrigt prøvesmagt af eksperter hver dag klokken 10. Lousy job, but someone has to do it 😂





Så er vi på The Crown. En ret ikonisk pub i ... 

Nope, ikke i Dublin 😉

Men i Belfast.

For når man har en hel uge i Irland, er det altså en pissegod idé at søge op til den nordirske hovedstad. For også den by har meget at byde på.

Hos turarrangørerne i Dublin kan man købe en endagstur til Belfast. Men lad hellere være med det! Det koster 60 euro pr. person. Og hvis man tager en almindelig rutebil derop, kan man få en returbillet for sølle 20. 

Dernæst er det bare et spørgsmål om at finde turistinformationen lige over for rådhuset, hvor de i øvrigt er ualmindelig hjælpsomme, og så er man kørende.


På The Crown kan man naturligvis også spise. For eksempel fish 'n chips, som man MÅ prøve under sådan et ophold. Dog skal man lige vide, at man ikke kan bestille mad før klokken 12.00. 11.55 er således ikke godt nok. Men så kan man jo bare bestille sin øl 11.55 og vende tilbage til bardisken fem minutter senere for at afgive resten af bestillingen 😂😂😂



Når man så er færdig med at trykke sin fish 'n chips ind på The Crown, kan man vælge at besøge The Peace Wall. For det er ikke kun Berlin, der har mure. Det har Belfast også.

Der er et par kilometer derud fra centrum, men vi valgte at tage den til fods for at få det mest reelle indtryk af byen.

Nu tror man måske nok, at konflikten i Nordirland efterhånden er død og begravet, MEN ...




... det er den ikke helt. Den ulmer. 

På graffitibilledet ovenfor ser du således muren ind imod republikanerne. Eller katolikkerne, om du vil. Disse mennesker vil gerne løsrives fra Storbritannien og danne deres egen republik. 

Inden for muren ligger almindelige boliger. Det går jeg i hvert fald ud fra. Men som billedet måske antyder, er det ret svært at se OVER muren.

Uden for muren løber en øde vej. Og på den anden side af den øde vej er et blåt gitterhegn i hele vejens længde. 

HER kan man til gengæld kigge ind på den anden side. Og man bemærker strax, at fucking ALLE de huse, der er i syne ude fra den vej, der adskiller boligområderne, flager med Union Jack eller det engelske flag, som ligner et omvendt Dannebrog. Demonstrativt og provokerende. Synes man.



Adgangen til nogle af gaderne i kvarteret kan afspærres ganske effektivt.



Nå, men når man nu ER i Belfast, må man helst ikke gå glip af Titanic-museet. For Titanic blev fucking BYGGET i Belfast, og museet ligger nøjagtig der, hvor byggeriet fandt sted, og er i øvrigt byens største attraktion.

Her får man en grundig gennemgang af Belfasts historie og bliver rigtig klog på de omstændigheder, der medførte, at lige præcis Belfast var det perfekte sted at bygge sådan et synkefrit vidunderskib.

Man hører også om alt, hvad der har med selve byggeriet at gøre, man får et kig på indretningen af kahytterne på henholdsvis 1., 2. og 3. klasse. Man får et indblik i selve søsætningen og møder nogle af de menneskeskæbner, der blev afsluttet på skibets jomfrurejse i 1912.

Pissespændende! 😱



Lige der! På arealet til venstre. Blev Titanic bygget. Pælene markerer, hvor stor en dok, der skulle til. Det risler mig koldt ned ad ryggen at tænke på, at jeg rent faktisk befandt mig på det sted. Og hvis du nogensinde kommer til Belfast. Så tag derhen!



Tilbage i Dublin. 

På billedet ovenfor sidder fruen og nyder en latte i solen, inden hun skal på rundvisning på Dublin Castle. 

Det tåler gentagelse: en LATTE. Og altså IKKE en øl denne gang 😂 



Dublin Castle er OGSÅ et besøg værd. Men man skal huske at møde op i god tid, for rundvisningerne bliver hurtigt udsolgt. 

Under rundvisningerne hører man blandt andet om Dublins vikingefortid. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger, og det er dublinboerne (eller hvad sådan nogle motherfuckere nu hedder) meget bevidste om, så den oplysning støder man på mange gange under et ophold i byen.

