Lidt om en ung dame

Måske kender du det ikke:

Du stormer rundt på tennisbanen, det bedste du har lært, for at banke din tennismakker, Ulla.

"Din telefon ringer," lyder det så fra Ulla, som spiller i den ende af banen, hvor din taske står, og derfor kan høre, hvad der sker i den. "Men det er nok ikke Mette, for jeg har kun hørt én ringetone."

Mette er din datter. Det yngste barn af fire. På 16 år. 

Og når Ulla kun har hørt én ringetone og deraf kan slutte, at det ikke er Mette, der ringer, så er det, fordi Mette er en meget insisterende ung dame. Så når hun skal have fat i sin mor, upåagtet at barnet UDMÆRKET ved, Mutti flintrer omkring med en tennisketcher i hånden, ja, så skal det altså ikke være om hverken to, tre eller fire sekunder!

Hun ringer således først over Messenger. Og svarer fruen ikke omgående, så ringer barnet på mors mobilnummer. Og så tilbage til Messenger. Og når hun har vekslet lidt frem og tilbage en syv-otte gange, så skriver hun en besked:

"Måtter! Tag så din telefon!"

Somme tider er det sjovt lige at trække den ti minutter, før man reagerer 😂

Nå, men da Ulla i går kun havde hørt en enkelt ringetone, kunne hun således sagtens have haft ret i, at det nok ikke var Mette, der ringede. Men hun havde ikke hørt mobilen til ende, for et øjeblik senere lød ringetone 2.

Det var sjovt nok Mette. 

Hun havde et meget presserende spørgsmål, som nok kunne retfærdiggøre en afbrydelse af Muttis tennisdyst:

"Mor, må Gabriel tage med i sommerhus i næste uge?"

Oh my freakin' god!

Barnet mestrer utrolig mange ting. Og behovsudsættelse er ikke en af dem.

Til gengæld er hun et lille ordensmenneske. Dejligt med sådan et i huset. 

For eksempel kan hun sagtens finde på at kommentere, hvis en mælkebøtte har stukket hovedet op mellem fliserne på terrassen. Eller hvis græsset er blevet for langt, siden Mutti sidst har slået det.

Her har hun lige ryddet op i sit tøjskab:

Jeps, et lille ordensmenneske. Skabet er således fuldkommen ryddet.

Æstetisk sans har hun også. Og hun er ikke bange for at træffe og iværksætte beslutninger om boligindretningen her i forstadsvillaen.

For eksempel var denne gamle platte pludselig en dag forsvundet fra væggen i spisestuen:

Og var stuvet bort i gæsteværelset. Den er åbenbart grim.

Mens denne:

havde fundet plads midt på klaveret i stuen.

Men den er da også ... øh ... i hvert fald iøjnefaldende. 

Og så synes barnet, det er sjovt, at Mutti engang har gået på Fame-skole i USA og tilmed vundet en pris.

På messingpladen forneden har man angivet, hvilken pris jeg har vundet. Under mit navn, som er stavet forkert.

De andre prismodtagere fik priser for at være "Bedste sanger", "Bedste danser", "Bedste guitarist" osv.

Skolen ville også gerne give MIG en pris, men problemet var, at jeg faktisk ikke var "Bedste" noget som helst. Og da der ikke uddeltes priser for middelmådighed, måtte man være lidt kreativ og OPFINDE en, der passede lige til mig:

"International Arts Award" (som siger absolut INGENTING om evner).

Jeg var nemlig den eneste ikke-amerikaner i hele Northside School of the Arts og gav således skolen et internationalt anstrøg.

Det er denne stolte pris, barnet har gravet ud af et skab i bryggerset og plantet i stuen.

Musik fylder i det hele taget meget her på matriklen. 

Både Mette og Mutti spiller klaver. Mette bedre end Mutti og respekt for det! Jeg synger i kor. Og vi er begge flittige brugere af musik på Spotify og Youtube.

Min musiksmag er bred. Jeg kan lide både jazz og klassisk og rock og pop og latin. 

Mette er mest til dakke dak. 

