Jeg ser Netflix 📺 Fuck, hvor ser jeg Netflix. Og HBO.
Hver eneste aften er det faktisk samme rutine: mad og streaming.
Somme tider er det oven i købet på samme tid: mad på divaneseren foran fjerneren. For det er mig, der bestemmer, og det må man gerne hjemme hos os.
Hehe 😋
Det foregår selvfølgelig sammen med en vis 15-årig. Som jeg sidder i hjemmekarantæne med. M (ja, du kender hende snart 😂)
Nå, men Mutti synes, det er enormt hyggeligt, når vi sidder der i hvert sit sofahjørne med fødderne smækket op (yes, det må man OGSÅ gerne hjemme hos os) og Erling eller Anker (de to af husstandens misser, der rent faktisk er kattedyr 🐈😉) inden for rækkevidde, så man kan nusse dem lidt bag ørerne, mens vi ser en god serie på en af streamingtjenesterne.
Jeg tror også, at M synes, det er hyggeligt, om end det kan være svært at afgøre, om det er fjernsynet eller snapchatten på mobilen, hun hygger mest med, når vi sidder der.
Til gengæld er andelen af den opmærksomhed, barnet retter mod mobilen, en ret pålidelig indikator for, hvor god en serie Mutti har smækket på 60-tommeren. Og det GLÆDER mig, hvis omtalte opmærksomhed er fordelt cirka 50/50, for SÅ er englebassen dælme fanget af Muttis serievalg.
Jeg troede, jeg havde en stensikker vinder, forleden aften. Da jeg med tæt på infantil begejstring havde spottet, at Twin Peaks ligger på HBO.
TWIN fucking PEAKS, folkens! 💃💃💃 Woop, woop 🎆
Og jeg lod mig omgående beame 30 år tilbage i tiden, hvor jeg hver uge trofast sad foran billedrørsskærmen og somme tider tilmed trykkede et stykke blueberry pie og en kop "damn good coffee" ind, mens kultserien over alle kultserier tilflød mig. Balsam for sanserne, guys!
Der var oven i købet et navn for sådan nogle som mig: Twin Freaks 😂
Så jeg var stensikker på, at min søde datter, som også elsker mystiske, uigennemskuelige universer, ville falde med et brag for David Lynchs genialiteter.
Right.
Sjældent er der da blevet snappet fra englebassens sofahjørne, som der blev, da episke Agent Cooper og alle de andre personager i Twin Peaks tonede frem.
Der var NUL interesse fra barnet. None. Zero. Zilch.
Og ved du, hvad det værste er: Jeg forstår hende! For vi kan eddermame ikke have haft mange gode serier at vælge mellem dengang.
Den eneste attraktion ved serien var den nostalgi, jeg oplevede, da jeg jo således genså første afsnit. Eller ... genså en DEL af første afsnit. For jeg var nødt til at slukke for lortet. Dilettantiske, tåkrummende makværk.
Fandme godt, at jeg ikke havde bagt blueberry pie til den store repremiere. Selv om det selvfølgelig kunne have været en formildende omstændighed at have haft lidt guf at trykke ind.
Ærgerligt, at jeg fik serien gravet ud af de glorificerede gemmer i mit sind, som jeg havde anbragt den i. Der skulle den have hvilet i fred.
Nu har vi gang i en mere lovende serie. The Returned, der, som titlen på ingen måde antyder, er fransk og ret fængende.
Ikke mere for i dag. Jeg skal rette tyskopgaver.
💜💜💜
tirsdag den 31. marts 2020
søndag den 29. marts 2020
Kan sgu ikke rigtig finde ud af, om "nogen" tager røven på mig :-D
Og med "nogen" mener jeg Barn 4. Eller M.
M er meget eksponeret her på Dropsene for tiden. Og det er FULDT forståeligt, hvis du som bloglæser synes, det bliver rigeligt ensformigt hele tiden at modtage input om det barn.
Well, så kan du jo glæde dig over, at du med blot et enkelt swipe eller klik på det lille kryds i hjørnet kan slippe af med hende 😂
Det er mere, end hvad jeg kan.
Jeg har ikke noget magisk klik, der kan lukke ned for den unge dame. Så hun er allestedsnærværende i mit univers 24/7 i disse uger (undtaget nogle få fredfyldte nattetimer). Og da jeg ikke omgås mange andre, har hun naturligt en væsentlig afsmitning på mine tankebaner.
Derfor så mange ensformige indlæg. Sorry.
Nå, men når barnet ikke er travlt optaget af at stille Mutti gode spørgsmål om randmoræner eller andre umulige temaer, som hun af sine lærere på 9. årgang forventes at beskæftige sig med herhjemme under skolelukningen, så spiller hun X-Box. Eller løber en tur. Eller laver citronfromage. Eller ser Venner på Netflix for syvende gang.
Eller også foreslår hun, at vi skal købe ind.
Det er det, der tænder hende allermest for tiden. At købe ind.
Ikke fordi hun ønsker at hamstre toiletpapir. Men fordi hun har et fritidsarbejde i et af de lokale supermarkeder. Og dermed har hun hele TO gode årsager til at ønske at frekventere omtalte supermarked:
M er meget eksponeret her på Dropsene for tiden. Og det er FULDT forståeligt, hvis du som bloglæser synes, det bliver rigeligt ensformigt hele tiden at modtage input om det barn.