Vores guide kunne i øvrigt også fortælle hårrejsende historier om, hvordan adelen for nogle hundrede år siden fik blyforgiftning af det hvide pudder, de smurte i ansigtet. Således at håret faldt af og tænderne ud. 

Yuck!

Men løsningen var selvfølgelig helt ligetil: Man fik bare tjenestefolkene til at fange nogle mus, og så limede man musehår fast som øjenbryn, mens hovedhåret blev erstattet af parykker af hestehår bygget op over træskeletter så høje, at damerne måtte sidde op og sove og skulle passe på ikke at klonke ind i en lysekrone med levende lys 🔥🔥🔥

Tænderne blev erstattet af trætænder, porcelænstænder eller tænder fra døde mennesker. 

Fedt sådan at måtte rende rundt med en andens tandsæt 😱


Her er et billede af en pub, vi IKKE var inde på 😉 Og det, jeg vil vise med billedet, er heller ikke pubben, men derimod homoflaget 🌈

Irland er et meget homovenligt sted. Faktisk så homovenligt, at same sex marriage er vedtaget ved FOLKEAFSTEMNING. Oven i købet med et ret stort flertal. Way to go, Ireland!

Billedet af pubben skød jeg på vejen ud til Kilmainham Gaol (Jail):




Som udmærkede sig ved to ting:

For det første løb vi i-fucking-GEN ind i en umanerlig interessant rundvisning (og her skal man altså sørge for at købe billetter hjemmefra, for ellers er der totalt udsolgt). 

Det var grufulde historier om menneskelig nød og lidelse. For eksempel om, hvordan mange mennesker under hungersnøden (The Potato Famine) i midten af 1800-tallet ganske simpelt begik kriminalitet med det ene formål at blive smidt i fængsel, for her fik man jo mad hver dag.

Så mange mennesker, faktisk, at fængslet på et tidspunkt husede 9000 indsatte, selv om det kun var bygget til 200. 

Fuck!

Nå, men sørg nu for at få besøgt fængslet, hvis du er i Dublin.

Tilbringer man en uge i Dublin, er der, som ovenfor nævnt, tid til et par udflugter ud af byen. Vores første udflugt gik til Belfast, som du måske har bemærket 😉

Den anden tur gik ned til Glendalough i Wicklow Mountains en smule syd for Dublin:



Glendalough er en gletscherdal med en temmelig velbevaret munkebosættelse fra 600-tallet. Og Glendalough var lige præcis en af grundene til, at vikingerne overhovedet drog til Irland. De ville nemlig plyndre klostre og bosættelser som denne for de rigdomme, der fandtes her.

Og faktisk viser det sig, at vikingeskibet Skuldelev 2 fra Roskilde Fjord, som er det næststørste vikingeskib, der nogensinde er fundet, er LAVET af egetræ fra Glendalough. Altså lavet i Irland 😄

Well, well. Det var da en oplysning!

Køber man en færdigpakket Glendalough-tur, kommer man sandsynligvis også forbi Powerscourt House:



som er et stort landsted, der er kendt for de omkringliggende haver. Faktisk er haverne så smukke, at de af National Geographic er kåret til de 3. smukkeste haver i verden.



Nu er fruen jo ikke så meget havemenneske, at det ligefrem gør noget, men jeg kan da godt se, om noget er pænt. Og det var det ganske vist.

Jeg fik også en strålende mulighed for at vise, hvor rebelsk jeg er:


Man lever vel på kanten 😂😂😂

Nå, men den sidste lille ting, jeg vil fortælle om, er Saint Patrick's Cathedral i centrum af Dublin:



Saint Patrick's Cathedral er en af de ældste og mest betydningsfulde katedraler i hele Irland. Saint Patrick er jo landets skytsengel og ham, der har lagt navn til Saint Patrick's Day.

Derfor er det også så meget desto mere hysterisk morsomt, at indsamlingsbøsserne i kirken består af ...

... fustager fra Guinness:



Oh my god, det er eddermame værkstedshumor 😂 (og samtidig giver det jo begrebet "organdonation" en helt ny betydning 😉).

But then again: Hvis ikke i Irland, hvor så?

Jeg er ellers ikke så meget til kirker og religion og alt det frelste og dobbeltmoralske og menneskeundertrykkende, som kirken OGSÅ repræsenterer. Men det der! DET er fandme i orden 👍

Nå, men det var enden på sommerens ferierejse. Det har været fantastisk.

