søndag den 9. august 2020

Husk pauserne

Var til fødselsdag i går eftermiddags. 40 år. Hos en kollega. På vores skole. Den kan man nemlig låne til den slags kalas.

Det var pisse hyggeligt. Selv om det i sagens natur føltes lidt som at være på arbejde på en lørdag. Og tilmed en stinkende varm en af slagsen 🌞🔥🌞

Nå, men det er jo altid skønt at møde kollegerne under andre vilkår end de sædvanlige, og i går var ingen undtagelse.

Det er en munter flok. Og plat.

Så da værten på et tidspunkt omdelte en quiz om sig selv, og et af spørgsmålene lød:

"Hvad ville Søren helst:

a. Kneppe en ged, hvis ingen opdagede det?

b. Miste tre fingre på højre hånd?

c. Drikke morgenurin i to år?"

var de fleste af os ved kollegabordet enige om, at han sgu nok helst ville kneppe geden.

Hvilket selvfølgelig var forkert, fordi man ikke uden videre stiller sig op som midtpunkt i et selskab og erkender den slags. Heller ikke selv om det skulle være en PÆN ged. Eller måske en RIG ged (det er kun mennesker som fru Trump, der opererer ud fra det mindset).

Jeg kan så fortælle, at Søren officielt helst vil drikke morgenurin 😂

Så jeps, stemningen var løftet.

På et tidspunkt måtte jeg imidlertid køre hjem. Det er man selvfølgelig altid nødt til på et tidspunkt, men jeg gik efter kun fem timer og dermed måske lidt tidligt. Klokken var jo ikke en gang 18.

Ikke fordi selskabet var begyndt at kede mig. For det var det ikke. Men fordi jeg havde brug for at trække stikket.

Gamle læsere ved, at jeg elsker alenehed mindst lige så meget, som jeg elsker andre menneskers selskab. 

Jeg sætter umanerlig meget pris på de stunder, hvor jeg ikke skal forholde mig til noget, ikke skal svare på spørgsmål og tage stilling, kan klø mig, hvor det klør, kan reflektere, læse eller skrive i fred og ro og har tv-fjernbetjeningen til fri disposition.

Hehe.

Og jeg tror, at mange mennesker har brug for den slags pauser, for at komme ned i tempo og være sig selv, men at de måske ikke altid er lige gode til at prioritere dem. 

Ligesom jeg heller ikke er sikker på, at det er socialt accepteret at fravælge andres selskab til fordel for ens eget.

Som nu i går.

Jeg går pænt hen til Søren for at sige farvel og takke for en dejlig eftermiddag, og Søren har tydeligvis lyst til, at jeg skal blive hængende. 

"Det er ærgerligt, du skal hjem," siger han således. Og så kommer det spørgsmål, jeg egentlig ikke har den store craving efter, at han skal stille:

"Hvad skal du?"

Jeg kan i grunden godt forstå, han spørger. Det kunne jeg selv have fundet på. Og ofte kører folk jo også tidligt hjem af en årsag, andre finder okay. Fordi de skal noget. Køre nogen i lufthavnen måske. 

Men jeg står jo der og skal IKKE rigtig noget.

Awkward 🙈🙈🙈 

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, så jeg gør det mest nærliggende: kvækker et par usammenhængende stavelser. Very smooth 😂😂😂

Men bliver så heldigvis i samme øjeblik afbrudt af en anden kollega. Som skal hjem. Fordi hun skal spise afskedsmiddag med sin datter, der skal på efterskole. Se DET er en socialt accepteret grund til retræte, og jeg lader Søren og den anden kollega småpludre om datterens forestående efterskoleophold, mens jeg selv diskret glider ud til Yarisen og vender kølergrillen hjemover. 

Saved by the bell.

Nå, men jeg skal for en gangs skyld forsøge at fatte mig i korthed og vil nu blot runde af med at opsummere min pointe:

Husk pauserne. 

Hvis du har det ligesom jeg, skal du prioritere en lille helle af ro og alenehed her og der for ikke at tabe pusten og miste noget af følingen med dig selv.

Bum.

lørdag den 8. august 2020

Nedgraderet ferie

Well, well.

Så fik den ferie sgu ben at gå på. Når jeg skuer efter den, kan jeg ikke se andet end røv og skosåler 😭😭😭

Den måtte jo nedgraderes et enkelt nøk eller to. Ligesom så mange andres. For Fruen havde oprindeligt booket en uge i Montenegro sammen med kæresten og alle fire Rotter (læs: Fruens elskelige børn, red.) + en enkelt Svigerrotte.

Men så kom jo den der fucking, kinesiske lortevirus.

(Gad vide, om man godt må skrive det? "Fucking" og "kinesisk" i samme sætning. Nu har jeg jo nok krænket en femtedel af klodens befolkning 😂)

Og så måtte eksotiske, solbeskinnede Montenegro reduceres til hjemlige, vekslende skyoverdækkede og vindblæste Mommark på øen Als i Sønderjylland.

Det lyder umiddelbart som et dårligt bytte, og hvorvidt det vitterlig forholder sig sådan, finder vi selvfølgelig aldrig ud af. 

MEN.

Det var sgu rigtig hyggeligt. Trods nedgraderingen.

Der er således en del at køre ud at se i netop det område.

Vi lagde ud med Sønderborg Slot. Der for tiden huser blandt andet en ret stor udstilling om genforeningen. Og hvis vi havde nærstuderet alle genstande og læst alle tekster, er jeg ikke sikker på, vi var kommet hjem endnu. Der er faktisk en overvældende mængde info tilgængelig, og ikke alle i selskabet havde held til at holde fokus i lige høj grad. Men er man en sucker for lokalhistorien dernede, så er slottet klart et besøg værd. 

Dagen efter susede vi til Gråsten.

Vores charmerende rejseselskab omfattede nemlig en enkelt royalist, som frygtelig gerne ville marchere sammen med livgarden gennem hele byen til vagtskifte på slottet, hvor kongefamilien opholdt sig i netop de dage.

Så vi troppede pænt op ved Det Gule Palæ i den ene ende af byen, hvorfra de flotte soldatermænd med de tunge huer ville afgå i en snorlige række klokken præcis 11.43 ...

... for blot at kunne læse på et skilt, at DEN praksis var ophørt for i år og havde fundet sted for sidste gang DAGEN FØR.

Stakkels lille royalist 😭😭😭 Ingen tambourmajor til hende.

Vi gik alligevel op til slottet. Og SÅ vagtskiftet. For vagtskifte VAR der. Blot ikke gennem hele byen.

Jeg er ikke jordens største royalist. Hermed indrømmet (og nu mister jeg sikkert en masse læsere 😂) I hvert fald vil jeg gerne have, at de kongelige somme tider laver lidt for den massive overførselsindkomst, de får.

Antiroyalist kan man dog heller ikke kalde mig, for jeg synes da, det er ret charmerende, at vi bor i sådan et tudsegammelt kongerige.

Og jeg syntes også, det var ret sjovt at besøge dronningens nyåbnede køkkenhave i Gråsten. 

Kæft, den er stor 😮

Min første tanke var, at kongefamilien må være en familie med en usædvanlig god appetit, hvis de virkelig skulle kunne sætte alle de grøntsager til livs.

Fuck altså. 

Der var jo ALT. Mit drivhus kan i hvert fald godt pakke sammen i sammenligning med alle dronningens vækster.

Opholdt man sig tilfældigvis i omtalte køkkenhave forrige mandag, var man måske så heldig at overhøre en ordveksling mellem mig selv og kæresten:

"Skaaat? Jeg er altså ikke sikker på, man må trampe rundt i dronningens grøntsagsbede."

Jeg har nok lydt lettere bebrejdende. For jeg er ret autoritetstro og har det som oftest ikke godt med at bryde for mange regler.

"DET kunne jeg sørme heller aldrig finde på da," lød svaret med et oprigtigt uskyldigt blik i skattebassens mørkebrune øjne.

Jaså:

Her står damen således med måsen i vejret og mobilen fotoklar MIDT inde i majestætens squashbed.

Gotcha! 😂

Og det ER da også nogle store squash, hun har, den dronning.

Dagen efter napsede vi Dybbøl Mølle og oplevelsescenteret på Dybbøl Banke. 

En smuk dag:

Og en flot mølle.

På oplevelsescenteret lige ved siden af møllen kan man prøve ting. Englebassen støbte for eksempel sin egen geværkugle i tin. 

Og vi bagte pandekager:

Jaja, hyggeligt ser det ud, som jeg her står ved siden af Barn 1 og smiler pænt. 

Men det var det fandme ikke. 

Det var smertefuldt og tårepersende, var det 😭😭😭 

En ynk.

Faktisk er det længe siden, jeg sidst har klemt så meget vand ud af tårekanalerne. For det der brænderøg. Mens man står inde i sådan en fucking træhytte uden ordentlig udluftning. Damn!

Men i det mindste kunne man mærke, at man havde øjne. Jeg kan desuden fortælle, at man hurtigt blev færdig med at bage på sin åndssvage pandekage. Og sådan en smager da også okay, selv om den er halvrå. 

