mandag den 9. oktober 2017

Hold kæft, hvor er jeg heldig

Og det udsagn kan man jo så godt reflektere lidt over.

Der er selvfølgelig alt det indlysende:

Jeg har fire søde, kloge, sjove, hengivne, elskelige børn. 

Og en smuk, sexet, empatisk, omsorgsfuld, intellektuel (I'm a sucker for that) lebbekæreste med mange af de samme interesser, som jeg selv har.

Og et ikke prangende, men helt fint hus, som jeg SELV betaler.

Med penge, som jeg tjener på mit job som sproglærer. Et job, der giver mig meget af den bekræftelse, jeg som menneske kan ønske mig, da mine elever og mine kolleger næsten dagligt fortæller mig, at de kan lide mig, og at jeg er pissegod til mit arbejde (skrevet i al beskedenhed naturligvis).

Hehe.

Lige for tiden føler jeg mig dog særligt heldig.

For jeg har fundet en niche på jobbet. En niche, som bringer mig i flow:

"Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke."
Kilde: Wikipedia

Så jeps. Flow.

Og det sker, fordi jeg har gang i et spændende internationalt projekt. Et projekt, der betyder, at jeg for tiden arbejder sammen med lærere i Finland, England, Italien, Frankrig, Bosnien-Hercegovina, Polen, Grækenland og flere andre lande.

Og et projekt, der betyder, at jeg lige om lidt tager til konference på Malta.

Er du direktør i en international virksomhed eller eksportsælger eller sådan noget, er du sikkert ikke imponeret over en tur til Malta, for så rejser du nok hele tiden og synes, det er noget lort at være så meget hjemmefra.

Men for en folkeskolelærer er det okay ekstravagant at være blevet tilbudt en plads på sådan en konference. 

Så vidt jeg kan forstå, er der kun syv deltagere fra Danmark.

Og jeg er en af dem! Woop, woop!!!

Ellers kommer der 600 gode folk fra 40 forskellige lande. Det er så stort, at jeg snart ikke fatter det.

Og med indlogering på femstjernet hotel naturligvis. 

Det har jeg ikke prøvet siden 1992. Hvilket til dels har at gøre med, at den slags hoteller tit er fuldkommen blottet for lokal charme.

Og ... øh ... så kan det være en udfordring at få råd på en lærerløn.

Men skal jeg være helt ærlig, så glæder jeg mig til at lade mig forkæle. Og suge inspiration til mig fra alle hjørner og kanter i det internationale lærersamfund.

Så ja, jeg er pisseheldig.

Håber, du også synes, du er heldig :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar