Det er jo en tsunami. Antallet af farveller i denne tid.
Hvis du læser, hvad jeg har skrevet om mig selv inde under "Om mig" (sjovt nok), vil du se, at jeg
Og i denne tid væltes jeg næsten omkuld.
Den første ildevarslende tsunamibølgekam opstod i sidste uge, hvor jeg sagde farvel til bestyrelsen på den skole, hvor mine fire Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.) har tilbragt deres grundskoletid.
Jeg har siddet i bestyrelsen i otte år, og da der er tale om en privatskole, har bestyrelsen en ikke ubetydelig indflydelse på mange ting.
Vi har således i min periode udvidet skolen og lavet to spor fra syvende klasse og opefter, og vi har købt naboejendommen, revet den ned og er i FULD gang med at opføre en ny og fantastisk lækker skolebygning.
Vi har også grillet og serveret pølser i skolegården til både elever og forældre.
Vi var en meget forskelligartet flok bestyrelsesmedlemmer: en bygningskonstruktør, en bankdirektør, en advokat, en eventkoordinator og en folkeskolelærer (mig). Men hold kæft, hvor vi havde det sjovt. Vi har fået SÅ mange gode grin og højtbelagte stykker smørebrød til bestyrelsesmøderne.
Men nu er det altså farvel til bestyrelsen 😭 Det skete på generalforsamlingen sidste tirsdag. Og det var fuldkommen efter bogen: Yngstedatteren (eller Barn 4, om du vil) afslutter nemlig niende klasse nu, så jeg KUNNE ikke genvælges.
But I will be missed.
Hele tre af mine medbestyrelsesmedlemmer rejste sig til generalforsamlingen, takkede mig for mit arbejde og mine gode input i årenes løb. Og udtrykte en vis tristesse over at måtte sige farvel.
Og efter seancen blev jeg inviteret med op på lærerværelset. Det plejer afgående bestyrelsesmedlemmer ellers ikke at blive. For det er den NYE bestyrelse, der samles og konstituerer sig efter generalforsamlingen.
Men de havde brug for at sige noget til mig.
Og give mig noget:
Hehe.
Og jeg er rørt. Det plejer at være to flasker rødvin = den nemme løsning. Denne gave er langt mere personlig og varmer mig om hjertet 💘
Tirsdag og onsdag i denne uge har luften også været fyldt med indflyvende farveller.
For tirsdag havde 9. årgang på MIN skole sidste skoledag, og i går havde vi translokation.
Nu ved jeg godt, at jeg allerede HAR skrevet øv. Men lad mig lige gentage:
Øv.
Disse unge mennesker har udgjort en væsentlig del af mit liv i de sidste fire år. Jeg er kommet til at holde virkelig meget af dem. Og nu flyver de af sted, spredes mod alle verdenshjørner. Selv står jeg tilbage og kan kun håbe, at jeg har givet dem noget med, som kan være dem til nytte.
Jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Og hvis man kan bruge omfanget af afskedsgaver fra de små pus som målestok, kan jeg finde hvile i, at min indsats tilsyneladende har været påskønnet:
(Eller også er de bare glade for at slippe af med mig 😂)
Hold da op!
Jeg har aldrig oplevet noget lignende 💃💃💃
Der er chokolade og andre spiselige lækkerier i kilovis, vin, øl, gin, brugskunst. Både fra klasser og fra enkeltelever.
Og så er der de sødeste kort. Skrevet af eleverne selv.
Her er et par uddrag:
"Jeg har lært meget af dig. Jeg kommer til at savne dig, dine sjove bemærkninger og udtryk helt vildt. Jeg håber, du får nogle gode unger næste år. De får i hvert fald en god lærer. Du ville få det største kram af mig, hvis vi måtte kramme."
Og fra en anden elev:
"Du er den mest livsglade, positive og muntre person, jeg kender, som gør at du er en person man altid bliver glad for at se. Bliv endelig ved med det, fordi det spreder mere glæde, end du overhovedet er klar over og er det mest livsbekræftende. Jeg kommer virkelig til at savne din smukke sangstemme, dit grin og din væremåde omkring andre mennesker"
Eller hvad med:
"Tak for dit gode humør og en masse timer, som på mystisk vis ender med at være utrolig komiske. We love you 💘"
Foruden kort og e-mails fra forældre, som takker for "spændende undervisning og kompetent formidling"
og skriver "At du har vist retning, bakket op og udfordret min søn har betydet, at han har fået et godt fundament at gå videre med - og det er jo netop det, folkeskolen skal kunne. At kunne afslutte med den konklusion er en stor gave."
