Okay.
Jeg lægger mig fladt ned og tilstår:
Jeg har haft lus.
Og det var ikke svært at få.
Man skal faktisk bare avle børn. Så kommer de helt af sig selv. Lusene. I særdeleshed, hvis man avler pigebørn med langt hår, der hvirvler omkring dem og vikler sig ind i ting. For eksempel i andre børns lange hår, som måske indeholder nogle af de små kræ. Og sluttelig i Muttis hår. Det er ganske vist knap så langt, men det lykkedes sgu alligevel at sende et par af de blodsugende krapyler i min retning.
Pis! Hate the little motherfuckers!
Dels er det noget grænseoverskridende sådan at være omdannet til værtsorganisme eller fodertrug, om du vil (yuck), og dels koster det intet mindre end en formue at behandle bæsterne.
Se nu bare denne diminutive lorteflaske:
Det er et oliebaseret produkt til behandling af lus.
Flasken indeholder 60 milliliter. 60 milliliter olie. Gad vide, hvad det koster at producere sådan en flaske? En krone måske. Eller mindre.
Men gæt så, hvad den koster at KØBE på apoteket:
SVIMLENDE 140 GODE DANSKE KRONER.
Det svarer til en literpris på 2.333.
Hold kæft, hvor er det uartigt. Jeg er forarget ud over alle grænser.
Sidst måtte jeg købe to flasker. Og set over de sidste 20 år tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange liter jeg mon har købt i alt.
Fuck.
Jeg vil således kaste dagens fatwa over Thornton & Ross i Storbritannien, som fremstiller produktet.
Eller eventuelt over Norpharma i Vedbæk, som er dansk distributør. (Med de priser på deres varer er det sgu ikke så mærkeligt, at de har adresse i Vandkantsdanmark, som nogle af de gode borgere nord for København selv kalder området. I al beskedenhed naturligvis.)
Eller eventuelt over apotekerne.
Et eller andet sted ligger der i hvert fald en grotesk avance. Til skade for os børnefamilier.
UARTIGT, siger jeg.
Nå, men jeg har også en anden tilståelse. I en lidt anden kategori:
Jeg stemte rødt ved kommunalvalget i tirsdags.
Så. Nu er det ude.
Som du måske fornemmer, kære bloglæser, krævede det en del overvindelse for mig at sætte mit kryds på den røde del af stemmesedlen. For hele setuppet om mit liv var indtil for få år siden ærkeblåt.
Lige fra jeg var lille.
Min far var virksomhedsejer og direktør. Han stemte venstre. Eller konservativt. Og de røde var djævelens yngel. Hellere død end rød, you know.
Og min mor stemte på Fremskridtspartiet. (Nu stemmer hun sjovt nok DF. Hun er nemlig bange for de fremmede. At hun ved at stemme på DF også stemmer på et homoskeptisk parti til skade for sin egen datter, tænker hun ikke på. Og hun skal jo også stemme efter sin EGEN overbevisning og ikke min. Selv om det andet selvfølgelig kunne være rart.)
Så blev jeg voksen og gift. Med en mand med en rigtig indbringende stilling og et blåt livssyn.
Og jeg uddannede mig inden for økonomi og marketing og blev selvstændig. Mere blåt, you know. Og alting var enkelt og smukt.
MEN.
Så gik jeg sgu fra mand, virksomhed og velhaverhjem. Jeg blev enlig mor. Og lebbe. OG uddannede mig fandme også til folkeskolelærer.
Og nu er mit setup alt andet end blåt.
Så de sidste par år har det ligget lidt i kortene at skifte politisk side. Faktisk. Men jeg HAR ikke kunnet overvinde mig selv. Den der opvækst har altså haft større indflydelse på mig, end jeg bryder mig om at være ved.
Det virkede ganske simpelt forkert. Som at spise remoulade på leverpostej.
Men i tirsdags tog jeg skridtet:
JEG STEMTE PÅ EN SOCIALDEMOKRAT.
Så dristig var jeg!
And guess what: Det føles faktisk rart, woop, woop :-D
Ikke mindst er det lækkert, at det ikke er alle mulige andre mennesker omkring mig, der præger mig til at sætte mit kryds et bestemt sted. Beslutningen var MIN.
Ikke flere tilståelser nu.
Jeg stiller om til weekenden.
Den bliver skøn.