Well, så kan du jo glæde dig over, at du med blot et enkelt swipe eller klik på det lille kryds i hjørnet kan slippe af med hende 😂
Det er mere, end hvad jeg kan.
Jeg har ikke noget magisk klik, der kan lukke ned for den unge dame. Så hun er allestedsnærværende i mit univers 24/7 i disse uger (undtaget nogle få fredfyldte nattetimer). Og da jeg ikke omgås mange andre, har hun naturligt en væsentlig afsmitning på mine tankebaner.
Derfor så mange ensformige indlæg. Sorry.
Nå, men når barnet ikke er travlt optaget af at stille Mutti gode spørgsmål om randmoræner eller andre umulige temaer, som hun af sine lærere på 9. årgang forventes at beskæftige sig med herhjemme under skolelukningen, så spiller hun X-Box. Eller løber en tur. Eller laver citronfromage. Eller ser Venner på Netflix for syvende gang.
Eller også foreslår hun, at vi skal købe ind.
Det er det, der tænder hende allermest for tiden. At købe ind.
Ikke fordi hun ønsker at hamstre toiletpapir. Men fordi hun har et fritidsarbejde i et af de lokale supermarkeder. Og dermed har hun hele TO gode årsager til at ønske at frekventere omtalte supermarked:
- Hun kender en del af de ungarbejdere, man møder derhenne, og det er hyggeligt at lægge vejen forbi og sige hej.
- Hun får fem procent i rabat på alle indkøb.
Nu kunne man jo tro, at det med de fem procent var en glimrende forretning for Mutti. Man handler jo alligevel for en del gode danske kroner sådan et sted, og hvem kan ikke lige bruge en lille rabat her og der?
Well, guess what. Jeg har ikke set EN ØRE af det rabatbeløb, jeg indtil nu har handlet mig til.
Det fungerer nemlig sådan, at JEG i butikken betaler det fulde beløb på kassebonen. Samtidig bliver beløbet registreret på barnets medarbejderkort. Og med jævne mellemrum tikker så fem procent af den samlede sum akkumuleret over perioden ind på barnets konto.
Und alles gut, tænker man.
Eller måske nicht so gut. For herfra tikker beløbet nemlig ingen andre steder hen.
Englebassen har jo således med dollartegn i øjnene regnet ud, at hun med tiden kan "tjene" en ikke helt ubetydelig sum på at lokke mor til at handle i et bestemt supermarked.
Pissesmart 😂
Problemet er bare, at jeg ikke rigtig kan gennemskue, om hun tager røven på mig.
Jeg har lyst til at gøre indvendinger, for jeg FØLER mig tørret. Men jeg mister i princippet ingenting. Jeg betaler blot det samme for mine varer, som jeg altid har gjort. Hvilket barnet da også flittigt fremfører.
Så jeg tror sgu, hun synes, det er fair nok, og jeg kan ikke finde det rette modargument.
Der er mange velsignelser ved at yngle skarpsindige børn. For eksempel behøver man ikke lede efter andre steder at komme til kort.
lørdag den 28. marts 2020
Nå ja, jeg glemte at fortælle ...
I går skrev jeg et coronaindlæg.
Fordi jeg tænkte, at mine læsere nok har brug for at læse lidt om pandemien, da de formentlig ellers næsten ingen input får om det tema 😂
Men jeg glemte at fortælle noget.
Hvis du har læst indlægget, husker du måske M? Eller Barn 4, om du vil. Eller Yngstedatteren.
Jeg skrev blandt andet, at hun tæppebomber mig med alle mulige lortespørgsmål om randmoræner og kinetisk energi og analyser af olddanske tekster, fordi hun går i 9. klasse og modtager fjernundervisning, så hun kun vanskeligt kan spørge sine lærere om noget fagligt.
Og at hun derfor nu har spottet, præcis HVOR lidt hendes mor ved om ... øh ... næsten alt 😂
Nå, men der var noget, jeg glemte at berette om i forhold til M.
Hun har nemlig fået coronakrisen at mærke på en ganske særlig måde. Og hør nu lige, hvor cool hun er 😎:
M fik en operation hos tandlægen om formiddagen onsdag den 11. marts.
Det var som bekendt også den dag, statsministeren tonede frem på temmelig mange tv-skærme og lukkede store dele af Danmark.
I forbindelse med Ms operation blev barnet syet. Og stingene skulle fjernes hos tandlægen efter en uge.
Altså 18. marts.
I princippet piece of cake og ren rutine.
But guess what: yes.
Tandlægen havde jo for helvede ikke åbent 18. marts! For statsministeren havde LUKKET KLINIKKEN.
Så der tikkede en sms ind på Muttis mobil, hvori der stod, at Ms tid var aflyst. Forståeligt nok. Og under normale omstændigheder også til at leve med.
Bortset fra. At disse omstændigheder fucking ikke var normale!
For barnet rendte jo rundt i et uafsluttet operationsforløb. Med sting i munden. Som nu ikke kunne fjernes.