Nu er jeg begyndt på job igen, og det går okay, for eleverne møder først ind på tirsdag 😄

Take care now, og måske høres vi snart ved igen 💘💘💘 

lørdag den 20. juli 2019

Sidste dag i alenehed

Det har nærmest været en slags retreat. Ikke at jeg er yogamenneske. Den slags knuder kan jeg ikke slå på mig selv.

Men jeg tror, jeg kan opnå næsten samme zen-følelse uden at tage benene på nakken.

For meget af det handler vel om ro i knolden, og det kan jeg udmærket opnå uden at hyre specialister i hverken yoga eller mindfulness, som vil anbringe min stive og usmidige kvindekrop i bizarre og smertefulde positioner.

MIT retreat har mest handlet om alenehed. Og ikke om at komme NED i gear. Men faktisk UD af gear. Stille tomgang.

Og det har jeg haft god lejlighed til i de sidste tre uger, hvor Yngstedatteren, som jo normalt bor hos mig, har været på ferie hos og med sin far.

Så der har været dage, hvor jeg ganske simpelt ikke har talt med andre. Perioder med komplet stilhed. Og refleksion. Og også UDEN refleksion faktisk. Hvor jeg må have været tæt på at opfylde hjernedødskriteriet.

SO nice! At jeg ikke har skullet forholde mig til nogen. Tage stilling, gøre rede, kommunikere, argumentere, pleje relationer. Den slags har jeg jo ligesom en del af i mit arbejdsliv.

Og så har der været andre perioder med Rammstein for fuld udblæsning. For nu har jeg jo købt billetter til næste års koncert i Aarhus, og jeg må hellere lære sangene, så jeg kan synge med. 

Det har været lige så befriende og lykkebringende. For selv om "Rammstein" og "zen" måske ikke naturligt hører til i samme sætning, så HAR det givet mig en ro, at jeg ikke har skullet afstemme noget med nogen. Heller ikke i forhold til, hvad der skulle flyde ud ad højttalerne.

Med passende intervaller har jeg valgt at bryde min alenehed. Jeg har været nogle gange på tennisbanen, indtil Ulla rejste til Portugal. Jeg har været på date. Jeg har haft besøg af en god seminarieveninde. Jeg har været på vandretur med en skøn kollega. Jeg har overnattet hos min mor og plejet HENDE lidt. Og jeg har været på sommerhusbesøg.

God og hyggelig afveksling fra alt det der zen.

Zen var der heller ikke meget af i Fjellerup i går. Fjellerup er et forfærdeligt sted. Turismevulgaritet i høj potens. 

Det er egentlig bare et gammelt sommerhusområde på nordsiden af Djursland (som er Jyllands "næse"). Flankeret af to-tre campingpladser. 

Men for helvede altså. Et par måneder om året sander området fuldstændig til med turister. I tætpakkede sværme. Larm og uro. Hylende unger. Irriterede forældre. Markeder med lavkvalitetspis. Og lange køer fucking ALLE vegne 😖

Damn.

Nu kan man måske undre sig over, at jeg i går søgte til Fjellerup, når jeg ikke er udpræget fan 😂

Og det er der faktisk en forklaring på: Det er lavvandet.

Jeg har jo købt mig et paddleboard. Det ved du, hvis du har fulgt med her på Dropsene i den senere tid.

Og dette paddleboard skal bruges. Men først skal jeg jo fucking LÆRE at bruge det. Og det er ikke helt nemt, kan jeg så afsløre. Så man falder i. Og når man falder i, skal man jo OP på motherfuckeren igen. Og det er bare lettest, hvis man kan bunde. An indisputable fact.

Derfor Fjellerup. 

Til gengæld var det fantastisk at komme hjem til min mennesketomme matrikel i går aftes. Tilbage til zen 😊

Men nu er det slut. I eftermiddag runder jeg min alenetid af og tager til 30-års fødselsdag hos en kollega. I morgen kommer Yngstedatteren hjem og skal være hos mig i de næste par uger. Og på tirsdag suser vi til Dublin.

Det bliver ikke mindre fedt. Bare anderledes.

Nu vil jeg i bad.

Take care 💘💘💘

tirsdag den 16. juli 2019

Nyt afsnit i føljetonen

Måske husker du dette indlæg. Og dette.

Og måske husker du ligefrem, at en bestemt rekvisit spillede en ikke ubetydelig rolle i sidstnævnte indlæg:



Yes: eksmandens gasdrevne redningsvest. Som viste sig ikke at være nær så smart-i-en-fart, som jeg havde troet. 

Da jeg tog den på, var den således ret fiks 😎

Men så faldt jeg i vandet ... 😱



Well, i går fulgte så tredje afsnit i min sommerthriller:

Min nye veninde, som vi jo kalder H, fordi hun hedder noget med H, var ikke sen til at spotte et forbedringspotentiale i mit udstyr 😉 For det går jo ikke rigtig an, at man ikke kan padle, fordi man er pakket ind i redningsvest. I hvert fald ikke, når man står på et paddleboard (for padling er ligesom noget af idéen med sådan en motherfucker).

Nå, men H er en hjælpsom kvinde, så da jeg var kommet hjem fra min jomfrurejse/Titanic-færd, skrev hun en besked:

"Var det noget?" Efterfulgt af et link. "Jeg køber nok en til min kone, og så kan jeg også lige bestille en til dig."

Jeg klikkede på linket, og frem tonede en svømmevest.

Ahhh, YES please! 🙏😄 Sådan en kunne jeg fandme godt bruge.

H var ikke sen til at omsætte ord til handling, og et splitsekund senere var vestene bestilt (efter at hun havde spurgt om min vægt, og jeg naturligvis havde løjet den lavere, end den er).

Hun var tilmed så betænksom at bestille dem til levering på et pakkeafhentningssted i Randers, for så kunne jeg hente dem, så snart de kom, og behøvede dermed ikke vente, til H og konen var vendt hjem fra den ferie i Frankrig, de skulle af sted på næste dag.

Så alt var smukt og lykkeligt. 

H og konen kørte sydover, og jeg modtog et par dage senere besked fra H om, at pakken var klar til afhentning. Ledsaget af den sms med pakkenummer, hun havde modtaget fra transportfirmaet.

Inden jeg kørte ud for at hente pakken, spurgte jeg for god ordens skyld H om, hvilket navn vestene var bestilt i. Man plejer jo at blive bedt om at medbringe ID ved afhentning af pakker, og det kunne i grunden være praktisk, hvis det var MIT navn, der stod på pakken.

Den var bestilt i Hs navn.

Fuck.

Ingen af os havde altså tænkt den tanke, at det ville være gunstigt, hvis pakken var bestilt i et navn, der passede med mit ID. Fælles brainfart.

Nå, men jeg er jo ikke den, der ikke er frisk på et bluffnummer nu og da 😋 Så i går formiddags kørte jeg hen til afhentningsstedet, mens jeg beroligede mig selv med, at jeg stort set ALDRIG bliver bedt om rent faktisk at VISE mit ID, når jeg skal hente pakker.

Og så måtte jeg jo bare forfalske Hs underskrift på kvitteringen for modtagelsen. No problemo 😄

Well. Jeg kan imidlertid fortælle, at man tilfældigvis i går var ved at oplære en ny medarbejder i den kiosk, hvor min pakke skulle hentes. Og at alle ekspeditioner som følge deraf fandt sted HELT efter bogen.

"Og når du så har scannet stregkoden på pakken, skal du bede om ID," fik hun således at vide.

Fuuuuck 😱😱😱

Et øjeblik senere stod jeg der og klappede mig selv dumt på bukserne, som om jeg ikke anede, at jeg fucking ALDRIG ville kunne hive Hs ID op af MIN lomme.

😂

"Øh ... naaaaarj ... jeg har vist ikke ID med," løj jeg. "Skal man have det?"

Oh my god! Jeg HADER at spille SÅ dum. 

Som om jeg ikke kunne læse, hvad der med ret tydelige bogstaver stod allerøverst i min afhentnings-sms:

"Medbring ID og oplys pakkenummer"

Right.

Men hey! Miraklernes tid er ikke forbi. 

For netop som jeg var ved at forberede mig på at forlade butikken med uforrettet sag, lød det fra den dame, der tydeligvis havde ansvaret:

"Det går nok. Jeg har jo set, at du har fået sms-beskeden."

(Det havde hun måske nok. Men hun havde sgu ikke spottet, at den var VIDERESENDT fra en anden telefon 😋)

Derefter gik det som smurt i sildesalat:

Jeg kvitterede for modtagelsen med en ulæselig underskrift og susede hjem med min pakke under armen.

Man lever vel på kanten 😂😎😂