Og det begyndte allerede i går: Jeg var alene hjemme :-D
En sjælden luksus, for jeg er aldrig alene. Som i ALDRIG.
Så jeg lod mig selv træne alt, hvad jeg gad, i mit træningscenter efter arbejdstid. Fantastisk fedt sådan at køre hele kroppen igennem uden at skulle skynde mig, fordi nogen ventede på mig derhjemme.
Og jeg forkælede mig selv med en fuldkommen politisk ukorrekt bøf. Med kartoffelgratin (dybfrost fra Rema 1000) og varm salat med ristede svampe, haricots verts, løg og bacon. Dertil flødesauce og en dejlig ripasso. Nammenam!
Og, ikke mindst, valgte jeg SELV, hvad jeg ville se i fjernsynet. Plejer ellers at være underlagt indtil flere børns præferencer ud i den disciplin.
Så i går var fed.
Det bliver i dag til gengæld også.
Har således lige pludret lidt med Barn 1 i telefonen. Hun er 24 og et fint menneske.
Og i dag kommer hun hjem til Mutti. For at lave julekonfekt og hygge. Hun kommer angiveligt klokken tre i eftermiddag. Medmindre hun bliver sulten inden da, forlyder det. For så kommer hun lidt tidligere, da hendes køleskab er tomt. Åh haha, det kan være så fedt at være på SU. Godt, hun har sin mor.
Nå, men barnet bliver og overnatter. Og i morgen tidlig vil MIN mor støde til. Sådan omkring morgenmadstid. Med sig vil hun have et par ruller frisklavet brunkagedej. Selv vil jeg lave dej til pebernødder. Min mormors opskrift, som BARE tager kegler.
Og så skal der bages til den store guldmedalje.
Jep, sådan bliver det. And life ain't half bad.
Håber, at du også har en fed weekend i støbeskeen.
Møzzer herfra :-*
lørdag den 25. november 2017
søndag den 19. november 2017
Hvordan det i virkeligheden kom til at gå
For et par dage siden berigede jeg dig, kære læser, med mine planer for den kommende weekend.
Altså den weekend, der er ved at dø. Ikke fordi det kan have været særlig interessant læsning, for der var sgu ikke noget vildt på tapetet. Der var afslapning efter et par pissehårde uger.
Og forhåndsrestitution.
Det lyder måske en smule bizart, da man normalt restituerer EFTER en belastning. Men om søndagen, however, må jeg altså forhåndsrestituere, fordi jeg har en helvedes lang mandag.
Så derfor laver jeg ikke så gerne en skid om søndagen. Så jeg lissom kan komme i zen, you know. Samle energi til arbejdsugen og sårn.
Og da jeg vågnede i morges, troede jeg faktisk også, at der lå en smule zen i støbeskeen for i dag.
Ikke at optakten havde været særlig zenagtig altså.
For eksempel blev jeg klappet på skulderen nogle gange i nattens løb. Det er den dame, jeg somme tider sover ved siden af. Der altså ikke bare sover ved siden af mig, men også somme tider klapper mig en.
Bare fordi jeg snorker.
Så det lyder, som om vi sover i maskinrummet på en Stenafærge. Og det gjorde vi så i nat. På tur med Stena Line, woop, woop!
Nå, men zenbarometeret steg en anelse, da omtalte dame foreslog at hente morgenbrød.
Nice.
Smørmættede grovbirkes, uhmmm. En af mine all time favorites. Med fed og ernæringsmæssigt ukorrekt brie.
Og pulverkaffe. Billig BKI. Ingen prætentiøs latte her. Jeg er jo ikke radikal, vel.
Alt sammen ledsaget af en pludder om, hvad vi skulle fordrive søndagen med.
"Vi kunne jo køre til Lille Vildmose," var der en, der foreslog, og det var ikke mig.
Hmmm. Det var ikke ligefrem zenskabende Netflix, men jeg var alligevel game. Af den simple årsag, at jeg ikke havde været i Lille Vildmose før og vejrede eventyr.
(Der findes også en Store Vildmose. Men hvis man starter med den, er der jo ingen steder at avancere hen. Det MÅ således være "lille" før "store". Ellers kradser det i min OCD.)
Altså: Af sted vi drog. Med hjemmelavede rugbrødssandwiches med kylling og varmrøget laks og lækre, fabriksfremstillede pistaciekager fra Karen Volf under armen.
Lille Vildmose udmærker sig ved at være ... en stor mose. Ved sgu ikke, hvor det der "lille" kommer fra.
