Ikke for sarte sjæle

Så er jeg her igen. På din skærm. 

Hehe :-)

Jeg har ellers været mere fraværende, end jeg plejer. Tror, det er, fordi det har været svært at finde alenetid på det seneste, og det er jo nødvendigt, når ingen må vide, at jeg skriver her.

Forklaring: Barn 4 har været syg og hjemme fra skole i de sidste to uger. Så mange dagtimer er gået med pendling mellem køkken og sofa med te, toast, snolder, frugt, krammere, penicillin, hostesaft og smertestillende piller.

Og nætterne er gået med selskab i min dobbeltseng. Ikke af Ladyen, men af et stk. storhostende, småklynkende, feberhed og om sin egen akse-roterende rotte.

Shit.

Derudover har jeg naturligvis taget mig af alle mine englebasser i skolen, som i hele den seneste uge har været en flok svært motiverbare beasty boys and girls. Big time ferietrængende, tænker jeg.

Men nu har jeg fred for dem. Som det dovne svin af en folkeskolelærer, jeg er, har jeg i år 16 fortryllende dages juleferie, og ikke et sekund skal bruges på arbejde.

Øh ... bortset lige fra nu altså, hvor jeg vil se tilbage på arbejdsåret, der gik (det er så trendy med årskavalkader i denne tid):

Og min årskavalkade må nødvendigvis omfatte spørgsmål og kommentarer serveret uindpakket af elever i 2014:

"Er det rigtigt, at du er lebbe?"

"Hvad hedder hun?"

"Hvad laver hun?"

"Hvor gammel er hun?"

"Det er ikke sådan noget Anne Linnet-noget, vel?"

"Hvor har I mødt hinanden?"

"Skal I giftes?"

"Hvis I skal giftes, skal I så begge to have kjole på?"

"Hvornår opdagede du, at du er lebbe?"

"Hvorfor bor I ikke sammen?"

"Homoseksualitet er et valg." (Kommer som regel fra medlemmer af Jehovas Vidner.)

"Hvad synes du om Putin?"

"Fucking homo!"

"Det er ikke personligt ment, når vi siger 'fucking homo'."

Hold nu op for nogle åbenhjertige mennesker, jeg møder i min hverdag, haha.

Og gad vide, om mine heteroseksuelle kolleger er genstand for samme interesse? ("Fucking hetero"?) I think not.

Derudover kan jeg melde, at 8. klasse i år er nøjagtig lige så sexfikseret som 8. klasser op i gennem historien formentlig har været det.

På væggen i et af deres lokaler kan man således møde denne elegante udsmykning:

Og med den kulturelle oplevelse vil jeg ønske alle en fantastisk glædelig jul!

Min bliver i år af den romantiske slags: Jeg skal være hos min Lady i rigtig mange dage.

Whoop, whoop!

Mørke

Det er mørkt, når jeg kører på arbejder om morgenen. Og det er sgufandme også mørkt, når jeg kører hjem igen om eftermiddagen. (Breaking news, right?)

Men jeg er selvfølgelig glad for mørket. Til en vis grad altså.

For i mine reflekterende øjeblikke er jeg nået frem til følgende:

Kontraster kan være en gave.

Ville jeg for eksempel elske forår og lyse sommernætter lige så meget, som jeg gør, hvis vi altid havde forår og lyse sommernætter?

Of course not.

Min bror illustrerede det udmærket, da han som lille blev grebet på fersk gerning af tudserne i at stå og knalde hovedet ind i en dør.

"For så er det så dejligt, når jeg holder op," forklarede barnet kløgtigt.

Og det er det samme med vintermørket: Det er fucking skønt, når det holder op!

Det var dagens amatørfilosofiske betragtning. 

You can thank me later (er modtagelig for kontanter og wellnessophold for to).

Syg

Barn 4 på 10 til mor på 47 klokken 23.09: "Mor, jeg har kastet op."

Barn 4 til mor klokken 23.22: "Mor, jeg har kastet op."

Barn 4 til mor klokken 23.34: "Mor, jeg har kastet op."

Barn 4 til mor klokken 23.36: "Mor, jeg er sulten. Må jeg få et stykke stegt flæsk?"

Sådan lød det, lidt bizart måske, lørdag aften fra min datter :-D

Hun havde indledt weekenden med feber fredag. Som blev afløst af hoste lørdag (deraf opkastningerne), der fortsatte søndag (fantastisk weekend). Og mandag, så mor måtte tage barnets første sygedag.

Begyndte så lige at tro, at det gik mod levesiden for det stakkels pus, men blev bragt ud af den vildfarelse i går aftes, hvor hun pludselig fik feber igen.

Dælens osse!

Det er pissetræls for hende at have det sådan.

Og det er også lidt pissetræls for mig. For uanset hvor velbegrundet mit fravær er, kan jeg ikke sige mig fri for at have lidt dårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme.

I nat har jeg så haft selskab i min seng af 1 stk. storhostende, småklynkende, feberhed, over ondt i øret-klagende og om sin egen akse-roterende rotte.

Og er derfor også hjemme i dag.

