mandag den 26. november 2018

Telefonchikane

Hrmpf!

Jeg er utilfreds pissefuckingirriteret. Mildt sagt. Og forstår faktisk ikke, at den slags ikke er lodret forbudt.

Problemet er, at jeg stort set er holdt op med at tage min telefon. I hvert fald hvis jeg ikke kender det nummer, der bliver ringet fra.

Og det gør det ikke bedre, at jeg føler mig bondefanget ind i det.

Så lad dette være en advarsel: 

Lad dig fucking ALDRIG lokke af annoncer på nettet, som frister med, at du kan vinde rejser og biler og andre lyksaligheder, hvis bare du hoster op med et par oplysninger om dig selv.

Sådan en annonce klikkede jeg på for to år siden. Og jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor. Jeg plejer ellers ALDRIG at springe med på tvivlsomme vogne som den. 

Men annoncen lå på Jyllands-Posten. Og jeg betragter JP som et mindre lyssky foretagende end så mange andre, så jeg tænkte, det var okay, klikkede ...

... og landede ved begyndelsen af et motherfucking langt spørgeskema om alt lige fra medievaner over forsikringer og energiforbrug til madpræferencer.

Og jeg svarede og svarede og svarede. Indtil jeg ikke længere svarede. Fordi det der pisseirriterende skema bare blev ved og ved. Og jeg blev mere og mere lunken ved tanken om, hvor meget jeg fortalte om mig selv.

Så jeg stoppede midt i det hele. Og lukkede siden ned. No harm done, tænkte jeg så. For jeg regnede med, at mine oplysninger ikke var blevet registreret, da jeg jo ikke havde afsluttet besvarelsen.

Right?

Wrong!

Allerede næste dag begyndte det helvede, der har varet ved lige siden. 

Den første opringning var fra et el-selskab, der ville have mig til at skifte ... el-selskab (sjovt nok). Den anden var fra en velgørenhedsorganisation, der ville have mig til at tegne abonnement. Den tredje var fra et forsikringsselskab. Den fjerde var fra en bogklub. Den femte var fra FDM. Den sjette var fra endnu et forsikringsselskab. Den syvende var fra et analyseinstitut ...

Jeg bliver kort fortalt KIMET ned under linoleumsgulvet af alle mulige foretagender, der vil vriste oplysninger eller penge ud af mig. Tre-fire gange om dagen. HVER ENESTE FUCKING DAG.

Sidste gang et ukendt nummer ringede, og jeg tog telefonen, ventede jeg ikke en gang på, at manden i den anden ende skulle fortælle, hvor han ringede fra. 

Jeg fortalte ham derimod venligt, at jeg syntes, han skulle bruge sin tid på en anden. Og hvor træls det er at blive ringet op af folk som ham. 

Og jeg sagde, at jeg synes, det var synd for ham, at han havde sådan et lortejob, hvor han skulle ringe rundt til folk som MIG. Og jeg lod ham også forstå, at jeg til sidst bliver helt opgivende, når jeg sådan bliver kontaktet i en fed, ulidelig og uophørlig strøm. 

HAN foreslog til gengæld, at jeg kunne skrive mig på Robinsonlisten, som er en liste i CPR-registeret over personer, der frabeder sig uopfordrede telefoniske henvendelser.

Og tak for det. Det er hermed gjort. Så må vi se, om det virker. 

Det håber jeg fandme. For det er lidt uholdbart sådan ikke at kunne tage sin telefon, når den ringer. Det KUNNE jo være min chef eller en anden, som jeg kender uden at have nummeret kodet ind. 

Eller min kæreste eller en af mine døtre eller sønner, der af en eller anden grund ikke havde adgang til sin egen mobil. 

Eller min mor, der var blevet indlagt. Eller en anden ud af tusind katastrofer, jeg kan komme i tanker om.

Jeg er kort sagt ikke fri for at synes, det er praktisk at kunne tage sin telefon, når den ringer.

Men jeg må sige, at jeg snart føler mig drevet derud, hvor det kan blive nødvendigt at skifte telefonnummer.

Kan det virkelig være rimeligt? Eller er det okay at kaste en fatwa over den slags telefonchikane?

søndag den 25. november 2018

En beretning om min mis

Du kender det sikkert:

Din søde lille mis, Tove, er blevet væk. Og du er fortvivlet.

I en grad, så du kulderystende sover for pivåbent soveværelsesvindue, ifald englebassen nu SKULLE dukke op en nat. Og du og Barn 4 leder og leder i nabolaget, både til fods og i bil. Og du efterlyser Tove højt og lavt. Ved Kattens Værn, Katteregisteret og på flere Facebook-sider. Du printer også en efterlysning ud i 30 eksemplarer og fodrer de 30 nærmeste postkasser. 

