Om likviditetsproblemer

Læste lige i dag. 

Ikke, fordi det i sig selv er så usædvanligt. For jeg læser sådan set hver dag.

Men lige i dag læste jeg, at PostNord igen hæver prisen på porto.

Heller ikke, fordi DET i sig selv er så usædvanligt. For det læser jeg sgu også næsten hver dag.

No surprise there.

Faktisk viderefører de jo bare en lang tradition fra Post Danmark-tiden, som Rokokoposten i øvrigt beskriver så komisk, at fruen måtte klukke af grin.

Men dermed stopper morskaben så.

For jeg VENTER PÅ NOGET.

For eksempel mit nye betalingskort. Med beundringsværdig timing blev mit Visa-Dankort jo spærret. For FUCKING NI DAGE SIDEN. Netop som jeg var på vej til Amsterdam på romantisk weekend med nogen.

Og det begynder ærlig talt at blive lidt anstrengende at måtte klare mig uden. Selv om jeg i begyndelsen mente, det måtte være sundt nok at prøve, hvordan det er at have absolut knappe midler.

Sådan er der jo nogle, der har det.

Besluttede således i mandags at omdanne mit elendige likviditetsproblem til et socialt eksperiment:

Lånte 200 kroner af yngstedatteren og stillede mig selv spørgsmålet: Hvor længe kan du brødføde dig selv og dine to hjemmeboende rotter for dette beløb?

Svar: Fire dage.

Jeps.

Og det synes jeg faktisk er pissegodt gået.

Vi har tilmed levet nogenlunde. Ikke overdådigt, bevares, men okay. For vi har for eksempel fået tomatsuppe med nudler og brød, kyllingeschnitzler (på tilbud i Rema 1000 til en 10er pakken) med fritter, risengrød og kyllingelår med ovnkartofler.

Jaja, jeg ved det godt. Kylling to gange. Men kylling er åbenbart tit på tilbud, og den slags betyder altså noget, når man pludselig lever under fattigdomsgrænsen.

Skal jeg endelig sætte en finger på et eller andet, så er det ikke blevet til meget rødvin i ugens løb, men det var jo ligesom en del af konceptet, at der ikke var råd til det.

Så jep: tre mennesker i fire dage for 200 kroner (selv om jeg ikke ved, om det var snyd, at jeg i forvejen havde en bakke æg i køleskabet til madpakker). 

Nå, men som du måske kan fornemme, gik der sport i den, og det var sjovt nok at prøve at leve på lavbudget. (For en stund og med den bevidsthed, at jeg har penge nok på kontoen, forstås.)

Men nu begynder det fandme så at blive lidt FOR sjovt at måtte undvære mit betalingskort.

For ...

...

... wait for it ...

...

NETFLIX HAR SAT MIN ACCOUNT I BERO!

Vræl!

De trækker jo deres penge på mit kort hver måned. Og det kan de ikke nu. Da mit kort er spærret, og skide PostNord sidder og piller sig i navlen og åbenbart ikke kommer med et nyt foreløbig, da de har for vane at omdele post med meget store mellemrum.

Derfor ingen Netflix.

Vræl igen!

Det er synd for mig.