Og midt i området ligger et flot og ret nyt besøgscenter, der ligesom kan tage godt imod de besøgende, der kommer strømmende til. Øh ... SÅFREMT de kommer strømmende mandag til fredag mellem 10 og 14.
Jeg gentager lige:
"... MANDAG TIL FREDAG MELLEM 10 OG 14."
Fuck altså! Hvem fanden i helvede har tid til at være naturturist i det tidsrum?!
I weekenden er der til gengæld lukket.
Og parkeringspladsen var gabende tom.
Men det gjorde selvfølgelig ingenting, for køreturen derop havde vi jo klaret på kun halvanden time.
Og vi er ikke for pivede til at begive os ud i vildnisset på egen hånd. Heller ikke selv om der måske er brunstige elge i farvandet.
Kunne imidlertid godt have brugt et kort over vandrestierne. Som eventuelt KUNNE have ligget i en kortdispenser et eller andet sted i nærheden af parkeringspladsen. Men det gjorde de naturligvis ikke.
Vores store udflugt til Lille Vildmose begrænsede sig således til en tur omkring vildsvineindhegningen, så vi var sikre på ikke at fare vild.
I dyb mudder.
Spekulerede faktisk på, om mosen mon havde tænkt sig at opsluge os helt. Men den standsede heldigvis ved anklerne. Til gengæld blev min ledsagerskes vandresko følgelig hurtigt fyldt op.
Derfor hjemover lidt snabt og med kolde tæer.
Det var dagens udflugt.
En uforglemmelig en af slagsen. For hold kæft, hvor var det sjovt. Lige så sjovt, som det var kikset.
Nu er vi til gengæld hver for sig. Jeg har fået leveret min rotte på 13 hjemme i forstadsvillaen, efter at hun har tilbragt weekenden hos sin far.
Og nu skal vi hygge.
Med Netflix.
Zen, you know ;-)
Altså den weekend, der er ved at dø. Ikke fordi det kan have været særlig interessant læsning, for der var sgu ikke noget vildt på tapetet. Der var afslapning efter et par pissehårde uger.
Og forhåndsrestitution.
Det lyder måske en smule bizart, da man normalt restituerer EFTER en belastning. Men om søndagen, however, må jeg altså forhåndsrestituere, fordi jeg har en helvedes lang mandag.
Så derfor laver jeg ikke så gerne en skid om søndagen. Så jeg lissom kan komme i zen, you know. Samle energi til arbejdsugen og sårn.
Og da jeg vågnede i morges, troede jeg faktisk også, at der lå en smule zen i støbeskeen for i dag.
Ikke at optakten havde været særlig zenagtig altså.
For eksempel blev jeg klappet på skulderen nogle gange i nattens løb. Det er den dame, jeg somme tider sover ved siden af. Der altså ikke bare sover ved siden af mig, men også somme tider klapper mig en.
Bare fordi jeg snorker.
Så det lyder, som om vi sover i maskinrummet på en Stenafærge. Og det gjorde vi så i nat. På tur med Stena Line, woop, woop!
Nå, men zenbarometeret steg en anelse, da omtalte dame foreslog at hente morgenbrød.
Nice.
Smørmættede grovbirkes, uhmmm. En af mine all time favorites. Med fed og ernæringsmæssigt ukorrekt brie.
Og pulverkaffe. Billig BKI. Ingen prætentiøs latte her. Jeg er jo ikke radikal, vel.
Alt sammen ledsaget af en pludder om, hvad vi skulle fordrive søndagen med.
"Vi kunne jo køre til Lille Vildmose," var der en, der foreslog, og det var ikke mig.
Hmmm. Det var ikke ligefrem zenskabende Netflix, men jeg var alligevel game. Af den simple årsag, at jeg ikke havde været i Lille Vildmose før og vejrede eventyr.
(Der findes også en Store Vildmose. Men hvis man starter med den, er der jo ingen steder at avancere hen. Det MÅ således være "lille" før "store". Ellers kradser det i min OCD.)
Altså: Af sted vi drog. Med hjemmelavede rugbrødssandwiches med kylling og varmrøget laks og lækre, fabriksfremstillede pistaciekager fra Karen Volf under armen.
Lille Vildmose udmærker sig ved at være ... en stor mose. Ved sgu ikke, hvor det der "lille" kommer fra.
