fredag den 28. marts 2014

Slap af, Danmark!

X-Factor-vinderen er fundet. Eller vinderNE!

Må tilstå, at jeg de sidste mange uger har heppet på Lucy Mardou, for hun har fandme sunget godt.

MEN!

Blev bare SÅ irriteret på hende, da hun sang piv-fucking-falsk under HELE nummeret med Carpark North, at jeg i trods stemte på Anthony og Jasmin her i finalen ...

... for derpå at fortryde under kunstnernes afsluttende numre og ... OGSÅ stemme på Lucy.

Mine to stemmer har dermed udlignet hinanden, og jeg er fucking Schweiz!

Terrorister? I mit hjem? WTF?

"Mor, er det okay, at cellen kommer her og spiser på onsdag?" 

Sådan lød det fra Barn 1 i morges.

"Jada, jeg er hos Ladyen på onsdag, så I har det hele for jer selv," kvidrede jeg venligt og imødekommende. Og helt uden at tænke.

Men så tænkte jeg.

"Øh ... 'cellen'?! Hvem fanden er det? Har du meldt dig ind i Al Qaida?"

"Narj, det er de der kristne," svarede hun. "De vil gerne holde fællesspisning hos os."

Fuuuuuuck! De er altså ikke terrorister. 

De er værre!

"Øh ... ved de godt, at din mor er lebbe?" forhørte jeg mig. "Og hvorfor helvede kalder de sig 'celler'? Er de ikke klar over, hvilke associationer det giver?"

Jeg kunne mærke, at jeg var ved at få en hårrejsning i mit lebbehår af oprørthed.

En forklaring:

Det forholder sig sådan, at min datter går på musikhold med en fyr, som vist nok er rigtig rar. Og de to snakker godt sammen. Og han tilhører den der frikirke. Og hun har været med ham til nogle arrangementer derhenne. Og nu er hun altså blevet venner med nogle flere af dem. Som har inviteret hende med til nogle fællesspisninger (læs: bønnemøder, red.).

Og de er skide homofobiske.

Og jeg er ret ukristen.

Og nu vil de altså holde bønnemøde. I min lejlighed of all places, haha.

Ikke det bedste match i verdenshistorien.

Men det lykkedes mig at mønstre en vis overbærenhed. At de er nogle intolerante, afvisende, frelste sataner betyder jo ikke, at jeg behøver opføre mig på samme måde. 

Så de er velkomne i mit hjem.

Tænker, jeg anskaffer et par regnbueflag og hænger op hist og her.

Mon man også kan få regnbueservietter til borddekorationen?

onsdag den 26. marts 2014

Ud af ludergaden

Har vist nok nået en milepæl i dag.

For ... øh ... har vist nok købt et hus. (Og en havetraktor - helt i lesbisk stil ;-))

Og forlader dermed vist nok ludergaden.

Vil dog ikke fortælle for meget af frygt for at jinxe det hele.

Der foreligger ingen underskrifter endnu, og lidt overtroisk har man vel lov at være.

Jubler forsigtigt.

Mere info senere.

Wish me luck.

tirsdag den 25. marts 2014

Noget, jeg ikke er for stolt af

En tilståelse:

Jeg har engang spildt sundhedsvæsenets tid på en utrolig barnlig måde. 

Jeg var ikke helt så barnlig som de læger, der for nylig iværksatte en aktion, som vel nærmest gik ud på at blokere akuttelefonen med falske opkald.

Men næsten.

Se, sagen var den, at jeg efter mange oplevelser af ensartet tilsnit var blevet lidt træt af telefonsamtaler som denne:

(Forestil dig, at jeg sidder med et sygt barn på skødet og ringer til lægevagten.)

"Det er lægevagten. Goddag."

"Goddag. Du taler med ..."

"Personnummer!"

Satans til frækhed, at vagtlægerne ikke en gang havde tid til at høre mit navn, før de bad om mit barns personnummer. 

Så kan man spørge sig selv, hvorfor de mon var så ivrige efter at få oplyst sådan et skide nummer, at de uden videre tilsidesatte al dannelse?

Og svaret er, at patientens personnummer udløser en sum penge til lægen. Derfor.

Men så er det altså bare, at jeg bliver UTROLIG irriteret. Der er fandme ikke meget anstændighed over så ubehøvlet en adfærd. 