Men alt sammen forgæves. Og du må se i øjnene, at din søde Tove nok har mødt en ulykkelig skæbne derude, mens du krydser alle ekstremiteter for, at hun ikke er blevet lukket inde i et haveskur og derfor må dø af sult og tørst, hulk 😢

Nu er Erling alenemis på matriklen. Erling har ikke boet hos dig så længe. Han flyttede ind, efter at Hilmer i sommerferien blev majet ned af en bil. 

Det har jeg alt sammen skrevet om her.

Selv om Erling er totalt skønno. Og frækko. Så er det, som om der ligesom mangler en mis i huset.

Derfor beslutter du efter et par uger, at du hellere må anskaffe en ny sød lille hunkat. Og du begynder så småt at orientere dig om kattekillinger på Den Blå Avis og Gul og Gratis.

En dag er du så en tur ude på en bondegård på landet, fordi du skal hente Barn 4, som har part på en hest derude. Og så snart du ruller ind på gårdspladsen, bliver du mødt af en begejstret datter, som jubler dig i møde:

"Mor, du skal lige komme med ind i stalden. De har en sød lille kattekilling, som hedder Mille, og som vi må få!" lyder det fra barnet.

Hmm, en staldkat? Du havde egentlig forestillet dig en killing, som var vant til at færdes i en menneskebolig og pleje omgang med menneskehænder, men du indvilliger i at kaste et hurtigt blik på kræet.

Hun er da meget sød. Lidt sky måske. Men det er heller ikke så underligt. For det viser sig, at Mille ikke er en staldkat. Hun er en fucking VILDKAT.

Hun blev født nede ved en sø. Ude i naturen, det billige lort. Og der har hun levet hele sommeren, indtil hun få dage tidligere blev indfanget og sat ind i et bur i stalden.

Og nu står Barn 4 inde i buret med en utryg Mille på armen og kigger på dig med bedende øjne.

"Må jeg ikke nok få hende, mor? Må jeg ikke nok? Hvis vi ikke tager hende med hjem, kører de hende på internatet i morgen."

Internatet?! GISP!

Selv om Mille ikke ligefrem opfylder dine ønsker om en housebroken, kælevant pussy (høhø), må du kaste håndklædet i ringen ved den oplysning. Du synes heller ikke, det stakkels lille kræ skal sendes på internat.

Så ... quick decision ... missen rejser med dig og Barn 4 hjem allerede samme dag.

Mille er sød, men også lidt scruffy. Lidt for tyk. Lidt for lavbenet. Halen er lidt for kort, og hun bevæger sig lidt kluntet. 

Sammenholdt med kulsorte, blanke, slanke, elegante, adrætte Erling ser hun sgu lidt kikset ud, vildkatten.

Og hun er temmelig sky.

Det bliver dog bedre hen over de næste par dage, for hun er heldigvis også temmelig nysgerrig, og I kan se, at hun relativt hurtigt begynder at vænne sig til sine nye omgivelser. Hvilket må have været en stor mundfuld for barnet, da hun jo har levet hele sit hidtidige liv i naturen.

Efter en uges tid kan I komme så tæt på hende, at I får lejlighed til at løfte hende op og nærstudere hende ...

Mille har klunker!

Nu hedder hun Anker.

Jeps. Det kender du sikkert.


lørdag den 24. november 2018

Om at sige noget for sjov

Jeg sagde noget for sjov for et par uger siden. Og det skulle jeg fandme da aldrig have gjort.

Nu tror den opmærksomme bloglæser måske, at jeg vil fortælle en historie om, hvordan jeg på en helt utrolig kreativ og lattervækkende måde har afsløret en elev i at snyde i en skriftlig engelskopgave, hvilket resulterede i verbale stokkeslag fra drengens far til bloggeren selv.

Men nej. For det har jeg allerede gjort her.

Vi skal derimod et helt andet sted hen: til Hærvejen.

Situationen:

Kvinden i mit liv, eller Gudinden, om du vil 👭, skal skrive en tekst om vandring for historisk interesserede. Hun har udvalgt tre vandreruter i Danmark, som skal danne rammen for hendes tekst. Hærvejen er den ene af dem.

En lørdag eftermiddag i start november udvælger vi så et stykke af denne gamle vandrerute, som vi vil tilbagelægge for ligesom at give Gudinden frisk inspiration til omtalte tekstarbejde.

