Så.
Nu fortæller jeg lige om en rejse. For en gangs skyld.
Det har jeg jo truet med i et indlæg ;-)
For at gøre en lang historie kort, hvad jeg ellers ikke er særlig god til (jeg brillerer snarere i at gøre korte historier lange), så kaster jeg mig ud på den tætpakkede Autobahn (woop, woop!) på fredag og kører til Sydfrankrig.
Men nu har jeg jo også været hjemme i halvanden uge. Så er det vel klart, man trænger til en smule afveksling.
Med mig vil jeg have mine to døtre, M på 13 og M på 24.
Men ... øh ... tænker nu den opmærksomme bloglæser. Har du ikke FIRE rotter (læs: børn, red.)? Og må de sidste to ikke komme med?
Og jo, det har jeg. Fire rotter altså. Jeg har også to sønner. M på 19 og ... nu tror du nok, at den sidste også hedder noget med M.
Men gør han bare ikke:
P på 22.
HA!
Det er nemlig for plat at lade alle sine børn begynde med det samme bogstav. Det tangerer næsten kærestepar i ens joggingdragter. Gys.
Nå, men for nu at vende tilbage til mine sønner, så rejser P på 22 til USA midt i næste uge. Her skal han læse et semester ved et universitet i New York. Og Mutti vil savne drengen, men hun klapper så højt og længe af begejstring i sine små, fede hænder, at mormorflæsket bag på overarmene gynger.
For hun har selv gået i skole i USA, og det er en ganske enkelt fuldkommen sublim og uforlignelig oplevelse med et udbytte, der er svært at slå.
Tænk, at sønnike får lov at bo og studere i en fremmed kultur.
Når han kommer hjem, vil han være en selvstændig ung mand, i stand til at overvinde mange knaster selv. Han vil betragte andre kulturer med respekt og have fået større forståelse af sin egen. Han vil kunne begå sig socialt blandt andre mennesker i langt højere grad, end hvis han blot havde læst videre herhjemme. Han vil mestre det engelske sprog. Han vil have fået et internationalt netværk. Og han vil have nogle fede ting at skrive på sit CV.
YES!
Så han er altså anderswo engagiert, mens Mutti sidder i Sydfrankrig i næste uge.
Og M på 19 fik tilbuddet.
MEN.
Han er spejderleder. Og i spejderkredse er man i netop disse dage temmelig optaget af en event i Sønderborg. Som omfatter 37.000 deltagere.
Det er åbenbart en spitzenklasse-oplevelse not to be missed.
Så da han blev forelagt valget mellem Sydfrankrig og Sønderborg, var beslutningen forholdsvis ligetil:
Sønderborg naturligvis!
Besøgte ham i øvrigt dernede i går.
For satan en mudderpøl, de 37.000 ruller rundt i dernede. Lidt svært at holde af. Medmindre man er spejder selvfølgelig.
Så det bliver en pigetur til det sydfranske.
Og vi skal bo i en lille hobbitbolig i nærheden af Pont du Gard:
Hyggeligt, hva'?!
Må sgu hellere få sat en vask over.
Take care.
Nå, men det var den der rejse. Som jeg lige kort teasede med i seneste indlæg.
Var af sted i sidste uge. Gardasøen.
Og hold nu kæft, det var tiltrængt. Efter alt det onde (min fars død) og alt det gode (min søns studentereksamen), der var sket på en og samme tid, så jeg var ved at blive køresyg af alle de fucking loops, livet berigede mig med der.
Skulle bare lige bearbejde det faktum, at både min bror og søster også havde planlagt rejser i sidste uge, hvilket efterlod min mor helt alene hjemme som nyslået enke.
Ellers passer vi på hende, vores mor, for det kan ikke være let pludselig at sidde alene tilbage i et tomt hus efter 60 års parløb med den samme mand. Så vi sørger for på skift at tage os af hende.