Fuck, det er forfærdeligt 😱

Det er muligt, jeg fremstår som en sur, gammel tranlampe, men jeg HADER dakke dak. For det er totalt hjernedødt og gør ondt i alle tandhalse. Prøv bare at høre her. Hvis du overhovedet kan holde det ud:





Den slags fornøjelige toner klinger lystigt fra barnets mobiltelefon i en uendelighed. 

Til gengæld kan hun spille rigtig højt, for mobilen har en Bluetooth-forbindelse til denne store motherfucker, som hendes far har givet hende i fødselsdagsgave, hvilket han har kunnet gøre forholdsvis risikofrit, da hun IKKE BOR HOS HAM:

Motherfuckeren er forsynet med en praktisk bæresele, så barnet ikke behøver lade den blive liggende på værelset, men ubesværet kan bringe den med sig RUNDT I HUSET til fælles glæde og fornøjelse.

Oh yes, der er mange velsignelser ved at omgås en teenager som netop Barn 4. En af dem er overraskelsesmomentet.

Som nu forleden dag, da det storstøjende dakke dak-lort pludselig standsede og blev afløst af ... intet mindre end balsam for mors hårdt prøvede øregange:




Så der er sgu nok alligevel håb for ungmøen. Og kedelig er hun i hvert fald ikke. 💘💘💘

Det var uge 2

VRÆÆÆL! 😭

Så er anden uge og dermed FUCKING HALVDELEN af ferien passeret forbi i overlydsfart. 

Sådan lidt ligesom store tyske biler med midaldrende mænd bag rattet på E45. Helt op i røven på den forankørende, et par koleriske blink med forlygterne for at komme forbi. Og så er de væk.

Fordi de er så betydningsfulde 😂

Det er ferieugerne også. Betydningsfulde (denne gang mener jeg det 😉). Og hurtigt væk.

Uge 2 har været fin nok. "Fin nok" er jysk og betyder "superskøn".

Vanløse-damen eller Englebassen, om du vil, har været her, og vi har hygget big time.

For eksempel var vi en tur i biffen. Woop, woop! 🎆🎆🎆 

Jeg er ret glad for fucking ELSKER bifture. Faktisk er det altid et nytårsforsæt, at jeg vil to gange i biffen hver måned. (Dét og så at drikke bedre rødvin 🍷😋 og som du kan høre, er jeg hård ved mig selv, når det gælder nytårsforsætter.)

Nå, men da statsministerinden lukkede landet ned den 11. marts, havde jeg været af sted fem gange, en gennemført smuk kadence i forhold til målet.

Men så gik det galt 😱 For med lukkede biografer over hele kongeriget, var det ikke nemt at holde tempoet, og nu er jeg kommet bagud 😭😭😭

Med sidste uges biografforestilling har jeg altså rundet de seks. Hvilket betyder, at jeg kun skal nå i biffen 18 gange endnu inden nytår 😂 Hvilket IGEN betyder, at jeg muligvis må se den samme film flere gange, da det ikke er sandsynligt, at jeg kan spotte 18 film, jeg gider se.

Det blev Undtagelsen, der satte fornyet gang i mine bif-aktiviteter. Det er en udmærket film, og da jeg netop havde læst bogen, kunne jeg nyde at sammenligne de to værker.

Nu er jeg gået i gang med at læse bogen Pigebørn af Louisa May Alcott, fordi jeg også gerne vil se Little Women. 

Den har fået ret gode anmeldelser, og selv om jeg ikke har den store tillid til anmeldere og dybest set mener, at både litteratur- og filmanmeldere er små, sure, bedrevidende mennesker, der ikke selv kan klare cuttet som producenter af god kultur og derfor tænder på at vise, hvor intellektuelle og kloge de er, enten ved at rakke andre ned i et smagløst pedanteri eller ophøje mildt sagt bizarre værker som for eksempel Sorrentinos eller Murakamis mærkværdigheder til guddommelige åbenbaringer, håber jeg, at jeg kan være enig med dem denne gang.

So keep 'em crossed please ✌ (Mit åndssvage blogprogram giver ikke adgang til en krydse fingre-emoji, så du får victory-tegnet, og så må du selv forestille dig fingrene i en anden position. Sådan lidt ligesom når jeg skriver "fuck": 👆😂)

Nå, men da jeg jo er en lille sucker for kultur, kunne jeg naturligvis ikke slå mig til tåls med et par bøger og sådan en enkelt lille filmoplevelse. Så i tirsdags daffede Englebassen og jeg en tur til Kolding. 

