Oh no!

Jeg har gjort noget forfærdeligt.

Forfærdeligt, siger jeg!

Faktisk kunne jeg dunke hovedet ind i murværket, til det smuldrer. Murværket altså. Mens jeg krummer tæerne ud gennem sålerne på mine hjemmefutter.

Forklaring:

Vågnede her til morgen og tjekkede lige Facebook på mobilos, mens jeg lå og tog mig sammen til at stå op.

Nothing unusual there. Det gør jeg som regel i weekenden.

Jeg kunne se i mine notifikationer, at tre af mine facebookvenner har fødselsdag i dag.

Den ene er en person, som jeg temmelig ofte omgås i sociale sammenhænge. Hende skrev jeg en fødselsdagshilsen til med det samme.

Den anden er en person, som jeg ikke rigtig omgås længere, men som jeg tidligere har snakket en del med, fordi vi havde børn i samme klasse. Hende skrev jeg også til med det samme.

Den tredje derimod. 

Er en person, som jeg aldrig har hverken set eller snakket med. Hun er en tidligere familierelation langt, langt ude i periferien, som jeg i virkeligheden aldrig skulle have været facebookven med. Jeg aner faktisk ikke, hvem hun er som person, hvor hun bor, eller hvad hun laver.

Så jeg tøvede lidt, da jeg nåede til hendes navn i fødselsdagsoversigten.

Jeg havde aldrig skrevet en hilsen til hende før. Men nu var jeg jo så godt i gang med at skrive, og en fødselsdagshilsen er da en sød ting, hvad enten man kender fødselaren eller ej.

Så jeg gjorde det. Tillykke med fødselsdagen efterfulgt af en smiley.

Det var okay feelgood. Birthday mission accomplished, og jeg loggede af facebook og stod op.

Bryggede kaffe og lavede broiled cheese sandwich (en svaghed, jeg har, som går ud på at smide et stykke ost på et stykke rugbrød og sende skidtet en tur under grillen i ovnen, til osten er smeltet og lysebrun, nammenam).

Og mens jeg lidt efter sad og guffede min mad i mig, svingede jeg lige endnu en tur omkring Facebook.

Jeg havde fået to reaktioner på mine hilsener.

Den ene var en kommentar fra den første ven, jeg havde skrevet til. Hun takkede glad for min søde besked.

Og nu kommer vi så til det ...

... shit ...

... shit, shit, shit:

DEN ANDEN

var en smiley. 

Fra en fremmed. Åbenbart en kvinde, der er facebookven med den sidste fødselar, jeg skrev til. Hende, som jeg ikke kender, you know. Og som jeg havde overvejet slet ikke at skrive til.

Nu har jeg ikke noget imod smileyer. Jeg bruger dem selv i mange situationer.

Men denne smiley var lidt speciel. Måske i særdeleshed da den var en reaktion på en fødselsdagshilsen.

Det var en grædesmiley.

Og det tog mig kun et splitsekund at forstå, hvilken gigantisk fejl jeg lige havde begået.

Big mistake!

Jeg havde skrevet en fødselsdagshilsen til en død kvinde. 

Og jeg kunne have klippet fingrene af mig selv, kan jeg så fortælle dig.

Suk.

Det er et problem, at Facebook er en evigt voksende kirkegård. 

Jeg får flere og flere fødselsdagsnotifikationer fra døde mennesker. Personer, som ikke lige fik oplyst nogen om deres facebookpassword, inden de døde, og hvis profiler derfor ikke kan slettes.

Og så risikerer man altså at begå så tåkrummende en fejl som den, jeg begik i dag.

Facebook burde finde en løsning.

Bum.