Derfor indledte jeg en dag min egen vendetta, så man i den efterfølgende periode kunne høre følgende dialog udspille sig, når jeg ringede til lægevagten:

"Det er lægevagten. Goddag."

"Goddag. Du taler med 120672-1738."

(Derpå holdt jeg en indstuderet lille kunstpause, mens jeg i røret kunne høre lyden af lægens grådige fingre, der tastede mit personnummer ind i computeren. Og så fortsatte jeg med at tale.)

"Det drejer sig om 080204-1445."

(Hvorpå lægen måtte ulejlige sig med at slette mit nummer og indtaste mit barns.)

HA! Gotcha, dumb motherfucker! Totally feelgood.

Og således udrettede jeg fire ting:

  1. Jeg fremstod dummere, end jeg er, når jeg tilsyneladende ikke vidste, at det er patientens personnummer, man skal oplyse, og ikke hans mors. 
  2. Jeg forhalede ekspeditionen af mig selv. 
  3. Jeg spildte lægernes tid. 
  4. Og gjorde dem i samme hug mega vrangvillige og lige så irriterede på mig, som jeg havde været på dem. 

SÅ flot altså!

søndag den 23. marts 2014

Hvad blogging kan udrette

Har lige opdaget noget cool. Noget virkelig cool altså.

Kan du huske dette indlæg, hvor jeg blandet andet bringer dette billede:


 ... og morer mig højlydt over, at Finax har glemt at skrive havregryn på listen over ingredienser til havregrød?

Okay, nu skal du så høre, hvad der videre skete. 

I al anstændighed sendte jeg linket til nævnte blogindlæg til Finax for ligesom at give dem en chance for at rette op på fejlen. 

Og så satte jeg mig ellers til at vente. I cirka fire måneder.

Og vupti, nu ser pakkerne med økologiske havregryn fra Finax pludselig således ud:


See the difference?

Hehe. Hvor cool er DET ikke lige!



Så nu venter jeg bare på en hjertelig tak fra Finax. Og måske en lille erkendtlighed ;-) 

Har imidlertid ikke hørt en lyd fra firmaet. But who knows, måske står der en dag en palle med økologiske havregryn uden for min dør.

onsdag den 19. marts 2014

Ih du milde, hvor kan jeg blive vred

Shit altså, bliver sgudda helt forskrækket over mig selv somme tider.

Som nu for eksempel forleden dag, da jeg kom ned i vores fælles vaskekælder i den ejendom i ludergaden, hvor jeg bor.

Og opdagede, AT NOGEN HAVDE NEGLET MIN LODNE, LYSERØDE BADEKÅBE.

WTF?!!!

Hvis noget pisser mig af, så er det, når nogen stjæler fra mig. Jeg kan IKKE TAGE DET!

Som for eksempel dengang med badeværelsesmåtten.

Og nu altså også min allerkæreste beklædningsgenstand, som jeg netop havde vasket og hængt til tørre, så den var ren og lækker at tage med ud til Ladyen i denne uge.

Pis!

Heldigvis mestrer jeg disciplinen "få afløb for din arrigskab," så hvis nogen vover at begive sig ned i vaskekælderen i disse dage, bliver de mødt af følgende syn på toppen af vaskemaskinen:




















Jeg har også skrevet beskeden på engelsk af høfligt hensyn til den flok litauere, der har indlogeret sig i kælderetagen.

Nu håber jeg bare, jeg har udtrykt mig klart nok.

søndag den 16. marts 2014

Hvad sker der lige for vestjyderne?

Jeg har sådan et lille statistikprogram koblet til min blog. 

Google Analytics. 

Fed lille gadget, der fortæller mig meget interessant om trafikken her på dropsene. 

For eksempel kan jeg se, at jeg i den sidste måned har haft læsere i Rom, Accra, Oxford, Ixelles, Milano, Eksjö, Malmö, Santiago, Paris, London, Stockholm, Warszawa, Randolph, Flachau, Bergen.

Foruden Malling og andre spændende steder i Danmark.

Mange steder i Danmark. Næsten overalt i Danmark faktisk.

YEEEHAW! Fantastisk! 

Og tusind tak til alle jer! Elsker bare at blive læst!

Men ... øh ... hvor fanden er Vestjylland henne i statistikken? 