Og midt i området ligger et flot og ret nyt besøgscenter, der ligesom kan tage godt imod de besøgende, der kommer strømmende til. Øh ... SÅFREMT de kommer strømmende mandag til fredag mellem 10 og 14.
Jeg gentager lige:
"... MANDAG TIL FREDAG MELLEM 10 OG 14."
Fuck altså! Hvem fanden i helvede har tid til at være naturturist i det tidsrum?!
I weekenden er der til gengæld lukket.
Og parkeringspladsen var gabende tom.
Men det gjorde selvfølgelig ingenting, for køreturen derop havde vi jo klaret på kun halvanden time.
Og vi er ikke for pivede til at begive os ud i vildnisset på egen hånd. Heller ikke selv om der måske er brunstige elge i farvandet.
Kunne imidlertid godt have brugt et kort over vandrestierne. Som eventuelt KUNNE have ligget i en kortdispenser et eller andet sted i nærheden af parkeringspladsen. Men det gjorde de naturligvis ikke.
Vores store udflugt til Lille Vildmose begrænsede sig således til en tur omkring vildsvineindhegningen, så vi var sikre på ikke at fare vild.
I dyb mudder.
Spekulerede faktisk på, om mosen mon havde tænkt sig at opsluge os helt. Men den standsede heldigvis ved anklerne. Til gengæld blev min ledsagerskes vandresko følgelig hurtigt fyldt op.
Derfor hjemover lidt snabt og med kolde tæer.
Det var dagens udflugt.
En uforglemmelig en af slagsen. For hold kæft, hvor var det sjovt. Lige så sjovt, som det var kikset.
Nu er vi til gengæld hver for sig. Jeg har fået leveret min rotte på 13 hjemme i forstadsvillaen, efter at hun har tilbragt weekenden hos sin far.
Og nu skal vi hygge.
Med Netflix.
Zen, you know ;-)
torsdag den 16. november 2017
Over stok og sten ... igen
Nøj, hvor jeg glæder mig til weekenden. For ih du milde, hvor har jeg dog haft en del at se til på det seneste.
For eksempel skole hjem-samtaler. Mandag og onsdag i sidste uge og mandag og onsdag i denne.
De dage kan jeg være hjemme cirka halv ni om aftenen. Så er der gået 14 timer, siden jeg kørte hjemmefra.
Men jeg skal ikke brokke mig. For som et plaster på såret får jeg lov at hygge med det ene forældrepar efter det andet.
Hvis de altså dukker op. For det er der nogle af dem, der ikke gør. Til trods for at de SELV har reserveret tiden på forældreintra. Så sidder vi der, to eller tre fagpersoner, og kigger ud i luften.
Somme tider bruger vi tolke. Hvis DE altså dukker op. I går kom to af dem for sent og i sidste uge var der en enkelt, der slet ikke kom. Ved udeblivelse må vi sende forældrene hjem igen og aftale ny tid. Og bestille ny tolk.
Fedt.
Inden jeg får kastet for mange fatwaer over at blive brændt af, må jeg imidlertid nævne, at de fleste samtaler finder sted til tiden og som planlagt.
Men når det er sagt, så er det fandme somme tider nogle interessante mennesker, vi sidder overfor.
Som for eksempel den mor, der FORLANGER, at skolen skal stille en bærbar computer til rådighed for hendes ordblinde barn.
Det er i og for sig i orden, fordi det er rigtigt nok, at en ordblind elev har ret til en bærbar computer. Der er bare den lille detalje i sagen, at dette barn allerede HAR en bærbar computer derhjemme, men bare ikke gider bære den frem og tilbage mellem skole og hjem ... øh ... selv om det ordblinde barns ikke-ordblinde klassekammerater altså allesammen bærer DERES computere frem og tilbage.
Men her sætter krævementaliteten ind:
Denne mor kræver sin ret, fordi hun HAR den ret.
Og om ganske kort tid vil det ordblinde barn have hele TO bærbare computere, hvoraf den ene er stillet til rådighed af skolen. Det er usympatisk, hensynsløst fråds. Man kunne for eksempel forestille sig, at skolens computer havde været til større nytte hos en af de elever, hvis forældre IKKE har råd til selv at anskaffe en til barnet.
Eller for eksempel det forældrepar, der sidder og hidser hinanden op, fordi lille Oda på 13 har fået brasede kartofler de sidste TO gange i madkundskab.
Eller dem, der kræver, at vi lærere går ind på nettet og noterer det på forældreintra, hver gang vi sender eleverne på opgaver uden for skolens område. For så ved de hele tiden, hvor lille Ib på 13 befinder sig i verden.
Så jeg vil gerne kaste en fatwa til. Denne gang over fucking forkælede forældre og deres FUCKING FIRST WORLD PROBLEMS.
Nå, men når DET så er sagt, så har jeg også siddet over for mange søde, taknemlige forældrepar, som synes, at vi i lærerteamet bedriver et skide godt stykke arbejde. Tjuhej og hurra for dem :-D
Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg har haft en del pisselange arbejdsdage på det seneste, og NU glæder jeg mig for vildt til en rigtig lebbeweekend.
Så siger du: "God mad?", siger jeg: "Jeps!"
"Netflix?"
"You bet."
"Fodmassage?"
"Absolut!"
"Rødvin?"
"Afgjort."
"Biftur?"
"Stensikkert."
"Damekys?"
"Jada!"
"Sex?"
"We'll see."
"Gløgg og æbleskiver?"
"Uomtvisteligt."
"Fingerflet?"
"Hvem kan lade være?"
Og hvis jeg skal opsummere i et enkelt ord:
NICE!!!
For eksempel skole hjem-samtaler. Mandag og onsdag i sidste uge og mandag og onsdag i denne.
De dage kan jeg være hjemme cirka halv ni om aftenen. Så er der gået 14 timer, siden jeg kørte hjemmefra.
Men jeg skal ikke brokke mig. For som et plaster på såret får jeg lov at hygge med det ene forældrepar efter det andet.
Hvis de altså dukker op. For det er der nogle af dem, der ikke gør. Til trods for at de SELV har reserveret tiden på forældreintra. Så sidder vi der, to eller tre fagpersoner, og kigger ud i luften.
Somme tider bruger vi tolke. Hvis DE altså dukker op. I går kom to af dem for sent og i sidste uge var der en enkelt, der slet ikke kom. Ved udeblivelse må vi sende forældrene hjem igen og aftale ny tid. Og bestille ny tolk.
Fedt.
Inden jeg får kastet for mange fatwaer over at blive brændt af, må jeg imidlertid nævne, at de fleste samtaler finder sted til tiden og som planlagt.
Men når det er sagt, så er det fandme somme tider nogle interessante mennesker, vi sidder overfor.
Som for eksempel den mor, der FORLANGER, at skolen skal stille en bærbar computer til rådighed for hendes ordblinde barn.
Det er i og for sig i orden, fordi det er rigtigt nok, at en ordblind elev har ret til en bærbar computer. Der er bare den lille detalje i sagen, at dette barn allerede HAR en bærbar computer derhjemme, men bare ikke gider bære den frem og tilbage mellem skole og hjem ... øh ... selv om det ordblinde barns ikke-ordblinde klassekammerater altså allesammen bærer DERES computere frem og tilbage.
Men her sætter krævementaliteten ind:
Denne mor kræver sin ret, fordi hun HAR den ret.
Og om ganske kort tid vil det ordblinde barn have hele TO bærbare computere, hvoraf den ene er stillet til rådighed af skolen. Det er usympatisk, hensynsløst fråds. Man kunne for eksempel forestille sig, at skolens computer havde været til større nytte hos en af de elever, hvis forældre IKKE har råd til selv at anskaffe en til barnet.
Eller for eksempel det forældrepar, der sidder og hidser hinanden op, fordi lille Oda på 13 har fået brasede kartofler de sidste TO gange i madkundskab.
Eller dem, der kræver, at vi lærere går ind på nettet og noterer det på forældreintra, hver gang vi sender eleverne på opgaver uden for skolens område. For så ved de hele tiden, hvor lille Ib på 13 befinder sig i verden.
Så jeg vil gerne kaste en fatwa til. Denne gang over fucking forkælede forældre og deres FUCKING FIRST WORLD PROBLEMS.
Nå, men når DET så er sagt, så har jeg også siddet over for mange søde, taknemlige forældrepar, som synes, at vi i lærerteamet bedriver et skide godt stykke arbejde. Tjuhej og hurra for dem :-D
Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg har haft en del pisselange arbejdsdage på det seneste, og NU glæder jeg mig for vildt til en rigtig lebbeweekend.
Så siger du: "God mad?", siger jeg: "Jeps!"
