Et hurtigt hej

Wuiiiiuu, for en uge.

Det er gået over stok og sten. Det kan jeg dælme godt sige dig, Hans-Otto.

Og jeg har fået et løft, så jeg næsten kun har jordforbindelse med det yderste af tåneglene. 

Så jeg siger det lige igen:

JEG HAR FAKTISK VERDENS BEDSTE JOB!

Jeps.

For eksempel har jeg i nogen tid gjort et internationalt stykke arbejde for min skole. Med mange udenlandske samarbejdspartnere. Der er blandt andet tale om elevprojekter, hvor mine elever arbejder sammen med elever fra andre lande.

Det er jeg begyndt at høste anerkendelse for :-D

Fra forældre til forældremødet i mandags. Mange anerkendende blikke blev sendt i min retning, da jeg kunne berette om italienske e-mail-projekter og finske videoforløb med deltagere fra 10 forskellige lande, heriblandt os.

Fra alle mine kolleger, som jeg holdt et oplæg om globalt medborgerskab for til fællesmødet i tirsdags. De sagde, at de var blevet meget klogere, hvilket burde være ros nok i sig selv ...

... MEN ...

... de sagde også ...

... at jeg er FANTASTISK god til at tale i en forsamling, at jeg tydeligvis er landet på den rette hylde, og hvor var det godt, at jeg blev lærer.

Skrevet her i al beskedenhed naturligvis ;-)

Det der med at være god til at tale i en forsamling, you know. Det kom fandme som en overraskelse. For et er at skulle stå ved tavlen og lære et par syvendeklasser lidt engelsk. Noget ganske andet er at stå foran 70 dygtige og engagerede kolleger for at bibringe dem faglig viden på et ret højt niveau.

Og jeg var pissenervøs. Det har jeg altid været, når jeg har skullet sige noget i store grupper.

Men de elskede mine slides og mine budskaber og mine småjokes og min ro. Min RO?!

Der kan man sgu bare se. Verdensmester i bluff.

Hele ledelsen sad også med til fællesmødet.

Yikes! 

Det gjorde det fandme ikke bedre.

Men hey! 

Min nærmeste chef sad og smilede og nikkede under hele mit oplæg. Og hans chef, som jo er min øverste leder ...

... HAR LÆRT MIT NAVN!

Hun er næsten helt ny i jobbet og har 100 medarbejdere, hvis navne hun forsøger at huske.

Mit kan hun. Nu :-)

Som følge af mit internationale arbejde har jeg tilmed vistnok fået fedtet mig selv og en kollega med på en fedeste tur til London i januar. Det fandt jeg ud af i dag.

Woop, woop.

Og det var også i dag, at jeg mødte en elev fra 7C på trappen i spisefrikvarteret.

"Hej Mrs. English Teacher," sagde han (bortset fra at han brugte mit rigtige navn, som han kender).

"Hej Daniel," sagde jeg glad, for jeg bliver altid glad, når eleverne hilser pænt på mig.

"Skal vi have engelsk i dag?" spurgte han så. 

"Ja, det skal I," smilede jeg.

"YESSS!" svarede han. Og så var han væk. Og jeg var pludselig varm indeni.

Så ugen har været fuld af komplimenter. Me like :-)

Men det er ikke det bedste.

For i morgen har jeg fri.

Jeg skal nemlig til en tur til Amsterdam. 

Kører i morgen tidlig. Sammen med en kvinde, som jeg elsker at kysse på. En forlænget weekend. Uden børn og kattekillinger. Bare os to og Amsterdam. Og inderlige damekys.

FEDT!

Det er min fødselsdagsgave fra hende. Den bedste gave, hun kunne give mig.

Så jeg har selvfølgelig travlt med at pakke. 

Og derfor kan dagens indlæg kun blive til "et hurtigt hej".

Øh ...