Med undtagelse af Esbjerg (og mange tak, Esbjerg :-D) har jeg ikke haft et eneste besøg fra den vestlige del af landet.

WTF?!

Er hele Vestjylland mon styrtet i havet? Har de ingen homoseksuelle derude? Og da jeg ved, at langt fra alle mine læsere er homoseksuelle: Har de ingen heteroseksuelle derude? Eller har de ingen netdækning? Er de ude med kutteren? Eller går de i vinterdvale uden for turistsæsonen?

Jeg ANER det ikke.

Enlighten me, please.


Uhyret under sengen

Min lejlighed er for lille.

Jeg har ganske vist 140 kvadratmeter at danse lambada på, men der mangler værelser. Lejligheden er kun en femmer, og det er ikke nok, når to af værelserne er stuer, og man har fire rotter at indplacere.

Derfor sover jeg på gulvet under min yngste datter i den ene stue. 

Når jeg siger "på gulvet under min yngste datter," mener jeg, at barnet har en seng på høje ben, mens jeg ligger på to madrasser under sengen. 

Dermed sender englebassen et lidt tvetydigt signal, når hun synger med på Eminem og Rihannas aktuelle hit. Som for eksempel her til morgen før vi stod op:

"I'm friends with the monster that's under my bed."

Hrmpf!

lørdag den 15. marts 2014

Lesbisk statement-søjle

Se, hvad jeg har købt! En T-shirt med sådan et tryk:

:-D

Den tager jeg på i skole. Så bliver det spændende at høre, om nogen kommenterer den.

Den bliver første skridt i min egen lille lesbiske promotionkampagne og vil snart blive efterfulgt af lesbiske caps, kaffekrus, streamere til bilen, og hvad jeg ellers måtte finde på.

Nu har jeg i halvdelen af en almindelig danskers gennemsnitlige levealder skjult mig for andre, fordi jeg troede, jeg ville dø af skam, hvis nogen nogensinde opdagede, at jeg er til kvinder, og den slags er ærlig talt lidt anstrengende i længden.

No more of that shit!

Så jeg fortæller gerne, hvem jeg er.

Desuden tror jeg på, at det har en gavnlig effekt at lade folk støde på homoseksualitet andre steder end i storbyernes parader (hvor mange homofober desværre får bekræftet deres fordomme, fordi man her møder alle afskygninger af homoseksuelle - også dem, der er meget outrerede og "anderledes"). 

For jo mere man møder os i helt almindelige, dagligdags situationer i det offentlige rum, desto mindre mystiske og fremmedartede vil jeg tro, at vi forekommer. Og desto færre fordomme håber jeg, at folk derude har.

Det kunne for eksempel være i supermarkedet eller på motorvejen eller ved tavlen i et klasselokale.

Og da man vist nok ikke rigtig kan se på mig, at jeg er lesbisk, og det nok kan virke lidt bizart pludselig at begynde at snakke om min homoseksualitet til forholdsvis ukendte kassedamer i Rema1000, ja så kan jeg for eksempel iføre mig en T-shirt med et statement.

Og hvis jeg så samtidig formår at opføre mig nogenlunde sympatisk og imødekommende, så har jeg i min egen optik gjort den bedst mulige reklame. 

Det skal i hvert fald prøves. 

Jeg vil lancere min egen small-scale charmeoffensiv.

Bum.

onsdag den 12. marts 2014

Om at være for lesbisk

Som jeg skrev forleden dag, kommer jeg ud for ret mange spændende episoder i mit arbejdsliv lige for tiden.

Som nu for eksempel i sidste uge. Hvor det gik op for mig med al eftertrykkelighed, at der altså er visse kvindeting, jeg ganske simpelt er for lesbisk-stereotyp til at udføre.

Således blev jeg fredag morgen antastet af en af mine ældre mandlige kolleger, der så ud til at være tydeligt lettet over min ankomst til lærerværelset.

"Du er nødt til at gå op i håndgerningslokalet. Der sidder to ungersvende fra syvende og er ved at sy et Ku Klux Klan-kostume. Og det er blevet for lille. Kan du ikke lige gå op og hjælpe dem med at lave det større. Ja ... øh ... det tænkte jeg, at du nok var bedre til end mig, møhøhø."