Det var egentlig Englebassens idé. 

Hun ville gerne besøge "det der Koldinghus", som, hun troede, var et kunstmuseum.

"Øh ... det er altså et slot, skat," kunne jeg så oplyse.

"Hvad pokker er det for et dumt navn at give et slot?" lød det indignerede svar. "Så kunne de sgudda kalde det 'Koldingslot'!"

Tjoh, det kunne lækkermåsen selvfølgelig have ret i. Misvisende lortenavn.

Nå, men efter således at have fastslået beskaffenheden af vores udflugtsmål, vendte vi kølergrillen på Yarisen sydover. 

Det var en fin dag.

Her ses bloggeren selv (jeps, det ER mig) foran Koldingslot 😉 og en reklame for Jim Lyngvilds kongelige kreationer = billeder af hele kongerækken portrætteret via levende modeller, som for tiden udstilles på slottet (og dermed tog Englebassen altså ikke helt fejl med den antagelse, at vi skulle på kunstmuseum).

Super flotte billeder og super flotte dragter, som hr. Lyngvild selv har syet. Og respekt for det!

Skulle nogen nu få lyst til at besøge udstillingen, må jeg lige advare: 

Den er populær, og man risikerer at få lange patter, når man dukker op på Koldingslot 😉 og finder ud af, at der er fucking TRE TIMERS ventetid på at få adgang til Det Forjættede Land = afdelingen med Lyngvilds billeder, hvor man bliver lukket ind i hold, alt efter hvilket klokkeslæt der er angivet på ens billet.

Løsningen på DET problem kan være at dukke op halvanden time, inden man skal være der, og snige sig indenfor med et af de tidligere hold (men man kan selvfølgelig også bare reservere en plads online hjemmefra, HVIS man er opmærksom på muligheden).

Selv kunne jeg ALDRIG have fundet på at tilslutte mig det forkerte hold og havde sgu nok bare ventet de tre timer og fået endnu længere patter, end jeg har i forvejen. 

Men ENGLEBASSEN 😂 

Hun er fræk som en slagterhund og lidet autoritetstro. Så hun marcherede forrest og med stor myndighed hen til den slotsmedarbejder, der gelejdede folk ind til udstillingen og FIK LOV AT GÅ MED IND. Der er åbenbart en del museumsgæster, der ikke dukker op på det tidspunkt, der står på deres billet, og så kan man være heldig at få deres plads.

På Koldingslot 😉 kan man i øvrigt nyde synet af et MEGET politisk ukorrekt produkt, der er til salg i butikken:

Oh my god! 😱 

Ved slotsledelsen da slet ikke, at alle dem med de rette meninger vil shitstorme dem, slagte dem, kaste fatwaer over dem, når de promoverer og oven i købet tjener penge på sådan noget racistisk svineri?

Tsk, tsk, TSK!

Øjensynligt ikke. Eller også er de ligeglade. Og TAK for det, Koldingslot 🙏 

Jeg ved godt, at jeg lever lidt på kanten, når jeg skriver dette her:

JEG HAR MED GLÆDE LÆST NETOP DENNE BOG HØJT FOR MIN BØRN, DA DE VAR SMÅ.

Sådan. Nu er det ude. Og det oven i købet i en tid med stor ballade over Kæmpeeskimoen 😂

Men jeg KAN forsikre dig for, kære læser, at jeg ikke er racist, og at mine børn heller ikke er racister. Tanken om, at der skulle være noget etnisk problematisk ved at læse Lille Sorte Sambo for mine fire Rotter, strejfede mig faktisk slet ikke dengang. Jeg anede ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Og jeg mener, at man lige bør tage tidsperspektivet med i ligningen, inden man begynder at brænde bøger. Personligt vil jeg da hellere gå i dialog med mine børn om det syn på mennesker med anden etnisk oprindelse, som disse bøger formidler, end jeg vil se bøgerne fjernet. 

