Om karma

Tror sgu, jeg har sikret mig en god plads i næste liv. Eller i hvert fald en bedre plads, end det var mig tiltænkt før. Tænker noget i retning af, at hvis jeg hidtil har været regnorm, bliver jeg nok dværghamster nu. Måske.

For se nu bare her:

Mit karma-kit.

Hehe. 

Jep, jeg var en af dem, der kom og ringede på din dør i sidste weekend. For at samle ind til Red Barnet.

Det havde jeg aldrig prøvet før.

Totally feelgood. 

Og spændende oplevelse. Med spændende iagttagelser. Af folk.

Nogle var små englebasser og smed ret store beløb i bøssen ...

... mens andre fandme skulle skamme sig, tsk, tsk.

For eksempel visse fucking aggressive små cunts.

Det er for min skyld helt i orden at gemme sig bag sofaen i stuen, når en indsamler er i anmarch (det perfekte scam, for vi gætter nemlig aldrig, at folk er hjemme, selv om deres bil holder i indkørslen, og alle vinduer står på vid gab - hold da op, hvor de snyder os ;-)).

Det er også okay at takke pænt nej til at bidrage. Det kan man sagtens gøre med et smil, og uden at vi bliver fornærmede. Vi ved godt, der er mange indsamlinger, og at man ikke kan give til dem alle.

Men det er sgu ikke okay at blive ubehagelige.

Nogle steder blev vi faktisk smidt ud. Og ved I hvad, folkens? Dem, der smed os ud, var allesammen ... damer. Det er jeg fandme ikke stolt af at skrive. Usympatiske varianter af mit eget køn? Damn.

Jeg ved sgu ikke, hvad det lige er med kvinder og indsamlinger.

Men måske er det naturligt at blive defensiv, når man foretager sig noget så ukvindeligt som at afvise at støtte en god sag som den, Red Barnet repræsenterer. For måske sidder ens dårlige samvittighed og trykker lige der, hvor ens nedgroede tånegl er allermest øm. Og så er det nok det nemmeste bare at være sur og led. For damer altså.

Mændene var søde. Selv når de takkede nej.

Så kønnet lod til at gøre en forskel.

Det gjorde socialklassen også.

Jeg samlede ind i et ret pænt kvarter. Store villaer med veltrimmede haver og tyske biler i carportene.

Og lige midt i dette pæne kvarter lå et lille rækkehusområde. 

At dømme efter husenes størrelse og den rollatorbestand, der mødte blikket i den lille enklave, konkluderede jeg hurtigt, at der måtte være tale om en klynge af beskedne ældreboliger.

Min indsamlingsrute dækkede altså tydeligvis to klart adskilte socialklasser.

Og gæt så, hvilken af disse to socialklasser der spyttede mest i bøssen:

De ældre selvfølgelig. Dem, der helt sikkert havde dårligst råd. De gav næsten allesammen. Måske er de opdraget til at hjælpe dem, der trænger, uanset hvor lidt de selv har.

Til gengæld var andelen af bidragydere i luksusvillaerne beskæmmende meget mindre.

Shame on them!

But then again: Der er selvfølgelig en årsag til, at man har råd til at have en stor tysk flyder holdende i sin indkørsel. For det havde man måske ikke, hvis man hele tiden rendte rundt og kastede penge i grams. Til velgørende formål og andre vederstyggeligheder.

Interesting.