Mens problem efter problem toner frem:

1. Hvad gør jeg for eksempel af barnet i morgen? Jeg har ret til to børnesygedage. Lucifer kan ikke træde til, da han jo er flyttet til udkantsdanmark (læs: København - og kig bare på et kort; det LIGGER altså i udkanten). Og jeg kan ikke spørge tudserne, da min far efter en livslang og næsten målrettet kæderygende indsats har haft held til at udvikle sygdommen KOL, så det vil være en af verdenshistoriens dårligste idéer at plante ham sammen med lungevirusramte børn. Jeg kan heller ikke holde en feriedag, for i modsætning til de fleste andre danskere har jeg altid tvungen ferie og dermed ingen som helst medbestemmelse.
2. Og hvad gør jeg resten af ugen? Tirsdag sidder jeg altid på skolen og planlægger undervisning. Det er min forberedelsesdag. Og da lærernes arbejdstidsaftale forbyder mig at arbejde hjemme, har jeg naturligvis efterladt alle mine lærebøger på skolen i fredags. Dermed må jeg møde komplet uforberedt til mine timer i morgen.

SHITE!

Ved godt, at jeg ikke har det værre end mange andre enlige mødre til fire.

Sagen er bare den, at jeg ikke er vant til disse problemstillinger, for før i tiden sad jeg hjemme og arbejdede med litteraturoversættelse og kunne sagtens få lidt fra hånden, selv om jeg havde et sygt barn hos mig.

Sådan er det ikke længere.

Pis.

Klejner

Jeg har bagt klejner:

For første gang ever.

De drillede lidt.

I bad standing efter fucking tilfredshed

Der har i de seneste måneder været mange beretninger i medierne om lærernes forringede arbejdsvilkår i forbindelse med folkeskolereformen, der trådte i kraft i år.

Det forlyder, at vi flygter fra vores fag, og ofte træder lærere frem i læserbreve og artikler og nyhedsindslag og fortæller, hvordan de mistrives med deres job.

Senest kunne man for et par uger siden høre, at sygefraværet blandt lærerne er steget med henholdsvis 26 procent i Århus, 31 procent i København og svimlende 40 procent i Odense.

Og det ligger lidt i luften, at man som lærer helst skal være utilfreds med sit job. 

At man ikke er loyal over for kollegerne, hvis man siger, at man trives. At den slags er ret ildeset.

Så det skulle selvfølgelig prøves ;-)

Derfor skrev jeg følgende på Facebook:

Kan læse i alverdens medier, at jeg da vist er ALT for lidt syg  Jeg kan for eksempel slet ikke hamle op med kollegerne i Odense i disciplinen sygedage.

Tør snart ikke sige det, når jeg nu er lærer. Men ... øh ... jeg er altså rigtig glad for mit arbejde 

Mine dage flyver af sted. Jeg er som regel i godt humør, når jeg møder ind, og jeg er sgu også i godt humør, når jeg kører hjem og nyder at holde fri om aftenen og i weekenden.

En af mine elever spurgte mig i fredags, da jeg havde taget et par dansetrin og et enkelt rejehop hen ad gangen, hvor han sad, og dermed havde forstyrret ham håbløst midt i en matematikopgave (hehe), om jeg altid er høj.

Tjoh. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med at være, præcis hvor jeg er 

Shit for en provokation. Åbenbart.

For omgående sprang et par lærere frem i kommentarfeltet og rablede løs om manglende tid til retteopgaver og utilstrækkeligt team-samarbejde og tunge inklusionsopgaver og alt for mange "konfrontationstimer." (Og hvorfor fanden hedder de egentlig det? Det er da et meganegativt ladet ord, der oversat betyder "undervisningslektioner".) 

Og sådan fortsatte de med deres blahblahblah.

Jeg måtte selvfølgelig tage til genmæle i kommentarfeltet:

Havde nok på fornemmelsen, at det kunne være lidt kontroversielt at skrive, at jeg er glad for mit lærerjob  Og jeg vil gerne understrege, at jeg er fuld af medfølelse med og forståelse for de lærere, der mistrives med reformen. Jeg har for eksempel læst rædselshistorier om lærere, hvis forberedelse ligger i blokke a 30 minutter. Det er dælme uforskammet! 

Men sådan er det ikke for mig. Jeg har ingen forberedelsesblokke på under to timer. 

Det er i min optik også en fordel for mig, at jeg er nyuddannet. Jeg er ikke vokset fast i de gamle strukturer. Alt har været nyt for mig og har krævet tilvænning, lige siden jeg begyndte på skolen. Så reformen er så at sige "just another day at the office". 

Selvfølgelig er der også knaster i min egen oplevelse af reformen, men rent personligt kommer jeg bedre igennem reformforløbet, hvis jeg tager ja-hatten på, og jeg har ikke på noget tidspunkt forventet, at alt skulle forløbe gnidningsløst med det samme. Jeg tror, det kommer til at tage år. 