"Netflix?"
"You bet."
"Fodmassage?"
"Absolut!"
"Rødvin?"
"Afgjort."
"Biftur?"
"Stensikkert."
"Damekys?"
"Jada!"
"Sex?"
"We'll see."
"Gløgg og æbleskiver?"
"Uomtvisteligt."
"Fingerflet?"
"Hvem kan lade være?"
Og hvis jeg skal opsummere i et enkelt ord:
NICE!!!
fredag den 10. november 2017
Om grænseoverskridende baderumsoplevelser
Nå, men jeg træner jo. I et fitnesscenter.
Det gjorde jeg faktisk også i mange år, da jeg var yngre. I lange perioder to timer om dagen.
Fucking to timer! OM DAGEN, folkens!
Jeg må jo have været gak. Eller også var det, fordi jeg var brændt varm på instruktørdamen. Men ... øh ... så VAR jeg selvfølgelig også gak. For det er man jo, når man er brændt varm på nogen.
Så tager reptilhjernen over, you know, mens al rationalitet tager til Mallorca på ubestemt tid.
Den slags kan jo bringe en til vanviddets rand.
OG til to timers træning om dagen, forstås.
Det var et meget tjekket fitnesscenter, jeg trænede i dengang. Med forkromede håndvægte og en hel masse unge damer og mænd i meget småt tøj og benvarmere. Som elskede at posere for sig selv og andre i de kæmpestore spejle.
Narcissisme i høj potens.
Nå, men så kom den tid, hvor jeg byggede mit liv om. Med ny civilstand, ny bopæl, ny (læs: INGEN, red.) indkomst, ny uddannelse, nyt job, ny bopæl igen, "ny" og fordomsramt seksualitet, ny partner.
Kort sagt: Ny ... you name it, I got it.
(Og hvis du er tålmodig nok til at læse alle mine indlæg igennem, får du den fulde historie, som jeg imidlertid vil skåne de læsere, der allerede kender den, for.)
Og så kneb det sjovt nok med overskuddet til at træne.
Men! Nu er de onde år kommet lidt på afstand, og jeg træner igen.
Denne gang er jeg dog blevet ældre og har ikke længere det samme behov for overlegen tjekkethed i det center, hvor jeg træner.
Så der er for eksempel ingen spejle.
Og der er heller ikke super mange maskiner. Kun lige nok til at komme det meste af kroppen rundt.
Til gengæld er der masser af mental cases.
Høhø, ligesom fru blogger, ville nogle måske mene.
Men nej, ikke helt ligesom mig. For jeg har trods alt ingen officiel diagnose. Endnu.
Det har de andre i mit fitnesscenter derimod.
For jeg træner på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Det er sådan en deal, man kan få, hvis man er ansat i den kommune, hvor jeg arbejder. Så må man have lov at træne med de psykisk handicappede.
Og det gør jeg gerne.
Men det er dælme spændende, Hans-Otto.
Tag nu for eksempel torsdag i sidste uge:
Jeg er lige færdig med min træning. Har presset mig selv i maskinerne og nuppet et velfortjent kvarter i massagestolen henne bag skillevæggene i hjørnet, hehe.
Og nu står jeg stort set nøgen i damernes baderum. Som ikke ligner andre fitnesscenterbaderum, fordi det er fyldt med handicaphjælpemidler, gummihandsker og skilte med påmindelser om ikke at tisse på gulvet.
Pludselig får jeg selskab. Af en mand. På cirka min egen alder.
Han træder ind i baderummet. Og stivner, da han får øje på mig.
Så glor han.
Han kan tydeligvis ikke genkende mig. Og det er med god grund. For vi har aldrig mødt hinanden før.
Det føles lidt bizart. To say the least. At stå der uden tøj og blive nidstirret af en fremmed mand.
Og det føles ikke mindre bizart, da manden lidt efter tager alt tøjet af og stiller sig under bruseren.
Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at han åbenbart accepterer mig, men jeg er også lidt bekymret, for jeg tænker, at manden ikke er helt mainstream i hovedet, MEN dog formentlig har en seksualdrift.
Et øjeblik senere afledes min opmærksomhed imidlertid fra min bekymring for en stund. For jeg bliver beriget med endnu en gæst i baderummet. En mand mere.
Hurra, nu har jeg to.
Også denne mand tager tøjet af og træder under bruseren.