Det kunne vi så ikke i sidste uge. Tage os af hende altså. Men jeg anbragte hushamsteren Georg (yngstedatterens forgudede kæledyr) i hendes varetægt. Så havde hun da lidt selskab. For what it's worth. Og kunne jo også lige sørge for lidt mad og vand til kræet. Win-win.
Nå, men tilbage til Gardasøen.
Gardasøen er en dansk udflytterkoloni i Norditalien. I hvert fald i juli måned. Men hvis man kan leve med at omgås lige så mange danskere, som man plejer i hverdagen herhjemme, synes jeg da bare, det er om at komme af sted.
For damn, det er dejligt dernede: smuk og afvekslende natur, fantastisk vejr (sol og omkring de 30, men somme tider afbrudt af en kortvarig byge, der frisker luften op), hyggelige byer med gamle borge og autentiske miljøer (hvis man bare lige trækker en gazilliard turister ud af ligningen), lækker mad, gode shoppemuligheder. For ikke at nævne, at Gardasøen ligger og fletter fingre med Valpolicella-vindistriktet, nammenam ;-)
Og jeg havde den skønneste ferie. Ikke mindst fordi mine to rejseledsagere og jeg havde været superdygtige til at forventningsafstemme:
AFSLAPNING FREM FOR ALT
Så kunne vi jo altid krydre med en udflugt, når vi blev trætte af at fede den.
Simpelt og smukt.
Det blev derfor til læsning i skyggen, slentring ad smukke søpromenader, grillmad, lokalvin, mere læsning, besøg i Sirmione og Lazise (to tudsegamle, maleriske byer) og ved et højt vandfald i nordenden af søen foruden italiensk is hver eneste dag.
Og kys og kram selvfølgelig.
Hehe.
Skal jeg endelig bitche lidt, og det vil jeg jo så gerne, så vil jeg kaste en fatwa over tyskernes forhold til betalingskort og deres "Nur Bargeld"-pis.
For HELVEDE altså. Det er SÅ irriterende, at man aldrig nogen-FUCKING-sinde kan være sikker på at kunne bruge sit internationale betalingskort i butikker eller på restauranter i Tyskland.
Hrmpf!
Jeg taler om højteknologiske Tyskland, folkens. Det største industrilokomotiv, vi har i Europa. Og så tager de ikke Visa i Lidl.
Jeg tænker, det bunder i en grundlæggende mistillid, som vi ikke rigtig kender herhjemme. Mistillid til mennesker og elektroniske systemer.
(Det starter allerede i grundskolen, hvor eleverne ikke har internetadgang. Så tror lærerne nemlig, at de går på Facebook i timerne. Og det er der nok også nogle af dem, der gør.
Men ulempen ved disse Facebook-besøg opvejes i tusindfold af fordelene ved at lære, hvordan man bruger de informationer og værktøjer, man kan finde på nettet, konstruktivt.
Sådan er det hos os i Danmark. Vi lærere bygger meget af vores undervisning på tillid og SKAL i øvrigt lære vores elever at bruge nettet. I Tyskland er det forbudt.)
Man kan således ikke rende rundt med tegnebogen tom for kontanter og uden videre regne med at overleve i Tyskland.
Pisseirriterende.
Ligesom deres forældede betalingsforanstaltninger ved tankstationerne på Autobahn.
Der er sandelig ingen betalingskonsoller ude ved brændstofstanderne, hvor man hurtigt kan knalde sit kort i, så man efter ingen tid kan køre videre og lade den næste kunde komme til.
Nejnej.
Man fylder sin bil. Som man så OMHYGGELIGT lader holde ved standeren (ellers tror de naturligvis, man stjæler brændstoffet), mens man selv går ind og tager opstilling i en helvedes lang kø i butikken og dermed lader en hel masse bilister med tomme tanke holde i venteposition udenfor.
Gammeldags og ineffektivt. Men det giver selvfølgelig business i butikken med alle de kunder, man tvinger derind.