Når jeg skriver, at jeg er glad skal det imidlertid primært ses i lyset af min personlige situation. For 3½ år siden havde jeg således lige lukket mit firma efter 14 år som selvstændig. Krisen havde også ramt forlagene, og jeg fik ganske enkelt ikke opgaver nok. Jeg søgte med lys og lygte, men kunne ikke finde job. På det felt, hvor jeg havde masser af erfaring (litteraturoversættelse), havde jeg ingen uddannelse, og på det felt, hvor jeg havde uddannelse (økonomi og marketing), havde jeg ingen erfaring. Så jeg var henvist til at søge jobs som receptionist og kontorassistent, men heller ikke her kunne jeg bruges. Fordi jeg var overkvalificeret. Så jeg gik rundt og følte mig fuldstændig nytte- og værdiløs, at der ganske simpelt ikke fandtes nogen plads til mig derude i samfundet. Fucking lortesituation. 

Men så fik jeg øje på en annonce for læreruddannelsen. Og jeg valgte at begynde på en frisk, helt tilbage fra square one med ny uddannelse i en alder af medio 40. Og jeg fik nogle fine uddannelsespapirer med mig, og jeg trådte direkte ud i et job. Hvor jeg kan lide at være. Hvor jeg føler, at jeg gør nytte. Hvor jeg mærker, at jeg er værdsat og afholdt. Og jeg er enormt stolt af mig selv. 

Nu kan jeg så se og høre i medierne, at jeg ikke skal være glad for mit job? Ikke på vilkår. Jeg er da superlykkelig for mit job. Det er givende for mig, og uden det havde jeg været på kontanthjælp. Bum.

Jeg fik temmelig mange likes på mit svar. Men sjovt nok ikke fra nogen lærere ;-)

Så nu har jeg nok bragt mig i bad standing hos lærerstanden med al min fucking tilfredshed.

Toiletoplevelser

Forstår bare ikke, hvorfor Barn 3 på 16 absolut tror, han skal DØ, bare fordi han kommer forbi toilettet, mens Mutti sidder derude og ikke har lukket døren.

Sippede barn.

:-D

Penge eller kærlighed?

Damn, sådan nogle elever kan være dumme pengefikserede.

I 8. klasse arbejder vi for eksempel med temaet fame for tiden. Det giver mange snakke om berømtheder og penge.

Og i den forbindelse viste jeg dem en fotoserie af Lucifers hus, som er en kæmpe motherfucker af en luksusvilla i et pænt kvarter.

Det er faktisk en overordentlig dyr og overordentlig flot upper-middle-class-blærerøvs-bolig, hvor jeg har boet i 15 år. 

Og hold nu kæft, hvor blev mine elever forbavsede, da de så billederne. Jeg tror ikke, jeg normalt fremstår som en person, der kunne høre hjemme sådan et sted. Langt fra. Der er alt for lidt prinsesse og for meget Klodshans i mig til, at min fremtoning vækker den slags associationer.

Så de undrede sig.

Først troede de, at lærere må være ret pænt aflønnet (HA!). Og da jeg så havde bragt dem ud af den vildfarelse og fortalt dem, at jeg sandelig ikke havde tjent pengene selv, måtte de højlydt undre sig over, hvordan jeg nogensinde havde kunnet finde på at vende så mange penge ryggen.

Det var vist det dummeste, de havde hørt i hele deres lange 13-årige liv.

Jeg måtte da have haft fis i kasketten, når jeg kunne finde på at forlade så rig en mand. Og så KUN for en dame?!

Hmmm ...

Ved sgu ikke, om jeg kan overbevise dem om, at der findes ting i verden, der har større værdi end penge. For eksempel at finde fortryllelse i sit parforhold.

Men jeg gør et hæderligt forsøg.

Stegt flæsk

Har længe haft mistanken.

Og nu er den bekræftet:

Jeg ER det mest impulsstyrede væsen i verdenshistorien. Bum!

Så således dette billede tone frem på min computerskærm i eftermiddags, da jeg tilfældigt kiggede på Jyllands-Postens online udgave:

Og gæt så, hvad jeg lagde i kurven i Rema 1000 ti minutter senere.

Fuck altså!

Jeg laver sgudda aldrig stegt flæsk med persillesovs.

Tænker, det er en fantastisk idé at bruge cookies mod mig. Jeg er bare FOR nem.

Hrmpf.

Note til mig selv

Kære Frue

Når du har en elev og hendes forældre til skole-hjem-samtale, og du gerne vil have pågældende elev til at sige mere i timerne, så LAD VÆRE med at bede hende om at give dig fingeren lidt oftere.

Forældre ser så mærkelige ud i ansigtet, når du siger den slags.

Kærlig hilsen
Mig Selv

I fisk

Har haft en hel del fisk med i skole i dag. Tænker, jeg måske kan sælge dem. På lærerværelset. Her op til jul.

Der er masser at tage af. Og også andre dyr. Katte, giraffer, skildpadder, ænder og krokodiller to name a few.

Faktisk har jeg SYV KASSER fyldt med dyr i garagen.

Det har jeg, fordi jeg for nogle år siden havde bestemt, at jeg ville gøre mig rig ved at blive importmogul. Intet mindre kunne gøre det.