Tage snakken om, at de repræsenterer en anden tidsperiode og et helt andet menneskesyn. For hvad enten man brænder bøgerne eller ej, kan man jo ikke lave historien om. 

Selv om Pippis far ikke længere er "negerkonge", kan man ikke ændre ved, at det altså var det ord, Astrid Lindgren BRUGTE, da hun skrev bøgerne, og så kan man lige så godt benytte litteraturen som oplæg til en pædagogisk snak.

Eller hvad med Bibelen? Her kan man sgudda tale om en bog med et forældet og nedværdigende syn på en hel del. Kvinder for eksempel. Og homoseksuelle. Og slaveri. Men jeg tænker ikke, vi skal til at brænde bibler eller vælte kirker.

Nå, men ikke mere om den sag. Det skulle da lige være, at jeg kan frygte, folk får nok af den krænkelseskultur, som balladen om Pippis far og Kæmpeeskimoen er symbol på, og at der så i kølvandet opstår en smagløs modbevægelse (som jeg faktisk allerede kan se tegn på i kommentarspor her og der 😟).

Jeg vil nu gå videre og fortælle, at den forløbne uge også har budt på en del praktisk arbejde i og omkring forstadsvillaen.

For eksempel har jeg på Englebassens foranledning og med hendes hjælp omdannet min udestue fra rodet pulterkammer til behageligt opholdsareal.

Jeg har desværre ikke noget før-billede. Men tro mig: Den var FYLDT med skrammel. Papkasser, presenninger, gammelt computerudstyr, værktøj, afmonterede skabslåger fra køkkenet. 

Jeg ved sgu ikke, hvad der sker, men i hele vores ni måneder lange vintersæson, fylder jeg udestuen med ting, der bedre egner sig til genbrugspladsen.

Men NU. Se nu bare her:

Et studie i lækkerhed. Oven i købet med kold rosé og snacks på bordet 😋

I udestuen er man omgivet af lortehaven.

Gamle læsere ved, at jeg holder af min have i den forstand, at jeg kan lide at sidde derude på en lun solskinsdag og se dejlig ud med en kølig drink og en god bog 😎

Men med haveARBEJDE forholder det sig anderledes. Det tiltaler mig nemlig ikke Jeg fucking HADER det!

For eksempel mine 300 meter hæk. Eller 400. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke målt motherfuckeren. Men den er fandme lang. Og høj.

Og på begge langsider må jeg først klippe en tunnel mellem hækken og en række monstrøse, tætvoksende rhododendron-buske og syrener for at kunne få stigen med mig rundt.

FUCK altså 👆👆👆

Til gengæld er resultatet nydeligt. 

I hvert fald i den uges tid, der går, inden krapylet for alvor begynder at skyde igen 😡

Nå, men nu vil jeg snart ikke trætte dig med flere ord fra min side. Jeg gider nemlig ikke skrive, at ugen naturligvis også har budt på tennis og Netflix og damesex. For det gør de fleste uger.

Som en sidste krølle vil jeg faktisk bare fortælle, at jeg for FØRSTE, men helt sikkert ikke SIDSTE, gang har syltet rødløg:

 

Jeg brugte æblecidereddike og krydrede med nelliker, peberkorn, laurbærblade og friskhøstet timian fra haven. Nammenam! 😋

Første portion blev serveret til en lækker omgang tapas, da min gamle mor lagde vejen forbi til middag i mandags:

Ikke mere nu. Jeg er blevet sulten ved synet af det sidste billede og må hellere se, om køleskabet skulle gemme på et eller andet lækkert.

Pas godt på dig selv til næste gang 💘

Nyhedsbrev

Det kan man vel godt kalde det, når man med monsterlange mellemrum udgiver enkeltstående publikationer.

And for that I AM sorry 😞 

For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.

Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går: 

Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.

Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:

Teamgate

HULK!

😭😭😭

Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.

HULK I-fucking-GEN 😭

Det må være kulminationen på et bizart forår.

Forhistorien:

Jeg er lærer. 

"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.

Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)

Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)

På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.

Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.

Vores team fungerer fantastisk. 

Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd. 

Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere. 

Der er heller ikke langt fra tanke til handling.