Nå, men hvis man bare undviger pandekagerne, er oplevelsescenteret på Dybbøl Banke OGSÅ et besøg værd.

Når vi ikke susede rundt i de gamle sønderjyske hertugdømmer og så på historiske udstillingsgenstande, spillede vi spil.

Hold nu kæft, hvor vi spillede.

Barn 1 er brætspilsentusiast. Og havde taget et pænt udvalg af sine spil med på ferie.

Og når vi ikke orkede flere brætspil, kunne vi altid lade batterierne op med et enkelt slag 500.

Her er det blandt andet Barn 1 selv, der har været i gang med spillekortene. Det er hende, der er "MIG". Og det gik øjensynligt ikke så godt 😂😂😂

Nu vil jeg snart ikke skrive mere. Det KAN være trættende at læse andres dødssyge rejseberetninger.

Blot vil jeg slutte af med at fortælle, om en smuk, smuk vandretur fra idylliske Mjels Vig på Nordals (kig selv på et kort) til Dyvig med det flotte badehotel.

Nu forholder det sig sådan, at jeg som barn tilbragte alle mine sommerferier hjemme hos min mormor, som boede i netop Mjels. Og jeg forgudede min mormor og ferierne hos hende. Så vandreturen fra Mjels til Dyvig er for mig nostalgi i meget høj potens, og det var vigtigt for mig at vise både mine børn og min kæreste det paradis, jeg færdedes i, da jeg var lille.

De blev ikke skuffede 💃💃💃

Det var ugens smukkeste dag, og naturen havde rigtig gjort stads af sig. Se nu bare her:

Hehe 🍺

Indtaget i en række af bløde, behagelige kurvestole på plænen foran Dyvig Badehotel.

Top nice! 👍🎆🎇

Nå, men nu har hverdagen banket på igen. Og jeg har været på job i en uge.

Det har heldigvis været en blid start, for disse første dage er forløbet helt uden elever. Men på mandag morgen går det løs. Det store skolecirkus.

Så jeg vil lukke ned og bringe mig selv til opladning foran Netflix for en stund.

Take care og vi høres ved 💘

onsdag den 22. juli 2020

Snart slut

Sidder i mit retrokøkken (som vist ikke har ændret sig meget siden 70erne) i forstadsvillaen med en kop dejlig, hjemmerørt pulverkaffe og gnider søvnen ud af øjnene.

Jeg har sovet længe. 

9.22 var klokken, da jeg slog øjnene op. Og DET, mine damer og herrer (kan ikke udelukke, at der sidder en enkelt højvelbåren herre her og der, selv om jeg tror, det mest er damer, der læser med her på Dropsene) er vildt længe for mig.

Det har måske i nogen grad at gøre med, at jeg gik sent i seng, for somme tider hænger de to ting sammen, selv om søvnen også kan være en sneaky little bastard, så jeg vågner alt for tidligt.

Det har som sagt ikke været et problem i dag. Jeg er vist nået langt ind i mit ferie-mode.

Grunden til, at jeg gik så fucking sent i seng, som i OVER MIDNAT 😱, var, at jeg er faldet i en Netflix-serie. Outlander. En lidt fantasirig fortælling om en tidsrejsende dame, og selv om jeg betragter mig selv som rationel, er jeg alligevel fanget af den.

Det er fantastisk sådan at falde i en serie 💃💃💃

Når jeg kalder indlægget "Snart slut", så er det, fordi det snart ER slut. I den forstand, at jeg har beriget (eller straffet, alt efter hvordan man ser på det 😂) mine læsere med indtil flere meget lange indlæg her på bloggen hen over de seneste dage. Men nu er jeg ved at løbe tør for tid.

Det er faktisk sidste dag, hvor jeg rigtig kan sidde og nørde med mine skriblerier.

For i morgen formiddag pakker jeg Tudsen (min aldrende mor), Barn 2, Barn 4, en enkelt svigerdatter og The Person Formerly Known as Lucifers (læs: min eksmands, red.) yngste søn, Freddy på seks, som jeg altså ikke er mor til, under armen og tager dem med på herregårdsbesøg.

En lidt blandet flok, men det skal nok blive hyggeligt 👍

Og i morgen aften har jeg en tennisdyst linet op nede i klubben med min nyeste veninde, som jeg er blevet veninde med på en mærkelig måde. Det kan du læse om her, hvis du gider.