Suk. Hvorfra i alverden tror han, at jeg skulle have noget som helst begreb om at sidde ved en symaskine? At jeg aner, hvad der er højre og venstre på sådan en fanden? 

Faktisk irriterer det mig for vildt at få trukket sådan et prædikat ned over hovedet, blot fordi jeg er kvinde.

Jeg er jo alt for lesbisk til den slags heteronormative forestillinger.

I virkeligheden havde jeg held til at snyde mig helt uden om symaskinekørekortet i min egen skoletid. Håndgerning var for mig det mest idiotiske, tøsede, intetsigende fag i verdenshistorien. 

Det var leverpostej. Med leverpostej på. 

Og grundet min ringe interesse for de husmoderlige dyder, lykkedes det mig at bruge fulde tre måneders håndgerningstimer på at strikke en enkelt grydelap. Retstrikning hele vejen. Bare for at få tiden til at gå.

GAB!

Men der var ingen udvej for mig i fredagens prekære situation, for det var min pligt at hjælpe drengene med at få deres kostume færdigt.

Shit.

Og stakkels Ingolf, som vi jo kan kalde den arme elev, der skulle stoppes i kostumet, kom i første omgang til at ligne en overdimensioneret søpølse, da vi ved fælles anstrengelser fik ham skruet i det.

Og der var intet mindre end en katastrofe under opsejling, for kostumet var en vigtig del af en MEGET vigtig præsentation, der skulle afholdes i denne uge.

Åh, haha, hvor var det synd for ham, at han måtte nøjes med min assistance.

Men hey, miraklernes tid er ikke forbi. Jeg ved ikke, hvilke omforandringer han har fået udført på kostumet i weekenden og på sikker afstand af min hjælp, men her er han, som han så ud i dag:





















Not bad at all.

Imod alle odds.

tirsdag den 11. marts 2014

Østrogen versus testosteron

Har lige tværet Oscars far ud. Hehe. 

Ikke at vi sådan officielt var i nogen form for kamp altså. 

Og så alligevel.

Ser du, sagen er den, at min yngste datter spiller på samme basketballhold som Oscar, og da der er træning tirsdag og torsdag, er vi altså en flok forældre, der tilbringer en stund i hallen på disse dage, mens vores afkom spiller bold med hinanden.

Og netop i dag havde jeg så i al min sprudlende friskhed besluttet, at jeg lige så godt kunne bruge tiden på en løbetur i omegnen. Nu er jeg godt på vej til at opbygge en helt enestående god form, da jeg løb både i forgårs og forrige mandag efter at have holdt bekvem vinterpause siden august.

Oscars far havde truffet samme brillante beslutning og tog hul på sin løbetur i nøjagtig samme sekund som jeg. 

Inden vi satte af sted fra hallen, nåede vi lige at veksle et par ord. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at løbe en femmer: ud til parken, tre runder af den yderste parksti og tilbage igen.

Oscars far nikkede. 

Øh ... nærmest indforstået, syntes jeg. 

Hvad fanden mente han mon med det? Jeg havde absolut ikke tænkt mig at følges med Oscars far, hvis det var det, han troede. Og endnu mindre havde jeg tænkt mig at løbe om kap med ham.

"Ja, det er jo første gang i tre år, at jeg løber," sagde han. "Men man kan jo lige så godt udnytte tiden, mens ungerne træner."

"Ja, det kan man," svarede jeg. "Og så er det for resten kun tredje gang siden sidste sommer, at JEG løber."

Han skulle sgudda ikke komme der og påstå, at han var i dårligere form end jeg. For hvad så, hvis han vandt det kapløb, som jeg klart følte var under opsejling?

Så ville han jo have ubeskåret håneret. Sådan lidt usagt altså. Men alligevel.

Nå, men vi satte i gang, og omgående blev fruen sat eftertrykkeligt på plads. Min uofficielle modkombattant accelererede, så hans løbesko næsten afsatte rygende gummiaftryk på fortovet. Og det lykkedes ham at holde en imponerende kadence helt indtil Shell-tanken 200 meter ude ad ruten.

Så gik han i stå. 

Indtil jeg med min forholdsvis utrænede kvindekrop og i mit jævne luntetempo var nået næsten op på siden af ham.

Så satte han i gang igen. Han er jo fuld af testosteron, så jeg tænker, det var et spørgsmål om ære.

Så gik han i stå.