Vi forlader derpå hjemmematriklen i hver sin bil. 

Gudindens Yaris sætter vi fra os i Vingsted (slå det selv op på Google Maps), og så kører vi cirka 12 kilometer nordover mod Jelling, hvor vi afleverer MIN Yaris på parkeringspladsen ved vikingemuseet.

Med to biler til rådighed kan vi jo således vandre på et længere stykke af Hærvejen, da vi kan nøjes med at gå FREM og ikke TILBAGE. (Til gengæld skriver jeg ikke ET ord om CO2-aftryk 👀)

Jelling er en historisk interessant plet på danmarkskortet, for her finder vi jo Harald Blåtands runesten OG Gorm og Thyras gravhøje. Og for at det ikke skal være løgn, så løber Hærvejen lige midt imellem disse to gravhøje.

Nice 👍

Nå, men vi begiver os af sted. Jeg ved ikke, præcis hvor lang hærvejsruten mellem Jelling og Vingsted er, men det ligger vel i omegnen af en 12-13 kilometer.

Det er en udmærket tur. Vi går og går og får pludret en masse undervejs. Elsker sådan en walk & talk. 

Vi får også ikke-pludret, og det er en af velsignelserne ved vores forhold. Vi kan sagtens nyde hinandens samvær, uden at det bliver akavet IKKE at snakke. Det er i min optik et vigtigt kvalitetsstempel i en relation. Når det kan være feelgood at være tavse sammen.

Selve Hærvejen er jeg ikke så imponeret over. I hvert fald ikke den strækning, vi tilbagelægger hin eftermiddag.

Jeg tror, jeg havde en romantisk forestilling om, at Hærvejen var EN utrolig smuk og idyllisk grusvejsrute hele vejen fra Viborg til grænsen, men sådan er det jo faktisk ikke. Hærvejen er et netværk af veje, nogle med grus og andre med asfalt, som nærmest zigzagger sig ned gennem Jylland. Og strækningen mellem Jelling og Vingsted er til tider lidt småkedelig.

Det gør dog ikke så meget, for selskabet er godt, og motionsværdien fejler sgu ingenting. 

Efter cirka 2½ time nærmer vi os Vingsted. Og det er meget passende, for både knæ og fodled begynder at bære vidnesbyrd om, at den strækning, vi har vandret, rummer en ret høj andel af asfalt. Det begynder også så småt at blive mørkt. Og vi ser frem til at komme hjem til en lækker og velfortjent rødvinsmiddag i Gudindens lune, hyggelige rækkehus.

Men så er det, jeg absolut skal være morsom.

Damn.

For cirka en kilometer fra målet (altså Gudindens Yaris i Vingsted), får jeg pludselig den skidegode idé at sige:

"Skat? Kunne det ikke være sjovt, hvis DINE nøgler lå i MIN bil?" Efterfulgt af et "Høhø."

Hvorpå Skat lidt brat slår hælene i midt på stien. 

Og begynder at klappe sig selv på lommerne i bukser og jakke. Først stille og roligt. Så mere og mere insisterende.

Til at begynde med tror jeg selvfølgelig, at hun tager pis på mig. Hun spiller sikkert bare med på min utrolig sjove vits, og jeg står og småfniser.

Men det holder jeg så inde med, da det går op for mig, at hun fandme MENER det.

Hun HAR ikke sine nøgler på sig. Det går i al sin gru op for os, da jeg har foreslået hende at hoppe på stedet, og vi ikke kan høre selv den fjerneste klirren af et nøglebundt, hverken fra lommer eller rygsæk.

Oh dear.

Vi overvejer kortvarigt at vende om og gå tilbage mod Jelling. Utrolig kortvarigt.

Det koster 300 kroner at køre i taxa fra Vingsted til Jelling, kan jeg så fortælle. (Og jeg vælger fortsat ikke at skrive et ord om CO2-aftryk 😒)

Men hey! Vi fik et ret godt grin. Og Gudindens nøgler lå i mit bagagerum i Jelling = problem solved. Og det var blevet for sent til selv at lave mad, så vi købte sushi på vejen hjem, nammenam.

All is well that ends well 😉

onsdag den 21. november 2018

Nu har jeg været rådden igen

Gad vide, om jeg nogensinde lærer det. At omgås andre med bare et minimum af takt altså.

Se nu bare forleden dag. Der var jeg for eksempel så sjov over for en elev, at jeg fik en skideballe af hans far.

Damn!

Okay. Det VAR faktisk sjovt. Det har jeg adskillige kollegers ord for.

