Alles gut

Yep 💃💃💃

Jeg nåede lige at bimle med alle alarmklokker ⏰ og vræle i vilden sky 😭 og efterlyse Erling 🐈 tre forskellige steder på nettet. Og køre rundt i min bil og afsøge grøftekanter for små, søde, men døde sorte misser. Og sende Barn 4 og Svigerbarn 4 omkring i nabolaget til fods for at lede.

Og ... så kom Erling hjem. Naturligvis.

Efter 2½ døgn.

Den lille slambert 😂 

Han stod pludselig klokken 22 i går aftes uden for huset og mjavede. Og ville sjovt nok gerne ind og have sig en mundfuld mad.

Jeg burde have taget en alvorssnak med ham. For at blive så længe væk. Han må da forstå, at det bekymrer Mutti, når han ikke kommer hjem.

Men jeg var frem for alt super glad for at se det lille pus. Han gør mig blød som smør.

Jeg har ellers brugt temmelig mange år på at nære et pænt stort mishag mod katte. (Got it? MIShag 😉😂)

Fordi en kat engang har kostet mig et ufødt barn. Ved at smitte mig med toxoplasmose, mens jeg var gravid 😢

Toxoplasmose er en fesen bette lortesygdom. Som jeg ikke en gang selv var klar over, at jeg havde haft. 

Man kan få den af at spise kød, der ikke er gennemstegt, jord (for eksempel ved at glemme at vaske hænder efter havearbejde) og ... katteafføring (for eksempel ved at rense en kattebakke). Og den forløber som regel helt uden symptomer og er ofte totalt harmløs.

Altså sådan et ynkeligt lille appendix til livet, som mange knap bemærker.

Det eneste er bare lige ...

... at man FUCKING IKKE SKAL FÅ SYGDOMMEN, MENS MAN ER GRAVID.

Det gjorde jeg selvfølgelig. Og måtte således af med mit ufødte barn i 14. uge, da sygdommen kan give svære hjerneskader hos barnet.

Jeg blev efter al sandsynlighed smittet af vores kat, Victoria, som vi havde anskaffet, umiddelbart før jeg blev gravid.

En ret ulykkelig affære, der afstedkom, at jeg, ganske rationelt, udviklede en afsky mod alle kattedyr. 

En langvarig afsky. Mere end 20 år faktisk.

Men ... så fik jeg sgu kat 😂 

Efter en lille smule nudging fra Barn 4, der inderligt ønskede sig et kæledyr, som kunne give mere igen end dværghamsteren Georg. For Georg var mildt sagt kedelig og lod sig kun vanskeligt involvere i noget, der mindede om et personligt forhold til sin ejer.

Hunde er til gengæld for dyre og for tids- og opmærksomhedskrævende.

Derfor kat.

Og det har jeg dælme ikke fortrudt. Det sætter Erlings nyligt afsluttede forsvindingsnummer en tyk streg under. For hold kæft, hvor var jeg bange for, at han aldrig skulle vende hjem igen. Og gud, hvor var jeg lykkelig for at se ham hoppe ind ad vinduet i går aftes.

Natten har han tilbragt oven på mine striktrøjer på en hylde i mit garderobeskab.

Så hyggeligt og skønt, at kaos er vendt til kosmos.

💘💘💘

Om at være negativ

Jeg er pisse negativ.

I mere end én forstand.

Eller ... det vil sige, i den første forstand er jeg ikke direkte "negativ". Men officielt kun "Ikke påvist". Det er i corona-forstanden, forstås.

Jeg blev jo nemlig testet i søndags. Og fik så ovenstående lidt fesne svar i går.

"Ikke påvist".

Det forekommer mig lidt forbeholdent. Og ikke synderlig eksakt.

De kan altså ikke påvise, at jeg havde corona, da de tog testen. Men kan de så AFVISE det? 

Når jeg læser svaret, får jeg den fornemmelse, at de ikke rigtig selv ved det.

Og således beroliget kan jeg fortsætte mit liv, som om intet var hændt 😂 

Indtil næste test. 

For dem frygter jeg, at der kommer flere af. Sådan en motherfucker er jo nemlig kun et øjebliksbillede, og jeg kan i princippet være blevet smittet, i samme øjeblik jeg forlod de hvidkitlede, visirklædte sadister i corona-teltet i søndags. 

Den anden forstand er mere håndgribelig og sikker: 

Erling er væk 😱😱😱 Min fine lille mis 😭😭😭

Og det er ÆGTE negativt. Ingen tvetydighed der. Det er faktisk noget pis.

Jeg lukkede ham ud ad mit soveværelsesvindue klokken 05.45 i forgårs og har ikke set ham siden. Det er 2½ døgn og meget ukarakteristisk for den lille fyr.

Kun en enkelt gang før har han været så længe væk. Så jeg frygter det værste 🙈

Situationen minder lidt om den med Tove, som var en super smuk og højt elsket lille hunkat, der forsvandt på nøjagtig samme måde for to år siden. Ud ad soveværelsesvinduet. Never to be seen again. Aner ikke, om hun kan være blevet ramt af en bil, eller hvad pokker der er sket.

Og jeg bliver så pisse ked af det, når jeg mister en kat. For jeg kommer jo til at holde af de små bæster. Det er SÅ hyggeligt. Når de putter sig ind til mig og spinder. Eller når jeg kommer ud til dem om morgenen, og de begejstret mjaver og følger efter mig rundt i hele forstadsvillaen, fordi de er glade for at se mig.

Så jeg holder virkelig alting krydset for, at lille Erling skal finde hjem igen.

💘