Vi er effektive og dygtige.

På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.

Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂

Men det er slut nu 😥

Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.

Right.

Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.

Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!

Og den læring, jeg tager med mig?

Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig. 

Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver. 

Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.

Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂 

Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.

Bum!

Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.

Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)

Og vi spillede krocket på plænen. 

Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?

Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:



Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂

Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.

Afgangsprøvegate

Jeg bryder ingen fortrolighed ved at bekendtgøre, at årets afgangsprøver for folkeskolens ældste elever er aflyst i år. Det har en anden dame nemlig bekendtgjort før mig 😉

Men jeg kan til gengæld supplere med at fortælle, at jeg om mandagen i påskeugen (hvor omtalte dame aflyste omtalte prøver) havde lagt en flaske prosecco på køl. I håbefuld forventning om, at omtalte dame NETOP ville gøre, som hun gjorde.

Og sandelig om ikke proppen sprang! 🍸 (Jeg kan ikke finde en champagne-emoji, så det bliver et cocktailglas 😂)

Jeps. Jeg er ked af at sige det, men det blev en festaften for mig 💃💃💃 

For nu risikerede jeg ikke at skulle føre nogen til prøve i mundtlig tysk. Hvilket havde været en klar parallel til Slagtehus 5, da mine elever ikke kan udtrykke en skid på tysk.

Nu slap vi altså for at optræde live i en klam wannabe-splatterfilm.

Til gengæld gik der ikke mange dage, før vi i mit team besluttede at lade vores elever gå til "øveprøve" i de obligatoriske mundtlige fag: dansk, naturfag og engelsk.

For vi kunne godt se det uhensigtsmæssige i, at englebasserne ville forlade folkeskolen uden at have prøvet at gå til prøve. Hvilket også var nok det væsentligste kritikpunkt i medierne, da de formelle prøver blev aflyst.

Og som sagt så gjort. 

Jeg har således i den forløbne uge haft vores tre niendeklasser oppe i mundtlig engelsk. Til en prøve, der har ligget så tæt op ad den rigtige afgangsprøve som muligt. Bare med censorer fra min egen skole.

For mit vedkommende har seancen varet seks skoledage i træk. To til hver klasse. 

Og jeg er fuldkommen udmattet. For som eksaminator er man "på". 

Hele tiden. Uden ophør. Uafbrudt. 

Man har jo ansvaret for at hjælpe eleverne igennem. Manøvrere dem videre, hvis de går i stå, stille meningsfyldte spørgsmål og være fuldkommen alert og samtidig vurdere deres præstation og konstruere og formidle en feedback, som de kan bruge til noget i deres fremtidige arbejde med engelskfaget. 

Man sidder vagtsomt helt ude på kanten af stolen i konstant alarmberedskab med alle sanser skærpet.

Det er SÅ hårdt. I TELL you 😰 

Inden prøverne var jeg lidt bange for, at mine elever ikke ville tage forløbet alvorligt. Det var jo kun "legeprøver". Deres prøvekarakter kommer ikke fremgå på deres afgangsbevis, og censor var ikke en fremmed lærer fra en anden skole.

So why give a rat's ass?

Men damn, hvor tog jeg fejl. Helt vildt fejl faktisk.

Jeg måtte således sende 11 piger grædende hjem.

Øh ... den lader jeg lige hænge lidt ...

...

...

ELLEVE piger! 

Det er en fucking TREDJEDEL af årgangens piger!

Grædende, folkens! 😭😭😭 Over en fucking LEGEprøve!

Jeg er kort sagt rystet.

Hvad fanden er det for et lortepræstationssamfund, der får den ene søde, skønne pige efter den anden til at knække sammen på den måde? 

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 00 og 02. 

Det er måske forståeligt nok. Et slag i ansigtet, at man efter ni års engelskundervisning ikke har lært nok til at bestå eller kun lige får slæbt røven med sig over målstregen.

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 4 og 7. 

Knap så forståeligt. Men jeg tror, at disse piger har haft en urealistisk selvforståelse. 

Måske har de altid været sat i kærligt centrum af mor og far. Måske har de i hjemmelivet længe været sovset ind i pædagogisk korrekt anerkendelse og i årevis hørt, at de er Guds gave til menneskeheden. 