ImportMO-fucking-GUL!

Derfor investerede jeg i et parti eksotiske, håndskårne træting fra Bali, hvoraf jeg lagde nogle i en picnickuffert, som jeg havde lånt af mine forældre, og marcherede lige ind i Randers Regnskov.

Her solgte jeg for 558 kroner, mens indkøbschefen forsøgte at holde masken.

I Odense Zoo gik det på samme måde med indtjeningen. Øh ... selvfølgelig fratrukket det brændstof, den tid og den slitage på bilen, som det koster at tilbagelægge de 300 kilometer til og fra Odense.

Så gad jeg ikke det der importmoguleri mere. 

Det var sgu en skodmåde at blive rig på.

Og dermed får mine gode kolleger på lærerværelset altså chancen for at få neglene i et par billige kalender-/pakkespils-/julegaver.

Her er en giraf:

Og her er en krokodille og nogle skildpadder:

Og her er nogle flotte blyanter med katte og fisk:

Jep.

Creepy

Hold nu kæft for et bizart væsen, jeg har mødt i dag. Det er fandme uhyggeligt.

Prøv for eksempel at forestille dig en mand et sted i halvtredserne.

Han er høj og tynd som en strikkepind og har nogenlunde samme figur.

Hans brune garbadinebukser er trukket godt op over navlen og strammet til med en livrem, hvor andre mennesker har en talje. 

For enden af hans slanke fingre sidder en række lange negle. LANGE negle. Og med disse fingre og disse negle trækker han hele tiden ud i den løse hud på halsen. YUCK!

På hovedet har han hentehår, der bliver ved med at glide ned foran det ene tykke brilleglas.

Munden er fuld af skæve, gulnede tænder, og så lugter han af gammel piberøg.

Hans kontor lugter derimod indelukket og tungt af støvede bøger.

Alting ved og omkring ham har kort fortalt et tydeligt præg af hengemthed.

Og hans job?

Han er arkivar på et lokalhistorisk arkiv. Og han er præcis lige så vindtør som sit job.

GYS!

Se, HAN var creepy. Og det mente mine elever også. Eller som en af dem sagde efter besøget:

"Jeg tror, det er mænd som ham, der har fået dig til at blive lesbisk."

Hmm, hvis ikke den slags var usandt, så ville jeg nok give hende ret. Tror næsten, han kunne gøre hvem som helst lesbisk.

Lidt om indoktrineret intolerance

Fik da lige en øjenåbner forleden dag.

Stod og snakkede med en klasse om en film, vi så i sidste uge. Eleverne skulle give en karakteristik af en af personerne, som var homoseksuel og havde visse emotionelle vanskeligheder med erkendelsen af det.

Pludselig siger en dreng på forreste række i klassen følgende:

"Well, homosexuality is a choice, you know."

Og han sagde det tilmed fuldstændig nøgternt. For ham lod det til blot at være en konstatering, en henkastet ytring af et almenkendt og fuldstændig indlysende faktum.

"Excuse me," svarede jeg, "I don't think I heard you right."

Hvorpå drengen gentog sin utrolige påstand.

Og så fulgte ellers en længere diskussion. Tænkte, at mine udsagn og mine beskrivelser af egne oplevelser måtte være ret overbevisende. 

Da jeg jo ER homoseksuel altså. Prøver det på egen krop og i eget sind.

Og har følt mig anderledes, siden jeg knap kunne gå.

Men drengen var ikke til at rokke. Han stod fuldstændig fast. Som sømmet fast til linoleumsgulvet.

Jeg kunne åbenbart bare have VALGT at elske en mand. For venskabelige følelser ER kærlighed, måtte jeg forstå.

Tjoh, måtte jeg medgive ham, men det er jo ikke kærlighed som i rigtig fortryllende, romantisk forelskelse som den, Ladyen lader mig føle. (Og det burde jeg altså vide, fordi jeg har været sammen med en mand i mere end 20 år.)

Nej, men det ville det nok udvikle sig til.

Og sådan fortsatte vi i nogen tid, mens jeg undrede mig mere og mere, for jeg har aldrig før diskuteret med nogen, der var SÅ fastlåst i SÅ forvrængede holdninger. Og jeg følte min seksuelle orientering ret kompromitteret. 

Hvis seksualitet var et frit valg, havde jeg nok ikke satset på den version, som i mange år fik mig til at gå og skamme mig over mig selv, og som jeg hver eneste fucking dag må lægge øre til nedsættende bemærkninger om. Det måtte jeg vel kunne bringe ham til at forstå!

Øh ... indtil noget gik op for mig altså.

For pludselig kom jeg i tanker om, at en kollega for flere måneder siden i en lille bibemærkning havde nævnt, at en dreng i omtalte klasse er Jehovas vidne.

AHA! Mystery solved!

Hvorpå jeg naturligvis kastede håndklædet i ringen. Der var intet at stille op. Medlemmer af den sekt er jo blevet hjernevasket med intolerance siden fødslen. I grunden ikke særlig næstekærligt, if you ask me.