Pis.
Nu ved Mutti jo lidt så meget om tandoperationer og fjernelse af sting, som hun ved om randmoræner. Så jeg forestillede mig omgående, at den der lortetråd nok ville vokse fast i tandkødet på barnet og medføre betændelse og råddenskab.
So what to do? What to fucking DO?!
Nu hører det imidlertid med til historien, at Barn 4 er en umanerlig selvstændig og handlekraftig ung dame. Og mens Mutti gik hændervridende og rådløs rundt, tog barnet således selv affære.
Hun fjernede sine sting. Med en pincet og en nyskoldet neglesaks.
So there you have it: Hun ER fandme cool, det barn 😎😎😎
Ikke mere nu. Hav en fortsat velsignet dag derude i coronaland 💜
Fordi jeg tænkte, at mine læsere nok har brug for at læse lidt om pandemien, da de formentlig ellers næsten ingen input får om det tema 😂
Men jeg glemte at fortælle noget.
Hvis du har læst indlægget, husker du måske M? Eller Barn 4, om du vil. Eller Yngstedatteren.
Jeg skrev blandt andet, at hun tæppebomber mig med alle mulige lortespørgsmål om randmoræner og kinetisk energi og analyser af olddanske tekster, fordi hun går i 9. klasse og modtager fjernundervisning, så hun kun vanskeligt kan spørge sine lærere om noget fagligt.
Og at hun derfor nu har spottet, præcis HVOR lidt hendes mor ved om ... øh ... næsten alt 😂
Nå, men der var noget, jeg glemte at berette om i forhold til M.
Hun har nemlig fået coronakrisen at mærke på en ganske særlig måde. Og hør nu lige, hvor cool hun er 😎:
M fik en operation hos tandlægen om formiddagen onsdag den 11. marts.
Det var som bekendt også den dag, statsministeren tonede frem på temmelig mange tv-skærme og lukkede store dele af Danmark.
I forbindelse med Ms operation blev barnet syet. Og stingene skulle fjernes hos tandlægen efter en uge.
Altså 18. marts.
I princippet piece of cake og ren rutine.
But guess what: yes.
Tandlægen havde jo for helvede ikke åbent 18. marts! For statsministeren havde LUKKET KLINIKKEN.
Så der tikkede en sms ind på Muttis mobil, hvori der stod, at Ms tid var aflyst. Forståeligt nok. Og under normale omstændigheder også til at leve med.
Bortset fra. At disse omstændigheder fucking ikke var normale!
For barnet rendte jo rundt i et uafsluttet operationsforløb. Med sting i munden. Som nu ikke kunne fjernes.
Pis.
Nu ved Mutti jo lidt så meget om tandoperationer og fjernelse af sting, som hun ved om randmoræner. Så jeg forestillede mig omgående, at den der lortetråd nok ville vokse fast i tandkødet på barnet og medføre betændelse og råddenskab.
So what to do? What to fucking DO?!
Nu hører det imidlertid med til historien, at Barn 4 er en umanerlig selvstændig og handlekraftig ung dame. Og mens Mutti gik hændervridende og rådløs rundt, tog barnet således selv affære.
Hun fjernede sine sting. Med en pincet og en nyskoldet neglesaks.
So there you have it: Hun ER fandme cool, det barn 😎😎😎
Ikke mere nu. Hav en fortsat velsignet dag derude i coronaland 💜
fredag den 27. marts 2020
Tænker, jeg lige vil skrive en ting om corona, for det er der jo næsten ingen andre, der gør for tiden ...
"Das hier ist kein Urlaub!" lød det i går i en mail til Barn 4 eller Yngstedatteren eller bare M (fordi hendes navn begynder med ... ja ... øh ... M 😉).
Mailen kom fra en af hendes lærere, og du kan måske selv gætte hvem (og nej, det var IKKE kristendomskundskabslæreren).
Og var ansporet af, at barnet havde afleveret en skriftlig opgave om Sport und Freizeit, som hun havde sendt til pågældende lærer vedhæftet en mail, hun fejlagtigt havde kaldt Coronaferie.
Oh dear 😱 Stupid child.
For jeg må give barnets lærer ret. Det ER sgu ingen ferie.
Jeg blev som 1000-vis af andre danskere sendt hjem fra job af statsministeren for to uger siden.
Eller måske er det mere korrekt at sige hjem I FORTSAT job. Som lærer forventes jeg jo nemlig at bedrive undervisning af mine elever fra hjemmematriklen.
Fair nok, tænkte jeg dengang, mens jeg pakkede min computer og alle mine undervisningsmaterialer sammen, inden jeg forlod skolen for at køre hjem og indrette en slags klasselokale i forstadsvillaen i Randers.
Jeg får jo fuld løn under hjemsendelsen, og jeg vil hellere end gerne bibringe mine englebasser på 9. årgang en smule læring. Faktisk helst så meget som muligt, for om lidt skal de til prøve i mundtlig engelsk, og vi er ikke færdige med pensum endnu 😱
Jeg var altså ret samarbejdsvillig 😇
Well, nu er der som antydet gået to uger, og jeg er stadig ret samarbejdsvillig 😇, men jeg må konstatere, at jeg tror, det var lettere for statsministeren at påbyde full-time fjernundervisning, end det er for mig at omsætte påbudet til handling.
Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sundt med en udfordring, så lever jeg virkelig helserigtigt for tiden.
Lad mig give et par eksempler:
Jeg har for nylig (læs: EFTER hjemsendelsen) stiftet bekendtskab med noget, de kalder Microsoft Teams. Det er et pissesmart online mødeværktøj, der sætter brugerne i stand til at mødes virtuelt.
Pissesmart som sagt. For med det kan jeg mødes med mine klasser og afvikle noget, der minder om en klassesamtale. Der er både video og lyd og alting.
Og skoleledelsen opfordrer os klogeligt nok til at bruge det. For vi påbydes også (af regeringen eller Mette F eller ministeriet eller ... jeg ved ikke præcis hvem, men NOGEN derovre i Christiansborg-området) at holde jævnlig kontakt til de små pus (altså eleverne, ikke skoleledelsen), navnlig de sårbare af dem.
One problem though: Da jeg ikke ligefrem er "digital native" (slå det selv op) og aldrig før har haft brug for at mødes med mine elever online, har jeg heller aldrig LÆRT eller fået nogen INSTRUKTION i at bruge lortet. Så det er i allerhøjeste grad learning by doing.
Og det hænder, at jeg løber panden mod en fucking usamarbejdsvillig computer, der åbenbart somme tider SELV bestemmer alting. For eksempel om jeg skal have held til at gennemføre online-undervisning af mine elever 😭😭😭
Derfor kan jeg til gengæld blive helt høj, når noget lykkes 💃💃💃 Og det gjorde det i forgårs.
Faktisk kan jeg med slet skjult stolthed bekendtgøre, at jeg efter et par frugtesløse forsøg onsdag formiddag klokken 10.08 havde held til at vise en film.
HJEMME FRA FORSTADSVILLAEN.
FOR TO KLASSER PÅ SAMME TID.
VIA SKÆRMDELINGSFUNKTIONEN I MICROSOFT TEAMS!
WOOP, WOOP 🎈🎉🎆 (Man skal huske at fejre sine succeser, hvor små de end er 😉)
Der er derimod ikke meget at fejre, når det gælder Min Uddannelse.
Lad mig lige forklare:
Min Uddannelse er vores digitale læringsplatform.
Det er her, jeg lægger opgaver ud til eleverne. Eller indscannede dokumenter. Eller billeder. Eller links til forskellige sites, som jeg ønsker, at eleverne skal klikke sig ind på.
Og det er her, eleverne AFLEVERER deres skriftlige opgaver, eller deres PowerPoint-præsentationer, eller de film, de har optaget, eller de lydfiler, de har indspillet, som led i undervisningen.
Det er også her, jeg giver eleverne feedback, når de har afleveret noget. Skriftlig feedback og karakterer.
Og det er her, jeg laver ugeplan, så englebasserne kan se, hvilke opgaver jeg forventer, de laver i den kommende tid.
Min Uddannelse er kort fortalt en stor formidlingscentral. Til input og output.
Og fuldkommen uundværlig. Navnlig når man bedriver fjernundervisning.
Til gengæld fungerer lortet ikke.
Forleden dag oplevede jeg 58 minutters ventetid for at komme på. Og i dag. Ja, i dag venter jeg stadig. Min skærm ser således ud:
Ingen grund til den store applaus her. Jeg bryder hverken ud i lovsang eller lambada.
Heldigvis har jeg været forudseende. Med sund digital skepsis har jeg nemlig sikret mig en smule analogt arbejde: 62 udprintede tyskopgaver, der skal rettes.
Med blyant 😉
DET ved man sgu, hvad er 👍
Måske lyder det umiddelbart lidt ensformigt, og det er det dælme også, men som adspredelse har jeg lykkeligvis min datter, ovenfor omtalte M, hjemme.
Ligesom mine elever går hun i 9. klasse. Og vi hygger. Hold kæft, hvor vi hygger.
For eksempel når barnet, som jo OGSÅ modtager fjernundervisning, kommer og spørger Mutti (altså mig) om randmoræner i geografi. Eller letopløselige baser i fysik/kemi. Eller en fiks lille fortolkning Henrik Pontoppidans Ørneflugt.
Og til det meste af det må jeg bare sige FUCK. Jeg har haft held til at skjule det i mange år, men NU finder barnet ud af, hvor dum jeg er 😂 Jeg kan KUN engelsk og tysk. Period!
Så jeps. Vi hygger big time.
Det er så til gengæld mere, end man kan sige om mit besøg i Vanløse i sidste weekend.
Eller ... øh ... jo, det var super hyggeligt. For jeg besøgte jo en bestemt dame, som jeg har et ret nært forhold til 💘 Og som jeg til tider kysser på 💋
MEN.
Altså de der københavnere 😬
Et eller andet sted forstår jeg dem selvfølgelig godt. For de lever jo umanerlig tæt sammen derhenne i hovedstaden. I hvert fald i forhold til os i Randers.
Så det er muligt, at de ikke rigtig lægger mærke til, hvordan de gnubber sig op ad hinanden.