Fredag ankommer Vanløse-damen, også kaldet Englebassen, med bus ved middagstid. Så skal der pakkes. Og lørdag spartler jeg Yarisen ud med kæreste, børn og bagage og vender kølergrillen sydover mod skønne Als, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge.

Pyh.

Lørdag er også den dag, hvor vi skulle være rejst til Montenegro. Mig selv, Englebassen, alle Rotterne og ovennævnte svigerdatter. 

Men så kom fucking corona 😡

Det har kostet 10.000 i flybilletter.

Jeg har lige været forbi SAS' hjemmeside for at se, om dog for helvede ikke flyet skulle være blevet aflyst. Det er det ikke. Heller ikke, selv om Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

10.000 gode danske kroner for absolut INGENTING.

Pis!

Nå, men der er selvfølgelig NOGEN, der skal holde flybiksen på vingerne, og nu har jeg i hvert fald givet MIT bidrag.

Det er nu heller ikke så uvant for mig. Det der med at tabe penge på flybilletter.

Tag nu for eksempel min ekskæreste. Hun skylder mig 1.600 kroner for en flybillet til Stavanger, som jeg lagde ud for i efteråret 2018.

Da jeg så et par måneder senere valgte at gå fra hende, syntes jeg, det kunne være praktisk, at hun lige betalte, hvad hun skyldte mig.

Haha 😂 Stupid me.

Svaret lød, at så skulle hun da lige regne ud, hvad det havde kostet hende i el, vand og varme de gange, jeg havde besøgt hende i årenes løb, og fratrække det.

Fuck for nogle babysko at trippe rundt i 👶 Det var det mest gakkede, jeg længe havde hørt 😵

Skulle jeg så også forlange et beløb for alle de hundredvis af gange, jeg havde betalt for mad til hendes søn? 

Vi var altid tre sammen: hun, hendes søn og mig. Til gengæld splittede vi altid madudgifterne 50/50, til trods for at jeg altså kun udgjorde en tredjedel af selskabet.

Det giver samlet set en skævvridning på temmelig mange tusind kroner over ni år. 

Men derfra og så til at sende en regning ...

😂😂😂

Nå, men det må have givet damen en tilfredsstillelse sådan at stjæle 1.600 kroner fra mig, da jeg havde begået den utilgivelighed at bryde forholdet med hende.

Ligesom hun formentlig er blevet våd i trussen over at smide alle de genstande, jeg havde liggende i hendes hus, ud i regnen, så jeg kunne hente dem der.

Og et eller andet sted forstår jeg hende godt. Hun havde brug for at give mig en ordentlig kindhest, og det var den måde, hun bedst kunne gøre det på. Man kan jo også sige, at jeg ikke er en skid bedre, når jeg skriver disse ord.

Nu skifter jeg spor:

Jeg har fået nye planter.

En af dem ser sådan ud:



"Neeej, mor, du har fået en bloggerplante!" lød det fra Barn 4, da hun for et par dage siden så den i hjørnet af stuen.

"Øh ... det var vist ikke det, den hed," svarede jeg og må have set lidt undrende ud. "Hvorfor kalder du den en bloggerplante?" 

"For sådan en har alle bloggerne."

???

"HVILKE bloggere?" 

Nu har jeg faktisk været blogger i syv år og skrevet næsten 600 indlæg, og jeg har aldrig før ejet sådan et stykke vegetation.

"Modebloggerne. Influencerne," oplyste barnet.

Nåda.

Jamen, så kan det jo være, jeg er godt på vej til at blive influencer 😂😂😂

Nu er planten i hvert fald på plads. Så mangler jeg bare at interessere mig for mode.

Well, well. Nu må jeg vist videre i programmet. Forstadsvillaen trænger lige til en ... øh ... "justering" her og der, inden jeg vil invitere min nye veninde indenfor i morgen.

Take care, og jeg håber, at vi snart høres ved igen 💘💘💘



tirsdag den 21. juli 2020

Lidt om en ung dame

Måske kender du det ikke:

Du stormer rundt på tennisbanen, det bedste du har lært, for at banke din tennismakker, Ulla.

"Din telefon ringer," lyder det så fra Ulla, som spiller i den ende af banen, hvor din taske står, og derfor kan høre, hvad der sker i den. "Men det er nok ikke Mette, for jeg har kun hørt én ringetone."

Mette er din datter. Det yngste barn af fire. På 16 år. 

Og når Ulla kun har hørt én ringetone og deraf kan slutte, at det ikke er Mette, der ringer, så er det, fordi Mette er en meget insisterende ung dame. Så når hun skal have fat i sin mor, upåagtet at barnet UDMÆRKET ved, Mutti flintrer omkring med en tennisketcher i hånden, ja, så skal det altså ikke være om hverken to, tre eller fire sekunder!

