Så er jeg her igen. På din skærm.
Hehe :-)
Jeg har ellers været mere fraværende, end jeg plejer. Tror, det er, fordi det har været svært at finde alenetid på det seneste, og det er jo nødvendigt, når ingen må vide, at jeg skriver her.
Forklaring: Barn 4 har været syg og hjemme fra skole i de sidste to uger. Så mange dagtimer er gået med pendling mellem køkken og sofa med te, toast, snolder, frugt, krammere, penicillin, hostesaft og smertestillende piller.
Og nætterne er gået med selskab i min dobbeltseng. Ikke af Ladyen, men af et stk. storhostende, småklynkende, feberhed og om sin egen akse-roterende rotte.
Shit.
Derudover har jeg naturligvis taget mig af alle mine englebasser i skolen, som i hele den seneste uge har været en flok svært motiverbare beasty boys and girls. Big time ferietrængende, tænker jeg.
Men nu har jeg fred for dem. Som det dovne svin af en folkeskolelærer, jeg er, har jeg i år 16 fortryllende dages juleferie, og ikke et sekund skal bruges på arbejde.
Øh ... bortset lige fra nu altså, hvor jeg vil se tilbage på arbejdsåret, der gik (det er så trendy med årskavalkader i denne tid):
Og min årskavalkade må nødvendigvis omfatte spørgsmål og kommentarer serveret uindpakket af elever i 2014:
"Er det rigtigt, at du er lebbe?"
"Hvad hedder hun?"
"Hvad laver hun?"
"Hvor gammel er hun?"
"Det er ikke sådan noget Anne Linnet-noget, vel?"
"Hvor har I mødt hinanden?"
"Skal I giftes?"
"Hvis I skal giftes, skal I så begge to have kjole på?"
"Hvornår opdagede du, at du er lebbe?"
"Hvorfor bor I ikke sammen?"
"Homoseksualitet er et valg." (Kommer som regel fra medlemmer af Jehovas Vidner.)
"Hvad synes du om Putin?"
"Fucking homo!"
"Det er ikke personligt ment, når vi siger 'fucking homo'."
Hold nu op for nogle åbenhjertige mennesker, jeg møder i min hverdag, haha.
Og gad vide, om mine heteroseksuelle kolleger er genstand for samme interesse? ("Fucking hetero"?) I think not.
Derudover kan jeg melde, at 8. klasse i år er nøjagtig lige så sexfikseret som 8. klasser op i gennem historien formentlig har været det.
På væggen i et af deres lokaler kan man således møde denne elegante udsmykning:
Og med den kulturelle oplevelse vil jeg ønske alle en fantastisk glædelig jul!
Min bliver i år af den romantiske slags: Jeg skal være hos min Lady i rigtig mange dage.
Whoop, whoop!
mandag den 22. december 2014
onsdag den 10. december 2014
Mørke
Det er mørkt, når jeg kører på arbejder om morgenen. Og det er sgufandme også mørkt, når jeg kører hjem igen om eftermiddagen. (Breaking news, right?)
Men jeg er selvfølgelig glad for mørket. Til en vis grad altså.
For i mine reflekterende øjeblikke er jeg nået frem til følgende:
Kontraster kan være en gave.
Ville jeg for eksempel elske forår og lyse sommernætter lige så meget, som jeg gør, hvis vi altid havde forår og lyse sommernætter?
Of course not.
Min bror illustrerede det udmærket, da han som lille blev grebet på fersk gerning af tudserne i at stå og knalde hovedet ind i en dør.
"For så er det så dejligt, når jeg holder op," forklarede barnet kløgtigt.
Og det er det samme med vintermørket: Det er fucking skønt, når det holder op!
Det var dagens amatørfilosofiske betragtning.
You can thank me later (er modtagelig for kontanter og wellnessophold for to).
Men jeg er selvfølgelig glad for mørket. Til en vis grad altså.
For i mine reflekterende øjeblikke er jeg nået frem til følgende:
Kontraster kan være en gave.
Ville jeg for eksempel elske forår og lyse sommernætter lige så meget, som jeg gør, hvis vi altid havde forår og lyse sommernætter?
Of course not.
Min bror illustrerede det udmærket, da han som lille blev grebet på fersk gerning af tudserne i at stå og knalde hovedet ind i en dør.
"For så er det så dejligt, når jeg holder op," forklarede barnet kløgtigt.
Og det er det samme med vintermørket: Det er fucking skønt, når det holder op!
Det var dagens amatørfilosofiske betragtning.
You can thank me later (er modtagelig for kontanter og wellnessophold for to).
Etiketter:
Hrmpf!,
Job,
Natur,
Refleksioner,
Tudserne
tirsdag den 9. december 2014
Syg
Barn 4 på 10 til mor på 47 klokken 23.09: "Mor, jeg har kastet op."
Barn 4 til mor klokken 23.22: "Mor, jeg har kastet op."
Barn 4 til mor klokken 23.34: "Mor, jeg har kastet op."
Barn 4 til mor klokken 23.36: "Mor, jeg er sulten. Må jeg få et stykke stegt flæsk?"
Sådan lød det, lidt bizart måske, lørdag aften fra min datter :-D
Hun havde indledt weekenden med feber fredag. Som blev afløst af hoste lørdag (deraf opkastningerne), der fortsatte søndag (fantastisk weekend). Og mandag, så mor måtte tage barnets første sygedag.
Begyndte så lige at tro, at det gik mod levesiden for det stakkels pus, men blev bragt ud af den vildfarelse i går aftes, hvor hun pludselig fik feber igen.
Dælens osse!
Det er pissetræls for hende at have det sådan.
Og det er også lidt pissetræls for mig. For uanset hvor velbegrundet mit fravær er, kan jeg ikke sige mig fri for at have lidt dårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme.
I nat har jeg så haft selskab i min seng af 1 stk. storhostende, småklynkende, feberhed, over ondt i øret-klagende og om sin egen akse-roterende rotte.
Og er derfor også hjemme i dag.
Mens problem efter problem toner frem:
Ved godt, at jeg ikke har det værre end mange andre enlige mødre til fire.
Sagen er bare den, at jeg ikke er vant til disse problemstillinger, for før i tiden sad jeg hjemme og arbejdede med litteraturoversættelse og kunne sagtens få lidt fra hånden, selv om jeg havde et sygt barn hos mig.
Sådan er det ikke længere.
Pis.
Barn 4 til mor klokken 23.22: "Mor, jeg har kastet op."
Barn 4 til mor klokken 23.34: "Mor, jeg har kastet op."
Barn 4 til mor klokken 23.36: "Mor, jeg er sulten. Må jeg få et stykke stegt flæsk?"
Sådan lød det, lidt bizart måske, lørdag aften fra min datter :-D
Hun havde indledt weekenden med feber fredag. Som blev afløst af hoste lørdag (deraf opkastningerne), der fortsatte søndag (fantastisk weekend). Og mandag, så mor måtte tage barnets første sygedag.
Begyndte så lige at tro, at det gik mod levesiden for det stakkels pus, men blev bragt ud af den vildfarelse i går aftes, hvor hun pludselig fik feber igen.
Dælens osse!
Det er pissetræls for hende at have det sådan.
Og det er også lidt pissetræls for mig. For uanset hvor velbegrundet mit fravær er, kan jeg ikke sige mig fri for at have lidt dårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme.
I nat har jeg så haft selskab i min seng af 1 stk. storhostende, småklynkende, feberhed, over ondt i øret-klagende og om sin egen akse-roterende rotte.
Og er derfor også hjemme i dag.
Mens problem efter problem toner frem:
- Hvad gør jeg for eksempel af barnet i morgen? Jeg har ret til to børnesygedage. Lucifer kan ikke træde til, da han jo er flyttet til udkantsdanmark (læs: København - og kig bare på et kort; det LIGGER altså i udkanten). Og jeg kan ikke spørge tudserne, da min far efter en livslang og næsten målrettet kæderygende indsats har haft held til at udvikle sygdommen KOL, så det vil være en af verdenshistoriens dårligste idéer at plante ham sammen med lungevirusramte børn. Jeg kan heller ikke holde en feriedag, for i modsætning til de fleste andre danskere har jeg altid tvungen ferie og dermed ingen som helst medbestemmelse.
- Og hvad gør jeg resten af ugen? Tirsdag sidder jeg altid på skolen og planlægger undervisning. Det er min forberedelsesdag. Og da lærernes arbejdstidsaftale forbyder mig at arbejde hjemme, har jeg naturligvis efterladt alle mine lærebøger på skolen i fredags. Dermed må jeg møde komplet uforberedt til mine timer i morgen.
Ved godt, at jeg ikke har det værre end mange andre enlige mødre til fire.
Sagen er bare den, at jeg ikke er vant til disse problemstillinger, for før i tiden sad jeg hjemme og arbejdede med litteraturoversættelse og kunne sagtens få lidt fra hånden, selv om jeg havde et sygt barn hos mig.
Sådan er det ikke længere.
Pis.
mandag den 8. december 2014
fredag den 5. december 2014
I bad standing efter fucking tilfredshed
Der har i de seneste måneder været mange beretninger i medierne om lærernes forringede arbejdsvilkår i forbindelse med folkeskolereformen, der trådte i kraft i år.
Det forlyder, at vi flygter fra vores fag, og ofte træder lærere frem i læserbreve og artikler og nyhedsindslag og fortæller, hvordan de mistrives med deres job.
Senest kunne man for et par uger siden høre, at sygefraværet blandt lærerne er steget med henholdsvis 26 procent i Århus, 31 procent i København og svimlende 40 procent i Odense.
Og det ligger lidt i luften, at man som lærer helst skal være utilfreds med sit job.
At man ikke er loyal over for kollegerne, hvis man siger, at man trives. At den slags er ret ildeset.
Så det skulle selvfølgelig prøves ;-)
Derfor skrev jeg følgende på Facebook:
Shit for en provokation. Åbenbart.
For omgående sprang et par lærere frem i kommentarfeltet og rablede løs om manglende tid til retteopgaver og utilstrækkeligt team-samarbejde og tunge inklusionsopgaver og alt for mange "konfrontationstimer." (Og hvorfor fanden hedder de egentlig det? Det er da et meganegativt ladet ord, der oversat betyder "undervisningslektioner".)
Og sådan fortsatte de med deres blahblahblah.
Jeg måtte selvfølgelig tage til genmæle i kommentarfeltet:
Havde nok på fornemmelsen, at det kunne være lidt kontroversielt at skrive, at jeg er glad for mit lærerjob Og jeg vil gerne understrege, at jeg er fuld af medfølelse med og forståelse for de lærere, der mistrives med reformen. Jeg har for eksempel læst rædselshistorier om lærere, hvis forberedelse ligger i blokke a 30 minutter. Det er dælme uforskammet!
Men sådan er det ikke for mig. Jeg har ingen forberedelsesblokke på under to timer.
Det er i min optik også en fordel for mig, at jeg er nyuddannet. Jeg er ikke vokset fast i de gamle strukturer. Alt har været nyt for mig og har krævet tilvænning, lige siden jeg begyndte på skolen. Så reformen er så at sige "just another day at the office".
Selvfølgelig er der også knaster i min egen oplevelse af reformen, men rent personligt kommer jeg bedre igennem reformforløbet, hvis jeg tager ja-hatten på, og jeg har ikke på noget tidspunkt forventet, at alt skulle forløbe gnidningsløst med det samme. Jeg tror, det kommer til at tage år.
Når jeg skriver, at jeg er glad skal det imidlertid primært ses i lyset af min personlige situation. For 3½ år siden havde jeg således lige lukket mit firma efter 14 år som selvstændig. Krisen havde også ramt forlagene, og jeg fik ganske enkelt ikke opgaver nok. Jeg søgte med lys og lygte, men kunne ikke finde job. På det felt, hvor jeg havde masser af erfaring (litteraturoversættelse), havde jeg ingen uddannelse, og på det felt, hvor jeg havde uddannelse (økonomi og marketing), havde jeg ingen erfaring. Så jeg var henvist til at søge jobs som receptionist og kontorassistent, men heller ikke her kunne jeg bruges. Fordi jeg var overkvalificeret. Så jeg gik rundt og følte mig fuldstændig nytte- og værdiløs, at der ganske simpelt ikke fandtes nogen plads til mig derude i samfundet. Fucking lortesituation.
Men så fik jeg øje på en annonce for læreruddannelsen. Og jeg valgte at begynde på en frisk, helt tilbage fra square one med ny uddannelse i en alder af medio 40. Og jeg fik nogle fine uddannelsespapirer med mig, og jeg trådte direkte ud i et job. Hvor jeg kan lide at være. Hvor jeg føler, at jeg gør nytte. Hvor jeg mærker, at jeg er værdsat og afholdt. Og jeg er enormt stolt af mig selv.
Nu kan jeg så se og høre i medierne, at jeg ikke skal være glad for mit job? Ikke på vilkår. Jeg er da superlykkelig for mit job. Det er givende for mig, og uden det havde jeg været på kontanthjælp. Bum.
Jeg fik temmelig mange likes på mit svar. Men sjovt nok ikke fra nogen lærere ;-)
Så nu har jeg nok bragt mig i bad standing hos lærerstanden med al min fucking tilfredshed.
Det forlyder, at vi flygter fra vores fag, og ofte træder lærere frem i læserbreve og artikler og nyhedsindslag og fortæller, hvordan de mistrives med deres job.
Senest kunne man for et par uger siden høre, at sygefraværet blandt lærerne er steget med henholdsvis 26 procent i Århus, 31 procent i København og svimlende 40 procent i Odense.
Og det ligger lidt i luften, at man som lærer helst skal være utilfreds med sit job.
At man ikke er loyal over for kollegerne, hvis man siger, at man trives. At den slags er ret ildeset.
Så det skulle selvfølgelig prøves ;-)
Derfor skrev jeg følgende på Facebook:
Kan læse i alverdens medier, at jeg da vist er ALT for lidt syg Jeg kan for eksempel slet ikke hamle op med kollegerne i Odense i disciplinen sygedage.
Tør snart ikke sige det, når jeg nu er lærer. Men ... øh ... jeg er altså rigtig glad for mit arbejde
Mine dage flyver af sted. Jeg er som regel i godt humør, når jeg møder ind, og jeg er sgu også i godt humør, når jeg kører hjem og nyder at holde fri om aftenen og i weekenden.
En af mine elever spurgte mig i fredags, da jeg havde taget et par dansetrin og et enkelt rejehop hen ad gangen, hvor han sad, og dermed havde forstyrret ham håbløst midt i en matematikopgave (hehe), om jeg altid er høj.
Tjoh. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med at være, præcis hvor jeg er
Shit for en provokation. Åbenbart.
For omgående sprang et par lærere frem i kommentarfeltet og rablede løs om manglende tid til retteopgaver og utilstrækkeligt team-samarbejde og tunge inklusionsopgaver og alt for mange "konfrontationstimer." (Og hvorfor fanden hedder de egentlig det? Det er da et meganegativt ladet ord, der oversat betyder "undervisningslektioner".)
Og sådan fortsatte de med deres blahblahblah.
Jeg måtte selvfølgelig tage til genmæle i kommentarfeltet:
Havde nok på fornemmelsen, at det kunne være lidt kontroversielt at skrive, at jeg er glad for mit lærerjob Og jeg vil gerne understrege, at jeg er fuld af medfølelse med og forståelse for de lærere, der mistrives med reformen. Jeg har for eksempel læst rædselshistorier om lærere, hvis forberedelse ligger i blokke a 30 minutter. Det er dælme uforskammet!
Men sådan er det ikke for mig. Jeg har ingen forberedelsesblokke på under to timer.
Det er i min optik også en fordel for mig, at jeg er nyuddannet. Jeg er ikke vokset fast i de gamle strukturer. Alt har været nyt for mig og har krævet tilvænning, lige siden jeg begyndte på skolen. Så reformen er så at sige "just another day at the office".
Selvfølgelig er der også knaster i min egen oplevelse af reformen, men rent personligt kommer jeg bedre igennem reformforløbet, hvis jeg tager ja-hatten på, og jeg har ikke på noget tidspunkt forventet, at alt skulle forløbe gnidningsløst med det samme. Jeg tror, det kommer til at tage år.
Når jeg skriver, at jeg er glad skal det imidlertid primært ses i lyset af min personlige situation. For 3½ år siden havde jeg således lige lukket mit firma efter 14 år som selvstændig. Krisen havde også ramt forlagene, og jeg fik ganske enkelt ikke opgaver nok. Jeg søgte med lys og lygte, men kunne ikke finde job. På det felt, hvor jeg havde masser af erfaring (litteraturoversættelse), havde jeg ingen uddannelse, og på det felt, hvor jeg havde uddannelse (økonomi og marketing), havde jeg ingen erfaring. Så jeg var henvist til at søge jobs som receptionist og kontorassistent, men heller ikke her kunne jeg bruges. Fordi jeg var overkvalificeret. Så jeg gik rundt og følte mig fuldstændig nytte- og værdiløs, at der ganske simpelt ikke fandtes nogen plads til mig derude i samfundet. Fucking lortesituation.
Men så fik jeg øje på en annonce for læreruddannelsen. Og jeg valgte at begynde på en frisk, helt tilbage fra square one med ny uddannelse i en alder af medio 40. Og jeg fik nogle fine uddannelsespapirer med mig, og jeg trådte direkte ud i et job. Hvor jeg kan lide at være. Hvor jeg føler, at jeg gør nytte. Hvor jeg mærker, at jeg er værdsat og afholdt. Og jeg er enormt stolt af mig selv.
Nu kan jeg så se og høre i medierne, at jeg ikke skal være glad for mit job? Ikke på vilkår. Jeg er da superlykkelig for mit job. Det er givende for mig, og uden det havde jeg været på kontanthjælp. Bum.
Jeg fik temmelig mange likes på mit svar. Men sjovt nok ikke fra nogen lærere ;-)
Så nu har jeg nok bragt mig i bad standing hos lærerstanden med al min fucking tilfredshed.
Etiketter:
Facebook,
Hrmpf!,
Job,
Out of the box,
Refleksioner
onsdag den 3. december 2014
Toiletoplevelser
Forstår bare ikke, hvorfor Barn 3 på 16 absolut tror, han skal DØ, bare fordi han kommer forbi toilettet, mens Mutti sidder derude og ikke har lukket døren.
Sippede barn.
:-D
Sippede barn.
:-D
Abonner på:
Opslag (Atom)