Men damn, hvor de gnubber!
Jeg var for eksemel en tur i et supermarked, og jeg siger dig, Hans-Otto ...
Altså i supermarkederne her i Randers har der længe været håndsprit til kunderne ved både indgang og alle kasser. Der er gummihandsker til kunderne. Der er afstandsstreger på gulvene. Der er i dusinvis af formanende skilte. Og kassemedarbejderne sidder bag store skærme af plexiglas. Folk går i buer uden om hinanden og undgår at flokkes ved hylderne (undtagen måske lige hylden med håndsprit, men DEN trængsel hører hurtigt op igen, når folk på ti sekunder har hamstret hylden tom).
I Vanløse til gengæld. Suk. Ingen sprit ved indgangen. Ingen sprit ved kasserne. Ingen plexiglasafskærmning til kassemedarbejderne. Og i tilgift en fuldkommen dystopisk trængsel i butikken.
Gys 😱
Hvilket var fucking VAND ved siden af dystopien på gangstien omkring Damhussøen.
Her har politiet glemt at ensrette trafikken.
Hvilket vil sige, at man som almindelig fodgænger på spadseretur bliver mødt af en FED, dobbeltrettet strøm af motionsløbere, som, forvist fra deres fitnesscentre, storsvedende og tungt prustende SLYNGER om sig med klamme og måske virusinficerede kropsvæsker.
DET er fandme uhyggeligt 😱
Så vil jeg alligevel hellere sidde her i min forstadsvilla i Randers og svare på datterens gode spørgsmål om kinetisk energi og andet guf, mens jeg venter på Min Uddannelse og retter analoge tyskopgaver.
Og med de ord vil jeg slutte for i dag. Fortsat god coronaferie til alle 😉💜
Mailen kom fra en af hendes lærere, og du kan måske selv gætte hvem (og nej, det var IKKE kristendomskundskabslæreren).
Og var ansporet af, at barnet havde afleveret en skriftlig opgave om Sport und Freizeit, som hun havde sendt til pågældende lærer vedhæftet en mail, hun fejlagtigt havde kaldt Coronaferie.
Oh dear 😱 Stupid child.
For jeg må give barnets lærer ret. Det ER sgu ingen ferie.
Jeg blev som 1000-vis af andre danskere sendt hjem fra job af statsministeren for to uger siden.
Eller måske er det mere korrekt at sige hjem I FORTSAT job. Som lærer forventes jeg jo nemlig at bedrive undervisning af mine elever fra hjemmematriklen.
Fair nok, tænkte jeg dengang, mens jeg pakkede min computer og alle mine undervisningsmaterialer sammen, inden jeg forlod skolen for at køre hjem og indrette en slags klasselokale i forstadsvillaen i Randers.
Jeg var altså ret samarbejdsvillig 😇
Well, nu er der som antydet gået to uger, og jeg er stadig ret samarbejdsvillig 😇, men jeg må konstatere, at jeg tror, det var lettere for statsministeren at påbyde full-time fjernundervisning, end det er for mig at omsætte påbudet til handling.
Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sundt med en udfordring, så lever jeg virkelig helserigtigt for tiden.
Lad mig give et par eksempler:
Jeg har for nylig (læs: EFTER hjemsendelsen) stiftet bekendtskab med noget, de kalder Microsoft Teams. Det er et pissesmart online mødeværktøj, der sætter brugerne i stand til at mødes virtuelt.
Pissesmart som sagt. For med det kan jeg mødes med mine klasser og afvikle noget, der minder om en klassesamtale. Der er både video og lyd og alting.
Og skoleledelsen opfordrer os klogeligt nok til at bruge det. For vi påbydes også (af regeringen eller Mette F eller ministeriet eller ... jeg ved ikke præcis hvem, men NOGEN derovre i Christiansborg-området) at holde jævnlig kontakt til de små pus (altså eleverne, ikke skoleledelsen), navnlig de sårbare af dem.
One problem though: Da jeg ikke ligefrem er "digital native" (slå det selv op) og aldrig før har haft brug for at mødes med mine elever online, har jeg heller aldrig LÆRT eller fået nogen INSTRUKTION i at bruge lortet. Så det er i allerhøjeste grad learning by doing.
Og det hænder, at jeg løber panden mod en fucking usamarbejdsvillig computer, der åbenbart somme tider SELV bestemmer alting. For eksempel om jeg skal have held til at gennemføre online-undervisning af mine elever 😭😭😭
Derfor kan jeg til gengæld blive helt høj, når noget lykkes 💃💃💃 Og det gjorde det i forgårs.
Faktisk kan jeg med slet skjult stolthed bekendtgøre, at jeg efter et par frugtesløse forsøg onsdag formiddag klokken 10.08 havde held til at vise en film.
HJEMME FRA FORSTADSVILLAEN.
FOR TO KLASSER PÅ SAMME TID.
VIA SKÆRMDELINGSFUNKTIONEN I MICROSOFT TEAMS!
WOOP, WOOP 🎈🎉🎆 (Man skal huske at fejre sine succeser, hvor små de end er 😉)
Der er derimod ikke meget at fejre, når det gælder Min Uddannelse.
