Om tilværelsens lethed

Det er mandag. Jeg har lige holdt teammøde med mine fire teamkolleger, og vi er ved at pakke sammen for at tage hjem.

Da den mest eftertragtede ungkarl på lærerværelset, som også tilfældigvis er en af mine mænd i mit team, pludselig standser op midt i en bevægelse og kigger på mig med hovedet lidt på skrå.

"Hvad skal du lave i aften?" spørger han så.

Det er fandme sjældent, at nogen, som ikke ligger lunt i min absolutte privatindercirkel, spørger mig om det. Det var mest den slags, jeg blev spurgt om, da jeg var ung og single og uden familie.

Nu er jeg knap så ung og har masser af børn, der ligesom regner med, at jeg er hjemme hos dem om aftenen.

Bortset fra i mandags. Som Rotterne tilbragte hos deres far.

"Øøøhhmm," kvækker jeg tjekket, "jeg ... øh ... skal vist bare være alene hjemme. Tror jeg."

"Nå, men kommer du så ikke ud til LØS?" fortsætter ungersvenden. "Vi holder afskedsfest for Steffen, og det kunne da være super hyggeligt, hvis du kom. Vi smider bare et eller andet på grillen, og jeg kan sagtens købe noget kød med til dig, når jeg alligevel skal handle."

Så det gjorde jeg.

På en næsten ren impuls tog jeg ud til LØS (det hedder han ikke i virkeligheden, men det har vist nok noget at gøre med hans initialer, ... som er L, Ø, S, sjovt nok). For at holde afskedsfest for Hipster-Steffen, der lige om lidt tager til Norge et år bare for at prøve det.

LØS bor i et rodet hus med en vild gårdhave. 

Og der sad vi. Midt i haven. I solen. Ni kolleger. På en klynge umage, afskallede havestole. Med hver sin Aperol Spritz, som en eller anden stak i hånden på mig, så snart jeg betrådte matriklen.

Og chillede. 

Og jeg følte en lethed indeni, som jeg ikke har følt længe.

Disse mennesker kender mig. De ser mig hver eneste dag. Jeg var inviteret, fordi de vil mig. Og i deres selskab kan jeg være den, jeg er.

Da vi havde siddet i nogen tid og småpludret - mest om skole, om hvilken chef der klæder sig vulgært, og lidt om Norge - gik et par af mændene til grillen. 

Det er det gode ved grillfester. Mændene deltager i madlavningen. Et eller andet me-make-fire-urinstinkt, som går i indhak med den primitive side af deres maskulinitet, tænker jeg.

Og nogen havde lavet salat. Nogen havde lavet kartofler. Selv havde jeg bidraget med to flasker Piccini, som er min yndlingsrødvin. I hvert fald i den prisklasse.

Det var hyggeligt, spontant, uformelt. Og sjovt.

Som for eksempel da en eller anden beklagede sig over, at LØS' magnoliebusk skyggede lidt for den nedgående sol. Hvorpå Hipster-Steffen sprang ind i haveskuret, hentede et ørnenæb og klippede de skyldige grene af. 

Hvilket var fint. Indtil andre grene pludselig skyggede, og de også måtte fjernes. 

Nu er LØS' magnoliebusk reduceret til 11 korte stubbe. 

Håber, hans kone er okay med det. Hun var ikke hjemme.

Jeg kørte klokken 22. Hjem i seng. Det var jo en hverdagsaften. De andre holdt den gående til hen ad halv to, tror jeg nok. Og de var fandme ikke noget kønt syn, da de mødte på job tirsdag morgen.

Men fred være med deres ... øh ... matte udstråling. De havde givet mig en boblende lykkefølelse, en følelse af virkelig at høre til, som man burde opleve noget oftere.