Pyha.
Jeg sidder jo her og vræler, så det drypper i tastaturet 😭😭😭 (Godt, at det er skolens computer. Så får jeg vel en ny, hvis den drukner 😉)
Nå, men det faktum, at så mange elever har taget initiativ til at takke os lærere så overstrømmende, vidner om, at det er en flok med dannelse og ordentlighed, vi sender videre ud i verden.
Og det er stærkt tilfredsstillende.
Danmarks ungdom er somme tider en udskældt størrelse. Det har de ikke fortjent. I hvert fald ikke MINE unge.
Bum.
Nå, men det var naturligvis ikke slut med farvellerne.
For efter translokationen i går aftes, da alle afgangselever og deres forældre havde forladt skolens område, og der var blevet stille 😭, satte jeg mig i en krog på lærerværelset med to af mine mænd og en øl.
Jeg har skrevet om mine mænd her.
Vores farvel til vores elever, var jo også vores farvel til hinanden og til vores gode, nære samarbejde.
Jeg bliver erstattet i teamet af en sød og dygtig kollega, som jeg har stor respekt for. Det har mine mænd også. "Men hun er jo ikke DIG," som en af dem sagde over vores øl i går aftes. Og større kompliment kunne han nok ikke have givet mig 💘
Til gengæld er det STADIG ikke slut med de fucking farveller.
For i aften har min egen datter translokation.
Det bliver også et betydeligt farvel for mig.
Som ovenfor antydet har barnet netop afsluttet niende klasse. Og det er ikke uden en vis moderlig stolthed (tilsat en god portion blærerøvsarrogance, men det må jeg godt, for det er MIN blog, hehe 😈), jeg kan fortælle at barnet forlader grundskolen med et svimlende snit på 11,5.
Hvilket vidner om, at den unge dame KAN, hvad hun VIL.
Nu har hun sat sig for, at hun vil være direktør. Hvad hun vil være direktør FOR står stadig hen i det uvisse. Måske er det verdensherredømmet, hun går efter. So be prepared! 😂
Men i hvert fald har den ambition fået hende til at trække sin ansøgning til det almene gymnasium tilbage. For hun tænker, at en handelsstudentereksamen er en bedre vej til målet. Så for hende hedder det nu HHX efter sommerferien.
Hendes farvel til skolen bliver desværre også MIT farvel til skolen.
Efter 21 år har jeg ikke længere børn på ovennævnte privatskole. Og DET er dælme svært at sluge.
For hold op, hvor har jeg brugt mange timer på den skole gennem årene, og hvor har den givet et godt og solidt fundament til alle mine fire Rotter. Den vil efterlade et tomrum.
Det napper da også lidt, at jeg ikke længere har skolesøgende børn - i hvert fald ikke i grundskolen. For det vidner jo om, at en livsepoke er slut. Også for mig. Og det KAN faktisk gøre en lidt grådlabil (så det er virkelig store tudedag 😭😂).
Nå, men jeg vil slutte nu. Jeg har ting, jeg skal udrette.
For eksempel skal jeg en tur ned i byen for at købe a little something til Yngstedatterens lærere, som de skal have til translokationen i aften (belært af, HVOR feelgood det lige er for en lærer at få en anerkendelse fra ens afgangselever 😉).
Og så skal jeg have købt ind til en ordentlig røvfuld hummus. I morgen skal Barn 2 nemlig forsvare sit speciale og bliver således kandidat fra DTU. Kemiingeniør. Det er stort! Og mor er stolt! Igen 😋
Jeg suser således til Lyngby og skal medbringe snacks, så vi kan fejre den unge mand, når han træder ud fra sit specialeforsvar. The Person Formerly Known As Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) medbringer champagne. Det skal nok blive en fest 💃🎆🎈
Men allerførst skal jeg have svaret på alle de venneanmodninger, der vælter ind på Facebook. Det er mine elever, der vil være ven med mig. Og det må de gerne nu. Jeg tager ikke imod venneanmodninger fra elever, men gerne fra TIDLIGERE elever. Og det er de jo rent formelt fra og med i dag.
Ikke mere nu. Håber, du har overlevet al min pral. Man skal fejre sine succeser. Fuck Janteloven. Bum.
💜💜💜