Hun ringer således først over Messenger. Og svarer fruen ikke omgående, så ringer barnet på mors mobilnummer. Og så tilbage til Messenger. Og når hun har vekslet lidt frem og tilbage en syv-otte gange, så skriver hun en besked:

"Måtter! Tag så din telefon!"

Somme tider er det sjovt lige at trække den ti minutter, før man reagerer 😂

Nå, men da Ulla i går kun havde hørt en enkelt ringetone, kunne hun således sagtens have haft ret i, at det nok ikke var Mette, der ringede. Men hun havde ikke hørt mobilen til ende, for et øjeblik senere lød ringetone 2.

Det var sjovt nok Mette. 

Hun havde et meget presserende spørgsmål, som nok kunne retfærdiggøre en afbrydelse af Muttis tennisdyst:

"Mor, må Gabriel tage med i sommerhus i næste uge?"

Oh my freakin' god!

Barnet mestrer utrolig mange ting. Og behovsudsættelse er ikke en af dem.

Til gengæld er hun et lille ordensmenneske. Dejligt med sådan et i huset. 

For eksempel kan hun sagtens finde på at kommentere, hvis en mælkebøtte har stukket hovedet op mellem fliserne på terrassen. Eller hvis græsset er blevet for langt, siden Mutti sidst har slået det.

Her har hun lige ryddet op i sit tøjskab:



Jeps, et lille ordensmenneske. Skabet er således fuldkommen ryddet.

Æstetisk sans har hun også. Og hun er ikke bange for at træffe og iværksætte beslutninger om boligindretningen her i forstadsvillaen.

For eksempel var denne gamle platte pludselig en dag forsvundet fra væggen i spisestuen:



Og var stuvet bort i gæsteværelset. Den er åbenbart grim.

Mens denne:



havde fundet plads midt på klaveret i stuen.



Men den er da også ... øh ... i hvert fald iøjnefaldende. 

Og så synes barnet, det er sjovt, at Mutti engang har gået på Fame-skole i USA og tilmed vundet en pris.

På messingpladen forneden har man angivet, hvilken pris jeg har vundet. Under mit navn, som er stavet forkert.

De andre prismodtagere fik priser for at være "Bedste sanger""Bedste danser""Bedste guitarist" osv.

Skolen ville også gerne give MIG en pris, men problemet var, at jeg faktisk ikke var "Bedste" noget som helst. Og da der ikke uddeltes priser for middelmådighed, måtte man være lidt kreativ og OPFINDE en, der passede lige til mig:

"International Arts Award" (som siger absolut INGENTING om evner).

Jeg var nemlig den eneste ikke-amerikaner i hele Northside School of the Arts og gav således skolen et internationalt anstrøg.

Det er denne stolte pris, barnet har gravet ud af et skab i bryggerset og plantet i stuen.

Musik fylder i det hele taget meget her på matriklen. 

Både Mette og Mutti spiller klaver. Mette bedre end Mutti og respekt for det! Jeg synger i kor. Og vi er begge flittige brugere af musik på Spotify og Youtube.

Min musiksmag er bred. Jeg kan lide både jazz og klassisk og rock og pop og latin. 

Mette er mest til dakke dak. 

Fuck, det er forfærdeligt 😱

Det er muligt, jeg fremstår som en sur, gammel tranlampe, men jeg HADER dakke dak. For det er totalt hjernedødt og gør ondt i alle tandhalse. Prøv bare at høre her. Hvis du overhovedet kan holde det ud:





Den slags fornøjelige toner klinger lystigt fra barnets mobiltelefon i en uendelighed. 

Til gengæld kan hun spille rigtig højt, for mobilen har en Bluetooth-forbindelse til denne store motherfucker, som hendes far har givet hende i fødselsdagsgave, hvilket han har kunnet gøre forholdsvis risikofrit, da hun IKKE BOR HOS HAM:



Motherfuckeren er forsynet med en praktisk bæresele, så barnet ikke behøver lade den blive liggende på værelset, men ubesværet kan bringe den med sig RUNDT I HUSET til fælles glæde og fornøjelse.


Oh yes, der er mange velsignelser ved at omgås en teenager som netop Barn 4. En af dem er overraskelsesmomentet.

Som nu forleden dag, da det storstøjende dakke dak-lort pludselig standsede og blev afløst af ... intet mindre end balsam for mors hårdt prøvede øregange:




Så der er sgu nok alligevel håb for ungmøen. Og kedelig er hun i hvert fald ikke. 💘💘💘

mandag den 20. juli 2020

Det var uge 2

VRÆÆÆL! 😭

Så er anden uge og dermed FUCKING HALVDELEN af ferien passeret forbi i overlydsfart. 