Og de bombarderes helt sikkert på de sociale medier med kravet om perfektion. 

På Instagram møder man i hvert fald en uophørlig strøm af input om andres fucking perfekte liv: 

Perfekte udseende og stil, perfekte aktiviteter og interesser, perfekte sociale relationer, trendy forbrugsmønstre. Med succes og popularitet. Og likes i hobetal.

Og hvis man ikke er i stand til at gennemskue, at den virkelighed, man møder på sociale medier som Instagram, er stærkt redigeret, kan det velsagtens kradse lidt at høre, at man kun har præsteret til en middelmådig karakter i mundtlig engelsk. Også selv om samme karakter er den, man har fået i standpunkt hele året.

Well, nu skal jeg lige en tur til tennis 🎾🎾🎾 Min makker, Ulla, var i byen i går, så jeg håber, at kunne give hende klø i dag 😈 Skriver mere senere 😉

...

...

Og så er jeg hjemme igen. Og jeg synes NOK lige, at jeg faktisk kørte stakkels Ulla rundt på gruset 👍😎

Nå. Men slut med dette intermezzo og tilbage til dagens tekst:

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 10 og 12. Suk.

10-pigerne græder af samme årsager som 4- og 7-pigerne, men måske også lidt af ærgrelse: SÅ tæt på den fuldkomne triumf ... og så alligevel ikke 😭 

Derudover kradser det selvfølgelig komplet ulideligt, hvis VENINDERNE er rendt med et 12-tal, mens man selv må nøjes med second best.

Og 12-pigerne sørger for at græde PÅ FORHÅND. Af rædsel for ikke at kunne levere den sædvanlige perfektion.

OMG! Hvad SKER der?! 

Aldrig har en afsluttende prøve betydet så lidt, og aldrig har jeg oplevet sådan en fortvivlelse i prøvesammenhæng.

Det er sgudda pissesynd for disse piger. De lider. Uanset om de græder over 00 eller 12.

Drengene bliver selvfølgelig også kede af en røvdårlig karakter, men de går nok bare hjem og sparker til en dør. De sidder i hvert fald ikke og græder ved det grønne bord.

Nå, men efter to dage med storgrædende piger fik jeg den idé at gå i Rema for at købe dette produkt:

Det er rart nok at have et lommetørklæde at stikke ud, så englebasserne ikke skal tørre snot af i ærmet.

Og jeg overvejede en kort stund, om jeg bare skulle aflevere sådan et til alle elever ved prøvens begyndelse. Så kunne vi jo altid se, hvordan det gik 😋😂

Nå, men situationen er en anden herhjemme i forstadsvillaen. 

Jeg har jo OGSÅ en lille teenager (Barn 4), som går i niende klasse, og som er blevet trukket igennem den ene øveprøve efter den anden på SIN skole.

Det er gået godt. Jeg tror faktisk ikke, barnet har grædt over noget.

Heller ikke på forhånd selv om hun er kommet slæbende hjem med det ene 12-tal efter det andet.

Hun er flittig. Og cool. Og målrettet.

Hun knokler kort fortalt for at slå sin storebror (Barn 3), der præsterede et afgangsbevis fra grundskolen med 18 12-taller.

Og jeg tror sgu, hun når i mål.

Samtidig har hun fået en smart idé. Hun har udregnet et belønningssystem. Som går ud på, at JEG skal give hende noget, hver gang hun får 12.

Hun oplyser også selv, hvad jeg skal give hende.

Så indtil nu har hun fået adskillige købefrokoster efter eget valg, et nyt mobilcover, et kostume til sidste skoledag og lovning på en biograftur.

Ak ja. Den kloge narrer den mindre kloge. Og det er fandme dyrt! 😂😂😂

Nå, men nu har jeg skrevet i meget lang tid. Måske en overspringshandling, for jeg havde tænkt, at jeg skulle rydde op i udestuen og fjerne ukrudt mellem fliserne på terrassen i dag.