Gled dog elegant ud af diskussionen ved at sige, at vi nok aldrig vil blive enige, men at jeg naturligvis respekterer, at han har en anden mening end jeg.

Case closed.

Lidt om finske frimærker og bindegale russere

I Finland har de nogle flotte frimærker.

Og i Rusland har de nogle bindegale politikere.

Det kan give en spændende cocktail. Som for eksempel denne:

I artiklen i The Moscow Times står, at homofjendske hr. Milonov, som stod i spidsen for indførelsen af den ret omdiskuterede russiske antihomopropagandalov fra 2013, har bedt det russiske postvæsen om at sørge for, at breve frankeret med erotiske homomotiver fra Finland ikke omdeles.

Og til det finske folk, som han (måske i et lettere truende tonefald?) kalder "vores tætte naboer" (GYS!),  siger han, at han på det kraftigste vil opfordre til, at man afstår fra at benytte frimærkerne.

Finnerne er derimod begejstrede for deres nye frimærker, som naturligvis var forudbestilt i titusindvis allerede inden udgivelsen.

Til det kan jeg kun sige YAY! og opfordrer hermed Post Danmark til mere nytænkning ud i frimærkedesign.

Hehe. 

Lebbesnakke med teenagere

Begynder lige et helt andet sted, end overskriften antyder.

Med tysk på 9. årgang i går morges. 

Ifølge folkeskolereformen skal alle elever have 45 minutters bevægelse dagligt. Og det er alle læreres ansvar, at den bestemmelse føres ud i livet.

Så jeg skal altså tilbyde mine elever cirka 4-5 minutters bevægelse pr. lektion, hvis det skal gå op.

HADER den fucking bevægelse! 

Inden alle får rejst sig og forlader lokalet, får gennemført deres bevægelse og finder tilbage på plads, er der altid gået mindst 15 minutter. Og så skal de bagefter genfinde roen og koncentrationen og huske, hvor det var, de kom til rent fagligt, inden de forlod lokalet for at få deres lortebevægelse.

Pis.

Når man er en gammel udspekuleret rotte som jeg, regner man imidlertid hurtigt ud, at bevægelsen kan lægges i blokke. 

Så jeg havde reserveret en gymnastiksal i første lektion i går morges for at motionere 9C i 20 minutter, hvilket dækker alle mine lektioner i den klasse i denne uge.

For så blot at konstatere, at en havde ondt i foden, en havde ondt i knæet, en havde ondt i maven, en havde ondt i en piercing, en kunne ikke lade være med at hænge i trapezen, og fire bare ikke gad være med.

Så jeg stod tilbage med to ret indskrumpede hold, der modstræbende indlod sig på en omgang høvdingbold og tilsyneladende satte en ære i at lade alt løb foregå i gang.

For SATAN, hvor er de sløve, de 9.-klasser. De ligner sgu en flok plejehjemsbeboere.

Dobbeltpis.

Og med det lille syrlige drop klemt ud, kan jeg koncentrere mig om at følge min egen overskrift.

For jeg må igen konstatere, at mine elever generelt har et skønt, åbenhjertigt forhold til den kendsgerning, at jeg er homoseksuel.

Som for eksempel i 8B i fredags.

"Har du hørt om den 13-årige pige, der har begået selvmord, Frau Königin?"  sagde en elev. (Det har jeg sagt, de skal kalde mig, og det gør de også somme tider. Medmindre de kalder mig Ninja, men det er en anden historie.)

"Nej, det har jeg ikke. Hvad var der lige med hende?" spurgte dronningen tilbage.

"Hun troede, at hun var lesbisk, og det var hun ked af," forklarede han.

"Hmm, det kan være, at hun ikke havde nogen homoseksuelle i sit nærmiljø, som hun kunne læne sig op ad. Det kunne måske have været godt for hende," svarede jeg.

"Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var lesbisk?" lød det så fra min elev. Og nu havde vi efterhånden hele klassens opmærksomhed.

"Jeg var vel et sted i 30erne, da det rigtig gik op for mig," svarede jeg. Men man er jo født sådan, og jeg var ret forvirret, da jeg var på jeres alder, for jeg havde heller ingen homoseksuelle i mit miljø, som kunne fortælle mig, at der ikke var noget galt med mig."  

"Hvordan opdagede du det så?"

"Jeg forelskede mig i en kvinde," sagde jeg og nød, hvordan samtlige elevers ører nu stod på stilke. Kærlighed og seksualitet er et ret tidløst emne, tænker jeg.

"Har du så aldrig været sammen med en mand?" fortsatte min elev.

"Jeg har været gift med en, som jeg har fire børn med."

"Er du glad for penge?"

Øh? 

Jeg fornemmede, at dialogen var ved at tage en drejning, og at homotemaet lå bag os.

Men det dukkede op igen senere på dagen, da jeg skulle undervise 8A.

Her var eleverne i færd med at lave plancher med tøjannoncer på tysk. De skulle klippe tøjbilleder ud og skrive annoncetekster og klistre det hele på et stykke farvestrålende karton.