MEN

I situationen burde jeg nok have valgt mine ord UDEN gak og løjer.

Historien:

Jeg er ikke så glad for HADER eddermame, når mine elever forsøger at snyde i en skriftlig opgave. Så meget, at jeg næsten hellere vil have et klip i mellemkødet.

For når de snyder, lærer de ikke blot fucking INGENTING. Som i NICHTS, NADA, ZILCH, RIEN! De spilder også min fucking TID.

Hvis de bruger lorteprogrammet Google Translate, som kontinuerligt undergår forbedringer, skal jeg således bruge tid på først at undre mig over, at eleven tilsyneladende er hoppet et eller flere trin opad på færdighedsstigen siden sidste aflevering. 

Dernæst bliver min undren til en konkret mistanke. 

Og til sidst må jeg på jagt efter beviser i teksten. Som for eksempel hvis eleven har brugt konjunktiv i en tyskaflevering. Fordi eleverne ikke LÆRER fucking konjunktiv i mine timer. Det er ikke folkeskolestof.

Og måske spotter jeg først svindlen, når jeg HAR rettet lortet. Så er jeg da rent til grin. 

Til gengæld er det en dyr spøg, for den svindleriske elev koster jo samfundet gode skattekroner, når jeg skal have min løn.

Der snydes også for vildt via copy-pasting fra nettet. Det griber jeg flere elever i ved hver eneste aflevering. Og de små idioter har åbenbart ingen fornemmelse for, hvor let det er for en efterhånden halverfaren lærer som mig at kopiere en tekstlinje fra deres aflevering over i Google og søge på den. Derved finder jeg i løbet af et splitsekund den hjemmeside, afleveringen er hentet fra.

Endelig snydes der somme tider med antallet af ord i en elevtekst. Det kan man gøre ganske simpelt ved for eksempel at skrive "bla, bla, bla, bla, bla, bla ..." under sin tekst og lave skriftfarven om til hvid, så "ordene" er usynlige for det blotte øje. Snedigt, men ikke, hvis man bruger ord, der ikke findes, for så sætter Word automatisk en rød zig-zag-streg under dem, og DEN streg kan man godt se i dokumentet. Små Einsteiner! 

I sidste uge havde vi skole-hjem-samtaler på 8. årgang. Og for pokker, hvor havde jeg glædet mig. Jeg havde nemlig lige "rettet" en copy-pastet opgave, og nu skulle synderen stilles til regnskab under overværelse af mor og far, muahahahaaaah 👿👿👿

Tænkte, det måske ville have en vis forebyggende effekt.

Så jeg havde lavet et fint lille dokument, hvor jeg havde klippe-klistret elevens tekst ind foroven ... og plantet et screen dump fra den hjemmeside, hvor han kritikløst havde hentet teksten, nedenunder.

Jeg deltog i samtalen sammen med to gode kolleger, dansklæreren og matematiklæreren.

Og da det blev min tur til at berette om lille Simons (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt) præstationer i MINE timer, skubbede jeg stille og roligt mit fine dokument tværs over bordet til den lille familie på den anden side.

"Nå, Simon. Du har for nylig læst bogen Robin Hood," sagde jeg med min mest smørglatte stemme. 

Simon nikkede uskyldsrent og intetanende.

"Og så har du skrevet et referat af bogen på engelsk, som du har uploadet på skolens læringsportal."

Simon nikkede igen. Og mor og far så tilfredse ud.

"Men nu skal du høre, Simon ... Der må altså være nogen, som har fundet dit referat på læringsportalen. Og så har de syntes, at det var så fantastisk, at de har kopieret det og lagt det på deres egen hjemmeside. For se bare her."

Og så pegede jeg på mit fine lille dokument, der ret tydeligt afslørede, at Simons referat af Robin Hood var nøjagtig magen til et, der lå på en side ved navn www.bartleby.com.

Og Simon så ud, som om hans trøje pludselig var for lille i halsen, mens de førhen så tilfredse ansigtsudtryk hos mor og far strammede en kende til.

Hehe.

Jeg småfnisede i det skæg, jeg ikke har, og mine to kolleger gjorde det samme i deres.

One problem though:

Farmand syntes ikke, det var morsomt.

Hold kæft, han blev vred, haha. 

Jeg skulle fandme ikke komme der og udstille lille Simon foran fem voksne. Det var pisse ufint.

Yeah, perhaps. 

Men mon ikke der går en stund, før Simon igen føler sig fristet til at spilde både sin egen tid. Og min. Og danskernes skattekroner.

Mission accomplished.

Bum.