Og vi er nu tre nøgne mennesker i baderummet: en forholdsvis normalt begavet nøgen kvinde og to mentalt handicappede nøgne mænd.
Fedt.
Der skete selvfølgelig ingenting. Men om ikke andet kan jeg da sige, at det er en oplevelse at træne i mit fitnesscenter.
Det gjorde jeg faktisk også i mange år, da jeg var yngre. I lange perioder to timer om dagen.
Fucking to timer! OM DAGEN, folkens!
Jeg må jo have været gak. Eller også var det, fordi jeg var brændt varm på instruktørdamen. Men ... øh ... så VAR jeg selvfølgelig også gak. For det er man jo, når man er brændt varm på nogen.
Så tager reptilhjernen over, you know, mens al rationalitet tager til Mallorca på ubestemt tid.
Den slags kan jo bringe en til vanviddets rand.
OG til to timers træning om dagen, forstås.
Det var et meget tjekket fitnesscenter, jeg trænede i dengang. Med forkromede håndvægte og en hel masse unge damer og mænd i meget småt tøj og benvarmere. Som elskede at posere for sig selv og andre i de kæmpestore spejle.
Narcissisme i høj potens.
Nå, men så kom den tid, hvor jeg byggede mit liv om. Med ny civilstand, ny bopæl, ny (læs: INGEN, red.) indkomst, ny uddannelse, nyt job, ny bopæl igen, "ny" og fordomsramt seksualitet, ny partner.
Kort sagt: Ny ... you name it, I got it.
(Og hvis du er tålmodig nok til at læse alle mine indlæg igennem, får du den fulde historie, som jeg imidlertid vil skåne de læsere, der allerede kender den, for.)
Og så kneb det sjovt nok med overskuddet til at træne.
Men! Nu er de onde år kommet lidt på afstand, og jeg træner igen.
Denne gang er jeg dog blevet ældre og har ikke længere det samme behov for overlegen tjekkethed i det center, hvor jeg træner.
Så der er for eksempel ingen spejle.
Og der er heller ikke super mange maskiner. Kun lige nok til at komme det meste af kroppen rundt.
Til gengæld er der masser af mental cases.
Høhø, ligesom fru blogger, ville nogle måske mene.
Men nej, ikke helt ligesom mig. For jeg har trods alt ingen officiel diagnose. Endnu.
Det har de andre i mit fitnesscenter derimod.
For jeg træner på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Det er sådan en deal, man kan få, hvis man er ansat i den kommune, hvor jeg arbejder. Så må man have lov at træne med de psykisk handicappede.
Og det gør jeg gerne.
Men det er dælme spændende, Hans-Otto.
Tag nu for eksempel torsdag i sidste uge:
Jeg er lige færdig med min træning. Har presset mig selv i maskinerne og nuppet et velfortjent kvarter i massagestolen henne bag skillevæggene i hjørnet, hehe.
Og nu står jeg stort set nøgen i damernes baderum. Som ikke ligner andre fitnesscenterbaderum, fordi det er fyldt med handicaphjælpemidler, gummihandsker og skilte med påmindelser om ikke at tisse på gulvet.
Pludselig får jeg selskab. Af en mand. På cirka min egen alder.
Han træder ind i baderummet. Og stivner, da han får øje på mig.
Så glor han.
Han kan tydeligvis ikke genkende mig. Og det er med god grund. For vi har aldrig mødt hinanden før.
Det føles lidt bizart. To say the least. At stå der uden tøj og blive nidstirret af en fremmed mand.
Og det føles ikke mindre bizart, da manden lidt efter tager alt tøjet af og stiller sig under bruseren.
Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at han åbenbart accepterer mig, men jeg er også lidt bekymret, for jeg tænker, at manden ikke er helt mainstream i hovedet, MEN dog formentlig har en seksualdrift.
Et øjeblik senere afledes min opmærksomhed imidlertid fra min bekymring for en stund. For jeg bliver beriget med endnu en gæst i baderummet. En mand mere.
Hurra, nu har jeg to.
Også denne mand tager tøjet af og træder under bruseren.
Og vi er nu tre nøgne mennesker i baderummet: en forholdsvis normalt begavet nøgen kvinde og to mentalt handicappede nøgne mænd.
Fedt.
Der skete selvfølgelig ingenting. Men om ikke andet kan jeg da sige, at det er en oplevelse at træne i mit fitnesscenter.
Abonner på:
Opslag (Atom)