Sjov og sej ... men ikke SÅ sej

Blev sgudda lige boostet lidt i sidste uge.

Nu tror du måske, at jeg står på kanten til lilla hår, støttestrømper og storblomstrede rayonkjoler.

Jeg ER jo blevet 50, forstås. En halvgammel lebbe. Og tilmed tysklærer. 

I coolness altså tæt på bibliotekarniveau.

Men i virkeligheden er jeg teenager. 

Landets ældste faktisk. Det kan mine talrige par af Converse-sko bevidne. Og min samling af fidget spinners. Og min hang til popmusik. Og til at dabbe med eleverne:



Min teenagestatus blev med al tydelighed understreget i sidste uge.

Jeg deltager i nogle internationale projekter med mine elever i engelsktimerne. Inde på en europæisk skolesamarbejdsplatform, der hedder eTwinning.

På eTwinning-portalen bliver man tildelt sin egen profilside, hvor man kan skrive en kort tekst om sig selv og eventuelt uploade et billede.

Det sad jeg og nulrede med i en engelsktime i torsdags. Jeg skrev lidt om min faglige baggage og mine fritidsinteresser, og så syntes jeg, det kunne være okay at runde af med at fortælle, hvordan mine elever opfatter mig.

Så jeg spurgte dem. 

Lidt risky, I know, men jeg er helt utrolig modig (blot ikke, hvis det handler om edderkopper eller stankelben), så jeg gjorde det sgu.

Og svaret var lidt uventet. 

Sådan da. 

Forøh ... "sjov" havde jeg faktisk gættet. 

Det har vist sig ved mange lejligheder, at jeg ikke KAN lade være med at forsøge at få englebasserne til at trække på smilebåndet over forskellige åndede indfald i timerne. Som når jeg beder dem om at synge et svar efter selv at have sunget et spørgsmål.

Men "sej"?

Den havde jeg ikke lige set komme fra en flok 13-årige.

Sej? 

Who? Me?

Altså: Me?!!!

Men ja. Det var sgu det, de sagde.

Og nu står der i min profil, at eleverne siger, jeg er "funny and cool". I al beskedenhed. Er sikker på, den slags vækker respekt hos mine katolske samarbejdspartnere på projektet (må vist hellere også arbejde lidt på "frygtindgydende").

Så ja, jeg ER fandme teenager. Teenager med teenagerne.

Til gengæld følte jeg mig ikke så sej, da jeg efter timen i torsdags trådte ind i lærerkøkkenet for at anrette min frokost på en tallerken.

For ved siden af mig stod en venlig ældre indvandrer. Han kommer på skolen og hjælper vores flygtningebørn med at finde sig til rette.

Og han ER altså super venlig. Smiler altid pænt og hilser godmorgen, når han møder ind. Og deler gerne ud til os lærere af sin eksotiske madpakke.

I torsdags delte han gerne ud til mig.

Og det, han delte, var et stykke åbenbart hjemmelavet ost. Lidt fast i det og med nogle ubestemmelige sorte prikker. 

Han tilbød mig et sirligt skåret stykke.

Som han rakte mig ...

...

MELLEM TO SORTE FINGERNEGLE,

mens han venligt nikkede, at jeg bare skulle tage imod det.

Åh pis.

Fuck faktisk.

Nå, men jeg tog selvfølgelig smilende imod hans foræring, anbragte den elegant på min tallerken ved siden af min halve avocado og tog den med ind på lærerværelset.

Hvor jeg havde held til at skubbe den ind under en serviet i al ubemærkethed, så jeg senere kunne lænse den i skralderen.

Ikke mit stolteste øjeblik.

Men lige der går grænsen for min sejhed altså.

Bum.