Sådan lidt ligesom store tyske biler med midaldrende mænd bag rattet på E45. Helt op i røven på den forankørende, et par koleriske blink med forlygterne for at komme forbi. Og så er de væk.

Fordi de er så betydningsfulde 😂

Det er ferieugerne også. Betydningsfulde (denne gang mener jeg det 😉). Og hurtigt væk.

Uge 2 har været fin nok. "Fin nok" er jysk og betyder "superskøn".

Vanløse-damen eller Englebassen, om du vil, har været her, og vi har hygget big time.

For eksempel var vi en tur i biffen. Woop, woop! 🎆🎆🎆 

Jeg er ret glad for fucking ELSKER bifture. Faktisk er det altid et nytårsforsæt, at jeg vil to gange i biffen hver måned. (Dét og så at drikke bedre rødvin 🍷😋 og som du kan høre, er jeg hård ved mig selv, når det gælder nytårsforsætter.)

Nå, men da statsministerinden lukkede landet ned den 11. marts, havde jeg været af sted fem gange, en gennemført smuk kadence i forhold til målet.

Men så gik det galt 😱 For med lukkede biografer over hele kongeriget, var det ikke nemt at holde tempoet, og nu er jeg kommet bagud 😭😭😭

Med sidste uges biografforestilling har jeg altså rundet de seks. Hvilket betyder, at jeg kun skal nå i biffen 18 gange endnu inden nytår 😂 Hvilket IGEN betyder, at jeg muligvis må se den samme film flere gange, da det ikke er sandsynligt, at jeg kan spotte 18 film, jeg gider se.

Det blev Undtagelsen, der satte fornyet gang i mine bif-aktiviteter. Det er en udmærket film, og da jeg netop havde læst bogen, kunne jeg nyde at sammenligne de to værker.

Nu er jeg gået i gang med at læse bogen Pigebørn af Louisa May Alcott, fordi jeg også gerne vil se Little Women. 

Den har fået ret gode anmeldelser, og selv om jeg ikke har den store tillid til anmeldere og dybest set mener, at både litteratur- og filmanmeldere er små, sure, bedrevidende mennesker, der ikke selv kan klare cuttet som producenter af god kultur og derfor tænder på at vise, hvor intellektuelle og kloge de er, enten ved at rakke andre ned i et smagløst pedanteri eller ophøje mildt sagt bizarre værker som for eksempel Sorrentinos eller Murakamis mærkværdigheder til guddommelige åbenbaringer, håber jeg, at jeg kan være enig med dem denne gang.

So keep 'em crossed please ✌ (Mit åndssvage blogprogram giver ikke adgang til en krydse fingre-emoji, så du får victory-tegnet, og så må du selv forestille dig fingrene i en anden position. Sådan lidt ligesom når jeg skriver "fuck": 👆😂)

Nå, men da jeg jo er en lille sucker for kultur, kunne jeg naturligvis ikke slå mig til tåls med et par bøger og sådan en enkelt lille filmoplevelse. Så i tirsdags daffede Englebassen og jeg en tur til Kolding. 

Det var egentlig Englebassens idé. 

Hun ville gerne besøge "det der Koldinghus", som, hun troede, var et kunstmuseum.

"Øh ... det er altså et slot, skat," kunne jeg så oplyse.

"Hvad pokker er det for et dumt navn at give et slot?" lød det indignerede svar. "Så kunne de sgudda kalde det 'Koldingslot'!"

Tjoh, det kunne lækkermåsen selvfølgelig have ret i. Misvisende lortenavn.

Nå, men efter således at have fastslået beskaffenheden af vores udflugtsmål, vendte vi kølergrillen på Yarisen sydover. 

Det var en fin dag.




Her ses bloggeren selv (jeps, det ER mig) foran Koldingslot 😉 og en reklame for Jim Lyngvilds kongelige kreationer = billeder af hele kongerækken portrætteret via levende modeller, som for tiden udstilles på slottet (og dermed tog Englebassen altså ikke helt fejl med den antagelse, at vi skulle på kunstmuseum).



Super flotte billeder og super flotte dragter, som hr. Lyngvild selv har syet. Og respekt for det!

Skulle nogen nu få lyst til at besøge udstillingen, må jeg lige advare: 

Den er populær, og man risikerer at få lange patter, når man dukker op på Koldingslot 😉 og finder ud af, at der er fucking TRE TIMERS ventetid på at få adgang til Det Forjættede Land = afdelingen med Lyngvilds billeder, hvor man bliver lukket ind i hold, alt efter hvilket klokkeslæt der er angivet på ens billet.

Løsningen på DET problem kan være at dukke op halvanden time, inden man skal være der, og snige sig indenfor med et af de tidligere hold (men man kan selvfølgelig også bare reservere en plads online hjemmefra, HVIS man er opmærksom på muligheden).

Selv kunne jeg ALDRIG have fundet på at tilslutte mig det forkerte hold og havde sgu nok bare ventet de tre timer og fået endnu længere patter, end jeg har i forvejen. 

Men ENGLEBASSEN 😂 

Hun er fræk som en slagterhund og lidet autoritetstro. Så hun marcherede forrest og med stor myndighed hen til den slotsmedarbejder, der gelejdede folk ind til udstillingen og FIK LOV AT GÅ MED IND. Der er åbenbart en del museumsgæster, der ikke dukker op på det tidspunkt, der står på deres billet, og så kan man være heldig at få deres plads.

På Koldingslot 😉 kan man i øvrigt nyde synet af et MEGET politisk ukorrekt produkt, der er til salg i butikken:


Oh my god! 😱 

Ved slotsledelsen da slet ikke, at alle dem med de rette meninger vil shitstorme dem, slagte dem, kaste fatwaer over dem, når de promoverer og oven i købet tjener penge på sådan noget racistisk svineri?

Tsk, tsk, TSK!

Øjensynligt ikke. Eller også er de ligeglade. Og TAK for det, Koldingslot 🙏 

Jeg ved godt, at jeg lever lidt på kanten, når jeg skriver dette her:

JEG HAR MED GLÆDE LÆST NETOP DENNE BOG HØJT FOR MIN BØRN, DA DE VAR SMÅ.

Sådan. Nu er det ude. Og det oven i købet i en tid med stor ballade over Kæmpeeskimoen 😂

Men jeg KAN forsikre dig for, kære læser, at jeg ikke er racist, og at mine børn heller ikke er racister. Tanken om, at der skulle være noget etnisk problematisk ved at læse Lille Sorte Sambo for mine fire Rotter, strejfede mig faktisk slet ikke dengang. Jeg anede ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Og jeg mener, at man lige bør tage tidsperspektivet med i ligningen, inden man begynder at brænde bøger. Personligt vil jeg da hellere gå i dialog med mine børn om det syn på mennesker med anden etnisk oprindelse, som disse bøger formidler, end jeg vil se bøgerne fjernet. 

Tage snakken om, at de repræsenterer en anden tidsperiode og et helt andet menneskesyn. For hvad enten man brænder bøgerne eller ej, kan man jo ikke lave historien om. 

Selv om Pippis far ikke længere er "negerkonge", kan man ikke ændre ved, at det altså var det ord, Astrid Lindgren BRUGTE, da hun skrev bøgerne, og så kan man lige så godt benytte litteraturen som oplæg til en pædagogisk snak.

Eller hvad med Bibelen? Her kan man sgudda tale om en bog med et forældet og nedværdigende syn på en hel del. Kvinder for eksempel. Og homoseksuelle. Og slaveri. Men jeg tænker ikke, vi skal til at brænde bibler eller vælte kirker.

Nå, men ikke mere om den sag. Det skulle da lige være, at jeg kan frygte, folk får nok af den krænkelseskultur, som balladen om Pippis far og Kæmpeeskimoen er symbol på, og at der så i kølvandet opstår en smagløs modbevægelse (som jeg faktisk allerede kan se tegn på i kommentarspor her og der 😟).

Jeg vil nu gå videre og fortælle, at den forløbne uge også har budt på en del praktisk arbejde i og omkring forstadsvillaen.

For eksempel har jeg på Englebassens foranledning og med hendes hjælp omdannet min udestue fra rodet pulterkammer til behageligt opholdsareal.

Jeg har desværre ikke noget før-billede. Men tro mig: Den var FYLDT med skrammel. Papkasser, presenninger, gammelt computerudstyr, værktøj, afmonterede skabslåger fra køkkenet. 

Jeg ved sgu ikke, hvad der sker, men i hele vores ni måneder lange vintersæson, fylder jeg udestuen med ting, der bedre egner sig til genbrugspladsen.

Men NU. Se nu bare her:


Et studie i lækkerhed. Oven i købet med kold rosé og snacks på bordet 😋

I udestuen er man omgivet af lortehaven.