Nå, men tyskernes forhold til kort og kontanter skal nu ikke være det store sandkorn i øjet på en ellers fremragende ferieoplevelse.
Nu vil jeg nyde 12 dage i gode, gamle, vejromskiftelige Danmark, inden jeg atter vender kølergrillen mod Sydeuropa.
Mere om den plan senere.
Take care og nyd torsdagen :-)
Knus herfra
Finder langsomt mig selv igen.
Der er gået en måned, siden jeg var til sommerafskedsmiddag hos en kollega. Sammen med en syv-otte andre fra lærerværelset.
Sommerferien nærmede sig, og min kollega ville sige tak for godt samarbejde i det forløbne skoleår ved at invitere de nærmeste hjem til lækker forplejning i privaten.
Min kollega bor et underskønt sted. På en bakke. Med en lang plæne, der skråner ned mod en malerisk sø og ender i en bådbro.
Og vejret var efter danske forhold rigtig fint. Så fint, at vi kunne sidde ved søbredden og drikke champagne og spise snacks og nyde livets lethed inden middagen.
Stemningen var fuld af sommer. Og vi snakkede og lo og skålede.
Så jeg ikke hørte telefonen i min lomme.
Derfor kunne jeg heller ikke vide, at det allersidste sandkorn i min fars timeglas i netop samme øjeblik slap sit tag og faldt. Mens jeg sad ved søen i gode venners selskab, og alt var fint og lykkeligt.
Forretten var skøn. Jomfruhummerhaler i dusinvis. Og friskbagt flute. Ledsaget af iskold rosé (og vand til mig, fordi jeg var i bil) og den smukkeste udsigt over søen gennem panoramavinduerne i huset. Og vi havde båret stemningen fra søbredden med os op i spisestuen.
Og jeg havde netop lagt bestikket fra mig efter hummerhalerne og lænet mig veltilpas tilbage. Da min telefon igen ringede.
Denne gang hørte jeg den.
Det var min mor.
Jeg vidste med det samme, at det ikke var gode nyheder. For jeg havde fortalt hende, at jeg skulle besøge min kollega, og hun ville ALDRIG ringe og forstyrre. Medmindre ...
... noget var helt galt altså.
En time senere stod jeg på en hospitalsstue og græd ved siden af min døde far. Til stede var også min mor og min bror og min søster. Og mine to døtre på 23 og 12, som jeg havde hentet på vejen.
Mine sønner på 18 og 21 havde jeg ikke med. Yngstesønnen havde travlt med at læse til sin afsluttende HTX-eksamen næste morgen, og ældstesønnen sad i København, hvor han læser kemi.
Nogle vil måske mene, at det var lidt barsk for en 12-årig sådan at besøge sin livløse morfar. Men jeg tror, det var godt. For da jeg selv var en lille pige og mistede min egen morfar, var døden et stort tabu i familien.
Jeg fik således ikke lejlighed til at sige farvel til min morfar. Hverken på hans dødsleje eller til hans begravelse. Jeg blev slet ikke inddraget i processen. Døden skulle gemmes væk for de yngste. Jeg tror ikke engang, jeg oplevede min familie sørge.
Den holdning deler jeg ikke.
Døden er en naturlig del af pakken. Og den var ikke grim i min fars tilfælde. Den var fredfyldt. Og han lå der og lignede helt sig selv, blot uden smerter og åndenød. Og min datter har lært lidt om livet og dets afslutning, som det ikke blev mig selv forundt, da jeg var lille.
Og man har lov at sørge. Også mens andre ser det. Det er sundt.
Så det var fint at få taget afsked med far deroppe på hospitalet. Og at få grædt sammen.
En ting kunne jeg dog godt have undværet.
Det er udmærket at lægge en bibel på bordet ved siden af afdøde.
Min far var ganske vist på ingen måde religiøs, ligesom jeg heller ikke selv er det, men man kan jo aldrig vide, om nogle af de pårørende lige har brug for at bladre lidt i de hellige skrifter ved sådan en lejlighed.
Til gengæld var jeg ved at tabe sutten, da jeg bemærkede de der to fucking kunstige LED-stearinlys, der stod ved siden af bibelen og flakkede, som de var programmeret til.
Altså helt ærligt. Similistearinlys? Det er den slags, man ser i Legoland.
Jeg er selvfølgelig helt med på, at rigtige stearinlys udsender røg og sod, som nok ikke harmonerer med arbejdsmiljøreglerne på et hospital.
Men så havde jeg altså hellere undværet.
Nå, men det er en ubetydelig bagatel i hele den store historie.
Far blev bisat en uge senere.
Ældstedatteren havde ønsket at spille tværfløjte under ceremonien i kirken. Jeg tænkte, at det nok var den dårligste idé i verdenshistorien (måske bortset fra Hitlers invasion af Polen), for min store datter er en følsom ung kvinde, og jeg var næsten sikker på, at hun ikke ville kunne gennemføre.
Prøv nemlig lige en gang at forestille dig, hvor svært det må være at få noget lytværdigt klemt ud af en tværfløjte, når man følelsesmæssigt er ude i tovene. En tværfløjte kræver fuld kontrol over åndedrættet, og det har man altså ikke, når man græder, hvilket man altså gør, når ens morfar ligger der i en kiste foran en, og man aldrig skal se ham igen.
Jeg tænkte således, at det havde været bedre med en åndedrætsneutral guitar. Bortset, selvfølgelig, fra at barnet ikke spiller guitar.
Det var derfor med hjertet i halsen, at jeg så min smukke datter træde hen til morfars blomstersmykkede kiste og løfte tværfløjten op i position.
Men så ...
... spillede hun Alberte Windings Lyse nætter så værdigt og fint for morfar, at alle fik gåsehud og græd. Også de, der hidtil havde haft held til at holde tårerne tilbage.
Hun er SÅ sej, min datter.
Vi bar far ud. Jeg gik forrest sammen med min søster. Jeg havde hørt, at jeg skulle undgå øjenkontakt med andre, mens jeg gik, for ellers ville jeg nok græde, så jeg ikke kunne se, hvor jeg satte fødderne.
Det hjalp ikke.
Jeg kunne ikke se. Sådan som tårerne blev ved med at pible frem. Øjenkontakt eller ej. Heldigvis var vi seks om at styre, og ved fælles hjælp lykkedes det at finde hele vejen ud af kirken og hen til rustvognen uden at løbe ind i kirkebænke, døre eller andre objekter.
Børnene lagde en sidste tegning til deres morfar på kisten i rustvognen. Vi andre supplerede med en rød rose. Bagsmækken gled i. Rustvognen satte i gang. Og far forsvandt. Fortonede sig i horisonten.
Det var dælme en hård eftermiddag.
Til gengæld er det ikke slut endnu.
For vi har fået lov at strø fars aske over åbent hav.
Det er mig inderligt imod at sænke ham ned i et mørkt hul. For der var ikke noget mørkt over min far. Derfor argumenterede jeg under en familierådslagning kraftigt for havløsningen.
Og sådan bliver det.
Vi finder en smuk og vindstille aften i august, sejler ud på Århusbugten og strøer asken ud. At jeg så fremover ikke har andre steder at gå hen for at mindes ham end ned på en smuk strand er helt kringeling med mig.
Nu tror jeg til gengæld ikke, jeg vil skrive ret meget mere om død og sorg og afsked.
For selv om jeg af og til i lang tid fremover stadig vil fælde en tåre for min far, er der ved at falde ro på. Livet går jo videre. Trods alt.
Og MIT liv førte mig i sidste uge på en helsebringende rejse.
Som jeg vil skrive om i et andet indlæg.