Så fandt jeg imidlertid på noget bedre, hehe 💃

Jeg må hellere sige med det samme, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme til tasterne igen. For den kommende uge vil byde på: 

1. undervisning og møder på skolen (fysisk) alle dage 
2. tennistræning mandag aften
3. generalforsamling på Yngstedatterens skole tirsdag aften
4. besøg af Barn 2 + kæreste (som begge bor på kollegium i Lyngby) onsdag og torsdag
5. afgang til familieweekend på herregård i Vestjylland fredag (min mor fylder 80 næste søndag og har inviteret hele familien til kalas på en ... ja ... vestjysk herregård fra fredag til mandag)

Men vi får se, hvad der sker. Det kan jo være, jeg lige skriver for at sige hej 😀

Take care og tusind tak for din opmærksomhed 💘

Vinterferie

Nu skriver jeg så for tredje dag i træk! Håber, du ikke falder ned af stolen af forbavselse 😂

Det er selvfølgelig, fordi jeg har vinterferie - et guddommeligt koncept.

Rotterne (aka Fruens elskelige børn) er taget med The Person Formerly Known as Lucifer (aka Fruens eksmand) på skiferie i Italien/Schweiz. Og selv sidder jeg i forstadsvillaen og nyder min alenehed.

For ganske vist elsker jeg andre menneskers selskab. Men der er faktisk dødt løb mellem DET ... og mit eget 💃

Damn, hvor kan jeg hygge, når jeg er sammen med mig. Så bruger jeg tiden på at læse. Og blogge. Og nyde min råderet over tv-fjernbetjeningen, hehe. Og spise al den mad, som mit sidste hjemmeboende barn, Barn 4, ikke kan lide (hvilket nærmest er alt andet end kylling).

Og i denne ferie er jeg begyndt at spille klaver. 

Eller ... øh ... begyndt og begyndt. Jeg har sådan set altid boet i et hjem med klaver. Og jeg har modtaget i årevis af undervisning. Men spilleriet har ligget ret stille, siden jeg efterlod mit smukke flygel i min eksmands hus.

For tre år siden købte jeg så et klaver, som Barn 4 spiller på. Og nu har jeg altså selv sat mig til tangenterne 🎹 

Det er fedt! Jeg kommer i flow. Som i følge Aarhus Universitet er 

"en mental tilstand i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det, vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet."

I går kom jeg så meget i flow, at jeg helt glemte aftensmaden. Og SÅ står det dælme skralt til 😂

Blot ved jeg ikke, om man kan betegne mine bestræbelser so far som en "succes", haha. Jeg læser noder, men jeg er lidt rusten, og det går langsommeligt som etableringen af Aarhus Letbane. Largo med largo på. Og så er Beethovens 7. altså lang!

I dag skulle min skønne kæreste være kommet på besøg. Hun er københavner. Og tilmed den eneste københavner, jeg har mødt, som er VILD med Randers 😂 Hun må absolut være forelsket 💘💘💘 

I morges skrev hun imidlertid, at hun er syg. Så hun udskyder turen et døgn 😭😭😭 

Stakkels sweetie. 

Og stakkels Beethoven. For nu har jeg jo hele dagen i dag til at mishandle ham yderligere.

Til gengæld glæder jeg mig til i morgen. 

Min kæreste er fantastisk. Hun er menneskeklog og empatisk. Og sjov og lattermild. Og fuld af komplimenter og kærlighedserklæringer. Ikke noget jeg blev super forvænt med at være i modtagerenden af i mine tidligere parforhold. Så jeg nyder det big time.

Og så kan hun gøre noget ved en kvindekrop 💥🎉💥 Damn 😂 

Hun kan TING. Som jeg ikke vil gå i detaljer med. Blot vil jeg nøjes med at sige, at jeg ikke anede, det kunne være sådan, og at jeg har en del at lære 😉 (og så håber jeg i øvrigt, at mine børn ikke læser med på mors blogindlæg og således bliver hængende lidt i illusionen om, at godt og vel midaldrende mødre nok ikke har et sexliv 😂😂😂).

Nå, men vi skal hygge os her i forstadsvillaen i et par dage, og på fredag suser vi så begge to til hovedstaden. Lørdag holder englebassen fødselsdagsfest med sushiekstravaganza, nammenam. Og så lakker den vinterferie mod enden.

En fin en af slagsen 💜