Gamle læsere ved, at jeg holder af min have i den forstand, at jeg kan lide at sidde derude på en lun solskinsdag og se dejlig ud med en kølig drink og en god bog 😎

Men med haveARBEJDE forholder det sig anderledes. Det tiltaler mig nemlig ikke Jeg fucking HADER det!

For eksempel mine 300 meter hæk. Eller 400. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke målt motherfuckeren. Men den er fandme lang. Og høj.

Og på begge langsider må jeg først klippe en tunnel mellem hækken og en række monstrøse, tætvoksende rhododendron-buske og syrener for at kunne få stigen med mig rundt.


FUCK altså 👆👆👆

Til gengæld er resultatet nydeligt. 


I hvert fald i den uges tid, der går, inden krapylet for alvor begynder at skyde igen 😡

Nå, men nu vil jeg snart ikke trætte dig med flere ord fra min side. Jeg gider nemlig ikke skrive, at ugen naturligvis også har budt på tennis og Netflix og damesex. For det gør de fleste uger.

Som en sidste krølle vil jeg faktisk bare fortælle, at jeg for FØRSTE, men helt sikkert ikke SIDSTE, gang har syltet rødløg:

 

Jeg brugte æblecidereddike og krydrede med nelliker, peberkorn, laurbærblade og friskhøstet timian fra haven. Nammenam! 😋

Første portion blev serveret til en lækker omgang tapas, da min gamle mor lagde vejen forbi til middag i mandags:


Ikke mere nu. Jeg er blevet sulten ved synet af det sidste billede og må hellere se, om køleskabet skulle gemme på et eller andet lækkert.

Pas godt på dig selv til næste gang 💘

fredag den 10. juli 2020

Det var uge 1

Fuck, hvor tiden flyver 🚀

Jeg er jo allerede 25% gennem min sommerferie 😭😭😭 

Jeg gik ellers ind i ugen med store planer. Om tennis for eksempel. Hvilket bedre sted at tilbringe en corona-fesen sommerferie end på tennisbanen? Med frisk luft og motion. Right?

Wrong.

Spillede sidste gang i lørdags. Midt imellem to byger. 

Eller ... "midt imellem" er måske en lettere omskrivning af fakta. 

For det støvregnede FUCKING HELE DAGEN. Nogle gange kraftigere end andre. Og Tennis-Ulla og jeg var altså heldige at ramme tre kvarter med kun ALMINDELIG støvregn. Dog af den slags, der uafladeligt og på ingen tid afsætter hundreder af mikrodråber på brilleglas og derved vanskeliggør enhver afstandsbedømmelse.

Ulla og jeg bærer begge briller.

😂

Need I say more? Det skulle da lige være: GODT, der ikke var publikum. Tænker, at fornuftige mennesker holdt sig indendøre.

Vi havde også en aftale søndag. 

Ulla har for nylig aflyst en rejse til Portugal i sommerferien, og jeg har konverteret min tur til Montenegro til et sikkert næsten lige så eksotisk sommerhusophold i Mommark på Als. 

Montenegro eller Mommark. Who would know the difference? 😂😂😂

Nå, men da ingen af vores sommerferieplaner kommer til at optage mere end en enkelt uge (og da slet ikke Ullas, som jo faktisk ikke længere findes), kunne vi trøste os med helt usædvanlig rige muligheder for at komme på tennisbanen.

One problem though: I søndags var vi velsignet med regn fra morgen til aften. Og ikke bare støvregn, men den slags regn, der uden problemer kunne have skyllet brillerne helt AF og ned i Gudenåen, som i virkeligheden er en flod. 

Det bedste, der kunne siges om den dag, var, at Übermensch (læs: min kære gamle veninde, som nu er vendt tilbage til mine cirkler, selv om jeg grundet jalousi fra ekskæresten slog hånden af hende for flere år siden, hvilket jeg ALDRIG vil ophøre med at skamme mig over, red.) om aftenen lagde vejen forbi med papvin under armen og lyst til at pludre 🍷

Mandag så?

One problem though: I mandags var vi velsignet med storm fra morgen til aften. 

Og det bedste, der kunne siges om DEN dag, var, at blæsten satte en stopper for mine planer om at klippe hæk. 

Mine fucking 300 meter hæk gør mig kort fortalt ikke våd i trussen. Har indtil nu haft held til at udskyde hækkeklipningen til et stykke efter Sankt Hans under påskud af, at det var for at skåne de små pipfugleunger i deres reder. Men sandheden er, at jeg ikke gider.

Og jeg begriber stadig ikke, hvilket mentalt kollaps der for seks år siden førte til, at jeg købte kvarterets suverænt største villagrund: