mandag den 21. december 2020
En måned og seks dages-dag
lørdag den 12. december 2020
Fortabt
Shit.
Jeg er fortabt.
Håbløst. Nådesløst.
Er i afmagt.
Prisgivet faktisk.
Og nu tænker du nok, kære bloglæser, at det i grunden lyder lidt synd. At min sindstilstand åbenbart matcher det røvsyge vintervejr udenfor.
Og du funderer over, hvad i alverden der mon er i vejen.
Måske tænker du også på, at det egentlig er lang tid siden, jeg sidst har skrevet et drop herinde. Og at det måske har noget med mit tydeligvis halvdepressive mode at gøre.
Hvis du var min mor, ville du blive downright bekymret over sådan en melding. Og så ville du komme farende med hjemmestrikkede hyggesokker og brunkagedej for at muntre mig op.
MEN.
Jeg har IKKE brug for sokker og juleknas for at finde livsgnisten.
For.
Livsgnist har jeg masser af 💃💃💃
Og når jeg skriver, at jeg er fortabt. Så MENER jeg ... at jeg er fortabt ...
... i en kvinde.
Yes.
Som i fuldkommen solgt! Head over heels. Infatuated.
Forelsket 💘💘💘
I en grad så jeg ikke kan fucking tænke to sammenhængende stavelser, der IKKE har med omtalte kvinde at gøre.
Og det er ... FORTRYLLENDE 😄🎆🎇🎉
For når man som jeg har brugt 40 ÅR på at undertrykke sin egen seksualitet, ja, så er man altså ikke forvænt med gengældt forelskelse.
Men det oplever jeg nu. Og jeg er SÅ taknemlig for hvert eneste nanosekund 💘
Så nej. Det røvsyge vintervejr kan slet ikke trænge ind bag det skjold af regnbuer og klokkeblomster og enhjørninger, jeg er omsluttet af.
Skulle egentlig bare på café og drikke en mokka med en ny kollega, som jeg sidder ved siden af i lærerforberedelsen.
Vi har siden august haft mange kollegiale chit-chats om lidt af hvert, og jeg syntes, hun var sød.
Meget sød 😉
Men efter min bedste overbevisning var hun heteroseksuel, da hun var kæreste med en mand. Mens jeg også selv var i et forhold.
Samtidig var hun umanerlig karismatisk. Tjekket. Smuk. Cool. Populær. Sådan en, som alle ligesom bare ... VIL.
Og således helt uopnåelig.
Så jeg lagde låg på. Gav mine spirende følelser en dosis Roundup med ukrudtssprøjten. For jeg vidste, at det var en lost cause. Og jeg havde det jo også godt i mit daværende forhold.
Men for satan altså.
Så sad hun der over for mig på caféen. Vi havde konverteret kaffe til hvidvin. Og jeg var sådan lidt star struck. Sådan lidt vantro over, at denne overjordiske kvinde virkelig gad bruge søndag eftermiddag på ... MIG?
Men inden jeg fik set mig om, havde hun betroet mig ... øh ... ting.
Og jeg måtte konstatere, at min ukrudtssprøjte alligevel ikke havde indeholdt Roundup, men derimod ECOstyle Ukrudtsfri, som ikke virker nær så godt.
Nu er den underskønne kvinde min kæreste 💃💃💃
Til gengæld er jeg SÅ taknemlig for, at jeg får lov at prøve DET igen. Da jeg jo, som ovenfor antydet, i det meste af mit liv har sejlet under falsk, heteroseksuelt flag, er det ikke sket mange gange før. Og jeg forstår at værdsætte det. Big time.
Jeg oplever HELE pakken:
Jeg har kun jordforbindelse med det yderste af tåspidserne. Løftet op af berusende champagnebobler og sommerfuglevinger, der får det til at krible i hele min forelskede kvindekrop 🐛🍹
(Okay, mit idiotiske blogprogram indeholder nogle fucking UANVENDELIGE emojis 😡. Der er således ingen sommerfugle eller champagneglas, når man skal bruge dem. Og derfor må DU, kære bloglæser, nøjes med en klam larve og en tropisk cocktail. Hrmpf!)
Jeg er kort fortalt så optaget af min nyfundne kærlighed, at jeg ikke kan rumme meget andet end hende. Jeg nyder at tilbringe hvert ledigt øjeblik i hendes livgivende selskab og sætter mit øvrige liv på standby
Så der har du forklaringen på min tavshed herinde.
Men mon ikke jeg finder på at skrive mere om lidt. Jeg har nemlig meget på hjerte.
So stay tuned! Og så høres vi ved igen.
💜
lørdag den 7. november 2020
Må jo næsten knibe en tåre
fredag den 23. oktober 2020
Exhausted!
Fuck!
Jeg har haft den længste og mest UDmattende uge. Hvor jeg har lagt et pænt stykke mere end 55 timer på min arbejdsplads. Og ikke har været sådan rigtig frisk og kæk siden sidste weekend 😭😭😭
Ligger lige nu på Englebassens sofa. Helt henne i Vanløse.
Med et glas rødvin inden for rækkevidde. Og har MEgadårlig samvittighed, fordi det er længe siden, jeg sidst har skrevet.
Derfor har jeg også en dårlig nyhed:
Jeg ORker ikke at skrive lige nu. Og du må således vente med alle de beretninger, jeg har på hjerte.
Håber, du til gengæld vil glæde dig over, at jeg vil dele nogle af de bedste billeder, som jeg har skudt hen over de sidste par uger. De er fra henholdsvis Bornholm:
Så hvis nogen kommer forbi, og den ikke ligger, hvor den plejer. Tjah ... så er det bare mig, der har flyttet den 😉💪
Nu vender jeg så lige tilbage til "henholdsvis Bornholm". Sådan skrev jeg tidligere i indlægget. Og sætningen fortsætter:
tirsdag den 29. september 2020
Bliver lidt træt
Du kender det sikkert godt.
Du har bedt dit valghold, en skøn blanding af elever fra alle de tre niendeklasser på den skole, hvor du underviser, om at lave en engelsksproget præsentationsvideo af skolen.
Videoen skal lægges op på en internetplatform, hvor elever fra skoler over hele Europa kan arbejde sammen.
eTwinning-platformen.
Her er du og dit valghold, som du i øvrigt kalder Global Outlook, og som handler om at give eleverne et mere globalt udsyn, få deres øjne op for de problematikker, verdenssamfundet bokser med, og give dem en større interkulturel kompetence, med i et projekt, der skal sætte spot på sprog.
I projektet deltager skoler fra Finland, Polen, Tyrkiet, Bulgarien, Rumænien, Sverige og Ukraine.
Og så altså DINE elever.
Du kender egentlig ikke disse elever, fordi du ikke normalt underviser på årgangen, men du ved alligevel, at det kan være nødvendigt lige at minde dem om at holde en ordentlig tone, når de sådan skal kommunikere med mennesker fra andre kulturer.
Så du skriver følgende i opgaveformuleringen:
"Tag det seriøst! Husk, at I repræsenterer danske skoleelever, og I ønsker ikke at fremstå som nogle useriøse klaphatte."
"Tal pænt! Husk, at andre lande måske har et andet forhold til bandeord som 'fucking', 'shit' og 'bitches'."
Ja.
Så du synes jo ligesom, at du fucking (😂) HAR gjort opmærksom på, at du forventer en vis dannelse i englebassernes måde at præsentere skolen på.
Og.
Så er det altså.
At du bliver en LILLE SMULE TRÆT, når du afspiller en af deres videoer og hører følgende ord.
"So, to all straggots, straight people, straight individuals, non-gay people: This is the cabinet where we place our mobile phones in the morning to have them locked away."
...
Øhm ...? WTF?
Har de mon drukket af natpotten på niende årgang?
Det er det mest bizarre statement, du har hørt i meget lang tid, ikke? For hvad fanden har seksualitet at gøre med skolens mobilpolitik?
Biseksuelle, homoseksuelle og transpersoner må i hvert fald åbenbart ikke vide, at englebassernes mobiltelefoner bliver låst inde i et skab om morgenen.
Imbeciles!
Samtidig er det tankevækkende, at du skal opleve netop sådan et udsagn på et hold, hvor du har valgt IKKE at springe ud.
ALLE dine øvrige elever ved, at du er en kvinde til kvinder, og de holder sædvanligvis fordomsfulde udsagn pænt tilbage i din tilstedeværelse. Men så snart du står over for en flok, som IKKE har kendskab til din seksualitet, ja, så stikker homofobien sit grimme ansigt frem.
Ja, det kender du sikkert godt.
Eller not. Men nu har du så hørt om det. Og jeg kan fortælle, at det minder lidt om at slå i en pude.
søndag den 20. september 2020
T plus ti
Så havde man lige jubilæum i går. Ti år.
Ti år, siden jeg traf den største og mest skelsættende beslutning i mit liv. En beslutning, som skulle vise sig at blive overordentlig svær at implementere, og som kom til at kræve en lang og fuldkommen overmenneskelig kamp. Før alt blev godt.
19. september 2010 forlod jeg den konventionelle og trygge, men desværre pivfalske, heteroseksuelle læskærm, jeg havde gemt mig bag i tæt på fyrre år, og sprang ud. I den skarpe vind. Uden at vide, præcis hvordan jeg skulle finde ly.
Lille og sårbar og ulykkelig havde jeg taget det første skridt. Ud på en tynd og skrøbelig bro. Som jeg måtte krydse uden at ANE, hvad jeg ville finde på den anden side.
Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne gøre vold på mig selv ved at blive hængende, hvor jeg var.
Nå ja, og så vidste jeg selvfølgelig også, at jeg ville finde fire fortvivlede børn, hvis lykkelige liv jeg havde styrtet i grus.
Og jeg vidste, at jeg ville finde arbejdsløshed, for jeg havde lige lukket mit oversættelsesfirma, da jeg ikke kunne tjene nok ved litteraturoversættelse til at være eneforsørger.
Og jeg vidste, at jeg ville få en uendelig hård skilsmissekamp, for min eksmand er ikke en mand, der giver fortabt. Nogensinde. Og han ville ikke finde ro, før jeg var tværet ud. Hans første handling, efter at jeg havde orienteret ham om nationens tilstand, var således at ringe til en advokat. Så var banen ligesom kridtet op. (Det blev til tre retssager. Og to politiransagninger. Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg.)
Og endelig vidste jeg, at jeg helt sikkert ville blive the talk of the town i omgangskredsen. Ligesom jeg formentlig ville blive genstand for fordomme og homofobiske stokkeslag her og der.
Den slags småting vidste jeg.
Men jeg vidste IKKE, hvordan fanden jeg skulle navigere mig selv igennem den største krise fucking EVER for at finde den krukke med guld (eller måske snarere med godt liv), der forhåbentlig ventede på mig. For enden af regnbuen 😉🌈
Og det var der, jeg stod, for nøjagtig ti år siden.
Jeg havde selvfølgelig overvejet mit spring i nogen tid. Og jeg havde også allerede indviet alletiders bedste veninde, Übermensch, i min situation. Men 19. september nåede jeg the point of no return:
Jeg tog "snakken" med mine aldrende forældre. Og der var ikke længere plads til fortrydelse.
Det var åndeløst og monumentalt. Jeg havde skubbet en tung maskine i gang, som aldrig kunne standses igen.
At det skulle blive den 19. september var ikke tilfældigt. Det var symbolsk (og måske også lidt melodramatisk og smagløst 😳).
For se nu her, hvad jeg foretog mig en ANDEN 19. september for mange år siden:
Da blev jeg sørme gift 😂 Og her står jeg uden for kirken i min lejede brudekjole sammen med min far og et par invasive pufærmer.
Jeg sprang således ud over for mine forældre på min 18-års bryllupsdag.
Så ved du det 😊
Og hvis du havde læst det før, ... så har du altså læst det igen 😉
Nu mangler jeg bare at binde den sløjfe på historien, at jeg i løbet af de ti år, der er gået, siden jeg holdt mig for øjnene og sprang, har fundet mig umanerlig godt til rette herovre på den RIGTIGE side af min bro, hvor verden er i farver 💙💚💛💜💘
Og mine nærmeste har fundet fodfæste og er glade igen 💃
Fortsat god søndag! 🙏😄
fredag den 11. september 2020
Om pandaer og drikkepenge eller to gange "hrmpf!"
Var en tur i zoo i søndags 🐒🐍🐘 I København.
Er ellers ikke den største tilhænger af dyr i fangenskab. Og da slet ikke, hvis ikke de trives super godt.
Som for eksempel før i tiden, hvor man, i hvert fald i NOGLE zoologiske haver, kunne opleve store, stolte kattedyr både med og uden striber og prikker. Klemt sammen i golde, diminutive betonaflukker. Et mega trist syn 😭😭😭
Nu er dyrevelfærden højnet en del. Og når man betaler de svimlende 195 kroner, det koster at komme ind i Københavns Zoologiske Have, forsikres man om, at en del af beløbet går til forsøget på at stoppe krybskytteri og bevare truede dyrearter.
Så jeg lod mig lokke med.
Det var Ældste Søn og hans søde kæreste, der lokkede. De er for nylig flyttet til Frederiksberg og ville gerne udforske området lidt.
Og det var både hyggeligt, informativt og sjovt at iagttage dyrene sammen. Jeg nød i særlig grad, at det var uden børn, for den slags krapyl kan være nogle enerverende showstoppere.
Eller ... helt børnefri var jeg selvfølgelig ikke, men det barn, jeg havde med, er lige fyldt 25 og er begyndt at lære at opføre sig pænt, når han er med Mutti i byen 😂
Det eneste minus ved besøget var faktisk de der to fucking pandaer i deres 160-millionerkroners pandaanlæg. Ikke så meget, fordi de ikke var nuttede:
Men fordi de repræsenterer dansk knæfald for Kina. I et politisk spil, hvor VI til gengæld for at holde kæft om Tibet og tibetanernes rettigheder får lov at LEJE de fucking pandaer for den astronomiske sum af EN MILLION DOLLARS årligt i foreløbig 15 år (= cirka 95 millioner kroner i alt) og samtidig MULIGHED for at lave nogle lukrative handelsaftaler med Kina.
Det handler om penge. Stolthed til gengæld for penge.
Også dronningens. Stolthed altså. For hvis nogen siger, det er dronningens pandaer, lyver de.
Hun har bare smurt et par hjul her og der. Ved at invitere Kinas præsident indenfor til en mundfuld mad på Christiansborg OG selv aflægge et pandabesøg i Kina, hvor hun måtte spørge pænt om lov til at leje bamserne.
Øv.
Nå, men jeg var rent faktisk også på restaurant. Det var bare i lørdags.
På Vedbæk Havn. Fin med de fine 😂
Nautilus. Det hed restauranten. Der har en ualmindelig smuk beliggenhed. Lige ned til ... øh ... det der vand, som ligger der og flyder på den fjerne side af København.
Og maden var SUPER LÆKKER 😋
Og pæn:
Og alt var godt 💃
Indtil regningen kom. Og den medfølgende bærbare betalingsterminal i hånden på tjenerinden.
For. Her blev det lidt akavet, methinks.
Den skønne dame, der gavmildt havde inviteret englebassen 💘 og mig på restaurant, måtte nemlig inden sin kortbetaling trykke enten "ja" eller "nej" til at lægge drikkepenge oven i beløbet.
Awkwaaard! Og lad nu vær' med den slags pis 😡
Det er nemlig ikke fedt for nogen.
Det er givetvis ikke fedt for tjenerinden, som jo nærmest står der med hatten i hånden og via betalingsterminalen stiller gæsten et spørgsmål, der ved et tryk på den forkerte svarknap kan få gæsten til at fremstå som en fedtsyl.
Og det er ABSOLUT ikke fedt for gæsten. At føle sig presset til at trykke "ja", når man altså mener "NEJ".
Og det gør man! Mener nej altså.
Der er nu gået fucking 51 ÅR, siden vi afskaffede drikkepenge på restauranter og barer herhjemme. Til gengæld lagde man 15 procent oven i priserne. Dermed var service inkluderet og drikkepengene ikke længere en betydelig del af lønnen.
Det var en god deal for alle:
Serveringspersonalerne var ikke længere afhængige af gæsternes goodwill, og gæsterne vidste på forhånd, hvad de skulle betale for den vare, de købte. Nemlig det, der stod på prisskiltene.
Præcis som når man handler i supermarkedet. Her står man sgudda heller ikke og bliver bedt om at takke ja eller nej til at lægge procenter oven i prisen på dagligvarerne. Uanset hvor pænt kassemedarbejderen har smilet til en.
Så drop nu det der drikkepengepis. Og lad være med at spille på folks samvittighed.
Bum.
søndag den 30. august 2020
Tillykke med mig ;-)
Hehe 😂
Aldrig så snart havde jeg slået øjnene op i morges, før jeg mumlede:
"Tillykke ... med MIG, skat."
Englebassen ved min side var lige så nyvågnet som jeg og fangede ikke lige med det samme, hvad det var, jeg havde sagt.
Så jeg gentog. For den slags gentager jeg gerne 😉
"Tillykke med mig. Hvor er du heldig!"
Denne gang trængte mine ord gennem tågerne, og hun grinede søvndrukkent.
Det er vores et-års-dag i dag 💘 Derfor mine varmeste lykønskninger til damen. Som selvfølgelig tog imod med tak 🙏😂
Og det har virkelig været en dejlig dag.
Med gaver på sengen.
Se, hvad jeg fik:
Det er en nøglering. In case you were wondering 😉
Og en fuldkommen genial gave, if I may say so.
Nu undrer stamgæsten her på Dropsene sig formentlig. For mon ikke, du har fanget, at jeg selv bor i Randers, mens englebassen huserer i københavnsområdet?
Så hvorfor Odense?
Jo, ser du.
Vi havde jo VORES FØRSTE DATE i Odense. Fordi det ligger cirka midt imellem.
See??? 😉
Og vi krammede for første gang lige uden for Danmarks Jernbanemuseum i selvsamme by, som også er der, nøgleringen er købt.
Jeg SAGDE jo, det var genialt.
Min egen gave til englebassen var til gengæld totalt ordinær:
Det er et armbånd.
Jeg synes selv, det er et flot armbånd. Og det passer godt til englebassen, som er en sammensat person. Blød og rå på samme tid. Se nu for eksempel bare flæsen på hendes skjorte sammen med mit bad-ass-armbånd.
Nice 👍😉
Men uopfindsomt.
Tror dog, hun blev glad 💃
Gaveudveksling blev efterfulgt af English breakfast i udestuen. Ledsaget af hjemmehøstede tomater, agurker og snackpeber fra mit drivhus. Og spandevis af kaffe. Mens vi nød solens formiddagsskær og konstaterede, at der i grunden ikke var meget vind.
En konstatering, som fik afgørende betydning for resten af dagen.
For jeg havde egentlig foreslået, at vi kunne spise frokost i Randers midtby et sted. Og jeg havde tjekket alle gourmetrestauranterne (oh yes, den slags HAR vi, selv om vi altså i følge the public opinion befinder os i Bonderøv City) for blot at konstatere, at fucking INGEN af dem har åbent om søndagen. Hrmpf! 😡 (Lidt bonderøv er man måske alligevel her i den kronjyske hovedstad.)
Nå, men ridende ind fra højre kom så den manglende vind. Og afgjorde, at vi i stedet for at indtage et almindeligt restaurantmåltid ville suse ud i naturen, det billige lort. Medbringende en velfyldt picnickurv og begge mine SUP-boards. Der er simpelt hen ikke noget så skønt som paddleboarding i vindstille vejr.
Good choice 👍👍👍
Vi vendte kølergrillen på Yarisen nordpå og kørte til Bramslev Bakker mellem Hobro og Mariager. Og har du ikke været der, kære læser, så skynd dig af sted. For naturen i Bramslev Bakker er helt unik, og Mariager Fjord er måske Danmarks smukkeste.
Det blev en FED tur på fjorden🏄🏄🏄 Hvis spejlblanke overflade var ... øh ... blank som et spejl (ordekvilibristen slår til igen) 😂 Faktisk har jeg nærmest ikke oplevet mere ideelle forhold til paddleboarding.
Det var sjovt og romantisk, og jeg kunne ikke ønske mig en dejligere årsdag 💘
Nu er englebassen stået på Kombardo-bussen. Det er jo arbejdsdag i morgen.
Og jeg vil sætte en portion spaghetti med kødsovs fra i forgårs i mikrobølgeovnen → back to reality 😂