Indtil jeg næsten var oppe på siden af ham.

Og på samme uskønne facon gentog historien sig, til vi til sidst nåede frem til parken. Jeg i et adstadigt, men dog stabilt tempo, og han i en mere fragmenteret stil.

Vi valgte hver sin vej rundt i parken. Det var øjensynlig et bevidst strategisk træk fra Oscars fars side. For det første ville det måske synes lovlig åbenlyst, at vi løb om kap, hvis han valgte nøjagtig samme rute som jeg, og for det andet ville han afskære sig selv fra at snyde. Han var nemlig ved at være stegt, kan jeg så fortælle.

For eksempel så jeg da godt, at han valgte den inderste og noget kortere sti rundt.

Jeg så også, at han på et tidspunkt måtte have fået et akut behov for at standse og lave strækøvelser.

Og endelig ringede hans telefon "tilfældigt" to af de gange, vi løb forbi hinanden. I samme sekund faktisk. Og begge gange valgte personen i den anden ende øjensynlig at knalde røret på, så snart Oscars far var standset op for at besvare opkaldet. 

Jeg tør til gengæld æde mine vandrestøvler på, at begge opkald var rent og ufortyndet skuespil, der skulle skaffe en mundfuld tiltrængt luft til hans hårdtarbejdende lunger.

Jeg nåede naturligvis tilbage til hallen, temmelig lang tid før Oscars far kom vaklende med tungen hen ad gulvet.

Haha, total victory. 

Næste gang tænker jeg, han vælger en anden løberute end min.

Eat dirt, sucker!

søndag den 2. marts 2014

Om gorilla og vatpinde

Det er fastelavn. Tiden, hvor børn og voksne for en stund kan være, præcis hvad de vil.

Hehe.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg var som barn.

Men som voksen har jeg i hvert fald været gorilla. 

Skulle til en kostumefest, hvor arrangørerne havde stillet en kasse øl på højkant til bedste udklædning. 

Den negler jeg sgudda, tænkte jeg. Så jeg satte mig i min bil og kørte til Århus for at leje et kostume i en butik med festartikler. De havde den mest henrivende gorilla liggende. Med livagtig latexmaske og hele svineriet.

Jeg lagde 1000 kroner i butikken, 800 i depositum og 200 i leje, iførte mig dragten, satte mig bag rattet i min bil og kørte hjem igen.

Åh, haha! De andre bilister altså. Hvor så de sjove ud, når de overhalede mig. Altså så vidt jeg kunne se derinde fra min latexmaske, hvor udsynet var temmelig ringe. Pissegod underholdning ;-)

Nå, men selv om mit kostume var lidet kreativt, løb jeg selvfølgelig med førstepræmien, der nok er den dyreste kasse øl, jeg i mit liv har modtaget gratis, hvis man sammenlægger lejen af kostumet og forbruget af brændstof Århus tur-retur.

Jeg har også været vatpind.

Til en volleyballturnering i gymnasiet.

Der var præmie til den klasse, der stillede med det bedste hold. 

Her havde min klasse ikke mange chancer for at løbe med trofæet. For det var en nysproglig klasse, og den var ret testosteronfattig og lavstammet i forhold til mat-fysserne.

Men der var også præmie til bedst udklædte hold. 

Now you're talking, dear! 

For hvad vi savnede i fysik, havde vi i originalitet: vatpinde selvfølgelig! 

Så hele klassen iførte sig stramme badehætter med pålimet vat, bandt fødderne sammen og omviklede også dem med vat og fik endelig en assistent til at snøre os stramt ind i hvide lagener.

Selve turneringen var naturligvis ren kamikaze for os, da det er en lille smule akavet at spille volleyball med fødderne bundet sammen og armene snøret stramt ind til kroppen under hvide lagener.

Men det var fannanedme spas, haha!

Præmien for bedste udklædning løb vi selvfølgelig med.

Så værsgo, nu har jeg måske givet dig et par gode idéer, hvis du skal holde fastelavn med ungerne eller vennerne. 

Bortset fra at ... øh ... det er temmelig vanskeligt at slå til tønden, hvis man er vatpind og dermed nødt til at holde køllen med tænderne (som du måske kan gætte, har jeg også med stor succes benyttet sidstnævnte kostume siden volleyballturneringen i gymnasiet, så jeg taler af erfaring).