Nogle havde fundet modelbilleder med særdeles veltrimmede og ret letpåklædte mænd og kvinder. Det viser sig, at englebasserne på 8. årgang sjovt nok føler sig draget af at producere undertøjsannoncer. 

Featuring six-packs og siliconebryster.

"Se," sagde en af drengene og fremviste et formentlig stærkt Photoshop-redigeret pragteksemplar af en modelmand med nøgen overkrop. "Hvad synes du om ham?"

"Hold da op, hvor er han flot," svarede jeg naturligvis.

"Ja," sagde drengen, "det er måske lige ved, at du bliver heteroseksuel, når du ser sådan en mand?"

Never in a lifetime, sweetie, haha.

Så sluttede sidste lektion, og jeg kørte hjem og var glad for dagens ordvekslinger. 

Skriver ikke

Ingen blogindlæg fra mig i dag (skriver jeg så i et blogindlæg).

Kørte hjemmefra klokken 6.55 i morges og kan velsagtens være hjemme igen ved 21-tiden.

Det giver en arbejdsdag på godt og vel 14 timer inklusive transport.

Tænker, at jeg ruller om på skjoldet foran fjernsynet fra 21.00 til 21.45, hvorpå jeg skal skynde mig at sove, fordi jeg skal tidligt op og på arbejde.

Jeg blev rystet over de verbale stokkeslag, der i netavisernes online-debatter blev slynget mod lærerne under "forhandlingerne" om lærernes arbejdstid sidste år.

Lærerne var nogle dovne svin, lød det fra mange af BTs læsere.

Jeg føler mig ikke den mindste smule doven.

Bum.

 

Tak til større supermarkedskæde

Har lige været en tur i Rema 1000.

Rema 1000 harmonerer fint med mine indkøbspræferencer, da jeg her kan købe gode varer til en ret lav pris.

Til sammenligning handler jeg næsten aldrig i Føtex, fordi man her kan købe gode varer til en ret HØJ pris.

På årsbasis kan en standardfamilie således spare op til 24.000 gode danske spir ved konsekvent at vælge Rema 1000 frem for Føtex.

Det har jeg læst.

Og det svarer til 14.400 ruller tilbudstoiletpapir eller en uges charterferie til Gran Canaria for fem personer.

Og hvem vil måske ikke hellere til Gran Canaria (eller kunne tørre måsen utrolig mange gange) end handle i Føtex?

Så det er altså Rema 1000 til mig, og i dag fik jeg oven i købet et grin med hjem.

For prøv bare at se, hvad man kan købe i ovennævnte og af bloggeren højt besungne butik:

Lede lyskæder!

Høhø.

Så mangler vi bare et godt tilbud på kyniske kalenderlys og afstumpede adventskranse.  

Har en date i morgen. Eller ting der gør skolelæreren glad.

Yep, har en date i morgen ;-)

Med undervisningsministeren.

Yep.

Det tåler gentagelse: med undervisningsministeren.

Hehe.

Men det er nu hverken, fordi jeg tror, at fru Antorini er lesbisk, eller fordi det er slut mellem min Lady og mig.

Det er, fordi jeg skal til årsmøde. I Privatskoleforeningen. 

Som medlem af bestyrelsen på mine børns skole er jeg nemlig inviteret helt til Nyborg fra fredag til lørdag. Hvor jeg altså i morgen vil lægge øre til undervisningsministeren, som skal holde et indlæg for forsamlingen.

Det skal blive spændende at høre, hvad hun synes om reformen.

Tror nu ikke, hun kan gøre mig våd i trussen. Som folkeskolelærer er jeg ikke hendes største fan. 

Bum.

Men to positive ting er der allerede kommet ud af årsmødet:

Jeg skal have fri fra skole i morgen, og mine elever er kede af at skulle have vikar.

Me like :-D

Ting der gør lebben glad

Kom forleden dag forbi dette kunstværk på væggen i et hus:

Hehe.

Det er fandme skønt med en regnbue nu og da :-D

Om tudser og børneopdragelse

Det har hidtil været tudsefri uge (tudserne = mine aldrende forældre) her på min ret så nyindkøbte forstadsmatrikel.

Siden juli har de ellers været her næsten hver dag. De har malet og lagt trægulv i huset, og jeg er mildt sagt imponeret over, at det er lykkedes dem at gøre gulvet færdigt. De mangler kun ganske få fodlister omkring pejsen, og så er den ged sgu barberet :-)

Så det er klart, at jeg står i en helt astronomisk høj taknemlighedsgæld til dem.

Derfor er jeg også rigtig dårlig til at sige fra (og så måske fordi jeg er en af de mest konfliktsky små kyllinger i verdenshistorien).

Men for dælen altså nogle pædagogiske metoder, de har.

Et eksempel:

1. Barn 4 på 10 har glemt at lægge et par underbukser i vasketøjskurven og i stedet efterladt dem på gulvet på sit nye værelse.
2. Mormor finder dem og synes, det er TOTALT upassende, at de ligger der.
3. Barn 4 slår dynen i sin seng til side samme dags aften for at lægge sig til at sove og opdager til sin undren, at mormor har lagt de beskidte underbukser op i sengen med det ret så nyvaskede sengetøj.
4. Barn 4 har ikke siden efterladt sine underbukser på gulvet, når hun har vidst, at mormor ville gøre sin entre i en nær fremtid (mens hun ikke har været helt så disciplineret, når mormor har været på sikker afstand).

 Et andet eksempel:

1. Barn 4 kommer op at toppes med sin kusine under vores nyligt overståede familieferie i sidste uge.
2. Min søster trækker sin datter til side og irettesætter pædagogisk.
3. Min mor trækker MIN datter til side og irettesætter med et fast greb om hendes håndled, inden jeg selv når at håndtere barnet.

Et tredje eksempel:

1. De to kusiner er igen kommet på kant med hinanden under sidste uges familieferie. Denne gang fysisk.
2. Jeg indfinder mig på skuepladsen et splitsekund senere.
3. Og opdager, at min far allerede er GODT i gang med at give min datter en ordentlig overhaling. Ikke min søsters datter. MIN datter.
4. Et øjeblik senere beordrer han hende ud i køkkenet for at hente en klud, så hun kan fjerne nogle gamle fedtpletter fra en skabslåge i det hus, vi havde lejet til ferien. Det skal velsagtens forstås som en slags straf, men barnet undrer sig tydeligvis og kan ikke se sammenhængen. Hvortil min far siger: "Nej, det er nok for meget at forvente, at du kan finde ud af det."
5. Jeg får af vidner til episoden mellem de to kusiner at vide, at det ikke var MIT barn, der begyndte med at slå.

Pyhada.

Samtidig har jeg en veninde, hvis barn jeg selv ikke en gang ville bede om at hjælpe med borddækning eller andet praktisk. Fordi min veninde har givet udtryk for, at hun føler sin moderrolle invaderet, hvis andre giver barnet direktiver. Den slags skal hun nok klare selv.

To yderpunkter i det samme spektrum.

Men det kan godt være, at min veninde har mere ret i sin tilgang, end jeg har i min, for jeg må tilstå, at jeg faktisk føler mig krænket, når mine forældre træder ind på mit territorium som i eksemplerne ovenfor.

Det er på tide

Hvis du ikke tidligere har hørt Hozier synge Take Me To Church og set hans video, er det på tide.

Videoen er et stærkt statement imod homofobi, og sangen er pissegod og giver mig kuldegysninger og tårer i øjnene.

Please enjoy.

Lidt om selfies

Jeg bliver nok aldrig en glødende tilhænger af begrebet selfies. 

Det er selvfølgelig okay at tage et billede af sig selv. 

Det har jeg da også gjort. Og sendt dem til Ladyen. (Nogle af dem tilmed af nøgne kropsdele, jeg ikke sædvanligvis sender billeder af til folk ;-))

Helle Thorning gør det også. Selv til begravelser.

Og jeg tænker, at når folk nede fra mig selv og op til statsministerinden helt oppe i spidsen af den sociale trekant gør det, så må det være et ret almindeligt fænomen.

Og at hvis ingen gjorde det, så ville apps som for eksempel Snapchat velsagtens kun have begrænset succes.

Men når det er sagt, så synes jeg, det er lidt sørgeligt, at så mange mennesker rundt omkring åbenbart har massiv fokus på sig selv en stor del af tiden. Som jeg har både læst i medierne og set hos mine elever.

Og var det så bare ægte øjebliksbilleder. Men det er så fucking perfekt. 

Ingen kiksede og uelegante positurer her. Makeuppen sidder upåklageligt. Udtrykket i ansigtet er nøje konstrueret. Og man gør det igen og igen. Klik, klik, klik. Og sender videre til vennerne. Selviscenesættelse i høj potens. 

Ret idiotisk og falsk, if you ask me.

Well guys, nu har jeg så mødt denne selviscenesættelse i en endnu mere idiotisk form: the selfie stick.

En selfie stick er kort fortalt en stang på cirka en meter, hvor man i den ene ende kan montere sin mobiltelefon eller sit kamera. På den måde kan man altså forlænge sin arm, så kameraet kommer på større afstand, inden man knipser sig selv.

Dybest set måske ikke så ny en idé. Og måske heller ikke så idiotisk.

Før mobiltelefoner og iPads har vi jo i mange år haft kameraer med selvudløserfunktioner, der blandt andet var opfundet med samme sigte: Man kan sætte kameraet til at tage et billede, som man selv kan nå at springe ind i.

Men hold nu kæft, hvor bliver det idiotisk, når man går rundt på gaden i fantastiske Barcelona og suger indtryk til sig. Og gang på gang støder på japanere (sjovt nok), der render rundt med deres mobiltelefoner på en lang pind og skyder selviscenesættende film.

Disse japanere kan naturligvis ikke fjerne blikket fra telefonen i så meget som et øjeblik, for hvis de ikke er opmærksomme på deres kamera, glider de måske ud af fokus og forsvinder fra filmen. Tænker, at der kun skal en lillebitte uheldig håndbevægelse til, for at kameraet optager noget helt andet end dem selv.

Gad vide, om de har tænkt på, at de via deres optagethed af mobiltelefonen på stangen kun oplever verden på en mikroskopisk skærm. Og kun ser de ting, de allerede ER kommet forbi.

Suk.

Øffer lidt

Øffer sgu lidt over Ryanair.

Jeg har lige checket ind til på lørdag, hvor rotterne og jeg og tudserne og brormand på 54 og hans familie og lille søs på 36 og hendes familie rejser til Barcelona i et stort familiesammenkog. 

Kald os bare Stroganoff ;-)

Og hold nu ved, hvor skal man vide, hvilke knapper man skal trykke på hos netop dette flyselskab for ikke at komme til at tilkøbe et eller andet i processen. 

En kabinekuffert eller en udlejningsbil eller et hotelværelse. Eller bustransport til et sted, hvor man slet ikke skal hen.

Eller betale et sindssygt gebyr for en obskur service, der ikke rigtig er til at få øje på.

Da jeg for et par år siden skulle rejse til London med Barn 1, kom jeg således til at bestille fly på den forkerte udrejsedato.

Flybilletterne kostede 149 kroner pr person. 

Men gebyret for at ændre udrejsedato beløb sig til FUCKING 800 KRONER.

Shit.

Og prøv så lige at checke en kuffert ind. Det koster mere end at købe billet til et levende menneske.

Misforstå mig dog ikke: Bortset fra at Ryanair betaler deres medarbejdere sulteløn og stiller fuldstændig urimelige krav i deres kontrakter, har jeg ikke noget imod selskabet. For hvem har dog noget imod billige flybilletter?

Men FUCK, hvor skal man altså have tungen lige i munden for at navigere med mindst mulige omkostninger i deres komplekse, omsætningsgenererende cyberunivers.

Tænker her især på mine naive aldrende forældre, som ikke er vant til netplattenslagere. Håber sgu, de får checket ind hos Ryanair uden at skaffe sig en udlejningsbil oven i den, de allerede har bestilt ved Interrent.

Gårdvagt

Tirsdag.

Gårdvagt i spisepausen.

Øh ...

... har du bemærket vejret i dag?

Pis.

To formildende omstændigheder:

1. Der var ingen børn på legepladsen. De små englebasser ville åbenbart ikke byde sig selv et udendørs ophold i lortevejret. Dermed nul behov for konfliktløsning eller behandling af skrammede knæ.
2. Kom først i kapløbet med de andre gårdvagter om den ene af to i anledning af vejret aldeles eftertragtede gårdvagtsjakker. Eat my dirt, motherfuckers, muahahahaaahh!

Og hold nu kæft, hvor er man sexet i disse jakker. Min skole er nemlig omkostningsbevidst, så jakkerne forefindes kun i størrelse "one size fits all". Tænker, der har været rabat på den størrelse.

Hvilket altså betyder XXXL (der skal jo være plads til øldunke og gravide maver) og knælange ærmer. 

Den lidt kiksede dimension opvejes til gengæld af en utrolig rap farvesammensætning.

Et blik ned ad mig selv afslørede således ...

... en mutation mellem Cirkus Arena og Statens Vejvæsen.

Charming.

Well, thanx a lot, Mum

Min mors timing er fantastisk.

Fabelhaft!

Prøv at se, hvad hun havde lagt på mit køkkenbord, da jeg i dag kom hjem fra Institutionen (læs: den skole, hvor jeg arbejder):

Det er Jyllands-Posten, som skriver ... jaøh ... det kan du jo selv læse.

Og det er jeg da virkelig SUPER taknemlig for! I særdeleshed nu, hvor jeg for et øjeblik siden har malet køkkenloftet i mit nye hus kridhvidt.

Jeg har også købt lys maling til væggene, men måske skulle jeg overveje at lade dem stå i det smarte og opløftende 70er-look i nikotinnuance, de har lige nu:

I øvrigt godt underbygget af klinkerne på den nederste del.

Og hvis jeg så bare køber sorte skabselementer, står jeg faktisk allerforrest i modebussen, guys.

Øh, såfremt jeg altså lige maler loftet om.

Hrmpf!

Og det samme gælder velsagtens min stue, hvor jeg bør ændre min nylagte parket i hvidpigmenteret ask tilbage til de mørke gulvtæpper, der lå der, da jeg overtog huset.

Loftsmalingen i stuen kan jeg også sagtens ændre tilbage. Jeg er jo ikke helt færdig. For eksempel har jeg endnu ikke malet disse to arealer:

Eller situationen beskrevet med andre ord: argh, argh, argh!

Nå, men hvem gider også være trendy? 

Og bare jeg venter 30 år, så er mine lyse farver inde i varmen igen.

Yup!

Så jeg vil rette en varm tak til min mor for at gøre mig opmærksom på, at jeg midt i istandsættelsen af mit nyindkøbte slot er på vej mod en totalt forældet stil.

Jeg er næsten lige så taknemlig som dengang for et par måneder siden, hvor hun på køkkenbordet deponerede en artikel om nye typer af huslån, der var meget billigere end det, jeg netop havde skrevet under på.

Pis.