Noget om eksamener

Jeg har vist antydet, at jeg kan være stolt af min datter for tiden. Barn 1.

Det antyder jeg for eksempel i dette indlæg. Hvor jeg OGSÅ antyder, at jeg har designet en genial gave til barnet.

Og nu er jeg ikke den, der praler på Facebook. 

Men her? Tjah, det er jo en anden sag. 

For det er faktisk MIN blog, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil, uden at risikere fordømmelse af alle mulige venner.

Så derfor vil jeg voldprale lidt: 

Hold nu kæft, hvor er hun sej, mit barn!

Færdig som lærer. Sådan lidt i Muttis fodspor. To say the least. 

Forskellen er bare ...

... at hun på eksamensresultaterne outshiner sin mor med rigtig mange watt. 10 og 12 i en uendelig strøm.

Hun er superdygtig. I hvert fald på det teoretiske plan. Og det bliver hun også på det praktiske, er jeg sikker på.

Og så er hun allerede i job. 

Headhuntet. 

Til en skole, der havde hørt om hendes evner. Øh ... og så også om den lille ubetydelige detalje, at hun har tysk som linjefag. Og tysklærere hænger ikke på himbeerbuskene.

Hun forsvarede sin bachelor mandag i sidste uge. Som det allersidste skridt på uddannelsen.

Jeg var der naturligvis. Med gaver og blomster. Og vi skålede i bobler og spiste frokost i gårdhaven på Café Englen i Århus midtby. Dejlig dag 💃💃💃

I lørdags holdt hun "færdigfest". Med 31 indbudte gæster. Jeg leverede en bagatel af to kilo oksekødsfrikadeller og 4,7 kilo kartoffelsalat. Som supplement til de 4,5 kilo kød, Eksmanden bidrog med.

Jeg gjorde også noget fuldkommen stereotypt lesbisk. 

Ikke at jeg betragter mig selv som stereotyp lebbe ...

... men ...

... jeg gav hende altså en værktøjskasse. I eksamensgave.

Så gisp! Nu er det ude. And go ahead: Judge me.

Heldigvis var min smukke kæreste nøjagtig lige så stereotyp. Af hende fik barnet OGSÅ en værktøjskasse.

Haha 😄

Flot, at vi ikke magter lige at koordinere. Bare lidt.

Nå, men nu er barnet så udstyret med TO værktøjskasser. Som hun har fået af to af sine tre mødre.

I forgårs var hun til dimission. 

Jeg var med. Havde ganske vist ikke fri, men jeg fik lige ... øh ... "fikset" ... et par småting (godt, at man har krammet på sine mænd, hehe) (læs: mændene i mit team, som nærmest vil vende vrangen ud på sig selv for at gøre den grå eminence (aka me) tilpas, red.), så jeg alligevel kunne være ved barnets side.

For det synes jeg fandme, man bør. Som forælder HAR man bare at dukke op ved den slags anledninger.

Det gjorde mine egne forældre nemlig ikke. I hvert fald ikke, da jeg blev lærer. 

Jeg fik NUL support hjemmefra. Min kæreste stod klar med favnen fuld af røde roser, da jeg trådte ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen. Og hun var også med til min dimission. Ledsaget af mine børn. Mine forældre så jeg ikke skyggen af.

Og det var jeg ked af. Også selv om jeg var en voksen dame på 40+.

Jeg vil for alt i verden ikke begå samme idiotiske fejl over for mine egne børn. Derfor tryllede jeg lidt, så jeg kunne være med i forgårs.

Og derfor drager jeg på en i grunden overkill-agtig tur til København på onsdag.

Årsag:

Sønnike på 22 skal forsvare SIN bachelor på DTU i Lyngby. På torsdag.

Men hvorfor skriver damen mon, at det er overkill at tage til sønnikes bachelorforsvar, når det var okay til datterens? tænker nu den opmærksomme bloglæser. Går hun ikke ind for ligestilling mon?

Og jo, det gør hun.

Men.

Nu er det jo ikke, fordi sønnike bliver færdig med sin uddannelse på torsdag. For han er allerede optaget på kandidaten, som han tager hul på efter sommerferien.

Så hans bachelor er kun et nødvendigt stop på vejen.

Men mor kommer selvfølgelig alligevel. For at kramme lidt på drengen.

Også selv om det betyder Randers-København onsdag aften. Og København-Randers torsdag eftermiddag.

For sådan skal det være.

Bum.