Lad mig lige forklare:
Min Uddannelse er vores digitale læringsplatform.
Det er her, jeg lægger opgaver ud til eleverne. Eller indscannede dokumenter. Eller billeder. Eller links til forskellige sites, som jeg ønsker, at eleverne skal klikke sig ind på.
Og det er her, eleverne AFLEVERER deres skriftlige opgaver, eller deres PowerPoint-præsentationer, eller de film, de har optaget, eller de lydfiler, de har indspillet, som led i undervisningen.
Det er også her, jeg giver eleverne feedback, når de har afleveret noget. Skriftlig feedback og karakterer.
Og det er her, jeg laver ugeplan, så englebasserne kan se, hvilke opgaver jeg forventer, de laver i den kommende tid.
Min Uddannelse er kort fortalt en stor formidlingscentral. Til input og output.
Og fuldkommen uundværlig. Navnlig når man bedriver fjernundervisning.
Til gengæld fungerer lortet ikke.
Forleden dag oplevede jeg 58 minutters ventetid for at komme på. Og i dag. Ja, i dag venter jeg stadig. Min skærm ser således ud:
Ingen grund til den store applaus her. Jeg bryder hverken ud i lovsang eller lambada.
Heldigvis har jeg været forudseende. Med sund digital skepsis har jeg nemlig sikret mig en smule analogt arbejde: 62 udprintede tyskopgaver, der skal rettes.
Med blyant 😉
DET ved man sgu, hvad er 👍
Måske lyder det umiddelbart lidt ensformigt, og det er det dælme også, men som adspredelse har jeg lykkeligvis min datter, ovenfor omtalte M, hjemme.
Ligesom mine elever går hun i 9. klasse. Og vi hygger. Hold kæft, hvor vi hygger.
For eksempel når barnet, som jo OGSÅ modtager fjernundervisning, kommer og spørger Mutti (altså mig) om randmoræner i geografi. Eller letopløselige baser i fysik/kemi. Eller en fiks lille fortolkning Henrik Pontoppidans Ørneflugt.
Og til det meste af det må jeg bare sige FUCK. Jeg har haft held til at skjule det i mange år, men NU finder barnet ud af, hvor dum jeg er 😂 Jeg kan KUN engelsk og tysk. Period!
Så jeps. Vi hygger big time.
Det er så til gengæld mere, end man kan sige om mit besøg i Vanløse i sidste weekend.
Eller ... øh ... jo, det var super hyggeligt. For jeg besøgte jo en bestemt dame, som jeg har et ret nært forhold til 💘 Og som jeg til tider kysser på 💋
MEN.
Altså de der københavnere 😬
Et eller andet sted forstår jeg dem selvfølgelig godt. For de lever jo umanerlig tæt sammen derhenne i hovedstaden. I hvert fald i forhold til os i Randers.
Så det er muligt, at de ikke rigtig lægger mærke til, hvordan de gnubber sig op ad hinanden.
Men damn, hvor de gnubber!
Jeg var for eksemel en tur i et supermarked, og jeg siger dig, Hans-Otto ...
Altså i supermarkederne her i Randers har der længe været håndsprit til kunderne ved både indgang og alle kasser. Der er gummihandsker til kunderne. Der er afstandsstreger på gulvene. Der er i dusinvis af formanende skilte. Og kassemedarbejderne sidder bag store skærme af plexiglas. Folk går i buer uden om hinanden og undgår at flokkes ved hylderne (undtagen måske lige hylden med håndsprit, men DEN trængsel hører hurtigt op igen, når folk på ti sekunder har hamstret hylden tom).
I Vanløse til gengæld. Suk. Ingen sprit ved indgangen. Ingen sprit ved kasserne. Ingen plexiglasafskærmning til kassemedarbejderne. Og i tilgift en fuldkommen dystopisk trængsel i butikken.
Gys 😱
Hvilket var fucking VAND ved siden af dystopien på gangstien omkring Damhussøen.
Her har politiet glemt at ensrette trafikken.
Hvilket vil sige, at man som almindelig fodgænger på spadseretur bliver mødt af en FED, dobbeltrettet strøm af motionsløbere, som, forvist fra deres fitnesscentre, storsvedende og tungt prustende SLYNGER om sig med klamme og måske virusinficerede kropsvæsker.
DET er fandme uhyggeligt 😱
Så vil jeg alligevel hellere sidde her i min forstadsvilla i Randers og svare på datterens gode spørgsmål om kinetisk energi og andet guf, mens jeg venter på Min Uddannelse og retter analoge tyskopgaver.
Og med de ord vil jeg slutte for i dag. Fortsat god coronaferie til alle 😉💜
mandag den 2. marts 2020
Og gårdvagter og halvfjerdsermode
Kan du huske dette indlæg?
Well.
Har så været gårdvagt i dag.
Iført min nye mandagshue 💩:
Og skolens gårdvagtsjakke.
Totally priceless med alle de børne- og voksengrin, der blev kastet i fruens retning 😂😂😂
Så det er sgu nok ikke sidste gang 😉
Skal i øvrigt hilse fra 1970erne og sige, at brunt og orange er chikt! 👍
Well.
