Om sproglighed

Det er ingen hemmelighed: Sprog betyder en pæn del for mig.

Talesprog for eksempel. 

Faktisk taler jeg en hel del i min hverdag. Højt og tydeligt. Somme tider planlagt. Somme tider spontant. Og på engelsk og tysk og dansk. Og af og til også på en slags fransk, når det lige kommer over mig.

Og skriftsprog for eksempel.

Jeg skriver mails. Og kontaktbogsnotater. Og elevudtalelser. Og PowerPoint-præsentationer. Og ugeplaner. Og tavlenotater. 

Og blogindlæg :-)

Oprigtigt talt så tror jeg, at sprog er kommet for at blive.

Talesprog opfattes traditionelt som mindre formelt end skriftsprog. Det snor og vrider sig i alle mulige uforudsigelige retninger under en samtale. Man må somme tider reagere på et splitsekund, og ordvalget er ofte ret usofistikeret, fordi det skal gå så fandens hurtigt med at finde de der fucking ord frem fra hjernevindingerne.

Skriftsprog, derimod, betragtes af mange som mere formelt og distanceret. Afsenderen står jo ikke ansigt til ansigt med modtageren, har ikke stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog til rådighed og må derfor være meget præcis i sit ordvalg, hvis hun ikke skal misforstås. Hun har også mulighed for lige at læse sit lort igennem, inden hun afleverer det til modtageren.

Nu er sprog imidlertid en dynamisk størrelse. Et levende væsen i stadig udvikling. Og i takt med fremkomsten af de elektroniske medier med chat og sms er talesproget begyndt at smelte ind i skriftsproget.

Fint med mig. 

Om man kan tillade sig at bruge talesprog på skrift afhænger selvfølgelig af situationen. Skal man skrive en jobansøgning, bør man måske ikke indlede med "Yo bitches". 

Men her på bloggen er jeg i hvert fald selv tilbøjelig til at bruge talesprog fra tid til anden. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde distancerer mig mindre fra mine læsere og fremstår som en mere autentisk person. Et ægte menneske faktisk.

Jeg laver også grammatiske fejl. Stavefejl. Fejl i tegnsætning. Og syntaks.

Og det er okay. Af to grunde.

For det første er det MIN blog, og jeg skriver, som jeg vil.

For det andet er jeg helt klar over, at jeg laver disse fejl. Det er forsætlige fejl. Der er en underliggende mening.

Hvad man til gengæld IKKE finder her på bloggen er sammensatte navneord i to dele (slagter dreng (stakkels dreng)), fejl i nutids-r (jeg køre lige en tur) og ejefald med apostrof s (Jensen's Bøfhus (som de heldigvis efter mange år nu har rettet til det korrekte "Jensens")).

For den slags fejl er i min optik pinlige. Der er ingen mening med dem. De opstår, fordi folk ikke formår at skrive rigtigt dansk. De er sjuskede. Eller måske har de været for uopmærksomme i skolen. Eller måske er de ikke blevet undervist ordentligt i det. Eller måske er de bare ligeglade, fordi modtagerne af deres budskaber sikkert ved, hvad de mener.

Jeg gider i særdeleshed ikke at se sprogligt sløseri hos fagfolk som journalister eller dansklærere, hvad jeg i virkeligheden alt for ofte gør. Jeg krummer for eksempel tæer, når nordjyske.dk i en artikel skriver:

- Vi vil mopning til livs

Forældre og elever får gode råd af Lars Bom, der selv blev moppet som dreng

YIKES!

Og kald mig bare grammanazi, men hvis jeg ser en af ovenstående fejl i en tekst, tænker jeg automatisk, at afsenderen må være dum eller doven.

Er man ikke indvandrer eller ramt af indlæringsvanskeligheder, bør man simpelt hen vide, hvordan man skriver bare nogenlunde fejlfrit på sit modersmål.

Bum.