Er du homo, hva'?

"Er du homo? Er du homo, hva'? Er du homo?"

Sådan sagde V fra 9. årgang til O fra 7. i torsdags, mens de småsloges midt på halgulvet.

Situationen:

Vi havde 24-timersløb på skolen (det har jeg skrevet om i et tidligere indlæg).

Og i den forbindelse havde eleverne mulighed for at smide en luftmadras og en sovepose på et gulv i en sportshal, så de kunne få sig et hvil under strabadserne.

Som lærer havde jeg tilsyn med englebasserne i hallen fra 20 til 21 torsdag aften.

Det var fint nok.

Nogle stykker spillede kort. Nogle spiste chips. Og nogle lå bare og chillede arm i arm med bedsteveninden.

En enkelt elev påkaldte sig min opmærksomhed. Han sad lige så stille på knæ på sin madras og så temmelig trist ud.

"Hej T," sagde jeg, mens jeg satte mig på hug ved siden af ham. "Du ser ud, som om du ikke er så glad. Har jeg ret i det?" 

Og jeps, det havde jeg. Spot on faktisk. For T begyndte at græde og sagde, han havde hjemve. Så ham måtte jeg have ekspederet hjem.

Ellers var der ikke meget at bemærke om situationen i hallen.

Indtil lille O fra 7. altså provokerede den noget større V fra 9. I spændt forventning om et rask lille slagsmål, er jeg sikker på.

Og han havde heldet med sig. V var frisk på at slås.

Det var så her, ovennævnte spørgsmål faldt.

Suk.

Ikke at jeg kan sige, det var uventet at høre en homofobisk bemærkning på jobbet. Ifølge undersøgelser mener 30 procent af unge mellem 13 og 16, at det ikke er okay at være homoseksuel.

Det tal gør folkeskolen og lige netop MIN elevgruppe (6. til 9. klasse) til et af de mest homofobiske miljøer i Danmark. 

Jeg er således homoseksuel omgivet af homofober mandag til fredag 8 til 15.

Det er jo fucking Iran.

Eller Indre Mission.

Og apropos mission, så har jeg sat mig for at prøve at mindske homofobien hos mine elever. Eller i hvert fald få dem til at reflektere lidt, når de slynger om sig med homofobiske bemærkninger.

Andre undersøgelser viser nemlig, at det har stor betydning for folks holdninger til homoseksuelle, om de rent faktisk kender nogen. For homofobi er rodfæstet i frygten for det fremmede, og denne frygt reduceres med det personlige bekendtskab.

Derfor har jeg valgt at være åben om min seksualitet. Ikke at det dybest set kommer andre ved, om jeg knalder mænd eller damer, men i mit tilfælde ser jeg et højere formål med det.

Og jeg kommenterer, når jeg hører noget, jeg føler mig krænket over.

Således også torsdag aften i sportshallen.

"Hey V?" sagde jeg derfor til ... øh ... V (sjovt nok), mens jeg fiskede min mobil ud af bukselommen og tændte mit display for at vise ham mit baggrundsbillede. "Ved du, hvem denne her dame på billedet er?"

"Øøøh nahrj, det ved jeg vist ikke," snøvlede V som den teenager, han er, mens han studerede billedet, "men hun ser da nice ud."

"Det er min kæreste," oplyste jeg og kiggede ham direkte i øjnene. "Og ved du hvad? Når du bruger ordet homo i en nedsættende betydning, så føler jeg mig faktisk krænket."

Hvortil ungersvenden svarede:

"Nammen, det var altså ikke nedsættende ment. Det er bare, fordi ham her O godt kan lide at få en kæp i røven."

Damn.

Nogle kampe ER bare for vanskelige at kæmpe. Så jeg trak på skulderen og gik.

Just another day at the office.