Har så været gårdvagt i dag.
Iført min nye mandagshue 💩:
Og skolens gårdvagtsjakke.
Totally priceless med alle de børne- og voksengrin, der blev kastet i fruens retning 😂😂😂
Så det er sgu nok ikke sidste gang 😉
Skal i øvrigt hilse fra 1970erne og sige, at brunt og orange er chikt! 👍
søndag den 1. marts 2020
Lidt om stammekrig
Nåda. Nu har jeg sørme læst en artikel 📰
Som, sagt på jysk, faktisk ikke er dårlig. Og oversat til københavnsk: er FÅRKING FED, mand! 😉
Den beskriver lige præcis noget af det, jeg har følt i nogen tid, men ikke rigtig har fået sat ord på.
Måske fordi jeg ved at påtale fremfærden hos den person, artiklen blandt andet handler om, kan komme til at fremstå politisk ukorrekt og risikerer at blive udskammet som klimaignorant.
Artiklen er et interview med en mand, som jeg har måttet google. Søren Ulrik Thomsen.
Havde sgu aldrig hørt om ham før. Og det er der en god grund til: Han er modernistisk digter og befinder sig dermed på så højt et kulturelt niveau, at jeg umuligt kan nå op og kigge over kanten, selv om jeg står på det yderste af tåneglene.
Jeg interesserer mig kort fortalt ikke en skid for poesi. Jeg forstår det ikke. Ligesom ballet.
Men det vil jeg ikke lægge manden til last, for han kan åbenbart også udtale sig til artikler, og her kan jeg bedre være med 😂
Nå, men det, hr. Thomsen siger, er, at vi skal passe på, klimadebatten ikke ender i en opsplitning i gode og onde mennesker og en dæmonisering af fjenden. For så bliver klimaproblematikken pludselig til identitetspolitik. Det kommer til at handle om, hvem vi er (OS imod DE ANDRE), og ikke, hvad vi hver især siger, og dermed fjerner vi fokus fra det egentlige issue og den vigtige samtale.
Prøv for eksempel at læse følgende citat fra artiklen:
"Jeg er blevet meget overfølsom over for politisk afpresning af typen: Enten er du en del af løsningen eller en del af problemet. Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Hele din person er enten med til at redde Jorden eller skubbe på for dens undergang. Du skal tage stilling nu, ellers går Jorden under. Dén har jeg hørt før. I vores ungdom var det atomtruslen og Den Kolde Krig, men i det øjeblik, der går vækkelse i det, handler det ikke længere om det virkelige problem. Debatten forpestes, og faren er jo, at man bliver så vred over udskamningen, at man selv forfalder til at etablere sig som en modidentitet til korrektheden."
Well, you can say THAT again, Mr. Thomsen!
Tag nu for eksempel min mor, fru Tudse.
Fru Tudse er SÅ irriteret over en vis Greta Thunbergs sure miner og anklagende pegefingre, der for en stor del svirpes mod hele min mors generation, at Mutti er blevet demonstrativt ligeglad med klimaet.
Og det er velsagtens ikke der, vi skal hen. Hvor en gruppe tager patent på sandheden og de rigtige holdninger og har så travlt med at udskamme andre grupper, at disse andre grupper får lyst til at ørle og modarbejde hele klimaprojektet.
Så er vi nemlig landet i et stammeunivers. Eller tribalisering, som Thomsen kalder det. Og i et sådant univers er man tilbøjelig til at identificere sig med en gruppe ud fra nogle bestemte karakteristika og har så travlt med at bekrige andre grupper ud fra DERES karakteristika, at kampen bliver et mål i sig selv. Til gengæld glemmer man at lytte til de andres perspektiver og argumenter.
Eller som digtermanden længere nede i artiklen siger om begrebet woke:
"Man er virkelig imod noget, oprørt over, hvor galt det går, og hvor forkert det er, at de andre ikke har set nøjagtig det samme som en selv. Dér er man allerede langt væk fra at tale om de konkrete problemer. Og umådeligt selvoptaget. Man forholder sig ikke til meningsforskelle, men til, hvor typisk det er af de andre at sige sådan og sådan."
Frøken Thunberg kan i min optik med al sin fokus på skyld og skam have skabt en træls og kontraproduktiv polarisering i klimadebatten. Den er ligesom kørt lidt af sporet og kommet til at handle om PERSONEN.
Jeg fornemmer således, at der findes en ret stor gruppe af fortrinsvis unge mennesker, der ser Thunberg som den store guru. Eller som Thomsen skriver: "barnet i Kejserens Nye Klæder" med en "særlig adgang til sandheden".
Og en anden ret stor gruppe af fortrinsvis lidt ældre mennesker, der måske føler sig stigmatiseret og ser hende som en pisseirriterende møgunge, der hellere skulle passe sin skolegang.
Begge grupper viser dermed en unuanceret tilgang til klimasagen, som i følge Thomsen ikke kan løses via "klubdannelser og stammefællesskaber", men derimod gennem dialog og respekt for andres meninger.
SåDAN, Thomsen! 👍
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Eller ... øh ... jeg kan faktisk SLET ikke sige det bare tilnærmelsesvis lige så godt som digtermanden.
I artiklen siger han også mange andre gode, kloge ting. Du kan læse den her.
Nå, men jeg vil liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. Har lige været et smut til 🎾, og jeg lugter lidt af gnu.
Fortsat god søndag 💜
Som, sagt på jysk, faktisk ikke er dårlig. Og oversat til københavnsk: er FÅRKING FED, mand! 😉
Den beskriver lige præcis noget af det, jeg har følt i nogen tid, men ikke rigtig har fået sat ord på.
Måske fordi jeg ved at påtale fremfærden hos den person, artiklen blandt andet handler om, kan komme til at fremstå politisk ukorrekt og risikerer at blive udskammet som klimaignorant.
Artiklen er et interview med en mand, som jeg har måttet google. Søren Ulrik Thomsen.
Havde sgu aldrig hørt om ham før. Og det er der en god grund til: Han er modernistisk digter og befinder sig dermed på så højt et kulturelt niveau, at jeg umuligt kan nå op og kigge over kanten, selv om jeg står på det yderste af tåneglene.
Jeg interesserer mig kort fortalt ikke en skid for poesi. Jeg forstår det ikke. Ligesom ballet.
Men det vil jeg ikke lægge manden til last, for han kan åbenbart også udtale sig til artikler, og her kan jeg bedre være med 😂
Nå, men det, hr. Thomsen siger, er, at vi skal passe på, klimadebatten ikke ender i en opsplitning i gode og onde mennesker og en dæmonisering af fjenden. For så bliver klimaproblematikken pludselig til identitetspolitik. Det kommer til at handle om, hvem vi er (OS imod DE ANDRE), og ikke, hvad vi hver især siger, og dermed fjerner vi fokus fra det egentlige issue og den vigtige samtale.
Prøv for eksempel at læse følgende citat fra artiklen:
"Jeg er blevet meget overfølsom over for politisk afpresning af typen: Enten er du en del af løsningen eller en del af problemet. Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Hele din person er enten med til at redde Jorden eller skubbe på for dens undergang. Du skal tage stilling nu, ellers går Jorden under. Dén har jeg hørt før. I vores ungdom var det atomtruslen og Den Kolde Krig, men i det øjeblik, der går vækkelse i det, handler det ikke længere om det virkelige problem. Debatten forpestes, og faren er jo, at man bliver så vred over udskamningen, at man selv forfalder til at etablere sig som en modidentitet til korrektheden."
Well, you can say THAT again, Mr. Thomsen!
Tag nu for eksempel min mor, fru Tudse.
Fru Tudse er SÅ irriteret over en vis Greta Thunbergs sure miner og anklagende pegefingre, der for en stor del svirpes mod hele min mors generation, at Mutti er blevet demonstrativt ligeglad med klimaet.
Og det er velsagtens ikke der, vi skal hen. Hvor en gruppe tager patent på sandheden og de rigtige holdninger og har så travlt med at udskamme andre grupper, at disse andre grupper får lyst til at ørle og modarbejde hele klimaprojektet.
Så er vi nemlig landet i et stammeunivers. Eller tribalisering, som Thomsen kalder det. Og i et sådant univers er man tilbøjelig til at identificere sig med en gruppe ud fra nogle bestemte karakteristika og har så travlt med at bekrige andre grupper ud fra DERES karakteristika, at kampen bliver et mål i sig selv. Til gengæld glemmer man at lytte til de andres perspektiver og argumenter.
Eller som digtermanden længere nede i artiklen siger om begrebet woke:
"Man er virkelig imod noget, oprørt over, hvor galt det går, og hvor forkert det er, at de andre ikke har set nøjagtig det samme som en selv. Dér er man allerede langt væk fra at tale om de konkrete problemer. Og umådeligt selvoptaget. Man forholder sig ikke til meningsforskelle, men til, hvor typisk det er af de andre at sige sådan og sådan."
Frøken Thunberg kan i min optik med al sin fokus på skyld og skam have skabt en træls og kontraproduktiv polarisering i klimadebatten. Den er ligesom kørt lidt af sporet og kommet til at handle om PERSONEN.
Jeg fornemmer således, at der findes en ret stor gruppe af fortrinsvis unge mennesker, der ser Thunberg som den store guru. Eller som Thomsen skriver: "barnet i Kejserens Nye Klæder" med en "særlig adgang til sandheden".
Og en anden ret stor gruppe af fortrinsvis lidt ældre mennesker, der måske føler sig stigmatiseret og ser hende som en pisseirriterende møgunge, der hellere skulle passe sin skolegang.
Begge grupper viser dermed en unuanceret tilgang til klimasagen, som i følge Thomsen ikke kan løses via "klubdannelser og stammefællesskaber", men derimod gennem dialog og respekt for andres meninger.
SåDAN, Thomsen! 👍
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Eller ... øh ... jeg kan faktisk SLET ikke sige det bare tilnærmelsesvis lige så godt som digtermanden.
I artiklen siger han også mange andre gode, kloge ting. Du kan læse den her.
Nå, men jeg vil liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. Har lige været et smut til 🎾, og jeg lugter lidt af gnu.
Fortsat god søndag 💜
Abonner på:
Opslag (Atom)